Post by Titan on Dec 22, 2013 23:30:27 GMT 1
| [atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #171627; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] • • • Titan på glat is Wordcount: 340 | Tag: Foxie Don John |
22. december
Sneen der roligt dalede fra himlen havde allerede lagt sig som bløde skyer overalt på jorden. Nogle steder var der dog allerede trådt en masse hove, som havde fået den til at se beskidt ud. Titan havde dog fundet sig et sted, hvor ingen andre havde bevæget sig hen endnu. De mange snefnug havde allerede sat sig som små glimtende krystaller i hans efterhånden lange man, og tykke, plyssede pels, og et lille lag havde også allerede lagt sig hen over hans ryg. Af og til stoppede han op for lige at ryste det af sig, inden han gav sig til at trippe fremad igen. Noget fik ham dog til at stoppe.
Forude mødte der ham et syn, han ikke havde set længe. Ikke siden dengang han var mindre, og det var næsten som om julelys blev tændt i de grønne øjne. Halen blev rejst og hovedet højt hævet med opmærksomme fremad rettede ører. De stillestående ben begyndte at trippe fremad, og skridtene blev kun hurtigere og hurtigere til den sorte hingst til sidst tonsede af sted mod søen, med det hårde vand. På grund af den høje fart var det ikke længere kun snefnug der faldt fra himlen, men også sne der fløj fra Titans hove. Med et kådt hvin og en virren med hovedet spurtede han af sted så hurtigt som han overhovedet kunne, men han havde ikke fået set ordentligt efter, og før han nåede at se sig om, var søen for tæt på.
Titan huggede forbenene i jorden, men på grund af den høje fart kurede han hen af jorden, med sne ud til siderne, næsten siddende på røven og et lille stykke ud over det frosne vand, der lige så stille gav en knirrende lyd fra sig. ’åh åh’ var hans første tanke, og han fik skubbet røven op på plads så han igen stod på alle 4 ben, og strakte halsen fremad, med mimrende mule, strakt frem mod bredden han var kommet fra, mens de grønne øjne søgte rundt efter andre sjæle i området.
Sneen der roligt dalede fra himlen havde allerede lagt sig som bløde skyer overalt på jorden. Nogle steder var der dog allerede trådt en masse hove, som havde fået den til at se beskidt ud. Titan havde dog fundet sig et sted, hvor ingen andre havde bevæget sig hen endnu. De mange snefnug havde allerede sat sig som små glimtende krystaller i hans efterhånden lange man, og tykke, plyssede pels, og et lille lag havde også allerede lagt sig hen over hans ryg. Af og til stoppede han op for lige at ryste det af sig, inden han gav sig til at trippe fremad igen. Noget fik ham dog til at stoppe.
Forude mødte der ham et syn, han ikke havde set længe. Ikke siden dengang han var mindre, og det var næsten som om julelys blev tændt i de grønne øjne. Halen blev rejst og hovedet højt hævet med opmærksomme fremad rettede ører. De stillestående ben begyndte at trippe fremad, og skridtene blev kun hurtigere og hurtigere til den sorte hingst til sidst tonsede af sted mod søen, med det hårde vand. På grund af den høje fart var det ikke længere kun snefnug der faldt fra himlen, men også sne der fløj fra Titans hove. Med et kådt hvin og en virren med hovedet spurtede han af sted så hurtigt som han overhovedet kunne, men han havde ikke fået set ordentligt efter, og før han nåede at se sig om, var søen for tæt på.
Titan huggede forbenene i jorden, men på grund af den høje fart kurede han hen af jorden, med sne ud til siderne, næsten siddende på røven og et lille stykke ud over det frosne vand, der lige så stille gav en knirrende lyd fra sig. ’åh åh’ var hans første tanke, og han fik skubbet røven op på plads så han igen stod på alle 4 ben, og strakte halsen fremad, med mimrende mule, strakt frem mod bredden han var kommet fra, mens de grønne øjne søgte rundt efter andre sjæle i området.
[/td][/tr][/td][/tr][/table]
