I see fire [Caedis]

Myth havde opholdt sig på Enophis i længe efterhånden. Hun havde ikke ville byde hendes datter overfarte til nogle af det andre øer i denne kulde, faktisk så havde hun det også ganske udemærket her og havde ikke travlt med at komme væk. Den sorte hoppe var søgt ud på engen en tidlig morgen, hvor det var nogenlunde mildt i vejret og hun ville kunne opholde sig lidt længere på de åbne arealer end ellers. På slæb havde hun Euphoria som holdt sig tæt på sin moder og var i færd med at slubre et solidt morgenmåltid i sig. Myth havde ligeledes hovedet begravet i det sparsomme lag af græs, men var stadig opmærksom på sine omgivelser og så derfor op i ny og næ og studerede nøje området for eventuelle trusler. Hun fnyste kort af en hare der havde forvildet sig for tæt på hendes og datteren og den løb hurtigt sin vej igen. Hun undslap et kort suk og rystede en anelse på hovedet, inden hun puffede til Euphoria. Det kunne godt blive en anelse kedelig at være selv.

Med flammerne i sit kølevand, og solens kærtegn i sit følge, begav blodshingsten sig ud i det kendte, og dog fremmede land. Med tø-vejret over øen, var den næsten ikke tila t kende igen, fra det frosne paradis den havde været engang, for ganske kort tid siden. Hans brune øjne bar dog stadig efterårrets rødlige orange nuancer, på trods af forårets snare kommen, og ilden i hans indre synes ikke det mindste slukket, på trods af megen kulde. Dog havde han groet sig en solid vinterpels, der ganskevist gjorde hans røde skind en anelse mere... neutra i skæret, og farvede det en mørkere, mere blodig farve. Manen med de lysere, flammegyldne spidser, lod dog stadig ingen tvivl om hvem han var, og de mordaxpåsatte sko, borede sig trofast ned i den halvfrosne muld. Vejret, naturen, elementerne kunne te sig som de ville; Det generede ham ikke, havde aldrig generet ham. For hans indre flammer, var varme nok til at holde ham igang i de koldeste nætter, og så varm, at udefrkommende hede synes helt... Køligt. Den svage raslen, der altid ledsog flammeprinsen, var det eneste tegn på hans komme. For han var stille denne dag, hvorfor kunne man altid spørge sig selv om, og hans hovslag var næppe hørlige på det mudrede underlag. Men dog efterlod han det karakteristiske spor af sin kommen og gåen; De fine mordaxprægede hovaftryk.
Han var ikke på vej noget sted hen, og havde egentligt intet i sinde. Denne morgen tilbragte han i stedet i tankerne, imens han overvejede det tilbud dæmonen havde tilbudt ham. Der måtte være en hag ved det, for en blomst kunne ikke være alt han skulle ofre, for at få ildens gave igen, kunne det? Måske denne... Blomst var beskyttet af noget farligt? Han undrede sig, men forstod ej budskabet bag det, ej heller hvor han skulle søge. Blot at han skulle finde den før eller siden.

En ny duft ramte den sorte hoppes hvide næsebor og hun løftede hovedet og inhalerede duften at pure maskulinitet. Hun vidste godt hvem denne duft tilhørte og hun drejede hovedet i retning af ham. Hun puffede dog kort til Euphoria inden da. De mælkehvide øjne fæstnede sig på den røde skikkelse der nærmede sig. Han var dog ikke så glinsende rød som han normalt var for vinterpelsen havde neutraliseret den røde farve i sådan en grad at han fik en mere blodig tone i denne. Hun vippede let med ørerne og hvælvede kort i halsen. Selv var der ikke sket meget ved hende, for der lå kun et svagt lag vinterpels over den slanke krop. Hendes gnister holdt hende varm når hun havde brug for det og derfor havde hun ej sat megen vinterpels. Til trod for det ikke var længe siden hun havde folet bar hun ingen præg af det. Hun var let bygget, dog uden at være decideret spinkel i det. En feminin brummen lød fra hoppen i det hingsten kom tæt nok på til at han ville kunne høre den. Hun var dog ej sikker på hvorvidt Euphoria var helt sikker i denne situation, men en ting var sikkert: Myth ville kunne forsvare hende selv og sit afkom uden problemer, så hun havde derfor valgt at invitere ildhingsten over.

Euphoria så undrende på sin mor da hun puffede til hende, inden hun selv fik øje på den enorme hingst. Hun fulgte derfor sin moders anvisning og skridtede om på den anden side af hende, hvor hun dog nysgerrigt tittede sit hoved frem under hendes moders mave. Hun kendte ikke noget til hendes moders bekendtskaber, men fulgte blot de anvisninger hun blev givet uden så meget brok. Hun var trods alt ikke ret gammelt. Den fremmede duftede anderledes end de andre hun havde mødt. Det var en duft der fik Euphoria til at se op på sin moder endnu engang, men der kom ingen reaktion derfra og hun valgte derfor at beskue den fremmede som stadigt kom nærmere.

Da landskabet åbnede sig op, bemærkede flammehingsten ganske vist to individer i sin nærhed, men han tog sig ikke megen tid til at stoppe op og gruble over disse. I stdet fortsatte han sin langsommelige, tænksomme vandren, og lod sig først kalde til virkeligheden, da en brummen manede hans opmærksomhed. Sort, hvid, nat og lynild. Midnattens myte, den tordenfulde danser, han før havde mødt, og udfordret. Hun var en ganske udholden en af slagsen, huskede han. Og dog, det var længe siden deres veje sidst havde krydset, og denne dag, stod en lille, spinkelt benet skabning ved hendes side; Et føl, af ganske speciel farve. Den store hingst stoppede, hævedet hovedet, og sendte et iltert fnys i hoppernes retning, før han med en dæmpet, maskulin brummen, søgte i deres retning. Hans gang var en blanding af skridt, og en langsom, samlet trav. Halsen hvælvet, så musklerne var tydelige, selv under vinterpelsen, og manen bølgede taktfast, dansede levende, under hver af den mægtiges bevægelser. Og da stoppede, han, i en afstand han fandt tilpas fra de to.
"Midnats myte... Godmorgen."
Hans stemme buldrede, stærk, dominerende, og ufatteligt smuk og behagelig, som altid. Styrken var tydelig i den, og flammernes ulmen, var ganske følbare, selv i den mindste nuance. Han lod hende vide, at hendes navn var husket, men ej mere. I stedet faldt det brændende blik, på det lille hoppeføl, der nysgerrigt tittede frem bag den iltre, hvide man. Hvilken mærkværdig jordfarve hun bar. Selv foretrak han de kraftige rødlige nuancer; Eller nattens sorte skær. Men jordfarver var vist noget folkene her på denne ø, brød sig om. Et fnys forlod igen den mørke grå mule, før blikket rettedes imod moderens hvidlige øjne, afmålene, blot en mild styrketest, for at se, om hun stadig besad samme vilje som han huskede.

Hun var ej urolig for om Caedis ønskede at gøre nogen af dem fortræd. Hun stod blot og afventede at han kom tæt nok på så de kunne indlede hvad end der nu kunne indledes. De hvide øjne betragtede ham nøje og lod blot hver enkelt detalje blive vendt i hovedet. Hans muskler fremstod tydeligt under vinterpelsen og han lod til at være sig selv og præcis som hun huskede ham. De mandelformede ører blev rettet frem og hun rettede nu opmærksomheden mod hingstens øjne i det han så ned på Euphoria. Blikket var næsten gennemborende, men blot normalt for en moder som passede på sit afkom. Hans maskuline brummen fik hende per automatik til at besvare med en feminin en af slagsen, inden hun hvælvede let i halsen ved lyden af hans stemme.

" Vær hilset, Ildhingst "

Lød ordene fra hendes stemme. Den var intens, men samtidigt også ganske nede på jorden. Hans blik faldt igen på Euphoria og det fik Myth til at puste sig en anelse op, dog ikke på en typisk hingstemåde, men et par svirp med halen og et kast med hovedet i det hun selv trippede sidelæns mod hingsten, fyrrigt. Hans blik ramte hendes og hun stirrede blot tilbage med samme ilterhed og intensitet, inden hun fnyste med en hoppet undertone. Der var ingen tvivl om at hoppen bar samme vilje, og måske endnu mere med et afkom ved hendes side. Selvom hun faktisk havde været i vrag under hele graviditeten.

Euphoria forholdt sig stille og så blot med ærefrygt på den store hingst. Hun var for lille til at spille op ligesom hendes moder kunne gøre. Hun gjorde klogt i at holde sig bag hende som hun var blevet beordret til. Hun vippede med de små ører og blev stående da hendes mor trippede mod hingsten. Hun skulle ikke nærmere lige foreløbigt. I stedet stod hun blot stille og betragtede dem begge med sine ravfarvede øjne, selvom hun ikke forstod meget at det der foregik.

Åh ja, det var den hoppe han havde mødt, og danset med. Og ligeledes virkede hun mere ilter end før, mere elktrisk, som truede hun med at fare direkte i hovedet på ham, hvis han så meget som blottede en tand. Hingsten lo dæmpet, en latter, der bar sin helt egen charme, og samtidig var ganske hypnotiserende at lytte til. Han forstod sig på karisma, så meget var sandt. Derpå slog han kort med hovedet, kastede den bølgende man igennem morgnens fugtige luft, og sænkede hovedet let, halvt en hilsen til det lille føl, mere ærbødigt end han hilste voksne heste, og til dels for at berolige den iltre mor en anelse. Stadig med den brummende latter rungende i stemmen, talte han igen, henvendt til dem begge:
"Fat ikke mine hensigter ilde, Umbra*, jeg har ingen hensigt om at skade en moder, eller hendes afkom."
Tværtimod. Han havde været leder af en flok, og far til flere, end selv menneskene kunne tælle til, beskyttet dem, og våget over dem. Han var en faderfigur, af den type, der intet gjorde ungheste, så længe de intet gjorde ham. Specielt føl havde han et svagt punkt over for, svage væsner, uskyldige, Zotz kommende børn... Selvom... Det ikke virkede til at denne unge var en af hans faders, eller ville komme under hans faders vinger. Hoppen bar trods alt en anden overbevisning end han.

* Umbra betyder Skygge, mørke og spøgelse. En hentydning til Mylles mørke skind, og ikke mindst dystre sind i netop dette moment xD

De mælkehvide øjne havde stift fæstnet sig på ildhingsten og hvert et lille muskeltræk blev grundigt observeret, blot i tilfælde af han pludselig skulle fare i flæsket på hendes datter. Hans latter fik det kort til at slå gnister som dansede over ryggen på hendes, men lagde sig hurtigt igen da hingsten talte. Hoppen løftede først hovedet en anelse skeptisk, men lod så til at slappe en smugle mere af. Han virkede ganske reel i sin tale og hans gestus mod Euphoria var heller ikke til at overse. Hun stod kort og overvejede situationen inden hun gjorde et let kast med det fine hoved så den hvide man dansede over den slanke hals. Hun trådte et par skridt frem til hingsten for at vise ham at han var gået igennem nåleøjet. De hvide øjne hvilede kort i hans, intenst, inden hun strakte mulen mod hans hals. Hun pustede og indhalerede skrifte vist for at få færten af ham. Det var en stærk duft af ren og skær testosteron og hun kunne næsten fornemme hvordan ilden brændte under det røde hårlag. Selvom Myth kunne overmatche ham så var det ikke noget hun lagde vægt i, for selve Ildhingsten var i sig selv noget som hoppen brød sig ganske godt om. Hun slog et kort slag med den hvide hale og lod den hvide mule berøre hans skulder, mens hun overvejende mimrede med mulen, inden hun konkluderede at det måtte briste eller bære, og hun trak et skridt til siden, så hun stod ganske tæt op af den røde ildhingst og lod mulen søge længere op mod ryggen af ham, inden hun med et par blide nap startede langsomt ud med at soignere det røde pelslag.

Det unge føl forholdt sig skeptisk til den store hingst ligesom hendes mor og holdt sig stadig på afstand, også selvom hendes moder begyndte at slappe mere af, for Euphoria var ej sikker på om hun havde sagt hel god for ham endnu. Han sendte hende en gestus og hun strakte nænsomt mulen mod hans og pustede tøvende på den, ganske forsigtigt, inden hun begyndte at smaske højlydt og trak sig et skridt bagud. Så skete der pludseligt at hendes moder bare sådan gik hen til ham. Euphoria løftede hovedet og kaldte efter sin moder, der dog blank ignorerede hende. Hun stod i et kort stykke tid og trippede lidt fra side til side, inden hun sneg sig om på den anden side af hendes mor og betragtede atter den store hingst fra under hendes mave.

Hingsten udlod en maskulin brummen, da den tvefarvede hoppe trådte nærmere, og flirtende, lokkende, snoede sig om ham, og kærlig nussede hans skulder. Hendes blik havde ikke viget - så meget var klart. Altså var det selv samme hoppe, omend en anelse emre sårbar, en anelse mere hidsig, og måske en hel del farligere, grundet den lille, der vimsede omkring de spinkelt byggede ben. Et fnys forlod hingstens mule, og han lod den mørke, blodfarvede, hale løfte let, før han gengældte den søgende hensigt, og strøg sin mule hen over ryggen på den hidsige skabning. Han kunne fornæmme den statiske elekticitet i den korte pels, der dækkede hoppens følsomme skind, og derfor forlod flere varme luftstrømme hans mule, med retningen imod den mørkt spættede pels, dels for at undersøge hvorvidt det blot var en forestilling, dels blot for morskabens skyld.
Det lille føl, der svansede rundt om hoppens ben, og mistænksomt betragtede ham, sendte han et lokkende smil, til dels dominerende, men det var blot en undertone i hingstens livs symfoni. Derpå lod han igen opmærksomheden tildele den elektriske hoppe, og udlod endnu en fnysen, over den klæbende følelse, hendes pels havde. Og dog veg den fra hans mule... Elektricitet... Om han forstod sig på det? Ikke det mindste. Ilden var hans element, ikke lynet, ikke strømmen.

Hun fnyste kort da hans mule strøg over hendes ryg, men lod ham ikke få et rap over mulen, for han var blevet inviteret og derfor var berøring velkommen. Hun følte sig ikke overfuset af den store ildhingst, og derfor kunne hun med rolige bevægelse stryge hendes mule en anelse undersøgende op ad hans skulder. Små fnys forlod hendes mule i det hun indhalerede hans duft, så rå og maskulin at hun tydeligt kunne føle at dette var en hingst der var vant til at være den højest rangerende. Hun trådte et skridt til siden og dansede let en runde omkring ham, inden hun atter fandt ro og hvælvede yndefuldt i den slanke hals og gjorde et svirp med halen. Det intense blik hvilede nu atter i hans og hun trådte igen tæt op af ham, inden hun genfandt sin plads fra før og begyndte med at soignere hingsten endnu engang. Dog kunne hun ikke lade være med at lade den hvide mule stryge på opdagelse over hingsten røde skin, blot at naturlig nysgerrighed. Hun gjorde endnu et svirp med halen og et lille kast med det velformede hoved inden hun genoptog sin soignering af ildhingsten. Hun fandt ham ganske behagelig at være i selskab med til trods for han måske havde udvist nogen voldsomt form for omsorg og varme udover det der kom fra hans indre ild. Men noget over hans autoritet gjorde at hoppen følte sig ganske rolig hos ham, hvilket også var hvorfor han endnu ikke var blevet grillet. Det var en flot gestus i sig selv.

Hingsten lokkende og næsten dominerende smil, fik Euphoria til at bakke et skridt samtidigt med hun nu højlydt smaskede af ham. Sådan stod hun i længe indtil hendes mor pludselig skulle til at danse omkring ham. Hun flyttede sig ikke, og i alt forvirringen bumbede hun bagdelen ind i den røde hingsts forben da hun i et forsøg på at nå sin moder ikke havde fået orienteret sig ordenligt. Det fik blot sat gang i en yderligere smasken, inden hendes moder endelig genfandt sin position og hun kunne fare ind under maven på hendes, men samtidigt titte en anelse nysgerrigt ud i ny og næ. De ravfarvede øjne spottede nu noget på hingsten forben, som gav genspil i hendes nu store øjne. Hingsten guldringe, som hun nu stirrede yderst betaget på.

Hingsten løftede en forhov, og borede den dybt ned i jorden, lod mordaxne, der var påsat undersiden, flå undergrunden op, da den tofarvede dansede legende fra hans side, og med et iltert fnys fulgte han hende med blikket, dansede et skridt i hendes retning, og faldt igen så meget til ro, at han var stillestående, da hun kom nær ham igen, og med en moders grundighed igen genoptog sine kærtegn. Ganskevist var han autoritær, og for mange en behagelig figurat overlade styringen til, men hans hidsighed gik ganske dybt, og han tillod sjældent at hoppen uden videre forlod ham på den vis, når hun nu engang var gået igang med at forsøge at berolige hans flammer - eller måske det modsatte; puste ilden igang. Det lille føl var han dog stadig opmærksom på, og til tider strejfede et øre i hendes retning, blot for en sikkerheds skyld. Den lille skulle næppe blive trampet ned i en af de vilde bevægelser han kunne finde på at foretage sig. Med endnu en dyb brummen lod han derpå tænderne strejfe hoppens side ganske let, og satte derefter demonstrerende tænderne i siden på hende. Et irretsættende nap, mere vane end tanke. Han havde ikke nogen grund til at kaste sin skygge over hende, eller for den sags skyld lægge op til kamp. Menn ilden brændte voldsommere, og voldsommere. Heden bredte sig ud i de guldskoede ben, og på trods af hans gentagede fnys, forlod ilden ikke kroppen, og måtte i stedet ud anden vej; Energi. Enten måtte denne hoppe finde en anden måde at tæmme flammerne, eller begive sig ud i noget mere energisk. For han var allerede på randen, fyldt af de glødende, sitrende energier.

Hingsten besad stadig den samme energi som før og det var til at mærke, men han synes at holde øje med hendes datter trods alt. Myth mærkede hans tænder mod hendes skin og sendte kort ét særligt blik til Euphoria som straks trak sig væk fra sin moder. Et fnys kom fra hoppen og hun huggede med et ud efter hans strube med et hysterisk hyl, og smældende forben mod hans bringe, og et væld af gnister dansede over hele hendes krop og slangede sig om hendes slanke ben. De ville brænde sig ind i huden, hvis de fik lov. Han var advaret nu. Hun lod sig ikke kue af hans autoritet selvom hun til tider godt kunne nyde at give kontrollen fra sig, men ikke på sådanne vilkår. HUn fnyste endnu engang og trippede let af den røde hingst og nikkede blot kontant, som et. 'Var din mund'. Selvom hun var hoppe, så udviste hun en smugle dominerende adfærd.