Tidens tikken /Åben\

T H O R O N D O R

---

Tiden sætter altid sine mærker, men hos nogen mindre tydeligt end hos andre. Hos nogle tikker årerne uset forbi, mens de hos andre slider og flår; enkelte ændrer sig aldrig, mens nogle aldrig når rigtigt at være den de er. Årernes gang giver tid til liv, tid til fornyelse. Tid til afkom. Føl var noget de fleste heste ville få, enten mange eller få, og den gyldne koldblod var ikke anderledes. Han havde faktisk allerede enkelte føl, men ingen her. Ingen i Andromeda. Ønskede han det? Han vidste det egentligt ikke. Her var han alene, uden nogen rigtig tilknytning, men ensom var han ej. Vel?

Den stilfærdig lyd af græssen blandede sig med vinden, for blot at blive overdøvet. Luften havde sin leg over Enophis denne dag, en leg der i ny og næ inkluderede Thorondors fletninger. De var begyndt at blive en smule flossede, men hang stadig kraftigt og tydeligt som dengang han var kommet. Om hårerne bare voksede heldigt eller hvad der holdt sammen på det hele vidste han ej, men holdt sammen, det blev de. Længere var de også blevet, i hvert fald en lille smule. Med et par strå strittende ud af mundvigen lod hingsten sit hoved løftes, før vinden blev vejret. Forsigtigt udspilede næseborerne sig; et fnys lød og så blev hovedet sænket på ny. En sødmen havde lagt sig over landet, forvirrende nok, men heldigvis, på denne dag, hjalp vinden med at give et pusterum, et øjeblik med frisk luft. Et øjeblik med ro til hjernen.

Ja den sorte hoppe, som ubesværet luntede over Enophis spredte engområder, havde ikke brugt længe i denne fremmede verden. Faktisk ganske kort. Hun havde ikke sat sit præg på stedet og havde kun oplevet et møde med en enkel fremmed sjæl – en sortbroget en af slagsen. Trods sin ringeagtede størrelse og hånetilnavnet pony, der tit lagde sig dertil, ville Aviaja, som hoppen hed, nok komme ind under huden på det nye land. Aja var ikke en hoppe, som havde svært ved at tilpasse sig, men alligevel fandt hun hendes ankomst underlig og tankevækkende, men valgte at se det, som en udfordring. Aja elskede udfordringer.

Stilfærdigt, som altid når man var alene, tikkede tiden forbi. Sekunder blev til minutter; minutter til timer. Eller ikke helt, for den gyldenlødede hingst have ikke tilbragt timer på engen, inden han fangede noget ud af øjenkrogen. En sort plet sneg sig ind i hans synsfelt og med et par strå i munden hævede han sit hoved. Let drejede han det, for at få et bedre syn af det, der havde fanget hans blik. De plyssede ører blev vippet fremad, mens de brune, varme øjne roligt iagtog pletten, der havde vist sig at være en anden hest. En lav, sort hoppe. Meget lav faktisk, men alligevel var størrelse ikke uset for ham. Han var stor af sin slags, så enkelte hopper var nede på dennes niveau i hans hjem, men det var alligevel sjældent. Desværre var hun ej på deres niveau når det gjaldt drøjte, hvilket betød endnu et bekendtskab til en slank, let hoppe. Vidunderligt. Han havde egentligt intet mod det, det skulle man ikke tro, men... man havde vel atid lov til at savne, ønske, det man havde haft hvor man kom fra? Det som var.. hjemligt.