Blot endnu en vinter..

Myth følte skam ikke at stilheden i blandt dem var akkavet. Hun stod blot og betragtede ham ganske roligt, mens hendes ord så ud til at synke ind. Hun nikkede svagt, men hun følte ikke at det skulle hindre resten af deres møde. For det var så længe siden de var mødtes og de havde delt nogle ret intense øjeblikke sammen, blot alene det fik hendes til at vippe de mandelformede ører fremad og hun hvælvede let i halsen, blot for at vise at hun var derinde et sted. Han var blevet stærkere, mere muskuløs og så ud til at være faldet bedre til end hende selv. Hun tog et skridt frem mod ham da han søgte øjenkontakten og hun brummede svagt, men feminint af hingsten foran hende. Hun vidste ikke om hun skulle gå nærmere Djange, for han havde sin egen særprægede personlighed som hun ikke helt kunne gøre sig klog på. Hans mimik var altid anspændt og blikket tomt og ørerne oftest vendt bagud. Det var jo ikke ligefrem fordi hans holdning var specielt indbydende, men det var hendes egen heller ikke.

Svagt blev et tegn sendt, fra hende. Den let hvælvede hals og en snært af tilnærmelse gav en lille underlig fornemmelse i kroppen på den muskuløse hingst. Langsomt var det som om han blev trukket tilbage i tiden, til nogen af de intense øjeblikke de havde delt nu og vel. Hun nærmest tilkendegav at hun egentlig stadig var der inde et sted. Et sted… Hans søgen på øjenkontakt åbnede endnu en dør, og hun nærmede sig. Det var med følelse af foragt over ham selv, da hun nu nærmede sig, og han følte noget i sin krop.

Han forblev, som han var – rank, stolt, anspændt, intetsigende. Spændingen om hun fortsat ville nærme sig, prægede let på ham, og egentlig reagerede han let ved hendes tilnærmelse ved at presse en anelse på ørerne. Men hun en anelse, og alt imens, blev hverken mulen eller øjnene vendt i retning af foragt og afvisning.

Det var svært at gøre sig klog på og Myth vidste ikke helt hvorvidt hun skulle tage skridtet videre, men stod i stedet og betragtede ham for en stund. Der var ikke rigtig noget at spore på ham og i såfald så overså hun det. Hun anede ikke noget over den foragt han følte for sig selv og gjorde hun så havde det nok givet præg om noget mere. Men Myth var ikke typen der spurgte ind til ret meget. Hun trådte endnu et skridt frem, inden hun hankede op i sig selv og trådte helt hen til hingsten med let hvælvet hals og et par trippende skridt. Mulen søgte straks hans skulder og hun strøg den undersøgende op mod hans hals. Hendes berøring var ligeledes intens og bar mindet om hvor fyrrig og ilter hun kunne være, hvis blot der var nogle der gad og rode lidt i de gløder. Det krævede ikke så meget som man ellers kunne gå og tro. Det var nogle små signaler, gestusser om man ville der fik den sorte hoppe til at blusse op.

Det sitrede stille inden i den brogede hingsts krop, alt imens hun stod for en stund lidt. Om hun direkte betragtede eller blot så ham an, var han i grunden ikke så bevidst om, da han selv havde travlt med at betragte hende, samt indsnuse hendes blide duft diskret – mens hun nu stod så nær ham. Men hun trådte nu nærmere, og ørene blev presset dybt i nakken, men det var da også det eneste. Det var med trippende skridt hun pludselig stod nær ham, og Djange nærmest stivnede, da han følte hendes mule røre hans skulder. Normalt ville hans skind have sitret, men det var som om han havde håbet lidt på det, og derfor nærmere slækkede på den anspændte holdning da hun trak mulen undersøgende op af hans hals. Det slækkede let på ørene, før han selv tilmed forsigtigt lod sin lyserøde mule søge hendes hals, ud for ham. Næsten, som var hun lavet af det mest skrøbelige materiale i verdenen, berørte han hende blidt.

Intensiteten steg mellem de to. Myth kunne mærke det på sig selv hvordan gløderne langsomt blussede op under det sorte hårlag, men ingen gnister dansede over hendes skind, for berøringen som Djange snart kom med var ganske velkommen. Hun brummede feminint og skænkede ham et spillende blik i de normalt tomme og intetsigende øjne. Det var nu mere for at minde ham om at lignende situation var fundet sted før. Hun huskede det tydeligt. Hun vendte dog opmærksomheden mod hans hals igen, mens hendes eget hårlag sitrede under hans yderst forsigtige berøring. Det var en sitren af velbehag og en ny brummen inviterede ham blot nærmere, mens hendes egen mule selv gik på optagelse op og ned at hans skulder, så intenst, men alligevel så sensitivt. Hun slog et svirp med halen og trådte et skridt frem så hun kunne nå hans ryg, hvor hendes berøring fortsatte. Hun kunne nu tydeligt mære at hingsten var blevet langt stærkere end sidst de havde set hinanden.

Gnister var at se, og det spærrede kort de krystalblå øjne en anelse op, før han tilmed blidt søgte den kridhvide man, tilmed forsølvet; som han berørte med al forsigtighed og ømhed. Nærmest sårbar fremstod han i sine berøringer, før han registrerede hendes blik. Det var kort og eftergivende at det pludselig, for et kort splitsekund, viste sig et glimt – et glimt af liv, flammende vildskab bag de ellers så altid kolde og tomme øjne. Det svandt hurtigt ind, og det blev pludselig til et langt mere sårbart og intenst øjeblik for Djange. Dette glimt, havde kun meget få nogensinde fået af se, kun den lille sorte og hans egen datter havde set dette.

Hun trådte frem, og hun kunne nu nå hans ryg – såvel som han kunne nå hendes. Det var mere fast og kærtegnende, at hans mule alligevel gled så forsigtigt over hendes pels, med de smukke og unikke aftegn nu bar – alt imens han selv sitrede en anelse over hendes berøring. Spændte en smule op, men ej af ubehag. Nærmere passion, spænding, ophidset hed.

Hun ænsede glimtet og stoppede kort i hendes berøring, inden hun lod sin mule stryge op over hans mave. Det var i sandhed en gestus fra den spraglede hingst og hun valgte dog ikke at gøre noget stort nummer ud af det. Det lå ikke til hendes stil at gøre sådant. Hvis han ville sige eller fortælle noget, så måtte det blive på eget initiativ. Hun nød øjeblikket, nød kærtegnene og ømheden omkring hende. Det var noget hun havde manglet kunne hun mærke. Hun viftede let med halen og lod nu mulen søge over hans ryg endnu engang med den samme sensitive berøring, ligeledes mærkede hun hans sitren og mon ikke også han kunne mærke hendes. Hun trak sig kort bagud så hun stod med fronten mod hans og søgte kort øjenkontakten, inden hun puffede nænsomt til hans mule, inden hun blot foretog et sideskift. Hun nippede lettere ophidsende til hans skulder inden hun fortsatte hendes berøringer.

Det var tydeligt hun havde bemærket dette kortvarige glimt, og han stoppede vel egentlig også i samme sekund, som glimtet havde været udbrudt. Atter fortsatte han, mens det gav en stemning af sensuel og intensitet når hun sådan sitrede under hans berøringer. Stille havde han ladet sin mule famle sig vej over hendes mave, som han nu vidste, indebar et foster endda. Selv trådte han lidt på stedet, i form at ophidsende trippen, i langsom og kontrolleret form. Hun trak sig dog, og rankt forblev han stående. Det var kort hvor hans øjne søgte hendes, før hun puffede sin mule imod hans. Det var med ét det gav et sæt i ham, og hun nu selv gav udtryk for sin ophidselse, før hun straks var ved hans skylder igen. Det var med en lettere hæs og hingstet brummen, at han kort trippede en anelse hingstet på stedet, før han nappede let i hendes man, for da langsomt og intenst at lade mule glide ned langs hendes hals, mod hendes fine bringe, mens hans hals derpå formede sig smukt og hvælvet, så hans muskler rigtig fremtrådte.

Gløderne var antændt og hoppen var nu vågnet til dåd for en stund. Hun var blevet tilpas ophidset af alle de berøringer som for hende var en yderst sjældenhed. Det var ren nydelse for hende at kunne opleve dette efter så lang tid. Hun trippede let på stedet ved hans berøring og iagtog nøje hvordan musklerne spillede under hans hårlag. Den hvide mule med kørt over den hvælvede hals og hun kunne ikke lade være med at give et lille hoppet hyl fra sig, mens hun lod et bagben svirpe bagud, dog uden nogen form for afvisning, bare ren fyrrighed fra hoppen som var blevet tilpas ophidset. Hun trippede forsat på stedet, og lod mulen søge hans bringe, inden hun lod sin pande stryge over denne hvorefter hun strøg sig op af ham og lod mulen finde kortvarrig hvide i hans man. Her afventede hun så hans næste træk.

Hendes hyl gjorde bestemt tegn på den fyrighed hun åbenbart stadig havde i sig. Bestemt! Det var kort at han trak på et lille smil over den lyserøde mule, tilfredsstillet, alt imens det hurtigt svandt ind igen. Om hun havde set eller ej, var for Djange også ligegyldigt. Hendes søgen mod hans bringe fik ham til at hejse hovedet, i form af en løftet bue over halsen, alt imens han kort piskede hårdt med den fyldige mørke hale, da hun søgte ud efter hans man, af ren ophidset hed, der nu kan ligge hos en hingst der først får vækket sine indre instinkter. Han trak sig nu tilbage, så han stod med front imod hende, før han gik frem, for at lade hende og hans side møde, hvorpå han lod sig nærmere intenst gnide sin krop langs hendes, forsigtigt og selvfølgelig ej skubbende, nærmere lokkende; før han stoppede da hans forpart var ude for hendes bagpart, og hans forsigtigt indplantede et nap over hendes kryds.

Det lille smil blev skam bemærket og Myth lagde hovedet en anelse på sned, inden hun blot lod ham fortsætte sin færd. Hun havde forsøgt at tirre ham lidt, men det var som at havde det haft samme virkning på den sorte hoppe, som løftede hovedet da han lod sin side gnide mod hendes. Hun mimrede svagt med den hvide mule og brummede hoppet. Hun huskede tydeligt den dag han havde forsøgt at gøre sig så umage, og havde direkte underkastet sig hende, men hun så blot var gået sin vej. Hun kunne ikke lade være med at sætte i perspektiv at havde han blot været halvt så intenst og passioneret som han var nu, så havde han nok fået lov. Nu havde hun intet at give ham, det var vel nok ironisk på en eller anden måde. Hans nap mod hendes kryds fik hende dog til at vågne lidt op og hun gav et svagt hvin efterfulgt af et par slag med den hvide hale. Hun gjorde et svagt kast på hovedet før hun nappede blidt til hans flanke.

Ak ja, han huskede så ment også tydeligt den dag hvor han havde underkastet sig – givet alt, blot for denne hoppe. Denne skønhed, hvor hun derpå blot var skredet sin vej. Meget var forandret nu, det var i sandhed korrekt – blot at disse to sjæle kunne ophidse hinanden lige vel, var nok aldrig sket dengang tilbage.

Det svage hvin og den piskende hale, fik Djange til at vige kort på hovedet for at undgå at få nogle piskesmæld i ansigtet, før han stille, nærmest drillende ville sætte en ny akt i gang. Dog stoppede han, ved hendes nap ved hans flanke. Han trippede kort på stedet atter, lidt fra hende, før han atter lod sin krop søge hendes. Derpå tog han sin planlagte agt i færd, og lod langsomt i en nussende og måske endda kildrende bevægelse, glide ned over hendes baglår med mulen. Synderligt ærgerligt der på ingen måde var noget at komme efter.

Hun løftede hovedet og strakte mulen i sky i ren og skær nydelse. Årh det var faktisk lidt fejt, men det slog hende at han kunne være ude i noget gengæld. Det var vel forståeligt nok på sin vis for hun havde været alt andet end retfærdig på det tidspunkt. Hun så efter ham da han trippede væk og var på nippet til at svanse efter ham, men han var hurtigt tilbage med en ny akt. Hun gjorde et kast med hovedet og kunne slet ikke koncentrere sig om at få gengældt det der nusseri eller noget. Hun løftede det ene bagben på grund af hans kilderi, men der var ingen trussel i dette. Hvor måtte han dog ærge sig over der ikke rigtig var noget at komme efter. Hun gjorde kort et tirrende svirp med halen, bare for at vise at hun også kunne lege med.

Det var jovist tydeligt at hun kunne lide dette, nydelsen nærmest strålede ud af hendes reaktioner, alt imens det dog viste sig at kildre en det dette. Drillende svirpede hun nu med den smukke hale, og det var forsigtigt som han nappede let ved hendes halerod. Jovist var hun hverken i brunst, eller blot til at springe på, men alligevel duftede hun så dejligt. Det var ej med skjul der var lagt på, over hans kortvarige, men menende flehmeri. Med hovedet skudt i vejret og en kort trippen, knejsede han nu i nakken, før han dansende trippede om hendes bagpart, hingstet og visende, med et kort hæst og dæmpet hvin. Et slag med hovedet blev da også på tale, før han kom rundt, og søgte mulen hvilendes og nussende over hendes ryg, op imod hendes hals, for ligesom at tirre hende en smule, og ikke misbruge intensiteten der var ved at berøre hende så meget bagpå.

Hun så nu tilbage på ham. Hvordan han næsten opførte sig som var hun i brunst med alt den flehmen, hvinen og trippen rundt. Hun trak svagt på smilebåndet, at de havde fået hinanden bragt i det humør. Han forlod nu hendes bagdel og kom tættere på hendes front. Hun hvælvede i halsen og trippede nu til siden, tydeligvis tirret af hans tilnærmelser. Hun hylede let op og stampede i jorden med det ene forben, inden hun strakte mulen mod hans med et hoppet fnys. Alt var så intenst og oppe og ringe, og selvom Djange ikke var love of her life, så havde der fra dag et altid været sådan et spil her i mellem dem. Hun forstod ikke selv hvorfor at det var gået sådan, men i øjeblikket valgte hun ikke at tænke over det. Måske når hun engang faldt til ro, måske slet ikke.