It is everywhere

Reserveret til; Ditte & Bamsen

Efteråret, det var overalt. Alle steder var farverne ved at gå fra de grønne frodige, som Neytiri kendte, til de mere gyldne farver. Gul og rødlige farver var snart det eneste man kunne se. Det var underligt, i hvert fald for en der ikke havde oplevet noget lignende før. Overvældet af forandringer, bevægede det grå sorte føl sig igennem en lille del af skoven, hun havde her fra udsyn ud over de tusinde enge der så ud til at strække sig uendeligt. Her flakkede de mørke øjne fra den ene ting til den anden, hun forsøgte at få det hele med, selvom dette var umuligt.
Energien var dæmpet lidt af på det sorte føl der snare mere eller mindre ikke var så lille mere. Året var gået, og hun kunne genkende kulden. Den bidende kulde der var på vej, det var ikke slemt nu. Ney husker på vinteren, de krystal hvide fnug der faldt fra himlen. Det var et svagt minde, men det var der stadig.

En svag nynnende melodi begyndte nu at lyde fra det grå sorte føl. En melodi hendes moder havde nynnedet for hende så mange gange hvor hun havde nægtet at sove, fordi hun mente hun ikke var træt. Det var efterhånden det eneste hun havde tilbage fra sin moder, som hun huskede. Ney havde taget på opdagelse en dag, og egentlig havde hun blot glemt at se sig tilbage. Pludselig var stederne ikke som hun huskede, og væk var hun blevet.

[/blockquote]

T H O R O N D O R

---

Den stilfærdig lyd af en græssende hest. Den luftige lyd af en hale der blev svunget. Et prust. Alting åndede fred og ro omkring den store, let puffede skikkelse. Der var ingen hast, ingen følelser i klemme. Savnet vejede tungt, men blev opvejet af erkendelsen af, at man havde et nyt hjem. Og savnet blev skubbet bevidst bort, med den kraftfulde viden om, at savnet ikke bragte noget godt med sig. Kalahe ville ikke være ved hans side igen, hvis han ønskede nok. Hans fåtallige afkom ville ikke løbe omkring ham, hvis han huskede dem ofte. Hans liv i Maern var borte, men det holdt ham ikke fra at huske, blot fra at sørge.

Græsset kildede Thorondors hoved; strøg sig blidt over hans mule og kinder. Med et fnys trak hingsten hovede op og mimrede med mulen. Det hjalp ikke. Halen svirpede bag ham da hovedet blev hævet og mulen kort banket let mod benet. Det hjalp ikke. Til sidst blev benet strukket forud, forparten sænket en lille smule og så blev mulen gnubbet. Fryd. Det hjalp.

Nysgerrigt blev den gnubbende bevægelse standset, afbrudt af en let hæven med hovedet. De dunede ører vippede fremad og blikket fokuserede nu på en lille, grå-sort skikkelse. Et føl? En åring? Sikkert. De brune øjne beholdt sit næsten altid blide, venlig blik, men efter et kort stykket tid blev blikket vendt bort. Hvorend den unge skikkelse var på vej hen, så ville han ej kalde det til sig, i tilfælde af, at dets vej var vigtig.

De spinkle ben var blevet længere, mere solide. Neytiri kunne fra før nemmere bevæge sig, benene under hende var ikke nær så stylte agtige som de var til at starte med, året hun havde fået lagt bag sig kunne man svagt tyde på hendes krop. Det hele hang mindre og mindre sammen, noget voksede hurtigere end andet og fik hendes krops bygning til at se forfærdelig ud. Det var ikke slemt endnu, ak det ville blive meget værre jo nærmere de to hun blev. Manken var stadig strittende, som voksede den aldrig, helt føl agtig, det samme med halen, kun få hår i den var blevet længere. Der var ikke meget der tydede på hun var blevet det ældre nu. Selv gjorde hun meget mærke i det. Alle skulle vide det! Hun var jo ved at blive stor.
Stolt vippede hun hoved op mod himlen og rente med næsen i sky. Neytiri var endnu ikke vokset fra det faktum, at hun mente hun bestemte alt! Bestemte over alle.

Som så mange gange før blev opmærksomheden hun havde lagt i at vandre, både fysisk men også tankerne der stod i kø for at blive gennemgået, flyttet. Der midt ude på engen hun havde haft udsyn til, stod en pels bold. En kæmpe måtte det mindst være. Var dette en hest overhoved? Uanset om det var det eller ej, den skulle undersøges, ses nærmere på. Den skulle lege med hende! Det var i hvert fald sådan det nu foregik for Ney.
Hurtigt fik den grå sorte vendt sin kurs, i stedet for at følge skovens kanter, kastede hun sig nu ud i en luntende trav med direkte kurs mod den store pels klump der stud ude midt i græsset. Et skinger, hvinene vrinsk lød fra hende, endnu kunne hun ikke vrinske ordentligt. Hun lød mere eller mindre stadig som et føl, fuldt ud. Hun lignede også stadig et, blot forvokset.

Det grove, tunge hoved var halvt forsvundet mellem græsset, da den skingre tone af et føllet hvin spredte engens stilhed for alle vinde. Thorondor reagerede ikke mere end at vippe det ene øre lyttende til siden, men med tanke for hans viden, så var det vel ikke underligt. Han vidste føllet var der. Han vidste der ingen fare var. Han vidste også, hvad bestemte toner betød fra føl. Erko, hvis man lagde dette sammen, fik man et føl der ikke var forskræmt, men nysgerrigt og opmærksomhedskrævende. Dette betød i sidste ende, at der ingen hast var og derfor blev hovedet kun roligt hævet, mens de brune øjne blev rettet mod den lille skikkelse, som blev mere og mere feminin jo nærmere den kom. Hingste kunne også til tider virke feminine i den alder, men dette var nok en lille hoppe han havde med at gøre denne gang.

Et smil sneg sig frem om hans mule. Hoppeføllet lignede den askegrå Ariel en del, men samtidigt var de tydeligvis to vidt forskellige individer. Alligevel sneg en form for genkendelse sig ind over ham, men hvor den kom fra og hvorfor, havde han ikke den mindste anelse om. Det var som om han havde set den lille hoppe før, men hvor? Hvornår? Mindet virkede så fjernt, at han lod det forsvinde, glide ud til siden og forsvinde helt, så det aldrig ville rører hans tanker på ny.

,,Goddag, du lille."

Neytiri stoppede op for et split af et sekund inden hun overhoved var noget helt tæt på. Han blev jo enorm, synes hun i hvert fald! Kæmpe. Det tog dog ikke lang tid før hoppeføllet igen var på fuldfart imod denne fremmede og sat først farten ned et par meter der fra. Med store øjne, kæmpe øjne; så hun på denne skabning. Han mindede om intet hun havde set før, ikke som hun lige nu kunne erindre. Uden overhoved at være forsigtigt, mere eller mindre var Ney ret dumdristigt, stak hun mulen frem og snuste til ham. Hans lange pjuskede pels kildede en smule i næsen og fik hende til at fnyse.
Med et lille chok træk hun hoved til sig: DEN SAGDE NOGET! udtryk havde hun nu malet over ansigtet. Der efter lyste hun op i smil og stillede sig meget stolt med bringende skudt frem og hilste, måske knap så pænt: "Hej pelsbold."
Det var det han var, i hvert i Neys øjne. Noget uhøflig af sig stirrede hun lidt, men hvad kunne man forvente af en så ung en?

"Hvad er du?"
Det grå sorte unge, meget unge, dame havde efterhånden lært at mester talensbrug, tungen kunne nemmere nu gå på geled med det hun ren faktisk ville tale. Svære ord kom endnu ikke nemt, men så længe det var simpelt kunne hun tale rent. Stadig var det tydeligt at høre på hendes stemme hvor lille hun endnu var. Man ville ikke tage fejl der; hvis man nu skulle have været så dum man havde gjort det på hendes opførsel og størrelse.

[/color]