Here Comes the Snowy Night

En sagte hæs brummen kom fra den unge hoppe, idet at den sorte blidt nulrede hende i panden. Igen, kunne hun ikke lade værd med sammenligne denne skikkelse med hendes mor. For de opførte sig ens – på trods af den meget forskellige farve de bar. Måske var andre ikke helt så slemme? For i hvert fald havde Jivala besluttet lige i dette øjeblik, at denne hoppe var sød. Hun var her, og hun var sammen med hende. Og selvom Jivala normalt fortrak ensomheden, kunne hun ikke lade værd med at føle sig tilpas i hendes selskab. Hendes grumsede brunlige blik vendtes imod den grå, som hun yderst opmærksom fulgte med øjnene. Hvad nu? Hans mule søgte ikke imod hende, men imod den sorte hoppe med de hvide øjne. Men ikke langt var hun kommet med tankerne om den grå, inden at en opfordrende brummen fik hende til at vende blikket imod den sorte, som nu trådte et skridt tilbage fra selskabet. Ikke så hun meldte sig ud – men så hun stod længere inde. Så de stod længere inde. For ikke langt tid var der gået, inden at den brogede hoppe fulgte efter hende – længere ind i varmen. Forsigtigt lænede hun den lille krop imod hende, i håbet om at hun gerne måtte. For gud, det havde været koldt derude.

Ligesom den sorte hoppe, betragtede hun flygtigt den brogede hingst – hvis latter havde runget igennem før. Opmærksomt så hun på ham, men ingen ord kom fra hende. Nej, hun var en hoppe af få ord – og det lod sig tydeligt vise nu. For ingen andre lyde end brummen var kommet fra hende… endnu
Pludselig trådte en velkendt grå skikkelse ind, selvom at det kort var svært at genkende hende for alt den sne der var faldet. Flot og stor var hun blevet, men de gyldne øjne var ikke til at tage fejl af. Det var Ariel! De krøllede ører vendtes let frem, idet at hun forsigtigt smilede til hende som en hilsen. Kunne hun driste sig til at sige hej? Måske.. ej ville hun gå fra den venlige sorte, men helt ligeglad med Ariel ville hun ikke være.

”Ariel…”

Kom det hæst og lavt – men glad fra hende. Derefter, vendte hun blikket imod den grå, som tydeligvis talte til dem alle.. eller, de store. For ordene intressrede hende ikke rigtigt, og derfor så hun blot en anelse muntert på Ariel. Pudsigt hun også var her.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Here comes the snowy night Ava der nu havde begivet sig mod en af de andre øer, der ikke var opholdsstedet for flokken, var blevet overrasket af et uvejr, som hun burde have forudset. Ikke at hun kunne forudse vejret, men skyerne gjorde sit – og den kolde luft var også varslende. Landet hun kom fra før hun var blevet sendt til Andromeda, havde selv haft sine stunder med groft vejr. Meget regn og sne – dog ikke alt for meget blæst, med mindre det var rigtig slemt. Dalen hendes gamle hjem lå i, havde bjerge der sørgede for at holde stedet nogenlunde i læ.   Den sorte pels var ikke rigtig sort længere, men hvid af et snedække, der så småt var begyndt at genere den sorte hoppe. Dog hjalp det ikke meget når hun rystede den af, for længe gik der ikke før hun endnu en gang var plettet hvid. Hun måtte søge ly, og hun vidste også hvor hun skulle søge. Hun var kommet til gennem en grotte i Leventra. En grotte, som hun vidste hvor lå.   Som hun nærmede sig den, kunne hun ane stemmer. Det var ikke de stemmer, som så ofte havde plaget hendes drømme og hendes mentale helbred. Der var flere, og lugten af fremmede heste ramte også hendes næsebor – dog var de ikke alle lugtene der var fremmede. Mindst to kunne hun skille ud fra mængden, dog uden helt at erindre hvem.   Selvom grotten ikke var oplyst kunne hun ane skikkelser. Hun gav sig ikke til at tælle dem, men standsede med en lille smule afstand for lige at se dem an, som var hun en outside uden for gruppen.

[/td][/tr][/table][/center]

Da begge hingste virkede til at være til at have med at gøre rettede Myth da fokus mod føllet som var kommet hen til hende og nu trykkede sig imod hende. Det gav en kriblende fornemmelse i Myth, som blidt strøg føllet og ryggen. Hun var meget omsorgsfuld overfor føl, noget man måske ikke forventede når man lige så på hendes første gang. Hun vippede let med ørerne og så op da endnu en sjæl trådte ind i grotten. Myth genkendte straks hoppen, alene på de gule øjne, som kun én andet i landet havde, nemlig hendes egen. Ariel hed hun og føllet synes begejstret for at se hende. Hun brummede blot varmt af sit barnebarn som hilsen, mere nåede hun ikke før den skimlede hingst nu talte. Myth stivnede kort da hans spørgsmål rev op i gamle minder og hun kæmpede for at bevare fatningen overfor forsamlingen.

” Ja. Ja, for længe siden. ”

Svarede hun så blot stilfærdigt, inden hendes opmærksomhed blev rettet mod endnu en sjæl, som dog holdt sig på afstand af resten af forsamlingen. Myth genkendte hende dog.

” Kom hid Ava. ”

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/9kcaad.png); width: 397px; height: 596px; border: 0px solid #000000;] Den lille forsamling fik ikke lang tid til at bedømme hinanden, for knapt havde Etzarim, den brogede, stillet sig ved den gråskimles side før hulen igen genlød af hovslag. Ind var trådt en sortgrå hoppe, askegrå. Hendes øjne skinnede ravfarvet i det svage lys. De betog ham, da de mindede om hans egne - i hvert fald langt mere end nogen anden han havde mødt her. Hans gyldne øjne betragtede han opmærksomt. En munter gnist sprang fra dem, da han så hendes glæde ved at se føllet. Det var tydeligt at de to kendte hinanden, for de nævnte begge hinandens navne. Jiva og Ariel. Han lod sit blik vandre rundt i kredsen igen. Hvad mon de sidste to hed? Lynhoppen og den grå? Der var så mange muligheder at han end ikke ville gætte på noget. Og han havde da heller ikke kunnet nå det, om så han havde villet. Den velkendte klapren af hove fyldte nu rummet atter engang. En dæmpet, varm latter undslap ham da endnu en sort hoppe trådte indenfor. Han var ganske sikker på, at det kun var ham der kunne se humoren i forsamlingen. Var alle hopper i dette land sorte eller grå? Det kunne godt synes sådan. Men hans latter var ikke ment ondt, det var blot et udbrud, og for at bevise det, nikkede han hilsende til den ny ankomne hoppe. Opmærksomt spidsede han ørerne, da lynhoppen nævnte endnu et navn. Ava. Sådan hed hun altså. Han brummede dæmpet for sig selv, og lagde da mærke til hvordan hingsten ved hans side spændte en smule op. Derpå fnøs han og lod til at tage ham godt i øjesyn. Han forstod. Den grå var den stærkeste her, det var tydeligt. Og som hingst ham selv, ja så vidste han godt hvad alt dette gik ud på. Han havde fået rigeligt med tæv i sine helt unge dage, når han ikke holdt sig indenfor de rammer og den plads der tilhørte ham. Roligt sænkede han derfor hovedet og lod halsen være afslappet. Han lod blive taget i øjesyn og viste hingsten, at han ikke udgjorde nogen fare. Vel var han en hingst, men han tanker lå ikke samme sted hele tiden. Det var jo ikke fordi han havde tænkt sig at gøre alle hopperne her til sit harem. En interessant tanke, men ikke noget der tiltalte ham. Han var her for læ, selskab og afslappet snak. Ved hingstens spørgsmål måtte han tænkte sig om. Den sorte hoppe med hvid man og hale svarede først. Hun virkede.. anspændt. Utilpas måske? Han funderede kun ganske kort over det, før han vendte blikket imod de andre hopper. Mon de ville svare først?

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Lyden af en dyb, særpræget stemme stjal den askegrås opmærksomhed fra hendes brogede veninde. Det var først nu, at hun rigtig lagde mærke til de andre i den halvmørke grotte, først den grå hingst hvis ord flød ud i tomrummet i en blød strøm. Han hilste hende, men den unge askegrå var så overrasket over hans ord, at hun ikke nåede at svare før hans stemme lød på ny, henvendt til alle. Han havde kommenteret på hendes øjne, noget hun ikke forventede at andre lagde mærke til. Ravgule. Ligesom hendes papas, som var endnu mere usædvanlige end hendes. Ariel var i og for sig en ydmyg sjæl, så lige så meget kom det bag på hende at han bukkede. Det havde hun alligevel kun set én enkelt gang før, og det var længe siden. Men hun så hurtigt at han ikke var nogen almindelig sjæl, og det var han ikke ene om i den lille, efterhånden lune grotte. Da Jiva genkendte hende og besvarede hendes smil, så hvordan den unge, brogede plag havde søgt varme hos en hoppe hvis udseende Ariel aldrig havde set mage til. Hun brummede mildt til den unge plag, der så ud til at have det godt, og strakte mulen frem en anelse af nysgerrighed. Men det var svært at tage blikket fra den sorte hoppe, for hendes øjne var hvide og hun bar en duft, som vækkede en særlig følelse i hende. Den mindede hende om hendes papa, overrasket vippede hun ørerne frem da den fremmede hoppe brummede til hilsen. Det var først da den særprægede hoppe åbnede munden, at hun kastede et blik over skulderen og bemærkede endnu en sjæl i grottens indgang. Det var hendes kulsorte mama, en varm følelse flød hurtigt igennem hende, men i stedet for at hilse gjorde hun i stedet plads til, at hun kunne komme ordentligt ind i grotten. Ariel stod kun halvt inde selv, hun havde endnu sne i pelsen, der dryppede fra hende. Med en trippen tog hun sig den frihed at placere sig nær den sorte hoppe og lille Jiva, stadig uden at have hilst på dem alle, for hun ville helst ikke afbryde. Og hun var stadig forbløffet over hendes held. Nu kunne hun rigtig se rundt på dem alle, de ravfarvede øjne faldt på en jordfarvet hingst som havde placeret sig ved siden af den grå. Også hans aftegn var bemærkelsesværdige, som hvide lyn ned over hans ryg og skulder. Og øjnene var gyldne. Lysere end hendes egne, men de bar samme ravfarvede præg. Hun mimrede nysgerrigt på den snehvide mule, hvad mon han hed, hvad mon de alle sammen hed? Hendes mama og Jiva kendte hun, men de andre.. Så interessante sjæle havde hun ikke drømt om at støde ind i. Hun glemte næsten alt om det spørgsmål, den grå havde stillet, men hun havde ikke forstået det til fulde. Oprindelige land? Andromeda var hendes land. word count 489

Der var efterhånden en livlig summen af liv i grotten, der trods dens rummelighed, efterhånden var fyldt tilpas op. Der var endnu plads, og de stod ikke oveni hinanden, men kunne let flytte sig ind og ud imellem hinandens korpus; men varmen var begyndt at stige i grotten, som resultat af dens nye beboere for natten. Altaïr brummede let; hans spørgsmål lod ikke til at være af høj nok interesse, til at det skulle diskuteres og dermed nikkede han med en efterfølgende accepterende brummen af den sølvtonede hoppe, der nærmest lod til at finde spørgsmålet ubehageligt. I så fald var det nok bedst at det så blot forsvandt ud i sneen, blev grebet og båret væk. Han smilede kort, ganske forstående om end til den sølvtonede hoppe med de umådeligt fascinerende tågede øjne.
Den unge hoppe, som navnet Ariel blev kædet sammen på hilste ligeså Altaïr an med et nik af næsten nobel karakter, som atter fik drømmehingsten til at smile. Uhøflige sjæle kunne man ikke ligefrem sige han var omgivet af. Alt imens stilheden atter faldt over grotten, kom endnu en sjæl til grotten. Altaïrs blå øjne blev straks lagt imod indgange, hvor melady Ava var trådt ind. Først blev han nærmest overrasket over at se, at hun endnu vandrede i dette land, for sidst han havde set den unge hoppe med den store fantasi, havde været lige efter hendes ankomst i dette land. Han satte derpå fremad for at træde forbi den brogede hingst, med en høflig brummen; han var velkommen til at rykke ind på Altaïrs plads længere inde hvis han ønskede. Ingen problemer havde han med den brogede hingst, der virkede ganske tilpas af væremåde. Den første hingst i længere tid, han faktisk havde kunnet være tæt på. Derpå trådte han helt hen ved Ava, hvælvede nakken og strøg hende galant over halsen. Samme hilsen han havde hilst hende an med, for så lang tid siden.

,,Melady Ava. Så længe siden”

Sagde han, lavmeldt, for ikke at forstyrre den anden aktivitet der ellers foregik i grotten. Det var glædeligt at se et kendt ansigt, endda et ansigt som han havde savet. Og ligeså snart han havde lagt øjnene på hende, var en nysgerrighed blomstret frem i hans indre; havde hun mon fundet det totem, som han i sin tid havde sagt hun skulle finde?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Here comes the snowy night Jo længere ind i grotten den kulsorte hoppe trådte, jo mørkere blev det også, men det var ikke så mørkt at hun ikke kunne udskille skikkelserne fra hinanden, og nogenlunde vurdere de forskellige farver der var repræsenteret. Efterhånden som hendes øjne fik vænnet sig til mørket kunne hun også se mere og mere.   Ariel, der stod lige ved siden af hende, havde også fundet ly i denne grotte. Selvom de aldrig rigtig havde haft noget med hinanden at gøre, så var det jo stadig hendes datter. Og alligevel ikke. Biologisk, men ikke den følelse Ava havde indvendigt. Indvendigt var hun stadig en smule fremmed og kunne sagtens have været en kusines datter. Hun hilste dog på hende med en mild brummen, og nappede til en tot af den efterhånden lange man. Hun var vokset siden Ava sidst havde set hende, og det glædede hende da også at hun så ud til at klare sig.   En hingst lod en latter slippe ud, men ingen af de andre lod til at grine, så ingen havde sagt noget sjovt. Bitter var Ava efterhånden blevet, bitter og paranoid når hun vandrede alene, for landet var begyndt at sætte sine spor hos hende. De sorte ører røg bagud og de blå øjne der før havde holdt et næsten varmt og mildt blik, blev iskolde og hårde da hun rettede dem mod ham. Til øjnene tilhørte næsten en slanges giftige hvislen eller en tigers advarende knurren, men ingen lyd kom der fra den sorte hoppe. Hun var ikke en man grinte af – om det så var af morskab eller fordi man var hånlig.   En velkendt stemme nævnte hendes navn, og da Ava lod blikket søge mod stemmen, blev hun mødt af de hvide øjne, hvid man og et udsædvanligt udseende. ”Myth” hilste hun med et enkelt nik.   ”Det er lang tid siden jeg har set dig, svigermor”   Myth var jo Mindrapers mor, og selvom hende og Mind ikke var i et officielt forhold, så var de jo alligevel nærmest knyttet til hinanden, og Ava betragtede efterhånden også hans familie som hendes egen. Myth havde også været en støtte gennem tiden, som hun kunne komme til for at få svar på spørgsmål.   Nogen flyttede på sig, og Ava spændte op i hele kroppen men slappede af igen meget hurtigt efter. Hendes møde med skyggerne havde ændret noget i hendes sind. Noget af alt den positive energi var blevet erstattet med noget mørkere. Ikke kun hendes sind var ændret, men også den kulsorte pels der bar et hvidt mærke efter biddet.   De isblå øjne blev igen fyldt med en mildhed og varme, og hele hoppens ansigt lyste nærmest op ved synet af den skimlede vandrer. Han havde vandret i hendes tanker mange gange siden de mødtes. Ava slappede langt mere af da han strøg hende over halsen, for han medbragte nærmest en ro. Ava var næsten overbevist om at hvis han vandrede ind på en slagmark med tusindvis af kæmpende heste, ville ingen af dem angribe ham, og de ville nok gå i stå en efter en uden at han ville behøve at be de om at stoppe. Hun så op til ham og hans tilstedeværelse i grotten glædede hende. Ava lod sin mule hvile ind mod ham for at indsnuse den velkendte duft af ro og tryghed, inden hun blidt nippede til ham og trak hovedet til sig igen for at svare hans ord.   ”Du skimlede vandrer – skimlede ven. Alt for længe siden. Meget er sket siden”   Det var ikke kærlighed der var i luften mellem dem, og det havde der aldrig været. Det var et påbegyndt venskab i sin tid, og Ava havde set op til ham – hun så stadig op til ham, som en onkel der ville kunne vise hende tryllekunstner. Det var ikke kærlighed – men respekt. Wordcount: 632

[/td][/tr][/table][/center]

Den sorte hoppe sendte sin ’svigerdatter’ et varmt smil, inden hingstens latter gjorde at gnisterne igen sprang op fra hendes ryg. Årh hvor var han dog højrystet. Dog gjorde hun ikke andet end at vippede let med ørerne over hans grin efterfølgende. Hun fandt ikke noget vitterligt sjovt. Hun strakte i stedet sin hvide mule mod Ava og strøg hendes blidt over skulderen, som var det hun lige kunne komme til uden at møvre igennem mængden. Det ville være ubehøvlet. Hun vippede let med ørerne, inden hun strøg føllet over ryggen og møvrede sig så alligevel en anelse gennem mængden for at give plads til Ariel og Ava længere inde i grotten. Hun skævede da tilbage på Ava i det hun talte til hende.

” Meget, sidst jeg så dig var Ariel blot en bule på din mave. ”

Der lå megen varme i Myth ord, for hun anså bestemt Ava som en del af familien selvom hun godt vidste at hende og Mindraper ikke var officiele, men hun vidste trods alt at hendes søn nærede følelser for hende, ellers havde han aldrig fået føl med hende.
En anelse fraværende vendte hun blikket ud over horisonten som var skjult i sneen, hvis fnug dog hurtigt smeltede fra hende. Hun vippede da ørerne en anelse bagud og sukkede kort en anelse i takt med hun lukkede øjnene og stak mulen i sky for at inhalere duften af, hvad der end måtte gemme sig mellem snefnuggene.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/9kcaad.png); width: 397px; height: 596px; border: 0px solid #000000;] Ingen af de andre tilstedeværende lod til at have bemærket den gråskimledes spørgsmål. Selv ville han gerne snakke, men som sekunderne og minutterne tikkede forbi, fandt han det ikke længere passende at genoptage spørgsmålet. I særdeleshed fordi den skimle selv lod til at lade det passere. I stedet lod han blikket vandre rundt i rummet igen. Som hilsenerne dæmpet blev givet og modtaget, stod det klart for den jordfarvede hingst, at han var en outsider i dette selskab. Hver og en af de andre kendte mindst én anden, imens han selv ikke kendte nogen. Og at han var mindst vellidt blev ganske tydeligt, da de to sorte hopper begge gjorde små, men alligevel synligt irriterede gestuses. Den nytilkomne hoppe stirrede på ham med øjne så kolde, at han rykkede sig svagt bagud af forbavselse. Han var ikke vandt til at få tilsendt et blik som hendes, og derfor tog han det ganske personligt. Da også den sorte hoppe med hvid man og hale lod sine gnister fyge ved hans latter, forstod han budskabet. Som en stækket fugleunge trak han sig tilbage. Det var ikke fordi han ville trække sig væk, og ikke længere være en del af det selskab, han alligevel ikke kunne melde sig ud af - i hvert fald ikke for natten. Nej, han behøvede blot at stå lidt i baggrunden, iagttage. Hvis ikke han fandt ud af hvordan han skulle opføre sig, og tilpasse sig til det hurtigt, så ville det være et hårdt slag for ham. For ham var det en dyd at tilpasse sig andre. Hvem ville da være den som ingen kunne lide? Den som bragte ubehag? Han ønskede ikke at være ham. Men som outsideren faldt det ham let at falde tilbage et øjeblik. Han havde givet alle en hilsen, et høfligt nik. Ingen kunne med rette sige at han havde været uforskammet - og dog. Noget måtte han have gjort forkert. Men hvad? Fandtes der ikke munterhed og glæde i dette land? Lo de da ikke når de havde det godt? Ja, forvirret var han, men det sås ikke på ham. Han stod der blot, afslappet og rank med de gyldne øjne roligt vandrende fra sjæl til sjæl. Og som han studerede dem endnu en gang, så han alligevel glæde i deres øjne og i deres kropssprog. Hos dem alle var den afdæmpet og knapt synlig. Måske var det kun en hurtigt gnist i deres øjne, eller en bestemt tone i et enkelt ord. Men de var alle glade for at se dem der var samlet herinde. De var glade på deres måde. Og da slog det ham. Hestene her var alle afdæmpede, rolige, fåmælte. Der hvor han kom fra var der latter, sang og vilde ridt. Han var højrøstet, munter og frisk. Det var den afgørende forskel - og det var en verden til forskel.

Den skimlede Altaïr havde efterhånden indfundet sig godt i grotten, nød godt af den varme som det spraglede selskab bestående af flere sjæle tilbød. Og da den sorte Ava havde valgt at slutte sig til dem, var han i sandhed blevet glad. Nu, hvor han havde hilst hende an, og hun havde svaret, skimmede han kort over imod den elektriske sjæl, som ligeså snakkede i familieært toneleje til Ava; snakkede om, da Ariel blot havde været en bule i hendes mave. Så Ava var altså moder til den unge hoppe Ariel, og et lille smil fandt vej til Altaïr’s mule. Han kunne have forestillet sig, at netop Ava ville stå som moder, så overrasket var han ikke. Han brummede sagte og lod sin mule søge nær hendes øre, for at sige noget, som kun var til hende.

,,Meget kan jeg forstå er sandt, melady Ava. Og på mange punkter skylder jeg dig vidst et tillykke.”

Han smilede indgående, inden hans mørkeblå øjne ramte hendes lyse. I hans verden var det en stor ting at blive forældre, og han kunne let forestille sig, hvordan den sorte Ava måtte have været stolt over den rolle. Han rettede sig en smule op og strøg hende atter over halsen.

,,Snart må vi mødes, Ava. Jeg er spændt på, om du har fundet det jeg bad dig om sidst”

Sagde han ganske sigende, om end en smule drillende, inden han bukkede sin hvælvede hals ved siden af hende, som en ydmyg gestus. Eftersom der var mange selskaber i denne grotte, ville han ikke slå rødder ved ét. Han puffede ganske forsigtigt til hende, inden han da satte frem for at vende tilbage til den brogede hingst med en ganske fascinerende ring i øret. Altaïr trådte an ved hingstens side, med respektfuld attitude, men endnu en smule autoritær. Aldrig ville han slippe hans fordomme overfor hingste, selvom han så måtte møde 100 der modsagde dem. Sådan var han blot indrettet, en pine der var sat i ham af hans egen fader år tilbage. En pine han aldrig ville slippe.
Dog var Altaïr en sjæl, med et så stort sind og hjerte, at han ville give alle en chance. Han brummede sagte til hingsten, inden hans stemme atter lød.

,,Hvorfor har du fået sat en ring af guld i øret, du brogede hingst?”

Oprigtigt nysgerrig var han. Aldrig havde han set en, med et smykke som hans. Altaïr’s blik og opmærksomhed veg ikke fra hingsten nu; trods den ivrige summen i grotten fortsatte og trods at hvert enkelt individ på hver deres måde var umådeligt fascinerende.