Silence isn't always bliss [Åben]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,380,true]

[atrb=background,http://oi41.tinypic.com/20z32gl.jpg] Der rådede ingen tvivl om at hoppens lyse korpus befandt sig ved bristepunktet. Hun havde vandret længe, og hendes udhungrede krop søgte sig nu rastløst efter et sted, som kunne jage den brændende tørhed i halsen væk. Rastløst trippede den lyse hoppe af sted, med fødderne let skrabende over jordens overflade, selvom det efterlod spor af hendes vej. Hovedet havde sunket sig søgende ned, men det kunne også ligne, at den tynde hals ej kunne bære hovedet længere. Dette var dog ikke første gang, at hoppens blik sortnede af udmattelse, og tørst. Hun levede konstant på den fine grænse mellem bristepunkt, og precis nok næring til at holdes ved live. Hun kunne ikke stoppe længe nok, til at tage et hvil, skaffe føde, og finde en vandkilde. Derfor var hoppens krop slank, og hendes krop så unaturligt høj og ranglet ud. Dette var dog ikke noget som prægede hoppens sind. Det eneste mål i hoppens liv, var at overleve, hvilket allerede havde været en lang kamp, på trods af hendes unge alder. Hendes fløjlsbløde mule berørte let den mudrede jord, som hun passerede da hendes lange ben bar hende rytmisk af sted. Hun fandt hvad hun søgte. Det var en af de få gaver som hun havde fået – Hendes vilje gik altid igennem til sidst. Hun stolede også blindt på, at denne stædige egenskab også havde reddet hende fra en grusom død mange gange. En mindre bæk bevægede sig igennem jordbunden, og hoppen bevægede sig straks til den, men hendes rastløse krop kunne ej stoppe. End ikke blot for at drikke. I stedet fulgte hun bækken, imens mulen forsigtigt var placeret ved vandoverfladen, og øjnene konstant spejdede efter de eneste hun kendte til, men også dem som hun aldrig ønskede at se igen. Hendes ører gjorde ligeså. Alle andre lyde end hendes egen svagt dunstende hovslag, og den piblende bæk, fik hoppen til at jage hovedet op og kaste et paranoidt blik mod lyden. Blot ville ligeså skræmte fugle, eller en simpel vind, forstyrre hende i nattens mørke, og altid rynkede hun blot skeptisk mulen, før hun atter lod den møde vandoverfladen. Dette var en hverdagsrutine for Desdemona. Dog ville hun ej benægte, at hun var træt af at blive jagtet, og træt af at flygte. Men kendte hun til andre levemåder? Kunne hun overhovedet leve med andre vilkår? Spørgsmål som disse undrede hende altid, men svaret ville også altid være nej. Hvem ville hun være, hvis hun ej var den evigt vandrende nomade? Den frie sjæl, som dog var bundet til flugten? Flugten som havde forandret et naivt, muntert føl, til den bitre, mistroiske hoppe hun var i dag. Et lavt fnys hørtes i mørket, og efterlod gentagende ringe i vandet omkring hendes lyse mule. Tåbelige tanker. Dette var hendes levevilkår, og hun kendte ej til andet. Hun ønskede ej andet. WORD COUNT: 472

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 300x; height: 400px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego/brego5.png); border-left: 10px solid #121212; border-bottom:10px solid #121212; border-top:10px solid #121212; border-right: 10px solid #121212;] Silence isn't always bliss WORD COUNT: 639 | TAG: Desdemona Den brogede hingst havde langt om længe begivet sig væk fra Teylar og Leventra. Det var noget af en kold tur, men han havde sørget for at holde sig i læ mellem træer, så han ikke ville komme til at fryse alt for meget. Det var på tide han kom lidt væk fra de vante omgivelser igen. På tide at han ikke længere hang med mulen og kun tænkte på at gøre hvad han i så lang tid havde overvejet. En søgen. Han var langt fra færdig med sin søgen. Selv hvis han ikke fandt hvad han søgte, så kunne han næppe stoppe. Han måtte bare starte forfra. Det var en søgen der ikke havde nogen ende før han fandt hende.   Mørket havde lagt sig hen over Andromeda, og de fleste ville nok indstille deres søgen, men Brêgo var ikke helt klar på det. Han ville holde sig varm hele natten også. Lyset fra månen ville også hjælpe ham på vej, og selvom han måske ikke ville være i stand til at se hende på lang afstand, så følte han næsten at han ville vide når hun var nær. Det var nok mere ønsketænkning end rent faktisk rigtigt. Men når der nu var så meget anden magi i denne verden, hvordan skulle så simpel magi ikke også kunne finde sted?   Noget havde trukket i ham. Noget havde trukket ham mod denne ø, selvom hans forstand havde sagt at han skulle tage til den sandede. Den sandede ø hvor han var kommet til. Den sandede ø hvor hun engang havde redet ham – og hvor han sidst havde set hende, selvom han ikke var sikker på det var ægte, men han havde følt det som var det ægte. Noget blev ved med at trække i ham nu hvor han var kommet til Enophis, og han fulgte den kraft, som var han i snor og blev trukket af sted.   Først efter en tids vandren syntes han at kunne skimte en anden sjæl i mørket. Ikke den sjæl han havde ledt efter. Ikke den rødbrogede Antheia. Denne sjæl var for lys. Alt for lys over det hele til at kunne være hans Antheia, men som han betragtede skikkelsen, så fik han skubbet Antheia længere bag ud i sine tanker, for lige nu måtte hans fokus lige hvile på den lyse skikkelse, der så ud til at være alt for tynd. En fortabt sjæl måske? Skulle han gå hen og hilse på? Arh! Hun så i forvejen meget anspændt ud. Det var også derfor Brêgo holdt sin afstand selvom han måske burde gå hen og høre om han kunne hjælpe hende. Det var ikke mange der var modige nok til t tage imod den hjælp de kunne få i dette land, for alt handlede om at klare sig selv og kun være sig selv og måske en dag rent faktisk slå sig ned – men den dag kunne komme for sent, og det var ikke sikkert man kunne nå den. Det vidste Brêgo. Han havde selv vandret længe. Og for ham var det slut.   ’Godaften, du lyse vandrer’   Før han vidste af det kunne han næsten høre sin egen stemme tale, men han brugte ikke munden. Han kunne høre hans egen stemme tage kontakt til hoppen, men hun var jo så langt væk, så hvordan skulle hun kunne høre ham, når han ikke engang havde åbnet munden. Vægten fra den lilla sten han bar om halsen, mindede ham dog om hvad der hændte. Han var blevet givet en gave og en opgave. Opgaven der gik ud på at passe på stenen, kongestenen, og gaven at kunne kommunikere med flokkens medlemmer gennem tankens kraft. Men denne hoppe havde han ikke før set i hans flok. Han havde ikke set hende før – punktum. Det måtte være et tegn, og Brêgo valgte at tage det som et tegn.

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,380,true]

[atrb=background,http://oi41.tinypic.com/20z32gl.jpg] Hendes øjenlåg var tunge af udmattelse, og hendes dansende hove ønskede at slæbe sig over jorden, men hendes sanser kørte altid på højtryk. Hun nægtede at hvile. Selvfølgelig måtte hun finde fred til tider, ligesom enhver anden levende sjæl, men hun så det helst ikke ske alt for ofte. Denne indstilling havde også resulteret i hendes evige vandring. Hendes evige flugt fra det ukendte som jagtede hende. Hvor hun kom fra, hvor hun havde været, eller hvilke steder hendes vandring ville føre hende igennem, var usikkert og ubetydeligt. Blot hun rørte sig. Så længe hun ej lod sig fange, så var hendes placering uvigtig. Ud af øjenkrogen bevægede en skygge sig, og hun måtte tvinge enhver træthed og tegn på udmattelse væk, for at forblive alert og klar til farer. Hendes ører vippedes forsigtigt mod bevægelsen, og da en broget skikkelse kom til syne blandt træernes stammer, måtte hun opmærksomt hæve hovedet i takt med at hendes adrenalin steg. Lydende som formede stilheden blev uudholdeligt høje og trykkende i hendes ører. Brisen larmede og skjulte enhver lyd af nogen levende skabning, men lå der ikke hovslag et sted derude? Hendes udmagrede hoved krængedes intenst på skrå, og selvom flugtinstinkterne straks vækkedes i hendes krop, blev hun i stedet stående med de tynde muskler opmærksomt spændt under det lyse hårlag. En stemme tog form i hendes strube. Et nysgerrigt kald på hvem denne skikkelse som vovede sig nærmere, men lydende kvaltes og hun forblev stille og anonym. Derfor blev denne brogede skabning, en hingst, en fremmed, den første som brød stilheden mellem dem. Men ordene var skjulte, og hendes krop vendtes rundt mod de næsten lydløse ord. Hvem var dog dette? Et mistroisk blik steg i hoppens reserverede øjne, og afmålende lod hun blikket hvile på ham. Fjendtlighed udviste han ej, men hun vidste bedre. Ondskab skræmte hende ej, men forræderi skar dybt i hendes sjæl og de mistroiske øjne udviste klart; Ej skal du snyde mig! Nysgerrigt vippedes de mandelformede ører frem mod skikkelsen, men i takt med at han kom nærmere, faldt de også langsomt længere bagud. Som en advarsel. Men hoppen havde hverken styrke eller brugte ordene nok til at kunne advare de fremmede. Alt hun ejede var de ranglede ben som hurtigt kunne bringe hende på flugt hvis hingstens sind viste sig at være urent. Hun tøvede, men samlede kræfterne sammen til at spærre de udmattede øjne op for at intenst fortsætte sin udforskning af hingstens udseende. Ej var hendes blik dømmende, men der lå dog en hvis vurdering i hendes blanke øjne. ”Hvad bringer dem hid?” Stemmen var klar, og hoppen udtalte ethvert ord med stor omhu. Ordforråd ejede hun, men hendes evne til at føre samtale var næsten ej eksisterende, og derfor bar hoppens lyse toner en hvis form for forsigtighed. Skrøbelig var hun dog ej. Hendes parader var oppe som altid, og hendes opmærksomhed og sanser var rettet mod denne fremmede. Hun ænsede knapt kulden fra det knæhøje vand som hun havde begivet sig ud i. Alle tanker vaskedes bort, og tilbage stod nu blot ét spørgsmål. Skulle hun følge sine instinkter, intuitioner og vaner, og lade flugten overtage, eller skulle hun mande sig op og kaste sig ud i dette ukendte møde? WORD COUNT: 539

Silence isn't always bliss

WORD COUNT: 471 | TAG: Desdemona

Hoppen lod ikke til at være mindre på vagt selv efter han havde givet sin tilstedeværelse til kende, men Brêgo fortsatte fremad mod den lyse hoppe, i et lige så roligt tempo som han hele tiden havde holdt. Han forstod ikke helt det syn der mødte ham, for det han så, var en hoppe i forfald. Hvordan kunne nogen lade sin krop gå sådan til? Uden et ordentligt lag fedt ville hun da aldrig overleve vinteren, ikke hvis den var lige så ubarmhjertig og kold som sidste år. Det gjorde næsten ondt på den brogede hingst at se, for han var en der gerne ville hjælpe alle. Hjælpe alle han overhovedet kunne komme til at hjælpe, og alle der ønskede hans hjælp.
 
Hoppens ord blev kun bragt til ham af vinden, for han var endnu ikke tæt nok på, til at kunne have en samtale uden at stå og råbe, og det ønskede hingsten ikke. Hvem vidste hvad det ville kunne føre til. Råb ville kunne høres langt væk, hvis vinden bar dem med. Efterhånden som han nærmede sig kunne han godt se hoppen var på vagt. Hun brød sig måske ikke om hans tilstedeværelse, eller også var det fordi han var fremmed. Han havde en gang oplevet en der havde afvist ham, på trods af han aldrig havde gjort hende noget. Han havde blot stået for tæt på. Han sendte en lille beroligende brummen i hendes retning. Han var ikke en hun behøvede at frygte. Mildere sjæl end hans, fandtes nok ikke i landet Andromeda.
 
Den brogede hingst standsede nogle meter fra den lyse forfaldne hoppe med knogler tydeligere end det kunne være sundt. Han strakte det ene forben frem og sænkede hovedet til mulen næsten rørte jorden, en form for buk og hilsen. Nok var han leder af en flok, men han så ikke sig selv mere værdig end andre, og kunne det få denne hoppe til at føle sig mere rolig, så viste han da gerne at han ikke var ude på noget.
 
Da Brêgo fik rettet sig op og rettet de nøddebrune øjne med et varmt og mildt blik mod den lyse hoppe valgte han at svare hende, men han brugte ikke sin strube. Det var dog nyt for ham, men alligevel virkede det ikke så svært for ham heller, at lade ordene strømme via tankens kræft, i dette øjeblik.
 
’En søgen har bragt mig her. Skæbnen har bragt mig hertil. En meget simplere forklaring ville være mine hove har bragt mig hertil. Landet er fyldt med en mystik som jeg endnu ikke forstår. Mit navn er Brêgo....’
 
Hans stemme lød mild og varm, og afspejlede den brogede hingst sind perfekt, og han kunne kun håbe på, at den lyse hoppes fjendtlighed ville lægge sig lidt, for særlig venlig så hun bestemt ikke ud til at være.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,380,true]

[atrb=background,http://oi41.tinypic.com/20z32gl.jpg] Hoppens lyse ydre udviste en ny form for uskyldig ro, som hurtigt dækkede det kort overvældede udtryk. Hun var et dyr af skoven, et dyr af flugten, men på trods af hendes manglende erfaring på selskab og ord, så forholdt hun sin forstand på trods af hendes modsigende instinkter. Hendes blågrå øjne blev store af nysgerrighed, men trods det var de stadig omhyggeligt forsigtigt blik, som hældte mere til den sky og uskyldige side, end hvad hoppen måske egentlig var. De dunede ører vippedes frem, og sammen med de slange lemmer og bløde farver så hoppen næsten barnlig ud. Udtrykket var ej påtaget, men måske heller ej helt sandt. Hun var ganske vidst ny, og blot i barnestadiet omkring andre sjæle og udbyttede ord, men hun var langt fra uskyldig. Måske var det blot en forsvarsmekanisme som hendes krop ubevidst brugte, da hun ej lod hendes hove piske over jorden og væk fra denne fremmede, men Desdemona ejede dog også sider af ren uskyldighed. Ligesom hun ejede både egoistiske, mørke og hadefulde sider af sig selv. Aldrig havde hun fået tid til at finde sig selv, eller bygge moraler og værdier, da minder, tanker og oplevelser fortrængtes af hendes sind. Forsvandt fra hendes minde. Blot få minder blev aldrig glemt, men sindet fortrængte langsomt den smerte som hun havde gennemlevet igennem sine få leveår. På denne måde var hoppens sind også ungt og barnligt, da hun ej huskede mange oplevelser, men alt hun styreres af var de bidende instinkter som konstant fortalte hende hvornår hun skulle spise, hvile, vandre eller flygte. Men Desdemona var træt. Hendes krop og hendes sjæl manglede hvile, og hun måtte risikere sit liv for at ej dø af den evige udmattelse. Overlevelse over alt andet – Andet kendte hun ej til. Denne hingst bar sig dog venligt ad, og selvom hun stadig overraskedes over det uventede selskab, og mistroen aldrig forlod hendes øjne, så glødede en svag interesse bag de bitre, sky øjne. Hun beroliges ej af hans korte brummen, eller imponeredes af hans hilsende buk, dog satte hun pris på hans høflighed og godmodige aura. Hendes korte, gode tanker om ham forstyrredes dog straks da en anden stemme trængte ind i hendes hoved. En stemme som hverken var instinkternes røst, eller hendes egne ord. Denne stemme var en hingsts, og skulle hun skyde på hvorfra den kom, ville hendes dom straks falde på denne hingst. Gode tanker og den smule tryghed skylledes væk, og hoppens blanke øjne blev overraskede, for at derefter blive smalle i skepsis. Brêgo, var hans navn, men ordene svarede ej på hendes nye opstandende spørgsmål – hvem var han? Og kunne han se hendes sind? Langsomt vendtes de smalle ører væk fra ham, for at falde tøvende. Hendes barnlige, nysgerrige udtryk forlod hende ej, selvom det dæmpedes og overskyggedes af den sky mistro som byggede de evige murer omkring hendes sind. Den udhungrede hals hævedes en smule i ren opmærksomhed, og hun måtte lade få øjeblikke passere før den tilbageholdne stemme fandt sig til rette i hendes strube. ”Desdemona.” Præsenterede hun sig, af ren høflighed for at derefter falde hen, da hoppen fordybede sig i sine tanker. Ej vidste hun hvad hun tænkte om dette land, som hun egentlig blot havde tænkt sig at passere igennem. Men landet havde allerede overrasket og forundret hende flere gange end hvad hun huskede, og derfor var det eneste logiske for den nysgerrige hoppe, at ønske viden. Hun måtte indrømme, at selvom denne hingst krænkede hendes privatliv på det ypperste ved at trænge ind i hendes tanker og sind, så fremstod han både venligsindet og intelligent. Hun tøvede, da hun ej ønskede at dele mere med hingsten end hvad hun ikke tvivlede på at han allerede havde set, så lod hun atter stemmen lyde. ”Ej holder jeg mystik nært mit hjerte.” En kort pause lød, da hoppen indså hvor negativt ordene kunne lyde, men ej var de ment som bitre eller nedladende mod hingstens egne ord. Hun ønskede kort at trække dem i sig, men ord og samtaler havde aldrig været hoppens styrke, og derfor blev den dunedes blik kort ærgrende og bistert.”Brêgo.” Tillagde hun derefter en anelse mildere, og lod derefter hendes klare blik hvile på ham med en afmålt nysgerrig tone. Hverken overraskelser eller mystik var noget som lå nær hoppens hjerte. Hun rejste konstant, og hendes hukommelse svigtede hende oftere end den var hende loyal, og derfor afviste hoppen gerne nye mysterier. Viden var alt hun havde kært, og sammen med den spirende nysgerrighed steg hendes hunger efter viden og sandheder mere og mere for hver dag. Ej lysten efter gåder. WORD COUNT: 737

Silence isn't always bliss

word count: 456 | Tag: Desdemona

Efterhånden som den brogede hingst fik set nærmere på hoppen og betragtet hende mere indgående, brød han sig mindre og mindre om hoppen. Hun kunne være nok så venlig, men hele hendes fremtræden og udseende var ikke noget han brød sig om at se på. Hun så i hvert fald ikke rask ud. Hans brune øjne søgte derfor rundt i området i stedet.

”Så er du måske havnet det forkerte sted. Her kommer du ikke uden om ting der ikke kan forklares med almindelig logik”

Han svarede hende denne gang ved brug af sine egne ord. Hans blik rettede sig mod den lyse hoppe endnu engang og det var tydeligt at se han tænkte på noget, men umuligt at læse hvad det var. Det var dog ikke fordi han var så hemmelighedsfuld som andre, og han talte gerne med de andre sjæle, men han vidste ikke helt hvordan han skulle omforme sine tanker til ord, uden at komme til at fornærme hoppen. De fleste brød sig jo ikke om når man kommenterede på deres fremtræden, men han kunne heller ikke bare lade sin nysgerrighed, og sin trang til at passe på og hjælpe andre, forsvinde. Det var umuligt for ham at lukke af for den side af ham.

”Tilgiv mig at jeg spørger, men jeg kan ikke holde min nysgerrighed tilbage længere. Hvad har gjort at du har valgt at gå så langt ud at du ikke har formået at passe ordentligt på dig selv? Du har måske kunne klare dig her så længe der har været sommer, men i den der tilstand tror jeg ikke du klarer dig igennem en vinter, hvis den bliver lige så kold og barsk som den sidste jeg var udsat for. Ikke alene”

Hun lod ikke til at være en der satte særlig meget pris på hans selskab i forvejen, og han var også klar på at hun nok ville gå sin vej. Det var nu ikke fordi han ville komme til at sove dårligt om natten, for han havde trods alt kun udpeget at hun nok skulle overveje en anden måde at forsøge at overleve i dette land. Her var de fleste egotrippere, der tog sig af sig selv og ingen andre. Hun skulle nok ikke forvente ret meget medlidenhed fra andre. Der var ikke ret mange der havde et lige så stort hjerte som den brogede hingst. Han hvilede i sig selv, og det var mere end man kunne sige om så mange andre hingste, der spillede med musklerne for at få hoppernes opmærksomhed. Det behøvede han ikke. Der var kun en hoppes opmærksomhed han ville have, og hun var ikke længere at finde i dette land. Det var han overbevist om, efter et års søgen, uden held.