Rise from the ashes [Åben]

Følelsen af at være komplet og have en ro i kroppen var ikke noget Myth havde prøvet i lang tid, men endelig var roen tilbage og hun kunne koncentrere sig om blot at være sig selv, tilbage på sporet, med et formål. Hoppen bevægede sig nu elegant over et åbent engområde, mens de tågede pupilløse øjne opmærksomt scannede området for fremmede. Hun trængte til at være social, at komme lidt ud for den sags skyld. Jo vist hun elskede at være i Rumpels selvskab, men nærvær fik man ikke ligefrem ud af det. Maven var ikke begyndt at vokse endnu, men Myth vidste at der var liv derinde. Det var bare sådan noget hun kunne mærke, men nu havde hun også båret 3 afkom før dette. Hun stoppede nu op og spejdede rundt, men stedet synes tomt og forladt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grå Asira, med de mærkværdige aftegn, bevægede sig af sted langs Enophis stenede sletter. Hun bevægede sig elegant, trods underlaget under hende ikke just var venligt at begå sig på. Bjerge var det der oftest fyldte Enophis udsyn, men det gjorde ikke Asira noget. Hun bevægede sig helt i kanten af det ene bjergpas, for at skjule sin egen eksistens på denne måde. Den Grå manglede meget socialisering, trods sin alder af 4 år. Men socialisering havde hun aldrig haft meget af; og kun fra ganske få. Det grålige hoved slog et slag, inden næseborende blev udspilet; for en duft var blevet opfanget af de følsomme næsebor, duften af en fremmed. Asira standsede en anelse brat op, mens hendes hoved røg et stykke højere op, og øjnene kneb sig en smule sammen. Hvem mon den fremmede var? I det fjerne kunne hun skimte en hvidlig skikkelse; ikke en hun før havde set. Men det var vel også logik, eftersom Asira ikke havde været i mange selskaber. Men alligevel var der nogen, der synes at genkende hende til tider, grundet sine særprægede aftegn, der hurtigt ville afsløre hvem hendes fader var; den muskuløse og mystiske Djange. Asira forblev stående stille, mens hun stirrede på den fremmede, inden hun så bemærkede at vinden ændrede retning, og nu bar hendes lugt i retningen af den fremmede hoppe. Der ville nok ikke gå længe, før den grå Asiras eksistens ville blive opdaget. Word Count 239

Ganske rigtigt gik der ikke længe før den sorthvide hoppe følte sig iagttaget. Hun stoppede nu op og løftede hovedet en anelse, mens de mandelformede ører blev rettet frem i det de mælkehvide øjne fik øje på en sjæl ovre ved bjergkanten.
Hun synes at kende genkende hoppens udseende, men ikke selve hoppen. Hun trådte nogle skridt længere frem for at kunne studere hende nærmere. Hun mindede om en velkendt hingst. Djange, det var netop derfor at Myth valgte at nærme sig hoppen som synede ganske ung i forhold til hende selv.

" Vær hilset "

Lød det så roligt fra hoppen, i det hun stoppede op uden for rækkevide. Selv var hun ikke helt vild med fremmed nærkontakt, så hun ønskede ikke selv at pådrage hoppen det samme.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Der gik ikke længe, før den soorthvide hoppe synes at have fået øje på den grålige Asira, der havde forsøgt at presse sig selv en smule imod bjergets kant, i et forsøg på at skjule sin egen eksistens. Men vinden som havde båret hendes lugt med sig, havde afsløret hende, om hun så ville det eller ej. Den hvidlige hoppe bevægede sig nu imod Asira, men hun stoppede i en afstand af Den Grå, hvor det ville være umuligt for dem, at røre hinanden; og det passede Asira ganske fint. Et svirp med den sorte hale lød bag hende, inden hun lidt uroligt vippede de grå øre en smule skråt bagud imod manen. ,,Goddag fremmede” Besvarede Asira den hvide hoppe, som slet ikke virkede bekendt i hendes øjne. Og apropos øjne, så var der noget galt med den fremmedes. For de var hverken sorte eller blå; de var nærmest hvide, eller grå. Det så mærkværdigt ud. Asira jokkede et enkelt skridt bagud, uden nogen specifik grund. Men nok mere fordi hun igen stod i en uvant situation, som hun ikke helt vidst hvordan hun skulle håndtere. Word Count 186

Den grå hoppe så ikke ud til at være vant til denne slags socialisering, men som hun huskede hendes fader så var han ikke just den mest sociale hingst i verden. Hun rettede sig let op og kunne kun more sig over det møder de to havde haft. Der havde hun været i total kontrol, men det var længe siden efterhånden og hun var ikke sikker på hvorvidt hingsten kunne huske hende. Derfor rettede hun i stedet opmærksomheden mod hoppen som kun kunne være hans afkom. Et svagt smil kom til syne på den hvide mule.

" De er Djanges datter ikke sandt? "

Spurgte hun så, for lige at få det bekræftet. Det holdt desuden også hendes opmærksomhed rettet mod hende. Myth holdt dog stadig en afstand for hun synes at kunne genkende en anelse af sig selv hos den grå hoppe, og det var ikke noget man sådan lige gik nært.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grå Asira, stod med blikket vendt i retningen af den spøgelseslignende hoppe, som hun aldrig før havde set eller lugtet. Og det undrede egentlig Asira en lille smule, da hoppen var bemærkelsesværdig, grundet sine særprægede og ’bundløse’ øjne. Øjne, som hun aldrig før havde set; end ikke i dette land. Og hun havde trods alt boet her i 4 år nu, og hun var født her. Et lille smil kunne Asira ane på den hvide hoppes mule, og kort efter kom et spørgsmål, hun alligevel ikke havde regnet med. Djange.. hendes far, han blev nu nævnt. ,,Djange er min far, ja.” De grå øre blev vippet mistroisk bagud, og en sorg blev kort at se, henover hendes sammenbidte kæber, der holdt tilbage på mange spørgsmål og følelser. Asira rev op i sig selv, rettede sig op, og tvang kæberne til at slappe en smule mere af. ,,Kender du Djange?” Hun kunne ikke lade være. Hun var nødt til at vide, hvor godt den hvide hoppe kendte hendes fader. Asira var ikke ubehøvlet, men at sige De og Dem, havde hun aldrig været den store bruger af. Word Count 187

Stille betragtede hun den grå hoppe, men var en kort stund for fraværende til at opfatte hendes små signaler. Hun virrede kort med hovedet for at kunne fokusere helt og aldeles på hende. Hendes tanker var vandret afsted ved tanken om de få møder hende og Djange havde haft. De havde været meget intense, ja hun havde såmend haft hingsten i sin hule hov. Hun smilte svag, næsten undskyldende til hoppen. Hvor ubehøvlet af hende alligevel.

" Kun ganske svagt. Det er længe siden jeg mødte ham. Før din levetid vil jeg tro "

Svarede hun så roligt, men et lettere afslappet mine. Måske det kunne smitte lidt af på den grå hoppe som virkede en smugle on the edge. Hun mimrede svagt med mulen og rettede sig en smugle op.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] De mørke øjne Asira ejede, hvilede en smule vantro på den hvide hoppe; for Asira synes måske, at den mærkeligt hvide hoppe, stirrede en smule på den grås skind. Måske netop fordi Asira mindede en smule om sin fader, hvad udseende indebar. For Asira havde de selv samme aftegn som Djange, men dog grå på kroppen som sin moder, og ikke gylden som sin fader var. Asira opfangede dog, at den hvide hoppe nu smilede til hende, næsten undskyldende, for at have stirret og virket fraværende; det var da mærkværdigt, var det ikke? Eller måske ikke. ,,Ja.. Ja okay; så kan jeg gætte mig til, at det ikke ville hjælpe at spørge dig, hvor du sidst så ham. Hvis det alligevel var før min levetid. For det er alligevel nogle år siden nu” Svarede Asira den hvide hoppe, med et enkelt nik. Ikke et nik af glæde, men mere neutralt. Asira holdte ikke af at vise følelser, overhovedet. Hun ville faktisk aldrig vise dem, medmindre hun blev tvunget til at gøre det; hvilket da var hændt et par gange. Asira slog et svirp med den sorte hale, inden hun rettede de mørke øjne hen på den hvide hoppe igen, men ikke i hendes øjne. For Asira ønskede ikke øjenkontakt med nogen. ,,Han har været væk længe.” Hvorfor hun sagde det, det vidst hun ikke. Og med det samme ordene var sagt, fortrød den grå hoppe det inderligt. Word Count 237

Myth vippede kort med de mandelformede ører og lagde hovedet en anelse på sned da hoppen blev en anelse fraværende og sendte hende blot et roligt smil da hun selv modtog et nærmest undskyldende fra hende. Hun lyttede nu til hendes ord og kunne konstatere at hun skam havde helt ret. Længe siden var det at hun havde mødt den spraglede sjæl ved navn Djange. Møderne havde været yderst intense og hun vidste faktisk ikke helt hvor de to stod i forhold til bekendtskab eller sådan noget. Myth lod det tankespin hvile i det hun kunne bemærke at hoppen var noget neutral, for neutral. Tænksomt løftede hun hovedet og snart kom nye ord til som bekræftede hoppens mistanke. Jo facader kendte hun selv til og det var dem der til tider afholdt hende fra at krakelere.

” Din fader er ikke en der så let forgår, mon ikke han dukker op når du mindst venter det. ”

Myth ville ikke være for optimistisk, men negativitet ville ikke hjælpe på hoppen, så derfor ville hun blot berolige den unge sjæl, for det lod til at gå hende hvertfald bare lidt på. I hvilken forstand vidste hun dog ikke. Så godt kendte hun hverken til Djange eller Asira.

[/blockquote][/size][/color]