Blot endnu en vinter..

10. December



Kulden bed godt nu, det gjorde den skam. Alt virkede meget ligegyldigt for tiden, tilmed deprimerende for den brogede – og så alligevel ikke. Iveren efter at klare sin opgave, blev kun større dag for dag. Selvom det havde ramt ham brat, da hans næsten hvide havde valgt ham fra, frem for dem han nu skulle bekæmpe.

Det var en sværere situation end som så, alligevel sås Djange ikke som en sørgende sjæl. Tvært imod. Rank, stolt, anspændt – som sædvanlig; spadserede han over den åbne eng på Enophis. Ørende tilbagevendte, de krystalblå øjne rettet frem, kun rummet af de tomme og kolde blikke.



[Åben tråd]

10. December

Hingsten var ikke den eneste sjæl derude som synes at den bidende vinterkulde synes ligegyldig, Myth havde taget sig selv i at vandre rundt i den samme cirkel i uendelige tider i ren raskløshed. Tankerne havde været overvældende og fortiden havde efterhånden indhentet hende, men hun forsøgte at være stærk, for hendes afkoms skyld. Et tungt suk kom fra hoppen og hun stoppede op. Vinden bragte dog noget med sig der fik hende til at spidse ører og hun løftede hovedet og så lige frem. En velkendt sjæl dukkede op og han lignede skam sig selv. Tom og anspændt. Hun kendte ikke til Djanges opgaver og hvor han stod, men noget var sikkert at de to nok ville ende ud som fjender.
Netop den tanke havde strejfet hende, men ikke omkring Djange, men hendes dansepartner Jaidev som hun ikke havde set siden hendes yngste søn lige var blevet født. Det gjorde hoppen trist at vide at de ikke længere kunne danse sammen, for hun havde været meget glad ved hans nærvær, men her stod hun og havde rettet de mandelformede ører mod hingsten.

Det var først og fremmest den genkendelige duft der strejfede de lyserøde næseborer; Bellisblomster, som om foråret. Den så igennem milde og dæmpede duft, havde han ikke valgt at reagere på, før en genkendelig feminin skikkelse havde vist si for hans kolde og tomme blik. Lidt brat havde den muskuløse hingst for en kort stund stoppet op, i den ranke og anspændte holdning han nu så ofte bar sig med, før en besluttende faktor drev ind og lod ham fortsætte imod denne skabning.

Noget var forandret ved hende, det måtte Djange indrømme, men hvad det i grunden var... måtte han melde pas på. Kulden bed, og afslørende steg dampskyer fra hans lyserøde mule til vejrs. Han nikkede helt mekanisk og høfligt, efter nærmere tilnærmelse, endnu med en del hestelængder imellem dem, før han stoppede.

"Værhilset Midnight Myth."
Hæst og intenst, direkte tonløs - som altid, lød hans ord der forlod mulen, før et meget direkte og tilmed stirrende blik landede i hendes øjne, fra hans krystalblå.

Han så ikke ud til at have ændret sig meget, stadig den lidt mekaniske måde at agere på, men hun vidste skam at hingsten kunne danse, om end ikke var han blevet stærkere. De kunne hun trods alt se. Han var stadig intens, men ligeså tom i tone og udtryk som han altid havde været. Hun gengældte roligt hans nik og viftede kort med halen og brummede feminint. Hun havde intet udtryk i de mælkehvide øjne og hun vippede kort med de mandelformede ører.

” Djange. Længe siden ”

Gengældte hun hans hilsen uden tone eller gnist. Myth var i et elendigt stadie, men man kunne ikke fornemme hvor meget hun egentlig led. Hun løftede hovedet en anelse og trådte et skridt frem mod ham, men stoppede så atter op.

Hendes gengældende nik, den feminine brummen satte kort et par minder i gang. Korte glimt af billeder fra nogle af deres første møder. Han huskede tydeligt hvordan han lige fra første sekund han havde stødt på denne hoppe, havde han været dybt betaget. Hendes stemme var dog uden tone, uden gnist – ligegyldig. Noget der ikke som sådan satte de vilde tanker i gang, men alligevel bed han da mærke i det.

”Tiden går stærkt… Hvordan står det til med Dem?”
Hans hæse og intense stemme lød, tonløs, efter et kort bekræftende, mekanisk, nik før hans første par ord havde været udgydt. De kolde og tomme øjne, så sig direkte i hoppens mælkehvide, mens han kort rent faktisk tog sig selv i at været ret så interesseret i hendes svar på hans spørgsmål.

Selvom det nok ikke var hensigten så ramte Djanges spørgsmål den sorte hoppe ganske hårdt. For det var måske i tiden et meget ømt punkt hos hende og her stod hun så og funderede over om hun skulle forskyde dette endnu engang eller blot fortælle hingsten sandheden, men i såfald ville han dømme hende som alle de andre? Venner var en mangelvare for den sorte hoppe og selvom det ikke just var det man kunne kalde hendes og den spraglede hingst så var det et bekendtskab hun faktisk havde fundet ganske behageligt og interessant. Hun vidste dog godt at hun nu havde trukket stilheden meget længe og hun rømmede sig en anelse inden hun valgte at give sit svar.

" Skæbnen har været led, er jeg desværre bange for, men jeg ville lyve hvis jeg fortalte Dem at den kun havde medført grimme ting. "

Hun gav ikke mere væk for nu. Det var kryptisk, men samtidigt ufattelig afslørende. Myth havde lavet rag i sit liv og viet sit liv til den forkerte, men der var ingen vej tilbage, for bundet af hans lænker var hun nu til evig tid og hun kunne ikke andet end at afvente en kommando og enten skulle hun udføre den eller bøde med sit liv. Igen ville det være en løgn hvis hoppen sagde at hun ikke havde fortrudt det, men hun havde valgt at leve med det.

Selvom hoppen her var et af hans meget ældre bekendtskaber, så var det ej et nært et som så. Spændende og opslugende, for den borgede hingst side af, men hvad der i bund og grund lå mellem disse to sjæle var hverken afsløret eller på nogen som helst måde til at tyde. Dette mundede også ud i en mindre konklusion af at hans spørgsmål kunne indvende sandheden, men såvel også en løgn – han kunne på ingen måde forvente et ærligt svar, på hans spørgsmål som han egentlig ønskede ret så gerne et svar på. Efter en del ventetid, kom hoppens svar til ham, dog en anelse… overraskende. De krystalblå øjne blev misset en anelse anseende, mens den lyserøde mule slog sig en rynke. Sædvanligt, som Djange nu kunne præstere, blev de grålige øre da også presset en anelse i nakken ved hans reaktion. Alt imens disse trækninger egentlige så skeptiske ud, som altid, lå der mere bag. Nærmere bekymring.

”Ligefrem led?”
Var hans eneste ord, hæse og intense – tonløse, blot kort efter hun havde afsluttet sin sætning. Gad vide hvad der lå bag disse ord, for det lød som noget større end blot hvad ordende lige indebar.

Større var det i den grad, men hun vidste ej hvorvidt hun kunne dele det med den spraglede sjæl som hun ej kendte særligt meget til til trods for at han var en af hendes første bekendtskaber på Andromeda. Hun drog en dramatisk suk og gjorde en kort bevægelse på hovedet inden de mælkehvide øjne betragtede ham uden så meget som at foretrække en mine. Hun virkede ikke levende, ikke den samme intense dansen som de to tidligere havde delt, nej det var en dødlig stilhed der hvilede over den sorte hoppe og man skulle ikke være dum for at kunne regne ud at hun ikke var helt i topform. Hun gjorde heller ikke noget for at skjule det på nuværende tidspunkt.

" Skæbnen ville at jeg ikke skulle finde roen, skæbnen ville at den eneste der kunne give mig ro, krævede min frihed som sin pris. "

Hun sagde det ikke direkte, men sådan lå landet. Facineret havde hun altid været af den skumle sjæl der nu ejede hendes sjæl. Hendes hjerte havde senere hen kastet sin kærlighed på ham, en giftig kærlighed som Myth nu mærkede de brutale følger af.

De mælkehvide øjne betragtede ham, alt imens få billeder af det lettere kække og livlige sjæl han huskede hende som. En hoppe der mente hvad hun mente, en hoppe med karakter og til dels humørsvingninger. Men på ingen måde livløs at anskue, intetsigende – som nu desværre. Det døde blik, som var det eneste han så de mælkehvide øjne, mindede ham mest af alt om det opgivende og ligegyldige han havde set sidst hos sin køre Deadly Myth. Sørgeligt, intet bedre ord kunne han fine.

”Det er mig beklageligt at høre Midnight Myth. De er også… forandret.”
Hæst og intenst, tonløst. Mens han dog slækkede på den skeptiske rynke, og de pressede øre, som nu blot vendte bagud. Langsomt lod han de missede øjne forgå, alt imens han for en meget kort stund sænkede svagt på sin holdning og lod mulen søge en anelse frem i hendes retning, før han atter rankede og rettede sig op, anspændt som han nu kunne formå.

Hun krakelerede ikke selvom han gav hende medynk, for hun fortjente den skam ikke. Hun havde selv bragt sig i den situation. Hun var efterhånden ved at være afklaret, men hun følte ikke rigtig noget i tiden. Hun var robotagtig i sin mimik og hun kunne synes melankolsk. Da han rakte sin mule frem på hendes stirrede hun næsten tomt og opgivende op den. Det var en sørgelig konklusion på at Myth ikke rigtig følte at hun kunne folde sig ud som hun kunne engang. Hvad var pointen. Hun kunne blive bedt om at dræbe ham i morgen hvis det faldt den skumle sjæl i tankerne. Få sjæle kunne stikke til gløderne der trods alt stadig ulmede et sted der inde og få dem til at blusse op i et mægtigt bål.

" Miserabelt, ikke sandt. "

Lød det så tonløst fra hende og hun trak sig et skridt til siden, inden hun lod blikket glide tomt rundt, men med et kom der liv i de mælkehvide øjne og det gav nærmest et gip i den sorte hoppe i det hun løftede hovedet og drog et hoppet fnys. Gnisterne dansede over hendes ryg og omkransede hendes svagt bulende mave, som hun nu skævede om på med en særlig varme i de ellers kolde øjne. Føllet som hvilede i hendes mave havde givet sine første livstegn, omend ikke noget der bekræftede den sorte hoppe i at hun havde noget at se frem til i sin sølle tilværelse.

”Ærgrende, sørgeligt… ville jeg nu sige.”
Svarede han med den hæse og intense stemme, over de tonløse ord. Hende ligegyldighed i sig selv, var en pine at skue. Ikke fordi sjæle i sådan en tilværelse rørte ham. På ingen måde, det var så snart det omfattede sjæle han havde set helt andre sider af, at dette blev et sørgeligt og ærgrende syn.

Pludselig var det som om der skete noget, et glimt af liv, mens både fnys og bevægelse indgød. Djanges umiddelbare reaktion blev til nedlagte øre, presset hårdt i nakken, i ren og sker forskrækkelse over hende uanmeldte reaktion. Hurtigt slækkedes de igen og forblev bare bagudrettede, før han udsendte et kort hæst og tørt fnys, der dog havde en spørgende undertone. Mest af alt fordi dette selv satte gang i hans egne instinkter, før han kort skuede omkring sig.

Myth skævede over på den spraglede hingst som straks spændte yderligere op og begyndte og te sig en anelse. Hun trak et ganske svagt smil på den hvide mule, og lod blot som ingenting, mens hun lod mulen glide over hendes mave med et veltilpas brum, inden hun så roligt tilbage på Djange, som havde hendes reaktion været ganske normal. Hun lagde hovedet på sned og gjorde et kast med hovedet så den hvide man lagde sig på den ene side af hendes hals.

" Det kommer altid så uventet når de sparker første gang.. "

Sagde hun så blot, som en svar på hans undren, selvom det måske var noget andet han ønskede svar på. Måske hvor alle gnisterne kom fra, men sagen var at det havde været en del af hende siden hun blev født, som hun nu havde fået tilbage i bytte for sin sjæl. Derfor forekom det helt naturligt for hende at benytte disse evner. Faktisk var det tit hendes underbevidsthed der styrede dem.

Han nærmest rankede sig op, helt spørgende – hvilket sjældent skete hos den fattede og standhaftige hingst. Sparkede? Hun var såvel i fol, denne opgivende hoppe. Alligevel var det nu gnisterne han mest bed sig mærke i, og inden længe var spørgsmålene mange, og ordende få.

”Så De er beriget med liv inden i Dem?”
Hans ord var tonløse, alt imens spørgsmålet nok mest af alt var en konstatering, før han roligt nikkede. Mekanisk jovist, men ret så ærende. Det hun indtil nu havde vist for ham, havde ikke som sådan givet ham et indtryk af at hun kunne være i fol. Hvilken glæde. Hvis det da måske ikke var det hun måske fortrød, eller ikke brød sig om?

Myth så på Djange atter en gang og sagde dog ikke meget, men lod ham blot stå der og undres lidt over hendes adfærd. Det skulle han have plads til såvæld så hun kunne undre sig over hans, selvom hun ikke gjorde det. Hun nikkede stille af hans lettere mekaniske gestus, men en gestus var det. Hun besvarede hans ord, med de kolde facts der lå til grund for føllets oprindelse.

" Prisen var høj for denne berigelse, ligeledes den anden, men den pris har jeg allerede fortalt om. "

Den anden hun hentød til var gnisterne der knitrede over hendes ryg i tide og utide. Det var en af samme ting. Hun fik nu endnu et afkom og selvom den skumle sjæl havde sagt det ville blive hans sidste, så var Myth nødvendigvis ikke indstillet på at det ville blive hendes sidste. Så længe hun havde afkom, havde hun livsglæde. Hun nød at opfostre de små, især denne her glædede hun sig til. Der var ingen der kunne bestemme hvordan hun skulle opdrage denne her.

Den muskuløse hingst stod lidt for en stund, alt imens han tog sig selv i at betragte hoppen. Dog ændrede det ikke på hans holdning eller blik, endnu koldt og tomt var det. Det gik op for ham, hvilken retning det nu egentlig var hun var gået i. Hvilken skæbne hun havde været påbudt. Jovist havde han hørt om denne skikkelse, en hestelignende skikkelse, der kunne giver ønsker for priser. Hun var i sandhed et bevis på dette, hvis det da var dette der var hent hende. Ikke at han ønskede at snage mere i hendes private liv og omfang, selvom han alligevel et eller andet sted gerne så at vide meget mere om hende. Der var bare noget omkring de dage, de første dage i landet Andromeda. Han kunne selv godt mærke han havde ændret sig, for når hun stod her, følte han atter at han lige var trådt ind i landet – som han var den gang.

Det eneste der lød nu, var et lavere udmeldt udånding, fra den muskuløse hingst, der afsluttede sin betragtende mine ved at lade sit blik afslutte og lande i hendes.