Winter Wonderland

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Fame var vel det mange ville kalde en egenrådig sjæl. Hendes veje var slået fast af hendes egne valg, og endnu havde der ikke været andre personer såvel som ikke personer til at ændre det. Det var ikke ofte, at hoppens valg lod sig påvirke af andre, og hun ville gå langt for at holde fast i disse meninger som hun havde fra starten af. Men dog… var hun så viljestærk som hun egentlig troede? For uden videre kunne hun skifte sin mening, eller sine meninger om til noget andet, der uden videre ville føje dem hun var sammen med.. Eller, det afhang endnu engang af hendes selskab. Om det… faldt i hendes smag. Hoppens taktfaste skridt kunne føles igennem benene, og endnu engang slog det hende hvor svaglig hun egentlig var. Ikke fordi det betød noget – for hendes skyld behøvede styrken ikke at være der. Men det var nu engang rart at kunne.. forsvare sig imod andre. Hoppen kendte intet til dette lands beboere, og selvom denne hingst – Titan virkede til at være en.. finurlig sjæl, så var det ikke sikkert at resten var som ham. De lettere provokerende ord fandt vej til hoppens øregang, og hun lagde dem langsomt ned i nakken. Lod dem forsvinde i den flødefarvede man, indtil at man kun svag kunne ane disse. Om hun var.. langsomt? Hoppen havde før i tiden været noget af det hurtigste du kunne finde i landet. Men ej havde hun vist dette til nogle.. og nu spurgte han om hun var langsom? Tsh! Iltert kastede hoppen med hovedet, inden at hun let snappede ud efter ham. ”Jeg er langsom hvis jeg ønsker at være langsom!” Kom det hidsigt fra hende, alt imens hun hys begyndte at arbejde temperamentet op. Og da hingsten sendte et nap i hendes retning, var det som at sætte en gnist til hoppens oparbejdede ild, og fik den til at sprede sig som ild igennem kroppen. Fra øre til hov. Uden videre satte hoppen i hurtig trav, imens hun provokerende kastede halen imod den sorte hingst. Langsomt begyndte hendes trav at hæve sig til gallop, inden at hun kort smilte.. det var lang tid siden hun havde løbet..

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Winter Wonderland Wordcount: 396| Tag: Fame

Titan kunne godt se på den rustfarvede hoppe, at hun ikke var helt tilfreds med den kommentar. Han tog det dog ikke så tungt at hun lagde ørerne i nakken. Faktisk var det fuldkommen lige meget for ham hvordan hun ville reagere. Der var ikke mange der sagde ham imod, og han skulle nok få sin vilje i sidste ende. Han var trods alt ikke andet end en rod, der brugte dag ud og dag ind på at ’lege’ med andre. Det havde bragt ham nogle tæv indtil videre, og han sagde ikke nej til at lægge sig ud med hingstene, så hvorfor skulle han gøre det ved en hoppe, bare fordi hun var en hoppe? Niks! De skulle vel behandles som alle andre.

Da det alligevel lod til hun fik lidt fart på, kastede han sig frem efter hende og nappede endnu engang efter hendes bagpart for at få hende til at sætte farten op. Det var ikke til at sige om han testede hende, eller om han bare trængte til selv at få noget fart på. Han nød farten. Han havde altid gjort det, og jo hurtigere det gik jo bedre. Det var næsten som om han kunne flyve. Sådan føltes det i hvert fald for ham. Når han løb alene, pressede han altid sig selv til det yderste. Han stoppede ikke før han følte han ikke længere kunne få vejret, og før pelsen føltes som et klistret tæppe af varme. Han pressede altid sig selv til at løbe længere og hurtigere – og med selskab havde han en at måle sig selv med. Nu var det måske ikke fordi den rustfarvede hoppe ville kunne måle sig med ham, eller overhovedet havde tænkt sig at lege med på hans lille leg, men det betød ikke han bare ville give op.

”Aha! Og hvis du ikke ønsker at være langsom?”

Det var mere en udfordring end et spørgsmål han ønskede svar på. Hans fart øgede han i takt med hende, så han hele tiden holdt sig lige bag hende. Han var ikke bange for hun ville sparke ud efter ham, for så skulle han i hvert fald nok få sin gengæld. Desuden, så havde han vel været ud for det der var værre. Endnu en gang strakte han halsen frem for at nappe ud efter hende – han ville have hende til at sætte farten yderligere op.

[/td][/tr][/td][/tr][/table]