Long time, no see. [MS]

Den mangebrogede hoppe kom med rolige og elegante dansende skridt på den store ø Enophis. Hun så på en måde syg ud. Hun havde i en længere periode haft det svært. Savnet havde været for stort til at hun kunne bære det og det havde gjort at hun havde sultet sig selv, nærmest til døden. Kun lige spist og drukket til at hun kunne overleve af det. Hun var dog så småt begyndt at spise igen og hun havde også taget lidt på, og det var derfor at hun på en måde så syg ud. For hvis man ikke kendte hende, så ville det nok være sværere at se, da det bare ville ligne at hun var en ektremt tynd hest, altså at hun var bygget sådan. Også igen, så ville man kunne se på hendes matte grønne øjne at hun ikke havde det helt godt. De øjne som normalt var utrolig intelligente og glade at se ind i. Hun mimrede med den mørke mule og hendes øre bevægede sig rundt. Vinteren var på vej væk, og det var hun glad for, for hun frøs helt vildt meget. Hun glædede sig til sommeren og forhåbentlig et meget bedre humør end det hun havde lige nu. Men hun var i et fint humør, hun havde overskud til selvskab, hvilket hun heller ikke havde haft i lang tid. Måske ville selvskab ligefrem blive godt for hende? Lære nogle nye at kende, og tænke på noget andet. Måske få et forhold til denne ø. For hun følte sig ikke vildt godt tilpas, og slet ikke i nærheden af Foehn. Det var som om at der var nogle der rørte hende hele tiden, hele tiden nogen der holdt øje med hende, og kaldte på hende. Hun slog et vrinsk op, på en måde søgende efter noget muligt selvskab? Hun havde spidsede øre og lyttede til lydene omkring hende.

Long time, no see

word count: 330 | Tag: Geshia

Den brogede hingst bevægede sig rundt i området på Enophis. Han var ikke i nærheden af hans flok, men han syntes stadig at kunne holde nogenlunde øje med hvad der foregik blandt flokkens medlemmer. Han havde i hvert fald oplevet en form for kontakt selvom han ikke var i området. Samme slags kontakt som en han havde oplevet med den alt for tynde hoppe.

Selvom han ikke længere ville lede efter ......hende...... så ville han heller ikke låse sig fast på et sted. Han vandrede i stedet rundt som et hvileløst spøgelse, bare ikke gennemsigtig. Men i hans egne tanker. Hvad han skulle foretage sig nu hvor han ikke længere kunne tillade sig at søge konstant vidste han ikke. Han havde ikke så forfærdelig mange venner - bekendte måske men ikke rigtige venner. Ingen kendte ham så godt som de lige gik og troede. Det var ikke fordi han ikke ville have venner, men han fandt det svært at have kontakt med andre når han ikke vidste hvor de opholdt sig. Andromeda var jo et stort land, og med 5 forskellige øer hvis ikke flere der måske ikke var opdaget, hvordan skulle han så vide helt præcist hvor de befandt sig?

Et vrinsk hev den brogede Brêgo ud af hans tanker og fik ham til at spidse ørerne. Det lød feminint og vel på en måde også søgende, og det var nok det der havde vækket den brogede hingst. Han trak hovedet op og lyttede i lidt for at se om nogen svarede det - for at se om det måske lød igen, eller for at se om det endnu en gang var vinden der spillede ham et puds, selvom den langt fra var lige så drilsk på det sted, som den var på den tilsandede ø, hvor den rigtig kunne tage fat. Da det ikke lød til at komme flere vrinsk, hverken fra hoppen eller andre, sendte han selv et søgende hvin afsted. Et lille håb var blevet vækket.

Den mangebrogede hoppe vippede med ørene. Der gik noget tid før at der var nogle der svarede hende. Faktisk var hun lige ved at opgive håbet om at her var nogle i nærheden. Men pludselig lød et hvin. Hvinet var søgende, ligesom hendes eget. Mon det var til hende? Hun vippede lidt med ørene og ventede tålmodigt, men svarede så hvinet igen, med et hvin. Hun satte i en elegant trav hen mod lyden. Hun så søgende rundt med de grønne øjne og hendes øre var fremme. Hoppen var glad for at have fundet noget muligt selvskab, men det var dog stadig tydeligt at hun stadig var træt efter al det hun havde været i gennem. Hun søgte stadig det trygge, og havde endnu ikke fundet det, og det var nok også endnu en grund til at hun var træt. Man blev på en mærkelig måde træt af ikke at være tryg, også meget psykisk. Hendes grønne øjne var matte. Men hun ville gerne have selvskab. Prøve at få venner. Hendes ben bevægede sig hurtigt under hendes lette krop, det lignede nærmest at hun ikke rørte jorden, fordi at hun samtidig havde så meget fjeder i hendes gang.
Der gik ikke ret lang tid før at der kom en broget hest til syne. Hun kunne se silhuetten, og hesten blev større og større. Til sidst kunne hun konkludere at silhuetten var en hingst. En stor hingst, en muskuløs hingst. Han så godt ud, på den måde ment at han var i en fin stand. Han virkede til at havde det godt? I hvert fald på det ydre, hvor han ikke var tynd ligesom hende. Et smil lå omkring hendes mule. Hun stoppede i en respektabel afstand fra hingsten. Hun brød sig selv ikke om nærkontakt fra nogen hun ikke kendte, og derfor stoppede hun også de par meter fra hingsten. "Goddag" sagde hun med den fine og feminine stemme, men der var en snert af hæshed over den, som tegn på at den nok ikke var blevet brugt i noget tid. Og samtidig med at her var koldt. Hendes krop rystede og ganske let. Men hun lagde ikke selv så meget mærke til det, da hun snart var ved at være van til at fryse hele tiden. På mange måder kunne hun godt virke en smule skrøbelig, som hun så ud nu. Men når hun var i sin fine form, så var hun bestemt ikke skrøbelig! Der fik hun araberens stærke psyke og sind.

Long time, no see

word count: 261 | Tag: Geshia

Det var en hoppe der kom til syne. En broget hoppe endda, men ikke hans brogede hoppe. Skuffelsen skyllede ind over ham og fik de plyssede øre til at vælte ud til siderne og give ham et lidt nedtrykt udtryk. Det var selvfølgelig ikke hoppens skyld. Han havde heller ikke tænkt sig at afslå selskabet og bare gå sin vej igen fordi det ikke havde været ..... hende ..... men han ville stadig ikke kunne klistre den krakelerede facade sammen hurtigt nok til at skjule den sorg der plagede ham. Den sorg der havde plaget ham i et års tid. Et år fordi han sidst så hende da jorden endnu var kold, inden den blev varm. Sidste vinter. Og han var ikke engang sikker på han rent faktisk havde set ham der. Det kunne være noget han havde drømt. Der var ikke engang nogen der kunne overbevise ham om at hun måske havde været der.

Den brogede hingst brummede hilsende som svar på hoppens 'goddag' men var ikke selv den der havde lyst til at komme med den mest muntre hilsen. Det kunne han ikke få sig til endnu. Skuffelsen skulle lige have tid til at lægge sig. De nøddebrune øjne der mere eller mindre havde mistet deres varme glød søgte mod himlen mens et spørgsmål rumsterede i hans hoved. Antheia, hvor er du?

"Sikke et koldt vejr, hva?"

var det eneste han lige kunne få frem til at starte med. Et dumt spørgsmål var han sikker på, men om ikke andet det eneste han lige kunne komme i tanke om.