In the Shadows [Fuyuyuyuyuyu]

Skoven synes mørkere end ellers på denne tid af døgnet hvor en ung sjæl kom valsende. Der var ej meget bekymring at spore hos den unge Xenocrates der var på en ganske særlig færd. Han fader havde givet ham en opgave som han ikke havde meget tid tilbage at gennemføre, men han følte at han måtte have mere med.
Han gjorde et kort hold for at orientere sig, men forsatte da blot sin videre færd. Han havde ingen anelse om at på Foehn kunne der lure ganske grumme ting i skyggerne. Ja netop skyggerne kendte Xenocrates intet til, og var derfor ikke videre bekymret. Han stoppede atter op og så nu ned på det jordede underlag, hvor man kunne ane myrerne der var i fuld sving. Han rettede de mandelformede ører frem og forsøgte sig endnu en gang. De arbejde hårdt, for at ?? arh, men noget forstyrrede dem, skræmte dem. De fik den unge hingst til nysgerrigt at kigge i retningen hvor de flygtede fra. Hvem eller hvad kunne dog skræmme myre ved blot deres tilstedeværelse. Det var værd at undersøge.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] En kølig brise sneg sig hen over det golde landskab, hvor dyrene for længst var søgt i ly, ved aene tegnet af deres kommen. Halvmånen kastede et blegt, overnaturligt skær ned over området, gav alting en følelse af en drøm... Eller måske et levende marreridt. For midt i dette sølviske skær, dette kolde, døde lys, sneg mørke skygger sig langs jorden. Skygger der ikke alene færdedes langs jorden, nej, de løftede sig derfra, som flammer fra helvede, vred og bugtede sig som tusindevis af slanger.. Men frem for alt, gik de foud for en ganske anden slags skygge, en sjæl der var lige så hvis som månens lys, men med et uhyggeligt dødningesmil plastret til ansigtet, og sorte tårer printet på sine kæber. Hans ryg synes skadet, således at det sorte blod løb ned over skulder og bagpart i lange mørke striber... Eller måske det blot var en illusion, skabt af det drømmende lys. Thi hingsten, den ankommende, var en i smeret, smilte ej, og græd ej. Hans svagt glødende øjne, der synes at reflektere den kolde måne, var tomme, næsten blottede for liv, med undtagelse af en svag, gnistrende morskab, hvis opstand synes et komplet mysterium. han kendte de ej heller selv, han fandt det bare morsomt. Enkelte træer passerede hingsten, i en smuk, elegant, dansende skridt, og lod sig derpå stoppe, for at sænke mulen ned til en spejlblanak overflade, og dyppede de tvefarvede mule i det iskolde vand. En kort gysen løb igennem hingstens kroop, da han langsomt lod sig drage længere ud i vandet, til hans koder berørte vandoverfladen, og han således kunne betragte sit eget spejlbillede. I vandet under ham, synes skyggerne at ose ud fra de hvide hingst, som stod han i sorte flammer, i 'mørk' lue, en levende ondskabsfakkel. Et fnys forlod ham, og med et højlydt hvin, der skar sig igennem den dødlige stilhed, rejste han sig på bagbennee, og gik til angreb på spejlbilledet. Hovene borede sig dybt ned i det askegrå sand under vandet, hvirvlede dette op, og hans tænder smækkede sammen i luften, hvori dråberne var blevet hvirvlet op, før han med en fyrrig bevægelse snurrede rundt, og sprang direkte i galop. Få trin derefter stoppede han dog op, og slog kort med hovedet, på ganske forførende, smuk vis, og spidsede sine ører... Her var andre, i dette område, på denne ø... Nær ham.. Nær skyggerne... Dødningesmilet lod sig reflektere på den lyse mule, og de hvide tænder trængte frem, da det syge sind kom op til overfladen... Selskab.

En normal hests instinkter havde nok fortalt vedkommende at de skulle se at komme ud af vagten og væk fra hvor netop Xenon var på vej hen, men nej ikke Xenons. Han forsatte som var der intet galt ved den onde aura og det faktum at der var alt for stille omkring ham. Han bevægede sig målrettet for han kunne fornemme hvordan myrene flygtede fra et bestemt sted. Måske var han så fordybet i hans læren om myrene at han ikke lagde mærke til hans omgivelser, for flygte burde han. Langt væk fra skyggerne.
Et hvin brød den skumle stilhed der havde lagt sig over Foehn og Xenon vippede knapt et øre, det prællede helt af ham, selvom det kom fra vedkommende han snart ville finde, men det var han blot ikke klar over. Han var fuldstændig opslugt. Ja selv de flammeagtige skygger nåede han først at opfatte før han bumbede ind i noget stort og hvidt. Xenon så en anelse omtumlet op fra jorden og stirrede nu direkte ind i et sygeligt smil og selv hos en hest som Xenon løb det ham kort koldt ned af ryggen, inden han dog lagde hovedet på sned og studerede resten af smilet, som var klistret fast på en hest.
Selvom Xenon ikke ville indrømme det så var han en anelse betænkelig ved det selskab han lige var stødt på, for hingstens sygelige aftegn, de glødende øjne og den sindsyge aura og ikke mindst de kvælende skygger, det var et klart faresignal, det var Xenon trods alt klog nok til at vide.

” Øhm… undskyld..? ”

Lød det en anelse kejtet fra ham, og han trådte nu et enkelt skridt tilbage, men stod stadig fornærmende tæt på den fremmede.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Hingsten, den smukke hvide hingst, stod blot stille, stilfærdigt, smukt, og betragtede den lille yngling imens denne gik lige så stille og roligt ind i hingstens brede bringe. Hans snehvide øjne hvilede blot på den unge skikkelse, og hovedet faldt let på sned, efterfulgt af et skred af snehvid pandelok. Det sygelige smil lå ganskevist stadig på hingstens mule, og ruinerede det ellers romantisk smukke billede af den hvide hingst. Da den unge talte lod en kort latter til at løbe igennem hingsten, der bredte sig til omgivelserne. ".. Undskyld? Hav opmærksomheden andesteds, end det kryblende liv du betragter, unge hingst, thi det kan dårligt være godt for så unge væsner..." Hingsten løftede demonstrativt den ene forhov, og plantede den dybt i jorden, hvor Xenos blik få sekunder førinden havde været plantet. Skygger sprang ud under hans hov, bredte sig som revner i jorden, og medførte små, sygelige skrig, som var de myresjæle, på flugt fra deres nu maste kroppe. Derpå lod han hovedet finde et punkt, således den smukke svanehvide hals var let spændt i en elegant bue, og lod hele kroppen glide let på skrå, for at betragte hingsten igen, før han emd sine mærkværdigt, svæevende bevægelser nærmede sig. "Engang for længe siden var der en hingst kaldet guldlok... Han sneg sig ind i skyggernes hjem, og kom aldrig levende, eller død derfra. Ved du hvor han hviler nu, du lille?" Hingsten havde bevæget sig i en halvcirkel om hingsten, og betragtede ham med et snit af truende rovdyrs adfærd. Han fandt det ganske morsomt, med så unge heste. De var ofte uvise på livet, eller alt for uforsigtige.. Og lette at skræmme.

Xenon havde måske ikke helt opfattet at han befandt sig i en yderst farlig situation, for han lod sig ikke skræmme af den store hvide hingst. Han løftede hovedet og lod et kort fnys lyde fra den mørke mule, inden han trådte et skridt tilbage ved hingstens ord. Da så han at skyggerne kom væltende og han gjorde sig et højt fnys, måske en anelse overrasket. Det fik Xenon til at se op på din hvide hingst endnu engang. De krystalblå øjne var blevet mere alvorlige end det kejtede udtryk han havde haft kort før. Hans ører blev vippet bagud ved de sygelige skrig, han fnyste igen. Han hørte skyggerne, men kunne ikke finde hoved eller hale i hvad der var hvad og hans hoved blev fyldt med de skrig som for den normale ellers havde været næsten utydelige, men han hørte det højt og tydeligt og det fik Xenon til at vige for den hvide hingst, mens de krystalblå øjne borrede sig ind i hingstens helt hvidglødende.
” Hmpf, måske du har proppet guldlok i vulkanen? ”

Svarede han blot tonløst. Han brød sig ikke om den truende adfærd den hvide hingst udviste, men han vidste også godt at han ikke bare kunne gå videre. Nej han var fanget, men et sted dybt inde var han nysgerrig. For var denne hingst som hans fader, ligeså magtfuld? Nej han kunne ikke læse det. Han var stadig ikke sikker i sin sag, og som hans fader havde sagt så skulle man gøre det med omhu, for det kunne let give bagslag.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Hvorvidt den unge rent faktisk var i livsfare(Eller i fare for at miste forstanden..), var endnu et spørgsmål der manglede svar. hingsten havde ej nogen planer, nogen visioner for hvad denne unge solgyldnes fortid skulle være. Han lod blot tiden forme en vej, lod ordene lede, nød den andens hånlige svar, og lo derpå af dette. Derpå rystede han på hovedet, muntert, og sendte et legende blik til den gyldne hingst, før udtrykket vendte 180 grader, ørene smækkedes ned af halsen, kroppens muskler spændtes, og hingsten jog ud efter den unge. Tænderne klappede i få, ganske få, halehår fra unghingsten, og smældet genlød stadig da den hvide hingst fromt vendte tilbage til sit charmerende blik og holdning. "... Ingen vulkaner, ingen lænker, ingen tvang, ingen handlinger..." Den hvide hale rejste sig som en fane bag hingsten, og han sukkede dybt, dramatisk, før de snehvide øjne vendtes kortvarrigt imod vulkanen, som fremførte han et teaterstykke til ære for nogen, som længtes han efter en, noget, nogen der var fanget deroppe, der hørte til deroppe.. der.. "Lille guldlok var utilfreds med måden hvorpå hans værter opvartede ham, krævede mere, og mere, til han til sidst måtte forlade de grønne del af andromeda... Ser du, guldlok var en særdeles grådig ung hingst, og han blev da forvist hertil... Hvor han hviler nu...." Det hvide blik blev rettet på stedet hvor den gyldne hingst befandt sig, og en dæmpet latter begyndte at kunne tydes i luften omkring dem. "Er præcist hvor du står, unghingst... Har din fader aldrig lært dig at man ikke må skænde andres grave?" Den hvide tippede hovedet på skrå, og betragtede den unge med let afsky, som havde den unge altid været bevidst om dette, som havde han stilt sig der med sin gode vilje. De hvide ører vippedes let tilbage i den tunge man, og han fnøs kort, dæmpet. Hvilken skændsel..

Xenon rullede let med øjnene som en fornærmet hoppeplag da hingsten kort stod og blot synes at være fraværende, lige indtil et legende blik kom til udtryk i de ellers døde øjne, men det vendte som lyn fra klar himmel og Xenon veg hurtigt fra tænderne med et højtlydt fnys og han dyede sig at snappe ud efter ham. Styr dig! Han så nu blot atter på hingsten og gjorde et svirp med den lyse hale og lyttede i stedet blot til hingstens fortælling, inden han så ned på netop den jord han stod på. En grav? Guldlok? Xenon rystede nu på hovedet og så op på hingsten der havde stilt ham et ganske tydeligt spørgsmål. Xenon fnyste da og rystede blot på hovedet efterfulgt af et:

" Nøøh.. "

Flabet var han nu, uden den største respekt, selvom det måske kunne gå hen og blive farligt. Han trådte dog et skridt til siden og lod kort blikket flakke fra hingsten og rundt. Hvad var der dog med ham. Selv en skør kugle som Xenon følte let ubehag ved at være i hans nærvær.

" Og hvem er du så? Hvidlok?"

Spurgte han så blot. Det kunne da godt tænkes at disse mærkelige heste havde forskellige navne, som sortlok, brunlok, lyserødlok?

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] En svag rysten gled igennem den hvide krop, og en sagte latter bredte sig i mørket, spredte sig i skyggerne, drev så småt over på vanvidets rand, da hingsten blottede tænderne i et grin, der ej hørte hjemme på en hest med fornuften i behold. "Hvidlok, sortlok, grållok, eller måske lysserød lok? Hmmh? I sidste ende har det vel ingen betydning hvem jeg er, nærmere hvem jeg kommer til at blive... For dig.. Hvilken indflydelse dette møde har på din usikre fremtid, hvilken.. Oh..." Hingsten tav, og stirrede ud i luften med et tomt blik, og gav sig derpå til at le hysterisk igen, før han snurrede rundt, med halen hævet let, så spinnet i sig selv blev en hvirvelvind af hvidt. En lille orkan, en storm, rodede op i de dystre grå undergrund, og kastede asken langt op i luften. Derpå satte han i trav, med høje knæløft væk fra den lille hest, gjorde omkring, da hans side berørte et træ, og stoppede da igen, imens de glødende øjne hvilede på den lille hingst. "Men man kunne altid bruge flere guldlokker... Lille hingst, lille hingst, er du en guldlok? Du har særdeles gyldne lokker, i alle fald." Hingstens hoved gled på sned, med et ryk igennem kroppen, som igen med ét havde mistet alt livet. Blikket var dødt, kroppen frosset, som skulle den aldrig mere vie fra den stillling, kun kæberne bevægede sig mekanisk for at udføre ordene, og blev hævende let åbne, efter sætningen af afsluttet. En knirken lød fra ham - eller var det fra skyggerne? Som et ødelagt klokkeværd genlød den usædvanligt høje lyd i mørkets stilhed. Kun vindens piben ledsog den. Alt var stille, livløst. Kun den gyldne unghingst, fanget i det livløses midte, havde farve, kulør, og liv... Åndede stadig.. Var endnu ikke en del af skyggeverdenen....

Xenon stod blot og betragtede hingsten med et ny lettere ligegyldigt og teenageagtigt udtryk i de krystalblå øjne. Gadvide om ham og hans fader havde drukket af den samme natpotte, for der var hvertfald nogle ligheder i den adfærd som de udviste, ja måske også lidt af det Xenon udviste når han var i besiddelse af overtaget, men ligenu var han ej, og derfor udstrålede han blot mere tomhed og pokerfjæs og måske endda ligegyldighed. Xenon rystede afvisende på hovedet af hans ord, inden han så efter hingsten som udførte sin skønsang og ballet.
” Og hvad formål skulle det tjene? ”

Spurgte han så. Han forstod det ikke rigtig. Hvad skulle denne hingst dog bruge ham til. Xenon trak hovedet til sig og et kort lummert smil strøg flygtigt over den mørke mule.

” Jeg er sikker på at du kunne finde en meget bedre guldlok end jeg. ”

Klukkede han så let og tiltede hovedet en anelse på sned, et snert af vanvid eller hvad man nu kunne kalde det.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Hingsten slog med halen, lod den feje hen over træets bark, ganske katteagtigt, så katteagtig som en hest nu kunne blive. De snehvide øjne hvilede på den gyldne hest, døde, som modsagde de kroppens smukke elegance. "Hvilket formål? Men lille hingst dog, skal der være et formål med alt?" En svag latter lød fra hingstens strube, og han lod hovedet falde til dne ande side, og erstattede igen rovdyret med zombien. eller var det en robot? Hmmh.. Det var svært at sige, levende var han ihvertfald ikke... Eller... Ja. "En bedre guldlok? Hvor finder man heste med bedre gyldne lokker? Jeg mindedes ej at have mødt en, der endnu..."lever... Hans moder havde været gylden, en guldlok. Men hende havde han ikke i sinde at lade leve, hvis hun da stadig åndede, ikke at han nogensinde ville møde hende igen. Men de kriblende lyst til at vende livet til døden voksede blok med sekundterne, drev langsomt den smukke hingst nærmere, og nærmere afgrunden. Som en tikkende bombe, i baghovedet... Blodet.. Rød var i særdeleshed en smuk farve. En farve han gerne så bredt ud over det gyldenspættede skind.. Og ligeledes denne hingsts.. Han ville i særdeleshed være et prægtigt offer, klædt i dødens røde blomster. Et dæmpet fnis lød fra hingsten, alt imens de hvide øjne granskede den unge hingst, lod fantasien udspilledes for egne øjne. Skyggerne rejste sig begejstret, strøg kælende over den hvides krop, rakte ud efter den gyldne.. For at bade ham i blodet.

Selvfølgelig skulle der jo være en formål, for man skulle vel vide hvad man sagde ja til, men så igen så ville det jo være svært at sætte formål på sin egen dyriske vilje. Xenon fnyste derfor og slog en slag med den lyse hale inden han med et lummert smil så hen på den uvidende .. ting, selvom den unge Xenon kun havde sin viden fra en anden. Han klukkede fornøjet og trak sig et skridt tilbage det skyggerne rakte efter ham. I stedet slog han fnysende et slag med hovedet og lagde det på sned.

” Ak ja. Der er denne her gyldne guldlok som bærer en halskæde som lyser. Hun er den bedste guldlok man kan finde ”

Lød det så fra den unge hingst, der havde taget endnu et skridt væk fra hingsten. Han havde fået sit bad og blod stod kun godt til hans pels når det var fra andre end ham selv. Xenon stampede kort i jorden og gjorde et kast med hovedet endnu det atter blev lagt på sned, afventende. Hans moder havde kort fortalt ham om den gyldne, og nogle af de ting hun havde overhørt i hans faders grotte, selvom han måske var kommet til at love at han ikke skulle tale om fremmede om det. Ups.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Et formål var ensbetydende med at der skulle være mening; og der var sjældent mening med skyggehingstens foretagender. Hans lyster rejste sig uden grund, og han følte sig tit draget imod ting der sjældent gav mening i det sældne tilfælde. Man kunne dog ej kalde skyggehingsten uviden, for han vidste meget, langt mere, end så mange. Han kendte øens saned skikkelse, historien om den vises tilsynekomst, kendte skyggerne, lyset, og ikke mindst livets rytme, og blodets melodi. Denne guldlok han talte om, mente hingsten at have hørt om et sted fra, måske igennem sange skyggerne overleverede, eller en ordrer han havde fået for tid tilbage. Denne hoppe, der bar lyset om halsen, bar en lysende sten. Ville hun være en bedre guldlok? Han betvivlede det, og havde ej heller i sinde at undersøge det, hvorfor gøre det, når der nu engang befandt sig en ganske udemærket foran ham? "Men unge hingst, døden er ikke kræsen, behøver ikke en bedre guldlok, eller en lysende sten, for at prissætte den gave han bliver bragt..."lever... Han var nu ganske overbevist om at hingstens eget blod også ville stå kønt til den lodne, gyldne pels. Den hvide skabning gav ikke selv anden viden vidre, lod blot ordene, og informationen hænge som et usagt spørgsmål. Han var ikke fristet af tanken om en hoppe med en lysende sten - for sådan nogen kunne der vel sagtens findes mange af. Hvis det dog var hoppen, med den lysende sten, kunne det være en anden sag, men det var ikke noget han gav udtryk for, i særdeleshed var størstedelen af ham også ligeglad, selvom en lille skygge, dybt i det forrevne sind ønskede mere viden, fra denne hovne unghingst, før han skulle være gødning for naturen omkring dem.

Xeno var efterhånden begyndt at blive en anelse irriteret, for travlt havde den gyldne hingst, travlt med hvad vidste han ikke helt præcist. Han løftede hovedet og fnyste blot hånligt. Her serverede han noget spændende på et sølvfad og hingsten kunne ikke se det. Altså. Han gloede nu på hingsten da han igen plaprede løs om død og ødelæggelse. Den gyldne hingst rystede opgivende på hovedet og så på den hvide skyggehingst, inden han blot begyndte at skridte væk fra stedet. Det forekom ham ikke længere interessant og situationen lå på nippet til at udvikle sig til noget som den unge hingst ikke ville bryde sig synderligt om, dog var han hingsten overlegen fysisk, men de der djævelske skygger, som dog fascinerede den gyldne hingst, var en hindring.

” Du må hygge dig med dine.. et eller andet..”

Lød det så fra ham. Han vidste dog at det ikke var sikkert at han blot fik lov at valse afsted som det nu passede ham. Nej, men i så fald skulle den hvide hingst fange ham først.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Skyggeræven klukkede dæmpet af den andens irritation, og trådte i vejen for denne, da han gjorde mine til at forsvinde. Skyggerne, dem der herskede omkring den hvide hingsts ben, rejste sig med ét hvæsende, og omfavnede det gyldne hingst, så han var låst til stedet, ude af stand til at vride sig fra deres greb. Den hvide hingsts syge smil voksede blot, og fortsatte sin voksen, til at det synes at forvride selve virkeligheden, til hans stemme i sig selv lød i flere tusinde nuancer, og lyset, det sparsomme lys månen og stjernerne nedkastede, flakkede. Enhver anden hest var med sikkerhed blevet dårlig, men det bekymrede ej Fuyu, i stedet trådte han ganske nært denne gyldne sjæl, og nappede til hans pandelok.
"Lille gyldne, du må lære frygten at forstå en dag. Ellers kunne det meget vel blive din død."

Med disse ord, strøg en skygge hen over den gyldnes strube, og strammede grebet, alt imens en dødelig kulde bredte sig i den unge hingsts krop. Hygge sig med sine 'et eller andet' ville han gøre, denne skyggehingst. Med sine brødre, sin herre, og ikke mindst sig selv. Oh, hvis blot denne guldlok vidste hvad han gik glip af. En fnisen forlod den arrede hingst, før han med en latter vendte om, og efterlod den gyldne. Først da hvidlingen var forsvundet blandt træerne, lod nattens kulde, dødens kulde, til at slippe unghesten, og skyggerne fordampe i det spæde morgenlys, der snart kastede glans over lysningen, hvor mødet havde udspillet sig.

// Out