Winter Wonderland

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 320| Tag: Fame

Titan der efterhånden var blevet til en lidt muskuløs unghingst, havde begivet sig til Andromedas største ø. Den var ligesom Leventra blevet dækket af et hvidt lag sne. Han havde set det en gang før da han var mindre, men havde ikke helt husket hvordan det egentlig var. Kulden var noget han havde fuldkomment glemt.
 
Med energiske skridt dansede Titan hen over det åbne område, med hovedet hævet og halen svævende efter sig. De sorte ører lyttede opmærksomt rundt, efter andre, der kunne have begivet sig ud i dette kolde vejr. Nogen søgte vel til grotterne, og andre mod vand fordi solen i løbet af sommeren havde varmet vandet op, og derfor tog det tid for kulden at køle det helt ned – eller også havde de andre søgt ly i nærheden af træer hvor der kunne være en smule læ. For Titan var det ikke et bestemt sted, men mange forskellige steder han søgte hen. Det hele handlede om for ham at komme så meget rundt som overhovedet muligt. Han var midt i en søgen.
 
Den sorte hingst sænkede farten og stod til sidst helt stille for at lytte. Dog varede det ikke ret lang tid før han gjorde et kast med hovedet til siden og lod resten af kroppen følge med i et kådt sidespring efterfulgt af en trippen rundt om sig selv, mens han vurderede hvilken retning han skulle tage. Han blev dog stående og kastede hovedet opad så den sorte man og pandelok lettede og landede lidt pjusket langs hans hals – og pandelokken langs den ene side af hovedet med et par enkelte totter der sad hen over ørerne. Han udstødte da et hingstet og søgende vrinsk - ikke fordi han søgte efter nogen bestemt, men for at høre om andre var i nærheden, og gned det sorte hoved op af det ene forben og rystede det for at få de lange lokker til at sidde ordentligt.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Vinden greb let fat i den hvidlige man hoppen bar, og fik den til at lette. Ikke som en fugl, men som at den svævede med vinden. For ej var det nogen kraftig vind – men derimod en svag let vind. En vind skabt til at bringe luft såvel som andres lyde eller færte med sig. Ikke til at skade andre.. Det markerede mørke hoved, lagdes let på sned idet at en ganske speciel hoppe som bar navnet Fame, trådte frem fra skyggerne af skoven. Ikke at hun kunne skjule sig i dem, men der stod hun mere skjult end hvis hun fremviste sig i åbent sollys. Og det var ikke fordi at hoppen havde noget imod sollys.. men hvem foretræk ikke at bevæge sig forsigtigt frem, i et land de ikke kendte? Hendes brune blik gled søgende over det åbne landskab foran hende, imens at hun tænkende lod en ensom brummen lyde over hendes læber. Hvor var hun nu endt.. hvor end hun syntes at bevæge sig omkring, blev hun altid nyd til at vandre videre. Mon det ville være det somme med dette sted? Noget specielt var over landet – helt sikkert. Men ej ville hun lade noget der føltes som specielt fraholde hende fra at søge videre hvis det var det hun blev nød til. En lyd… hoppens krop spændtes let op, idet at hun langsom drejede hovedet imod denne. Forsigtigt, og langsomt.. mange så brun som en varm farve. Varme og tillid.. og venlighed. Men hvis man så denne rust røde hoppes blik, ville man da tvivle om denne farve kun signalerede varme og venskab. Ej var det kulde, ej var det ”ondskab” som mange kaldte et blik der ikke var venligt. Nej, det var et direkte overlegent blik som hoppen havde haft ligeså længe hun kunne huske. Et blik, der tydeligt viste hvilken attitude hun mente at kunne holde over for fremmede såvel som bekendte. Dog tvivlede hun stærkt på, at hvem der end havde sagt denne lyd var hende bekendt. Et pindsvin – et væsen der ikke havde nået i hi for vinteren endnu, møvede sig igennem sneen, og trådte på kviste samt grene i sin søgen efter en hule den nok havde bygget. Hendes hvaste blik fulgte denne i noget tid, inden at hun med et fnys drejede hovedet væk fra den. Ikke spilde mere tid, på ting som ikke var hendes opmærksomhed værd. I hvert fald ikke lige nu. Hoppens fjedrende gang begyndte, idet at hun tog det første skridt frem – ud af skovenes sikre skygger. Dog skulle hun ej gå længe alene og i tavshed, inden at et hingsten vrinsk brød den næsten larmende stilhed. Hoppen stoppede ej sin gang, men tankerne om at søge imod denne fremmede cirkulerede i hendes sind. Hmm… tanken om at vandre uvidende rundt i dette land faldt ikke i god jord hos hende, og hun besluttede da at se denne fremmede an. Hvem mon det var? Hoppens eget modsvar kom kort efter, og blev understreget af et let kast med hovedet – også selvom denne fremmede hingst ikke kunne se det. Derefter drejede hun den rust farvede krop imod lyden, og gik langsomt frem. Ganske vidst kom hun imod ham.. men hvis han ville have selskab, var det ham der skulle komme til hende. Ikke omvendt.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 406| Tag: Fame

Der gik lidt tid inden den sorte hingst fik et svar. Et svar der fik ham til at knejse i nakken og trippe på stedet. En hvislende lyd fløj gennem luften, da Titan slog et svirp med halen. Med endnu et kast med hovedet begav den unge sorte hingst sig i retningen af svaret, der for ham var så fremmed det overhovedet kunne blive. De eneste hopper han havde snakket ordentligt med var hans mors søster, hans egen søster, hoppen der havde taget sig en smule af ham før han fandt sin mors søster, og så selvfølgelig Xenon. Selvom han var en hingst, så kunne Titan godt betragte ham som en tøs. Det der gjorde det var nok det skræmte udtryk han aldrig ville glemme, fra den dag han jagtede ham gennem mørket.
 
Musklerne arbejdede under det sorte og blanke hårlag, der dog var blevet tykkere hen over efteråret. Det fik ham dog ikke til at se mindre hingstet eller mere fed ud. Han gjorde sig nok lidt til, og det var ikke kun fordi det var lyden af en hoppe. Han lod gerne andre vide fra starten af, at han ikke var en hingst man bestemte over. Ingen ville nogensinde kunne bestemme over ham. Ingen ældre, ingen dominerende hingste og heller ingen hopper. Han var sin egen herre og ville altid være det. Flere havde dog forsøgt at sætte den sorte hingst på plads, både da han var plag, men også da han var føl, og begge dele havde styrket hans stædighed og ihærdighed. Han opgav ikke før det lykkedes for ham. Om det så blev uafgjort eller han vandt, så ville det være udfaldet hver gang – ellers var det ikke godt nok.
 
Da hoppen kom til syne røg begge de sorte plyssede ører fremad, og han måtte blære sig en lille smule mere. Hingst var han i hvert fald – og med stort H. Det var først da hans ene forben gled en smule ud til siden og han måtte forhindre sig selv i at skvatte at han ændrede sin gang fra energisk og næsten flyvende trav til lidt mere trippende blanding mellem trav og skridt. Hovedet forblev dog hævet og de grønne øjne betragtede og vurderede den fremmede.
 
”Der kan man bare se. Hvad har vi er?”
 
Han stoppede ikke henne ved hoppen, men fortsatte en enkelt runde omkring hende, før han standsede helt og stak mulen frem for undersøgende at snuse til hende.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hoppens skridt blev langsommere og langsommere, indtil hun til sidst ikke rykkede sig. ikke fordi hun ikke kunne – nej, simpelt fordi at hun ikke ville. Ifølge hendes logik, havde hun allerede givet denne fremmede en grund nok til at opsøge hende, og derfor ventede hun blot. Ventede på, at han kom til hende. De brunlige blik gled kortvarigt over den blålige himmel, og hun vippede svagt ørene tilbage i nakken. Ej fordi hun var vred.. nok nærmere irritabel. Men det var denne rustrøde hoppe jo altid, så hvornår og hvordan kunne man finde egenlige grunde til sådanne følelser fra starten af? Det kunne man ikke.. eller næsten. En gang, havde denne hoppe mødt en sjæl der ikke blot havde givet op i det kringlede spil hoppen var. En gang havde hun været uden ord, og blot havde set til imens at han triumferende smilede til hende. og den ene gang, havde hun skam også tyet til vold. Ikke fordi at han havde gjort andet end at regne hende lidt ud… nej, fordi at trådte lidt til siden, imens han smilede. Små ting som virkede ubetydelige for andre, kunne få denne hoppe.. denne sjæl til at rynke på næsen i afsky. Hvorfor, vidste hun nok kun selv. Og hun var skam ikke bleg for at understrege sin afsky med, hvad end der skulle til. Dog skulle man ikke vide sig for sikker på man kendte hende. Så snart man troede at denne sjæl blot var sur og vrissen, kunne hun ændre sig til noget af det mest kærlige man havde set. Hun kunne vende på en tallerken – hvis man gjorde det rigtige. Spørgsmålet var bare.. hvad var rigtigt, og hvad var forkert? En bevægelse længere fremme fik hende til at stoppe sin underlige tankegang, og vende det ædle hoved imod denne fremmede. Sort som natten var han, og med en pels der på trods af vinterens naturlige måde at forberede dem på denne, ved at gøre pelsen tykkere – så virkede hans stadig blank, skinnende og tyndere. Og hoppen kunne ikke undgå at blive en anelse opmærksom. De mandelformede ører syntes at liste sig let frem, inden at hun med et svirp med halen vred dem tilbage. Nej, ej ville hun ligefrem vise glæde over at se denne sjæl. For hvem troede han, han var? For hende, var han blot en ud af de mange. Da han så kortvarigt syntes at snuble, kom der en lavmælt brummende latter fra hoppen. Dog kun tilegnet hende selv, da den anden nok ikke kom til at høre hendes latter.. endnu. Da hans ord lød, rystede den kobberfarvede hoppe pirreligt det ædle hoved, og stampede let i jorden. Hvad havde man her? En hvad… Hoppens brune øjne syntes at antage en fornærmet glød, alt imens at hun hidsigt svirpede med halen. En hvad.. hvem var han lige? Nok var han ung, men dum var han forhåbentlig ikke. Fame spildte ikke tiden, på uvidende sjæle. ”tydeligvis ikke en hvad, men en hvem” Kom det fra hende, og hun trippede lettere elegant nogle skridt fremad. For selvom hoppen nok virkede fornærmet nu, skulle han ikke bide sig sikker. For om hun testede ham – ja det vidste hun ikke engang selv. Men på trods af alt, kunne hoppen ikke komme uden om den hoppede del hun bar. Når hingstene viste deres muskler og evner frem, viste hun ligeså sine ”bedre sider”.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 269| Tag: Fame

Hendes rettende ord tog han sig ikke rigtig af. Hun kunne spille kostbar – lige så meget hun ville, det ville ikke ændre på noget som helst hos den sorte hingst. Han trippede en anelse til siden da hun trådte fremad, for han var ikke interesseret i at hun trådte ind i ham.
 
”Hmmm....... Giv mig dit navn så kan det være jeg går med til det er hvem i stedet for hvad”
 
Han fulgte hende med blikket og lod ikke de grønne øjne forlade hende overhovedet. Han knejsede nakken så den dannede en pæn bue, og hans mule ramte næsten den sorte bringe. Med små trippende skridt fik den sorte hingst også vendt sig selv rundt så hans front var i samme retning som hoppens i tilfælde af hun ville begynde at gå – så kunne han nemlig følge efter.
 
”Du må absolut være ny her”
 
Det var noget han meget hurtigt kunne konkludere, men hvad der var grundlag for hans konklusion spyttede han ikke ud endnu. Det var heller ikke sikkert det var smart at fortælle til hoppen hvordan han havde regnet det ud, for hun ville måske tage det mere negativt end positivt. Små snefnug var begyndt at dale fra himlen, og lagde sig som små krystaller i pelsen på både ham og hende. Hans egen sorte og lidt skinnende pels på grund af motionen kom kun til at se lidt mere glitrende ud, men hans man og pandelok fik små hvide pletter, for varmen smeltede dem ikke med det samme. De små ører vrikkede ud til hver deres side inden han kastede et blik op mod himlen.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Da han let tripped til siden, brummede den rustrøde tilfreds. At stå i hendes vej når hun var i dette humør, var dumt for selv den største og stærkeste hingst i dette land. Om han så kunne banke hende gul og blå – ville hun en dag ramme denne tilbage. Måske dobbelt så hårdt? Hvem kunne vide det.. dog var der en ting klart. Denne hoppe så ikke hingsten på hendes bølgelængde. Og for at understrege dette lod hun et fnys lyde i den stilhed der kortvarigt havde været imellem dem, siden hendes lettere kostbare ord. Dog virkede hingsten ikke synderligt påvirket, hvilket syntes at hælde tændvæske på hoppens fyrrige sind, og fik det til at flamme op. Dog var dette endnu ikke synligt. Hverken for ham, eller hende selv. Den unge hingst ord, fik hende kort til at dreje hovedet imod ham, og sende ham et sigende blik. Give ham et navn… den kobberøde knejsede i nakken, inden at hun let trippede frem. Væk fra ham. han ville have hendes navn, bare sådan uden videre? Pff.. ej ville hun give et navn – før han gav hende en grund og noget til gengæld. ”Mit navn er noget som ikke vedrøre dig – unge hingst, indtil at du viser dig værdig til at høre det” Kom det klart fra hende, og hendes sammenknebne øjne fulgte denne hingst i hans opførsel – for hende selvfølgelig. Dog kunne hun ikke lade værd med at lade en tænkende men feminin brummen lyde fra hende, idet at musklerne arbejdede under det sorte skind han bar.. Og så de grønne øjne. Hingsten var i sandhed flot – men fulgte sindet med udseendet? Da brat vendte om, og endte med at stå ved hendes side, dirrede hoppens skind kort. Han stod tæt på.. langsomt vippede ørene lidt frem, inden at hun vendte dem tilbage ved hans ord. Absolut ny.. Hvordan hulen kunne han vide sådan noget? Hoppens nysgerrighed var vakt. Men ligesom hun ej ville give hendes navn ud til denne natsorte – virkede han heller ikke til at ville give sine informationer ud. Vrissende trippede hun let frem, inden at hun uden videre stoppede op igen kort efter. Sne var begyndt at falde fra himlen, og hendes blik fulgte kort hans opad imod himlen. Hvordan kunne hun tackle dette… ej ville hun lade ham holde sine ting for sig – og alligevel ville hun ikke give ud selv. Hoppens blik vendtes imod denne fremmede, inden at hun trådte et enkelt skridt tættere på ham. prøvende, og en anelse vurderende. Udseendet var i orden.. i hvert fald godt nok til at være hende nær. Nu måtte resten komme an på en prøve. ”hvem er du så?” Det kunne gå begge veje.. enten vendte han svaret hun gav ham imod hende igen, og dermed cuttede muligheden for at hun ville lade ham gå uden videre, eller også viste han noget nyt. Noget som hun ikke var forberedt på.. for hoppens blik viste tydeligt, at hun regnede med det første.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 379| Tag: Fame

Titan kom med et lille fnys. Ikke et nedladende fnys, men halvt leende fnys. Hendes navn vedrørte ikke ham, mente hun. Hun mente at han skulle gøre sig fortjent til det. Fine hopper var der da nogle stykker af i hvert fald, men hun var den første der havde nægtet at give sit navn ud.
 
”Hvad skal der til for at man er værdig nok?”
 
Hans spørgsmål kom i en lidt drillende tone, for selvom hun lod til at tro hun var en fin hoppe, så havde det ingen betydning her. Her var alle lige – alle var strejfende. Og dog. Der var små flokke. Dog havde Titan kun kendskab til den ene, nemlig den han selv var en del af – den han var vokset op i – og selv i flokken var han ikke højere hævet end en strejfende. Det var intet andet end et sted man kunne komme og søge tryghed og hjælp fra hvad end man var på flugt fra.
 
Hun kommenterede ikke på hans kommentar, og derfor måtte det nok betyde at han havde ramt rigtigt, men at hun ikke ville afsløre noget ligesom hendes eget navn. Igen lod han sig ikke påvirke af det, for han havde ingen sorger og ingen negativitet. Ikke noget han havde oplevet endnu – og han havde da oplevet damer der var mere stride end hende. Blandt andet den sorte der ikke ville have han var i nærheden eller så på hende – Den gamle hoppe. Fyrigt gjorde han et kast med hovedet der fik pandelokken til at lette, da hun spurgte ind til hvem han var. Til at starte med smilede han. Ikke et almindeligt venligt smil, men det lidt hemmelighedsfulde og mystiske. Dog havde han intet at skjule. Hvor han kom fra var han af royalt blod. Dog den yngste af 3, med mindre hans forældre havde fået flere afkom, efter de havde mistet alle 3. Det havde de nok, for der skulle jo være en til at føre slægten videre.
 
”Mit navn er Titan, hvis det var det du mente. Hvis ikke, så er jeg mig selv”
 
Hun havde trods alt spurgt om hvem han var, og han var sig selv. Ingen anden. Der var ingen grund til at forsøge at være noget man ikke var og aldrig ville blive.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hoppens brune blik vendtes kort imod hingsten, da han syntes at fnise af hende. hvorfor vidste hun ikke, og da besluttede hun ikke at rode i det mere. Hoppen var en sjæl som ikke gad lægge mere i andres adfærd, da den i sidste ende intet betød for hende. Det var hende der betød noget her, ikke en fremmed flot sort hingst. Hurtigt vendte hun blikket ligeud, og gik med glidende skridt fremad. Videre. For var der noget hun ej kunne lade gå til, var det at gøre intet. Blot stå og konversere var ikke noget hun fandt spænende i længde, og endnu var der meget i landet der skulle ses og opleves. Denne hingst var også en oplevelse, og hvis hun ville have flere måtte hun desværre selv søge dem. Underligt de ikke kom til hende, men den tanke havde den rustfarvede hoppe vænnet sig til efterhånden. Det gik an. Fyrrigt kastede hun hovedet bagover, inden at hun satte frem i en vuggende trav. Ja.. hvad skulle han gøre for at vise sig værdig nok. Hoppens tanker cirkulerede om dette spørgsmål en rum tid, inden at hun let nikkede for sig selv. Han kunne gøre meget for at vise sig værdig.. men selve fidusen var vel selv at regne det ud? men dog – for denne ene gang ville hoppe nok gøre en undtagelse. Nogle kunne jo ikke selv regne sådanne ting ud, og hoppens humør blev en anelse løftet af denne hingsts drillende og charmerende ydre – det kunne hun ikke komme uden om. Hvilket til en grad også irriterede hende. Let stoppede hun op, inden at hun vendte sig imod denne hingst. De brune øjne fik et legende glimt, inden at hun let trippede frem imod ham, og rakte mulen ud imod den stærke hals. Kontaktsøgende. Nus mig. Det var ordren hun mente, men ikke sagde højt.. i hvert fald ikke på den måde. ”Titan.. et stærkt navn” Kom det lavt fra hende, og hun trippede nærmere. Bad ham til dels om blot at tilfredstille hendes pludselige behov for nærvær, selvom de ej kom fra hende. endnu. Hvis ej han forstod hendes hentydning, kunne hun skam godt gøre det klart. Hvor gammel var han mon.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 408| Tag: Fame

Som hoppen begyndte at traske fremad, fulgte den sorte hingst kådt efter, som var han i snor. Ikke fordi han var, men fordi han da ikke bare lige ville lade selskabet forsvinde. Hun havde endnu ikke givet ham tæv, og det var en stor ting. Der var ikke mange hopper i hans liver der ikke havde givet ham et par på hovedet. Der var den røde fra da han var lille og hans mors søster, som han kendte bedre end sin mor. Det var hende der havde sørget for hans opvækst, for hans mor havde aldrig sat sine hove i dette land.
 
De grønne øjne skulle ikke engang have været grønne, men var en lille ændring der skete da han blev trukket til landet som lille. Han havde aldrig fået hele historien, men hørt at h an var kommet hertil på grund af et ønske. Og at både ham selv og hans moder ville være døde nu, hvis han ikke var kommet hertil. Han kunne umuligt bebrejde nogen at han var blevet taget fra sin moder.
 
Titan holdt sig bag hoppen, med trippende skridt, og da hun standsede, standsede han også. Halsen blev strakt frem mod den rustfarvede hoppe, undersøgende. Der var noget spændende over hende. Noget spændende og noget nyt. Det kunne han ikke løbe fra – og det var lige meget hvor meget han ville forsøge på det. Der var noget ved hende der trak i ham.
 
Idét hun vendte sig om og talte til ham, trak han sit hoved meget hurtigt til sig for ikke at være alt for tæt på. Hendes kommentar smilede han dog kun af. Et lille mystisk smil. Han kunne sikkert godt stikke hende en løgn om at han var den stærkeste i hele området, men så ville den bare komme tilbage og bide ham i måsen den dag hun render ind i en af de ældre.
 
”Mit navn er blot en pris der er blevet givet for jeg kan bo i dette land”
 
Hvad hans moder havde kaldt ham i sin tid vidste han ikke noget om. Det vidste kun hans forældre, og de var ikke til at spørge. Da hun strakte halsen frem mod ham, stod han og betragtede hende med et undrende blik i de grønne øjne, og det ene øre blev vippet ud til siden, mens han veg en smule bagud. Hvad var hun ude på? Han strakte dog undersøgende halsen frem og lod mulen ramme hendes hals.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] En tilfreds brummen kunne ikke undgå at undslippe fra hende, idet at den sorte valgte at følge med. Ikke at hun ville have gået tilbage til ham hvis ikke – det var hun for stolt til. For selvom hun på visse punkter kunne være mere korrupt end man skulle tro, havde hun til en hvis grad en pli og finesse der skulle holdes… og som andre skulle rette sig ind efter. Sådan var det bare. Det var spillets regler, hvis man valgte at spille med denne rustfarvede hoppe. Hendes blik fulgte og hvilede opmærksomt på denne sorte hingst, alt imens han så ud til at tænke over hendes ord. Ej havde hun forventet at han ville det – men hvem vidste overhovedet hvad den anden ville? Selvom Fame toede at hun på forhånd kendte alles små kneb og personligheder – var dette ej sandt. For alle var forskellige, ligesom hende selv. hun havde ihverfald aldrig mødt en, der var hende lig på den måde. Samme tanker, samme lettere snobbede attitude, og samme ordstil. Hun var en ener – ligesom alle andre i landet. Om hun så ville indrømme det eller ej, var de alle specielle på hver sin møde. Nogle ved deres udseender… andre ved deres personliged. De sidste endda noget helt tredje, som hoppen ikke kunne forestille sig. men måske adfærd? Og denne hingst adfærd, var til dels underlig.. i hvert fald for hende. For ligeså snart den rustrøde valgte at vende det ædle hoved imod ham, trak han sig tilbage i en hurtig bevægelse. Som om at han mente, at nærværet havde været for meget. Men han skulle bare vide.. på visse punkter, kunne denne hoppes søgen efter andre sjæle ikke være for stort. Nej, alt og alle kunne blive accepteret – så længe hun satte det tempo hun ville. Hans ord fik hende til at lægge hovedet undrende på sned, men ej ville hun rode mere i dette. For at han kunne bo i dette land.. ”javel.. Titan.” Kom det mumlende fra hende, og med et kort svirp med halen vendte hun tilbage til den virkelighed hun levede og befandt sig i. Hand undrende blik på hende, da hun strakte halsen imod ham. En fornærmet og ulmende glød begyndte at vise sig i hendes brune øjne, idet at han ej gengældte hendes gavmilde gestus. Hvad fejlede han? Dog skulle der ej gå længe, inden at han prøvende strakte mulen ud imod hendes hals. Kort sitrede det farvede skind under hans mule, inden at hun brummede opfordrende til ham. Lystigt – og næsten provokerende trådte hun tættere på ham, idet at hun let nappede ham i halsen. Hun var en utålmodig hoppe, og når det gjaldt dette behov, kunne hun skynde endnu mere på lidt langsommere sjæle.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 322| Tag: Fame

Det lod ikke til hoppen fandt det så vigtigt at benytte sig af ord. Det var i hvert fald meget få hun havde sagt indtil videre, og han havde stadig ikke fået hendes navn – men alligevel gik hun så tæt på? Han mimrede kort med mulen, for Xenon gik aldrig så tæt på. Han havde i hvert fald ikke oplevet det endnu. De havde da haft deres små kapløb og tumle lege, men han havde aldrig stået så tæt på og nappet til hans hals. En lille hingstet brummen kunne høres fra den sorte hingst, og han knejsede i nakken som for lige at vise sig lidt frem. Han var ikke helt sikker på hvad hoppen ville have ham til. Han havde aldrig prøvet noget lignende. Der havde altid været fart over feltet eller slåskampe involveret når han havde selskab af andre hingste han mødte.
 
Det sitrede næsten under det sorte hårlag, og hver eneste muskel var spændt til det yderste. Tænk hvis hun pludselig bed ligesom den gamle sorte hoppe havde gjort. Alligevel lod han mulen glide mod den rustfarvede hoppe, og strøg sin mule hen over hendes hals. Han havde aldrig stået så tæt på nogen, og han vidste ikke helt hvad han skulle synes om det. På en måde var det grænseoverskridende, for han havde jo altid holdt en lille afstand i tilfælde af andre ville sparke eller bide – dog ikke når han var ved at tromle dem ned i høj fart.
 
Var det det der skulle til for at han fortjente at høre hvad hun hed? Det var da en meget lille pris. Men det havde hans navn vidst også været. Måske var navne bare ikke så værdifulde. Titan mimrede lidt med mulen inden han lige så stille gav sig til at gnubbe den ved roden af manen. Var det det hun ville have? Ligesom nogle af de store hopper havde gjort ved ham da han var lille?

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hoppen fandt nærvær ganske naturligt, og ganske frastødende. På dette punkt, var hun vel lettere uenighed med sig selv – eller i hvert fald noget nær det umulige at aflæse. Hendes sindsstemning skiftede konstant. Hun kunne være noget at det mest kælne.. noget af det mest rolige og stilfærdige på det ene tidspunkt, for derefter at springe i luften som en nytårsraket. Hun kunne sprede et fyrværkeri af hidsighed og pludselig vrede, for derefter at stå stille og føjeligt igen. eller, til dels. For det var sjældent at hoppen føjede nogle, uden at have en bagtanke med dette.. dog hvis overmagten var for stor, hændte det da. En hingstet brummen vibrerede kort i den stærke hals, og hoppen brummede let feminint tilbage. Nej, ord var noget der både kunne ligge hende fjernt, såvel som nært. Dette afhang også af hendes humør – ligesom så meget andet. Men lige nu.. lige her, og lige for tiden, var det ikke mange ord der kom over de mørke læber. Forsigtig lod hun den stryge over halsen, og mærkede hvordan selve hingstens skind sitrede under hendes følsomme mule. Hvordan denne spændte, som om at den gjorde klar på et eller andet. Men hoppen var i tvivl om hvad han forventede, og gjorde blot det som mange forventede. Strøg ham kærtegnende over halsen, imens hun blidt brummede. Dog svirpede halen kort utilfreds bag hende, da intet respons syntes at komme. Frygtede han noget? Dog gled hendes kortvarige hidsighed over i et brum, idet at han gav sig til at gnubbe hende over halsen, og ned imod manen. Varmen bredte sig langsomt i den lettere kolde krop, og hun smilede tilfreds. Varme – var noget hun fandt kært lige for tiden. Siden hun var kommet hertil – og vinteren blot havde lagt sig omkring hende som en iskappe, havde hun ikke andet end ligget i de frosne nætter. Uden anden form for måde at hive varmen til sig, ved at bevæge sig rundt. Men nu var denne sorte hingst her så ganske belejligt, og hun sukkede kort tilfreds. Afslappet vippede hun kort med ørene, inden at hun åbnede øjnene let. Hun kunne sagtens blive stående, men det var om at stoppe imens legen var god. Med et fnys rev hun sig pludselig væk, trippede bagud, vendte sig om og satte med højt løftet hale i gang med en let trav. Kort kastede hun et blik bagud imod den sorte hingst, inden at hun satte farten ned. Følte han for at følge efter hende? eller havde han fået nok nu?

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 244| Tag: Fame

Titan fortsatte sin gnubben i noget tid – faktisk indtil hun flyttede sig, og hendes kortvarige hidsighed, var ikke noget den sorte hingst havde lagt ret meget mærke til. Det var måske det for ham var normalt at omgås hysse hopper. Ikke alle var, men mange han havde mødt var en smule utilfredse, og hidsige. Han trak hovedet til sig da hun trak sig væk, men han strakte halsen ud for at nappe drillende ud efter hendes bagdel. Han blev dog stående indtil hun så sig tilbage, og først der knejsede han i nakken for at trippe frem efter hende. Det med at stå stille i længere tid af gangen var heller ikke en af hans stærke sider. Absolut ikke. Og nu hvor vejret var blevet koldere, holdt han også af at holde sig selv i gang, så han med sikkerhed ikke ville blive stiv og kold i alle leddene.
 
”Har jeg stadig ikke gjort mig fortjent til et navn?”
 
Der var en lille drillende tone over hans spørgsmål. Han havde jo spurgt om hvordan han kunne gøre sig fortjent til navnet, og hun havde ikke givet ham et svar, men var jo i stedet trådt tættere på. Hvis han ikke måtte få hendes navn, så måtte han jo finde noget andet at kalde hende. Navne var allerede begyndt at snige sig ind i tankerne hos den sorte hingst, og han vurderede hvert enkelt meget grundigt, som hvis han ville finde det helt perfekte navn.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hoppen havde rykket sig af flere årsager, og alle disse årsager kunne deles ind i kategorier. Kategorierne kunne endnu deles ind i grupper samt undergrupper, og derfra videre til ting der blot kunne minde om årsagen til egentlig at have rykket sit korpus væk fra den varmekilde hoppen havde fundet. En varmkilde, der gik under navnet Titan. Hoppens ulmende brune blik så sig kort over den rødlige skulder, og hun fnyste lavt. Hingsten, var vel en hingst efter alt. Ganske vidst, ung, men instinkterne så ud til ikke at fejle noget på denne sjæl. Hendes indtryk indtil videre, havde været en af de mere frie sjæle. En af de mere.. dumdristige, unge og måske fyrrige? Og alligevel havde han formået at blot stå og nusse hende en rum tid, uden selv at være gået. Det var måske derfor hun var gået til at starte med.. ydmygelsen ved at stå tilbage, var noget denne hoppe undgik. At stå.. paf, overrasket og alene. Måske afvist.. hvilken akavet situation. Ifølge hoppen. Andre tog det jo så let som ingen ting, imens hun ville have pisket den stemning op som hun mente hørte til. Hoppens blik vendte i et ryk tilbage på hingsten, i stedet for den korte tænkepause hun havde haft. Da han nappede ud efter hendes bagdel, kom der noget der kunne minde om en brummen fra hoppe. Udefra kunne denne virke som var hun ligeglad, men hendes bagdel hoppede let, og sparkede ud efter ham. Ej for at ramme – nej, slet ikke. Mere for at markere sig let. Han kunne ganske vidst prøve at drille denne hoppe… men ej drillede hun tilbage. Dog skulle der ej gå længe, inden at hingsten valgte at komme hendes væsen nær igen. faktisk, med en meget flot gang… hans stemme lød i det svinende lys, og hun slog tænkende med den lange lyse hale. Lod den modvilje kort ramme hingstens side, inden at hun svarede. ”Jeg overvejer det stadig, Titan.” Kom det fra hende, og det mørke blik hvilede på ham. Næsten vurderende. Dog havde han i princippet gjort som hun havde tænkt sig til, og derfor følte hun ikke behovet for at køre den længere. ”Mit navn er Fame” Kom det så fra hende. Stemmen var lav.. tilpasset til det mørke omkring dem. Spejdende stod hun et øjeblik, inden at hun med fjerlette skridt begav sig videre. Hoppen måtte holde gang i den rustrøde krop hun bar, for dårligt stillet over for kulden var hun. En kulde, som syntes at tage dette land med ishånd. Ganske vidst var det ej koldt i starten af dagen – nok nærmere køligt. Men når først natten sænkede sit slør over landet, og dækkede alt i de mørke farve.. ja, der blev det koldt for denne hoppe. Om så hingsten forsat ville følge med hende, var hans eget valg. Fame holdt hverken på ham eller noget der tilhørte ham.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 388| Tag: Fame

Om hun var fornærmet eller ej, så var Titan fuldkommen ligeglad. Han var ikke en der som sådan tog hensyn til andre, med mindre det var meget tydeligt, og selv når de begyndte at bide fra sig, så tog han bare kampen op. Han var sin egen herre, og der skulle en del til at kunne tøjle ham – hvis det da overhovedet var muligt. Han var meget fri, og havde altid været det. Han havde aldrig lyttet til de irettesættende ord der kom fra hans søster når han var listet væk i stedet for at sove – selvom han da altid vendte tilbage når han følte sig træt nok. Han havde aldrig vendt sig om og var gået sin vej selvom de store hingste havde bedt ham om det. Og heller ikke denne gang ville han bare stå tilbage eller gå sin vej, så han fulgte fortsat efter.
 
”Er man lidt langsom?”
 
Det kunne både være en fornærmelse men også en lille udfordring, eftersom det kunne forstås på to måder. En lille test var det nok også fra hans side, for at se hvilken type hun var. Den der så det som en fornærmelse på hendes ’langsomme’ dog måske meget grundige vurdering og overvejelse om han skulle have lov til at kende hendes navn, eller den der tog det som en udfordring som han selv ville have gjort, fordi hun ikke just flyttede fødderne specielt hurtigt, og han var en af dem med fart over feltet det meste af tiden.
 
Han nåede hendes side, men kommenterede ikke på navnet. Hvad det havde af betydning vidste han ikke, og komplimenter var heller ikke noget han delte ud af med mindre det virkelig var nødvendigt eller var sådan rigtig ’waow agtigt. Et navn var blot et navn, som man kunne bruge hvis man skulle kalde på en sjæl eller forklare noget omkring en anden. At skulle bruge lang tid på at beskrive aftegn kunne jo være trættende i længden.
 
Selvom Titan ikke bevægede sig hurtigere fremad end den rustfarvede hoppe, så flyttede han hovene hurtigere og mere trippende. Han sendte også et nap ud i hendes retning, udfordrende for at få hende til at sætte farten op. Om han så skulle bide efter hendes haser skulle han nok få hende til at oppe sig lidt. Det var han helt sikker på.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]