En tåget vinter aften(Mylle)

.~:SAMAEL:~.

[/size]
EN TÅGET VINTER AFTEN[/font][/center]

Den tunge tåge, der så ofte ledsog kulden, havde lagt sig over den ellers frodige ø, og synes at få alle lyde til at forsvinde, som havde al liv forladt området omkring en. I denne falske stilhed vandrede en godmodig sjæl, ganske tankefuld, og sagte, på trods af den enorme krop han besad. Snehvidt hovskæg bevægede sig, som skummet på bølgetoppe, ved hvert skridt, og en man, på en længde der forekom unaturlig, svævede ganske tæt over jorden, fulgte hingstens elegante bevægelser. Han var præget af en harmoni, man kun sjældent stødte på, og i denne tågede stilhed, forekom hans tilstedeværelse næsten som et fabeldyrs. Uvirkeligt.
Hingsten kom da til holdt, og spidsede sine lodne ører ud i mørkets stilhed, før en dyb udånding forlod næseborene, og sendte en hvid sky af damp ud i natten. Han beundrede i særdeleshed den stilhed tågen havde lagt over øen, men den forekom han trykkende, og en smule ensom. Dråber, fanget af den lange pels, gled langsomt over hans brogede skind, og søgte da mod jorden. Han gumlede kort, for at løsne sine let spændte muskler, før han fortsatte, med selv samme trykkende stilhed han var ankommet med. Ikke ofte følte han sig ensom, men med tågen omkring sig, til at fremmane syn fra hans fortid, fra hans fremtid, ønskede han ej at være alene. Hvad som helst ville være til hjælp, et fuglefløjt, en græshoppe, en myrer på vandren. eller en anden vandrende sjæl. Det ville ikke genere ham, blot at møde en anden for en kort stund, for at afvise den triste følelse i det brede bryst, en tristhed man sagde ledsagede vinterens kulde. Der ledsagede ensomheden.

Tågen var omklamrende og selvom den blidt strøg sig hen langs siderne på den midnatsorte hoppe, så var det ikke sådanne kærtegn hun higede efter. Hoppen var ensom trods hun havde erhvervet sin trofaste makker tilbage, sine evner, men tomheden var stadig at tage og føle på for selvom hun måske synes at have alt var der bare en ting der manglede. Det havde næsten altid manglet. Hun blev dog revet ud at sine sentimentale tanker og så nu ligefrem på stien hvor en skikkelse nærmede sig.
Normalt ville hoppen straks have reageret fjendtligt og mistroisk, men noget over skikkelsens aura havde en så beroligende effekt på den sorte myte at hun blot stod tavs og så ligefrem som han kom nærmere. Havde han ikke set hende?. En svag feminin brummen forlod hende, blot for at gøre opmærksom på hendes tilstedeværelse. Sort og hvid som hende selv var hvad hun kunne ane og en enorm hårpagt. Myth skuttede sig lidt og vippede de mandelformede ører ud til siden. Et moments usikkerhed, men hun blev stående og lod de mælkehvide øjne hvile på ham. På hendes mave kunne man ane en ganske svag kurve, måske kun en man kunne ane hvis man kendte hende, men det var livet som atter voksede i hende, og måske også dette liv der på nuværende tidspunkt gjorde at hun følte sig sårbar.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
SØGENDE[/font][/center]

De tvefarvede ører dukkede atter op fra den tunge pandelok, da den skikelse, som han før havde troet blot var endnu et forsøg på at bringe ham ud af balance, gav lyd fra sig. En let, søgende brummen fyldte stilheden, dæmpet af tågen, men dog virkelig. Den mørke skikkelse tegnede sig langsomt, og en mærkværdigt farvet hoppe tonede frem af tågen. Hingsten tillod sig en anelse nærmere, end han ellers gik i første omgang, på denne hoppe. Thi hun virkede til at søge noget, eller nogen, og tågen gjorde det svært at skælne hele hendes krop, uden en tilpas nærhed. Med de tunge skridt, med svage dump fra hver gyldne hov der ramte den mørke, våde jord, sænkede hingsten hovedet, trin for trin, tak for tak, for at fortælle denne fremmede sjæl om at hun ej burde opfatte ham som en trussel. Dog kom hovedet ikke så nært jorde at han fremstod som en der underkastede sig, nej. Hans kropsprog talte med en sådan stolthed og styrke, at der ej lod tvivl om at han ikke gav afkast på sin selvstændighed. Da stoppede han igen, og lod en mild, dyb brummen søge imod den mørke skabning der stod i tgen foran ham. Hun foreom ham sårbar, usikker, og der var ikke megen tvivl til overs, da han bemærkede hendes let svulmende bug, på trods af vinterkulden. Et føl født om vinteren? Det ville kræve en del at opfostre det, men han var ej heller bekendt med denne hoppe, og hvad hendes hingst havde sat i tankerne ved undfangelsen af føllet.
Ganske forsigtigt løftede den tunge hingst derpå sit tunge hoved, og tillod sig et kort slag, for at jage den enorme pandelok væk fra de himmelblå øjne. Et tungt åndedrag forlod mulen, idet han venligt søgte hendes, i et forsøg på at overbringe ne hilsen som han havde lært den. Han var dog bevidst om dette folks begrænsninger og grænser, at hestene her på disse øer, ikke altid var lige enige om hvad man kunne tillade sig, og hvorledes man hilste på nye sjæle.

De mælkehvide øjne hvilede fortsat på hingsten som tegnede sig op foran hende. Hun følte sig mægtig lille i hendes nuværende stadie og hun kunne godt mærke at det tærrede en anelse på hende, men hingsten virkede i balance med sig selv og hans omgivelser og udstrålede den ro som hoppen på nuværende tidspunkt havde brug for at være i nærheden af, en ro sjældent set hos andre sjæle som hoppen havde mødt. Derfor følte hun at hun kunne nærme sig, dog med næsten krybende bevægelser. Hun strakte derefter mulen frem mod hans og pustede forsigtigt ind i hans næsebor. Hun løftede kort blikket op i hans himmelblå øjne og vippede ganske kort de mandelformede ører en anelse frem ad, inden hun lod hovedet sænke sig en anelse. Hun dirrede ganske svagt under det sorte hårlag og det understregede tydeligt hvilken sindtilstand hoppen befandt sig i, meget kunne man sige om Myth, men inderst inde var hun vel stadig en forskræmt unghoppe, selvom hun var langt ældre end de fleste her på øen. Næsten tryglende kryb hun nærmere hingsten, og lukkede blidt læberne om en lille tot man i en nærmest desperat handling, men allerede nu var det somom at hoppen forventede at hingsten trak sig væk fra hende i afsky.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
EN TÅGET VINTER AFTEN[/font][/center]

Lettere forundret over hoppens pludslige svaghedstegn, og søgen efter nærhed, blev hingsten stående, omend en undrende brummen forlod hans bryst. Han rykkede sig dog ikke, tillod ikke at den tunge krop skulle ændre tyngdepunkt, for hun virkede for opskræmt til at kunne håndtere at han flyttede sig bort fra hende. Den tunge hingst drejede dog let hovedet, og stødte betryggende sin brede mule imod hoppens skulder, der forekom ham smal og skrøbelig. I det heletaget var hun en yderst spinkel og delikat skabning, taget til sammenligning med hans brede korpus, og kraftige ben. Det skulle ikke undre ham, hvis hendes udseene afspejlede hendes følelser, og sindsstemning i netop dette øjeblik. Selv var han for det meste der perfekte spejlbillede af sit eget; Stolt, rolig, og harmonisk, på sin egen vis. At han skulle trække sig væk i afsky var dermed udeladt, han trak sig kun sjældent tilbage fra andre sjæle, hvis disse udviste svaghed. Thi han var for vant med hopper, vant med små føl, der livligt strømmede omkring hans ben, til at kunne træde væk fra en der søgte hjælp. Måske en af hans store svagheder, eller det modsatte, en styrke. De blå øjne hvilede fortsat spørgende på denne fremmede sjæl, der søgte hans nærhed i sådan en grad, at det forekom ham mærkværdigt. Hun mindede ham, med forlov, om et ungt hoppeføl, der netop var blevet afvist i sin førøste dans. Ikke at han havde mødt mange af dem, for det var for det meste hingsten der lagde op til det i første omgang. Men igennem sit liv her på øen, havde han set mangt og meget, og derfor også det tilfælde. Et skadet hjerte, knækket i tu af en afviselse.

Hvad hingsten dog ikke måtte tænke om hende? Myth bed kort tænderne sammen over sig selv og det var klart og tydeligt at hun kæmpede en indre kamp mod sig selv. Hun havde kastet sit liv bort, men spørgsmålet var også om hun nogensinde havde haft et? Et melankolsk suk kom fra den sorte hoppe, der dog til sin overraskelse nu kunne mærke den varme mule mod hendes skulder. Hun løftede kort blikket og stirrede i næsten vantro mod denne. De himmelblå øjne hvis spørgende blik nærmest aflæste hende som en åben bog fik hende til at se afvigende ned i jorden. Hun ville ikke belemre ham med hendes problemer og ligeledes ville hun ikke se tilbage på det hun så desperart havde flygtet fra hele sit liv. Hans ro fik hende dog til tøvende at hvide panden mod hans enorme skuldre, som kunne hun finde trøst og nærvær hos en helt fremmed. Hun skævede om på ham med et næsten sørgmodigt udtryk. Ja hoppen havde vel helt glemt hvordan det føltes at danse. Hun kom da helt i tvivl om hvorvidt hun stadig kunne. Jaidev havde hun danset med, men ham kunne hun aldrig se i øjnene igen, men hvem ellers? Ganske få over en uendelig lang levetid.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
OVERVEJELSER[/font][/center]

Åh, han tænkte skam ikke så meget, synes ikke så meget, omend han var bekymret for hoppen, siden hun søgte en så nærværende støtte hos en fremmed. Var hendes hingst omkommet i en kamp? Hun synedes ikke at være fysisk skadet, men det kunne meget vel være tilfældet. Dog mente han, ud fra hendes usagte ord, og færden, at kunne bedømme at der ej var tale om trusler eller dødsfald. Måskenærmere fortidens ar, der plagede hoppen, ligesom hans havde gjort i stilheden, før han havde fået selskab af dette nye bekendtskab. Han gengældte stabilkt blikket i de hvide øjne, og lod sig ikke slå ud af hendes tøven, eller nye puffen, som for at søge varmen fra den tykke vinterpels. For han var særdeles godt klædt på til kulden, med en pels tykkere og kraftigere end mange andre ville kunne fremstille, han var vant med en langt koldere vinter, end denne endnu havde vist sig at være. Sorgen var tydelig i hoppen, en gammel dorg nærede hende, en sorg han dog ikke helt forstod, men alligevel følte han sig kendt nok til at blive stående, imens hoppen endnu engang synes at skulle gennemgå fortrudte handlinger i sit indre.
Selv havde han danset med mangt og mange, set nye trin blandt mange forskellige typer, og set unge heste boltre sig med et sådant liv, at han havde været inspireret til at følge med dem, fra den anden side af legen. Dog havde dansene intet ment for ham, før mødet med den gyldne danserinde, han havde gjort sig i dette land. Det havde bragt dansen til en anden betydning for ham, og ledt ham til en hvis forståelse. Ganskevist var han tung, men hans styrke tillod ham ganske elegante dansetrin, omend han oftest var for... Tænksom til at dele sine trin med andre. Der skulle en del til, for at få den tunge hingst til at byde op til dans, til at lette de fire gyldne hove fra jorden, og søge ud i de melodiske bevægelser. For hans var ej præget af energi, men af en søgende harmoni, dansen var ment for at bringe folk tættere sammen... Men hvorledes folket på denne ø rent faktsisk benyttede dette... Det var han uvis på.

Myth lukkede øjnene og mærkede nu varmen fra hingstens solide vinterpels og blidt kildede hendes næsebor i det hun trak vejret genne, næseborene. Selv om hun var højere end hingsten, så følte hun sig ganske lille ved hans side. Desuden var hendes holdning faldet sådan sammen at hun synede mindre end hvad hun egentlig var. De lange slanke ben føltes så usikre i sådanne stunder. Der var det at hun kunne mærke noget varmt mod hendes kinder, som langsomt gled ned over disse og plantede sig i hingstens pels. Hendes åndedræt ændrede sig fra tung og opgivende til hakkende og ukontroleret, men hvor meget hun end ønskede at holde det hele inde var det somom at det hele nu kom til udtryk i en kvalt hulken, som hun alligevel ikke formåede at kvæle helt og holdent. De tårer der strømmede over hendes kinder blev hurtigt til flere og hun begravede nu hovedet i hingstens kraftige lange man, helt uden at tænke over om han overhovedet brød sig om det.
Men sammenbruddet var kommet, et udbrud af feminin energi som længe var blevet holdt nede af de mere maskuline og eksplosive tendenser. Hvordan denne fremmede kunne bringe det frem i Myth var der ingen der vidste, måske han bare havde været heldig?

.~:SAMAEL:~.

[/size]
FORVIRRING[/font][/center]

Det rukkede i hingstens krop, da hoppens vejrtrækning langsomt blev hakkende, og en varm væde meldte sig ved hans skulder. Vanskevist trængte den ikke ind til hans hud, men han kunne tydeligt mærke forandringen, fra den kølige dug, til det varme saltvand der nu tegnede striber i hans pels. Dog var det intet andet end et mindre chok, over at hoppen pludselig var brudt sammen, det generede ham ikke, omend det var med stor forundring, at han trøstende gav sig til at nulre hendes hals med mulen. Ganskevist havde hoppen syntes ude af balance, men han havde ikke regnet med et sammenbrud. Men på den anden side havde han ikke meget styr på hoppers graviditets cyklus, det kunne meget vel være en del af den, at hoppen blev emotionel. Selvom han nu havde sin tvivl. Alt dette var dog ikke tanker, der dannede ringe på hans rolige overflade, de gyldne hove var efterhånde sunket det lille stykke ned i jorden der skulle til, for at han havde stabilt fodfeste, ned under den våde muld. Nu hvor hann var stillestående, kunne man ane mudderet på spidsen af hans hovskæg, men ellers var det forunderligt hvidt, på trods af det våde vejr. En kendsgerning der staig overaskede ham selv til tider. Men de lange vandringer igennem dugvådt græs, førte til at hovskæget stortset altid var dets opriktenlige farve, et mindre sidespring, fremkaldt af hingstens korte konfusion over hændelsen med den grædende hoppe. han mindedes faktisk ikke at have set en hest i tårer før, men alligevel ante han hvad det betød, og følte den knugende tyngen fra den anden sjæl, vægten af hendes fortid, hendes synder, hendes sorg.

Myth gav nu snart efter fra den tyngende sten der smadrede igenne samtlige af hendes facader og hendes hulken tiltog, mens hun stadig stod med hovedet begravet i hendes man. Hingsten stod blot stille og lod hende komme af med hele sin byrde udover ham, hvilket nok ville forundre hende når hun engang var i stand til at tænke igen, for ligenu var hendes tanker en stor stormflod af tårer som rendte ned af kinderne på hende som var det et vandfald. Det var somom det ingen ende ville tage og Myth kom af og til med nogle hjerteskærende klynk, inden hun måtte sande at der ikke var noget hun kunne gøre for at stoppe den gråd hingstens tilstedeværelse havde sat i gang, der var ikke andet for at lade det fade ud af sig selv. Hun trådte i stedet helt hen til hingsten og gemte sit hoved yderligere, alt i mens han blot stod helt stille som var han en solid klippe.

10. December :3

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MØRKE[/font][/center]

Det virkede som om hoppen ikke havde i sinde at falde til ro, at tage tilbage hvad der var gjort. Så hingsten blev, på trods af at hoppen blot trykkede sig længere og længere ind mod ham, stående. En blid, melodiøs, og frem for alt; dyb brummen lød fra hans brede bryst, halvt som et spørgsmål, halvt for at berolige hoppen, det havde sit emotionelle nedbrud. Han blev dog ved med at bevæge spidsen af mulen i rytmiske cirkler ved hende hals, og endrede til tider en smule på stillingen af hovedet, således hun ikke ville blvie øm et sted, hvis det her nu skulle fortsætte ud i en uendelighed.
Hvad der dog havde fået hende til at bryde sammen, til at gå så vidt over for en fremmed, var intet mindre end et mysterium for ham. Han havde aldrig selv været rørt til tårer, hverken af dødsfald eller modstand af nogen art. Ganskevist længtes ham til tider efter et andet liv, en anden fortid, en anden fremtid, men der var ikke meget at gøre ved det, var der? Men at klage over sit liv, eller fælde tårer over det ville han nu ikke. Hvis han ønskede at ændre sin vej, havde han muskelstyrke, og stædighed nok til at det nok skulle lykkedes i sidste ende. Han var dog bevist om at ikke alle besad hans mening om livets sti, og ikke alle delte den indre styrke, eller rettere sagt; ikke alle benyttede den. Det hjertesskærende klynk hoppen udsendte, fik det, ja, næsten til at skære i hingstens hjerte. Hans dunede ører blev vippet let tilbage, som for at undskylde på forhånd, som havde han gjort noget galt. Den lavmælte brummen mældte sig igen, denne gang blot beroligne, i håb om at hun til sidst ville stoppe sin gråd, og ide åbne øjnene, se lyset, eller nærmere; mørket som de befandt sig i. Men hvor mørkt der end var omkring dem, kunne det næppe være mørkere end det hoppen gik igennem i sit indre.

Hingstens mule der kørte over hendes hals havde bestemt en beroligende virkning på den sorte hoppe, hvis klynken og hulken langsomt ebbede ud og til sidst kunne der kun høres en ganske svag snøften. Dog hvilede hun stadig hovedet mod ham. Hun vippede med de mandelformede ører og stirrede fjernt ned i hans kraftige lokker. Snøfteriet ophørte og hoppen blev helt stille. Kun hingstens beroligende brummen var at høre omkring de to sjæle der delte hinandens selskab. Hun løftede så hovedet, men ikke blikket. Hun strøg forsigtigt mulen over hans kraftige man for at rydde en anelse op efter det rod hun havde lavet, inden hun nu løftede blikket op i hans og mødte hans himmelblå øjne med sine mælkehvide, som var svære at læse, men hele hoppens mimmik skreg af sorg og længsel, inden hun slog blikket ned i jorden og vippede ørerne ud til siden.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
SØGENDE[/font][/center]

Et tungt åndedrag forlod den brede hingst, imens han tålmodigt ventede på at hoppen skulle falde til ro. Hun forekom ham stadig uendeligt skrøbelig, og frygtede halvt at de spinkle ben ville give efter under hende. På sin vis mindede hendes bygning ham ganske meget om hans danserinde, omend hendes farve næsten var det modsatte. Hans øjne afspejlede tydeligt den harmoni han hvilede i, som et væsen af en anden verden, og dog så nærværende som noget kunne blive, med de kraftige, jordbundende ben, og den dybe stemme, der kom til udtryk ved hans få lyde - for tale havde han ikke gjort endnu. Det forekom ham for unaturligt, at bryde ud i ord, frem for at kommunikere med sin krop, som han hade gjrt hele livet. Hendes langselsfulde, sørgende øjne fik hingsten til at komme med en lille opmuntrende blanding af et hvin, og et brum, og han snappede halvt legende udefter hendes pandelok, blot for at aflede den dystre hoppes tanker. Ikke fordi han ønskede at lege med hende, men når hun nu engang forekom så ung, af sind, havde han i tankerne at måtte gøre noget for hende, venligt, støttende, venskabeligt. Og frem for alt kærligt. For selvom ham ikke kendte den tvefarvede hest, så havde han intet imod hende, og besad allerede en kærlighed for den spinkle skabning, ganskevist en lille svag glød, men han holdt af andre heste, om han kendte dem elelr ej, det var blot hans natur, en del af den tofarvede hingst.

Myth var for en stund fjern og glemte kort at den solide klippe af en hingst stod ved hendes side. Hun vippede med de mandelformede ører og drog et melankolsk suk. Måske var det bare hende der var noget i vejen med. Hun så tilbage på hingsten og studerede ham kort, inden hun endnu engang sukkede. Han virkede ikke som typen der sagde meget og hun var en anelse uvant på det punkt. Hun var dog underligt tryg ved den fremmede, hvilket nok også havde gjort udfaldet for hendes lille scene. Men når alt kom til alt gik det Myth på for hun følte sig nu ekstremt pinligt berørt, især fordi hun ikke vidste hvordan hun pludseligt kunne bryde ud i gråd på den måde. En urolig brummen kom fra hoppen og hun cirkulerede en runde om sig selv inden hun igen stod stille.

Han tvivlede på, at hun kunne være den eneste knuste hoppe derude, så at al fejl lå hos hende, var lidt for meget af et udsagn. Hendes pludslige urolighed, og forfjamskede cirkel, fik et let, varmt smil til at brede sig over den tvefarvede mule, og han tippede hovedte let på skrå, for at studere hende nye holdning. Det virkede til at denne tofarvede igen var faldet nogenlunde til ro, og igen harmonerede med sine egne tanker, og bevægelser. Som svar på hendes urolige, udlod han en dyb, stabil blanding af en brummen og et vrinsk - en ganske venlig hilsen, som også var ment som et klap på skulderen, og en formaning, om at hun ikke havde stødt ham på nogen måde.
I stedet betragtede han hende nu med let nysgærighed, og udførte en ganske graciøs, puffende bevægelse i hendes retning. Måske en hentydning til at hun kunne starte forfra, fra nulpunktet, fra præsentationen, og glemme den tidligere hændelse, hvis dette lå til hendes bedst befindende. Hingsten var såmænd ganske åben, følelser havde aldrig generet ham, snarer facineret ham. Og han holdt af at få fortalt, set, og udtrykt andres, for at sammenligne dem med sine egne, med det virvar, det kaos, han stadig ikke havde orden i. Disse følelser.. Der stadig var fremmede, selv nu, efter så mange år.