Der er gået "Alice in wonderland" i mit liv...

Strange...

Tankerne fløj rundt i den mørkerøde hingsts hoved. Han havde stået og stirret ned i søen i ualmindelig lang tid, for at forstå, hvordan han var kommet her til. Han rystede let på det tunge hoved, så de krøllede lokker faldt ned i øjnene på ham, og strejfede søens blanke overflade. Han studerede sine egne karaktertræk. De røde lokker, de lange smalle hoved og de ravgyldne øjne, som havde set bedre ud på en ørn. Han kunne stadigvæk ikke begribe, hvordan han kom hertil. Han vidste ikke engang hvor hertil var, hvis han skulle være helt ærlig for sig selv. Træerne omkring ham var store, lyse egetræer, eller i hvert fald noget der mindede om. Han havde gået så lang tid blandt graner, at han helt havde glemt, hvordan andre typer træer så ud. Tænk at tiden og vanen kan få en til at glemme noget så indlysende...
"Hvor er jeg mon?" tænkte han, og så sig omkring. Noget bevægede sig inde mellem træerne, og det noget fangede hans opmærksomhed. Han kunne ikke rigtig se, hvem eller hvad det var, men det ville han tids nok finde ud af. Det var han sikker på. Vinden hviskede stille, da den strøg forbi ham, imens den trak let i de røde krøller, som for at få ham til at dreje hovedet. Mystisk...

Sneen lå stadig i mindre tyngder omkring her i skoven, alt imens at de mange andre tegn i landet så småt gjorde tegn til forår. Fuglende i trætoppende var langt mere flyvske og vågne, syngende og reddebyggende. Der var meget mere liv i skovende som her, men snart også lettere tilgængelighed til føde. Den muskuløse brogede hingst bar sig af sted, i en rank og anspændt holdning. Med en højtstillet hals, med det lodretholdte hoved derpå. Tilbagevendte øre og en samlet gang, med præciserende skridt. For mange ville Djange nok udstråle en truende eller direkte farlig adfærd, især med de krystalblå øjne der evigt bar det kolde og tomme blik i sig.

Det var hurtigt den brogede spottede noget mellem træerne, en skikkelse han ikke kunne sammenligene med nogen anden han havde truffet i de mange år han havde begivet sig i landet her. Han stoppede halvt op, før han fortsatte, med det mål at opsøge denne skikkelse. Fennikel, som den intense duft den rodplante har, duftede denne fremmed mest af alt som, hvilket konkluderede at denne sjæl måtte komme udefra. Djange kneb lettere missende de krystalblå øjne sammen, så han mest af alt så meget anseende imod denne fremmede, som han snoede sig om et par træer og nu stod godt og vel en fire-fem hestelængder fra denne fremmede, i en samlet parade. Mest af alt kunne Djange nok have set ret så truende ud, i sin ankomst.

First this strange world, now a stranger?..

Den røde hingst slog lettere pirret med hovedet, da nogle små ”vandnymfer” fløj rundt om hans hoved, og drillede ham med deres vingers flaksen og fjollede krumspring i luften. Han fnøs irriteret, hvilket sendte de fleste af de små væsner på en flyvetur ud over søen. De standsede ude på midten af søen, og fløj så – nærmest forskrækket – ind til bredden igen. Hingsten lagde hovedet let på skrå, forvirret over væsnernes reaktion.
”Hvad er de bange for derude på søen? Hvad mon skræmte dem?” tænkte han forvirret, og rettede sig lidt op så holdningen blev mere rank og vedholden. Et par skridt frem af, og han trådte vande. Kanten var nået, og lidt vand skvulpede ind over de mørke hove. Følelsen var underlig, men alligevel velkendt. Han trådte et enkelt skridt tilbage, og noget koldt strejfede hans koder. Det hvide stads – også kendt som sne – sad fast i det halvlange blod røde hovskæg. Følelsen fik ham til at dreje hovedet tids nok til at opdage den brogede hingst der, med truende holdning, bevægede sig ned mod søen, mod ham. Han svang med en pisklignende lyd halen fra side til side med øjnene fæstnet på den fremmede, som han snart ville møde...

Søen foran denne mørkerøde hingst, der ellers endnu ikke så ud til at have registreret Djanges ankomst, stod han nu og vågede en anelse over, før den så ud til at opdage hans tilstedeværelse. Der lød piskende smæld igennem luften, da hingstens mørke hale svirpede et par gange bag ham. Den muskuløse brogede hingst missede straks de kolde og tomme krystalblå øjne en anelse anseende, mens han forblev stående af den afstand der nu var imellem de to individer. Hans øjne søgte efter hingstens, men den mørkerøde pandelok de så vidt dækkede over det øverste af hingstens ansigt, gjorde det svært at se direkte. Alligevel fæstnede Djange det kolde og tomme blik, direkte på hvor han fornemmede at den fremmede hingsts øjne sad.

”Værhilset Hr.”
Hæs og intens brød Djanges stemme den stilhed der snart ville begynde, med de evigt tonløse ord. De ord, hvis tone ikke var til at beskrive humøret overhoved. Vred, truende, advarende, imødekommende, bekymrende, varmt. Der var ingen mulighed for at bedømme dette, og selv ikke Djange vidste hvad der lå bag disse ord. Men respektfuldt og hilsende, sås da et nik fra ham til den fremmede. Dog yderst mekanisk og stift, i den ranke og anspændte holdning han endnu bar, alt imens øjnene atter blot stirrede imod den fremmede, uden at være sammen missede mere.

Mister? Oh this gonna be a looong night...

”Hr?” sagde han nonchalant og rystede leende på hovedet, imens et sarkastisk smil prydede hans læber. Den fremmedes ord var helt uden betoning, hvilket blot gjorde det endnu mere morsomt. Han havde lovet sig selv at være flink ved den første han mødte, men… men det her var bare for morsomt. Han ville forsøge, men ikke love noget.
”Hr. er måske ikke lige ordet, fister, men skidt pyt” lo den blod røde hingst. Latteren var dog ikke glad, snare spottende. Han betragtede den anden mere intenst, og forsøgte – uden at stille spørgsmål – at finde ud af, hvad den anden var for en. Han så spøjs ud måtte han erkende. En plettet hest havde han ganske vidst aldrig set før. Et let kast med hovedet blotlagde de ravgyldne øjne, så de ikke længere hvilede i skyggen af den krøllede pandelok.
”Men...” mumlede han, og så så direkte på den anden ”Hvem er du så?”.

Hingstens reaktion satte straks alt i gang hos den muskuløse hingst. Det var hurtigt begge øre blev presset hårdt i nakken, alt imens den ranke og anspændte holdning blev dels mere oppustet og faretruende. De krystalblå øjne, så sig kolde og tomme i hingstens ravgyldne, alt imens de blev misset direkte truende sammen. Understregende blev den lyserøde mule derpå også rynket, direkte vredt. Hvad bildte denne fremmede sig i grunden ind?! Det nærmest buldrede og bragede i Djanges krop af ren raseri, da latteren lød og det sarkastiske smil prydede den fremmedes mule. Fister?!.. lige frem! Næsten gnistrende ulmede de ellers kolde og tomme øjne, da hingsten derpå spurgte ind til hvem Djange egentlig var.

”Mit navn er Djange.”
Svarede den hæse og intense stemme, der direkte tonløst lød. Tilmed kynisk og ekstra hæs lød den i samme øjeblik, det var længe siden nogen så ligegyldig og respektløs som denne fremmede, havde fået Djange så hurtigt i det røde felt. Direkte rasende og forarget, var ordende der tilegnede sig Djange lige nu.



[OUT - Slutter hermed denne tråd]