Mørket overtager

Vinden havde pludselig lagt sig, hendes ravnmanke havde lagt sig om den slanke hals. Hun kunne nu høre hingstens venlige stemme tydeligere, ordene printede sig ind i hendes bevidsthed, efterlod sig spor. Den askegrå forsøgte at se det hele for sig, et fremmed folk med andre normer. Hvad var hendes verdens normer, burde hun leve efter flokkens normer? Det havde den mørklagte hingst ej gjort. Ariel vippede med sine bløde ører. Hun havde også gået mod normen, hun havde drevet sig selv væk fra sin familie som meget lille, de føl hun mødte på sin vej havde altid deres mama lige i nærheden. Men ikke hun. Hun smilede mildt, da hans ordstrøm var færdig.

”Andromedas historier bæres af de, som kommer andre steder fra, tror jeg,”

Der var masser af ting hun ikke vidste, hun havde mødt en hoppe med blomster voksende på sin krop, helt specielle sjæle. Men hvorfor de var specielle og hvad det var, som gjorde det, vidste hun endnu ikke. Alligevel havde hendes nysgerrighed allerede bragt hende langt omkring alleree, men der ville nok altid være mysterier at løse.

”Det må du endelig gøre. Jeg ville blive glad for at kende bare nogle af de få sjæle, som er en del af det, de kalder Teylar.. Der er ingen specielle regler for, hvor man må færdes.”

word count 220

Eagle tav for en stund, lyttede til hvad Ariel havde at sige. Hun var født i dette land, ikke som de fleste andre den gyldne hingst havde mødt på sine vandringer. Hun var ikke kommet her til på mystisk vis. Ariel var en af Andromedas indfødte, forældre af tilkommende. Hun vidstel lige så lidt som ham. Dette var nok en skuffelse på en måde, at indfødt ikke kunne sige noget mere. Måske havde hun ret, måske blev Andromedas historier og skikke formet af hestene der kom her til: Men der måtte stadig være noget før, noget før den første hest kom her til.

"Jeg er sikker på landet rummer mere, mere end vi aner. Måske du har ret, men landet her må have opstået på en måde, er dette et helt andet univers? Eller er vi blot i en paralel verden, eller måske er vi stadig i den verden vi kender.. Når jeg siger vi.. Du kender jo kun Andromeda."

Eagle træk på smile båndet, for han vidste, fordi hun havde fortalt det, at hun ikke kendte til andet, hun var født her. Den ældre hingst var meget over bevidst om at der ingen retur billet var for denne visit. Det var en engangs billet.

Et mildt smil formedes på den askegrås mund, hvilket den venligsindede hingst selvfølgelig ikke kun se i det tætte mørke. Smilet nåede op til øjnene, de gnistrede mens hun lyttede til hans ord i tavshed. Altid opmærksom, nysgerrig, lyttende. Jo, hun kendte kun Andromeda, og hun vidste ikke hvad det var for en verden, de befandt sig i. Hun vidste blot at den var virkelig, og at den var hendes hjem. Og at den skilte sig ud fra andre verdener. Ellers ville de ikke dukke op her, ingen havde før fortalt hende om oplevelser med heste, som dukkede op ud af det blå i andre verdener. Men intet kunne vel udelukkes.

”Jeg ved kun, at her sker forunderlige ting, som jeg ikke har hørt om fra andre verdener. Jeg mødte en dag en hoppe, hvis man var grosted for blomster. Og så selvfølgelig, den mystiske måde I alle er kommet hertil..”

Hun mimrede på sin hvide mule som var det eneste, der lyste bare en lille smule op i mørket. Det hvide ansigt, noget hun havde arvet fra Ava. Hun vidste ikke engang, hvordan hendes egen mama havde levet før livet her.

word count 192

Selvom mørket ikke tillod Eagle at se den mørke Ariel, hoppen der gik i et med mørket, kunne han høre det i hendes stemme. Stemmens toner afslørede hendes smil. Måske ikke noget alle kunne høre, men som trænet lytter kunne Eagle lægge mærke til selv små ting. Dette fik Eagle til selv at trække lidt på smilebåndet. Denne unge hoppes selskab, tanker og ord gjorde ham tilpas. Normalt havde ikke så mange unge sjæle den samme pasion og lidenskab for disse ting som Ariel alligevel havde gjort sig nogen tanker om. På sin vis mindende hun den ældre hingst, ham om hvordan han selv havde været i sine unge dage. Godt nok var det længe siden nu, men Eagle kunne stadig huske en del af den tid meget klart. Nogen dage føltes det næsten som i går. Ak, det ej var sådan. Det var længe siden Eagle havde været så ung, alderen havde efterhåndet tynget sig godt på, satte sine spor.

"Selv dette er et indblik i landet her.. Jeg har ikke set meget, jeg har min egen rejse her til. Den husker jeg ikke klart den er meget sløret for mig. Jeg har hørt om andres rejser her til, alle forskellige. Jeg har hørt fra en om den magi der findes her.. Jeg blev dog advaret om der kun fandtes ondsindet magi i landet her. For mig er det svært nok at tro på magi oprigtig, i andet end form af historier; Endnu har jeg ikke oplevet af det vi fra min verden kalder overnaturligt. Jeg siger ikke det ikke eksistere, men nogen ting må man se med egne øjne."

Eagle rømmede lidt på sig og flyttede vægten skiftevis fra ben til ben, for at beslutte sig for han ikke kunne blive stående stille i længere tid. Eagle gjorde et gestus med hoved; en indbydelse til at bevæge sig ned af stranden, for bentøjet til at arbejde sig igennem det bløde sand.

"Jeg er ikke lige så ung som dig, hvis ikke mine ben skal gro helt fast og blive stive behøver jeg at bevæge mig. Vil du gøre mig den ære at give mig selskab?"

Det forundrede den askegrå hvordan en nattevandring havde ført til et møde som dette. Det var sjældent at hun mødte andre sjæle om natten, eller så sent om aftenen. Det var altid i døgnets lyse timer at der var liv at finde, nye ansigter at lære at kende. Det gjorde kun mødet med hingsten mere specielt, og Ariel glædede sig ved alt det, han kunne dele med hende. Han talte i en lind strøm af ord, som hun alle sugede til sig, det var langt fra alle hun havde mødt som ville dele sine tanker på den måde. Hvorfor mange sjæle var så tilbageholdne vidste hun ikke, det undrede hende, men hun forstod at de havde skrammer på sjælen som var en del af den, de var, og derfor ændrede dem til noget andet. Ariel udstødte et lyst, varmt prust da hingsten opfordrede hende til at gå med sig. Hans alder havde hun ikke bidt så meget mærke i, selvom han ganske vidst var en erfaren hingst.

”Ære, det er alt for stort et ord, men det vil jeg med glæde,”

Hun smilede endnu en gang selvom han ej kunne se det i mørket. Det lå i hendes natur, hun havde blot let til smil og tænkte slet ikke videre over det. Den askegrå flyttede på sine slanke ben, høj var hun ikke, men hun bevægede sig let over jorden. Tempoet blev behageligt, hun havde forstået, at han gerne ville følges med bølgerne som sukkede i baggrunden.

”Ond magi?”

word count 249

Eagles sprogbrug var af og til meget høfligt, nogen for meget. Lidt havde med tiden ændret sig, ikke længere brugte han så ofte den gamle formel med De og Dem; han var begyndt at bruge du, noget mere. I hans hjemland var det uhørt at sige du til nogen man ikke havde helt nær, var man ikke dus var det en krænkelse. Her i Andromeda synes det meget normal at være dus, så måske Eagle blot var ved at være for gammel. Det var dog ikke noget den gyldne hingst ville lade sig gå på af. Selvom han var ved at være oppe i årene, så kunne han stadig lære. Tiderne ændrede sig hele tiden, han skulle blot lære at følge med.
Inviterende knejste Eagle i nakken da den Ariel, hoppen i mørket, glædeligt ville følge ham. Med lidt stive skridt tog Eagle et par fremad i en tilfældig retning langs kysten. Han skulle ingen bestemte steder hen, så han lod blot tilfældighederne vise ham vej.
Det tog ikke mange skridt for den ældre hingst at få gang i muskler der nu let arbejdede under det gyldne skin, og med en ædel gang gik han nu frem i roligt tempo. Ingen fastværk, blot en behagelig vandring i et godt selskab.

"Jeg har kun ladet mig det fortælle, Den stjerne beklædte Leonora, Formoder i er fra samme flok. Nævnte det for mig da jeg spurgte ind til landet her. Hun fortalte der intet godt ville komme ud af det. Mit eventyr gen siger jeg bør se nærmere; men min fornuft fortæller jeg skal holde mig fra det."

Den unge askegrå fandt hurtigt hingstens side på trods af mørket. Hans skridt fortalte selvfølgelig hvor han var, men selvom der var en lille afstand mellem dem, kunne hun alligevel fornemme hans varme på denne kolde vinternat. Måske var det hans væsen hun fornemmede, åbent og imødekommende. Og alligevel ligeså unik som alle de andre sjæle, hun mødte på sin vej gennem sit hjemland. Den askegrå holdt trit med ham, hendes bevægelser var mere trippende selvom hun var ganske afslappet. Det var måske nysgerrigheden som stadig satte ind, den brændte og gav energi. Selvom det nok mere var undren nu, da der var kommet et noget andet emne på banen end det bølgende hav, de nu gik langs i et roligt tempo. Ond magi. Havde hun kunne mærke det før? Mørke skygger? Ariel forstod sig ikke på ondskab, selvom hun vidste hvad der var rigtig og forkert. Men hun vidste som sagt at Andromeda gemte på mange hemmeligheder.

”Leonora..”

Navnet sagde hende noget, men hun uddybede ikke over for den venligsindede hingst. Der var ikke mere at sige, hun mindedes ikke at have mødt en stjernebeklædt hoppe af samme navn.

”Sagde hun da noget om, hvor denne.. onde magi er at finde?”

Hun havde svært ved at forestille sig det. At opsøge det var heller ikke hendes ønske, men hun ville vide alt, hvad der var værd at vide om sin verden.

word count 232

Lang tid tog det ikke for den lille hoppe Ariel; hende der falder i med mørket. Han brummede roligt og lod tempoet være roligt. Der var ingen hastværk for den gyldne hingst. Han nød blot hvert et minut af den tid han havde tilbage. Ingen ville vide hvor længe det var; og hvorfor så ikke få det bedste ud af det? Sådan havde den ældre hingst haft det i mange år; siden han fandt sin indre ro og levede i harmoni med resten af verden; ja siden da havde den gyldne Eagle ikke været forhastet over noget. Heller ikke nu hvor årene rindede ud.

De gyldne øjne så ned på den mørke skikkelse der kun var tydelig gjort ved hendes hvide aftegn, det gjorde det nemmere at se hendes ansigt, finde hendes rav gule øjne denne nat hvor lyset svigtede.
Hun virkede noget interesseret i denne onde magi, om det blot var emnet i sig selv eller om hun havde nogle bagtanker kunne Eagle fornemme. Han havde svært ved at forestille sig at denne hoppe, han dog ikke kendte særlig godt kunne være så besat af noget grufuldt.

"Kun et navn på den der bærer magien."

Den ældre hingst måtte være et stykke højere end hun. Det mærkede nu først nu. Det var de fleste sjæle hun stødte på, den askegrå var forholdsvis lille. Lille og slank og let. Selv sandet lod ikke til at tynge hende nedad, hun trippede stadig lige let fremad som gik de over en eng. Men det var skjult i mørket og ikke noget, hun selv gjorde nogen større tanker om. Hun lyttede i stedet til hans ord, som havde mystificeret hende. Hun havde ikke før hørt noget lignende, noget om nogen former for ondskab. Hun var faktisk ikke helt sikker på, hvad det indebar.

”Jeg har aldrig mødt skyggen af.. ondskab på min vej. Men magi, det har jeg set,”

Hun vippede med ørerne. Alle de uovernaturlige ting hun havde mødt og set, virkede nu ganske naturlige. En del af Andromeda. Og da hun aldrig havde set andre verdener, så vidste hun ikke, hvordan det kunne være anerledes. Men det var først da hun var blevet ældre at hun havde mødt magi, så det havde alligevel forundret hende.

”Bærer magien?”

word count 180

At der var en stor godhed i landet, vogter og magi der ikke var mørkt havde Eagle ingen fjerneste anelse om også fandtes. Han havde ikke mødt nogen af sådan en art. Han havde ikke selv på sin vej mødt magi eller mere overnaturlige væsner. Egentlig havde den ældre hingst ikke set så meget på sine vandringer. Kun landet havde han udfosket, det der ellers gemte sig var endnu ukendt for den ældre hingst. Mange ville nok udelukke det hvis de fik fortalt at magi findes. Det var jo ikke noget der kom til alle lige naturligt. Eagle valgte at tro på den stjerne beklædte Leonora; for hvorfor ikke? Han havde ikke mødt nogen der vidste præcis hvordan de var havnet her, eller hvorfor. Hvordan kan man egentlig her til?
Roligt brummede Eagle og forsatte igennem det bløde sand. Lyden af deres hove var næsten intet, det sand de nu betrådte opslugte lyden godt og kun en let grusende lyd var der er at høre når Eagles tunge hove sank ned i sandet, for at blive løftet op igen og sandet ville flytte sig med.

"Selv har jeg heller ej mødt ondskab på min tid i landet, og ondskab er noget jeg har svært ved at tro på. Jeg mener der ligger en godhed i alle. Nogen er det svært at finde det hos, nogen helt umulige. Umuligt kan man være født ond. Den fjendskab og had; Sindsyge der følger med ondskaben er noget verden, livet har påført en."

Svarede Eagle med den ru stemme der bar tydelige præg af hans alder var noget højere. Måske sagde hans udseende, hans ældre krops bygning og udstråling ikke meget om hans alder. Mest ville den lyve, men stemmen var ikke til at tage fejl af. I den ru røst lå en del år bag.

"En hingst. Jeg vil ikke sige hans navn højt."

Hun lyttede omhyggeligt til hingstens ord, som var den eneste anden lyd ud over bølgerne og vindens hvisken. Fjendskab og had. Sindssyge. Det var ord som lød underlige i hendes ører, nærmest fremmede selvom hun forstod dem. På sin vis. Hun havde aldrig mødt en sådan sjæl. Det lød som en ødelagt person. Men hun så altid det bedste i alle, og hun følte ingen frygt for denne ondskab. Hun manglede simpelthen enhver form for frygt, hvorfor var ikke til at sige. Så det var med tavs undring at hun lyttede, sugede alle hans ord og tanker til sig. Det var noget af en drejning deres samtale havde taget, det var ikke mange sjæle hun havde mødt som havde ført til så tankevækkende emner. Hun var selv let af sind, hun tog ikke livet alt for tungt, men hendes nysgerrighed drev hende mange steder hen. Og det han nu talte om var ingen undtagelse, hun ville vide alt hvad der var værd at opstøve om sit land. Alle dets mysterier. Ondskab var åbenbart et af dem. Hun vrikkede med de bløde ører, da han nævnte den åbenbart specielt onde sjæl. En hingst?

”Jeg forstår. Mon ondskab… og følelser findes hos andre væsener end os, Eagle?”

Hun kastede sit ravgyldne blik på ham, åbenlyst afventende hans svar. Det var tydeligt at han var en erfaren hingst, hun var stadig ung.

word count 229

Det var tydeligt hvordan denne mørke Ariel lyttede til alt hvad den ældre hingst havde at sige. Det var en tilfredsstillende følelse, at vide det man sagde blev hørt og med interesse. Af og til ville han ønske han kunne høre hvad der foregik af tanker i andres sind, efter informationer som dem han kom med nu. Vide hvad de opfattede, hvad de tænkte over, og hvad der forsagede det næste spørgsmål.
Dette måtte forblive et ønske i ny og næ, for den ældre hingst var dette umuligt, og det var heller ikke altid han ville høre andres tanker. Kun en ny og næ, som nu. Eagle kunne godt lide det ukendte, han kunne godt lide at han ikke vidste hvad dagen ville bringe ham. Han nød det uventede, det ukendte.

Ariel, hoppen der falder i med mørket, stillede nu et spørgsmål. Vel et klogt spørgsmål var det. Hvor skulle man kunne vide præcis om andre. I hvert fald ikke i hvilket grad. Eagle tænkte sig lidt om, blot for at kunne vælge sine ord med omhu.

"Ser du alle har følelser, men i hvilken omfang er mere spørgsmålet. De fleste andre væsner er drevet af naturen. Ræven jagter sit bytte, ikke af ondskab, men for overlevelse. Byttet kan mærke frygten ved at blive jaget, smerten fra rævens tænder. Følelser findes sted os andre; selv i træerne gør det. Træer er levende, planter. Om ondskab findes, jeg har svært ved at se det, for dyr og væsner der ikke er helt som os har ikke sammen syn på verden. De lever mere af hvordan naturen har skabt deres tilstedeværelse."

De rav gyldne øjne hvilede på Ariel, han ventede på hvad hun havde at sige. Måske kunne han have formuleret sig anderledes, men han fandt det på sin vis som et godt eksempel det med ræven. Måske lidt voldsomt, han kunne have taget ænder som et eks. Hvordan de lever sammen, hannen forlader hunnen når æggende skal til at klække, og at han kommer tilbage igen året efter. Dette kaldte i hvert fald for gråænder.

Det var svært at se nu i mørket, men lyden afslørede hvordan bølgerne slikkede op ad stranden og trak sand og sten med sig ud i dybet. Hun havde egentlig rigtig set fisk, kun i korte øjeblikke og så havde de været borte, gemt mellem tang og i havbunden. Alligevel var hun forsigtig de gange hun bevægede sig ud i vandet, energisk men forsigtig, hun ville nødig træde på noget der ikke tålte det. Ligesom med blomsterne. Hun spidsede ørerne yderligere ved lyden af hingstens rolige stemme, en behagelig lyd i mørket som hun kunne lytte længe til.

”De må have sjæle som os, det er jeg sikker på. De få gange jeg har nået at se et rådyr i øjnene, en ravn.. Det var blikke der sagde mere end ord.”

Hun blev tavs et øjeblik, det var pludselig underligt at høre hendes egen lyse stemme i kontrast til hans dybere. På meget kort tid havde hun vænnet sig til at lytte til hans frem for sin egen, men sådan var hun ganske enkelt. Hun fandt hans synsvinkel interessant og skam også en del sandhed i det, han sagde.

word count 189

Eagle lyttede til hende, til hvad hun havde at kommentere, hvordan hun så det hele. Det var ganske fascinerende, men den ældre hingst fandt sig nødsaget i at omformulere sig en smule. For at gøre det mere specifikt det han mente.

"Sjæle har alt levende, og nogle sjæle rummere mere end andre. Det jeg mener er at de fleste levende væsner er kun styret af instinkter. Ikke at love, skikke og religion som mange heste er. De er mere komplekse."

De rav gyldne øjne hvilede med det sædvanlige milde blik på den lille sorte hoppe, sort gik han ud fra hun var, sådan som hun nu faldt i med mørket, mere end han selv gjorde i hvert fald. Den ældre hingst kunne vel godt lide mørket, det havde sin egen magt, sin egen vilje. Mange måtte lade sig styrer af månens udeblivelse. Når der ingen lys var til at vise vejene.
En svag brummen slap fra den ældre hingst, hvor efter han gav sig til at lytte til lyden af bølgerne der slikkede sig op af stranden. En smuk og beroligende lyd.

{Juliøh.. Den her er seriøst gammel nu, helt fra januar, synes vi skal starte en ny i stedet xD}