Mørket overtager

Reserveret til Shannon

Solen var begyndt at gå ned. Den spejlede sig i havets urolige overflade med sine sidste gyldne stråler, for blot snart at forsvinde bag horisonten. Der var ikke mange sekunder til at hele Andromeda ville være efterladt i komplet mørke. Ej var månen tittet frem bag skyerne, og stjerner var der få af.
Den ældre hingst brummede roligt, mens de rav gyldne øjne så mod det sidste lys han kunne nå at opfange fra solen. Den lange brune hale slog rolige slag bag ham. Ikke fordi der var nogle fluer eller andre insekter tilstede lige nu, han gjorde det blot af ren automatik.
Vinteren havde været mild, endnu havde den ikke rigtig fået trådt ind, men alligevel havde den ældre hingst fået lagt sig en solid vinterpels, der blot fik ham til at virke endnu større og mere plysede end normalt.
Rolig var denne aften, lige som de andre. Der havde været en hvis ro i Andromeda i et stykke tid. Meget liv havde der ikke været, i hvert fald ikke der hvor den ældre hingst havde valgt at ligge sine vandringer. Kun naturen havde rørt på sig, det samme denne aften. Havets evige og urolige dans forsatte i sit eget tempo, og mågerne der havde valgt at blive hængende forsatte deres skrigende. Alt i alt var det hele vel som det plejede. Det var blot endnu en aften ved kysten.

Den lille askegrå havde fundet vej til Enophis. Det var en ø hun holdt af, selvom der stadig var mange kanter og hjørner af den hun ikke havde set. Hun havde vandret alene længe nu, i flere dage mens vinteren stod på. En varm vinter. Men der var sne at finde, på nogle af øerne, selvfølgelig ikke Zenobia. Der vidste hun at hun altid kunne søge hen for at få varmen. Det krævede selvfølgelig at hun krydsede vandet mellem øerne først, og det var blevet meget koldt.

Og vinden var stærk tæt på kysten, også denne aften. Hun trippede livligt fremad og holdt på varmen, hendes unge hjerte bankede lystigt og modigt afsted i hendes slanke bryst. Vinterpelsen havde for længst sat sig, den glatte fornemmelse som plejede at møde hende var blevet erstattet af en anden. Hun vippede nysgerrigt med ørerne, mens hun så til mens solen gik ned og forsvandt i det enorme hav. Hvad mon der var helt derude? Andre øer, hun ikke kendte til? Ariel gav et ivrigt, lyst hvin fra sig som hurtigt døde ud i det tiltagende mørke.

word count 184

Der havde kun varet et par sekunder, egentlig havde det føltes langt længere tid. Det var sket nu, solen var gledet bort, og en ny stilhed ramte sig over landet. De sidste dags dyr havde fundet deres ro, og i disse få sekunder var der en helt fremmede ro ikke mange oplevede. Roen fra de der der faldt til ro nu, til natte dyrene stod op. Langsomt kunne larmen gen optages med nye lyde, uglen der havde slået øjne op og klukkede et stykke her fra. En af de mange lyde.
Den ældre hingst lukkede øjne, træk vejret dybt ind, så det tydeligt kunne ses hvordan hans brystkasse hævede sig for der efter at sænke sig igen. Han lyttede til naturen. Alle dets lyde. Lydende blev afbrudt af en lyd der på sin hvis var velkendt men også vild fremmede. Et vrinsk brød ud i mørket. Eagle lod det dø hen, men de rav gyldne øjne blev åbnet. En stund stod han blot og lyttede i retning af hvor han synes at have hørt vrinsket fra. Der gik noget tid, ingen lyde; og først der besvarede han det.

Kun et stykke tid endnu blev den ældre hingst stående hvor han var nu. Selvom han nød at beundre havet, lytte til den, og dufte til det saltede vand, så var kulden fra den bidende vind ihærdig denne aften, og tillod ikke nogen at stå stille for lange. Vrinsket fra før havde været det der havde sat hans kurs nu.
Til at starte med var hans skridt dovne, det kunne tydeligt ses; Sjusket så det ud, men det tog nu ikke mange skridt før den naturlige ranke holdning var på plads. Den der helt automatisk fik Eagle til at se endnu mere ædel ud end han nu var. Han arbejdede ikke for det, ikke som man så så mange unge hingst gøre nu til dags. Han pustede sig ikke op som en værre bavian, Eagle behøvede ikke. Det hele kom til ham af natur.

[/size]

Den unge hoppe søgte intet bestemt denne aften. Hun havde håbet på stjerner, men de var ikke kommet, himlen var mørk og sort. Der var heller ingen måne, hvilket kun gjorde mørket dybere og hun måtte bevæge sig frem med større forsigtighed. Hendes lyse næseborer var let udspilede, lugtesansen var vigtig nu, da synet var mere svækket. Desuden rev vinden her, lydene blev mere udviskede jo nærmere havet man kom. Men helt tæt på kysten var hun ikke, hun bevægede sig længere ind i landet med trippende skridt. Eller det var i hvert fald, hvad hun var ved, da et fremmed vrinsk brød igennem det stille mørke og den iskolde vind.

Den askegrå standsede brat op, de runde hove blev solidt plantet i den hårde jord og mulen løftet mens hun kastede sit ravgyldne blik i retningen af lyden. Der var altså andre, en fremmed, en hingst, for stemmen var dybere end en hoppes. Ariel svajede let med sin ravnsorte hale, mens hun ventede et øjeblik, spændingen løb snart gennem hendes slanke krop med blodet. Hun havde været heldig, der var selskab i nærheden. Der gik dog ikke lang tid før hun vågnede op igen, og med et kort kast med hovedet satte frem i den ny retning.

word count 208

Mørket var intens, det herskede denne nat, magten var dens. Alligevel så det ikke ud til at påvirke den ældre hingst, hans instinkter var gode og selvom hans syn blev svækket kunne han nemt finde sin vej. Han vidste præcis hvor han satte de store hove, han kunne mærke forskellen i sandet. Det våde sand han gik i nu gav næsten ikke efter, det gav kun et let aftryk af hans hove får lidt efter at forsvinde, blive udlignet. Han gik langs vandet, og ville gøre det til synet af den fremmede sjæl dukkede op.
Synet kom aldrig, og det gik langsomt op for den ældre hingst at hvis dette var en mørk skikkelse ville han uden lys ikke være i stand til at spotte det ud sete selskab. Eagle stoppede op for at tage en dyb indånding. Få en idé om omgivelserne. Eagle lyttede for en stund og fik hurtig orienteret sig om at selskabet nærmede sig. Små dunk i det bløde sand afslørede den usynlige.
Et smil blev tegnet over den lyse mule, og Eagle forlod breden, han bevægede sig længere op af stranden, op i det blødere sand. Underlagdet var anderledes, tungere og mere besværligt at bevæge sig i, men det hindrede nu ikke den ældre hingst i at foresætte som han slap.
Den ældre hingst stoppede op:

"Godaften frøken."

Lyden førte hende nærmere havet igen, vinden tog til og duften af havvand slog mod hendes let udspilede, hvide næseborer. Hun bevægede sig frem i en langsom, men trippende trav som tabte fart da hun mærkede hvordan underlaget blev blødt under hende. Hendes hove sank dybere i, gav efter under hende og gav en lille hvislen fra sig hver gang hun løftede dem op igen. Hun kunne ikke være langt væk fra den fremmede, de ravgyldne øjne spejdede søgende i mørket, nysgerrigt, omhyggeligt. Der gik ikke mange øjeblikke, før hun så noget bevæge sig, og det var ikke bølgerne. Det var en skikkelse, ligenu blot et stykke mørke i mørket, men det var der. Hun var standset et øjeblik bare for at følge den andens bevægelser med øjnene, men nysgerrigheden overtog hurtigt.

Det var bestemt en hingst, med mulen nysgerrigt hævet bevægede hun sig nærmere og standsede da han standsede. De bløde ører spidsedes, han var høj og stærkt bygget, men det var ikke meget han lyste op i mørket, så hvid kunne han ikke være. Ikke som hun selv bar hvid pels på både mule og ben, men så igen, der var heller intet blegt månelys til at få det hvide skind til at gløde. Ariel mimrede let på mulen, da hun fangede hans duft og lyttede til stemmen, som trængte gennem mørket. Den lød venlig.

”Godaften, hingst i mørket. Holder du af havet?”

Det var en noget direkte hilsen, det var som altid det første som faldt hende ind. Hendes stemme klingede lyst, Ariel fornemmede hvordan en let gysen gik gennem hendes slanke krop, så spændende fandt hun det uventede møde på en mørk aften.

word count 277

En mild latter slap fra den ældre hingsts mule over den meget direkte hilsen efter fulgt af lige så direkte spørgsmål. Det var ikke mange der var så lige frem i dette land, havde havde med talt dette selskab kun mødt to i hele Andromeda der havde været helt lige frem. Det var ikke mange, ikke i betrækket af hvor mange den ældre hingst efterhånden havde mødt på sine vandringer her.

"Ja, du der falder i med mørket; Jeg holder af havet. Gør du?"

Denne gang blev det ikke en præsentation med navn, det var på sin vis heller ikke nødvendig. Et navn var blot en lyd vi alle havde fået tildelt, en lyd vi ville reagere på hvis vi hørte andre sige det. Navnet havde ikke nogen speciel titel, for ens navn kom fra sin moders læber før man overhoved kendte hende, før hun kendte en. Før man kendte verden, før man var mærket af livet. Et navn burde komme til en senere i livet; Som en titel. Ak, det var end ikke sådan tingene hang sammen, og alle havde efter hånden et navn. En lyd.
De rav gyldne øjne hvilede på den mørke hoppe. Han kunne ikke vurdere præcis hvilket farve hun bar på sit skind, men den var mørk, nemt var det ikke at skimte hende i det fuldendet mørke. Hun sank meget i med det.

Ariel spidsede sine bløde ører yderligere, da hingsten lod en mild latter lyde fra sig. Det fik atter et smil til at vokse frem på hendes egen mule, selvom hun ikke var helt sikker på, hvad som havde underholdt ham. Det betød heller ikke så meget, hun brød sig vældig godt om lyden af latter, specielt på en sådan kold vinternat hvor kun vinden hviskede om flere kolde dage. Jo, han lød venlig, og det varmede den askegrå. Hun lyttede nysgerrigt til hans ord, altid interesseret, ligemeget hvilke ord der så kom ud. Det var ikke mange som søgte ned til havet om vinteren, derfor havde hun antaget at han måske havde et særligt forhold til de brusende bølger. Hun brummede i en lys, men blid tone til svar.

”Havet er for mig et mysterium, det må næsten være uendeligt! Men jo, jeg holder af bølgerne,”

Den askegrå strakte sin hvide mule en anelse ud i hans retning, nysgerrigt. Hun havde allerede fanget hans duft, men ansigtet var svært at skimte, og det ærgrede hende en smule. Det gjorde ikke desto mindre mødet mere interessant. En fremmed hvis ansigt lå i skygger. Mon hendes eget var til at se? Vinterpelsen havde sat sig godt på hende, den holdt hende varm så vidt den nu kunne, men bevægelse skulle der til. Ikke at Ariel trippede rundt af nød, nej det var skam fordi hun ikke kunne lade være. Altid på farten, siden hun var helt, helt lille.. Der gik et øjeblik, før hun indså at hun havde glemt at præsentere sig. Det skete ofte, hun havde sine tanker alle mulige andre steder, specielt tanker om det selskab hun stod over for.

”Jeg er Ariel.”

word count 283

Den mørke hoppe, der faldt helt i med aftens skygger, havde vel ganske vist ret. Havet synes at være uendelig, mystisk. Hvem havde svarene på hvad der gemte sig i dybet? Var der overhoved nogen der kunne sige de vidste alt om havet. Næppe. Fiskende måske, og hvis blot man kunne kommunikere med dem, der ville man kunne få del i viden om dybets hemmeligheder. Dette var dog ikke en mulighed. Der ved forblev dets hemmeligheder holdt skjult i dybet.
Eagle, den ældre hingst, der havde havet så kært ville længtes efter at vide mere, men uden at kunne få sine spørgsmål besvaret. Han måtte blot stå passivt på stranden og beundre de vilde bølger, der synes at have deres egen dans, der længtes efter deres partner, der denne aften på grund af skyerne var Udeblevet.

"Ingen jeg kender til har svaret på dybets hemmeligheder, hvad der gemmer sig derude, om det foresætter uendeligt tror jeg næppe noget landvæsen kan svare på."

Det blev sagt med et smil om den lyse mule, for selvom at han næsten intet vidste om havet, og de historier han var blevet fortalt ikke vides at være sande; Var der en tilfredsstillelse ved blot at se på bølgerne, dufte salten i havet og lytte til den vilde brusen.
De rav gyldne øjne hvilede på den mørke hoppe, hendes ansigt var lettere at se, blot på grund af hendes hvide aftegn der spredte sig fra mulen og til panden. Ak, kunne det kun svagt ses. Mørket havde magten denne aften, næsten alt var ladet til fantasien. Den ældre hingst havde dog et klart billede af denne hoppe enten var sort, eller i hvert fald næsten. Hun kunne nemt gemme sig i aftens dulmende mørke der blot synes at blive mere og mere intens. De tætte skyer lod ikke en eneste lysstråle fra månen trænge igennem, og Eagle havde på fornemmelsen at den ej ville komme til syne hele denne nat der var i vente.

"Vær hilset Ariel, jeg bærer navnet Eagle Eye," præsenterede den gyldne hingst sig, og udviste sin sædvanlige høflige hilsen. Det lød meget ædel, men sådan var han. Opdraget med disciplin, selvom i hans unge dage synes det blot at være pralled af igen, men med årene har det dog alligevel sat sig fast, og nu... ja kunne man vel på nogle punkter sige han var blevet gammel og kedelig. Dog; under overfladen gemte den evige eventyrlystige hingst han altid havde været.

Bølgerne summede i baggrunden, slikkede sikkert op af strandkanten og gled tilbage igen, ud i det store dyb. Hun havde egentlig aldrig begivet sig ud i vandet for andet end at komme til de andre øer, aldrig badet i andet end øernes store, klare søer. Måske til sommer. Da ville hun svømme ud, ikke for langt, ikke til en anden ø, men blot ud i det store blå. Ariel spidsede yderligere ørerne da den ældre, venlige hingst åbnede munden igen og lod ord flyde ud i natten. Vældig interessante ord, vel at mærke.

”Hvis man kunne forvandle sig til en fisk, ville man måske kunne søge svar. Men at undersøge en uendelighed ville vel tage, ja, en uendelighed,”

Den askegrå brummede blidt i mørket. Det var ikke ofte hun fik mulighed for at dele sine tanker med andre på den måde, det meste af tiden var hun alene, da Andromeda var stort og hestene strejfede tilfældigt rundt. Der var ingen bestemte steder at søge hen for selskab, man måtte blot være heldig. Og åben, opmærksom. Hun fornemmede hvordan hans erfaring på livet var større end hendes, hvordan viden måtte ulme i hans sind. Det gjorde hende kun mere nysgerrig, mere undrende over for sjælen foran hende, skjult af manglen på sollys.

”Eagle Eye.. Jeg har været heldig at støde på dig. Er du herfra, eller fra en anden verden?”

word count 229

Det var ved at være dage siden den ældre hingst sidst havde haft selskab af andet end naturen. Det forekom Eagle en smule besynderligt når han tænkte sig om. Da Eagle var ankommet til Andromeda havde her summed af liv, hvor han han havde sat en hov havde han mødt en ny sjæl. Der gik ikke dage imellem, ikke uger; som der gjorde nu. Måske havde den leverøde hoppe ret, måske forsvandt der flere og flere? Måske gled de ud imellem fingerne på os, om så at sige.
De mandelformede øre blev vippet lidt frem og tilbage, imens tankerne let strejfede de sjæle han havde mødt i sin tid. Hver gang en ny, men de andre forsvandt. Det undrede Eagle. Det gjorde ham bestemt ikke noget at møde nye, som denne Ariel han nu havde mødt. Ung og en aura der udstrålede glæde. Ak hun var ganske ung og endnu havde livet ikke formet hende endnu. Hun var ny i livet. Det glædede den ældre hingst at møde ungdommen. Der var meget at lære fra dem, og meget man kunne lære dem.

"Uendelighed, ja. Hvis havet da er uendeligt? Spørgsmål intet landvæsen kan svare os på. Ej ved jeg hvordan svarende skal findes. Jeg dvaler blot i drømmene om det store blå."

Eagle gav sig selv tiden til at lytte til havet. Bølgerne der slikkede sig op i det bløde sand og vædede det endnu en gang. For bagefter at kaste sig ud i det ustyrlige hav og danse den endeløse dans. Hvis rytme ikke synes at være fra denne verden. De spillede deres egen brusende melodi, og blot læntes efter månen. Eagle længtes efter månen denne aften. Hvis blot et lysglimt kunne vise sig frem i mørket.
De rav gyldne øjne fæstnede sig på den kulsorte himmel. Forgæves søgte de efter en stjerne et sted. Et tegn på at månens blege skær ville bryde igennem den tykke barrikade af skyer; Ak dette var også forgæves. Anerkendelsen til at mørket havde magten denne aften måtte falde.

Ariel fik igen den ældre hingsts opmærksomhed da hun stillede et spørgsmål. Et spørgsmål han ikke ofte var blevet stillet her. Egentlig havde Eagle ikke troet der var nogen fra disse kanter. Tænkte han sig dog om så var der jo! Den stjernebeklædte hoppe havde selv fået afkom, dette havde hun fortalt Eagle ved deres sidste møde.
"Jeg er fra andre kanter end disse, Jeg er fra en anden verden end denne," svarede han hendes spørgsmål ganske roligt.

Den askegrå smilede i mørket over den venligsindede hingsts ord om det vældige hav som lå blot få meter fra dem begge. Vinden var kold her, mere ubarmhjertig end til lands, men Ariel mærkede det knap nok. Hun var alt for optaget af sit selskab, hingsten i mørket hvis udseende lå skjult. Han måtte være en tænker, siden han dvælede i tanker, lidt ligesom hun selv gjorde når hun trippede omkring i alt det grønne og helt tabte åndedrættet over, hvor meget der var at se. Hun havde langt fra set eller oplevet det hele endnu, livet var for hende endnu som det mystiske hav der endnu ikke var blevet udforsket. Mon hun kunne klare sig ligeså godt som fiskene?

Da han afslørede, at han altså var fra en helt anden verden, spidsedes hendes ører yderligere i takt med at hendes nysgerrighed byggede sig op. Det var kun en enkelt anden voksen hun havde mødt, som egentlig var opvokset her, så hun havde heller ikke forventet at han ville være herfra. Alligevel lod han til at falde så godt ind, nærmest i ét med omgivelserne, men om det blot var mørket eller om det var hans afbalancerede sind som gjorde det, var vidst ikke til at sige ligenu. Den askegrå strakte sin hvide mule en anelse længere frem i denne Eagles’ retning, som kunne hans blotte nærvær give hende svar.

”Virkelig? Hvordan var din verden? Anderledes end her? Jeg er.. Jeg er et af Andromedas børn, og derfor har jeg ikke oplevet andre verdener end denne.”

word count 256

Som forventet, selvom det kom bag på Eagle så nævnte Ariel, hoppen der går i et med mørket, at hun var her fra. Født og opvokset i dette land. Eagle, den gyldne hingst træk på smilebåndet.
Han tænkte på hans hjemverden, hvordan han kunne sammenligne den med dette land; sammenligne det med Andromeda. Mange ligheder var der, men også forskelle. Endnu kendte han ikke landet her til sit fulde, der var stadig ting, historier og kroge han ikke havde udforsket i bund endnu. Det ville nok komme en dag.

"Mit hjemland er ikke meget forskellig fra det du ser her på de mange øer. Den verden jeg kommer fra vil anses som kedelig eller alt for "almindelig" i forhold til andre. Jeg er en vandre og har set mange lande på min færd. Hørt mange historier, set forskellige traditioner. Flokken jeg holdt til hos var langt inde i landet. Langt fra havet. Dette land her er det land hvor jeg ser flest strejfer. Der er ikke meget sammenhold i dette land.. Dette er nok i sandhed den største forskel fra Andromeda og mig hjemland."

Det var synd for dette land, for befolkningen i Andromeda at sammenholdet ikke var større, at man ikke var knyttet til hinanden på nogen måde. Ikke mange havde han mødt der havde delt sine glæder med andre på nært hold. Hvorfor ikke? Eagle vidste godt at de fleste var fremmede for hinandenden i begyndelsen, men bånd ville kunne opbygges; men hvorfor var der så så mange der gik af sine egne veje. Eagle havde selv længe overvejet at opsøge den flok han havde hørt Leonora tale om; opsøge lederen. Om for kun at fortælle sine historier, eller at slutte sig til dem havde den ældre hingst endnu ikke helt besluttet sig for.

Helt optaget slugte hun hingstens ord. Eagle Eye var også endnu et specielt navn, som hun ikke rigtig havde hørt mage til før. Alle havde vidt forskellige navne, der var intet mønster fordi de netop kom fra så vidt forskellige steder. Så meget havde hun forstået. Hun vrikkede overrasket med de bløde ører.

”Kedeligt, det kan jeg ikke forestille mig! Så du var en del af en flok? Vandrede I sammen?”

Det var svært for hende at forestille sig, hvor meget han havde set og oplevet. Andromeda forekom hende pludselig lille, selvom hun holdt vældig meget af sin egen verden, så var hun elektrisk efter at høre om andre steder. Måske fordi de var helt igennem uopnåelige, men det var også for bedre at forstå alle de sjæle hun mødte på sin vej. Den askegrå svajede let med sin ravnsorte hale i vinden. Hun genkendte hingstens ord om det, han kaldte sammenholdet i landet. Alle her var strejfende, hun var selv en vandrende sjæl på trods af at hun var en del af en flok. En flok hun aldrig så.

”Det er sandt. Her er alle fremmede for hinanden, alle fra andre verdener. Undtagen få af os. Jeg er i en flok, men jeg ser aldrig noget til den.”

word count 209

Om den lyse mule tegnede sig nu et venligt smil; ofte smilede den ældre hingst; blot for at vise sit evige gode humør, der aldrig synes at falme. De rav gyldne øjne han havde bar altid et varmt og venligt blik. Det var nu en gang sådan Eagle var.
Han hørte hendes spørgsmål og lod en dæmpet og venlig latter lyde. Ikke at han grinte af hende, mere for sig selv. Det virkede jo åbenlyst at det var sådan det hang sammen, hvis ej man kendte det som Eagle gjorde; eller man selv havde et samfund der fungerede som det han var vokset op i.

"Nej, flokken holdt til i de indre kanter, for foden af en bjergkæde. Her var alle dag ud og dag ind. Nogle smuttede ud hist omkring men aldrig længere væk end man ville kunne kalde dem til. Der har været få før jeg fra flokken der vandrede ud, vandrede ud til andre samfund til andre kulture for at lære og høre alle deres historier. Da jeg nåede nogle år ind i livet tog jeg mine første vandringer ud i verden, jeg har aldrig stoppet siden.. ikke før nu. Selv nu vandre jeg rundt fra ø til ø, undersøger hvad jeg kan; endnu har jeg ikke fundet nogle historier, ej kender jeg Andromedas kultur som jeg ville ønske."

Den varme, venlige og dog ru stemme rundede af, og ordende blev erstattet af endnu en mild latter. Mest over de minder der føjtede omkring i hans sind. Ak, det var længe siden nu. Om Eagle i virkeligheden længere kunne kalde sig for en vandre var svært at sige. Her var ikke meget at opsnuse; Alt virkede så hemmeligt holdt, eller også var der slet ikke noget at finde i dette land. Der virkede dog usandsynlig. Der var så mange der var kommet her til uden nogen har kunne forklare det helt.

"Jeg har hørt om denne flok; En dag lægger jeg mine veje forbi. Hvornår ved jeg ikke endnu."

Den brune hale blev viftet lidt frem og tilbage, ikke af nogen særlig grund. Blot en vane. Der var ingen insekter der skulle viftes væk, det var endnu for koldt til fluerne og hestebremserne ville vende tilbage. Selvom vinteren havde været mild, lå kulden stadig hen over Andromeda.