Den hjerteløse vandrer [Ariel]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Igennem den tunge tåge af aske, kom den hjerteløse, brogede hingst vandrende, med taktfaste skridt. Hjerteløs var han i bogstavelig forstand, for for ikke særlig længe siden, havde han givet sit hjerte til den snu Rumpelstilskin, for at redde sit eget, men også Illanas liv. Ak ja, et hjerte var han nu foruden, og et hjerte ville han nok aldrig få igen. Blodet pumpede stadig i den muskuløse krop, hvordan, det vidste han ikke, men et hjerte kunne ikke mærkes i hans fremskudte bryst; for det var ikke eksisterende længere. De mørke ben strakte sig frem foran den brogede Volontaire, mens han bevægede sig af sted uden mål eller søgen. Han gik blot af sted på denne vulkanske ø, hvor liv ikke var noget der fandtes meget af. Nej, vulkanen kvalte det meste liv på øen, men dog eksisterede der da enkelte træer og planter, der dog var grålige af udseende, fordi den grå vulkan aske lagde sig over bladende som et tæppe. Den hjerteløse hingst, var selv dækket af et lille lag aske, for vulkanen havde for et døgns tid siden bumlet og rumsteret, og nyt lava var kommet op af hullet, for derefter at snige sig ned langs vulkanens sider, og dræbe de få træer der var på selve vulkanen; dermed kom al den aske, og den forsvandt ikke bare sådan lige. Men Volontaire vidste derfor også, at de fleste nok ville søge væk fra denne ø i disse dage, fordi man knapt kunne se nogle meter frem for sig, grundet den tunge tåge af aske. Og dermed kunne han få fred og ro, og forsøge at vænne sig til den manglende fornemmelse i brystet, den manglende lyd af et slående hjerte. Hans mørke øre lå ned langs hans kraftige man, inden han da stoppede op, under et enkelt træ, der stod lige så ensomt der midt i det hele, som han selv så ud til at være. Den hjerteløse hingst, lod vejrtrækningen glide tung ind og ud, mens tankerne for frem og tilbage; han vidste godt, at han nok aldrig fik den lysende Illana; og et hjerte havde han heller ikke mere. Han var dermed unormal; så en tilværelse som værende alene, var nok noget han igen skulle se som sit lod; og det ville han så gøre. Han knejste sin mørke hals, der dog stadig bar hvide aftegn, inden han derefter lod ørene vippe lyttende rundt; men der var intet at høre. Den hjerteløse, var alene. Det var han sikker på; i hvert fald lige nu. Word Count 420

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Det store bjerg af ild var vågnet fra sin søvn. Det havde givet lyd fra sig, havde rumlet og spyet med mere ild. Og mørke skyer var fuldt efter, steget op kun for at brage ned over bjergsiderne. Og hun havde ænset det med det samme, som et møl blev tiltrukket af lys var hun danset afsted, kvik på hovene mod den askebelagte ø, Foehn. Den lille hoppe brummede i mørket. Det var en underlig ø, en anden verden. Den havde nærmest forvandlet sig natten over, og nu var det aften igen. Forvandlet sig til en verden af tavs aske og dunkel stilhed. Hun virrede let på den lyse mule, som ikke længere var ligeså hvid som den plejede. Hendes grå pels matchede den aske, som dækkede alt her. Det var noget underligt noget, asken. Blødt og dødt. Mon hendes pels var lavet af aske? Et lille smil tegnede sig på hendes smalle mule. Hun trippede videre mellem de små træer. De var næsten på hendes størrelse, ikke ret store. Den gyldne øjne skinnede klart og nysgerrigt, men med en ny dybde af alvorlighed. Der var en tung stemning på øen, men den trak hende ikke ned, blodet løb ivrigt gennem hendes slanke krop. Og hun nynnede svagt. word count 208

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Stilheden trak sig over den brogede Volontaire, som en tung dyne, der truede med at kvæle alt der kom under dets tunge ’vingefang’. Men for Volontaire var det ikke kvælende, at stilheden overtog alt omkring hans skikkelse; for den hjerteløse vandrer var vant til at have stilheden som sin trofaste makker. Sådan havde det været igennem mange år; især inden den brogede hingst havnede i Andromedas land. For da havde han ofte været ’ensom’, og blot vandret af sted i stilhedens tegn. I Andromeda var det dog noget andet, til tider. For selskab havde han haft ganske mange af, men kun nogle få af selskaberne var nogen han brød sig om, og som han dermed havde valgt at opsøge af flere omgange. Deriblandt den gyldne Illana, og den retfærdige Taia. Men Taia havde han ikke set længe; mon hun også var bukket under for Andromedas særheder? Bedst som den muskuløse hingst stod der, med tankerne flyvende omkring sine bekendtskaber, blev hans ene øregang pirret af en lys stemme, en nynnende melodi. Ja, der var nogen i nærheden af ham. På ganske få sekunder, havde den hjerteløse vandrer samlet sin krop, spændt en anelse op i musklerne, langt ørene bagud i en afvisende holdning, knejst nakken en smule, men stadig med hævet hals; javist, hans kropssprog var tydeligt. Han var ikke særlig imødekommende; og slet ikke overfor de der var ham helt fremmed. Og denne nynnende stemme, en kendte han ikke. Ud fra den tågede aske, så han nu en askegrå skikkelse bevæge sig ganske fornøjet af sted. Ung, det var hun vidst, at dømme ud fra hendes krop. Voksen, ja vidst, men det var ikke noget hun havde været i mange år, som Volontaire jo havde. Han slog et slag med den mørkegrå hale, inden han skeptisk lod øjnene knibe sig sammen; hvorfor bevæge sig rundt på denne ø, alene, som ung hoppe? I en lidt voldsom bevægelse, virrede Volontaire med sit hoved, og slog det ene forben fyrrigt frem i luften, ud i asketågen, mens han udbrød en brummende lyd, der var hæs og maskulin. Ja ja, han kunne ligeså godt fortælle unghoppen, at hun aldeles ikke var alene mere. Word Count 361

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Hendes nynnen ophørte. Det havde været en svag, men lys lyd, en stille sang der brød den tunge stilhed som hang over øen. Det var som om stedet emmede af hemmeligheder og ingenting på én gang. Men pludselig var der noget mere, noget der havde fået hende til at standse sin stemme. Hun bemærkede det knap når hun nynnede mere, det kom helt naturligt. Men nu greb noget pludselig hendes opmærksomhed, hendes skridt gik i stå og hun stod stille for at lytte. Og for at lade det ravgyldne blik søge tænksomt ud i det mærkværdige, dunkle landskab. Det var først da, at hun fik øje på den fremmede skikkelse, hvorfra lyden at et umådeligt dybt prust var kommet. Hun kunne ikke helt se personen, kun hvide pletter på dens krop skelnede fra omgivelserne på denne afstand. Så hun fik snart gang i det slanke ben igen, mere trippende end før, med de lyse næseborer let udspilede. Det var en hingst, så meget fortalte lyden hende. Og størrelsen på hesten. Hun havde endnu ikke mødt nogen hoppe som bar samme størrelse som landets hingste. Men måske fandtes de. Hun lå i hvert fald til den mindre side. De bløde ører blev rettet lyttende frem, mens hendes skridt blev langsommere, som hun nærmede sig. Han var altså broget. Og muskuløs. Og øjnene havde en særlig farve, sådan som øjne havde. Ariel brummede lavt, men i et noget lysere tonefald til hilsen og forblev tavs da hun standsede helt op nogle meter borte og så indgående på den fremmede. Nærmest varmt, men sådan var hun. word count 263

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Længe gik der ikke, før den askegrå hoppe kom mere og mere til syne, for Volontaires mørke øjne. Hans blik hvilede ikke imod den fremmedes øjne, for at se hende i øjnene, havde han aldeles ingen lyst eller trang til. For ham var øjenkontakt meget intenst og privat; og han så kun få sjæle i øjnene, faktisk kun to i Andromeda havde han set i øjnene. Koldblodig var den hjerteløse Volontaire ikke, nej, han var faktisk ganske retfærdig når det kom til stykket. Men sådan som han stod her, med kroppen spændt op, og ørene tilbagelagte, ja, der mindede han nok ikke om en hingst der var retfærdig eller snaksaglig. Den Askegrå hoppe stoppede nogle meter fra ham, mens hans mørke øjne forblev sammenknebent, fordi han endnu ikke mente at han havde set hende an i tid nok, til at øjnene skulle være helt synlige og store som de normalt var. Den grå hoppes blik virkede varmt, og dette kom måske en smule bag på den brogede Volontaire. For hvorfor kigge så varmt på en skikkelse, der stod som han gjorde lige nu? Et svirp forlod hans hale bag ham, inden han kort virrede med hovedet, og trådte et enkelt skridt frem imod den fremmede hoppe. For bange, det var han jo ikke for hende, aldeles ikke. Nej, faktisk frygtede Volontaire ikke rigtig noget, udover én enkelt ting. Men den skulle folk nu heller ikke vide. Igen trådte han fremad, og denne gang standsede han ikke efter et enkelt skridt. Nej, han fortsatte imod den askegrå hoppe, med hovedet let oppe, men stadig nakken knejst. Dominerende var han ikke, men bare stolt i sin måde at bære sig selv frem på. For han så ingen grund til, ikke at være stolt af sig selv; og dog. Meterne blev mindsket mere og mere, og da der kun var halvanden meter tilbage, stoppede den brogede hingst. ,,Hvad vil du her?” Stemmen var yderst hæs og maskulin, men også en anelse rusten. Sådan var hans stemme nu bare. Han spurgte ikke af høflighed; nej, han ville faktisk bare vide, hvorfor pokker en unghoppe mente at lige denne ø, var det perfekte opholdssted. Word Count 359

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Hingsten flyttede på sig. Han kom et skridt nærmere, og kort efter endnu flere. Hun fangede snart hans duft, som blandede sig med den tunge, underlige lugt af svovl der hang over øen, nu stærkere end den plejede at være. Han var et godt stykke højere end hun, hun måtte se en anelse op og ikke blot ligeud. Hun opfangede hans opspændte holdning, musklerne der spillede, men hun bed ikke mærke i noget af det. Hverken i has udtryk eller i omgivelserne, i det faktum at hun var helt alene på en dyster ø og stod foran en fremmed hingst. Nej, der var ikke det mindste tegn på uro i de gyldne øjne, i stedet krusede hendes bløde mund ud i et let smil da han standsede op noget tættere på. Hun kunne godt lide at have andre tæt på sig, og hingsten gjorde hende nysgerrig. Den askegrå spidsede ørerne da hans stemme brød stilheden, stadig dyb. En anderledes stemme. Hun vrikkede en smule på ørerne, mens hun så på ham med store øjne og lidt efter lod det fintformede hoved falde let på skrå. ”Er stedet dit?” Hendes egen stemme var lys, med en helt anden klang. Det var et stykke tid siden hun selv havde hørt den forme andet end sang, men rent faktisk ord. Det var næsten lidt underligt. Men lige nu var al hendes opmærksomhed samlet omkring den brogede, den grå og hvide. word count 238

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Volontaire var sjældent en hingst af mange ord. Egentlig holdte han sig helst fra at bruge ord i selskab med andre, og i stedet forholde stemmebåndet i ro. Kroppen kunne han bedre forklare sig med, og bedre formulere sig med. Men dog havde hans efterhånden mange år, i Andromeda, hjulpet ham til at bruge ord oftere, i stedet for blot at holde sig til tavsheden. Denne gang, havde den brogede hingst startet en såkaldt samtale; ikke fordi han var synderligt begejstret for det, men fordi han ville vide noget, noget specifikt; nemlig hvorfor den Askegrå hoppe havde valgt at søge lige netop til denne ø. Snart svarede den grå hoppe ham, og svaret fik ham til at komme med et langtrukkent brum, af en yderst hæs kaliber. ,,Der er ikke nogen der ejer noget i det her land, unge hoppe. Nogen mener de gør; javist. Men sandheden er en anden” Her hentydede den hjerteløse vandrer ikke til de to flokke her var, men i stedet til de individer der bar sig selv omkring, som ejede de hele verden, eller i hvert fald den jord de gik på. Ak ja, Volontaire hadede autoriteter, der mente de var mere end så mange andre. Men han respekterede flokkenes grænser; for der var der en grund til at passe på. Men de individer der gik omkring, uden at være leder for en flok, ja, de var ikke mere i hans øjne, end alle andre sjæle. Et svirp røg fra hans mørke hale, inden han virrede med det maskuline hoved. ,,Men det var ikke det jeg spurgte om. Hvorfor er du her?” Ja, den brogede maskuline hingst, krævede måske et svar. For hun havde ligeså fået et. Hans øjne var let sammenknebne, mens han kiggede over hendes krop. Men nej, hun virkede ikke bekendt på nogen som helst måde. Han trak blikket til sig, og så i stedet henover hende, og bag hende. Word Count 318

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Den askegrå hoppe lod sin ravnsorte hale svage let bag den spinkle bagpart, mens hun nøje undersøgte den fremmede hingst. Hun viste ingen tegn på anspændthed, men det overraskede hende at hun havde fundet selskab på denne ø. Det var sjældent, hun stødte på andre heste her, det var et livløst sted. Men hun havde også gode minder herfra, minder fra hun var helt lille, hvor hun havde været heldig at finde frem til øens nok eneste blomstereng. For der fandtes liv her. Hvis man ledte længe nok. Ariel brummede mildt for sig selv ved tanken, inden den brogedes ord gjorde hende opmærksom på ham igen. Hun flyttede lidt på den bløde mule. Hans ord fik hende til at smile, hun var ikke nærig med smil. De kom helt naturligt og ud af stort set ingenting, men hun havde bemærket, at der ikke var mange som smilede ofte som hun. Mange smilede slet ikke, ikke af dem hun mødte. Alle var så forskellige her, med hver deres historie bag sig. Hun så undersøgende på ham, fortsat. Han ville også være den første til at kræve et område, som hun havde mødt, hvis han havde sagt ja. Hans spørgsmål havde blot lyt som om stedet var hans, og det var jo ikke umuligt. Selvom hun nok ikke ville se det sådan, for landet tilhørte dem alle, præcis lige som han nu sagde.. Men hvis en skabning ønskede at et område var hans, ville hun respektere det, om end i tavshed være uenig. Muligvis. Hun rettede på ørerne, da han igen stillede hende samme spørgsmål, en smule undrende. Det lød næsten som om, det bekymrede ham. ”Fordi ildbjerget vågnede, naturligvis,” Hun smilede, selvom han så henover hende. Nærmest muntert. Hun var skam begejstret over at have bemærket vulkanens aktivitet, at have været vidne til det, der var sket. Hun var glad. Selvom hun var alene, selvom landskabet omkring hende var dødt og himlen mørk. ”Fordi jeg ikke kunne holde mig væk. Er det da ikke derfor, du er her?” word count 337

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Aftenen var allerede godt på vej til de to skabninger. En aften, der ville blive lige så kølig som de foregående aftener. Men forskellen var alligevel stor, afhængig af hvilken ø den brogede befandt sig på. På Enophis var sneen faldet kraftigt, det samme med Leventera. På Chibale var sneen også kommet, men dog ikke så meget som de to andre øer. På Zenobia var sneen ikke eksisterende, men frostgraderne var store om natten, også der. Og på denne vulkan ø, var sneen der pletvis, jo længere man kom væk fra vulkanens varme og buldren. Den brogede hingst lod ikke blikket falde ned på den lille hoppe, førend hun lod ord flyde fra den askegrå mule. En forklaring på, hvorfor hun var her. Ildbjerget vågnede, javel. Mon den askegrå unge hoppe, aldrig havde set dette før? Hans ene øre vippede kort, lidt undrende fremad, inden det igen rød en anelse afvisende bagud. Han havde jo som sådan intet imod denne grå hoppe; men bare selskaber generelt. Ja, han fungerede nok bare bedst alene, den hjerteløse vandrer. ,,Javel ja.. Har du aldrig før set det bryde ud, unge hoppe? Og at holde sig væk, ville nu nok stadig være det klogeste træk, for en hoppe af din kaliber. Ung, og alene..” Han havde skam godt hørt det næste ord den askegrå hoppe fremsagde. Men den brogede hingst var ikke interesseret i at svare på, hvorfor han selv var her. Ikke lige nu. Og derfor spurgte han bare selv tilbage til den unge skabning foran ham, for han var nu altså mere interesseret i at vide hvorfor hun var her, end selv at fortælle sin historie om, hvorfor netop Foehn blev valgt, til at være den hjerteløse vandres hjem i disse timer. Et svirp røg over hans hale, inden han lod blikket glide op over hende igen, og væk fra hende, for kun når hun talte, ænsede han hende et blik. Word Count 319

Hendes gyldne øjne fulgte tavst hingstens bevægelser. Ører der flyttede på sig. Hun overvejede kort, hvad han mon tænkte på, når han ikke rettede de mørke øjne mod hende. Han havde vel også minder, sådan som hun havde sine. Måske var han mere forbundet til øen end hun, men det var alligevel ikke helt som om, han virkelig passede ind her. Hvis nogen overhovedet gjorde, i et landskab som dette. Selvom hans udtryk var lukket. Hun virrede let på mulen og spidsede igen ørerne, hendes blik forlod ikke den anden.

Det morede hende en smule, hvordan han tiltalte hende. Hun var ganske vidst en ung hoppe, og hun kunne se, at han var ældre end hun. Han havde været fuldvoksen i flere år end hun havde, måske havde han endda vandret på Andromedas jord længere end hun. Hun gættede på, at han ikke var opvokset her. Det var kun få, og han virkede som en sjæl med en historie bag sig, der var fra en anden verden. Der var noget over dem, dem som ikke var børn af landet. Hvordan mon de endte her, og hvorfor? Hvordan havde der set ud i hans land? Hun så længe og stille på ham, efter han igen havde talt. Unge hoppe. En let trækning i mundvigen viste sig, et slet skjult smil. Hun ville skam spille med. Det bestemte hun sig for, da hun overvejede hans ord, selvom hun ikke just overvejede sine egne synderligt.

”Jeg har hørt de samme brag engang, da jeg endnu legede i det høje græs. Alene? Men jeg fandt jo dig, brogede hingst,”

Hun brummede ad ham, muntert. Ariel vidste godt hvad han egentlig mente, men det mente hun var en misforståelse. Hun var aldrig rigtig alene, hun var en del af det hele. Verden var ikke noget ondt sted for askegrå sjæl.

”Det klogeste… Så ville jeg jo gå glip af det hele.”

word count 316

Den hjerteløse vandre, stod stadig i den lille askegrås selskab. Hvorfor, det vidste han egentlig som sådan ikke. Men han var endnu ikke vendt rundt, for at forlade hendes selskab. Ikke fordi hun virkede meget mere speciel end andre selskaber han havde været i, men på en eller anden måde, irriterede hun ikke den muskuløse Volontaire, lige så meget som andre før havde gjort. Egentlig var det indtil videre kun Den Gyldne Sol, og Taia der ikke havde irriteret den spraglede Volontaire. Men denne lille, unge hoppe, fik en eller anden form for nysgerrighed tilbage i hans ellers tillukkede og stoppede sind; stoppet i den forstand, at ikke mange følelser fik adgang til hans tanker og tankegang.
Et kort fnys forlod hans mørke mule, da hendes første svar kom, med et muntert brum fra hendes strube. Hvad fik denne hoppe til at være så munter, i et selskab som hans? Hun kunne umuligt have oplevet meget i denne verden, som havde skabt hende problemer, siden hendes sind endnu virkede så upåvirket, ungt og glædesfyldt.

,,Kloghed er ofte en god egenskab, fremmede hoppe. Uden klogskab, kommer du ikke langt i den her verden”

Besvarede den mørke hingst, med en ru og hæs stemme, inden han i en lidt stiv bevægelse drejede sit mørke hoved helt væk, således at hans ansigt nu var vendt med siden imod hendes skikkelse. Hans øjne spejdede en smule rundt i det område de stod i; vulkanen ulmede endnu engang, og dette fik hans øre til at vige lidt mere bagud, skeptisk over lyden fra vulkanens indre, inden han da slog et slag med sin mørke hale, og derefter drejede det ene øje lidt i den lille hoppes retning.

,,Du er født her..?”

Hun virkede som en af de få der var født i dette land, fordi hun bevægede sig rundt på den måde hun gjorde. Ubesværet, og som om livet var en dans på roser. Det gjorde de, der var kommet hertil fra en anden verden, meget sjældent. De havde ar på sjælen.

Word Count 337

Der var intet på den askebelagte ø, som forekom den lille hoppe forkert. Foehn var hvad den var, hun fandt den hverken uhyggelig eller utryg at færdes på. Det eneste denne muskuløse hingst også fyldte hende med, var nysgerrighed. Der var ingen mistænksomhed, kun undren over hans væsen, hvorfor han så ofte så ud i omgivelserne, som om han forventede at noget skulle ske. Den askegrå vrikkede med sine bløde ører. Måske vidste han noget, hun ikke gjorde.

Hun smilede kun af hans svar, for det var selvfølgelig ganske rigtigt. Alligevel fortrød hun på ingen måde, at hun var dukket op på her, da vulkanen havde givet lyd fra sig. Hun var drevet af sin nysgerrighed, altid på farten, en fugl på vindene, altid i nye retninger. Og hun var der, hvis naturen gjorde noget usædvanligt. Hvis de omgivelser hun var så vant til, var en del af, ændrede sig på den eller anden måde, så ville hun opleve det. Alene eller med andre, de betød såmænd ikke så meget, selvom selskab også optog hende meget. Hun var en nysgerrig sjæl. Og hun bar ingen frygt.

”Ja, jeg er et af Andromedas børn,”

Hun lagde det hvide ansigt en anelse på skrå, mens hun fortsat så på den brogede. Vulkanen gav sig igen, brummede og hostede, den var levende. De var alle sammen levende. Og det var tydeligt, at hingsten ikke var ligesom hun, at han ikke var født her. At han havde en lang historie bag sig.

”Jeg gætter på, at du er en af dem, med en anden verden bag sig.”

word count 263

{Outttt ^^}