Blot endnu en vinter..

Det var en kort fornøjelse af hans tilnærmelse før hun trippede til side og dernæst hvinede og gjorde sig til ellers, med stamp i jorden. Selv blev det til en hæs, men denne gang dybere og hingstet brummen, alt imens han selv trippede let på stedet, med knejset nakke. Hun kom nu nær og strakte mulen imod ham, og i samme øjeblik stoppede han brat, mens han fokuserede på denne tilnærmelse. Hoppet lød et fnys, og gengældende lød en blanding mellem et hæst brum og en dybere klang af et hingstet vrinsk, før han selvtrådte frem, for kort at berøre hendes mule, for derpå at træde tilbage igen, ude af rækkevidde igen. Hvad det præcis var, eller ikke var der var imellem de to, vidste Djange på ingen måde. Jovist havde han altid været betaget, men ligefrem om det var kærlighed, var svært at tyde.

Det sitrede under det sorte hårlag, mens hun stod der og søgte øjenkontakt med den spraglede hingst. Hun kastede let med hovedet og hvælvede i halsen med en hoppet brummen, men bevægede sig ikke længere. Halsen var en smugle fugtig af ren ophidselse og hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde haft det sådan. Kærlighed var det nok ikke, men nok nærmere noget der lå i instinkterne. Djange var en stærk hingst og hun kunne drage nogle parraleller til hendes andre bekendtskaber. Selv samme hingst have faktisk formået at revancere lidt på hende i dag, men det ville hun nok ikke indrømme hvis nogen spurgte. Hun hvinede nu hoppet og dansede kort på stedet med højt løftet hale og trippende skridt.

Hendes hvin blev aldrig kedeligt, hver eneste gang satte det gang i noget i ham. Hun dansede trippende, og havde hun været i brunst havde dette da været et tydeligt tegn på tilladelsesfasen. Selv dansede den muskuløse hingst på stedet, før han kort stoppede, og knejste i den hvælvede hals, og vendte hovedet en anelse med siden til. Mens hans blik søgte hende. Det var som en der pludselig var en svag snært af udfordrende gnister i de ellers tomme og kolde øjne, alt imens han måske kunne virke en anelse overlegen og hidkaldende. Han ønskede at se hendes næste move, men det var svært, for selv buldrede ophidset heden dybt i ham.

Udfordrende gnister? Hun skulle give ham gnister. Hun trippede let på stedet og sendte ham ét særligt blik, inden hun med et hoppet hyl gik i vejret, mens gnisterne sprang rundt omkring hende. Et inferno at det der lignede små lyn der indhyldede hoppen ganske kort tid inden hun atter stod roligt op så på hingsten med let hvælvet hals. Dansende bevægede hun sig tæt omkring ham og lod kort halen svirpe ind på ham, selvfølgelig med det eneste formål at tirre ham yderligere. Derpå stoppede hun så blot op og skævede over på ham med et intenst udtryk i de hvide øjne. Hendes åndedræt var hurtigt, selvom anstengelsen ikke var stor, så var hidsigheden.

Hun var bestemt den samme, som dengang! Det var en smule stirrende Djanges krystalblå øjne blev, med betagende blikke da gnister i form af små lyn indhyllede hendes skind og dét ene blik blev sendt. Hendes tilnærmelse fik alt i hans indre til at sitre, mens han ej kunne holde blikket fra hende. Hendes dans omkring ham, halen der blev skud ind på hans skind, gav sitrende tilbagesvar over hans skind, alt imens han måtte tage sig selv i at ej at trippe. Hendes kredsen sluttede og det intense blik var ej at tage fejl af. Det var her han selv bed sig mærke i at hans vejrtrækning var lig hendes, hidsig – da han nu trådte imod hende, med hvælvet hals, og en fremskudt panden imod hendes hoved, hvor han ønskede at skyde sin pande mod hendes, mens den svage, men levende intensitet af gnister i de kolde og tomme øjne, ville kunne spille deres ejet spil med hendes mælkehvide øjne på tæt hold.

Hun gjorde som han ønskede selvom hun jo ikke kunne læse tanker. Måske lå det blot i luften, men hun hvilede nu hendes pande mod hans og stirrede nu ind i hans krystalblå øjne. Hendes egne var et dybt hav af tåge og mysterier, vidner om en blodig fortid og alle de synder hun havde begået. Den brændende intensitet de bar kunne bore sig igennem næsten hvad som helst. Djanges var kolde og tomme, men hun havde set den gnist af liv som de kunne bære, om nogen nok kun i et splitsekund. Hun trak stadig vejret hurtigt, men trak sig ej væk fra ham, for nu ville hun se hvad det var han ville så tæt på hendes øjne.

Som de stod der, søgte hans krystalblå øjne noget, svar, spørgsmål? Han vidste i grunden ikke hvad, og ud over den dybe intensitet han så, var der ellers blot tåget, mystisk og tilmed rodet i hendes, af hvad han kunne se. Alligevel betog dette ham, en del! Han pustede roligt ud, fra sin ellers ret så hidsige vejrtrækning, nu langsomt, da deres muler var tætte. Hun måtte gerne bryde denne kontakt, selv søgte han endnu videre alt imens en svagt spil af smålige gnister langt inde i hans eget blik dannedes, uden som sådan at ville komme helt ud og blotte sig.

Hun så de små gnister og hun pustede let ud, dog ikke nær så roligt som han formåede. Hun brød kontakten, men trådte frem, så hendes bringe nærmest stod klistret op af hans. Hun påbegyndte på noget så uskyldigt som at gnubbe ham over ryggen med en feminin brummen. Hun vippede kort med ørerne og trippede lidt på bagbenen og slog et par slag med halen, inden hun da stod stille. Hun kunne ikke holde den høje intensitet hele tiden, så hun måtte lige tage bare en lille pause for føllets skyld. Hun kendte nemlig godt sine grænser hvad sådan noget angik. Det forhindrede hende dog ikke i at soignere Djange bare en anelse.

Hun pustede let ud, brød kontakten, mens han forblev roligt stående – så roligt han nu kunne. Alligevel var det som om der blev lagt en dæmper på, fra ét sekund til et andet. Hun drog dog ej bort, men kom nærmere og straks stod de bringe mod bringe, og hun fandt vej med mulen og nussede ham over ryggen. Det var i en nærmest kærtegnende forsigtigt bevægelse Djange selv strøg hende ned langs hendes hals, for dernæst at gengive hendes soignering, over hendes ryg også.

Myth smaskede i velbehag og glippede let med øjnene. Det var somom at nu kunne hun slappe helt og aldeles af. Så meget at hun valgte at ligge sig ned. Hun var faldet til ro og med roen kunne hun mærke at hun var blevet en anelse søvnig og med føllet i maven tærrede det godt på energien. Hun så op på Djange med et veltilpas udtryk over hele linjen og nippede let til hans ene forben med en svag brummen. Hun missede let med øjnene og scannede nu området kort, men der var intet at få øje på, intet at høre, intet at lugte.

Det var en beroligende aura er pludselig lå om de to sjæle, da hoppen fandt tryghed i at ligge sig i sneen. Hun nappede let til hans forben, og selv stod han for en kort stund og skimmede området, men her virkede sikkert. Han stod nu i et mindre dilemma om han skulle ligge sig også? Eller skulle han hellere forblive stående? Måske endda skulle han forlade selskabet, finde tilbage til bjergpasset, fokusere lidt på… den opgave ja. Han kastede blikket på Myth atter engang, før han lod sin mule sænket, og han let nippede nærmest loyalt til hendes man, tilmed spørgende, nærmest forsikrende om at hun selv måtte om, om han skulle blive eller fordufte for nu.

Hun så atter på ham med sine hvide øjne. Kort forduftet i et stadie af total tågeri. Hun var blevet vældig træt og næsten overvældet af hvor træt hun faktisk var blevet. Han napperi tog hun sig ikke så meget af, men tiltede blot hovedet på sned og hvilede nu mulen mod hendes ben. Hun undslap en hoppet brummen, en varm og velkommen en. Han måtte hellere end gerne blive hvis han lystede. Om end ikke så kunne hun måske blive liggende lidt længere end hvis hun havde været alene. Hun lod øjnene glide i og der gik ikke meget længe før hun døsede ganske stille.

Hendes døsende tilstand, mindede hende ham svagt om hans egen søster den gang, den måde hun stille drev hen. Kort undlod han selv en nærmere varm, bag det hæse, brummen; før han roligt lagde sig i den kolde sne. Han sørgede for at ligge sig nært hende, uden videre egentlig at berøre hende. Det var med en sidste scanning af stedet han så sig om, før han stille lod sin mule søge hvile på sine egne forben. De krystalblå øjne så sig betragtende på hoppen, før de var det sidste han så for den aften; og han døsede hen i drømmendes verden.



[OUT]