Let It Go

{Jaidev & Sabrina}

Det var aften. Den lille askegrå dansede frem mellem de flere meterhøje træer, som Enophis’ store skove bestod af. Hendes sjæl var let og flyvsk også denne aften, der var koldt, men hendes hove bevægede sig nemt over den snebestrøede skovbund. Der var ikke mange lyde i natten, kun en ugle slog tunge slag med vingerne et sted højt oppe mellem de øverste grene, sikkert på udkig efter uheldige mus. De ravgyldne øjne søgte længe, men fandt ikke den sky skikkelse, den måtte gå i ét med det stærkt tiltagende mørke. Hun rystede let på sin ravnsorte manke da hun opgav eftersøgningen og i stedet blot lyttede, inden hun af ren vane gav sig til at nynne i en svag melodi.

Vinteren var tung, hendes vinterpels var blevet tyk og mørket faldt hurtigt på. Det var også blevet sjældnere at hun stødte på andre sjæle, måske netop på grund af mørket. Eller måske søgte alle ly forskellige steder, som i grotter i bjergene, ligesom hun selv gjorde når der var uvejr. Der var også altid Zenobias ørken at søge hen i, men den var nærmest koldere end de andre øer om natten. Der faldt dog ingen sne dér. Ariel virrede kort på sin hvide mule, mens hun lyttede til de små knas det gav, hver gang hun plantede en hov i den lave sne.

word count 224

Nattens ædle gudinde havde atter trukket hendes himmelbeklædte slør henover himmelen, for at jage solens gyldne stråler væk, og i stedet ladet stjernerne og månen danse og blinke. Et så unikt og lysende mønster, som gudinden eller Lyset havde valgt at dele, med den mørke hingst, der i nattens dyster mørke, atter vandrede afsted med hans elegante bevægelser. Hingsten ville sagtens kunne gå i ét med mørket, eftersom hans pelslag var af så mørke nuancer, men dog. Omkring hingstens korpus hang en kappe, der glimtrede omkamp med stjernehimmelen. Den gengav et mildt blåhvidt skær, der mindede om fuldmånen, når den lyste kraftigst på den ydmyge himmel. Nattens kulde kryp som skyggerne, tættere og tættere på hingsten, som forsøgte de, at berøve ham hans himmelske kappe. De var stærke, de sorte skygger, som de dansede rundt inde mellem træerne. Den ædle hingst havde atter søgt ’nye’ områder, selvom han i mange år havde levet i Andromedas land, kunne han altid udforske dem mere og mere. Der var et magisk land, og ligegyldigt hvor intenst han prøvede, ville han måske aldrig forstå, hvilken styrke og skæbne, der lå over Andromeda. Ak, noget vidste den ædle hingst; han vidste meget. Han var udvalgt, en forkæmper for Lyset..

En pludselig lille nynnen vækkede hingsten fra hans drømmerige. Den muskuløse krop hingsten ejede, stoppede op i et voldsomt ryk, mens det velformede hoved hævede sig højt. En skikkelse fandtes nær ham. Intensivt udspilede hingsten næseborende, så den svage lugt fra den fremmede skikkelse, kunne nå ham. Hvis solen havde hersket på himmelen, havde det været lettere at se, og sikkert også fornemme hvor lyden kom fra; men i dette mørkets dyster rige, var det ej muligt, at finde vej. Hingsten slog let med hovedet, så den ravnsorte man eskalerede omkring ham, hvorefter han besvarede den lille nynnen med en dyb, maskulin og alligevel utrolig behagelig brummen; hans egen lille melodi, der gjord melodien selskab i natten.

Der var absolut ingen bekymring at finde hos den askegrå. Hun var ikke på vagt, hendes sanser slugte godt nok alt hvad der var at høre og se og mærke, men hun lyttede ikke efter farer, efter grene som knækkede eller fugle som skræppede advarsler. Ariel var blot til, midt i mørket søgte hun at få øje på stjernerne som gemte sig oppe over de nøgne trækroner. De gamle træer havde tabt deres blade, men grenene skjulte alligevel meget af himmelhvælvingen. Hendes uopmærksomhed var nok også grunden til, at hun først nu opfangede en andens tilstedeværelse. En fremmed duft havde sneget sig ind på hende, svag, men umiskendelig. En anden hest. Det var da at en dyb brummen brød frem i mørket, nåede hendes bløde ører og fik hendes hove til at standse. Ubevidst standsede hendes nynnen også, og da den fremmede stemme døde ud, blev der helt stille mellem træerne.

Den askegrå mimrede svagt på mulen, hun glemte næsten at trække vejret, så intenst lyttede hun efter hovslag i den bløde sne. Langsomt, men sikkert gled et smil hen over hendes mund. Det havde været en melodisk stemme, den havde kædet sig sammen med hendes egen stille sang. Så da hun havde stået stille et øjeblik og orienteret sig om, hvilken retning hingsten måtte befinde sig i, lod Ariel endnu de lyse toner lyde fra sig. Hendes stemme var stadig lille, hun forventede knap at den anden ville kunne høre det, ikke at hun tænkte meget over det. Men hendes nysgerrighed var samtidig vakt, og med ørerne spidsede trådte hun videre hen over den snebelagte skovbund, nu i retningen af den fremmede.

word count 273

Den ædle hingst melodi blev langsomt ædt op mellem træerne; den blev kastet væk fra ham, og langsomt dræbte skyggerne de maskuline toner, og efterlod alting med en kold stilhed. Jaidevs mandelformede øre gled opmærksomt fremad, søgende efter en lyd – men intet. Det eneste han hørte i mørkets rige, var hans eget hjerteslag, samt kappens blide flagren, der fyldte ham med en ubeskrivelig form for ro og velbehag. Den var blevet en del af ham, kappen. Langsomt knejste hingsten halsen dybere sammen, og idet de lange ben trådte frem, kom de feminine toner til hans sensitive øre, der stift vendte sig lyden. En ukendt hoppe befandt sig i nærheden, en hoppe der såvel som ham, var ved at blive opslugt af nattens mørke. Hingsten lod et højt, maskulint brum eskalere stilheden, da han satte frem i en dansende trav, for at imødekomme denne sjæl, der kunne dele natten med ham.

En skikkelse, en mørk shiluet blev dannet i det fjerne; det lignede mest af alt en gyngende, nærkommende skygge. Hingsten stoppede harmonisk op, mens de sortnede, tomme øjne betragtede den fremmede sjæl. Ham selv, var ej en skygge længere, for han havde ej muligheden for, at skjule sig i mørket længere, tværtimod; den himmelbeklædte kappe bredte et blidt lys omkring ham, hvor stjerne blinkede blidt. Den kastede et blidt lys omkring ham, som en lysende shiluet og gjorde ham synlig, for den fremmede sjæl.
Da sjælen var tæt nok på, lod Jaidev en mørk brumme møde den lille hoppe. Hans øre var rettet frem mod hendes skikkelse, der virkede mørk i nattens mørke, dog en sort. Hans øjne betragtede hende mildt og kærtegnene, mens de slanke ben trådte nærmere. Kappens lys var sagt, men nok til at hingsten kunne danne sig et billede af, hvordan hoppen så ud; fin og spinkel, blis og sokker. Dæmpet lod han en mørk, dominerende, men behagelig brummen bryde stilheden mellem dem, mens han strakte den silkebløde mule frem mod hoppen i en høflig gestus.

Der gik et langt øjeblik hvor hun intet hørte. Det var en uendeligt stille nat, ikke et dyr var at høre mellem træerne og under himlen. Kun hendes egne lette hovslag tilkendegjorde at der var liv.

Lyden af en fremmed hests hovslag nåede dog hendes spidsede ører lidt efter lidt. Nysgerrigheden tog hurtigt til i den askegrå, som en varm bølge af energi der gik igennem hendes slanke krop. Hun sænkede mulen en anelse mens hun spejdede ud i mørket, lyttende, hesten var bestemt på vej i hendes retning. Det måtte være en hingst, den dybe brummen hun havde hørt havde ikke efterladt nogen tvivl. Og ganske rigtigt, kun et øjeblik efter åbenbarede der sig en høj skikkelse mellem træerne. Den askegrå standsede brat op i ren og skær forbavselse efter få meter, da hun indså at han havde stjerner på ryggen. Nærmest et tæppe af stjerner. Havde han taget et stykke af himlen og lagt det på sin ryg? Ariel mimrede kraftigt på mulen, de ravgyldne øjne var tydeligt forbavsede og meget hurtigt også meget betagede. Et mildt smil krusede ud på hendes hvide mund, da hingsten venligt strakte mulen frem mod hende.

”Jeg ser du har et stykke af himlen på ryggen.”

Hun smilede stadig mens hun talte, selvom hendes stemme var en anelse dæmpet. Måske i betagelse, måske fordi natten var så stille at det virkede forkert at forstyrre den alt for meget. Et let, nærmest muntert prust undslap hende dog alligevel. Først en hoppe med blomster i manen, en anden med lyn.. Og nu en hingst med stjerner. Hun gengældte hans gestus ved at møde den mørke, fremstrakte mule med sin egen hvide et kort øjeblik. Hans pels så nærmest mørkerød ud, noget som kun afsløredes på grund af de lysende stjerner på hans ryg. Han lyste ligefrem skoven op. Det var vidunderligt. Hun glemte alt om at præsentere sig.

word count 316

Himmelhingstens sorte øjne betragtede en gråtonede hoppe, der stod foran ham, og delte natten med ham. En nat der brød op til uendelig muligheder; muligheder som den fremmede hoppe måske kunne indviede i. Om hun var en nattevandre som ham selv, eller om hun blot var faret vild i nattens dunkende tæppe af mørke, var for himmelhingsten ukendt, og det kom ham egentligt heller ikke ved, hvad den lille hoppe lavede ude i natten. Om hun var ligesom ham, der anså sig selv som en fejltagelse, og derfor nød hvordan kroppen, såvel som sindet kunne blive skånet i natten; uden bekymring, uden anerkendelse?
Tankerne fløj rundt i hovedet på himmelhingsten, han blev ofte fanget i hans egen sindsspil; en svaghed han havde fået, efter han havde betrådt Andromedas land. Han blev fanget i gamle minder og erindringer, der flød længere og længere væk fra ham; ak himmelhingsten havde vandret længe i landet, han nærmede sig en livstid.
Hoppens fine, feminine stemme brød stilheden mellem de to sjæle; en stemme, der ville være i stor kontrast til hans egen. Himmelhingsten var van til at blive hilst an, såvel som han gjorde med andre, såvel som det blev efterfulgt af en præsentation. Måske var han gammel, for det var ikke det, den grå hoppe gjorde; med et smil kommenterede hun den himmelbeklædte kappe, der var blevet himmelhingstens identitet. Det morede hingsten hvordan hun reagerede, og det slog ham, om det måske var fordi, at hun ikke var særlig gammel. En dyb, hingstet brummen lød inden fra hingstens fremskudte bringe, mens han knejste den muskuløse nakke sammen. Hans sortnede øjne faldt hoppens gule øjne; øjne der mindede ham om den spraglede, flerfarvet hingst der også lavede i Andromedas land.

” Korrekt. Mit navn er Jaidev, jeg er himlens vogter, og derfor er jeg blevet velsignet med et stykke af selveste himmelen. ”

Det kunne sagtens lyde som pral, når himmelhingsten stod der, og fortalte, men nej. Hans mørke, rustikke, behagelige stemme var oprigtig, den var rolig og vis; den var besvarende, som hjalp den med at tage noget af den grå hoppes nysgerrighed. Han brummede atter dybt, og lod den mørke krop glide frem i elegante skridt, indtil han nåede tættere på den grå hoppe. Der lod han den silkebløde mule puffe blidt til hendes, mens de sensitive næsebor indprentede sig hendes duft.

Natten var endnu stille omkring dem, men den askegrå bemærkede det knap. Hingsten med himlen på ryggen havde hendes fulde opmærksomhed, de ravgyldne øjne glimtede nærmest i mørket. Der var en særlig aura omkring den fremmede hingst, hvis navn viste sig at være Jaidev. En aura hun havde svært ved at sætte ord på, for hun havde kun mødt den én gang før – den enkelte gang hun var stødt ind i hoppen med blomsterne i manen. Hun havde aldrig fået hendes navn, men der havde bestemt hvilet den samme slags aura over hende, som hun nu følte i nærheden af den mørkerøde hingst. Ariels blik studerede ham nøje, venligt.

Det tog dog alligevel et øjeblik før hun rigtig forstod ordene.

”Du vogter Andromedas himmel?”

Mere forbavselse. Men så gav det hele pludselig mening. Han så mere end værdig ud til den opgave han bar, for det var vel en opgave? Men hvad var det han skulle vogte himlen fra? De mørke kræfter den ældre Eagle havde talt om? Den askegrå virrede let på de følsomme næseborer da hingsten trådte nærmere og strakte mulen ud mod hende, puffende til hendes kridhvide. Et mildt smil voksede frem hos hende, for hun havde bestemt ikke noget imod nærkontakt. Venligt stødte hun blødt mulen mod himmelhingstens for yderligere at undersøge ham. Auraen over ham blev nærmest helt fysisk, det var lige før hun kunne mærke den mod sit glatte skind.

Så trak hun i respekt mulen til sig, men blev stående på samme afstand for hun ville vældig gerne studere ham endnu mere. Et stykke af himlen. Hvordan det mon føltes at have mod ryggen?

”En ære.. Hvad vogter du himlen mod? Mørke kræfter?”

Der gled en mere alvorlig glød over den gyldne øjne. Som altid så glemte hun sig selv fuldstændig, hun var mere opsat på at høre ham tale end lytte til sin egen lyse stemme. Men det var uhøfligt ikke at præsentere sig, så et kort smil gled alligevel over hendes mund igen da hun huskede.

”Jeg er Ariel.”

word count 344

Natten omkring de to sjæle, der delte nattens oplevelser med hinanden, var tyk og omklamrende. Den smøg sig hele tiden tættere og tættere på dem, som lyttede mørket med til den samtale, der havde. Men imellem de to sjæle, herskede der ej mørke, for himmelen blev spejlet nede på jorden, og med stjernernes blege skær, oplyste himmelhingsten et mildt område mellem de to sjæle. Kappen kastede et blødt lys omkring dem, og fik jaget noget af mørket på flygt. Han havde trådt hende nær, og den svage lys skinnede svagt i hans sortnede øjne, der gav dem et diskret, varmt karamelliseret udtryk. Han berørte forsigtigt den lille grå hoppe, mens de mandeformede øre vippede frem imod hende. Hun undrede sig tydeligvis af de ord, som han delte med hende; men hvordan skulle hun ellers reagere? Han var atypisk, og spørgende var relevante. Da hun atter talte, trak hingsten af respekt hovedet væk fra hende for, at give hende plads, mens han tålmodigt lyttede til hendes fine stemme. Et spørgsmål om hans titel som vogter. Jaidev drejede hovedet på skrå, da han følte, at flere spørgsmål var på vej fra den grå hoppe. Kappen trykkede sig kælent ind imod de varme flanker, som kærtegnede den ham blidt og forsigtigt, men for ham var det en form for uendelig kærlighed og tryghed – han vidste, at den var der. Var der hos ham.
Atter lod hoppens stemme. Da hoppen nævnede de mørke kræfter, gjorde hingsten et lille ryk med hovedet. De mørke øjne blev knebet sammen, og hovedet gled på skrå. Stjerne på kappen glimtrede omkring dem, og luften blev fyldt med en intens spænding.

" Med forlov, hvad ved De, om mørke kræfter? "

Det var ej et indgående spørgsmål, men et nysgerrighedes spørgsmål. Han vidste, hvor uhøfligt det var, at svare et andet spørgsmål med et spørgsmål, og han slog blikket i jorden, og sank nakken en smule for hoppen. Men disse oplysninger var brugbare, for hvor meget magt havde de mørke kræfter egentligt – og hvor meget kendte den grå hoppe til det?
Da hoppen præsenterende sig selv som Ariel, løftede Jaidev hovedet. Stilheden omkring dem blev fyldt med en dyb og hingstet brummen, idet den muskuløse krop trådte dansende frem mod den grå hoppe. Halsen blev knejst sammen, og de sortnede øjne skinnede i kappens lys; han båd hende op til en nattedans. Agtede hun at danse med ham?

" Det glæder mig, at møde Dem, Ariel. "

For et øjeblik slap hendes gyldne blik den mørkerøde hingst. I stedet betragtede hun det lys hans kappe kastede rundt om dem, som et beskyttende felt i mørket. Det mindede næsten om en drøm. De gyldne øjne skinnede mat i det svage skær af den forunderlige lyskilde mens hun overvejede om det var stjernerne i kappen som dannede lyset. Mørket blev nærmest jaget på flugt omkring dem. Hingsten var aldrig indhyllet i mørke indså hun, hvilket hun både fandt vidunderligt og tragisk. Den askegrå frygtede nemlig ikke mørket, hun holdt af at forsvinde i det om natten, kun afsløret af sine hvide sokker og ansigt på en nat med måneskin. Men der var en mening med kappen, et ansvar. Da hans dybe bas af en stemme igen havde brudt stilheden, søgte hun atter hans blik og et mildt smil formede sig på den hvide mule. Hun kendte ham knap, men hun var ikke i tvivl om at han måtte være den eneste som kunne bære det ansvar.

”Ikke meget.. Jeg har blot hørt at de er at finde på øen af aske.”

Hendes egen lyse brummen lød kort, tonefaldet blev en anelse mere alvorligt. Men hendes ukomplicerede og ærlige glæde var hurtigt over hende igen, hun virrede let på den følsomme mule og kom så med et energisk prust da Jaidev begyndte at bevæge på sig. Hun glædede sig over hans energi, for hun havde den skam også i sig, hun var ikke sen til at flytte på sig. Det så næsten ud til at han bød op på dans? En varm latter undslap den grå, dæmpet men venlig. En melodisk lyd midt i mørket – eller ikke helt i mørket. Hun trippede letfodet sidelæns og sendte ham et næsten afventende blik. Hun glemte alt om at føre samtalen videre, selvom hun skam stadig var nysgerrig efter at høre mere. Den askegrås nysgerrighed slap næppe op.

word count 317

At dvæle ved mørket, der herskede i landet, var ej noget Jaidev normalt gjorde. Han undgik bevidst dette emne, men det havde været svært, efter at velsignelsen var faldt på ham. Og da den unge Ariel havde delt oplysningerne med ham, havde han følt sig forpligtet til, at spørger yderligere ind til det. Men ak, det var ikke det, natten skulle handle om, for Jaidev havde budt den grå hoppe op til dans. Da hun tog imod hans tilbud, sank Jaidev ned i bagbenene og trippede let og ubesværet med de slanke forben. Halsen blev knejst blødt sammen, mens de sortnede øjne glimtrede i det milde lys fra hans kappe. Da Ariel letfodet dansende frem, betragtede den rødbrune hingst hendes bevægelser, inden han sprang frem i et elegant hop, hævede den ravnsorte hale i en fane, og lod den mørke krop glide tæt imod den hoppens. Øjnene, tomme og sorte, glimtrede dog til den unge hoppe, idet han lod den muskuløse krop strejfe hendes. Den silkebløde mule puffede blødt til hoppens slanke hals, hvorefter Jaidev satte frem med lange, smidige og dansende bevægelser, i hans flyvendende trav.
Han skævede tilbage over skulderen, efter den grå hoppe, imens han sendte et langt og dybt kald efter hende. Han ville forsætte ud under den åbne himmel, og lade hoppen se, hvor meget hans kappen egentligt ville skinne op i nattens blege lys. Han ville give den unge hoppe et særpræget syn, som kun få ville få æren af at opleve.

De gyldne øjne gnistrede i det svage skær fra den røde hingsts himmelkappe. Et let smil tegnede sig hurtigt om hendes hvide mund, idet hun fulgte ham nøje med øjnene og så til mens han sprang nærmere. Han viste sig at være utrolig let til fods af en hingst af hans størrelse, hun mindedes ikke at have set en hingst danse som han præsterede det med et stykke af himlen på ryggen. Det gjorde den askegrå ganske begejstret og muntert til mode, hun slog skarpt med den kulsorte hale og virrede energisk på den følsomme hud på mulen. Hendes hove stod heller ikke stille, i en trippen dansede hun sidelæns efter han havde puffet til hendes hals og hun var ikke sen til at springe frem da han først havde sat af. Mørket slog sig snart om hende så snart han forlod hendes nærvær, men det gik ikke den askegrå på. Hun gled snart i ét med mørket, kun afsløret af sine hvide sokker og ansigt. De bløde ører blev rettet fremad da han gav lyd fra sig, med en kraft hun knap kunne efterligne. Men der var skam også styrke i den askegrå. Ariel gled hurtigt efter ham, med et smil satte hun i et lyst hvin som i en nattens sang mens hun nød hvordan natten omsluttede dem. Og dog. Han lyste op, det var næsten ligesom at jagte stjerner. Hun dansede kun få meter bag ham, det ville ikke vare længe før hun ville nå ind på ham. Ariel smed kort med det fintformede hoved og fnøs af vinden som tog til, mens de gyldne øjne blev på den røde med himlen på sig.

word count 277

Let it go

Tag: Ariel  | Wordcount: 413 | Weather: Cold, winter, starlight above 


På trods af, at himmelhingsten fandt dansen mere betagende end de flydende ord, han kunne veksle mellem andre sjæle, var det sjældent, at han lod kroppen bære dansen. Men når den endelig gjorde det, og dansepartneren ønskede, at tage del af dansen, så nød han det. Ak, han nød det ikke bare; det var livsbekræftende, at mærke kroppens styrke og fornemme hvilke kræfter, den ejede og formåede at udføre trinene med. Jaidev kastede voldsomt med det markerede hovedet, så manen blev kastet omkring ham som en sort sky, selvom man ikke kunne se det i nattens altædende mørke. Og dog, hans kappes stjerne lyste ham op, og da han dansede længere væk fra den gråtonede hoppe, Ariel, lod han et dybt og hingstet vrinsk fylde luften imellem dem, for at få hendes opmærksomhed. I et øjeblik stoppede han op, med halsen knejst ædelt, og ikke mindst hidsigt op. Ånden stod hastigt ud fra de mørke næsebor, og det føltes som om de hormoner, der normalt lå dvale i hans krop, pludselig vågnede op, og sætte ind som et flammehav. Endnu et vrinsk, dybere vrinsk eskalerede stilheden, og han sprang frem.

Traven var fri, ben løftende høje. Smidige blev halen kastet i vejret, så kappen blev løftet over den spændte bagpart, og halsen bøjede sig mere og mere sammen. Han travede sidelæns fra hoppens vinkel, og til sidst var han så langt væk, at han lignede en stjerne, der fløj henover jorden. Den grå Ariel lod ham ikke slippe let, og hendes stemme havde også lydt i luften. Hun indhalede ham. Et smæld lød fra halsen, der efterfølgende blev pisket omkring bagparten, og han drejede sig smidige til siden. Han stod med fronten mod den grå, der kom imod ham og mens der stadig var afstand mellem dem, lod han den muskuløse krop hæves i et højt stejl. Forbenene blev sparket ud i luften, indtil balancen var vundet, og der stod han prægtig, mens stjerne glimtrede og skinnede som tusind af diamanter.

Da han landede, prustede han højtlydt fra de mørke næsebor, som dampen hastigt forlod. Øjnene skinnede svagt i kappens uendelig lys, og med målrettet skridt, bevægede han sig frem imod den grå, der var tæt på ham. Da hun var inden for rækkevide, drejede han smidigt hovedet, og puffede til hendes bringe med et forsigtigt, maskulint brum. Da mulen forlod bringen, skubbede han lidt hårdere til hendes skulder, dog var alt med en undertone af udfordring; han ville nådig overskride Ariels grænse.