A new life, a new world[ÅBEN]

En brun skikkelse slog kort med halen, som denne vandrede gennem en lille gruppe træer, det var ikke helt nok til at udgøre en skov, men det var nok til, at hun ikke kunne se helt gennem dem og ud på den anden side. Græsset var ikke specielt højt, men det så ud til at være i en fin kvalitet, så da hun trådte ind i hvad der måtte være den mindste lysning, som hu nogensinde havde set, da stoppede hun og og lod de brune øre vippe kort frem og tilbage, lyttede efter fremmede lyde, lyde udover fuglene og naturen. Man vidste aldrig hvad man ville støde på. Hun havde ingen minder om hvordan hun kom her til, men hele verden omkring hende var fyldt med nye dufte, nye planter og ikke mindst fremmed. Alt var fremmed. Hun lod hendes brune hoved sænke ned og tog en mindre tot græs og gumlede på den, inden hun igen vippede opmærksomt med de brune, små øre. Var der nogen i nærheden? Intet kunne hun høre, så hun fortsatte blot med at græsse i den mindste lysning hun nogensinde havde set..

Fortvivlelsen steg mildes talt den let brogede hingst til hovedet. Han var ikke just ung mere, alt mens hver og én han rent faktisk kunne være bekendt at betegne som elskede for ham, var som forsvundet. Årstiderne skiftede endnu, og efteråret havde fundet vej; en sølle cyklus der blot gentog sig år efter år, alt imens pelsen dag for dag blev mere og mere tæt og varmende.
Vinterpelsen satte langsomt ind, ville stå klar den dag de første hvide krystaller ville dale fra himmelen igen.

Standhaftigt og stolt var hans anspændte holdning. Den brogede hingst havde aldrig haft ændret denne holdning, så længe tilbage han kunne huske. Med højtstillet hals og det kønne hoved holdt lodret, spadserede han anspændt og standhaftigt mellem træerne. Tankerne omkring disse bekymringer overdøvede enhver lyd, selvom han evigt forsøgte at holde fokus på sine omgivelser. Han blev jo kun ældre fra nu, alt imens den muskuløse og ellers så ret så høje og spinkle byggede hingst drog på en ligegyldig færd i den mindre skov på Enophis. Ørene lå karakteristisk i nakken, mens de krystalblå øjne så sig vågende frem, med al kulde og tomhed i blikket.

Hvad mon denne nye verden havde at byde på? God som ondt. Den brune hoppe var dog endnu ikke kommet så langt, som til at overveje, hvor hun hørte til henne i den del af verden, den gode og den onde.. Dog vidste hun, at hun nok ikke ville kunne komme tilbage til det bjergpas hun havde været på vej igennem, da lyset, behageligt men skarpt, havde omringet hende og skubbet alle skygger ud.. Mon man nogensinde ville finde et sind, en anden hest, der var så rent, så skyggefrit, at det ingen farve havde? For skyggerne var vel en del af farverne de mørke øjne så. Græsset havde skygger, hun havde en skygge og mon ikke også hendes sjæl havde en skygge? Sikkert, men hun var ikke stødt på den endnu, ikke i dens fulde form, kun dyppet hovene let i den, når hun følte trang til at ligge en beskyttende hinde om de svagere, som blev udnyttet så åbenslyst at de ikke selv kunne se det, eller at de blot var for svage til at gøre noget for at slippe fri. Dog ingen var for svag til noget, alle havde en stemme, en stemme som kunne bruges i forskellige toneleje, toner der kunne skræmme, toner der kunne berolige.. Stemmen var et magtfuldt våben, ligesom handling. Dog en hver handling har en konsekvens og det er en handling at snakke.. Selv ingenting har en konsekvens...

Den brune pels ville snart forvandle hoppe til en mere vamset skabning, som kunne stå imod vinterens kulde, mon den var hård? Mon kulden ville kunne fryse gennem hendes tykke pels til vinter, for den brune pels havde kun været vant til den vinter i højandet, der var den skam hård, hvis man levede oppe ved bjergene og deres toppe, men længere nede ved det mere frodige, der var den mildere og til at overkomme, hun kunne faktisk ikke mærke kulden, når hun lod tankerne rejse tilbage til vinteren.
Igen vippede de små øre frem og tilbage, lyttede, hun var en opmærksom hoppe, usikker i selskab med fremmede, som hun ikke følte gad hende, men ganske glad og energisk var hun i nærheden af skabninger hun kendte og følte sig trygge ved. Dog det ændrede sig af og til fra dag til dag, hvordan hun tog imod fremmede bekendtskaber. Nogen gange meget reserveret andre gange med et smil og en åben dør til hendes varme sind.
Det var i grunden mærkeligt, at hun var endt her.. I dette land, vågnet til solskin og fugle sang, mens hun havde forladt et regnfuldt bjergområde, som nok havde truet med at slippe en storm løs.. Hun kunne i grunden ikke lide storme, de var så store og larmende.. Lidt som hende selv, men hun nød allermest et stille sted, men at slippe en storm lød med en ven, det ville hun ikke holde sig fra, det var jo sjovt. Dog var naturens storme var ikke hendes kop te..
[/size]

Spadserende, som den brogede hingst nu kunne, med de stive og præciserende skridt over den bløde jord, lød knasende og hvilsende lyde fra de fire hove der slæbte nedfaldne blade med sig. Opmærksom og observerende forholdte den muskuløse hingst Djange sig, da noget nu syntes at røre på sig bag et par halvnøgne træer. Brat stoppede han op, og rankede sig yderligere op, til trods for dette ikke var fysisk muligt.

Hans øjne missede sig anseende og skuende sammen, mens han kastede det kolde og tomme blik søgende ind i den mindre lysning der lå bag stammerne. Som et rovdyr, kort tid inden det er på spring efter sit bytte, stod han stille, afventende mens de krystalblå øjne fæstnede sig fat på en fremmed, mindre og mørk skikkelse. Duften var ham dog bestemt ukendt! Hyldeblomst, sødmeagtig og tilmed lokkende?

Om der så var nogen i nærheden, det vidst hun ikke, men ved lyden af blade, blade der raslede let mod hinanden og ramte græsset med hvad der mindede mere om en hvisken, denne lyd fik hende til at holde ind med græsningen og hendes hoved fløj op, de brune øre vippet frem, lyttende. Stilhed. Hvad det så en havde været, så stod det stille. Mon det ikke havde fået øje på hende, måske lugtet hende, vinden var hverken med eller mod hende, den var stille, hvis ikke blot en brise, men denne var vel nok.. Lyden var ej kommet bag hende, men fra siden, dog ville man nok kunne dufte hende alligevel, for hun var omgivet af en duft der nærmest satte et neon skilt på hende.. Det var ikke lige det bedste i et nyt land, men måske ville det forsvinde hurtigere end hun lige troede, men det var ikke fordi, at hun var i et åbent humør, så hvis hun skulle rende ind i nogle fremmede skabninger, da ville hun nok være lille, stille Fever. [/size]

Hun vendte hovedet mod retningen lyden af efterårs bladene var kommet fra, vippede let hovedet på skrå, mens de mørke øjne søgte mellem grenene og stammerne efter en skabning, næseborene søgte efter en duft, ventede næsten på, at er skulle komme en lille vind mod hende, så hun kunne få en ide om hvad, det var hun havde med at gøre.. Dog fandt hendes mørke øjne noget hvidt, noget brunligt, en lysebrun, de mørke øjne søgte lidt endnu, inden hun let sendte et prøvende hvin mod det hun havde på fornemmelsen var en hest.
Mon denne ville svar og det ville vise sig, at hun havde ret eller ville hun være nød til at tøffe lidt væk, finde et andet sted, bare for at være på den sikre side? Hun vippede kort afventende på det ene øre.

Det var en dag som alle andre, blot endnu et sandkorn i det rindende timeglas. Dagene her var som alle andre dage, forbigående. Nogle med interessante møder, andre med forfærdelige møder; og nogle - dem Djange nok holdte allermest af - de dage hvor kun vingerne på fuglende over hovedet på ham i bjergpasset var det der brød ind. De ensomme dage, som nogle ville kalde dem.

Dette var nu ikke en af dem, den nærmest lokkende duft nærmest dansede sig vej imellem træernes stammer og grene, alt imens hans øre endnu lå tilbage, afventende. Han havde dog sæt sig fast på denne skikkelse, og velvidende om at der kun var sølle hestelængder imellem dem, virkede denne fremmede fysisk fjern med træerne i vejen for hans udsyn.

Det var lettere pludseligt reagerende at de gråbrune øre hårdt lå i nakken, og øjnene missede sig skeptiske sammen, da et lille hvin lød. Fattet besvarede han dog dette, som han ville have gjort med enhver anden hest, fremmed som nær; et fnys. Hæst og lidt stødende lød det, til trods for det ikke var som sådan ment, eller hvad?

Hvem var dog denne skabning, en der lød lettere hæs, som en der enden ikke havde set en sø i langtid eller bare ikke talte så meget. Selv kunne hun godt lide at være i selskab med de hun betegnede som venner, men også de som hun blot kunne have det sjovt med for en stund. Stilhed og ensomme dage var vel også dejligt, men ensomt var sådan et træls ord, for hun var aldrig alene, i hvert fald følte hun sig ikke alene, der var altid fuglene, de fredlige planteædere og de glubske rovdyr, der skulle holdes et vågent øje på nat og dag. Den lille hoppe lod kort de små ære vippe frem mod den fremmede, der ikke ligefrem lignet en der var alt for begejstret til at være sammen med andre. Dog hun ignorerede dette, hun skulle skam nok forlade ham hurtigt.. Hun ville gøre det pænt akavet i længden, hvis hele dette møde skulle ske med en skeptisk fremtoning og ligegladhed. Hun ville for det første føle sig truet, truet af at han muligvis skulle lade hans negativitet gå ud over hende.. Dog hun gav alle en chance, alle flere end en chance.. Måske for mange, men kun fremtiden ville vise dette.. [/color]

Hun brummede kort og feminint, i det at hun satte frem i en stille og rolig gang mod den fremmede. Den fremmede var høj, faktisk et tårn, men hun lagde ikke så meget mærke til sådanne ting, eller hun lagde mærke til det, men så ikke mere, alle havde en størrelse, men ingen havde valgt den.[/color]
Hun endte med at stoppe efter nogle skridt, da der alligevel ikke var så stor en afstand mellem dem, hun stod med et let hævet hoved og et venligt, åbent smil om den grålige mule og et lettere genert, men venligt og blidt blik på den fremmede, der havde et sæt blå øjne, hun havde blot strejfet dem med hende eget mørke blik. Hun var ikke for vil med øjenkontakt, så hun fokuserede ofte på et andet punkt som panden eller mulen, bare ikke direkte øjenkontakt.[/color]

Det var tydeligt hvordan denne fremmede hopper tog initiativ til at komme den let brogede hingst i møde. Som en anden standhaftig soldat, blev han rankt og anspændt stående; med de kolde og tomme øjne fæstnede sig fast på hendes mørke øjne. Utroligt lav var denne hoppe, måske endda ung; men langt fra en foler; nej nærmere kun lige trådt ind i rækkerne der betegnede en hest for at være voksen.

Begge øre hvilede tilbage imod nakken, imens hans øjne nærmest virkede stirrende. Hun kom nærmere og endnu nærmere; mens hendes blide og tilmed lokkende duft endnu blev forstørret. Den milde duft af brunst var nu heller ej at tage fejl af, men dette ændrede ikke Djanges indstilling og holdning. Hun var for tæt på nu, al for tæt! Venlig jovist, men respektløs! Hårdt og direkte advarende slog den fyldige mørke hale et par piskende slag om den anspændte bagpart, mens et skeptisk og advarende rynke dukkede op på den lyserøde mule. I takt med hendes sidste nærmende skridt, blev de kolde og tomme øjne da også misset sammen, advarende, alt imens ørene blev presset lettere ned i nakken. Hun skulle passe på med denne naive agt! Til en understregende handling lød et hårdt og hæst fnys, alt imens mulen blev rynket så megen at få tænder blev blottet; forstod hun ikke advarslen måtte hun jo bøde.
Respekt er, og vil altid være, en dyd...

Hun reagerede ikke på den piskende hale, men da han begyndte at rynke på mulen og blotte sine hvide tænder, da stoppede hun op og hendes hoved var lagt let på skrå, spørgende. Hun var nok med i den gruppe af få skabninger, der kunne tage så mange slag, men aldrig ville give et, en der ikke helt kunne få sin hjerne lagt rundt om factet, at nogen ville slå ihjel for noget de troede på, hvorfor de ikke blot kunne se, at alt var bedre, hvis de accepterede hinanden.. Hele verden burde få en øjen åbner om det på et tidspunkt, en drøm eller et syn så virkeligt, at de aldrig ville glemme det.. Selv i dette drømme land.. Den brune hoppe var stadig meget ung, så de mindre tegn, mindre advarelser, var ikke altid nok, men hun var stoppet op, mens de brune øjne var fæstnet på den brogede hingst. Selvfølgelig forstod hun, hvis han ikek ville have hende tættere på, hvem vidste om han havde en phorbi for et eller andet? Måske nærhed.. Hun havde altid været vant til nærhed, gå skulder ved skulder, være tæt ved alle og enhver i hendes nærhed. Dog dette havde været nødvendigt for at vide, at ingen kom til skade, ingen blev siet fra af rovdyrene, hvis de skulle angribe, lidt ligesom bøflerne gjorde. De største formede en mur af kød, horn og muskler om de mindre kalve.. Hun havde ikke set det, men hørt nok historier om lande langt væk fra stedet hun boede. Dog hun havde aldrig været ude for, at man satte hende på plads, aldrig var hun blevet bidt eller sparket i alvor, kun i leg, da hun var mindre. Dog var dette ikke langt væk i hendes hukommelse..[/color]

Hun lod de brune øre kort vippe ud til siderne, men stod allgievel blot og så på den fremmede. Den sky fremmede. Hans holdning var faktisk lidt anspændt så det ud til.. Var han bange for noget? Hun rettede hovedet op igen, hun var en dør til at læse andre, hun ville aldrig blive særlig god til at finde ud af om andre løgn hende op i ansigtet.. Aldrig. Hun troede godt nok stadig på det bedste i alle, noget der nok blev mindre, men aldrig ville forsvinde med alderen. Mon den fremmedes range holdning havde rødder tilbage til hans fortid? Var han blevet opdraget til at føre sig sådan? Havde han haft et forbillede, der gik med hovedet højt og ikke lagde skjul på hans højde? Måske, hun havde ikke haft nogen. Jo, men det var en hemmelighed, hendes forbillede fandets ikke.. Det vidste hun godt, men denne var virkelig for hende. Hun troede for meget, troede for meget og dagdrømte.. Ikke at dette var dårligt, nej det var sådan de ensomere dage blev til en leg, men dette kunne også være en nødvendighed at sige farvel til, hvis hun skulle blive ordentligt ' voksen' , men ville hun nogensinde blive dette? Måske, måske ville drømmelandet her ændre hende, så hun ikke længere var den samme, som da hun kom her til.. Mon den fremmede brogede også var kommet ehr til fornyligt? Hun ville ikke ahve noget imod, at have en at udforske landet med, selv hvis denne var en sky soldat.. [/size]

Den sødme og endnu lokkende duft fra hoppen, var ham endnu en anelse interessant; dog var hoppen her direkte ignorant! Det var tydeligt i hendes fremgang, hvorpå først hans virkelig advarende hændelse, kort for inden agt – forstod hun hans protestant. Det eneste det kolde og tomme blik opfangede, var de sidevendte øre der gled fra hoppens hoved.

Hurtigt lød et ubehageligt hak, fra det endnu småblottede tandsæt. Det var hurtigt hvordan den lyserøde mule var faret frem imod denne fremmede lille brune. Ørene lå atter klistrede i nakken – hun stod endnu for tæt på, havde hun virkelig ingen respekt? Ingen tilbagetræden og fortrydende handling ville hun udfører? Dette måtte da i det mindste hjælpe. Et hårdt fnys lød kort hæst, højlydt og menende, i samme hurtige bevægelse hvor den brogede atter trak mulen til sig igen, og derpå endnu engang stod i den anspændte, ranke og stolte position – som mest af alt ville tolkes som advarende, måske endda truende, lige nu.



[OUT]