Faren er over os..

10. December



Alt var nu snebeklædt, smukt; mens alle lyde var dæmpede. Som en tung dyne over landet, lå sneen. Vinteren var her! Den stolte, ranke og anspændte brogede hingst bar sig med præcise og ranke skridt mod søens bred. Seen var frosset til jovist, men det var kilderne i bjergende også. Farerne lurede endnu, mens tiden gik; og tanken om lyset, mødet og den opgave der evig plagede i Djanges indre, ophørte ej.

Vinterpelsen havde sat sig ind, mens det dog stadig var tydeligt hvilke muskler der buldrede under den plyssede pels, på den højstillede langbenede hingst. Atter lå ørende tilbage, som sædvanlig, mens de krystalblå øjne havde set sig fast på målet - søen. Kolde og tomme, var de, som altid; blikket der intet fortalte.



[Reserveret til Fame]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] 10/12 Ligesiden hoppen var kommet til dette underfundige og fremmede land, havde vinteren været over denne. Som en dyne havde den ladet landet indhylle i frost og sne, og dermed dæmpet for alt det puslende liv der normalt fandtes i skove, enge, bjerge og hvor end hun nu befandt sig. Selve jorden var sat til hvile, for at igen kunne springe ud til foråret. Frisk og udhvilet – kunne man vel kalde det om man ville. En rustrød skikkelse skildte sig dog tydeligt ud, fra dette vinterlandskab. Hendes slanke og høje skikkelse gik roligt fremad, alt imens den knirkende sne tilkendegav hendes skridt. Fordybet i tanker gik hun, alt imens at hun en gang imellem lod en arrig svirpen med halen skære igennem luften. Og hvorfor var denne hoppe nu sur? Vinteren var en ligeså smuk årstid som sommeren – så den grund kunne det ikke være. Desuden, kunne hun ikke bekymre sig mindre om vinter, sommer. Forår, efterår. Nej, noget andet nagede denne hoppe… med et fnys rettede hun op i den spændte krop, og lod det ulmende brune blik glide omkring sig. Søgende efter noget, som hun ikke engang kendte til selv.. måske var hun blot irritabel, af noget som var sket for dage siden? Uger siden? Måske. Men inderst inde, vidste hun nu godt at det ikke var dette. Og hun kunne ikke lyve for sig selv, selvom hun så ihærdigt prøvede. Nej, den eneste årsag til dette pirrelige humør, var en ganske bestemt ting. Nemlig den ellers smukke sne, som i den grad tirrede hende mere end hun brød sig om. For da hun pludselig var trådt hen til dette land, havde hun trådt ud af hendes egen sommer og varme. Fra varmen, til denne kulde.. og på afstand kunne man måske ikke se det, men denne hoppe frøs noget så inderligt. Hoppens krop rystede kort, og hun tog dette som et tegn på at komme videre. Næppe kunne hun forholde sig stille, indtil at hun havde fundet et sted med mere varme, eller mere mindre vind. Denne tynde pels hoppen bar, var ikke nok til at beskytte hende imod dette fremmede vejr. Og derfor, holdt hoppen sig i gang. Med fjerlette skridt bevægede hun sig over sneen, alt imens hendes brune øjne søgte efter noget der enten kunne aflede denne hoppes opmærksomhed fra kulden omkring hende, eller et sted hun kunne søge en smule varme. Opad gik det, alt imens hun ihærdigt tvang hendes nu varmere krop og ben, ind i en rytme hun kunne holde i noget tid. Tørsten efter vand var der også, men hun vidste af erfaring, at dette vand i disse bjerge nok var frosset til, og sneen var ikke i hendes lune hjørne for tiden. Derfor, gik det blot fremad. Indtil noget eller nogen, ville afbryde denne hoppes tankestrøm.

Søen var straks nærmere; mens småspor i sneen omkring bredden, tydeligt afslørede hvordan smådyr som fugle og andre små firbenede kræ havde forsøgt sig ved vandet, uden held. Alle sporende gjorde præcis det samme; sik-sakkede omkring bredden, for dertil at lede bort endnu engang. Det var sjovt hvordan små fugle fødders aftryk; bare at kunne se på sporende hvordan de hoppede forvildet rundt når de først er på land og ikke i luften.

Tankerne blev for en kort stund brudt at et hårdt dunk! Der tog genlyd, efter flere gentagelser. De små stød var dog at mærke op igennem benet, mens den brogede ivrigt hamrede hoven gravende i isen. Til alt held er den endnu ikke så tyk endnu, og sprækker blev hurtigt til brudte stykker, hvor den lyserøde mule hurtigt fandt vej til det isnende kolde vand. Fornøjelsen var dog kort, da en fremmed duft brød ind. Den milde duft, som Bambusblade, ny udsprungne! Hurtigt blev hovedet hejst, ørene lå straks afventende i nakken, hvorpå kroppen blev vendt godt halvfems grader omkring i en ordentlig hast! Rankt, stolt og anspændt stod han nu, advarende og opmærksomt fik han nu øje på en skikkelse et godt stykke væk på engen, i sneen. Rusten rød, med lange lyse lokker. Hans øjne var straks misset sammen, anseende imod denne fremmede, mens ørene atter lå tilbage. Antræk til en rynke over den kolde og våde mule, til en skeptisk rynke lå klar, alt imens han derpå ventede. Afventede, denne fremmede der endnu var godt alt mellem hundrede til to hundrede meter derfra ham og søen.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] 10/12 Hastigt steg tempoet hos den slanke hoppe, alt imens at pulsen steg. Dog sørgede hun for aldrig at hæve farten nok til at der kunne komme sved frem – idet at det blot ville gøre hende endnu mere kold, og tvinge hende til at holde en ligeså hastigt trav. Og der ville komme mere sved, og så kørte det i en ond cirkel, indtil hun enten kollapsede af udmattelsen, eller frøs fast til stedet – hvis det var muligt. Kort kunne hoppe se det for sig.. og det var ikke noget kønt syn – ifølge hende. Stivnet.. frosset til den hvide jord, alt imens sneen langsomt ville dale ned over hende. Begrave hende, og så ville hun for altid være glemt.. nej. Det ville aldrig nogensinde ske. Fame ville huskes! Om det så var positivt eller negativt – det var hun ligeglad med. Hoppens knirkende skridt blev langsommere og langsommere, indtil at hun til sidst blot flyttede de lange lemmer i en hurtig skridt. Hoppens fysik havde aldrig været det bedste, og den var ikke ligefrem blevet bedre af hendes flugt fra hendes eget hjemland. Dog kunne hun nok på afstand se ud af mere end hun egentlig var, da hoppen var utrolig slank. Næsten intet fedt var på denne hoppe, siden hun kom fra de varmere lande.. i dette Andromeda, frøs hun mere end man blot skulle tro. Men mon ikke hendes pels og mave en dag ville rette sig ind efter naturen? Det plejede den jo. Hule dunk kunne pludselig høres igennem den spredte bevoksning af træer, og i et ryk stoppede denne rustrøde op. Hvad var nu dette? Mistænksomt skævede hun til siderne, men intet syntes at komme fra hvor hun stod.. det kom længere fremme.. hvad var det? Denne hoppe levede livet på kanten, og nysgerrigheden vandt for et øjeblik over fornuften. Derfor, satte hun i en langsomt trav imod hvor end denne lyd måtte komme fra. Uden videre var hoppen trådt ud fra den tynde bevoksning af træer, og lod nu sit vågne og til tider skarpe blik skue foran hende. Ikke langt fremme – nogle få 100 meter, befandt en grålig hingst sig. lige idet at hun så ham, syntes han at vende sig om og se på hende. Dog var reaktionen over hvad han nu end lavede fremmed for hende, da hun ikke kunne stille skarpt på denne afstand. Dog syntes der kort at tænde et glimt i hoppens før pirrelige øjne, og hun glippede kort. En anden hest betød varme.. nærhed. Og for at understrege dette, rystede hendes krop kort ukontrolleret. Dog var det meget imod hendes stolthed og pli, at bede om andres nærvær… de skulle give hende det… Men dog.. Hoppen samlede de lange slanke lemmer under sig, knejsede feminint i nakken, og travede med afmålte skridt hen imod denne hingst. Dog fjernede hendes blik sig ej fra ham på noget tidspunkt. Nej.. hun vidste ikke hvem han var, og allerede på denne afstand kunne hun se den vældige styrke under hingstens lidt dunede skind. Han var ikke til at spøge med, men det lå ikke til hoppen at være bange for hingste. Dog vippede ørene svagt i nakken, på trods af hendes hilsende nik. Gamle vaner var svære at ændre, og hoppens bedømmelse af denne hingst var allerede i gang.

Det var tydeligt hvordan denne fremmede ej tøvede med kontakt; straks var sjælen fremme i en næsten forsigtig trav, hvis man spurgte Djange. Det bundede nok mest i sneens hindring under hovende, at det så ud som om mere eftertanke over skridtende var på sin plads. Atter blev han stående, som en loyal soldat i kamp. End ikke rykkede han sig ud af flækken selvom denne rustenfarvede hest kom nærmere og nærmere. Få hundrede meter var nu ingenting, det vidste Djange godt – alligevel blev han som altid, en anelse overrasket over hvor hurtigt vi heste kan begive os frem i landskabet. Der gik ikke mange skridt før hesten allerede var synligt nærmere. En hoppe jovist… Det var tydeligt, og duften af hende blev kun tydeligere.

Utroligt køn endda af udseende, slog det den muskuløse hingst, hvilket fik de krystalblå øjne til at misse sig. Anseende, afventende. Atter var hun på vej, men ej langt fra den brogede endnu. Selvom han mest af alt nok kunne tolkes som truende, advarende eller blot farlig at nærme sig, ændrede han ej holdning. Det er bare sådan det er med Djange. Dog er han ikke uden respekt, hvilket hurtigt blev synet da han lod et hilsende, høfligt og respektfuldt nik indgyde imod denne hoppe der snart var simple hestelængder fra ham.
Stift og tilmed mekanisk så hans nik nok ud, alt imens ørene forblev tilbage, og det kolde og tomme blik atter var direkte plantet på denne fremmede hoppe. En anelse var hans øjne endnu missede, anseende.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hastigt kom hun nærmere, selvom hun kunne have flyttet benene hurtigere om hun ville. Dog var dette ej en nødvendighed, og hun fandt det mere behageligt at komme med den feminine elegance hendes lange lemmer kunne præstere, end blot haste over imod ham. Så meget værdighed havde hun trods alt. Men intet så ud til at kunne få denne hingst til at flytte sig, og han syntes at holde sin næsten militæriske holdning – på trods af at han fuglte hende med blikket. Kort overvejede den rustrøde om han mon ville vende sig om, sågar hun gik om bagved ham. men selvfølgelig ville hun aldrig gøre dette. Missende så han imod hende, og hoppens blik glimtede kort spørgende. Hvad missede han over? Solen var ej så kraftig, og selv fandt hun intet bagved hende at misse over.. om der så skulle være dette, ville hun ikke vende sig om imod det. Nej, hendes intense blik blev skam på denne hingst. Dybt, ulmende og en anelse.. hilsende? Måske.. Hans hilsende blik blev mødt med en kort vrikken med ørene, inden at hun endte selv med at nikke let til ham. For nogle kunne det være svært at bedømme siden hun gik, men mon ikke denne overvågne hingst ville bemærke dette? Hendes indtryk var indtil videre , at intet gik ham forbi. Og da slet ikke hvad hun lavede. Let stoppede hun op, men holdt stadig den knejsede nakke, samt ranke holdning. Man kunne vel sagtens sige at denne hoppe gjorde sig en smule til for hingsten.. og hvorfor mon? Selve hans fysik udtrykte tydelig styrke. Og dermed hans egen spændte og mystiske holdning, fik denne hoppe til selv at spille med på den leg. Og jo – hun vidste skam godt hvordan man dansede med andre. Men mon denne hingst gjorde dette? Mon dog, han virkede en anelse.. rigtig? En rum tid gik der uden nogen af dem sagde noget, inden at den røde hoppe lod sin stemme lyde. ”vær hilset fremmede… mit navn, er Fame. Hvis det kunne intressere dem?” Kom det fra hende. Blødt, en anelse mørkt og med en undertone af den skjulte interrese for denne herre. For han havde i sandhed betaget hende for et øjeblik. nok til at kulden, for en kort tid havde sluppet sit tag i hoppen.

Hoppen havde en vis elegance, så sandt at sige. Ej specielt høj, men alligevel yndefulde og langbenet af en på hendes størrelse. Det var langsomt de missede øjne slap lettere op, mens det kolde og tomme blik end ikke ændredes sig overhoved i de krystalblå øjne. Hver og én detalje blev kort gransket, da han roligt kastede blikket over hoppen der nu standsede ved ham. Ej for tæt; til hendes eget hæld. De pressede øre slækkede nu også en anelse på sig, men endnu lå de tilbage. Hovedsageligt ændrede han ikke spor på sin holdning derudover. Kort havde det ene øre været gledet ud til siden, for at understrege at hun skam havde hans opmærksomhed, også for hvad hun havde at sige, før det atter fandt tilbage på sin plads tilbagevendt.

”Værhilset Frøken, mit navn er Djange.”
Responderede den hæse og intense stemme yderst tonløst. Alt imens en svag rynke kort var at syne over den lyserøde mule, før den blegnede stille igen. En kende kæk var hun nu og da, men end ikke respektløs; så vidt han kunne bedømme ind til nu. De tonløse ord var for mange svære at bedømme, imødekommende, advarende, truende, glædelige. Alt var sikkert, tonen afslørede intet af hvad der lå af følelser bag hans ord, såvel som hans kolde og tomme krystalblå øjne.

”En ny tilkommen formoder jeg?”
Lød hans hæse og intense stemme atter, tonløst; før hans øjne på ny blev misset en anelse anseende sammen på ny. Advarende eller tilmed truende tolkede mange nu Djange, og ikke uden grund, med den holdning han bar sig med.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] 10/12 Hoppens blik gled stille et sted om bagved hingste, idet at hun syntes at se noget bevæge sig bagved ham. Blot en hurtig bevægelse… en sort sløret skikkelse. Men intet var der, og omkring hende bredte marken sig åben og uden mulighed for steder at skjule sig. Hun måtte se syner.. hvilket ikke var normalt for hende. Normalt havde denne hoppe overblikket over området, samt kontrollen.. men kontrollen var svær at holde, når ens egen krop satte sig imod. En kort rystelse kunne ses på hoppens krop, men selve blikket virkede upåvirket. Nej.. hun ville ikke vise det der var en gene for hende lige nu, selvom hendes krop tydeligt talte sit sprog. Hans blik på hendes flerfarvede krop, fik hende kort til at trække let på smilbåndet. Ikke over ham, men over at hun også havde fanget hans interesse. Forhåbentligt. Dog flyttede han det hurtigt væk igen, og vendte denne i stedet imod hende. Missede men øjnene.. da slog det hoppen, at det måske var noget han gjorde… ligesom når hun selv lagde hovedet på sned, hvis tanker fyldte hendes indre. Eller stampede i jorden, om andre kom hende for nær uden tilladelsen. En vane måske? Ligesom hende selv, bar hingsten tilbagevendte ører. Hvilket på visse punkter overraskede hende, og på andre blot fik hende til at knibe øjnene let sammen. Havde han en grund til at være sur på hende? Fame havde faktisk indtil videre holdt sig utroligt tilbage – selvom hun ikke selv havde lagt mærke til det. Måske var det denne hingst aura? Måske var hendes egen adfærd også bare begrænset grundet kulden? ”Djange” Gentog hun mumlende, inden at hun nikkede let. Tænkende. Hoppen gentog det ikke for hans skyld – da han tydeligvis kendte til sit eget navn. Nej, grunden var hendes hukommelse selv lagrede dette til senere brug, om blot hun gjorde sig sikker på det fra starten af. Derefter gled det ulmende blik imod ham igen.. som om der brændte en indre ild derinde, men som i dette øjeblik var dæmpet. Kort efter kom hans andre ord, og overrasket hævede hun hovedet lidt. Overrasket og overvågent. Havde nogle sladret… var de her? Nej, umuligt. Alle i dette land, var åbenbart gode til at bedømme hvem der nu kom hertil. Ligesom den sorte hingst.. Titan. ”Deres formodning er rigtigt….” Kom det fra hende, inden at hun pludselig trådte bagud, samt stampede pirreligt i jorden. Ikke grundet denne hingst – nej. En pludselig strøm af vrede rejste sig i hoppen, og fik hende til fyrrigt at slå med hovedet, inden at hun vendte om og travede et stykke væk. Prøvede at slippe af med noget af alt den indespærrede energi hun besad. For den var frosset inde.. Små iskrystaller havde vist sig på hendes pels, og hun brummede kort – en anelse hakkende. Ly.. hun måtte finde varme.. hun måtte finde et sted hun kunne få rystet noget af denne kulde væk.. hovedet drejede sig let imod hingsten, inden at hun gik imod ham igen. Langsomt.. og om man så ville lægge mærke til de en anelse stive bevægelser – ja det vidste hun ikke. Ej ville hun spørge om en smule varme fra hingsten.. det var hun for stolt til. Og selv mens kulden ruskede i hende, fjernede det ulmende blik sig ej. Ligesom hendes holdning. For hun var mere værd end det – mente hun selv i hvert fald.

Han havde bestemt bidt sig mærke i detaljen af hendes småtrækken på smilebåndende, da hans blik åbenlyst, men kort, havde gransket hendes udseende. Derpå fortsatte dialogen; hoppen attitude var ej nærgående, såvel som den heller ej var afvisende. Det var alligevel et stykke tid siden nu at den brogede havde stødt på et sådanne ligetil selskab, som endda var frygteligt fremmed endnu.

Den gentagelse hun udtalte sig med, fik dog ej nogle af Djanges øre til at glide på sned - nærmede lidt mere ned i nakken, mens en svag skeptisk rynke slog sig over den lyserøde mule. Kort efter slækkede trykket sig dog på de mere nedlagte øre, så de nu atter blot vendte tilbage; i takt med dette blegnede mulen også en anelse ud. Kort veg hans blik fra denne hoppe, men kun et kort sekund, for et hurtigt blikkast ud over den store hvide og åbne eng, bag hende. Tydeligt havde udvist overraskelse for hans formodning, før hun derpå også havde bekræftet den, inden hun så skejede ud.
Hårdt røg ørene i nakken på den brogede, før han småkastede hovedet en anelse truende frem, med småblottende tænder og et hæst fnys. Dampen steg til vejrs i form af kraftig sky, mens hans øjne blev misset anseende og skeptisk sammen over hende. Hun fortsatte dog, og tilbagetrædende fandt han ind i den samme lignende stolte, ranke og anspændte holdning. Mulen forblev dog rynket og ørene blev også hårdt tilbage. Kun en anelse slækkede han på ørene så de atter vendte let tilbage, da hun kom tilbage? Små stiv var hendes bevægelser dog, og det slog Djange at denne fremmed jo næsten ingen pels havde. Specielt ikke i forhold til ham selv...

"De har problemer med kulden?"
Hæst og intenst brød hans tonløse stemme ind, mens de kolde og tomme øjne blot så meget direkte og tilmed stirrende i hendes mørke. Kun en anelse anseende missede var de nu, alt imens hans formodning havde lydt, tonløst. Ak ja, truende, hånende, bekymrende, jublende.. Det var svært at sige hvad der lå bag ordende, selv for Djange til tider.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Det var utroligt hvordan Fame var venlig i dette selskab. Ikke alene var hendes tankegang i den grad begrænset over den kulde hun befandt sig i, men også trangen til at spille videre var der ikke. trangen til at rykke hingstens grænser, finde dette skel imellem accepterende og ikke accepterende.. ja denne var sunket langt bagud i hoppens to do list, og derfor ikke noget der meldte sig som det fysiske behov hun normalt følte. Hoppens blik hvilede i en rum tid på ham – en anelse fraværende inden at han pludselig vidste tænder af hende, samt trådte truende frem. Et hæst fnys kom ligeså fra ham, og overrasket bakkede hoppen et enkelt skridt. Men dog, forsatte hun fremad. Nej, når det første skridt var taget, bakkede denne hoppe ikke ud. Hun blev ved, og så måtte det enten briste eller bære. Dog kunne hun ikke lade værd med at lade et hoppet hyld undslippe hende, i utilfredshed over hans pli. Hun havde fået et energi udbrød – ja. Men ej kunne han bebrejde hende, da hun faktisk havde søgt væk fra ham da hun fik det. Det var dog utroligt.. i den korte tid hoppen havde set denne hingst an, havde hun end ikke kunne placere ham i den kategori som hun mente hun burde have gjort for længe siden. Som den rigtige type.. men hele tiden ændrede han sindstemning – som om at han spillede et spil imod hende. Hvilket, bestemt ikke huede hende. måske var det ikke med vilje, men hun følte det som om at det skete. Og det måtte stoppe. Hendes ulmende blik mødte hans følelsesløse og tomme, og der måtte hun knibe øjnene skeptisk sammen… hvem var han? Han var ikke som dem hun havde mødt før.. han var.. anderledes. Og ikke til at sno om hoven uden videre. Hans stemme brød den larmende stilhed omkring dem, og ordene fik hende til langsomt at nikke. Han var god til de her gættelege… Man ja, problemer var den blide betegnelse af det hun følte. Mon det var muligt at ens ben kunne fryse af? for den tanke strejfede hoppen op til mange gange, i den tid hun havde ført en samtale med denne Djange. ”problemer kan du godt kalde det…” Kom det en anelse hakkende fra hende, og kun med viljestærke formåede hun ikke at gøre hakkene hørelige. I hvert fald næsten ikke. mon denne opmærksomme skabning også ville opdage dette? Enhver anden hoppe havde måske i dette øjeblik, allerede søgt imod denne hingst – som så ud til at klare sig fint. Men Fame var ikke enhver. Og hendes arrogance samt stolhed holdt hende stædigt tilbage, idet at hun stod foran denne hingst. ude i stand til at ville gå fra ham, eller imod ham.

Den pibende og næsten protesterende hvin lød; og i samme ryk som lyden blev ørene vippet pressende i nakken, før de vippede tilbage på den sædvanlige plads. Hun nærmere sig atter; kom nu tilbage til ham. Det var tydeligt at hendes udbrud på ingen måde havde været på grund af den brogede, selvom hans reaktion ellers godt kunne have tydet på at han selv mente det. Hun små bekræftede vel mere eller mindre has ord, alt imens det ene gråbrune øre havde været gledet let ud til siden - respekterende; og lige som for at understrege at han rent faktisk lyttede til hendes ord, når hun talte til ham.
Dog forblev de krystalblå øjne kolde, tomme, intet afslørede den åbenbaring der egentlig ramte hans indre lige i samme sekund som hans øre atter gled på plads, bagud. Ej rystede hoppen, men alligevel lå det ikke langt fra det logiske at denne hoppe måtte føle kulden, dels mere end hingsten gjorde. Mulen blegnede ud, alt imens hans øjne ej var missede nu, end ikke det mindste. Fokuserende og lidt hurtigt gled hans blik op, seende over hoppen, ligefrem - med kurs imod bjergpasset. Dæmpet og næsten lydløst åndede han ud i form af et mindre fnys, hvorpå kun dampen fra hans lyserøde mule afslørede dette. Med ét ramte det stirrende blik fra de krystalblå øjne hoppens mørke øjne.

"Kom med mig Fame, jeg vil føre Dem til varmen."
Hæst og intenst lød hans stemme, tonløst. Det var i grunden svært og sige om det var irritabelt eller med glæde han havde valgt at sige disse ord. Men kunne man knække Djanges kommunikations teknik, ville man hurtigt lære at alt der hedder små træk og lyde er alt sammen ligegyldigt. Vil man forstå Djange, skal man høre efter hvad han siger og ikke mener.
Bestemt, præciserende og en smule kommanderende, trådte han fast besluttet et skridt frem imod hende. Direkte forventede han at hun flyttede sig for ham, respekterede hans rum, såvel som hans tilbud.

[/size][/color][/center][/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hoppens mule mimrede kort, inden at hun forskrækket mærkede hvordan den ikke reagerede med det samme. Langsomt begynde den dog på den ordre hun havde givet sin krop, inden at den bevægede sig. En anelse målløs så hun på den en rum tid, inden at hun virrede kort med hovedet. Ej havde hun regnet med, at hun ikke ville kunne bevæge sin krop som hun ville. Var det det der ville ske med denne hoppe, hvis hun ej kom videre.. at ende sine dage som en frossen pind? Nej.. nej, det ville hun ikke! enten blev hun her og hørte hvad han havde at sige, eller også ville hoppen søge videre. Ej ville hun lade Hingsten holde hende tilbage.. om han så kunne tilbyde hende alverdens guld og grønne skove – hvilket hun alligevel tvivlede på han ville gøre. Dog var der sket et eller andet… hingstens blik ændredes kort, men det skete så hurtigt at den rustrøde ej havde en mulighed for at tro det var noget hun så, eller om det blot var hendes fantasi der spillede hende et puds. Det var nu sjældent.. at denne hoppe fantaserede, drømte eller troede på noget. Fantasien var blevet kvalt, drømme knust og troen forsvundet. Alt det hun havde troet på før i tiden var krakeleret, når hendes navn blev hendes selvopfyldende profeti. Sult.. eller berømmelse. Fame. Det var den hun var. Og vejen havde kunne dele sig i 2, men ej havde den gjort det. Den havde endt med fiasko.. hun var her nu. Det var en fiasko. Pludselig fangede hans flammende blå hendes ulmende mørke, og kort syntes de selv at glimte let. Men hvilket glimt var det… Hans stemme lød, og kort glippede hun undrende med øjnene. Varmen.. hingsten vidste hvor der var varme? Ingen ord kom fra hende, men tvivlen var tydelig malet i ansigtet på den elegante hoppe. Ej kunne hun aflæse hans blik, såvel som stemmen.. han kunne føre hende et sted hen, hun i den grad ikke ønskede at være.. skulle hun stole på denne? ”javel…” Kom det fra hende. tvivlende og mørkt, men ikke desperat. Ikke endnu. At stole på ham var et forkert ord. Nej, hun gik med, da det var bedre end at vandre i blinde. Måske skulle hun tro på at han ville hjælpe hende? nej.. indtil videre regnede hun blot med et. Det var en teori – ligesom alt andet. Hoppen flyttede sig ikke i starten. Stod blot, og målte ham med det dybe mørke blik. Som om at hun halvt om halvt satte et sats på ham. enten eller. Dog trådte hun med et fnys bagud, inden at hun let vendte om på stedet så hun stod ved siden af ham da han gik. Og hvis han gik forbi hende, ville hun følge med ham.. tæt på måske, men siden han havde bedt hende om at komme, måtte han også acceptere det. Det var hendes eneste præmis.

Ikke disideret tydeligt var det at kulden nagede hoppen; og så alligevel var den brogede hingst ikke et split sekund i tvivl om at denne hoppe led under kulden. Om hun så ville indrømme det eller ej. Selv havde han i sine unge dage haft ssine kampe med kulden, efter sine mange vandringer alene blot som plag, men selv ikke dengang skulle nogen bide sig mærke i det. Der er stoltheden alligevel for stor!

Mindsandten virkede hoppen dog skeptisk, en smule tvivlende over hans tilbud. Selvom Djange såvidt ignorerede dette, reagerede hans udadtil alligevel med let lagte øre, mere pressede i nakken, mens de kolde og tomme øjne kort sås sig meget direkte i hoppens mørke øjne, mens han atter tog skridt for skridt imod hende. Hun accepterede dog brat hans tilbud, så snart hun trådte kort tilbage for ham, for dernæst at vende rundt og følge ham. I samme øjeblik som hun tog sine skridt baglæns, slækkede de anspændte øre lid på sig, mens et kort mekanisk og små stift nik i den muskuløse nakke var på tale. Med det samme slog de krystalblå øjne blikket væk fra hoppen, seende ligefrem, alt imens han med præciserende og stolte skirdt bar sin ranke og anspændte holdning afsted. Nu endnu mere oppustet end som så, mens de kolde og tomme øjne årvågent skimmede i mange retninger; for med en ledsagder ved sig, især som hoppe - tog Djange altid pladsen som leder, der gør alt for at beskytte sit selskab, når nu han leder vejen.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hoppen havde vel for meget stolthed, til direkte at bede om hjælp fra denne fremmede, eller indrømme at hun ville tage imod den. Hendes stolthed var både hendes stærkeste og svageste side.. og i dette tilfælde, lod den sig hælde imod at hun lod svagheden sejre. Hvilket, denne skabning ikke brød sig om. Nej, svagheden var en fejl. Og Ifølge denne hoppe, havde hun ikke råd til fejl eller fejltagelser. Det spildte hendes tid, og fyldte den i stedet med et tomrum hun ej ønskede at have siddende. At bruge tiden til noget fornuftigt – se det var noget hoppen hellere end gerne ville. Men.. hvad var fornuftigt? For hendes såkaldte ”fornuftige” ting stemte for det meste ikke overens med andres sjæle synspunkter. Men igen, ingen var ens. Selvom hoppens ydre næsten aldrig afspejlede hendes indre eller tanker, kunne hun ikke lade værd med at undres over denne hingst. Fascinerende var han vel på sin vis.. og så de øjne. Kolde som is, og lukkede som døre. Men alligevel, noget der kunne vække hoppens interesse. Hendes teori var at alle der lukkede af for andre på den måde, havde alt at skjule. Hvad skjulte han? Og så hans reaktioner… Hans.. væremåde. Hvordan? Hvad skulle hun gøre, for at vinde denne hingst opmærksomhed på andre måder end blot deres samtaler? Fordybet i tanker opdagede hoppen ikke at hingsten bevægede sig fremad, og måtte kort efter se sig selv sakke bagud. Med et fnys fandt hun igen kontakten til de frosne ben, og travede hurtigt op på siden af hingsten – men dog en smule bagved ham. Han viste vejen.. Hun fulgte med. Desuden, ville hoppen hellere se ham ofret hvis noget uventet skulle bryde frem, end hendes eget liv blev sat på spil. De øjne… igen, hoppens lettere jaloux side brød frem, ved tanken om den rene blå farve. Som flammer kunne hans følelser spille i disse. Men hendes egne… mørke.. normale. Hun ønskede disse blå øjne. Hun ønskede dette… syn. Dette kølige og militæriske overblik som hørte til. Hun ønskede for en stund, at være som denne hingst. En lukket bog. Stærk. Let svang hoppen den hvidlige hale bag sig, inden at hun let knejsede i halsen. Opmærksomt vippede ørene frem og tilbage, og blikket sidelæns. Prøvede at inprinte sig dette sted.. For hvis hingsten talte sandt, ville han føre hende til en grotte eller andet form for læ, som hun burde kunne finde frem til igen – om nødvendigt. Altid godt at kende til området. ”har de længe boet her?”

Det var med al idyl at deres åndedrag, samt de knagende lyde fra sneen under de otte hove; som var det eneste der lød. Den brogede hingst vidste præcis hvor han placerede sine skridt, hvor hans loyale krop bar ham hen; hvad målet ville være. Tankerne var endnu buldrende i den arme hingst indre, men til hans eget held brød hoppen den og disse ramlende mange tanker i hans hoved. Nærmest en lettet følelse fyldte den brogede Djange da han endelig fik ro for de mange grubler han nu egentlig bar på, for tiden. Ja, han ellers meget opmærksomme aura udadtil – søgende efter mulige fare – ikke var nok til at tysse på dem, men derimod hoppens ord.

Udadtil havde Djange endnu været urørt, og kun et svagt ryk på de allerede nedlagte øre havde vist sig, før de krystalblå øjne havde skævet imod hoppen, med det kolde og tomme blik. Hun havde valgt at begive sig nærmere bag ham, end ved hans side. Men i grunden rørte det ham ikke, så længe hun ikke kom for tæt på ham, med hendes skind imod hans. Inden hendes ord havde været talte, havde det ene gråbrune af hans øre været gledet let på sned, for at understrege at hun havde hans opmærksomhed, før han atter med ét rettede fokusset direkte frem imod de synlige bjerge forude, og ørene atter lå anspændt i nakken.

”Mit hjem befinder sig i bjergpasset, men selv har jeg betrådt landet her i år…”
Hæst og intenst lød hans stemme, med direkte tonløse ord. Alt imens dampen fra den lyserøde mule steg til vejrs i de kolde omgivelser. Hans sidste ord mundede let ud, en anelse afventende…

”… Seks år, må det snart være.”
Afsluttede han så sin sætning, efter at svaret havde været dukket op for ham, endnu med den yderst toneløse stemme. End var det svært at vide om disse år i landet her, behagede eller foragtede hingsten, end vidste han det i bund og grund nok heller ikke selv… endnu.