Morgendug /Åben\

T H O R O N D O R

---

Dug. Dråber. Vand der lå som perlekæder over hvert lille strå, som funklende sten i edderkoppernes spind; en sjælden skønhed, men også en våd fornøjelse. Langsomt vågnede landet, vågnede verden, efter en nats dvale. Stilfærdigt strakte hvert liv sig, sugede solens spæde stråler til sig og gabte søvnen af sig. Ikke en eneste lyd kunne hørers, indtil dagens symfoni så begyndte. Først med en enkelt hare. Så en fugl på himlen. Dernæst flere. Snart syntes alting at begive sig ud, starte endnu en dag, uvidende om, om den måtte blive deres sidste.

Thorondors knæ stod stadig låste. Lod den tunge, kraftige krop hvile uden frygten for at vælte over eller falde. Langsomt begyndte han dog at røre på sig og knæene låste nu op. Tillod bevægelse, som havde været hindret i nattens søvn. Først et gab, så en stilfærdig rysten. Hvordan man tog morgenen var en utrolig individuel ting og den gyldne hingst kunne bestemt ikke kaldes en, der tog det med hast. Himlen var også endnu rød i øst, så hvorfor skynde sig alt for megen? Dagen havde intet i vente, så de få ting der skulle gøres, de små nødvendigheder, ville næppe være svære at nå.
Let glippede hingsten med øjnene, da han endeligt tog sig sammen til at åbne dem. Så der var de nu, honningbrune mod den mørke pels han havde i hovedet, med det evigt blide udtryk, der sammen med et let smil om mulen gav et behageligt og indbydende udtryk. Roligt vippede han sig en smule fremad, for så at vippe lidt bagud. Med endnu en rysten af kroppen begav han sig endeligt fremad; villig til at modtage dagens uventede begivenheder.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Atter en dag, stod nu for hovene af de sjæle, der boede i Andromedas land. Atter et morgengry, var begyndt sin færden, og solstrålerne kæmpede sig nu vej over landets træer og enge, og lyste den store ø op, lidt efter lidt. Duggen lå tungt langs græsset, der var under den røde hoppes sorte hove, som hun vandrede forsigtigt og stilfærdigt af sted, med de milde og varme øjne spejdende udover det åbne område. Jovist, der var ej megen liv endnu, men stille og taktfast begyndte flere og flere skabninger at vågne op til dåd, og tilkendegive deres tilstedeværelse. Armonia bevægede sig som altid af sted, med en rytmisk, rolig, forsigtig og let svævende gang, som kærtegnede hun den jord hun trådte på; og dette var måske heller ikke helt en løgn. For den røde hoppe, holdte ganske meget af jorden, himlen, vinden og i det hele taget alt det, som ingen kunne styre. Og dog. Armonia havde fået sig en særpræget opgave; netop at ’styre’ årstiderne. Skifte dem, så landets cyklus ikke kom ud af kurs. Og med denne opgave, som Årstidernes Vogter, var et andet udseende blevet hende skænket. For op af hendes ben, kravlede grønne rangler rundt, kærtegnende og smygende, som var de en del af hende; og det var de. I hendes man, snoede lyserøde blomster sig omkring, med deres grønne stilke, ind og ud af hendes man, og skabte et blomsternet, men blomsterne var ej det eneste der var i hendes man. Nej, også små dugfriske dråber, samt frosne snefnug prydede hendes rødbrune man, og skabte et glitrende spil. I halen var der også blomster, der smøg sig ned langs de lange halehår; ja, hun var i sandhed blevet en del af naturen, i bogstaveligste forstand, den natur, som hun elskede så inderligt meget. Hendes milde øjne veg henover den åbne slette, indtil hun i det fjerne, kunne skimte en hingst, hun før havde stiftet bekendtskab med; men ej efter hun var blevet vogter. Et mildt smil bredte sig over hendes røde mule, inden hun hævede hovedet ganske lidt, og udsendte et lyst og hilsende brum, i Thorondors retning; mon han ville have hendes selskab? Word Count 360

Endnu et gab. En stilfærdig strækken af bagbenene. Et dæmpet prust og så en hovedrysten. Thorondor var ikke en morgenhingst, trods han sagtens kunne stå op. Dagen startede altid langsomt, stille og roligt; altid uden hast. Det første af dagens gøremål blev hurtigt indfriet, da mulen blev sænket ned mellem det kolde, våde græs. Hurtigt blev stråene bidt over, før den friske, velkendte smag af græsset så spredte sig i munden. Det var ingen kulinarisk oplevelse, men ikke desto mindre var den gyldne sikker på, at han aldrig ville blive træt af smagen. Aldrig blive træt af teksturen. Græs var basis i alles diæt og hvis man ikke brød sig om det, hvad pokker skulle man så leve af? Nu hvor han stod med mulen godt begravet i græsset, mens han fornøjeligt gumlede løs, så kunne han godt ligne lidt af en grovæder. Han manglede intet sul og var da bestemt heller ikke langsomt i sin græssen, men fed var han faktisk ikke. Tung og bestemt blandt de største sværvægtere i landet, men fed? Hah, nej, han var kun så fed som han var mager!

En lys, hilsende brummen nåede hans ører efter en tid. Det tog et par øjeblikke, før stemmen blev velkendt. Først blev den blot smidt til siden som ingenting, noget der egentligt kunne vente, men blev så opfattet som værende den, Armonia, den røde hoppe, ejede. Det var ikke fordi han ikke anså hilsner som noget specielt, men fordi man i Maern ikke behøvede hilse tilbage for at være høflig. En hilsen gik ofte ud til alle omkring en og selv hvis en hests hilsen var kommet forud for at man sluttede sig til gruppen, så var det naturligt, at hilsner allerede var blevet delt og man var den eneste der manglede; som havde man modtaget hilsnen, uden egentligt at være der. Nu var han dog ikke længere i Maern og hævede derfor roligt sit hoved. Et let smil strøg om hans mule, et smil som dog tog en anden karakter, da han så hvordan hoppen havde ændret sig. Der var ingen tvivl om, at det var den kære Armonia, men det der nu prydede hendes krop, gjorde ham varsom. Planter groede ikke på heste, kun dem som var drevet videre til en ny verden, men det var hun da så sandeligt ikke. Et dæmpet fnys, ej spottende, men blot lidt vagtsomt og overrasket, forlod hingsten, før han lod en dæmpet, hilsende brummen lyde tilbage.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde Armonia, lod ikke sine mørke øjne forlade den crembrune hingst, end ikke et sekund i disse øjeblikke. Men langsomt lod hun da blikket falde ned i græsset, og imod sine egene sorte hove, mens hun fortsat vandrede imod Thorondor, som hun i en længere periode ej havde været i selskab med. Hans selskab var et selskab, som den røde hoppe godt kunne lide. For han virkede så rolig og mild af sind, som hun sjældent havde oplevet hos andre. Jovist, andre i dette land var rolige og milde af sind, men ved Thorondor var det noget ganske andet, i hvert fald hvis Armonia skulle udtale sig om det. Rolig og uden at forhaste sig, bevægede hun sig fortsat i hans retning, med blikket vendt ned i det grønne og stadigt frodige græs, som kildede hende op af benene, dog ej ubehageligt, men nærmere kærtegnende. Endelig løftede hun da hovedet op igen, da lyden fra en brummende hilsen forlod den rolige Thorondor. Armonia lod sine røde øre vippe blidt frem imod ham, mens hun nærmede sig ham, og da hun kom tæt nok på ham, bemærkede den røde et smil, der dog virkede en anelse skeptisk. Men dette forstod hun skam godt; for den cremede Throndor, havde jo ej set den røde Armonia, siden hun blev forvandlet. Og selv Armonia, ville nok kigge en anelse forbavset og overrasket, hvis hun så en anden sjæl kom gående mod hende, med levende blomster og rangler på sin krop. Men den røde hoppe, lod sig ej stoppe af Thorondor skepsis. Da hun kom ham tæt nok, lod hun sine hove bremse den røde krop, blidt op, inden hun så stod helt stille, ikke langt fra ham, måske bare en meter til halvanden. Hendes røde hoved gled langsomt ned, i en mild holdning. ,,Godmorgen, Thorondor” Sådan kom hendes tone frem, blidt og mildt. Word Count 310

Som hun kom gående mod ham, var det både let at overse det der havde ændret sig, men samtidigt umuligt at se den røde hoppe som værende den samme som sidst. Han havde været vagtsom sidst han havde mødt en af disse... velsignede... heste og han var det stadig. Nok havde Illana vist sig at være så god som dagen er lang og han havde jo mødt Armonia før, men det ændrede kun lidt. Faktummet stod stadig: planter groede ej på heste, medmindre de var draget videre. Men hun var ej draget videre, for der kom hun jo mod ham. Ørerne veg tilbage i takt med at hendes røde væsen kom nær, men ej fordi han brød sig mindre om hende end sidst, men blot fordi han var vagtsom. Som alle fra Maern var ting, man ikke forstod eller kunne forklare, en dårlig ting og han kunne simpelthen ikke forklare hvordan planter kunne gro på en hest, når den stadig var i live.

,,Godmorgen, Armonia."

På trods af de tilbagevendte ører og den generelt skeptiske holdning, forblev hans stemme varm og venlig som altid. Det var sjældent den ændrede tone; de eneste gange måtte være når hans indre kogte, men det havde det ikke gjort i umådelige tider.

,,Det er længe siden jeg har set dig; jeg kan se, at der er... sket... noget siden da."

Den gyldne hingst, hvis ansigt og ben bar en farve lig afbrændt træ, veg ikke fra sin plads, trods det virkede som naturligt for ham i dette øjeblik. Hans instinkt fortalte ham at holde afstand, men hans personlighed og opvækst bad ham blive. Han havde næppe noget at frygte hos den røde, for ej kunne hun havde i sinde at skade ham, men samtidigt stolede han ikke på hende. Det lyste ikke ud af ham, men det var tydeligt at det virvlede omkring i hans indre. Skulle han stole på noget, han ej kunne forklare, og dermed tage chancen, eller holde sig borte som sund fornuft dikterede?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde hoppe, forblev roligt stående i den afstand hun havde lagt til ham fra starten af. For hun forstod godt den skepsis og mistro der lyste ud af den kære Thorondor. For Armonia så ikke ud som andre heste mere. Hun ejede nu et andet udseende, der dog alligevel var hendes eget, som det altid havde været. Forskellen var blot nu, at blomster, blade og rangler levede på den røde hoppes krop, som var det intet besvær for dem; og det var det netop heller ikke. Selvom hun måske til tider sad fast i en gren med sin man, og dermed knækkede den rangle af blomster der var, så blomstrede en ny frem på ganske få sekunder, og dermed ville ranglen blive genskabt endnu engang. Armonias varme øjne hvilede på den gyldne Thorondor, der trods sin mistro og skepsis, forblev stående i hendes selskab, uden at trække sig længere fra hende, men som dog ej heller trådte tættere på hende; men dette var forståeligt. For hun var jo ej helt normal at kigge på længere. Nogle ville måske endda gå så langt at kalde det en forbandelse; men for Armonia var det en fortryllelse: en gave. Hendes røde øjne forblev fremme, mens hans hilsen faldt ind i dem. Blidt lod hun et smil brede sig omkring hendes røde mule, inden hun da lod ordene fade efter hans kommentar, om at det var længe siden sidst. ,,Du har ganske ret, kære Thorondor. Og ganske meget er også sket siden vi sidst lod vores sjæle befinde sig i selskab med hinanden. Men ej er noget dårligt sket mig, Thorondor. Blot har jeg haft et møde, med den reneste sjæl i dette land, hvis ord er visere end andres. En opgave blev mig givet, og opgaven udførte jeg. Nu kaldes jeg for en Vogter af landet, og udseendet ja.. Ja det kom til mig efter opgavens udførelse; for jeg er det Den Vise, kalder for Årstidernes vogter” Måske var ordene for mange; men en forklaring syntes den røde Armonia dog at Thorondor skulle have; for selv Armonia ville måske kigge skeptisk på en anden skikkelse, hvis den bar det udseende hun nu gjorde. Ordene flød blidt og mildt frem, og imod Thorondor; nu var der ej andet at gøre, end at vente på reaktionen fra den muskuløse hingst. Word Count 361