Let me be adult! [Neytiri]

Det var vinter. Også alligevel ikke helt rigtigt. Sne var der ikke meget af - kun få, beskidte bunker rundt om på steder, hvor solen ikke havde nået dem endnu. Skyerne dækkede det meste af himlen, som en tæt dyne af gråt, der ikke lod solens varmede stråler trænge igennem. En stærk vind fra vest trængte ind over land og hvislede i det brun-grønne græs. Tropical base var ej blevet meget større. Kun lidt var han vokset, og de irriterede ham egentligt snart. I hans drømme var han ej det halvsplejsede lille rødlødede føl, som han var, men et stor, stærk hingst med pelsen glødende som kobber i det sene dagslys. Det eneste fra den drøm, som var virkelighed var det sene dagslys. Solen var ved at gå ned og lange tråde af rødglødende lys gled ind over Enophis og gjorde skyggerne lange. Det var sent og den kære Tropical Base ledte nu efter sin plejemor eller "adoptiv" mor, som han anså den hvide hoppe, som værende, selvom han måske ikke var helt det samme for hende.

Himlen var grå, været var kedeligt; Betraktes af nogen som værende deprimerende. Ingen lunende solstråler var at finde i det tykke lag af tunge skyer der truede med mere regn. Alt var slud og sjap. Mudder og det hele. Alt i alt vil det være hvad man kaldte dårligt vejr, grimme omgivelser. Ikke noget at råbe hurra for, ikke noget at være glad over. Det hindrede dog ikke det grå sorte føl der snart nærmede sig sine dage som plag. Hendes humør var strålende, faktisk var den meget unge hoppe utrolig glad. Intet synes at kunne ødelægge hendes dag. I hvert fald ikke for nu.
I takt med det grå sorte hoppe føl trippede afsted i dansende bevægelser, piskede den halv korte hale ivrigt bag hende. Hun var på jagt efter dagens underholdning, og næppe ville hun stille sig tilfreds med de ting hun kunne finde på for sig selv. Hun forventede, nej forlangte at der ville være mere at finde i dag- derfor var hendes humør strålende.

Et ryg gik igennem den spinkle krop da Neytiri brat besluttede sig for at stoppe op, og lade det lille bagparti trykke sig imod jordende, før hun løftede de lange tynde ben mod himlen. Hidsigt slog hun med benene i luften og udstødte så et skingerret vrinsk, der efter hånden var mere feminin end babyagetig.
Elegant landede de små hove solidt i den smattede jord og hun stod igen fast. Det halv store føl havde efter hånden fået godt styr på alle lemmerne. Hun antog sig selv som professionel nu.