Rystelser [åben]

Den røde hoppe, Noami rystede. Hendes ben rystede for hvert et skridt hun tog, men ej var det nogle udefrakommende ting, der forårsagede dette. Blot udmattelsen og sulten. Hun havde ikke spist længe og der var heller ingen tegn i hendes øjne, som viste, at hun ville gøre det foreløbig. Hendes pels var svedig, som om hun havde løbet, men dette var heller ikke tilfældet. Snart efter sank den røde hoppe i knæ med vidt opspærrede øjne og gav sig så til at klynke. Eller nærmere skrige. Hun skreg sin fortvivelse og sit vanvid ud. De sygelige skrig steg fra den sodrøde hoppe, med en sådan kraft, at det spinkle ydre ikke burde have rummet kræfter dertil. Lige pludselig gav hendes bag.ben også efter og dette udløste blot flere skrig fra hende.

Ondskabens Budbringere

Langsomt sneg Skyggerne sig ned fra vulkanens mund, hvor de havde sovet. Sovet siden sidste gang deres tilstedeværelse havde været krævet, eller noget havde lokket dem frem. Nu lokkede en levende sjæl, med en noget opgivende mine deres interesse, og dermed bugtede den sortlillae Skyggetåge sig ned af vulkanens sider. De mange, de få, alle nærmest svømmede de afsted i en langsom dans, for at søge direkte efter den røde hoppe Noami, hvis sjæl havde fundet vejen til deres domæne. Åh, det var farligt. Hver dag voksede deres kræfter, hver dag voksede deres rækkevidde, og snart ville de kunne nå ud over denne ene usle Ø, som deres hersker var fanget på, hvis alt gik som det skulle.
De sneg sig ind på hende, langsomt og nærmest uhørligt, og først da de var ved hendes hove, gav de sig til hende. En kulde bredte sig fra dem, der kravlede op af hendes krop og bag hende tårnede den store Skyggehingst frem, som Skyggerne så gerne ville vise sig som.

¤Noooooaaaaamiiiiii, du har trådt ind på vores, mit domæne! Sig mig, sig os, hvad søger du heeer?¤

Hvislede stemmen, stemmerne som en, nærmest i kor. Det var som en slanges hvisken, blandet med et uhyggeligt gys af dødens egen aura. Ja, Skyggerne var farlige, og ingen skulle undervurdere dem. Derpå bredte den hule, onde og dybe latter sig, imens Skyggehingstens onde og røde øjne faldt direkte imod den uvidende hoppe.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hvislende tanker, der ikke var en del af skyggehingstens egne, der ikke var en del af han, og dog stadig i sindet, på den forrævne skabning. En rød hoppe, der var i deres nærhed, på hans domæne, hvor de herskede, hvor han herskede. Hvor skyggerne herskede.
Alting var fjernt, men dog fornæmmede den snehvide skyggehingst det, fornæmmede sine brødre,sine søskendes talen, deres begejstring, latter. Natten var endnu ung, og derfor lå der kun én ting i hingstes sind, i hans tanker; Skygger, mørke, en evig nat. Med et dæmpet fnys, satte den smukke skabning sig i bevægelse, og lod sig skride ned af den askeklædte skråning. Hans skind, man og hale, var hvidere, end selv den hvideste sne, og fuldkommen upåvirket af den eller tunge, askefyldte luft. Den bed ikke på ham, satte sig ej i hans skind, for han fjernede den selv, de fjernede den selv.. Skygerne børstede den af ham, som vinden fejede sne af en bakketop. Han var på vej i retningen af sine brødre; i retningen af den faldne røde hoppe, som de så fjernt sang om, lo af, og hånede. Med forh¨bningen om en smule morskab, itl at farve den ellers ensformige nat.

Ligepludselig vidste hun at nogle nærmede sig. De slanke øre blev lagt i nakken og hun holdte inde med at skrige. Hun så i en retning, hvor hun mente lyden kom fra.

"Hvem der?"

Hun stirrede ligeud med sine døde øjne. Sjælen bag dem var død, men ikke død i forsvundet. Den var død, som i ligeglad. Ligeglad med sig selv og verden. Noami havde lukket sin sjæl inde i sig selv og låst døren bag sig. Hvis man havde mødt hende tidligere, ville man ikke kunne se hende i hende. Hendes identitet havde været bygget på minderne fra fortiden og tiden før, men nu åd Andromedas ensformige dage dem. De smuldrede for hendes øjne. Intet af hendes tidligere jeg var tilbage. Kun de sørgelige rester af hende.
En sort hingst dukkede op foran hende, men hun reagerede nærmest ikke på den, selvom det var det mest unaturlige hun havde set i månedsvis. Hun registrede den blot, inden hun lod mulen ligge på græsset. Hun lyttede dog, men det eneste minitegn på dette, var at de røde øre spidsede en smule.. i enderne.

"lad være... mening"

Den skulle ikke kalde hende Noami... hun var ikke Noami. Hun kendte ingen Noami. Noami var et navn, men det var ikke hendes. Hun lukkede let øjnene, da hun hørte en ny hest komme. Hun gad ikke se på dem mere.

Ondskabens Budbringere

Noget ganske sælsomt skete foran de mange, de få, den ene Skygge. Altid bar deres tilstedeværelse frygt med sig, som de kunne nære sig af. Her var der intet, ud over en nærmest ligegyldig ting. Et hylster måske, hvis ejermand havde forladt det. Skyggehingsten udstødte et fnys, så skygger væltede fra hans næsebor, inden han med direkte, truende og ondskabsfuld røst lod sin stemme trænge ind i hovedet på den røde Noami, så kun hun kunne høre hvad der blev sagt. Dette var et kneb, som Skyggerne havde og som de sjældent brugte, for normalt var det nok bare at tale i det åbne; men ikke her. Og ligeså var det en evne som de var ganske tilfredse med, så at sige. Og vanvittigt ærgerlige over at det misfoster de havde kreeret havde arvet.
Med isnende stemme lød der nu ord, inde i hovedet på den røde hoppe. Kun tilegnet til hende.

¤Noami, du kan ikke bede en hersker gøre noget. Aldrig vil du kunne give en ordre der vil blive overholdt, hoppe¤

Lød det direkte truende. Der skulle ikke mange fejtrin til, før Skyggerne ganske enkelt ville gøre hende til det næste måltid. Der måtte være noget frygt der kunne vækkes ved pinsler, som de kunne nære sig af, og ellers måtte de simpelt nøjes med blodet. Skyggerne bredte sig snart fra den sorte Skyggehingst og lagde sig tæt omkring den røde hoppe, og begyndte at påføre hende denne smertende kulde, som ingen ville kunne modstå.
Derpå så Skyggehingsten imod deres første broder, Fuyu. Han havde klaret den over alt forventning, og var en svoren broder til Skyggernes pagt; og en tanke strejfede nu Skyggehingsten. Måske Fuyu skulle have lov at komme af med nogle aggressioner, hvis hoppen da ikke kom på bedre tanker snart.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den røde, døde hoppe, der lå for foden af hans brødre, under hans brødre, forekom hingsten ganske usmagelig, og han hævede derpå hovede for at se ned på skabningen. Mange havde han mødt, usle sjæle, blændende sjæle, grimmesjæle, men aldrig havde han mødt en sjæleløs. Denne hoppe synes at være på grænsen, på nippet til at bortkaste meningen i sit liv, sin eksistens. En ting der ikke ligefrem forekom tiltrækkende for skyggehingsten. Og dog, et hylster, og en hoppe af alle, kunne have sit brug... Han mindedes at være blevet skænket en opgave, af selv samme skabninger, der nu snoede sig omkring hoppen, påførte hende ting, der forekom skyggeræven ganske besynderlige, facinerede. Ordene genlød i hans tanker, som udtalt fra hans egen mund, og han følte hvorledes deres berøring alene påførte hoppen smerte, deres fryd, og irritation over dennes tilstand. Køn, det var den livløse dukke, og havde hun været en anelse mere sprælsk, havde han med glædet knust hende under sine skyggebrfængte hove. Et hidsigt hvin forlod hingstens strube, og han lod den gyldne hov slå kraftigt imod jorden. En understregning af hans brødres, deres, hans ord. Han ønskede ikke at lege med en død skabning, men det kunne vise sig nyttigt, og ville på sin vis ikke gerenere ham... på nogen vis...

Hun reagerede ikke på de fremmede, selvom hun tydeligt fornemmede dem. Et lettere ironisk smil lagde sig om hendes læber, da de igen nævnte hendes navn - denne gang med en mere dybdegående stemme. Som var den inde i hendes hoved, som hendes egne tanker selv var det.

"Jeg kan høre du lytter uden at lytte"

Sagde hun med en spag stemme. Ordene var valgt udfra en del kampgejst, men denne var svær at få øje på i den let rystende stemme. Kun de isblå øjne havde vundet sig lidt af denne ild, som hendes stemme ikke kunne komme ud med.

Skyggerne, som den sorte hingst var lavet af, ændrede sine bevægelser. Gled væk fra sin ejer mand, mod hende. Som var hver eneste deres egen skabning med egne tanker, føelser. Ligepludselig faldt noget hende ind. Som sjæle. Det var som om de sorte skabninger havde sjæle. En masse af individer styret af den sorte skabning. Eller styrede skyggerne egentligt den sorte skabning?

Ligepludselig kunne hun mærke dem. Først en kulde. Ikke så meget en smerte, men mest af alt kulden fra et område, hvor solen alt for længe havde måttet give op. Mere koldt end i skyggen.
Og så begyndte smerten, som en ild. En ild af is. Eller måske strøm? De leverøde skind trak sig sammen hver gang det blev berørt af de kolde væsener og smerten var tydelig i hendes blik. Det syntes næsten panisk og alligevel rørte hun sig ikke. Stadig rystede hendes krop, men nu ikke på grund af sin indre smerte. Nu var det på grund af skyggernes ild. En sitren gik over hendes læber, som ville hun tale, men ord kom der ingen af.