Here Comes the Snowy Night

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] {Fællestråd: Alle kan være med. Der er ingen bestemt skriveorden, så svarer du ikke, sker der heller ikke mere i tråden med din character. Alle aktive kan skrive som de vil....} Det var koldt. Den askegrå dansede hastigt gennem skoven på lette ben, der knap nok rørte jorden under hende. De kridhvide næsebor var let udspilede, hvert åndedrag sås tydeligt i den kolde luft. Hun havde retning mod bjergene, eller nærmere klipperne, eller det var i hvert fald hvad hun håbede på, for skyerne havde trukket sig sammen oppe på himlen og de varslede et heftigt vejr. Et uvejr. Og sneen var allerede begyndt at falde, snefnuggene dalede ned mellem trækronerne. Få blev til mange, og nok var der mere læ herinde mellem træerne, men vinden havde rejst sig som aldrig før og hylede mellem de tavse, nøgne træer. Hun var ikke bange, nej, hun var helt og aldeles elektrisk, men hun vidste udemærket at man skulle tage sig i agt for vejrets kræfter. Så hun søgte altså læ, og hun havde en idé om hvor hun kunne finde det. Men det var ikke let at finde vej i en begyndende snestorm, og den havde været over øen på blot få minutter. Snefnuggene føg snart ned mellem grenene og hobede sig op på skovbunden, som før kun havde været dækket af blade i alle farver. Ariel slog kort med hovedet, sneen var smuk, men en storm var ubarmhjertig, hendes udsyn blev dårligere og dårligere, men hun sænkede ikke farten i sin springende galop. word count 222

Vinteren var kommet til landet og i så voldsom en grad at den sorthvide midnats myte havde måtte søge læ. Vinden gik gennem marv og ben, og det var dage som disse at hun kunne mærke at hun for alvor var blevet til en dødelig sjæl. Hun søgte mod Enophis bjerge, hvor hun vidste at hun kunne finde læ i grotterne.
Taktfast bevægede hun sig igennem den mængde sne der allerede var nået at falde, det var en smal sag for hoppen der var født i netop den rene sne, men kulden kunne nu mærkes i større grad en dengang hun blot var spæd.
Bjergene tårnede sig op foran hende, men der skulle ikke en større bestigning til for at finde nogle af de første grotter. Hun havde ikke til hensigt at søge længere op på bjerget i dette vejr også selvom det betød at hun eventuelt måtte dele den med andre. Hun gjorde et svagt prust og rystede sig en anelse inden hun begav sig op af den lille bjergsti.

En storm rasede over hovedet på den skimlede Altaïr, hvis lange og slanke ben havde søgt vejen til bjergene. Noget havde sat til hans indre, at det var vejen at søge, for at finde ly for natten, hvis røst lod til at blive voldsom. Som brølede vinden imens den kastede sneen imod jorden i rasende slag. Underlaget var efterhånden glat og usikkert at vandre på, for den dalende sne dækkede huller, ujævnheder og hvad end der ellers måtte være på vejen. Han havde derfor valgt at søge ly, nærmest hvor han kunne finde det, og inden længe omringede en grotte hans skimlede korpus, der var helt dækket af sne og frost, trods han kun havde vandret i stormen i få timer. Vinden havde været bidende, og den fugtige pels var blevet stiv, tapper hang fra den; men hans indre varme ville snart få disse til at smelte, nu hvor han havde fundet ly. Han havde fornemmelsen af, at andre ville være i stormen i søgen efter netop det samme som ham selv, men hvorend de ville finde ly, var ham en gåde han allerede nu var begyndt at løse; hans tanker vandrede altid så langt, som de overhovedet kunne, når den skimlede hingst var alene, for at søge og finde svar i den gådefulde verden der omgav ham; men mest af alt, søgte hans tanker omkring den brune hoppe, hans hjerte havde udvalgt. Var hun i stormen? Ville hun finde ly? Kun kunne han håbe – og kun kunne han håbe på, at alle andre sjæle i landet ville undgå stormen på bedste vis.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/9kcaad.png); width: 397px; height: 596px; border: 0px solid #000000;] På så kort tid at det næsten syntes uvirkeligt, havde landskabet omkring ham ændret sig drastisk. Ud af den blå luft havde skyer trukket op og med sig havde de bragt minusgrader og en hård nordenvind. Den sved ubarmhjertigt imod ethvert skind der ikke var ordentligt polstret til vinterens komme. Inden længe begyndte sne at falde - først som små hårde nåle, siden som større, blødere fnug der dog ikke gjorde oplevelsen mere behagelig. Nej, tværtimod blev det hele værre, da sigtbarheden blev så godt som lig nul, og jorden omkring ham blev dækket af tyk sne, der lumskt dækkede for alle skjulte snublefælder. Og så sandt som det var, snublede han rundt i blinde fuldstændig uforberedt på den barske vinter. Han var en hest fra sydligere egne, og befandt sig bestemt ikke godt ved disse omstændigheder. Det var med rent helt at han undgik at brase ind i træ efter træ, selvom hans pande fik mærke efter mere end én gren. Da han omsider nåde i læ, var det kun for et stykke tid. En klippe tårnede sig op og lod ham stå i læ. Herfra kunne han tage lidt bestik af tingene og lade sig selv hvile et øjeblik. Det var hårdt at vandre i stik modvind, og hans lemmer blev stive og samarbejdsvillige af kulden. Sneen føj ned over klippens kant, men alligevel ramte det ham ikke. Den eneste sne der landede her bag ved klippen, var den sne der smeltede af hans krop. Med et suk lod han de gyldne øjne glide fra side til side. Han så intet andet end hvidt.

Kulden skar for alvor i den mørke hoppe, hvis man og aftegn gik i et med sneen som efterhånden havde dækket en stor del af Enophis. Hun fnyste højt da et par snefnug havde forvildet sig ind i hendes næsebor. De hvide øjne rettede sig nu frem på stien for at hun kunne orientere sig bedre om hvor hun kunne sætte sine hove. Glat var det, men hoppen var heldigvis sikker på benene.
Længere oppe kunne hun se en skikkelse presse sig op af en klippevæg i hop om at finde en form for læ. Undrende rynkede hun på mulen og sendte ham blot et underligt udtryk i det hun kort efter passerede ham. Færten af ham var ikke sådan at ane på grund af det massive blæsevejr. Derfor ænsede hun ikke den anden som også befandt sig i nærheden.
Hun fortsatte et lille stykke endnu og kunne endelig træde indenfor i en grotte, hvor hun rystede sneen af sig. Hun så nu op og kunne konstatere at hun ikke var alene.

I starten havde det været meget sjovt.. de små hvide snefnug, der var faldet som en anden form for regn ned. De smeltede når de landede på mulen, og et lille gys bredte sig i kroppen. Men kun for et kort øjeblik! Men så.. ja, så var det blevet værre. De var begyndt at falde flere og flere – og denne gang smeltede de ikke. Den før hurtige kolde, havde nu vendt sig til at blive en kulde der langsomt krøb op igennem hendes ben. Bredte sig som små gys, ned igennem den lille ryg. Efter noget tid hvor hun bare havde stået, og håbet på at de ville begynde at smelte på den lille ryg, havde hun taget sig sammen til at komme videre. Hun ville have varme, hun ville have tryghed. Hun ville have mor… men hvor var hun? Hastigt havde Jivala søgt igennem skoven, imens at hun en anelse ynkeligt vrinskede efter sin mor. Og i takt med at sneen faldt tungere og tungere, havde hun søgt mere og mere desperat efter hende. Dog havde hun ved et uheld forvildet sig op imod bjergene, og nu var hvert skridt igennem den tunge sne som en kamp for hende. langsomt og stivfrossen bevægede hun sig fremad, alt imens en vedvarende hæs brummen kom fra hende. For vrinske kunne hun ikke mere. Det var som om at der sad istapper i hendes stadig strittende man og hale – og hun var faktisk i tvivl om at det bare var noget hun bildte sig ind, eller noget rigtigt.

Med sammenknebne øjne spejdede hun frem for sig, og med et overrasket hæst hvin livede hun op. En mørkere skikkelse – altså mørkere end sneen var fora hende, og for et kort øjeblik var hun sikker på at det var hendes mor. Farverne var lige meget, skikkelsen var en hest. Det var det der betød noget. Men åhh… hun gik så stærkt! Vaklende fulgte den lille hoppe efter, og ænsede slet ikke den hingst hun passerede. Prøvede blot at følge med.
Den sorte skikkelse så ud til at forsvinde ind i en hule, og hun fulgte frossent efter. Dog, da hun tøvende trådte ind var det helt klart ikke hendes mor.. for hendes mor var utrolig hvid.. nej, denne hoppe var sort og hvid. Forvirret bakkede hun tøvende ud, inden at hun prøvede at liste ud til en af siderne. Det var for koldt til at være ude.. men… farligt? Nej, hun var nok mere nervøs for at være herinde.

Grottens vægge var det perfekte ly for den rasende storm, der kun tiltog i styrke udenfor. Stormens rasen havde i nogen tid undret Altaïr, hvis tanker havde svævet herom. Hvorfor var den kommet? Hvad var årsagen til, at den strøg så arrigt over landet? Ville den kræve ofre, eller ville den blot indhylle landet i det hvide lag sne? Spørgsmålene var mange, og han kunne have funderet videre over det fra nu af og til den lyse morgen, hvis ikke det var fordi andre sjæle havde fundet vejen til grotten. Hovtrin der klaprede imod det hårde underlag rev ham fra sine tanker og derpå lod han blikket hæves og rettes imod udgangen. En meget sælsom hoppe, sort med hvid man og hvide aftegn der snoede sig som lyn ned over hendes ryg havde valgt at træde an i den samme grotte som Altaïr selv. Han brummede dæmpet, inden han tog et skridt imod den fremmede hoppe.

,,Godaften”

Sagde han, med den umådeligt hingstede, men drømmende stemme. Han var en speciel sjæl, en sand drømmer, og det afspejledes altid i hans fremtoning. Et smil tegnede sig på hans mule, inden han galant bukkede for hoppens eksistens. En hilsen, han gjorde brug af, når han ikke mente at hans normale hilsen var ansvarlig; noget ved denne hoppe virkede nærmest elektrisk.. Og derfor mente han ikke, at en berøring ville være på sin plads.
Ingen længe viste en anden skikkelse sig også i grotten. En lille unghoppe, nok ikke meget mere end 1 år, havde trådt an i grotten også. Han skævede kort til hoppen, mon det var hendes? Altaïr lod en brummen forlade mulen, hilsende imod den lille sjæl også.

,,Og velkommen til dig, lille ven”

Han smilede, atter, inden han lod blikket flakke op på den sorthvide hoppe igen.

,,Der er plads til jer alle, så føl jer endelig frie til at benytte hulen som jeres ly, såvel som jeg gør det”

Derpå lod han en ganske dyb, afslappet brummen forlade hans bryst. Selskab var rart, og egentlig, ganske passende på en sådan rasende vinterdag.

De hvide øjne fæstnede sig på den skimlede hingst og hun spændte kort op i de fine lemmer, men da hun fik set nærmere på hans kropsprog. Hun kvalte et lettet suk og vippede de mandelformede ører frem mod hingsten som gjorde brug af en yderst galant hilsen. De fik den sælsomme Myth til at trække en anelse på smilebåndet og hun gengældte hans hilsen med en diskret nejen, inden hun varsomt trådte et skridt frem mod ham. Han virkede langt fra fjendtlig, men nærmere yderst charmerende og den sorthvide hoppe følte sig derfor hurtigt tryg i hans nærvær, desuden var hun i stand til at forsvare sig selv hvis det viste sig at han ikke var reel.

” Godaften fremmede ”

Hilste hun så, inden hun strakte mulen frem mod ham, blot for at få et indtryk af hans lugt. Hun nåede dog ikke meget længere end dette, da hendes opmærksomhed blev draget over på en meget ung forfrossen hoppe der tøvende kiggede ind i grotten. Myth vendte sig nu mod den lille skabning og sænkede hovedet en anelse, inden en varm kaldende brummen kom fra hende. Myth havde selv opfostret 3 føl så at udstråle den varme og tryghed som en moder gjorde var slet ikke noget problem for den erfarne hoppe.

” Kom bare ”

Lød det ualmindeligt mildt fra Myth. Selvom hun ikke var en særlig ren sjæl, så kunne hun aldrig finde på at lade en så ung en skabning blive ude i sådan en snestorm. Den skimlede hingst talte igen og hun skævede kort op til ham og sendte ham blot et taknemmeligt smil.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/9kcaad.png); width: 397px; height: 596px; border: 0px solid #000000;] Han syntes selv at tiden gik umådeligt langsomt. Og alligevel ganske hurtigt. Det var som om snestormen havde sin egen tid, der ikke kunne sammenlignes med andre tider. Sneen var hypnotiserende at se på. Selvom den ved første øjekast, så ud til blot at falde, så opdagede man hurtigt mønstre og stribede retninger, når man kiggede ordentligt efter. Kaosset var i virkeligheden velorganiseret, og fnuggene blev strøet ud med omhu og gavmildhed, der i sidste ende førte til at sneen blev jævnt fordelt. Jævnt, og i stor mængde. Aldrig havde han set så meget sne, falde på så kort tid.Og aldrig havde han haft lyst til at forbande sin glatte, fine pels langt væk. I et land som dette var han frygteligt dårligt stillet, selvom han på ingen måde kunne kaldes svag. Han tog hvad end der kom til ham, og han kæmpede bittert imod hvad end der prøvede at få ham til at falde. Havde han måske ikke allerede overvundet døden en gang? Han var ikke i tvivl om, at han virkelige havde været død. Hans hjerte var holdt op med at slå, hans øjne holdt op med at se. Men her var han alligevel. Og dette skulle ikke blive hans endeligt. Og med den tanke opdagede han en skikkelse midt i det hvide. Den var sløret, mørk og bevægede sig hurtigt. Ikke desto mindre stod det ham klart, at det var en hest. Han hævede hovedet og betragtede opmærksomt hvordan skyggen kom nærmere og nærmere, for så at tage form. Ud af sneen dukkede en sort hoppe, med en man så hvid at han næsten ikke kunne skelne den fra sneen. Først gjorde han mine til at rykke sig, så der var plads til to i hans ly, men hoppen sendte ham et underligt blik, der efterlod ham mere eller mindre mundlam. Hoppen fortsatte derpå rundt om klippens hjørne. Det forekom ham, at hun virkede målrettet, som om hun styrede imod en lindring for stormens rasen. Han vippede usikkert ørerne frem og tilbage. Så han virkelig så dum ud? Knap havde han tænkt tanken før endnu en skikkelse dukkede op. Denne gang var det en ung hest, ikke ret meget højere end hans skulder. Endnu et føl. Han fulgte den unge med blikket, som også hun forsvandt rundt om hjørnet, dog uden at ænse ham. Et fnys forlod hans mule. Hvad foregik der dog derovre? Resolut trådte han frem og rundede hjørnet. Forbavset blev han, for det han så var en grotte. Et ly så meget bedre, og endda så kort fra hvor han havde stået! Med en varm latter travede han friskt ind i læ, men satte høfligt farten ned, så snart han var indenfor.

Næppe var den lille brogede skabning kommet langt, inden at den ene hest fik øje på hende. En gråskimlet hingst, med en lang sort man og hale. Den unge krop stivnede kort, idet at hun flygtigt så imod ham. Det var dog et venligt blik hun mødte, og overrasket stoppede hun sin påbegyndte flugt tilbage. Han lød ligefrem venlig..? selvom Jivala næsten aldrig sagde noget, skulle man ikke tvivle på hendes forstand. En smule forstod den unge hoppe skam, og hun mente selv at velkommen betød at hun gerne måtte være her. Var det ikke sådan det var? Næppe havde hendes tanker tiden til at fæstne sig, inden at en varm kaldende brummen fyldte rummet. Steg over den gråskimledes dybe ryst, og fik hendes ører til forvirret at flappe op og fremad. Var mor her? Men.. stemmen kom fra den sorte hoppe? Og selvom at hun ikke var hendes mor, var stemmen sådan en befrielse og god efterligning at hun kluntet tog nogle skridt frem imod hende. De store brunlige øjne så opmærksomt på hende, inden at hun forsigtigt strakte mulen frem imod hende. var hun farlig, eller var hun en slags mor?

Et sted bagved sig, opfangede hun lydende af en fremmed der med latter trådte ind i hulen for at slutte sig til den brogede flok af heste. Dog var hun alt for optaget af den sorte til at give ham mere opmærksomhed end en kort vrikken med ørene.

Grottens indre var snart fyldt med liv. Ikke længe efter at Altaïr havde budt de to sjæle velkommen, og den sølvtonede hoppe med elegance havde gengældt hans buk, en gestus han satte stor pris på, kom en yderligere til grottens indre. En ganske livlig hingst havde fundet vejen til grottens ly, men med høfligheden tilstrækkelig stor til at tage hensyn til de andre. Altaïr var ikke en sjæl, der frivilligt opsøgte andre hingste; oftes anså ham dem som værende dumme. Hvorfor? Det var et tankespil i hovedet på den skimlede sjæl, som kun han kendte til. Dog var omstændighederne langt fra normale ved dette besøg, og derfor nikkede han ganske høfligt og dybt imod den seneste ankommende.

,,Godaften du brogede hingst. Jeg ser stormen har bragt dig hertil, ligesom os andre. Føl dig fri til at anse grotten som din, ligesom den er vores.”

Altaïr havde langt fra krav på grotten; men blot valgte han at byde de andre til, eftersom han havde befundet sig her før de andre. Han gentog sit nik, inden han da lod sin mule søge imod de to hopper; den sølvtonede hoppe med nærmest tågende, magiske øjne, havde en moderlig aura der godt kunne lade den skimlede tro, at den unghoppe der var kommet var hendes egen, men usikkerheden hos den brogede sjæl med underligt indadvendte ører fortalte ham dog, at de to ej hørte sammen. Han brummede dæmpet inden han atter lod sin mule søge den specielle, nærmest elektriske hoppe, og da han kom nær nok, sansede han en spænding han ikke havde sanset før. Forundret betragtede han hende kort, inden han lod blikket flakke imellem dem alle. Nu var de 4, i denne grotte. Og faktisk ja, så nød han det. Der var noget sært nærværende ved at være fanget her, med sjæle han ej kendte til. Det glædede ham faktisk, at landet endnu havde mange ukendte beboere. Et evigt mysterium han kunne begrave sig i at udforske. Et smil kærtegnede hans mule, inden han rykkede sig til siden, således at den brogede hingst, hvis ivrige aura var ganske forfriskende kunne komme længere ind, og dermed finde sig til rette som de andre.

Myth kunne godt mærke hvilken varme føllet gav til hende ved dets respons. Hun smilede nu varmt og tog et par varsomme skridt mod hende, mens hun strakte mulen frem mod hendes med en varm og indbydende pusten. Da hun så kunne røre føllet berørte hun blidt dets pande og nussede hende blidt som hun altid havde gjort ved hendes egne afkom. Selv ventede hun endnu et, men det var ej helt tydeligt på hende endnu. Hun skævede kort mod den skimle som hun havde kunnet fornemme strække mulen mod hende, men da stoppe sin handling. Myth nåede dog ikke at komme med noget reaktion og knapt en tanke, inden en latter brød grottens kortvarrige stilhed, og den pludselige latter gav andledning at der ganske kort og harmløst lettede et par gnister fra hoppens ryg og et svirp med halen.
Hun kunne da konkludere at det var hingsten som hun lige for nyligt havde passeret og hun vippede kort med ørerne, inden hun puffede forsigtigt og opfordrende til føllet, inden hun trådte et par skridt bagud i grotten i håb om den lille ville følge hende, så den ikke stod der og blev alt for kold. Hun forholdt sig stadig tavs og havde blot de hvide, næsten glødende øjne rettet mod de to hingste.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/9kcaad.png); width: 397px; height: 596px; border: 0px solid #000000;] Hans hovslag gav genlyd i den lune grotte. Sneen føj og piftede udenfor, men syntes ikke at have mulighed for at blæse herind - måske fordi vinden blæste modsat af grottens åbning, og derfor tillod varme at blive derinde, i stedet for at blive skiftet ud med kold, snefyldt luft. For enden kunne han se tre skikkelser. To af dem havde han set udenfor, men den tredje var fremmed. Det var en gråskimmel hingst, en smule mindre end han selv. Faktisk var han den højeste i selskabet, men sådan var det tit. Hans blik gled roligt fra sjæl til sjæl, og hver og en tildelte han et respektfuldt nik. Det varme smil lå om hans mule, præcist som det altid gjorde når først den brogede Etzarim var i selskab med andre. Hingsten virkede fredelig og imødekommende, imens det brogede hoppeføl virkede skræmt. Han lagde svagt hovedet på skrå og smilede venligt imod hende, blot for at muntre hende op. Han havde ikke meget erfaring indenfor føl, skønt han selv skulle have været far. Tanken fik ham til at snappe smertefuldt efter vejret, for han havde ikke kun mistet sin søn eller datter, men også hans mage. Vemodighed blev at spore i hans dybe, gyldne øjne der altid lod til at være flydende. Han tvang blikket væk fra føllet, for så at betragte hoppen. Hun var midnatssort med hvide aftegn. Forundret så han hvordan gnister sprang fra hendes ryg. Var det muligt? For ikke at virke uhøflig med sin nysgerrige stirren, så han nu for alvor på hingsten, netop da denne talte. Deres øjne mødtes, og han så en hingst med styrke, mod og hjerte. "Godaften, I venlige sjæle. Jeg sætter pris på jeres gæstfrihed." Han rykkede sig hen på den plads der blev ham tildelt, da hingsten flyttede sig. Det var i særdeleshed lidt af et selskab der befandt sig her, på denne stormfulde aften. Hver og en af disse pirrede hans nysgerrighed, og dem alle ville han gerne lære bedre at kende.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Den unge askegrå havde været nødt til at sænke farten. Sneen føg om hende, og nu da hun havde nået foden af bjergpasset var træerne få. Skovbund blev efterhånden erstattet af klipper dækket af et hvidt tæppe. Hun var helt og aldeles forundret. Sjældent havde hun oplevet en sådan storm, måske aldrig. Vild vind, men snestorm? Hendes slanke krop havde samlet sig et fint lag af sne hen over ryggen, og der sad krystaller på de følsomme hår på mulen. Men hun var ikke slået ud, tværtimod. Stormen var ubarmhjertig, men synet af de vildt dansende snefnug stjal hendes åndedrag. For ikke at tale om de snefnug, som satte sig i næseborene. Hun rystede energisk hovedet mens hun bevægede sig videre i en levende, men sikker skridt, der førte hende mod en grotteåbning, hun trodsalt kunne skimte gennem væggen af hvidt. Kulden var bidende, men nu var der ikke langt igen. Hendes pels var også blevet tykkere igennem efteråret, den var ikke længere blank og glat. Men nogen pelsklump var hun ikke, tænk om hun havde en pels som den store Thorondor, så ville hun nok aldrig fryse om benene igen. Hun sænkede hovedet ned mod jorden da et kraftigt vindpust hylede forbi, men snart var det borte og hun havde nået indgangen til det, hun forventede var en grotte. Og ganske rigtigt. Her var læ, med et lettet prust trippede hun henover den bare klippebund og ind i halvmørket, hvorefter hun standsede op midt i skridt. For hun var ikke alene, fremmede dufte slog mod hendes let udspilede, snehvide næseborer og hun så hvordan fire andre heste havde søgt det samme som hun – læ for stormen. Et forbløffet smil gled over den bløde mule, hvorpå der stadig hang snekrystaller fast. Tre fuldvoksne hun aldrig før havde lagt sine øjne på, og så et føl… Med ører hun kunne genkende hvor som helst. Ariel glemte helt sine manerer og udbrød glædeligt: ”Jiva.” word count 322

Den skimlede sjæl, Altaïr, betragtede den brogede hingst i det han tog plads i grotten ligeså. Der var endnu plads nok til dem alle, men tæt stod de da, nok tættere end forsamlingen ville have gjort det, hvis dette møde havde fundet sted i det åbne. Altaïr brummede kort til den fremmede hingst, imens han så ham nøje an. Igen slog det ham, at han normalt ikke brød sig om sjæle af sit eget køn, for mange lod til at være styret af de basale instinkter, og endnu flere lod til at have glemt alt fantasi. Og så lå der ting i hans fortid, som smertede ham; minder om hingste, der havde voldt ham skade på mange måder. Han fnøs kort for sig selv, over den tankegang han havde tilladet at træde ind i hans sind, men snart blev hans opmærksomhed atter fanget. En ung, men moden hoppe var trådt ind i grotten, som den 5. Hendes gråsorte krop var let dækket af den rivende sne der føg afsted udenfor grottens hvælving. Kort beskuede Altaïr hendes bygning, hendes træk. Noget virkede en smule bekendt, som havde han set hende før. Ellers mindede hun ham blot om en. Gule øjne besad hun, et usædvanligt træk han nu bemærkede, lige inden hun vendte blikket imod den yngste i grotten. Jiva, udbrød hun, hvilket måtte være navnet på den lille. Han rømmede sig kort, inden han trådte en smule frem imod den elektriske hoppe, der havde sørget for at tage den lille Jiva med ind i varmen. Hans mule søgte endnu engang nær hende, lige et kort øjeblik med høflig aura, inden han rettede den videre imod den sidste ankommende.

,,Godaften, du unghoppe med usædvanlige øjne.”

Hans ord var ment af al høflighed, og den varme, drømmende stemme han havde forseglede det. Han nikkede dybt, respektfuldt, inden han vendte tilbage til sin oprindelige plads, ved siden af den brogede hingst – som Altaïr nu opdagede havde hele tre ringe i det ene øre. Noget forundret studsede han kort over det, inden han stillede sig nær den brogede med hvælvet hals. Han rakte den derpå frem ved siden af ham, fnøs dybt og hingstet; se ham an, var blot det han ville, ej mere. Hingstens aura virkede dog hverken dominerende eller faretruende, men Altaïr havde allerede bedømt, at blev han et problem, ville han have musklerne, om end erfaringen til at smide den yngre på porten, hvilket han dog ikke håbede han blev nødt til.
Efter lidt vendte han endnu blikket imod den lille forsamling de nu var. Et særsyn for den skimlede hingst, der som oftets vandrede alene, eller i selskab med en enkelt sjæl.

,,En storm raser derude, som jeg ikke har set mage til før. Har nogen af jer andre stødt på et vejr så ondt, i dette land eller i det land, hvor jeres eksistens oprindeligt kommer fra?”

Derpå satte den skimlede drømmehingst et spørgsmål i gang, henvendt til alle. Et ydmygt forsøg på at binde de fremmede sjæle en smule til hinanden; for det magiske ved selskaber var, at det altid var fascinerende, spændende, lærerigt at kaste sig ud i. Og hvis man tog højde for omstændighederne, var netop magiske ting ganske oplagt, på denne umådeligt kolde aften; vinterens aften.