Singing

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] {Ditte & Thorondor} Efteråret var her. En fugl flaksede op under trækronerne, og videre op på himlen. Bladene var begyndt at blive brune og gule og røde, men græsset var endnu spiseligt. Den askegrå nynnede, som hun havde gjort så mange gange før, en vane som holdte ved fra barndommen. Der var alligevel ingen følsomme ører, som lyttede, og den slanke hoppe havde en ganske fin stemme. Meget lys, men den passede kun godt til eftermiddagssolen, som strømmede ned mellem de let spredte træer. Hun var på Enophis, en spændende ø som hun efterhånden var kommet til at holde ganske meget af. Den var frodig, både på planter og på dyr, og så var der selvfølgelig bjergpasset oppe i den nordlige del af øen. Jo, det var en særlig ø. Der var ellers stille i skoven denne dag, da hun letfodet trippede frem i den gamle skov. Hun håbede lidt på at møde noget, eller nogen – et dyr, hun ikke før havde set, eller måske endda en anden sjæl, som hun kunne dele de sidste timers solskin med. Men hun opfangede intet fra sine omgivelser, det var som om hun var den eneste i Andromeda i dette øjeblik, resten var forsvundet. Og de havde taget alle deres spor af hovslag og dufte med sig. Det var ikke nogen ny følelse for den askegrå, som var vokset op på egen hånd. Ikke at det gjorde så meget, for hun var en modig sjæl. word count 239

T H O R O N D O R

---

Enophis. Det tætteste den tunge hingst nogensinde ville komme på sit elskede Maern igen. Ej havde han ledet sted eller holdt en position, der gjorde ham viderligt nødvendig blandt sin slags, men stadig. Han havde haft en tydelig position. Han havde været kendt af alle; ikke for opmærksomhedens skyld, men for selskabet. Venskaberne, familierne. De ubrydelige bånd som i ny og næ stadig trak i ham. På sin egen, lille, egoistiske måde følte han sig jaloux på de få, der var født her i landet. De havde aldrig følt følelsen af at miste nogen og være velvidende om, at de aldrig, aldrig, ville være i stand til at vende tilbage til det. Han ville aldrig se den kære, sky Kalahe, han så ofte havde delt sine aftenture med. Og det sårede ham da, skar ham helt ind i hjertet. Han havde aldrig elsket hoppen, men hun havde altid været et elsket selskab, en fornøjelig sjæl når hun endeligt åbnede op.

Dunk. Dunk. Krak. Dunk. Knas.

Grene knækkede under hingstens massive vægt, og sidste års blade knustes til små fragmenter. De store hove satte tydelige spor i skovens bløde jord, mens de sidste gyldne stråler skabte en unik atmosfære i skoven. Med den umiskendelige dunken af hans hove, fulgte en lettere fornøjet brummen. Den gyldne hingst havde ikke nogen grund til at føle en vrede i dag, end ikke en tristhed, så hvorfor hive det ind over sig? Let rystede han sit hoved, men forsatte sin travende gang, der på ingen måde kunne kaldes elegant, let og lydløst, men nærmere frembrusende, dog uden at være aggressiv og direkte larmende.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] En svag, men velkendt lyd fangede den askegrås opmærksomhed, og fik hende til at stoppe op midt i et skridt, med mulen i vejret. Der var intet at se, og skoven var tavs, så lyden blev kun endnu tydeligere da hendes egne skridt ophørte. De kridhvide næseborer blev let udspilede, hendes nynnen var blevet til stilhed for et øjeblik. Så dansede hun videre, denne gang frem i en kvik trav med hovedet løftet og ørerne nysgerrigt spidsede. Hun fulgte lyden, ind og ud mellem de gamle, tykke stammer og hen over den bløde skovbund på sorte hove. Der gik ikke lang tid før hun fik øje på det, hun havde søgt, nemlig en lille bæk der lystigt snoede sig igennem skoven. Hun standsede langsomt op og så først undersøgende ned på det klare vand. Det var en dyb bæk, svær at drikke af, men det var nu heller ikke tørsten som havde drevet hende herhen. Hun kunne blot vældig godt lide den rislende lyd af vandet, der løb over sten og grene derned på bunden af bækken. Den var altid i bevægelse, stoppede kun hvis noget stod den i vejen, og i så fald så fandt den altid en anden vej. Mon den ville fryse til om vinteren, eller blive ved at løbe? Hun sænkede mulen og pustede let, hun fik snart øje på sin egen slanke skikkelse på vandoverfladen, dog utydeligt. Der var først nu, at en umiskendelig lyd af tunge hovslag nåede de små, askegrå ører. word count 249

Og så, med et, brast han ud mellem buskene. Der var ingen tvivl om måden, hvorpå Thorondor befærdede sig i ø-rigets skove, for ikke at tale om dets andre dele. Enten flyttede ting sig for ham, eller også flyttede han dem, som tilfældet var nu. Blade og kviste føg omkring ham, en enkelt værende så uheld, for ham, at snitte gennem skindet på hans skulder. En fin, blodrød stribe løb nu, men ej mere end måske det halvde af længden på hans ene øje. Intet at tænke på og inden blodet egentligt nåede at flyde, dannedes en hård, beskyttende skorpe, som næsten forsvandt under den allerede nu dunede pels. Til vinter ville ingen kunne se den, hvis den da stadig var der. Selv hvis den havde været langt større, så ville den nok forsvinde i alt den pels, han bar om vinteren. På mange punkter var Thorondor større end dem, han havde delt sit liv med før. Selv hans vinterpels var større end deres, komisk nok.

Gangarten blev brat ændret, slået ned i en stilfærdig skridten, for så at komme til et mindst lige så brat stop, da en umiddelbart fremmede skikkelse nåede indenfor hans synsfelt. De puffede ører blev spidset, mens blikket gik fra det sædvanligt venlige og indbydende, til et med lidt mere karakter af nysgerrighed og interesse. En dæmpet brummen skød frem i hans bryst, da han genkendte skikkelse. Så man det, det var ingen ringere end lille Ariel! Eller rettere vel blot Ariel, for hun var ikke helt så lille længere, selvom hun næppe ville gro over ham og blive større end ham. Selv hvis hun formåede at gro højere, hvilket han selvfølgeligt ikke kunne vide endnu, så ville hun, som så mange andre, nok altid syntes lille i hans selskab. Med et par rolige skridt, nu hvor genkendelsen havde lagt sig over ham, bevægede han sig nærmere og da han var inden for en respektabel og hørig afstand, lod han sin milde stemme lyde.

,,Goddag igen, Ariel."

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Hovslagene udviklede sig til højlydte dunk i skovbunden, mens de i et stabilt tempo nærmede sig. De forekom som en meget underlig lyd for den askegrå hoppe, som selv var let til bens og forsigtig med hvert et trin, da både blomster og insekter kun ventede på at blive trådt ned. Og så var hun generelt spinkel af type, en slank hoppe som havde sværere ved at holde på fedtet end de fleste. Hun måtte være et støvkorn ved siden af det, der måtte være på vej i hendes retning. Nysgerrigheden skød op i hende inden hun overhovedet nåede at blive forbavset, mulen blev trukket op i vejret og ørerne rettet skarpt og opmærksomt frem mod de tunge lyde. De brød stilheden i skoven fuldstændig, og da de fremmede hove var lige om hjørnet, så formåede de endda at overdøve den klukkende bæk. Så tydeligt opfangede hendes følsomme ører lyden af de skridt, som snart åbenbarede en kendt skikkelse. Hun genkendte ham med det samme, kæmpen med den tykke pels og de store, venlige øjne. Han kunne lige så godt have været dumpet ned fra himlen, som han pludselig dukkede op mellem krat og træer og så på hende, som om det kun var et par dage siden, de sidst havde set hinanden. Hvilket det bestemt ikke var, men det var ikke så vigtigt, ikke for den askegrå. For hun huskede tydeligt hvilket selskab den store hingst havde været, og det var på ingen måde dårligt. Hun blev derimod ganske begejstret, og havde allerede glemt enhver form for manerer, selvom han hilste pænt på hende. Med et smil udbrød hun: ”Thoron, med fjerene.” word count 273

Den askegrå hoppe havde ikke ændret sig synderligt, udover at være vokset en smule. Stemmen var stadig hendes, opførslen mindst lige så livlig og sidst, men ikke mindst, måden bag hendes udtale. Den var ikke så prominent som den havde været, men den var der stadig; listede omkring som en føllet sjæl, der var sikker på at vedkommende var gemt, men stadig vidste man altid hvor vedkommende var. En nærmest leende brummen forlod ham, blid og rumlende som med så mange andre af hans lyde, da hun tilføjede det med fjerene. Huskede hun ham ikke for andet? Dog var det ej på en dårlig måde, at disse ord formede sig i hans tanker; nej, det var nærmere med en munter, leende tone. Man skulle altid tage det som noget godt, at noget var blevet husket, selv hvis det blot var hans nu ubetydelige fjer.

,,Med fjerene, ja."

Smilet om hans mule spredte sig, fangede en varm glød, mens blikket søgte henover hendes pels. Jo, hun var vidst vokset op til at have udseendet af en ganske fornuftig hoppe; det var faktisk fantastisk, hvordan nogle kunne ændrer sig når de voksede op! En af hans sønner.. hah! Hingsteføllet havde været noget så grimt, det måtte han altså indrømme, med den særeste næseryg og et par underligt korte ben. Årerne havde dog fået tingene til at sætte sig ordentligt og det sidste billede, han kunne huske af den sølvgrå hingst, var et hvor han faktisk havde set ganske fornuftig ud. Stadig med en skæv næseryg, men Thorondor selv havde vel heller ikke just den mest lige, vel?

,,Jeg kan se du er vokset en hel del siden sidst, så du har vel også oplevet en masse?"

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Med en uopslidelig nysgerrighed betragtede hun den venlige kæmpe. De ravgyldne øjne undersøgte med et ærligt og åbent blik hingstens specielle træk endnu en gang, som var det deres første møde. Hun havde været yngre sidst, bestemt, så hun havde fokuseret på nogle lidt andre ting hos dem, hun mødte, end hun gjorde i dag. Ikke at der var synderlig stor forskel, hun var måske blot blevet mere opmærksom. Det var helheden, der var vigtig. Og øjnene, som altid. Den askegrå smilede mildt, da hun mødte kæmpens alt andet end uvenlige blik, mens han ligeså undersøgte hende. Hun drejede ørerne en anelse, ikke af ængstelse, men af tanker. Hun var vokset en del, selvom hun stadig var en forholdsvis lille hoppe af type efter sin mama. Men kroppen var blevet harmonisk, benene ganske elegante og formerne blødere. Hun var ikke længere en plag. ”Set meget, mødt mange. Oplevet endnu mere,” Ariel overvejede sjældent sine ord alt for grundigt, selvom hun gjorde sig umage med at få sine tanker omformet til ord, hun fandt tilstrækkelige. Uhøflighed var ikke noget hun bekymrede sig om, så hun talte åbent, men måske mindre end så mange andre. Hun var mere interesseret i at høre om den store hingst, Thoron, som af udseende ikke havde ændret sig det mindste. Han så stadig lige varm og robust ud, som han havde gjort dengang, i Chibales skove. Tanken trak endnu et smil frem på hendes bløde mule. ”Og Thoron? Hvorfor Enophis?” word count 244

Med en let nikken vippede hingsten sit hoved, efter at have lyttet til den unge hoppes ord. Det glædede ham som sådan ikke at høre, at hun havde oplevet ting, men samtidigt var det rart at vide. Det var godt at vide, at hun ej sad fast i en rille, men oplevede ting præcis som hun burde. En sjæl kunne visne alt for hurtigt hvis den blev efterladt i en tomhed, hvor der ikke var andre at spejle sig med. Derfor spredtes et glædeligt smil sig om hans mule, inden han lyttede til hendes spørgsmål. Der var noget vidunderligt og alligevel forfærdeligt ved den måde hun snakkede, kom han til at tænke på. På den ene side havde det sin charme, at hun talte sproget så dårligt, eller rettere bare anderledes, men på den anden side fik det hende, uheldigvis, til at virke håbløst dum. I hvert fald kunne han nemt opdigte nogen, der ville finde det sådan og dermed måtte disse sjæle også eksistere.

,,Hvorfor Enophis?"

Med de ord drejede hingsten sit hoved og så sig omkring. Hans mine virkede tænktsom, men i sandhed tænkte han ej. Nej, det var mere et skuespil for barnlige sjæle. Nok var hun vokset op i kroppen, men han havde på fornemmelsen, at sindet stadig var barnligt nok hos hende.

,,Hmm... tjaa... hvorfor ikke Enophis?"

Der var et venskabeligt glimt i hans brune øjne. En drillende glød dansede omkring med dette glimt da han vendte sit blik tilbage til hende. Jo, man kunne spørge hvorfor, men samtidigt kunne man spørge hvorfor ikke?

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] 10/12 Den askegrå lagde hovedet let på skrå, mens de ravfarvede øjne endnu betragtede den store hingst. Det undrede hende nogle gange, hvor forskellige hestene hun stødte på, nu engang var. Der var noget specielt ved dem alle sammen, ingen var ens. Men mange var som fra en helt anden verden, og det havde hun efterhånden fundet ud af, at det var lige præcis, hvad de var. Der var andre steder end Andromeda, selvom det var svært for den unge hoppe at forestille sig. Andre lande, hun aldrig kunne sætte fod i. Ikke at hun ikke havde nok i sit eget, men der var alligevel noget over det. Mon de savnede det? Den store hingst virkede mere end vant i sine omgivelser, men han var en af dem, som skilte sig mere ud end andre. Han var næppe født her, det var hun sikker på. Hendes egen mama var ikke født her. Måske var Andromeda i virkeligheden et ungt land. Der var meget den unge sjæl endnu ikke vidste. Et let prust undslap hende, da hans dybe røst igen lød. Han var nu alligevel finurlig. Hun vippede på de bløde ører, da han blot sendte hende spørgsmålet retur, hvilket fik hende til at smile. Hvorefter hun trippede tættere på, letfodet i en kvik bue om hans vældige korpus, inden hun standsede op på siden af ham. Ariel nippede venligt ud efter hans brede skulder. Hun overvejede ikke længe, inden hun svarede. ”Måske du søgte noget bestemt. De andre øer har ingen bjerge. Kun Foehn har ildbjerget.. Men hvorfor ikke Enophis, hm. Der er varmere i Zenobias ørken, men kulden driller vel ikke dig.” word count 272

Et smil plantede sig på hans mule, da den askegrå trippede omkring ham, for så at placere sig ved hans side. Let nippede hun efter hans skulder, en gestus han gav tilbage ved at nappe til hendes man med sine læber. De puffede ører var vendt lyttende frem, som altid når nogen talte til ham, før et smil lagde sig om hans mule. Både venligt og sørgmodigt. Han søgte bestemt noget her på Enophis: han søgte det hjemlige. Bjergene. Det første han havde set af den verden, han var kommet til efter at hans krop var blevet knust i den gamle. Det sted, der var det nærmeste han ville komme på hjem, men alligevel så ensomt, så tomt, i forhold til Maern.. I forhold til hans kære Maern...

,,Du er kvik, Ariel, for ja jeg søger noget bestemt når jeg er her."

Der kom ikke mere til det end de få ord. Han følte ærligt talt ikke for at spilde sit hjertes indhold og længsler til unghoppen og han var desuden ret sikker på, at det intet ville betyde for hende. Hun kendte ikke Maern. Ville ikke kunne forstå hvad det var han savnede, hvad han til tider higede efter, trods at han var kommet så langt som at se Andromeda som sit nye hjem.

,,Men... Zenobia... jeg sætter aldrig mine hove på den øde ø igen! Hah.. måske kan dine lette ben bære dig hurtigt over, men jeg er for tung til sandet. Og ja.. kulden betyder intet, men varme,-" Let nappede hingsten til sin egen, let uldne bringe. ,,-er ikke just min ven."

{Jeg har helt glemt den her tråd, sorry Ditte! Den er ved at være gammel, vi kan starte en ny i stedet for ^^}