River Encounters

Reserveret til Julie/Eagle Eye
Den lysbrogede hoppes blik fulgte den livlige flod, der fortsatte i en snorlig linje et langt stykke endnu. Hun havde fulgt den troligt i en dags tid, fordi hun nød lyden af det brusende vand og tanken om, at hun fulgte med strømmen. Den bar hende væk til nye steder.
De lange, smidige ben flyttede sig automatisk, for hun tænkte ikke længere over, at hun var i bevægelse. Hoppen var i virkeligheden meget høj, men så spinkel bygget, at det ikke umiddelbart var et træk, man bemærkede hos hende.
Hun var nu optaget af bjerglandskabet, der strakte sig i horisonten som høje, grå klipper, men det var for hende ikke et mål i sig selv.

Kali havde langt om længe affundet sig med sit nye hjem på Andromeda. Hun huskede stadig det øjeblik, hun indså, at hun var strandet her - sandsynligvis resten af sit liv - og at der ingen muligheder var for at vende tilbage, hvor hun kom fra. Det havde taget hende tid at acceptere. Hun værdsatte på sin vis sit nye land, men ikke på samme måde, som hun kunne have gjort det, hvis hun var kommet af egen fri vilje.
En ting måtte hun dog erkende, når de isblå øjne fulgte det lange, bølgende græs langs flodbredden. Her var smukt på en måde, så hun aldrig skulle mangle eventyr i sit liv. Hun havde set så lidt og der var så meget tilbage.

Med et lavt prust nærmede hun sig det blålighvide vand, der havde samme farve som hoppens øjne. Og netop som floden, følte hun energien hvirvle gennem kroppen. Hun virrede med hovedet og var nu standset på sin vej, fuldstændig opslugt i sine egne tanker.

Atter en gang havde den ældre hingst begivet sig ud på sine faste vandringer i landet. Ofte endte han de samme steder, som han normalt opsøgte. Der var ikke meget der kunne opdages længere, alle øer havde han betrådt. Kun en gang havde han været på vulkan øen, og havde ikke nogen hast med at vende tilbage til det døde område. Der var noget forkert ved det sted. Den ældre hingst havde ingen fast med at finde ud af hvorfor. I stedet tilbragte han al sin tid på de frodige øer, her var naturen smuk.
En lavmeld brummen slap fra den store hingst i det han nu nåede mod floden. Lyden af det stille vand fik ham til at længtes efter kysten, han havde i sinde at drage imod senere. Men lige nu ville han slukke sin tørst i floden for blot der efter at se sig lidt omkring i det velkendte område.

Det store hoved blev sænket mod vandets overflade da han nåde han til breden. Den lyse mule ramte det kulde vand. Det var isende men det smagte behageligt, og roligt i store træk fik den ældre hingst slukket sin tørst.
Langsomt, næsten alt for langsomt begyndte den ældre hingst at trække sit hoved op igen, de mandel formede øre vippede til siden. Han kunne høre lyden af lette dunk. En levende sjæl ikke langt fra bevægede sig som ham ved floden. De gyldne øjne blev rettet imod lyden, lidt efter forsvandt den. Et stykke tid stod den ældre hingst stille for at lytte.
Et vrinsk lod den ældre hingst slippe, for der efter at begive sig i retning af hvor lyden var kommet frem.

Den sølvgrå hale svingede formålsløst fra side til side og vidnede om hendes manglende tilstedeværelse. Tankerne vandrede, imens hun betragtede vandet nedenfor sig.

Kali hævede sit hoved i et ryk, da en brise førte en fremmeds lugt med sig. Hendes næsebor dirrede let. Hun forsøgte at genkende duften, men som med meget andet i denne verden, var den ny og uvant. Hun drejede hovedet i retning af, hvor den fremmede skulle være, og netop da vrinskede hingsten til hende gennem stilheden.

Hun stod endnu stivnet, lettere undrende. Det var ikke ofte, hun blev opsøgt, og hun havde formået at nå Enophis uden at møde en eneste sjæl. Dette sted havde været hendes eventyr i et stykke tid. Nu så det ud til, at hun måtte dele det med nogle.
Men hoppen beklagede sig ikke, tværtimod. Hun begyndte at gå tilbage langs flodbredden mod den fremmede og svarede med et højt, gennemtrængende vrinsk til hilsen. Hendes skridt var lange og ivrige, for nysgerrigheden havde grebet hende, og hun tog aldrig sorgerne på forskud.

Den fremmede hest besvarede hans vrinsk højlydt. Om den lyse mule tegnede sig et smil, et varmt og venligt et. Vrinsket lød som en genlyd hen over området. Her var meget tomt for tiden. Det havde den ældre hingst bemærket, men han tog det ikke så tungt. Det hænde jo at han stødte på nogle stykker i ny og næ. Det glædede altid den ældre hingst med selskab, lige ledes kunne han også lide de dage han fik lov at vandre alene. Det var jo egentlig det han var mest van til.

Lydende af lette hovslag nærmede sig længere fremme kom en brogede skikkelse tilstede. Eagle brummede imødekommende imod den fremmede. Både synet, lyden men også duften fortalte ham at dette ej var en havde stødt på før. Den gyldne hingst havde efterhånden mødt mange på sine mange turer igennem de forskellige øer, men alligevel formåede der hele tiden at dukke nye op. Det glædede ham. Nye så vel som gamle var altid velkommen i hans selskab.
De mandelformede øre var rettet frem imod den fremmede hoppe, mens han med rolige skridt nærmede sig.
Eagle bevægede sig ganske vidst altid roligt frem. Det var nu en gang sådan han var. Han havde ikke travlt med noget. Alt kom til sin tid, han behøvede ikke forhaste tingene, han kunne blot nyde det hele på sin vej.

På en passende afstand stoppede den store gyldne hingst op, løftede hoved en anelse for at lave en kort nik som en imødekommende hilsen. Eagle så ædel ud af natur, det var ikke noget han pustede sig op for at gøre. Det behøvede ikke, han var ædelrace og det vidste sig tydeligt i hans bygning, der var robust men simpel og slank på samme tid.
"Hver hilset," lød den ru, men varme stemme, der bag tydelige tegn på den alder der lå bag den gyldne hingst.

Kali standsede blot et par skridt efter hingsten, netop som hun registrerede, at han ønskede passende afstand.
På trods af hoppens højde, syntes hun at skrumpe i den fremmedes nærhed. Denne hingst bar sig selv på en måde, der ikke var til at overse. Han var ædel og udstrålede den respekt, som hun forestillede sig, at mange gav ham. Selv det gyldne skind syntes at fremhæve hans karakter. Hun hilste ham med et svagt prust.

Den lysbrogede hoppe var ellers ikke den, man ville overse. Hun var faktisk meget iøjenfaldende med sit lyse, lidt specielle udseende. Hun udstrålede samtidig en vildskab og utilregnelighed, der gjorde hende smuk i nogens øjne og sær i andres. Det var netop charmen ved hende - hvordan hun kunne drage og frastøde, alt efter øjnene, der så.
Hun havde en god højde med lange, elegante ben, men var så spinkelt bygget, at man ikke bemærkede det ved første øjekast. Det fine, smalle hoved drejede sig lidt på skrå.
Hvad angik hende selv, var hun allerede nu fascineret af hingsten, der stod foran hende. Hun fandt det altid spændende med nye bekendtskaber - hvordan de reagerede, hvordan de talte, hvordan de gjorde. Og her stod en erfaren herre uden tvivl, for hun kunne allerede se den autoritet han havde, der sikkert fulgtes med hans alder.

"Jeg ser, at du har forstand på dig selv," sagde hun ligefremt.

De isblå øjne betragtede ham med intens, åbenlys glød, men der var intet hånligt eller nedladende i hendes tonefald. Hun så ham, nøjagtigt som hun troede, han ønskede at blive set.
Som det var så karakteristisk for hoppen, afsporede hun samtalen, før den overhovedet var begyndt. For andre var hendes pludselige bemærkninger mystiske, endog spøjse, men i hendes hoved var det så logisk som noget.

Med de rav gyldne øjne betragtede han hoppen der nærmede sig. Hendes udstråling. De lange ben og den spinkle krop; det var nu ikke så meget det han bed mærke i. Det var noget helt andet der fangede hans blik. Hun mindede ham om havet, ikke fordi hun var blålig. Nej, hun virkede vild, utæmmelig og mystisk på den gode måde. Et lidt større smil strakte sig over den lyse mule. Eagle elskede havet, og allerede nu med denne afstand kunne den ældre hingst sige sig selv han nok ville finde dette selskab behageligt og ikke mindst fascinerende

"Min ro, og min selvbevidsthed kommer nok med alderen. Jeg kender mig selv, jeg ved hvem jeg er," Svarede den ældre hingst hoppens ligeud bemærkning med en rolig tone. Ej tog han det som værende hånene, blot at anså han hun havde agtaget ham som han havde agtaget hende. "Mit navn er Eagle Eye," præsenterede han sig selv kort efter, efterfulgt at et høfligt nik.
De mandelformede øre var rettet frem imod hende, han lyttede og viste tydeligt at hun havde hans opmærksomhed. Den gyldne hingst var allerede nu spændt på at lære denne hoppe lidt at kende, men måske ville han slet og ret ikke lære noget, måske var hun nøjagtig som det ham han selv elskede så utrolig højt.

Hun lukkede sine øjne, men selv i mørket bag øjenlågene, kunne hun se hingsten for sig og mærke det ravgyldne blik, der så på hende med ophøjet ro. Allerede nu vidste hun, at hun aldrig ville opnå det samme, når hun blev ældre, men det gjorde blot, at hun satte mere pris på hans selskab, at han fangede hendes interesse.
Langsomt gled hendes øjne op. Et smil hang om mundvigen, ganske let. Eagle Eye var et passende navn, indså hun, da hun mødte det skarpe, betragtende blik, og hun lo, blot fordi det var fjollet, at et navn skulle give hende følelsen af, at hun kendte hingsten bedre.

"Jeg er Kali. Jeg kender mig selv, men ikke længere min frie vilje. Jeg troede, jeg var herre over min egen skæbne, men så endte jeg her."

De sandbrune ører rettede sig i hans retning. Hun så på ham, som om hun havde stillet et spørgsmål og alene han bar på svaret. Der var forventning i hoppens udtryk, i den måde hun trådte en anelse nærmere, skridt for skridt, og hviskede det næste til ham, som var det en hemmelighed, han kunne indvie hende i.

"Er du herre over din skæbne, hingst?"

Forunderligt var selskabet allerede fra første øjekast, og hvert sekund tydede blot på et mere bemærkelsesværdigt selskab end den ældre hingst havde mødt længe. Det gjorde ham nu ganske tilpas. Mange havde han mødt i sin tid her,de fleste var lige til den sædvanlige rutine. Hilsen, præsentation og udvekslinger om forskellige meninger. Alt sammen generelle ting, ak, denne hoppe Kali, som netop havde præsenterede sig selv virkede ikke til at ville følge rutinerne. Eagle kunne godt lide dette, det gav en afveksling i de mange ens hverdage.

De mandelformede øre var rettet frem imod den lys brogede hoppe Kali. Herre over skæbnen. Eagle tænkte lidt over det før han kunne svare hende på dette, mest præcis. Det med skæbnen var ikke t spørgsmål han fik stillet ofte, men han kendte svaret. Han kendte sit svar.

" Ens skæbne har aldrig lagt i sin egen magt. Skæbnen bliver for udbestemt, men ændres for hver handling man tager. Når man står ved en skille vej og skal vælge om man vil gå til højre eller til venstre. Tager man det modsatte valg af hvad man gjorde, ville tingene have set anderledes ud. Nej, Kali jeg er ikke herre over min skæbne, men jeg er herre over mine valg."

De rav gyldne øjne hvilede for en stund i hendes med det varme blik. Han ventede på hendes reaktion, på hvad hun ville sige til det. Ville hun se det som han så det? Eller ville hun sætte sig på halen og nægte. Eagle kunne ikke forudsige det, han kunne ikke gennemskue denne hoppe. Ej kunne han læse hende tydeligt: Alt dette fik blot den ældre hingst til mere og mere for den opfattelse at hun havde en lighed med havet. Det hav han fandt så fascinerende.

Kali svarede ikke i lang tid, for hans ord havde givet hende noget at tænke over. De var ikke komplicerede eller forvirrende, men tværtimod gav de mening for hende. Hendes blik blev fjernt, da hun overvejede sin situation. Måske var det rigtigt nok, at man ikke kunne styre sin skæbne, men nogle gange kunne hun heller ikke styre sine valg. Hun havde ikke valgt denne verden og i øjeblikket vidste hun ikke, hvad der ellers havde været af valgmuligheder.

”Jeg ser, hvad du mener. Men måske er min skæbne til tider, at jeg ikke træffer mine egne valg.”

Hun kastede med det lyse hoved og vendte rundt på stedet, imens hun begyndte at gå tilbage den vej, hun var kommet fra. Hendes tanker var mere frie og lettere at fange, når hun var i bevægelse. Så drejede hun sig rundt og kiggede efter ham, som en tavs invitation til, at han skulle følge hende.
Hoppen virkede tilfreds med det svar, han havde givet hende, og hun interesserede sig egentlig ikke mere for emnet. I stedet prustede hun til ham og vippede atter ørerne tilbage i hans retning, opmærksom på om han fulgte hende. Men hun var faktisk ikke i tvivl. Kali tog det som en selvfølge, at hingsten snart ville nå op på siden af hende, for der var stadig meget, de ikke vidste om hinanden, og hun ønskede ikke deres samtale afsluttet så tidligt.

Det behagede den ældre hingst at Kali kunne se hvad han mente, for uden at vide det hundrede procent, var Eagle meget sikker på at det egentlig var sådan det var. Han vurderede dog lidt hendes synspunkt på sin skæbne, at den kunne være at hun ikke skulle træffe sine egne valg. Eagle kunne næppe tro det ville hænge sammen sådan, og han ville gerne have givet hende noget mere i sammenhængene der kunne hjælpe hende på vej, men inden den gyldne hingst nåede at svare noget havde den lys brogede hoppe vendt sig rundt og var begyndt at gå igen.
Ingen tegn havde der været, svær var hun at læse, hvilket fik den ældre hingst til at overveje om hun på sin vis var blevet fornærmet over noget, måske noget hun havde tænkt, eller hun blot nu havde fået nok og ville videre. Meget mere noget tankerne ikke at overveje før en tavs invitation kom fra Kali.
Et let smil tegnede sig over den lyse mule og den ældre hingst satte det ene ben foran det andet i en let gang. Selvom Eagle gik afslappet frem med lange skridt, som på mange ville anses dovent så den ældre hingst meget ædel og elegant ud- dette lå til hans natur og han lagde ingen arbejde i det.
Da han omsider noget op til siden af hende, dog med en passende afstand sænkede han farten til hendes tempo. En rolig brummen lod han lyde, og afventede nu om hun ville have mere, eller Eagle blot kunne tale frit. Hendes hurtige beslutning om at vandre, gjorde det vanskeligt for den ældre hingst at vide om det var en afslutning på førhen emnet eller ej. Måske ville han lære denne hoppes tegn at kende i løbet af mødet måske ikke. Eagle var dog sikker på han ville ligge et arbejde i at lære hende at kende.

Snart hørte hun Eagles skridt bag sig og så hvordan han indrettede sig efter hendes tempo. Tavsheden bredte sig mellem dem, men det var ikke fordi, at Kali manglede noget at sige. I stedet lyttede hun til den brusende flod nedenfor dem, og lyden af vinden, der ruskede i de lange græsstrå. Der var mange lyde, hvis man var opmærksom på naturen omkring sig, og hun havde brugt hele sit liv i dens selskab.

Imens de gik, overvejede hun sit nye bekendtskab. Hun spekulerede på, om han mon var vant til at vandre ligesom hende, eller om han havde slået sig ned et sted i nærheden. Da hun drejede hovedet over mod ham i endnu en åbenlys måde at betragte ham på, afgjorde hun, at begge dele virkede lige sandsynlige. Han kunne have oplevet hvad som helst, og hun ville aldrig have gættet det. Hvilket på sin vis også forklarede, hvorfor hun var blevet så stille. Hun håbede på, at han ville fortælle hende mere om sig selv, men der var så mange ting, han kunne sige. Hun vidste ikke, hvor hun ønskede at starte.

(Undskyld for det blev lidt kort)

Der kom ikke mange tegn fra den brogede Kali, Eagle rynkede kort mulen, overvejende imens stilheden indtog aften. Det gjorde ikke den ældre hingst noget at vandre i det tavse: I virkeligheden var der jo aldrig helt stille. Lyden af den stille brusen fra floden, vinden der legede med kvistende i træerne, eller græsset de betrådte. Lyden af de hule dunk der lød når deres hove mødtes med jorden; i dette tilfalde knap så hule, mere smattede var lyden. Lyden af deres vejrtrækning, der uden at være blevet bemærket næsten var endt i samme rytme. Dette skete som ofte at man fulgte den roligere vejrtrækning et selskab kunne have med sig. Ganske naturligt.
Atter brummede den gyldne hingst, blot for en stund af tilpashed før han åbnede mulen for at stille et spørgsmål der ledte tilbage til tidligere: "Har du overvejet at at blive bragt her til, var din skæbne? At her kan der måske vente dig store bedrifter?"
Et smil tegnede sig over den lyse mule i det han lagde sit gyldne blik på hende. Han rettede de mandel formede øre imod hende, og ventede mest af alt på hendes reaktion.

(Kan vist sige det samme )

Af ukendte grunde havde Kali ikke forventet hans spørgsmål. At vende tilbage til deres udgangspunkt, havde ikke slået hende som en mulighed, selvom det var oplagt. Men nu blev hun for alvor interesseret. De lysende øjne var fæstnet på ham og hoppen smilede. I sin evige søgen på sandheden, på retfærdighed, på mening med livet, kunne det tyde på, at hun havde fundet den rette at tale med.

”Det har jeg slet ikke tænkt på,” svarede hun ærligt. ”Men jeg vil håbe, det er min skæbne, når du får det til at lyde så tillokkende.”
Hendes latter fyldte stilheden ud, efter at hun havde talt. Store bedrifter? Hvis det i sandhed var, hvad hun skulle være her for, ville hun ikke modsætte sig. Hun blev blot mere overbevist om, at han havde set meget i denne særlige verden.

”Men hvordan kan du sige det?” spurgte hun. Det muntre tonefald røbede hendes nysgerrige sind. ”Hvad har du oplevet, siden du kan tale om store bedrifter?”

Det blev en positiv retning denne gang, hans spørgsmål havde ledt den unge Kali ind i et nyt synpunkt, nye spørgsmål ville følge. Den ældre hingst så på den den brogede hoppe, hvis ord fik lov at flyde, ord der dannede hele sætninger der formede sig med en mening. Hendes nysgerrighed var røbet i hendes ny anlagte munterhed. Det gjorde nu kun det hele mere interessant at tale om. End havde han ikke svarene, selv bar han på spørgsmål om dette land. Spørgsmål han forhåbentlig snart ville finde svarene på. Han var så tæt på nu!

"End har jeg ikke oplevet meget min unge ven, men jeg ved dette land rummer på mange ting. Hemmeligheder der endnu ikke er blevet åbnet. Historier der stadig er gemt væk."

De rav gyldne øjne søgte ud i naturen der var omkring dem. Selv denne skov bar hemmelighederne. Træerne hviskede dem til hinanden, men end ville ingen heste forstå deres æld gamle sprog. Hemmelighederne var skjult for de levende endnu. Hvorfor? Leonora havde fortalt ham om den magi der fandtes i landet, men den hun havde mødt var ikke god. Eagle ville ikke lade andre drage af dem og te inde med den hemmelighed, hvis magien var vejen til ondskab ville han ikke tale om den. Ikke drage nogen, ej opsøge den selv. Han ville blot vide den er der.

[/size]

Om hingsten talte sandt eller blot var tilbageholdende kunne være svært at tyde, men ikke desto mindre var det ikke meget, han gav fra sig. Fra den dag Kali var endt her, havde hun vidst, at dette ikke var nogen ordinær verden, men hun havde endnu ikke fået det bevist. I forbindelse med hans ord, var hun pludselig meget tættere på, end hun hidtil havde været.
Hendes blik faldt granskende på ham, alt imens hun ledte efter sit svar. Der var noget, hun prøvede at forstå og noget hun prøvede at sige.

”Det er vel tilfældet med alle steder,” insisterede hun. ”Uanset hvor man ender, vil der være ting at udforske.”

Alligevel følte hun, at hingsten havde en anden pointe. Bag hans ord måtte der ligge, at dette land var særpræget hvad angik hemmeligheder og historie, for hun havde selv følt det i små glimt af og til. Derfor holdt hun kun inde et kort øjeblik, før hun åbnede munden igen.

”Men der er ting, jeg har oplevet. Somme tider er her nogle og somme tider er her nogle, der hvisker, selvom man ikke skulle tro det.”

Det gav ikke meget mening. Men hun havde en stærk fornemmelse af, at hun ikke altid var alene, når hun burde være det og jo mere tid hun brugte i denne verden, jo mere undrede hun sig.