Naturens gang..

10. December



Det glatte underlag gjorde det svært selv for bjergvandreren Djange at færdes her i bjergende. Der skulle ikke blive megen stejlt, før det næsten var umuligt at føre sig selv afsted til hovs. Han var dog nået dalen nu, der ikke umiddelbart lå langt inde i bjergpasset. Faktisk var det noget af det første man stødte på når man først lod sig følge en af de mest betrådte stier op i bjergende.

Godt hundrede meter var diameteren, på den næsten cirkulere formede dal. Sneen lå allerede ret så tykt over den ellers glatte grus og klippe bund. Kun grundet al den purre sne, var her ej glat. De få træer der stod separeret havde ikke ét eneste blad på tilbage, kun nøgne og bare var grenene.

Højt lød dog et skrig, pibende skrig. Den brogede der som sædvanlig stod rank, stolt og anspændt i sin holdning, pressede hårdt de allerede tilbagevendte øre i nakken. Anseende hurtigt reagerende blev de krystalblå øjne misset sammen, før det kolde og tomme blik hurtigt fil øje på en stor ørn, på én af de nærmeste træers store grene. Stille slækkede Djange på de nedlagte øre, hvorpå han besvarede denne ørn med et hæst fnys, og et kort dominerende og udfordrende kast med det smukke hoved, før det atter fandt tilbage i sin ranke stilling på den højstillede hals. Kort, meget kort, næsten usynligt var et lille skævt smil at spotte på den lyserøde mule, før det svandt ind endnu engang.



[Åben fælles tråd]

Den lysbrogede vandrer blev tøvende stående ved bjergpassets begyndelse. De snebeklædte klipper hævede sig som høje kæmper over hende, alt for solide og urokkelige modsat hende.
Hun kunne ikke forklare den irrationelle frygt, der greb hende, når hun stod for foden af bjerget, men den indfandt sig altid hos hende. Næsten i en sådan grad, at hun følte sig latterliggjort.
Med en kraftanstrengelse rystede hun det fine hoved, som for at ryste angsten af sig, og satte i en langsom skridt op langs den snorlige sti, der førte længere op i bjergene. Sneen lå som et tyk lag på stien og gjorde den til usikker grund at betræde.
Hun var endnu frygtsom. Den høje, men spinkle hoppe var anspændt, men hun syntes ikke at ænse det længere. Midt i stilheden havde lydt et højt skrig, og hun var nu fokuseret på at lokalisere lyden. Der gik et øjeblik, før hun indså, at en ørn var på fær i hendes nærhed.

Det forekom mærkeligt, at Kali valgte bjergene, når hun ikke brød sig om landskabet. Men hun var drevet af en lyst til at udforske hele Andromeda og i lange tider havde hun undgået dette område på Enophis. De isblå øjne lyste af den vilje, der havde båret hende hertil, med en fast beslutning om at trodse fornuften, der bad hende om at drage bort. Hun ville aldrig blive den, der lyttede til fornuft.
Hendes ubehag var ikke aftagende, efterhånden som hun nåede længere ind i bjergpasset, men hun havde vænnet sig til følelsen. Hun sænkede hovedet mod jorden i et selvtilfredst prust og øgede tempoet.

Den ranke og stolte hingst, stod anspændt i sin holdning alt imens de kolde og tomme øjne steg til vejrs for at følge ørnens afsked. Selv havde den brogede hingst så småt bevæget sig en smule længere ned i den mindre dal, der mest af alt var formet som en ellipse. Med den brede indgang hvor han selv var kommet fra, og så den smalle stejle sti længere nede i enden, som han kun sjældent havde begivet sig videre ud af. Længden på denne dal måtte være omkring de trehundrede meter, mens bredden var godt to hundrede. Et areal der bestod af høje murer omkring, som befandt man sig i en gryde…

Snart var ørnen ude af syne for de krystalblå øjne, før et eftergivende ekko af et prust ikke langt fra hvor han selv var kommet fra retningsmæssigt, genlød mod de evigt mange bjergmure. Skeptisk blev de kolde og tomme øjne misset anseende sammen, mens ørerne hårdt blev presset afventende i nakken. Snart vendte han mere præciserende den muskuløse krop imod indgangens skråning opad, fra hvor han stod nu, mod hovtrin, der nærmede sig, alt imens han forblev stående stille. I denne dal, både prydet med et par enkelte ensomme træer, små fugtige græsplantager – alt sammen dækket af vinterens is og kulde.



[ Hvis andre ønsker deltagelse – Feel free to join haha! ]

Hoppen havde det ikke let på de stejle bjergskråninger. Det var lang tid siden, hun havde bevæget sig op i disse højder, og hun var ikke vant med det ustabile terræn. Turen gik langsomt, for at hun ikke skred rundt, men også fordi hun stadig ikke var helt tryg ved situationen. Derfor følte hun en hvis lettelse, da der under hende pludselig strakte sig en rund, snebeklædte dal. Overalt hævede bjergene sig op omkring den, men hendes blik hang mest af alt på de ensomme og spredte træer, der stædigt kæmpede mod kuldens vold. Her ville hun utvivlsomt bedre kunne stå fast.
Men netop som hun var påbegyndt turen ned af skråningen og ind i selve dalen, faldt hendes blik på den fremmede, der var tilstedeværende i bjergene. Hun standsede brat op, anspændt ovenpå den uventede opdagelse og hævede hovedet i et ryk, for at se den anden an.
En muskuløs hingst, der stod med front mod hende og måtte have ventet hendes komme, havde presset ørerne langt tilbage og fremstod truende, selv nu hvor hun stod hævet over ham.

I lang tid stod Kali blot stille uden at reagere. Men så bar de lange ben hende alligevel ned mod den fremmede, forsigtigt for ikke at glide i den våde sne. De sandbrune ører vippede frem og tilbage, som var hun i tvivl om, hvordan hun skulle møde hingsten.
Det var svært at lade sig true af hoppens fysik. Hun var høj og slank, men så spinkel bygget, at det ikke faldt mange ind ved første øjekast. Det var nærmere den vilde uforudsigelighed, der hang omkring hende, og det glødende, livlige blik, man ville bemærke, sammen med det lidt specielle udseende.

Da hun nåede ned for enden af skråningen, standsede hun atter og afventede hingstens reaktion på hendes tilstedeværelse. Hovedet hældede lidt til siden i tavs forventning. De isblå øjne lyste op med et næsten lilla skær, som forsøgte de at genspejle hendes modstridende følelser. Der var mange ting, der gjorde at hun blev her – ikke mindst fordi hun var nysgerrig efter at se, hvem den fremmede hingst kunne være – men samtidig talte en del af hende for at vende om. Men hun blev stående. Som altid var det hendes nysgerrige, videbegærlige natur, der vandt.

---

The more the merrier!

Den isnende kolde vind bar’ en duft med dig, ren og indbydende, som Eukalyptus blomsten. Den brogede hingst stod atter standhaftigt alt imens de krystalblå øjne nærmest stirrede sig blindt i hendes isnende blå, med det kolde og tomme blik han besad. Hun nærmere sig, men stoppede derpå, godt og vel en god afstand fra ham. Han rankede sig let en anelse, mens ørene forblev i nakken. Mulen havde slået et par skeptiske rynker, på hendes færd end imod ham, men blegnede nu da hun var stoppet respektfuldt et stykke fra ham. Det var dog tydeligt hvordan nysgerrigheden bar’ hende på vej, alt imens den anspændte muskuløse hingst, blot kunne tolkes som truende for fremmede.

”Værhilset Frøken.
Hæst og intenst brød Djange hurtigt stilheden i bjergendes rungende atmosfære. Tonløs lød hans ord, evigt tonløse – som var alt ligegyldigt, intet humør blev nogensinde understreget i hans stemme. Tvært imod. Næsten mekanisk havde han nikket stift i nakken, dog yderst respektfuldt og hilsende, til trods for dette kunne virke tvetydigt på mange, da hans stolte og anspændte holdning ikke af den grund ændrede på sig.

Kali veg overrasket et skridt tilbage ved lyden af den hæse, tonløse stemme. Det var ikke frygt, der greb hende, men stadig følte hun noget lignende, da hun ikke var i stand til at aflæse hingsten. Hende der ellers altid havde en fornemmelse for de sjæle, hun mødte på sin vej, kunne ikke regne ham ud. Han stod stadig anspændt og truende foran hende, men hans ord var langt fra fjendtligt ladet. Det skabte en hvis forvirring omkring hans karakter.
Det faldt heller ikke den lysbrogede ind, at det stive nik med hovedet var en hilsen til hende, og derfor gengældte hun det ikke. Hun trådte nærmere, alt imens hendes blik hvilede på hingsten, stadig lige undersøgende og afventende.

"Hvem er du?"

Hendes spørgsmål var direkte, men samtidig var svarene uendelige. Det var ikke til at vide, hvad hun fiskede efter, men ikke desto mindre søgte hun et fyldestgørende svar og der var noget i hendes udtryk, der afslørede, at hoppen forventede mere end blot et navn.

Denne fremmede hoppe, udviste på ingemåde hverken gestus eller gensidig respekt. Ørerne blev presset hårdere i nakken, mens hun trådte nærmere; og de krystalblå øjne, med dets evige kolde og tomme blik, så sig direkte stirrende i hendes isblå. De missede sig en anelse sammen, alt imens det ene af hans gråbrune øre veg ud til siden, blot for at understrege at han lyttede til hoppens ord. Med et, lå det atter presset i nakken, parallelt op imod det andet øre i nakken. Hendes spørgsmål havde lydt, og et par rynker fandt skeptisk og vigende, vej over hans mule. Hvad bildte hun sig ind?!

”Mit navn er Djange.”
Hæst og intenst lød hans tonløse ord, alt imens hans øjenkontakt ikke veg. Han kunne have sagt så meget mere, endda mindre. For nu, fortjente denne fremmede på ingen måde mere viden omkring ham. Og havde hun da stødt på andre i landet, som havde talt om ham, ville hu allerede vide meget mere end blot hvad han hed, ud fra hans navn han havde serveret for hende. Kort slog han et hårdt piskende slag med den fyldige mørke hale omkring sig. Hvad bildte hun sig ind?!

Hingstens hale piskede gennem luften og fik Kali til at træde et skridt tilbage, ganske langsomt. Hans ører var presset langt tilbage og han stirrede på hende, så tomt som hans toneleje var det og så truende som hele hans kropssprog. Men hun var stadig ikke skræmt – hun var for naivt et væsen til at blive det.
Nu var hun i tvivl om, hvad hun skulle stille op med hans reaktion. Det forvirrede hende, hvordan hans udstråling og hans ord ikke stemte overens – så høflig i tiltale, så fjendtlig i fremtræden. Det gav ikke mening og det vakte en hvis irritation hos hende.
Den sandbrune hale svirpede frem og tilbage, som et klart tegn på hendes sindsstemning, men det var hverken ment som en advarsel eller et udtryk for hendes modvilje. Hun havde endnu ikke noget imod Djange.
Hun drejede hovedet let på skrå med et tænksomt udtryk, der kunne ses i hele hendes holdning. Hun forsøgte virkelig at forstå ham. Hendes ører vippede frem og tilbage i konstant bevægelse, tydeligt forvirret. Men det var også nemt at se i hendes intense øjne, der stirrede og stirrede i et åbenlyst forsøg på at regne hingsten ud. I dem var der ingen genkendelse, efter at have fået hans navn, for hun havde gjort sig for få bekendtskaber, til at have hørt om ham.

”Du opfører dig mærkeligt.”

Det blev sagt ligefremt som en konstatering, som rene fakta. Kali var hudløs ærlig. Hun sagde, hvad der faldt hende ind og det var netop derfor, hun var så utilregnelig. Til gengæld skulle man aldrig frygte hendes løgne, for de eksisterede ikke i hendes verden.

”Mit navn er Kali.”

Først nu indså hun, at hun ikke havde præsenteret sig selv, og hun havde på fornemmelsen, at hingsten vægtede navne højt. Hendes tonefald var blødt, men stadig kunne man høre spor efter den skarpe kant af irritation, der lurede under overfladen.

Hoppens duft blev nærmest forstærket da et par svingende slag med halen kom på tale. Hoppen virkede tilmed en anelse irriteret, alt imens de to fremmede sjæle stod overfor hinanden i Djange territorium. Dog forargede de næste ord brat den muskuløse og brogede hingst! Mærkeligt? Hvad mente hun helt i grunden med det? Begge ører lå straks dybt i nakken, mens der ellers ikke blev ændret på den i forvejen anspændte og ranke holdning. I samme øjeblik som hendes ord havde lydt, havde de tomme og kolde øjne været misset sammen, hurtigt og dernæst holdende. Anseende og tilmed advarende. Mens tankerne buldrede inden i hans hoved.

Det var kort efter hun præsenterede hendes eget navn, hvor et kort og hæst fnys var det eneste svar fra ham, for nu. Den lyserøde mule slog da også et par skeptiske rynker, før han atter åbnede mulen.

”Respektløst…”
Hæst og intenst lød hans ord, tonløse, direkte og tilmed hviskende, alt imens han ikke slap fokus fra hoppen fra. Til trods for han godt vidste hvad hans næste træk var.

WORDS: 206

-

✥ ✥ ✥ ✥ ✥ ✥ ✥ ✥ ✥

Det var endelig gået op for Kali, hvad der generede den brogede hingst. Det gav dog ikke mening i hendes ører. Respektløst? Men det var ikke tilfældet, det mente hun bestemt ikke.
Hoppens tanker om respekt var lettere forskruede, hun havde praktisk talt opdraget sig selv. Der var grænser, hun ikke forstod hos andre. Hans holdning var om muligt mere anspændt, de kølige øjne havde han misset sammen, imens han betragtede hende. Hvad end hun havde gjort, havde det stødt ham. Et næsten sagligt smil brød frem hos den lysbrogede hoppe, hendes stemme var lavmælt, ligesom han hviskede sine hæse, tonløse ord ud.

”Men Djange, du har min respekt.”

Hun rettede sig op og slog med det lyse hoved, en pludselig glæde fyldte hende. Hingsten forvirrede hende ikke som sådan længere, det var lettere at forstå ham. Hendes før så granskende, glasblå øjne blev mildere, hele hendes holdning var ikke så anspændt som før.
Over dem lød et skrig på ny, det var ørnen, der susede over deres hoveder. I et kort øjeblik optog det hendes opmærksomhed, men hun vendte snart tilbage til den fremmede, truende Djange. Hans reaktion var lidt interessant, det var ikke alle, der kunne blive så stødte over en tilsyneladende manglende respekt.

✥ ✥ ✥ ✥ ✥ ✥ ✥ ✥

Naturens gang.. .

Temp by Melz @Caution 2.0, cyberlink, @adoxography and RPGD

Det var hurtigt begge hans øre lå hårdt i hans nakke, mens de krystalblå kolde og tomme øjne stirrede sig nærmest blindt i hendes lyse; mens de blev mere og mere sammen knæbede og skuende. Den lyserøde mule rynkede sig direkte skeptisk, mere og mere, kort efter hendes ord havde lydt. På ingen måde fandt den muskuløse hingst denne fremmede hoppe som troværdig. Først denne uforskammede anklage, og nu denne oprigtige erkendelse af respekt for ham, som havde hun kendt ham i lang, lang tid. Det sitrede kort af vrede i den brogede hingst, der rankt, stolt og anspændt, stod foran denne hoppe, før han med et hårdt piskende og advarende slag med den mørke hale, pustede sig dels mere op. Tilmed truende kunne han snildt have set ud i denne fremmedes øjne, før han med et koldt, hæst og hårdt fnys bed tænderne hårdt sammen, bag den rynkede mule; der kort blottede tænderne en anelse.

”Magen til manglende opdragelse. De må have mig undskyldt, Frøken.”
I samme sekund havde hans hæse og intense stemme lydt, direkte tonløst; alt imens få vredes gnister for få sekunder havde været at ane i hans ellers kolde og tomme blik, før han selv vendte ryggen til denne brogede; for at forlade hende. Med stolte, præciserende skridt, under den ranke og anspændte holdning han nu bar.



[OUT]