Skyfall

Mørket var ankommet, i takt med at nattens danserinde havde trukket sit smukke slør hen over himmelen, og lod nu stjernerne og måne pryde den, som blev spejlet ned i hingstens kappe, der kælent smøg sig indtil hingstens korpus. At denne nattens hingst atter var trådt frem, virkede for ham selv helt unaturligt og forkert; han havde levet som en skygge af sig selv, kendte hverken til det ene eller anden. Han var tabt for omverdenen, men forsøgte nu, at komme tilbage. Eller gjord han nu også det? Var han overhovedet interesseret i, at træde ind blandt de sjæle, hjemsøgte som livsfulde, der herskede i dette mystiske land? Et land, han var blevet tvunget til uden hans egen frie vilje. Et land, hvor en magt var blevet ham givet. Hingstens sortnede øjne gled sidelæns, hvorpå blikket fangede kappens bløde kærtegn over hans flanke. Et kortvarigt brum nynnede løs fra hans stærke hals; han morede sig. Ganske vidst var det intet, at more sig over, denne verden lå i krig og havde en mørk og uvidende fremtid i sigte, men ak den arme hingst morede sig ganske enkelt over tanken om, at denne kappe engang havde kildet hans flanke, og hvor mange gange han havde spjættet, både af forskrækkelse og ubehag, men nu var det som om, at han var tryllebundet til den. Det var hans ét og alt. Et sagte suk forlod hingsten, der lod øjnene glide ud i nattens mørke, der hærgede dette golde land, han måtte vandre endeløst i. Hvad søgte han, siden at han atter var trådt frem fra sit skjul? Mulen krøllede, ørene vippede og halen slog. Alt i alt lignede han en ganske harmonisk hingst, som han stod der, og undrede sig over livet tilgang, men pludseligt sprang den muskuløse hingst frem i en flydende og elegant trav. Hvert skridt var stabilt og elastisk, som svævede han over den kolde jord, der fandtes under hans mørke hove. Da han nåede det tempo, han ønskede, knejste han den kraftige hals sammen, og lod et dominerende hyl skære gennem stilhedens omklamrende tåge. Han søgte ej selskab, men hingsten var ej en spion; han gjord blot opmærksom på, at han var tilbage.

Et dominerende hyl havde vagt den sorte hoppes opmærksomhed. Hun stod som lammet og stirrede ud i luften og det eneste livstegn fra hoppen var den hvide ånde der i ny og næ osede ud af hoppens næsebor. Der gik dog ikke længe før hun rev sig ud af sin trance og tog et dybt suk. Længe havde hun tænkt på ham i længe, så længe at hun godt vidste at nu var tiden til at hun måtte se ham i øjnene. En dyb indåndring kom fra hoppen, inden hun sukkede tungt. De mælkehvide øjne skævede til hendes svagt rundede mave, inden hun med sin altid lyse og femine stemme sendte et vrinsk ud i luften. Der var ej meget at spore i det, men det var ligesom hans blot en konstatering på at hun var til stede. Da satte hun frem i en stille trav, men stadig med elegante skridt og let hvælvet hals. Hun søgte mod den retning hun havde hørt hans hyl, og snart kunne hun se hvordan hans røde skikkelse tårnede sig op på horisonten, samt hvordan kappen harmonisk dansede over hans flanker i takt med at han elegant bragte sig frem. Langsomt stoppede hoppen op og vippede det mandelfarvede ører frem mod ham, inden hun hilste ham med en svag brummen. Det var vel blevet tid. Myth tog da en dyb indånding endnu engang og afventede nu blot Jaidev.

Det var som, at leve i en drømmeverden. Lyde, omgivelser, alting gled blot forbi en grådig tåge, hvis fangearme rev skikkelser ud, og blot gjord dem til facader, der blev klasket omkring i et uharmonisk maleri; men dette land var mere end blot ’uharmonisk’. Ud af til så det så idyllisk og smukt ud, at det nærmest gjord ondt, at se hvor smukt det var. Men under denne smukke facade, lå ondskaben og ventede på dommedag; en dommedag han, hingsten, var blevet forberedt ved at blive velsignet med et stykke af himmelen, som han bar stolt og ærbødigt over hans stærke ryg. Da en feminint og ikke mindst velkendt lyd ramte hingsten sensitive hørelse, stoppede han i et voldsomt ryk, der medførte, at hingsten kastede sit ædle hoved i vejret, og lod ørerne glide fremad. Det var en så velkendt lyd, at han ville kunne genkende den hvor som helst; den sorte danserinde. Han rynkede diskret på næseborende, udstødte et sagte suk på ny, ønskede han overhovedet selskab, denne mørke og skumle aften? inden han havde overvejet hvad han ville, satte han atter gled frem i den elegante trav, der med lethed bar hans stærke krop afsted.

Lugten ramte ham før skikkelsen; en karakteristisk lugt, der blev blandt med alt muligt andet. Lugte, hingsten ej kunne genkende – eller måske ønskede han ikke. Da fangede de sorte øjne hoppe, der kom ham i møde med hendes dansende trin, der fyldte luften med små, trippene lyde, for hver gang hendes hove ramte mod den hårde jord. Hingsten øjne gled kortvarigt mod jorden, hvorpå han opdagede, at han larmede mindst ligeså meget som hoppen, der var stoppet op, og ventede imødekommende på ham. Hingstens øre vippede sig sidelæns, mens de tomme øjne hvilede intetsigende på den sorte hoppe, som hans dans førte ham til. Da han var hende nær, stoppede han i en respektfuld afstand og gjord et galant og høfligt nik til hoppen, mens de tomme, sortnede øjne mødte hendes, der holdte hemmeligheder, ligeså godt som hans egne.

” Godaften lady Midnight Myth. ”

Myths mælkehvide øjne afslørede ikke den frygt som hoppen følte i det den røde hingst med sine dansende skridt bevægede sig nærmere hende. Facaderne stod stærkt blot lidt endnu så den røde ikke ville nære uråd og måske vige fra hende før hun havde fået sagt de ord hun følte nødvendige at sige. Men hvordan skulle hun sige de ord som hun så længe havde vidst skulle siges. Hun var bange og hendes frygt ville nok også blive en realitet så snart hun var færdig med at fortælle hingsten hvad hun havde at sige. Hun løftede hovedet en anelse ved lyden af hans stemme og mimrede svagt på mulen. Valget var om hun skulle trække den ud, men nej, det ønskede hun ikke at byde vogteren. Hun sukkede kort og lukkede øjnene i, inden hun nu rettede dem mod hans sorte, med en nu mere alvorlig mine.

" De hilser mig med ord jeg slet ikke fortjener, Jaidev. Mit hjerte har talt. Talt så grusomme ord at det nu splitter os på hver vores side. Jeg er ikke længere i besiddelse af min frihed. Det var prisen jeg måtte betale for at tilfredstille mit hjerte, men ak, det gabende sorte hul er der stadig.... "

Hoppens stemme blev da kvalt og hun skar en næsten pinefuld grimasse som var der noget der klemte om hendes hjerte. Hun vidste godt hvorfor, og dybt inde i så vidste hun godt der kun var en der kunne lukke det hul og der skulle et mirakkel til. Mylle vendte hovedet bort fra Jaidev og ventede blot på det uungåelige, dog var hun forberedt og kom hingsten så meget som et mulehår for tæt på hvor hendes afkom hvilede eller steder som ville skade dette hvis det selv blev skadet, så ville et zap af rang lyne igennem ham.

[/color][/size]

Det var som om, at det endeløse mørke trak sig nærmere og nærmere; det var nysgerrigt. Grådigt efter oplysninger; oplysninger den sorte hoppe slap løs med hendes feminine, lyse stemme. Hingstens sortnede øjne skævede bag ham, mens hans mandelformede øre gled tilbage; skyggerne dansede omkring dem i en sort, endeløs mase, kun domineret af månens blåhvide skær. Var hingsten bange for mørket – eller var det blot skyggernes lydløse stønnen og deres ubehagelige kærtegn, han ej brød sig om? Musklerne under det blanke hårlag dirrede af anspændthed, hvilket fik den ædle hingst til at samle hans muskuløse krop sammen og trippe på stedet. Næseborende dirrede diskret på den silkebløde mule, mens øjnene atter søgte mod hoppens mælkehvide øjne; en forsigtig øjenkontakt med hans egne døde øjne, blanke som en sø overflade. Døde, ulæselig, tomme. Da hendes stemme fyldte luften omkring dem, lod hingsten ørerne glide frem, lyttende og opmærksomt på hendes ord, der forlod hendes mule, og blot ville fylde ham med viden; for hendes ord var mere end blot en kort hilsen.

Da hoppen havde talt, var mørket endnu mere intensivt, omklamrende, opslugende; i hvert fald ifølge hingsten. Det var som om, at det trykkede tættere på ham, som afventede det hans reaktion, på hoppens visdom; eller var dette blot noget han forstillede sig? Var mørket i virkeligheden så intens? Han rynkede næseborende, så en grimasse gled over hans ædle ansigt, mens de døde øjne kiggede direkte ind i hoppens. Da hun drejede hoved bort, kneb hingsten øjnene sammen og slog voldsomt med hans hoved, så den ravnsorte man stod omkring ham i kaskader, på trods af at det blev gemt i natten. Hvad var det, hun stod der, og fyldte ham med? Gåder? Ørerne gled hurtigt frem og tilbage, mens næseborende dirrede i takt med hans spændte muskler; ej vidste denne ædle, udvalgte hingst hvordan han skulle reagere, eller hvad han skulle sige til denne situation. Langsomt lod han ørene glide nedad den knejste nakke, og stampede hårdt i den kulde jord; en hentydning til at hun måtte uddybe sig.

Det var ej skam der fyldte hoppen, mens den røde hingst kom med sine små udfald. Skammen var borte for længst, for der var ingen vej tilbage og det havde hun vidst i længere tid end de fleste kunne gætte sig til. Det rev i hendes indre at hun nu måtte vælge. Ikke at hun faktisk var blevet stillet valget enten eller, for på sin vis gjorde hun det kun for at skåne blandt andet den røde hingst. Nattens vogter. Et tungt åndedræt kom fra hoppen da Jaidev tilsyneladende ikke kunne hitte ud af hvad det var hun stod og fyldte ham med. Kryptisk havde det været, men for alt i verden havde hun villet undgå at sige det direkte. Hvorfor? Det var vel ej noget at være flov over, men frygt for afvisning. Her stod hun så skoleret overfor hingsten som hun engang havde danset med. Den bedste danser som hun havde mødt. Hun følte sig som en unghoppe der stod skoleret overfor sin fader. Hun vendte da blikket mod den store hingst og så ind i hans ravnesorte. Små gnister dansede over hendes ryg, og afslørede da hvad hun var kommet i besiddelse af, men de fandt atter ro og hun mimrede svagt med mulen.

” Jeg elsker ham, Jaidev. Rumplestiltskin. ”

Da ordene var sagt var det som om at Myth forventede at noget ville ramle ned over hende og hendes ufødte føl. Hun næsten satte sig ned. Barrieren var brudt og hun kunne ikke længere skjule sig bag den. Måske vidste han det nu og ville komme farende, grine med sin hånlige latter af hende. Myth bed sig selv i læben og vippede ørerne ud til siden. For en kort stund glemte hun Jaidev’s halv voldelige tendenser, i hvertfald de tendenser han udviste sidst hun fortalte ham om hendes indgåede aftale. For frygten var nu plantet et andet sted og den løb hende koldt ned af ryggen.

Det ramte hingsten som et slag; som om nogle havde hakket ham over hans alt for bløde mule. Hans sortnede øjne spærrede sig overrasket op, og et lillebitte glip gik tværs gennem den stillestående dans, han et kort øjeblik forinden havde danset foran den sorte hoppe, med de hvide tegn over ryggen. Nu stod han blot stille, med den anspændte krop, hvorpå musklerne viste sig under hans smukke, himmelfarvet kappe. Han stod blot der, ædel og maskulin, med halsen knejst sammen i en spændstig bue og ryggen samlet. Hoppens ord havde ramt ham som et chok; hun elskede den forræderiske hingst, Rumpelstilskin. Elskede. På trods af at hans indre var i oprør, stod han ganske galant foran den lille sorte hoppe; udadtil virkede hendes ord ikke til at skræmme ham, men indeni brændte et ildhav voldsomt igennem ham. Undertiden han stod der, gled han var fra omverdenen, væk fra de grådige skygger og et øjeblik forsvandt han ind i den lille drømmeverden, hvor han før have befundet sig. Et sted hvor han ganske sagligt havde opholdt sig, og blot var ved at betræde igen.

Da pludselige gnister sprang omkring foran hingsten øjne, var han atter blevet flået tilbage til virkeligheden. Omkring hoppens ryg dansede gnisterne et øjeblik omkring, og afslørede evner, den sorte hoppe bar omkring. Evner, hun sikkert havde fået af den svindlede Rumpelstilskin. Hingsten rynkede på mulen, og stampede atter i jorden; denne gang var det dog et advarende og dominerende stamp. Langsomt gled de sorte øjne væk fra hoppens gnisterne ryg, og mod hendes mave, som tydeligvis bar på et afkom. Rumpelstilskins afkom sikkert. Tanken var modbydelig, erindrede ham om den lille gyldne hingst, Rumpelstilskin, med den modbydelige latter. Et fnys forlod hingsten mule, mens de mandelformede øre blev trukket nedad i nakken, og hans mørke, maskuline og hæse stemme skar klart og tydeligt gennem stilhedes barrierer omkring dem.

” Og han elsker Dem? ”

Det var ej meningen, men ordet ’elsker’ dryppede af forargelse. Som var det en farligt eller modbydeligt, giftigt ord. Et ord, en følelse Jaidev for længst havde lagt bag sig, og ej ønskede at finde frem igen. Han ønskede ej at blive mindet om hende.. Hendes nøddebrune øjne, hendes lyse, imødekommende stemme, hendes.. Hingsten smækkede med kæberne, og slog hårdt med hovedet, så han kunne hakke imod hans bringe af frustration. Tankespillet havde vundet igen; han mindes hende. Savnede hende. Han havde elsket hende, præcis som denne hoppe nu elskede Rumpelstilskin.
Hingsten trådte et glidende, dansende skridt til siden, mens hans ører gled frem og tilbage, afventede blot hendes svar. Det kunne være det afgørende svar på deres møde; og på deres fælles skæbne.

Hun lukkede øjnene og vendte sig for en stund helt indad og lod hendes åndedræt blive tungt. Hun vippede ørerne bagud og rystede stille på hovedet over sig selv. Hun kunne ikke se på ham, men ikke fordi det var et dårligt syn. Jaidev var imponerende i statur og ikke mindst muskulatur, men hun kunne ikke se på ham. Hun havde svigtet sin dansepartner og hun sukkede nu melankolsk. Myth var på et lavpunkt i hendes liv, den følelse af at være absolut ingenting værd for andre end hendes afkom. For et øjeblik, så vidste hun ikke hvorvidt hun kunne fortsætte, men hun fandt det alligevel for nedværdigene at blot tage livet af sig selv. Lidt værdighed havde hun trods alt tilbage, og føllet. Føllet kunne hun ikke bare efterlade. Medlidenhed ville der ej være at hente nogen steder, men i sidste ende lå man som man havde redt.
Jaidevs ord slog hende næsten ud, ikke blot konteksten, men tonelejet som vidnede om forargelse. Atter bed hun sig i læben og så op på ham med et opgivende udtryk i de hvide øjne. Svaret stod klart malet i hele hoppens statur og hun sukkede nu endnu engang i afmagt.

” Nej. Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke.. Nej. ”

Hun trak sig nu væk og blev atter fjern. Hun lod sig blot synke ned på jorden og sparede Jaidev besværet. De mandelformede ører blev vippet bagud og hun stirrede nu ned i jorden. Hun følte sig ynkelig og naiv. Som en unghoppe. Måske var Myth aldrig vokset op. Hun havde aldrig haft nogen til at fortælle hende hvad der var rigtig og forkert, og fortiden indhentede hende nu, det hele var alt for overvældende for hende.

Hingsten sortnede øjne hvilede på den sorte hoppe, med den hviddansende streger nedover korpuset. Måde, hans blik hvilede på, var ej krænkende eller dømmende; det var der bare, tomt og dødt som altid. Ingen følelse eller reaktion var, at finde i dødens øjne, den ædle hingst ejede. De var så sorte, så blanke at hans himmelfarvet kappe gav en mild genspejling i dem, og fik dem til at glimter ligeså smukt, som den mest klare og stjernefyldte nat, der nogensinde havde oplyst Andromedas nat. Hans øjne var så stærk kontrast til hoppens, vis øjne var kridthvide, som var hendes pupil blevet ædt op af det hvide, der fandtes i øjenkrogen. Hvorimod hans pupil nærmest havde opslugt al hans farve, og blot efterladt dem som to, mørke huller i hans kranium. Det viste blot, hvor forskellige de to sjæles fængsler var. Da hun endelig talte, lod hingsten ørerne finde ro, ved at lade dem glide frem mod hoppen; mod hendes stemme. Feminin og lys, en behagelig lyd for hingstens sensitive øre. Han lyttede, lyttede med al interessere og intensitet. Han var nysgerrig, nysgerrig efter at vide, hvordan det stod til. Nysgerrig efter at vide, om hoppens skæbne ville ligne hans egen, hvis hun såvel som ham, blev snydt og bedraget af kærligheden.

Et enkelt, men dybt og beroligende brum forlod hingstens muskuløse, fremskudte bringe, og lod sig bryde gennem tavsheden, der lagde sig mellem dem, da Myth havde sagt, hvad hun følte sig. Ak, han havde ondt af hende, oprigtigt. Da hun faldt til jorden, lod hingsten hovedet glide på skrå, og betragtede hvordan hoppens korpus ramte jorden med et opgivende og tvivlsomt udtryk. Med elegante og dansende skridt kom han hoppen tættere, så han stod ved hendes side, og derpå lod han den silkebløde mule ramme hendes pandelok, hvor hans varme åndedrag ramte. Berøringen var ganske kærtegnende og forsigtig; ej var hingsten en tyran, og havde ej i sinde at gøre denne hoppe ondt – ikke på hendes mest sårbare øjeblik. Han puffede galant til hendes pandelok, mens de døde øjne skævede med hendes mave, hvor der lå et levende væsen. Et levende væsen, efterkommer af den hæslige Rumpeltstilskin.

” De ved vel, at dette kommer til, at splitte os. ”

Det var ej et spørgsmål, men derimod en konstatering. Han vidste, at de aldrig ville ses igen, hvis hun valgte Rumpelstilskins side; i hingstens, Jaidevs, øjne var Rumpelstilskin en forkæmper for det mørke, der var mod Lyset. Et lys, han havde lovet at beskytte. Tanken fik kappen til at føle tungere, som trykkede den nedover ham som en erindring, om hvorfor han var blevet belønnet med denne magiske evne. Et tungt suk forlod hingsten, og ramte ned over Myths pandelok, hvorefter hingsten løftede hovedet fra hoppen, og lod blikket drage bort fra hende. Han bad hende ej om, at vælge side; det var ej hans opgave.

Det var en situation som hoppen skulle have set komme. Hun vidste hvordan Jaidev havde det med Rumpelstiltskin og nu da han var vogter, så måtte det være forståeligt, men for Myth så ønskede hun ikke at forstå. Hun kunne ikke forstå hvorfor der skulle være så meget i det land der engang lovede hende ro og en bedre fremtid. Tværdigmod havde det skabt røre og fremtiden var så uvis at hun kunne ikke engang vide hvad der ville ske i morgen. Den spinkle sorte krop var spændt, men dirrede endnu ikke. Spændingen faldt til jorden da Jaidevs varme ånde bredte sig fra hendes pandelok og hun sukkede tungt efterfulgt af et par tunge åndedrag, mens hun lænede panden en smule frem mod hans silkebløde mule. Hun dog et længslens suk og lod mulen hvile på den golde jord, mens tankerne forsøgte at samle sig til en helhed i det splittede sind. Hun skævede op på Jaidev som virkede så ualmindelig stor og overvældende i netop dette sekund hvor hun lå skrøbelig og sårbar på jorden. Hans ord stak i hoppens indre, men hun vidste at han talte sande ord, for uanset om hun var bevidst om det, så var hun ved Rumpels kommando, om hun ville det eller ej. Det var prisen hun havde betalt, for evnerne, for hendes kommende afkom. Hun mærkede hans suk og lod blikket stige og hvile på ham i det hans blik dragede bort. Hun rejste sig da og så nu fortsat på ham med et tomt og næsten udslukt blik. Hun nikkede stille, til hans ord, men kunne ikke få sig selv til at bekræfte via ord. Hun så ligeledes bort og de mælkehvide øjne naglede sig benægtende til horisonten.

” Jeg har altid forestillet mig kærlighed som noget unikt og smukt.. Følt den kort ved mine forældre.. Hvortil den døde ud med dem, siden da har jeg kun kunne antage hvordan det måtte være. Hvad de har følt, for mig, hinanden.. Jeg havde aldrig forestillet mig at det skulle være så smertefuldt og krænkende, og selv på det punkt er det som at man alligevel ikke kan få sig selv til at vriste sig fri af grebet.. ”

Myth ord kom dybt inde fra. Den bevidnede om den tragiske historie der lå til baggrund for at hun nu stod her. Fortvivlet , uden svar på hvad, hvordan og hvorfor. Ingen havde lært hende forskellen på rigtig og forkert, nogensinde. Hendes forældre forsvandt før de kunne give hende et indtryk. Havde hun været dødelig dengang var hun stensikkert død af sult. Nu var hun dødelig og kunne mærke hvordan hendes krop vred sig i smerte over dette fænomen: Kærlighed. Hun kunne ikke slippe ud af dets greb, hvor meget hun end prøvede. Det var som en ond illusion, der legede med hendes normalt stærke sind. Nedbrød hver eneste lille facade der var blevet bygget op. Spørgsmålet var: Hvornår ville hun krakelere fuldstændigt?

Jaidevs mørke, sortnede og tomme øjne hvilede på den sorte hoppe, hvis slanke krop var beklædt med sirlige mønstre; som de vilde lyn, strakte de nedover hende, og efterlod hende med et unikt udseende, med særpræget aftegn. Han stod der, rank og ædel og betragtede hoppen, som lå der foran ham, underdanig og sårbar, og et øjeblik følte Jaidev, at han var hendes beskytter og vogter i dette ømme øjeblik, som de to sjæle delte med hinanden. Ørerne gled sidelæns ved tanken, mens følelserne rev sig rundt inden i ham, men kun en ting kunne han sige; han var skuffet. Skuffet over, at denne hoppe, hans danserinde, havde lade sig lokke og tryllebunde af en joker som Rumpelstilskin; hun elskede ham ligefrem. Tanken efterlod en vammel smag, og fik ham blot til væmmes hoppen, der lå foran ham mere og mere. Men ak, han kunne ej dømme hende, for han vidste ikke, om Rumpelstilskin havde dannet et spind, som Midnight Myth naivt havde danset på, og derved havde ladet Rumpelstilskin komme under huden på hende.
Da hoppen rejste sig, og lod et udvisket blik ramme Jaidevs døde øjne, hævede han det velformede hoved og vippe stift med de mandelformede øre. Han følte ej, at disse to sjæle kunne danse sammen længere. Aldrig. Tanken nagede ham, for han savnede dansen med Midnight Myth, men alt havde ændret sig nu – og det ville aldrig kunne blive som før. Da hun snakkede, gled et enkelt øre frem mod hendes feminine og velkendte stemme; en stemme han kendte så utroligt godt. Da ordene var sluppet fri, og hang i luften mellem de to sjæle, smækkede hingsten hårdt med kæberne og lod den muskuløse hals knejse sammen til en imponerende bue.

” Jeg håber, De ved hvad De laver, Midnight Myth. Det er ikke op til mig, at belære Dem om kærlighed, men hvis De føler, at dette er den rigtige vej for Dem og Deres følelser at gå, så er det Deres beslutning ene og alene. ”

Ak, Jaidev ville aldrig kunne belære hoppen om kærlighed, og inderst inde, dybt og gemt følte han hendes smerte, oprigtigt. Smerten, for hans elskede; den eneste ene, der kunne se ham og ikke hans fader. Han elskede hende så højt, indtil han fandt ud af, at det blot var et spil, han havde tabt. Han ønskede et sted, at hjælpe Midnight Myth, sikre at hun ej ville føle samme smerte, men han kunne ikke. Det var ikke hans opgave, hans skæbne at lære hoppen hvad der var rigtigt og forkert. Et sørgmodigt, men dominerende brum forlod den fremskudte bringe, og de slanke ben trådte baglæns, væk fra den mørke hoppe. Deres møde var kommet til enden; deres veg ville gå hver sin vej, og skæbnen ville, om de nogensinde ville se hinanden igen som venner eller fjender.