Tåget solopgang(Illana)

Nu havde de fundet den. Den sti, de begge ville og havde valgt at følge. Den gyldne hoppe havde ført denne dans, som var en af de skikke hun havde kendt til fra sit gamle liv, og selvom det liv ikke længere fyldte så meget i hendes hverdag, var det nu engang det liv der havde gjort hende til den hun var. Den hoppe som nu dansede med den umådeligt fantastiske månehingst Samael, som hun havde formået at fange opmærksomheden hos.
En lavmeldt og kærtegnende brummen forlod hendes mule, inden hendes smidige skridt, som han i en utroligt elegant overgang havde fuldt, ophørte. Hun bevægede sig dog endnu, men i stedet for at bevæge sig frem, foregik det nu til siden. Hun lod sin bagpart dreje om sin forpart, således at hendes mule blev peget direkte imod hans og deres øjne kunne mødes. Her foregik den sidste del af dansen; at de bevægede sig om hinanden i denne form for cirkel. Hun nippede ganske forsigtigt imod mulen på sin mage, for at søge hans endelig accept af dette. Hun vidste han havde følt hvad dette betød, hun vidste at han havde villet dette – men at fuldbyrde det var sidste trin. De ville til sidst ende stående med mulerne imod hinanden, som skulle symbolisere den endelig beslutning, det fælles hjerteslag.
Kravet var dog stort, for den gyldne hoppe, hvis bagpart måtte arbejde ekstra og uvant, for aldrig havde hun danset denne dans før. Hvert skridt, der førte hende til side var anstrengende, men alligevel formåede hun at beholde den ynde hun var født med og som hun aldrig havde tvunget frem i sin krop. Hun dansede endnu, selvom det var udmattende – alt for ham; Månehingsten.

.~:SAMAEL:~.
SMALL STEPS

En dans, der ganske tydeligt stod hans gyldne danserinde nær, og hun således udførte med den dybe seriøsitet, man kunne forvente af en baletdanser til en præmiere. Selv var hingsten blot fanget af hoppen, i sig selv forekom denne dans ham ej speciel, på andre vis end hvem han dansede den med. For hans rødder fortalte ikke om romantiske danse, side om side med sin partner, snarere en lang jagt, der ofte endte i ganske mange skrammer, og ikke mindst spark og bid. I sidste ende tonede den dog bort til en fredsommelig omgåen, kærlig puslen, som han havde oplevet med denne sjæl. Blot uden den første del. I særdeleshed skænkede han en del tanke til de anderledes traditioner, men lod sig ikke slumre for længe ved et enkelt punkt, i stedet slog han tankerne fra, igen, og dulgte rytmen hans hjerte havde lagt ud for ham. Synkront med den gyldne skønhed, førte han sin brede bagpart, hvor det meste af hans vægt var båret, væk fra hendes varme. Og dog tættere på den indbydende mule der ventede ham.
Modsat hoppen bar han sin krop med større lethed, og med en velkendthed i denne øvelse. At dreje bagparten om sig selv, var noget han havde lært i tidernes morgen, men ligeledes havde han lært det modsatte, forparten om bagparten. På trods af hans stærke krop, og bevægelserne, som han engang havde mestret, syrede hans ryg stadig under anstrengelsen. At bære sig på bagparten under sidebevægelser, kaldte mere koncentration end han havde husket, dog ikke nok til at bringe fokuset væk fra den, der i denne dans var vigtigst, hans partner. Skridt for skridt, åndedræt for åndedræt, nærmede de sig slutningen på denne dans, som hun havde fremlagt for ham, blot med bevægelser. En ganske smuk dans, hvis lige han ikke før havde set, eller hørt om. Ej heller havde drømme og tanker ført ham så vidt, måske de ville i fremtiden, for hellere end gerne så han historien bag denne dans, der var så anderledes fra den måde han var opdraget på.

Enden var der nu; han bugtede sig omkring hende, som hun om ham. Han dansede endnu med en overlegenhed som Illana i sin tid aldrig havde forudset en med hans bygning at have – men han havde overrasket på så mange punkter, denne umådeligt smukke månehingst ; ja, nu ville hun mene han kunne gøre hvad end hans sind ønskede at gøre. Hun beundrede ham meget, det var sandheden.
I takt med dansen blev langsommere, blev hendes hjerteslag kraftigere. Hendes muskler arbejde på højtryk for at holde hende og bære hende i disse sideværs bevægelser, og hun ville lyve hvis hun sagde det ikke var hårdt. Det var det. Men i hendes verden betød det at hun da så gjorde det, at hun mente det alvorligt og ikke gav op for anstrengelsen.
Til sidst ophørte hun sin bevægelse. Hun stoppede op i en graciøs bevægelse hvorefter hun lod sin mule hvile lige ud foran hans. Hun afventede hans reaktion her, for hvis han søgte hendes mule, betød det at han havde fuldbyrdet dansen. Dog vidste hingsten nok ikke noget om denne tradition, da han ikke kom fra samme verden som hun, men hun ville dog alligevel give ham chancen for at gøre hvad han følte for, hvad hans hjerte sagde, inden hun selv viste hvordan dette skulle afsluttes.
I dette øjeblik tænkte den gyldne hoppe ikke på andet end den sjæl der stod foran hende. Hvordan hver en del af ham havde fanget hende, bundet hende i denne følelse som man ville kalde kærlighed. At hun nogensinde skulle opleve dette, havde hun ikke gættet på år tilbage, men nu var det lykkedes hende – og hun priste sig i dette øjeblik så lykkelig som nogen nok kunne være det.

.~:SAMAEL:~.
A LAST BREATH

På sin vis var hoppens betænkelser til den rette side. Månehingsten kunne føre, og bøje sin krop på lige den vis han ønskee, uden at møde begrænsninger i anden form end fysikken. Flyve kunne han ikke, men han mestede energien, og muskelkraften bag at sende sin krop højt i vejret, samt lande uden større problemer. Han forstod sig på at sno sig, og bevæge sin vægt i luften, så hans stærkere bagben kunne tage fra når hans krops tyngde igen rettede sig nedad. Ethvert trin han kunne tiltænke sig, kunne han med sandsynlighed udfyre, hvid blot han lagde nok øvelse i det.
Hoppen, der nu befandt sig foran ham, kom langsomt til holdt, hvilket fremkaldte selv samme reaktion fra hans krop. Ikke fordi hendes tempo sagtnedes, eller rytmen i hans bryst slog langsommere, men fordi hendes åndedræt, og den svage vibration af hendes ører kaldte til det. Hun stod nu stille over for ham, og den selvsamme rolige stilhed synes at ligge sig over månehingsten. Han faldt til ro, i sindet, i sit åndedræt, og hans muskler fulgte snart selvsamme ide. Han stod der en tid, og lyttede til blodets brusen i hans ører, med de dybblå øjne dybt i danserindens, før en varm luftstrøm forlod hans næsebor, og hans hals langsomt strakte sig. Det var ikke som sådan en bevidst handling, nærmere noget der fremkom ham som et instrinkt, at søge nærmere hende efter denne endte dans. Tiden var nærmest gået i stå for ham, i det glidende tidsrum hvor hans mule nærmede sig hendes. Hans balance ble ikke forskudt af denne bevægelse, og dog kunne han føle hele sit sind røre på sig, som om det strakte sig imod den gyldne, med hans åndedræt, lod dele af ham overlade til hende. Han vidste ikke hvad han følte, eller hvorfor, blot at denne hoppe var noget særligt for ham. Og det var bekræftet med disse bevægelser, denne besynderlige dans.

Det var som om tiden stod stille. Alt imens den gyldne havde sænket sin fart, ført sin krop til et stop foran den månebrogede hingst, havde han gjort det samme. I harmoni havde de to sjæle udført en dans, som kun var kendt af den ene part. Ved brug af sine øjne, ører, instinkter, havde Samael kunnet danse med den gyldne, i en dans der stammede fra hendes gamle rige. En dans, som ganske enkelt bandt to sjæle sammen – en dans, som hun havde følt for at udføre, således at det partnerskab der var imellem dem blev fuldbyrdet.
Hun stod nu med sine ravfarvede øjne lagt imod hans blå. Der hvilede de i lang tid, beskuede det unikke udtryk som lå bag hingstens blanke hornhinde. Hun betragtede hver en nuance af farver, som bugtede sig imellem hinanden i hans klare blik. Som vandet i en bæk, der kastede lysets blanke glimt tilbage.
Hun prustede sagte, inden hun vippede sine ører én tak yderligere frem. Den månebrogede hingst foran hende, lod snart sin mule føres frem imod hendes. Denne reaktion var en af de, som hun håbede han ville vise. En af de reaktioner, som fra hans side af, takkede af for dansen og afsluttede den på bedste vis. Endnu kunne hun mærke hvordan hendes hjertes rytme atter blussede op, og da hun rakte sin egen grå mule frem, for at tage imod hans, sprang hendes hjerte et slag eller to over. Det var faktisk sket, de var bundet sammen nu. To sjæle, med så tæt et bånd imellem dem, at Illana vidste, at intet kunne skille hende fra ham og omvendt. Da deres muler mødtes, og hendes øjne mødte hans igen, faldt der en sær ro over hendes indre – og i samme øjeblik begyndte Lyset om hendes hals at skinne i et utal af farver. Alt fra rødt til blåt, til gult, til hvidt. Det hele blev vist, i et virvar af nuancer. Aldrig havde hun oplevet noget lignende før, og først efter et minuts tid, følte hun det, som Lyset følte. For månehingsten Samael, var ikke blot blevet knyttet til Illana selv. Nej, han var også blevet knyttet til Lyset. Hvordan dette var muligt, var nok uvist for både Illana og Samael selv. Men i og med, at Illana og Lyset var ét, så var Lyset også blevet en del af månehingsten.
Kort efter sprang lysglimt ud fra halskæden Illana bar, og bugtede sig næsten som perler på en snor omkring hingsten. Satte sig i hans man, på hans ryg, ved hans kryds, i halen. Alle vegne glitrede små skinnende perler af lys, som dråber af dug i morgensolen. Her sad de blot et øjeblik, inden de forsvandt igen. Et tegn nok, på et hingsten og hoppen var ét. På at de to sjæle nu havde en fællesskæbne, som de sammen skulle føre ud i livet.
Derpå forsvandt de glimtende perler, Lyset om halsen på Illana dæmpede sit lys til det vante gule, og roen sænkede sig atter.
Et smil bredte sig om mulen på den gyldne sjæl …

.~:SAMAEL:~.
BLESSING

Med det tunge, fælles åndedrag fyldte sære fornæmmelser snart hingstens krop. Netop idet han følte sit sind passere imod hoppen, følte han ligeledes en gengældelse. En prikkende varme fyldte ham langsomt med lys, prikkede i hans skind, og gjorde snart forunderlige ting for øjnene af den brogede skikkelse. Krystallen hans danser bar om halsen, gjorde sig snart bemærket med sine besynderlige farver. Disse nuancerede hendes ellers brune øjne, og lod ham i kort tid overveje, hvorvidt han burde være bekymret, før små gnister fyldte luften. Hvilket ord der skulle benyttes til at beskrive disse utrolige små glimt, var ham uvist. Som ildfluer bugtede de sig igennem luften, og ikke alene kunne han se dem, han fornæmmede deres lys dybt ind i sjælen, som jagede de alle tegn på fortidsskygger ud fra den magelige hingsts sind. Forundringen blev endnu større, da disse perleagtige væsner berørte hans sind, og sendte bølger igennem både krop og sjæl. Han behævede ej at dreje hovedet for at vide deres tilstedeværelse, han følte dem, og fornæmmede dem i en sådan grad, at han ikke et øjeblik betvivlede at dette ikke blot var lys, men noglet helt specielt. Som små levende væsner var de hver i sær, som en del af noget større, noget der rakte langt ud over hans forstand. Stemmen, der i tidernes morden, havde ladt ham kende sit navn, blev vækket fra hans minder, og i få øjeblikke synes han at fornæmme dennes tilstedeværelse i den gyldne hoppe foran sig. Vogter af lyset. Det var hvad denne hoppe, hans mage, var. Men betydelsen af dette, havde han før nu ikke været bevidst om. Kærligheden til den smukke gyldne skabning var ikke blot afspejlet i ham, men ligeledes i de glødende tråde lyset lod dem forbinde med, og som det nu delte med ham. Varme, lys og tryghed gled langsomt igennem ham, fik de forhenværende tanker om at trække tilbage til at dulme, og hingsten lod sageligt sine blå øjne lukkes, for blot at føle, og lytte til disse lysets skabningers impulser.

De gik momenter, som han ej var bevidst om, før de havblå øjne igen blottedes i lyset. De bar den rolige harmoni, der så tit var at finde i den brogede, men ligeledes synes de at have et indre lys, som skinnede velsignelsen fra den gyldne, og hendes lys igennem sjælen, ud i den fysiske verden. Et lys der ej kunne jage mørke bort fra verdenen, men fra det tyngede sind af andre. Et sted dybt i månehingsten, følte han ligeledes forbindelsens stærke rødder brede sig, sprede vingerne og langsomt omfavne hans indre, hvor det endnu bredte sig, flød igennem hans krop i en magelig strøm af varme. Denne oplevelse havde så sandeligt åbnet flere spørgsmål fra den brogede skikkelse, omend de endnu forekom ham for fjerne, til at han for alvor kunne formidle dem til omverdenen. Om ikke andet synes det også at have været et svar, fyldt et tomrum, hvis eksistens den brogede ikke havde været bevidst om.
Ro faldt snart over de to skikkelser, alt imens de nuancerende lysglimt forsvandt under huden på den brogede skikkelse, og lyset vendte tilbage til at afspejle hoppens smukke skind. En langsommelig, omend undrende brummen forlod den brogede hingst, og han synes at løfte et øjenbryn med et let fnys fra de tvefarvede næsebor, som for at fortælle denne gyldne skabning, at han da sandelig ikke havde haft en oplevelse som denne, måske ligeledes for at spørge hvorvidt de havde set selvsamme ting. Smilet der hvilede på hendes mule, lod ham dog vide at spørgsmålet var unødvendigt. Lyset var stadig genspejlet i de smukke brune øjne, og han følte sig bevidst om at denne hændelse ikke blot havde eksisteret i hans egen lille verden, men var udspillet for dem begge, et minde de nu kunne dele i et stille fællesskab uden for fornuftens rækkevidder. For selvom hingstens tanker var simple, og ikke altid bundet af fysikkens love, var han mere end klar over, at dette ej var et fænomen der sås dagligt. Ej kunne nordlysets skær, eller solringe måle sig med dette, nej, naturligt havde det ej været. Noget mere, noget større havde budt dette at ske, hvilket i sig selv forekom hingsten lettere skræmmende. Men denne større havde ej haft ilde i sinde, for det lys der flød i den brogedes sind var på ingen måde forstyrrende, blot en mild varm fornæmmelse. Præcist som følelsene for den gyldne skikkelse, omend disse forekom langt større end den svage kildren fra lyset.

Det knirkede let i hingstens hals, da han igen bevægede de veltrænede muskler, og lod hovedet sænke en anelse, for at anskue lyskrystallen, der hvilede i en gylden kæde om solens hals. Ligeledes fik den en varm luftstrøm, som hilste han på den, på samme måde den havde hilst på ham, og da denne handling var foretaget, lod han sin brede krop føre et skridt tættere på den gyldne, og sit hoved søge om på den anden side af hendes spinklere ryg. Her førte han sine bevægelser til ro, og med hovedet hvilende over den varme, lyse skabning, forlod en dyb vejrtrækning hans bryst. På trods af de varme fornæmmelser, og den besynderlige tryghed lyset havde ført med sig, var han stadig tryggest ved hendes side, og først nu følte han hvorledes hans muskler havde dirret ved mødet med de gyldne lys. Skræmt havde han ikke været, men ej heller havde han været uden frygt. Alle disse fantastiske oplevelser, var ting han ej var vant til at opleve, og havde derfor foruroliget den ellers harmoniske hingst, blot en anelse. Hendes smil, og afslappede holdning, vuggede ham dog snart ind i en tilstand af komplet harmoni igen, lod hans puls falde til de rolige, behagelige slag, og hans åndedræt vende tilbage til de lange, dybe.
Denne gyldne sjæl. Ja, med hende ved hans side var han bevidst om, at intet foran ham ville være umuligt at flytte, at den sti de sammen skulle finde, ville være mulig at befærde, hvis blot de stod side om side. For let kunne den umugeligt være, ikke med alt det der kunne foregå i dette land. Men ej heller ville den være kroget, og trængt af skygger, nu hvor solens, danserindens, lys viste vejen, og jagede skygger bort.

Magi var en særlig ting. En ting, som ikke kunne tøjles, en ting, som ikke kunne beskrives til fulde. Og netop dette havde magien bevist i dette øjeblik, da Lyset havde valgt den månebrogede hingst foran den gyldne Illana. I det øjeblik at de lysende perler havde rørt hans krop, havde Illana følt en kontakt med hingstens indre på et helt andet niveau end to ikke-magiske sjæle kunne føle. Det var som om at hendes blod et øjeblik flød i hans årer om omvendt, som var de i øjeblikket én og samme hest.
Illana betragtede hingsten foran hende, hingsten Samael, som hun skulle dele sit liv med. Hans reaktion på dette fænomen som netop havde udspillet sig, mærkede hun endnu i sit indre; kontakten var ikke brudt helt, for Lysets magi rakte langt længere, end nogen af dem vidste. Hun fornemmede svagt, hvordan han følte. Hvordan han ikke forstod det, som skete til fulde; men det gjorde hun heller ikke. Forsigtigt, da han lukkede sine øjne, rakte hun mulen frem for at røre hans. Kærligt nippede hun imod det ømme skind på hans spraglede mule, men forstyrrede ham ej. Hun krævede ikke hans øjnes opmærksomhed, men ventede blot på den; og da han slog sine øjne op og så i hendes, blev hun endnu engang fortryllet af den dybde de besad. De nuancer, som afspejlede vandets sølvgrå bølger under månens belysning. Det hele var at finde dér, lige foran hende, i blikket hos Samael. De viste mere, end ord kunne beskrive, og i takt med at hun havde lært hans sprog at kende, forstod hun mere og mere af den usagte samtale som de to sjæle havde haft under hele denne seance.

Der lå et usagt spørgsmål, som Samael havde spurgt om via hans krop. Hvad var denne magi, hvad var der sket? Illana vidste det ikke, for hun fik ikke alt at vide, hvad Lyset gjorde. Det havde endnu en del, som kun var Lyset selv, som Illana kunne føle, men ikke forstå. Derfor var det uklart for hende, hvorfor Lyset havde reageret på denne måde, en måde som hun aldrig kunne forestille sig; og et svar kunne hun ikke give hingsten foran hende. Hun brummede sagte, som for at fortælle ham, at det var en gåde for hende, som det var for ham; men samtidig forsikrede hun ham om, at det som var sket, var noget særligt. Noget som de måske skulle være beærede over at have set og følt – for det var ikke til at sige om det nogensinde ville ske igen. Det som de ikke vidste var, at Lyset, som var en direkte del af Den Vise, havde mærket Samael. Den Vise havde holdt øje med ham længe og vidst at denne hingst var noget særligt, og havde udvalgt ham som én af dem, der skulle bære en vogter titel. Det at Lyset nu havde berørt ham på denne måde, var en slags begyndelse på den rejse Samael skulle på for at blive vogter, og Lyset, som Illana bar om hendes hals, ville hvile i hans krop til hans opgave var udført. Guide ham, hvis han skulle få brug for det på hans rejse. Og hvis mørket skulle forsøge at omklamre ham, ville det oplyse hans vej.

Da månehingsten trådte ned langs hendes side, kriblede det i hele hendes krop. Hendes hormoner, som var i fuld gang på grund af hendes brunst, blev nærmest pirret af hans nærvær – men det førte blot til, at en kildende følelse bredte sig i hele hendes krop igen. Hun skuttede sig kort, under hans berøring, inden hun rettede sin krop ud igen og drejede sit gylde hoved for at føre mulen fra hans skulder og ned af hans ene forben. Hun nød dette, det gjorde hun virkelig, og hun følte sig både sikker og elsket. En helt euforisk følelse som hun håbede at hun aldrig ville miste; og samtidig beviste dette, at det hun engang havde kaldt kærlighed, var langt fra hvad kærlighed virkelig var. Kærlighed var langt mere end blot et udvidet venskab. Kærlighed var, når to blev til en. Når man ville gøre alt for den anden, hvilket Illana ville for ham. Hun brummede sagte med sine lyse toner, inden hun førte mulen op igen, op mod hans skulder og videre op imod hans ryg. Hun kunne lige lægge hovedet op over hans brede overlinje og her begyndte hun forsigtigt at nulre ham med mulespidsen. I cirkler, plejende cirkler føret hun sin mule alt imens hendes ører lyttede efter alle de lyde der måtte komme fra den månebrogede hingst.

.~:SAMAEL:~.
MAGIC (1)

Det usagte svar, fik i korte øjeblikke den brogede hjerte til at flagre let, utrygt. Han brød sig ej synderligt om denne magi, som han ej vidste hvor han skulle placere. Ville den være til fare for den gyldne? Eller for ham? Ganskevist var hun nu den første i hans tankestrøm, men alligevel var hans eget liv blandt overvejelserne. Et sted i hans dybe sind, vidste han, at denne danserinde ville følge i hans spor, og i sidste ende følge samme skæbne, såfremt hun havde muligheden. Gradvist lod han sig dog forvisse, lod de gyldne luer, der spillede i de dybbrune iriser svare for ham. Den havde intet ondt i sinde, snarere forbandt den dem dybere. Denne hoppe bar lyset med velvilje, en velvije han til dels beundrede, og tildels undrede sig over. Selv havde han aldrig haft et bånd til lyset som nu, men ej heller til mørket. Han havde aldrig set det, som andet end det naturige skifte i livet, som en del af en større cyklus. Dette var dog anderledes, det var ikke dag, ikke sollys, nej. Det var noget langt større, og mægtigere, på et plan han enkelte gange før havde sanset, og endnu var uvidende om. Snart lod overvejelserne om magien sig dog forsvinde, og hans hoppes rolige bevægelser, og kærlige berøring, lod ham finde ind i sin naturlige tankegang. Hans hoppe, men ikke blot en moder, til de afkom hun i fremtidig ville skænke hende. En fast følgesven, en kærlig tilføjelse til hans vandring, og ikke mindst til hans sind.
Han havde ganskevist fanget den svirrende brunst, og bidt mærke i hvorlede hendes hale synes at løfte sig let, under den skuttende bevægelse hans berøring fremkaldte. Dog lod han ikke instinkterne stige ham til hovedet, og vinklede blot hovedet, for at nå den anden side af hendes skulder, hvor han kort blottede tænderne, for at kunne gnubbe hende mere effektivt. Snart vendte han dog tilbage til sin lettere legesyge mule nulren, og lod en dyb udånding påtegne hans tilfredshed. Ud over denne, var der en mange lyde at høre fra hans krop, som altid færdedes han i stilhed, omend der var massere af ord gemt i hans krop. Måden hvorpå den tykke pels hævede sig let ved hendes berøringer, og ikke mindst hans kærlige møflen med hendes gyldne. Snart forlod endnu en varm luftstrøm hans næsebor, og han nappede kærligt i hendes lange man, før han synes at falde til ro i sine bevægelser, og blot harmonisk, lod sit hoved hvile over hendes krop. Anstrengelserne fra dansen, var næsten glemt, og hans muskler stod på ny klar, til at udføre en hviklen som helst bevægelse, den tunge hingst skulle ønske med dem. Og dog hvilede deres aftyk stadig i luften omkring dem, ihvertfald på det plan den tvefarvede følte. Et evigt spor i atmosfæren på netop dette sted, og en efterklang af det magiske lys, der havde omgivet dem begge.
Roligt gled de blå øjne over omgivelserne, over busk og sten, før han med en munter brummen løftede hovedet, og lod et nap falde på hendes skulder. Snart gled en bevægelse igennm den tunge krop, da han hævede forbenene let over jorden med dansende lethed, og slog med hovedet, så kaskader af månefarvet man bevægede sig igennem luften. Med disse bevægelser faldt han igen til ro, gjorde et kort sving med halen, og lod hovedet falde til en lavere stilling, for at nulre hendes koder i stedet. Hendes spinkelt byggede ben, der kun bar antydningen af behåring, en lille spids for at beskytte den korte spore, der gemte sig derinde et sted. Dette var noget af det, der undrede hingsten aller mest. Mange af de heste han havde mødt på sin færden, var af selv samme bygning som hende, og de fleste manglede ligeledes den mægtige kode behåring. En ting der i første omgang havde fået ham til at betvivle, at disse var en del af hans art. Noget han nu så tilbage på, med et mildt smil. Snarere var han den fremmede på disse stepper, men på ingen måde var han alene eller udskudt. Denne gyldne sjæl, den gyldne danserinde, og bærer af lyset, hans partner og mage. Nej. Alene kunne han ikke siges at være, snarere unik.

Efter overvejelser, kunne den gyldne fornemme, faldt den månebrogede hingst endelig helt til ro ved tanken, følelsen, om at Lyset, denne magi som Illana bar, havde rørt ham. Hvilke tanker han måtte have omkring dette, kunne Illana af gode grunde aldrig finde ud af, med mindre hun spurgte; men den gyldne hoppe var en sjæl, der aldrig hungrede efter svar. Hun søgte dem ofte, men krævede dem aldrig, og derfor ville hun lade den månebrogede hingst, som havde taget pladsen som hendes mage, have sine tanker. Ville han dele dem med hende, ville hun til hver en tid lytte, men indtil da, accepterede hun, at hans billede af verden var anderledes end hendes; og sådan ville det altid være.
Hun brummede ganske let, da den muskuløse hingst fortsatte sine kærtegn, ved at lade mulen søge om på den anden side af hendes krop, og da berøre hende på skulderen. Med en lille feminin brummen drejede hun selv sin hals rundt, så hun atter kunne røre ham; denne gang på hans mule. Hendes krop, der var endnu mere sensitiv på grund af de hormoner der flød i hendes årer, forblev med nærmest at sitre under det gyldne skind, for hver gang hingsten rykkede en anelse på sig. Dog gjorde hun ikke andet ved det, end blot at føle det, fornemme hvordan dette føltes, at stå så tæt på den hun elskede, alt imens hendes krop var i dette stadie, som den var. Det var på en måde helt euforisk, og fordi hun havde den kontrol over sig selv, som hun havde, kunne hun blot nyde det.
Hans nulren blev dog snart flyttet, da han bevægede sig ned imod hendes koder. Hun spidsede de smalle ører helt, i det hun betragtede ham ganske intenst med de ravfarvede øjne hun besad; hver en bevægelse han gjorde sig, blev både følt og set. Hun prustede en anelse spørgende, inden hun rettede hovedet op dog. Hun lod ham for nu blot røre, hvor han ville; og hun var ham hengiven hele vejen igennem, nok uanset hvad han skulle finde på.

.~:SAMAEL:~.
QUESTIONS (1)

Den tunge hingst samlede blidt tænderne om den lille hårstump, og puffede derefter kort til den spinkle konstruktion. En basagtig brummen flød snart fra hans brede bryst, før han igen løftede hovedet, med de havblå øjne gemt bag mange lag pandelok. Han havde et spørgsmål, der ej gik på magien og dens indvirken, men nærmere ham selv, hans æt, og hendes. Igennem tiderne havde den gyldne besvaret mange spørgsmål, taget sig tiden til at forklare visse af verdenens undere for ham, selvom hun ej havde ytret alt for mange ord. Til tider var enkelte faldet, men ej havde der været noget overflødigt, deres forhold var ej bygget på stemmens egenskaber, men på den sandhed der hvilede dybt i begge sjæles kroppe. Snart rungede stemmen, dyb og klar, med en let antydning af hæshed, opstået ved den sparsomme brug af stemmebåndet;
"Illana, danserinde. Mange tanker har i tidenes løb gjort sig vej til mig, ladet mig overveje og spekulere i flere måner, men aldrig har jeg synes, at kunne finde et svar. Bygningerne på hestene i dette land er så forskellige, næsten mere spredte end årstiderne, uden de mange nuancer deriblandt. Se blot på du og jeg, som ild og vand, kunne vi næsten kaldes. I al min tid har jeg besiddet beskyttende hår der omfavner mine hove, og en krop skabt til hårdt arbejde, imens du er langt spinklere, født til at danse. Hvor jeg kom fra så jeg oftest kun mine egne, heste bygget som mig, men til tider kom enkelte andre forbi, ingen dog helt så spinkle som du. I denne verden synes det snarere det modsatte, som om Andromedas lys tilkalder danserne, og ikke de arbejdene. Ved du hvorledes dette fænomen forklares? Fødes folket i dette land, som dansere uden beklædning på piberne? Vi synes så forskellige, som var vi skabt til aldrig at mødes. Og dog skete det, det lys du før har omtalt, den magi der svirrer i luften, kan denne være grunden?"
Der lå mange spørgsmål i disse ord, mange, der var større og mere omfangsrige, end hans vandringer havde kunnet besvare. Han vidste svarene måtte være et sted, at nogen måtte have flettet stierne på de mange heste sammen, men hvorfor, og hvorledes det var gået til, var et spørgsmål der lå ham på hjertet ganske ofte. Manglen på hans art, var ligeledes en ting der tirrede den brede skabning en anelse. Thi så meget som han elskede denne gyldne skabning, og nød de tusinder af sjæles selskaber, savnede han synet af sin art andre steder, end blot i en genspejlning på en vindstille aften. Ganskevist var alle heste, men alligevel var der noget dybere - noget savnet. Som om fraværet af bredere skabninger skubbede en smule, til den unge hingsts hjerte. For det bekymrede ham, ikke nok, til at det for alvor havde en påvirkning, men han tænkte, og tanker ledte ikke altid gode ting med sig. Hvorfor var han her? Var det en fejl? Måske han havde taget en anden dansers plads?

[19]

De sidste rester af Lysets magi svævede stadig tavs omkring dem, om end roen var faldet over dem og over Lyset. Den månebrogede hingst havde berørt den gyldne flere steder, og hendes hengivenhed overfor ham havde været slående; så tydelig, at den blinde ville se den stråle skarpt. Hun stolede fuldt ud på denne hingst, som hun havde valgt at følge i Livet og således gjorde Lyset det også. Og da hans dybe røst, der nærmest slog vibrationer an i luften lød og erstattede hendes spørgende toner, dirrede de sidste glimtende rester af Lysets perler i luften, hvorefter de gik i opløsning og blandede sig med den strålende sols kærtegn over deres kroppe.
Kort efter blev hans stemmebånd for alvor svunget igang, og hans ord lød nu, med hans karakteristiske røst, som ingen anden kunne efterligne. Illanas ører var øjeblikkeligt rettet frem og hendes krop blev sirligt formet om sig selv, i få skridt, der bragte hendes hoved nær hans igen. Hendes øjne flakkede diskret over hans mule, næseryg og øjne, alt imens han talte. Det spørgsmål som han fremstillede, var ikke et som Illana kunne svare endegyldigt på. Og der var mange årsager hertil, men den primære var, at hun ikke vidste alt om landet og dets beboere, selvom hun vidste meget.
Et lille smil tegnede sig over hoppens mule, inden hendes blik faldt lidt skråt frem. Lyset omkring dem gjorde omgivelserne helt eventyrlige, ligesom hans månebrogede skind fik en særlig varm, overnaturlig glød. Og herefter lød hendes milde toner, hvori kun sandheden var at finde.

,,Uden at kunne give dig ét svar, der kan dække alt det, som dit spørgsmål rummer, tror jeg at jeg har en fornemmelse for, hvordan det forholder sig. Og faktisk har du en del af svaret i dine egne ord, du månedebrogede. Ser du, jeg har set landet blive befolket gradvist; og hvis der er noget som mine år i landet har lært mig, er det, at vi alle stammer fra forskellige lande. Måske endda forskellige verdener. Som udgangspunkt har vi intet tilfælles - som du siger, er jeg skabt til en verden langt forskellig fra din. Aldrig har nogen kunnet forudse at vore veje skulle mødes, men det gjorde de - og hvorfor? Det er et godt spørgsmål. Dén ene ting jeg er sikker på, er, at dem der dukker op i dette land, på trods af deres åbenlyse forskelligheder, har én ting tilfælles. En ting vi alle er sammen om, uden at vide det. Vi er alle blevet givet en chance til. At mange i landet er spinkle som jeg, tror jeg hører tilfældighederne til. Jeg tror ikke, at der er en årsag til, at der er flere af en type end en anden; og hvem siger det ikke kan vende? Hvis dem der kommer til landet, hvilket langt de fleste gør, har brug for hjælpen landet kan medfører, er jeg sikker på de modtager den. Spinkel, tung, tynd, bred; stærk og svag. Alle får chancen."

Hun tav kortvarigt, inden hendes blik blev rettet direkte imod hans. Her hvilede det, for hvad der føltes som minutter, men kun varede sekunder. Hun beundrede hans blik, betragtede det, studerede det. Hun forstod hans undren, hun forstod hans tanker; for rigtig mange ting i landet Andromeda var endnu gåder, ukendte stier for den gyldne, og ivrigt søgte hun svarerne der gemte sig i landets hemmelige kroge. Og sommetider ønskede hun, at hun kunne spørge andre, men sjældent stødte hun på nogen, som kendte landet bedre end hende selv.
Smilet bredte sig igen, endnu bredere end før, inden hun puffede forsigtigt til ham.

,,Jeg tror ikke Lyset er grunden til, at vi mødtes. Ganske enkelt tror jeg på, at det er én ud af en række tilfældigheder, som sørgede for at vi stod overfor hinanden første gang. Herefter? Ja hvem ved.. Måske var det held, måske var det skæbnen? Måske var det timing. Uanset hvad det var, ville jeg ikke være foruden.."

Og der afrundede hun sine ord. Mange var det blevet til, men hun vidste at han lyttede. Hun vidste, at han satte pris på det, og inderligt håbede hun at de ord, som hun netop havde delt med ham, kunne give ham, hvis ikke et svar, så en ro eller grundforståelse, hvorfra han selv kunne finde sit svar i landets uendelige hjørner.

.~:SAMAEL:~.
FAREWELL

Mange ord tonede frem og bort i deres fælles stilhed, ord præget af mange timers tanke, og ikke mindst en dyb visdom. Begge grunde til den dybe respekt hingsten ejede for denne spinkle skabning. Ganskevist besad hun ikke hans styrke, og gik ikke direkte ind under hans skønhedsidealer, men smuk det var hun, på en helt unik vis. Med et sind der afspejlede lyset, og selv i en hæslig skal, ville have oplyst den, og dannet et perfekt individ. At hendes udseene også sagde sit, tilføjede ikke mindre til beundringspuljen. I sandhed forgudede han denne hoppe, dette løs, hans sol. Forgudede hende, og besad et dybt ønske, om aldrig at forlade hendes side. Om så hun havde været langt mindre, eller langt større end ham, intet af det ville have haft en betydning. Men dette var sdan de var nu, måske... En fjern tanke strejfede den store hingst. Måske de havde mødt hinanden før, måske de ville mødes igen, i et andet liv, en anden tid. Selv da, var han overbevist om, at hans kærlighed ville besidde samme styrke. I ethvert univers, ville han ønske at danse med hende, dele hendes syn, hendes verden.
Et sted var den tvefarvede umådeligt glad for ikke at have mødt hende i sin tid hos de tobenede. Der ville have hvilet en dyster fremtid over de to sjæle. Hvis de da nogensinde ville have mødtes. Mange spørgsmål stod ubesvarede i netop denne sammenhæng, han var kun taknemmelig for, at have fået chancen for at møde hende. Skæbne, eller tilfælde, det betød ikke det store. Han var dybt taknemmelig. For den chance han havde fået, det der havde ledt ham her, det der havde ledt danserinden hertil, men frem for alt; Hvad end der havde ført dem sammen.

Men alt dette var sidespring, tanker der virrede i den brogede hingst, imens momenterne passerede, og han søgte svar på hendes fortælling. Kort mødte deres blik hinanden, brunt og blåt, før et kærling puf spredte bølger i hans sind. En berøring, der var sin helt egen, sin helt unikke. Med en brummen foldede den store hingst kroppen omkring hendes mule, og nappede da kærligt til den lange mælkefarvede man hans mage besad. Snart ble den kærlige nappen til en roligere berøring, og han lod blot sin mule hvile å hendes hals, åndede hendes duft ved hvert åndedrag, imens han tænkte. Bearbejdede ordene. For der var meget at tænke over, og han var næppe den hurtigste på netop det punkt. En drømmer ganskevist, men ikke en med træning i tænkning. Ikke en, der bevidst førte sig af logiske veje.
"Det slår mig, at denne fordeling kan have været på samme måde, hvor jeg blev født. Men jeg så ikke meget af verdenen den gang, var begrænset af fire vægge, fire hegn, hvor end mine skridt ledte mig. Hvad jeg så, kunne have været brøkdele, af en verden størrer end vores, hvori de spinkle heste ligeledes kunne have danset. Verden er vel knapt så lille, og knapt så simpel som vi kunne ønske den. Men denne chance du omtaler, synes jeg at have hørt gentaget. En chance for at udvikle sig, fra et navnløst individ, blive tildelt ord og tanker. Denne chance var den jeg blev skænket, og du en anden. Alle er vi blevet velsignet, bragt til landet her, så meget er vidst. Hvad end der har ledt os her, ført til dette moment... Hvad end, hvem end, er jeg dybt taknemmelig. Illana, ord kan vel næppe beskrive det, men det der har ledt os her, lad det være skæbne eller tilfælde, er det ting, der har løftet mit sind med vinger, jeg ikke troede det kunne udvikle."
Hans ord var ganske sande, for han havde næppe troet, at han ville finde en hoppe, der kunne fortrylle ham, som hun gjorde. Næppe havde hingsten vidst, at hans instinkter ville bindes, af følelser langt stærkere. For megen tid havde han levet efter dem, fulgt deres retning, deres bud, aldrig havde følelserne spillet ind som nu, men han tvivlede ikke på, at det ville være hans vej fremover. Hans sind var i kontrol, i centrum, ikke længere var han ledt af sidspring, af generne. De talte ganskevist stadig, og havde sit at fortælle, som han bed mærke i. Men de havde ikke den kontrol, der havde præget dem tidligere. Da hans dybe toner rundede af, lod han en varm luftstrøm passere ud fra sine næsebor, bredes i den gyldne pels, hvorpå han fjernede mulen igen.
Det føltes som årtier, og alligevel kun få øjeblikke han havde tilbragt i hoppens selskab, men et rums tid var gået, og han følte allerede den sagte kalde af tørsten brænde i halsen. Den, for ham, lange talen, havde gjort hans temmebånd ru, og draget behovet for vand med sig. Han ville behøve af forlade hoppen, hvor meget det end smertede ham, men bevidstheden var, om at han ville møde hende igen. Der var ingen tvivl, ikke engang anelsen af den. Hun var ganske stærk, denne danserinde, og lyset ville lede ham i hendes retning, og hende i hans.
"Hvad end der ledte til det første møde, vil det med garanti føre os sammen igen, danserinde. Lyset vil uden tvivl guide det på vejen, og jeg betvivler ikke, at vi snart ledes til den samme sti igen. Indtil da, vil mit hjerte være ved dig, Illana. Til vi mødes igen."
De korte ord brændte i hans sind, og allerede savnede han denne gyldne. Men ikke al tid kunne de tilbringe side om side, hun havde sin sti, og ligeledes havde han sin egen. Fremtiden ville måske komme, hvor de kunne dele den samme, men han følte, at dette ikke var tidspunktet. Langsomt bakkede hingsten et skridt, og lod derpå det ene forben føres ind under sit tyngdepunkt, hvorpå han med en glidende bevægelse bukkede dybt for hoppen. Kortvarrigt var den sølvhvide man spredt ud over jorden, dannede glødende bølger af måneskind på det naturlige underlag, hvorpå hans tunge krop graciøst blev løftet fra stillingen.
Til vi ses igen.
Ordene synes at genlyde fra hans dybblå øjne, idet måne hingsten langsomt, med bevægelser der stadig synes at følge en dans, forlod solen bag sig.

//OUT

[6]

Den berøring, som den gyldne havde sat i gang, bredte sig igennem kroppen på den månebrogede hingst. Langsomt, men sikkert, bredte den blide og intense berøring, som ikke blot var en berøring imellem to fysiske individer, men imellem to sjæle, imellem Lyset og den stærke hingst - solen og månen. Snart bevægede den brogede sig, lod hele sin krop forme sig omkring hende, således at hendes korpus blev omfavnet af hans aura for alvor. Han berørte nu hende og kort efter lod han sin mule gribe om hendes lyse man, der bugtede sig ned langs hendes hals. Herefter, da han hvilede sin mule imod hendes hals, sænkede hun den lidt, en hengiven gestus, for at vise ham, at hun accepterede hans nærvær; selvom der ingen tvivl var. Et øre blev vippet imod hans dybe, intense stemme, der på ny foldede sine toner ud i luften der omgav dem, satte svingninger i gang som den gyldne kunne opfange. Alt imens hans toner lød, pulserede Lyset om halsen på den gyldne hoppe glædeligt som respons på samtalen, som var langt mere verbal, end de normalt plejede at være. Det lyttede ligesom den gyldne gjorde det, og den månebrogede hingst ville højest sandsynligt kunne fornemme Lysets glæde omkring deres ord, deres valg om at dele tanker og erfaringer med hinanden, så de begge kunne lærer endnu mere om den modsatte, den sjæl de hver især havde ladet komme ind i deres hjerter.

,,Din verden lyder så meget anderledes end min, månehingst. Aldrig har jeg set det du beskriver; hegn, hvad end det måtte være, der kan begrænse ens færden. Men dog er jeg sikker på, at der kan findes fællesnævnere imellem vore liv, hvis vi leder længer nok. Jeg kunne sagtens forestille mig, at spinkle havde vandret i din verden, dit første hjem, som de tunge og stærke kunne have vandret i min. Selv så jeg langt fra alt der var at se; for jeg var i og for sig begrænset på sin vis også. En flok jeg skulle følge, indtil jeg blev udstødt, satte rammerne for min færden. Senere var det landskabet, for bjergene søgte jeg aldrig. Vådområderne vandrede jeg udenom; der ligger mange skjulte skatte i de afkroge jeg ikke søgte - så måske ja, ligner vores fortid, som vi har lagt bag os, faktisk hinanden."

Et lille smil fandtes på den gyldne hoppes mule, inden hun lagde sin pande ind imod den varme hals, som Samael besad. Hans pels var mere tæt end hendes, og hans kraftige man nærmest emmede af varme der strålede igennem hans pels inde fra hans stærke muskler, der kunne sætte hele hans mægtige krop i bevægelse. Muskler der kunne bære ham til bjergenes top og ned igen, vandre herfra og til verdens ende. De muskler som kunne få ham til at danse, bære sig som en ægte danser og føre ham i kamp som en kriger. Hun prustede sagte, inden hendes øjne diskret søgte hans blå; hans ord, omkring hans taknemmelighed, varmede hele hendes sind, helt ind til de inderste kamre af hendes hjerte. Hun følte sandheden i hans ord og hun vidste at hun gengældte de følelser som hingsten bar på, ja hun elskede ham og ville gå gennem både ildens verden og vandets hvis det var nødvendigt, for at stå ved hans side for altid.

,,Tro mig, månehingst; ligesom du, føler jeg en taknemmelighed der ikke kan beskrives med ord, over at vores sti blev ført nært nok, til at vi selv kunne tage valget om at flette dem sammen."

Da hingstens åndedrag, der blev sendt fra det dybe bryst, bredte sig i hendes pels som ringe i vand, vippede hun sine ører ganske let tilbage på saglig vis. Hun nød virkelig den nærhed der var imellem de to sjæle, en nærhed som hun vidste ville bestå, selvom de to fysisk ikke stod så tæt som nu; for selvom hun af sind ville være det, kunne de ej vandre side om side til dagenes ende. Hun var en del af flokken, en del af Teylar, og der havde hun sit hjem - og ansvar. Hun måtte være der for flokken, som hun måtte være der for månehingsten; og selvom hun ganske tavst havde ønsket at han sluttede sig til dem, var det ej en tanke hun ville påtvinge en anden sjæl - det var en beslutning der selv skulle komme til månehingsten, såfremt han nogensinde ville længes imod en flok. Da ville den være åben for ham, som den havde været for hende.
Da han trak sig en anelse, lod hun ham gøre det, uden at søge ham igen. Ikke at hun ikke ønskede det, men intet bånd kunne hun lægge på ham - ej heller ville hun - ligesom han ikke kunne lægge bånd på hende. I stedet lod hun de ravfarvede øjne betragte hans blå med den ærlige glæde, som strålede ud af dem. Hun nikkede ganske let og graciøst til den månebrogede hingst, som nu lagde an til et farvel; i hvert fald for nu.

,,Husk, du månebrogede, at Lyset ligeså bære af dig. Hvis du ønsker det, vil det føre dig til mig, uanset solens placering på himlen, og ligeså vil det kunne føre mig til dig. Jeg vil ære dine tanker, dit hjerte, så længe vores kroppe ej er i hinandens nærhed; jeg vil glæde mig til vi ses igen, hvilket jeg håber bliver snart."

Da hendes udkårende bakkede, lod hun sin spinkle hals hvælves en smule og sine ører blev spidset til deres yderste punkt. Hun betragtede hver en millimeter af hans bevægelser, til han lavede sit buk, hvorpå hun responderede med at neje, så godt hun nu kunne formå det. Hun lod sit ene forben slippe belastningen fra hendes krop, alt imens hun lod sin vægt lægges om på hendes bagpart, som hun skød bagud og sænkede dermed sin forpart. De rejste sig nogenlunde samtidig og det sidste blik de delte, satte nærmest på ny luften omkring dem i vibrationer. De ville ses igen, snart; og den gyldne hoppe ville glæde sig. Hun ville vente på det, tålmodigt, men savnet til den brogede ville hun ej kunne skjule.
Hingstens kurs blev lagt, og snart var afstanden imellem dem så stor, af den gyldne hoppe selv vendte rundt for at søge tilbage imod Teylar's grænser, hvor hendes sti nu første hende hen.

[The End]