En sansebombe [ Signe ]

Calypso var i vildrede, men lod det ikke vise på det rolige ydre der stolt bar sig frem over det åbne landskab. Halen var vagtsom hævet og hovedet ligeså. Et par fnys forlod hoppen og ved hver indhalering kunne de nye dufte bombardere hende. Der var så mange man skulle tage stilling til, og hvilke var farlige og hvilke var ikke? Lydene var anderledes, eller også var hun blot en smugle paranoid, men her var hun altså, men hun vidste at her var der ikke længere en til at forfølge hende. Nye kunne komme til, men så ville hun være parat og klogere end sidst.  Et fnys slap den blege mule og hun trippede en anelse frem inden hun atter faldt til ro. Hun var alene, helt alene, og hun overvejede om hun burde søge et form for selskab. Selvfølgelig et ordenligt et, et der kunne leve op til hendes forventninger.  Solens sidste stråler spillede deres eget spil over hoppen ildrøde pels, som dog var en anelse mørkere her i vintertiden, men foråret var snart på vej. Hun kunne lugte det, eller betød denne duft noget andet her? Tiden ville vise om hun tog fejl.

Alt imens solens sidste stråler langsomt gled over himlens hvælving, vandrede den gyldne hoppe afsted i ro. Hun havde for nyligt genfundet en ro i sin tilværelse, efter hendes frygt for Skyggerne endnu var blusset op; og selvom hun ikke var i Teylars trygge omgivelser nu, hvor natten stod for døren, frygtede hun ikke de mørke timer. Hun vidste hun til hver en tid ville kunne nå at søge tilbage i sikkerheden, hvis de skulle komme snigende.
Alt imens den gyldne hoppe endnu nød godt af de sidste stråler, som havde tiltaget i energi henover den sidste måneds tid, for alvor afsluttende på vinteren, fangede en skikkelse hendes blik. Lyset havde opdaget det, sekunder før hendes øjne og øjeblikkeligt havde det lyst nærmest hvidt op, som det gjorde ved hver nyankommen sjæl det stødte på. Illana, den gyldne, standsede op og stod et kort øjeblik med blikket hvilende imod denne komplet nye sjæl, inden hun med harmoniske bevægelser satte imod hende. Det glædede hende altid at møde nye sjæle i dette land; bare den viden, at landet blev mere og mere befolket glædede hende ualmindeligt.
Da hun nærmede sig, var det tydeligt at denne fremmede var en hoppe. Fin af bygning og med farver i rød og hvid, i et sirligt mønster som den gyldne ikke havde set før. Hun brummede dæmpet, hilsende imod den fremmede da hun var nær nok og derpå stoppede hun op med et hilsende nik. Dog sagde hun intet endnu, da hun først ville se an, hvordan hun tog hendes tilstedeværelse. Hvor længe hun havde været i landet, vidste hun ikke – og nogle havde ofte reageret ret så voldsomt på at være endt i dette land; hvilket den gyldne sjæl absolut godt kunne forholde sig til.

Til trods for de Krystalblå øjne normalt opfangede de mindste ting overså hun det svage lysglimt, som måske kunne have været anet havde hun blot været mere opmærksom eller mindre stresset. Alle de dufte og indtryk gjorde hende en anelse konfus og desorienteret og det var først da hendes øjne fangede den lyse skikkelse at hun vågnede en anelse op igen.  En hoppe så fin af statur med gyldne lokker og en ting på halsen? Calypso studsede kort over denne udsmykning og så nu i stedet undersøgende på den anden hoppe der kom mod hende og hilste tilmed. De krystalblå øjne var fæsnet på den fremmede og hun trak sig kort et skridt med en hoppet fnysen, inden hun atter stod stille og kom stille den den konklusion at den fremmede var god nok. Hun løftede derfor hovedet og stod nu rank foran den gyldne hoppe. Den blege mule mimrede en anelse spændt inden en lys feminin brummen besvarede hendes.  Skulle man sige noget? Var det sådanne skikke landets heste benyttede? Calypso strakte forsigtigt mulen frem mod hoppen og pustede en anelse i hendes retning. Hun trak dog den blege mule til sig og rømmede sig en smule inden hun genfandt den ranke statur. 

" Vær hilset, fremmede " 

Hilste hun så, med sin lyse små dæmpede stemme. Hun var autoritær, men havde sagt en dæmper på dette da hun endnu ikke kendte så meget til de forskellige i landet og hvordan man skulle opføre sig.  Det havde også været unormalt for hende at møde en omstrejfende hoppe. Calypso skævede kort rundt, men ingen flok eller hingst var at finde og med den slanke bygning kunne hun ej være i fol. Måske det bare var deres skikke.  

Der lå en ganske vågen aura over denne røde hoppe, spækket med hvide strøg fra maven og op; det var tydeligt, at der var tale om en sjæl der opfangede alt omkring hende. Snart efter at Illana havde trådt an og hilst nonverbalt, kom den gråsprængte mule frem, som var karakteristisk for røde heste hende nær. Illana lod selv sin søge en anelse frem, for at gengælde denne pusten imod hende, et signal om at man var venligsindet, inden hun lod begge sine ører rækkes frem.

,,Vær hilset er du selv, nye sjæl. Mit navn er Illana, og jeg vogter Lyset i dette land. Må jeg spørge, hvem jeg har æren af at møde?”

Illana var ikke en autoritær sjæl, der søgte respekt. Hun indgød den ikke, søgte den ikke, og om sjæle gav hende den eller ej, var op til dem. Uanset hvad, så var hun dog en hoppe havde en afslappet og naturlig aura, hvis tilgang til andre sjæle var ganske respektabel. Hun søgte ikke at træde over grænser – aldrig. Derpå lagde hun hovedet let på sned, for at betragte denne hoppe, alt imens at Lyset omkring hendes hals begyndte at gløde mindre hvidt, og mere gult som dets nuance normalt lå i.

Den gyldne hoppe virkede venligsindet og derfor kunne den røde hoppe også slappe mere af og glemme bare en smugle af sine omgivelser. De krystalblå øjne hvilede opmærksomt på hende for at opfange det hun sagde samtidigt med hun gav udtryk for at hun lyttede til hende. Lyset?  Det lys? Hoppens rynkede kort en anelse forvirret på mulen og så nu ned på den halskæde hun bar, hvor netop lyset på denne skiftede nuance. Hun så op på hoppen igen, stadig en anelse uklar over hvad det helt præcist indebar. Vogter af Lyset?  Så det ville sige at der var fare her, siden nogen skulle vogte noget? Calypso så straks omkring sig igen for at se om der lå noget og ulmede et eller andet sted i nærheden af hende, men den røde hoppe vidste ej nok om landet for at kende dets fare. Hun rettede derfor fokus mod den gyldne, Illana. 

" Calypso.   Ikke for at trænge mig på, men hvad er 'Lyset' og hvorfor skal det vogtes? " 

Calypso var ligefrem, nysgerrig, men samtidig også høflig. Hvis hoppen ikke ønskede at fortælle hende det, måtte hun tage til takke med det. Mon ikke hun alligevel fandt ud af det en skønne dag, men det var godt at være forberedt på det værste.  Hun drog et mere roligt fnys og lod endnu engang de krystalblå øjne glide søgende over landskabet.

Efter den præsentation, som den gyldne sjæl havde givet overfor den røde hoppe, hvis nuancer næsten var ligeså dybe og talrige som ildens, lod det til at hun accepterede det selvskab hun var kommet I for alvor. En smule mere afslappet var den røde hoppe nu, og kort efter fik Illana da også navnet på den sjæl hun stod overfor. Calypso. Et navn, der i hendes ører, nærmest lød ligeså magisk som landet her, men dog rummede denne sjæl ingen magi – da ville Lyset have fortalt hende det. Men hun rummede en nysgerrighed. Og netop denne kunne den gyldne hoppe tilfredsstille. Med et smil gav hun sig til at besvare den røde hoppes forespørgsel, med den unikke og milde stemme hun ejede.

,,Calypso, Lyset er mangt og meget. Mest af alt, er det en del af dette land, som jorden er og som himlen er. Og dette lands elementer, må beskyttes – for her lurer Skygger, som søger at ødelægge landets frodighed og mangfoldighed og henlægge det i evig mørke. Derfor må det, som andre dele af landet vogtes af sjæle med hver deres egenskaber. For at sikre, at Skyggerne ikke på én gang kan ødelægge det, som Lysets herre har skabt.”

Hun prustede ganske dæmpet. Med Lysets herre, mente hun ikke en gud, nej. Men den sjæl der havde bragt dem alle hertil. Den sjæl, der stod for at vogte landets balance, holde Lyset fremme og lade de forskellige sjæle beholde deres frie vilje. Aldrig brød han, den evige sjæl ind. Aldrig forstyrrede han det liv der fandtes i landet, om det var godtsindet eller ondsindet. Men han delte ud af sit ansvar, gjorde Andromeda til beboernes land.
Dernæst valgte Illana at vise denne hoppe, hvad Lyset egentlig var. Over dem skabtes denne kugle af Lys, som begyndte at danse, brede sig, samle sig og dernæst kærtegne de to med en ganske mild varme, der ophøjede den kule der langsomt gled over dem, som følger af de svindende solstråler. Et mageløst syn, et evigt imponerende syn.

Den røde hoppe troede næsten ikke sine ører. Hvad var det dog den gyldne hoppe fortalte hende?  Hun foretrak ikke nogen umiddelbar mine udover hun gjorde en anelse store øjne over det hun netop var blevet fortalt. Hun så første mod himlen, inden de krystalblå øjne søgte efter ukendte ting i området. Lys? Skygger? Hvilke Skygger? Hvad kunne de? Spørgsmålene var mange, men hoppen beherskede sig, men for hende lød det ganske foruroligende. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle tage stilling til denne fare, men måtte blot stole på at de vogtere, som den gyldne selv var en del af, udførte deres arbejde så hun ej skulle bekymre sig for meget om det.   Vogtere. Var det en rang? Var de bedre end andre?  Igen hobede spørgsmålene sig gevaldig op inde i hoppens hoved, men hendes stemme forblev tavs, for hun ville ikke trænge sig på som en naiv plag.  Hun måtte ud og undersøge tingene.  Desuden var det også lettere at danne sit eget standpunkt ud fra egne oplevelser.   Hoppen blev revet ud af sine tanker da en kugle med lys nu dansede over dem. I første omgang udstødte hoppen et højlydt forskrækket fnys og både næsebor og øjne var store som tekopper, mens hun næsten skrumpede ned på størrelse med en pony, men den varme fra lyset der så blidt kærtegnede dem begge, fik hende hurtigt beroliget, mageløst. Calypso måtte sande at hun aldrig havde set noget lignende, og havde hun haft en anelse mindre selvkontrol havde hun nok stået måbende og betragtet den.  I stedet så hun nu over på den gyldne hoppe med mere ro i øjnene en før.  

" Så vil jeg forsøge at undgå disse skygger.  Tak. "

Høfligheden måtte ej glemmes. Den gyldne skulle takkes for sine informationer. Ligesom hendes Betaer i tidens løb havde fået, selvom det måske ej var det samme, men gamle vaner var svære at glemme.  Calypso var ej sikker på hvad hendes fremtid kunne indebære i dette land, men hun var vel også kun lige ankommet.

Det var ganske tydeligt at den røde hoppe netop nu så noget, som hun nok aldrig havde set før. Hun reagerede ikke voldsomt, men hun forklarede ganske tydeligt ved kropssprog og lyde, at dette ikke var noget hun var forberedt på. Alt imens den røde hoppe der bar et navn der fascinerede den gyldne sjæl, Calypso, betragtede Lyset så betragtede den gyldne diskret hende. Hvordan hendes farver blendede sammen, hvordan det nærmest slørede aftegn ved hendes bagpart spredte sig. Meget interessant farve.
Snart efter lod de to hopper deres øjne mødes igen, og atter så Illana en form for accept glide over hendes selskabs krop. Hun havde accepteret Lyset, eller måske fået en form for forståelse for hvad det var, som ikke skræmte hende. Hun brummede dæmpet og nikkede bekræftende af de ord hun nu sagde.

,,Det er en god idé, Calypso. De er onde og de søger at tage hvad de kan i deres magt. Men de er ikke den eneste trussel der lurer i landet. En hingst ved navn Rumpelstiltskin, er næsten så ond som Skyggerne. Var dig for ham, for han lokker folk med lovning om at opfylde deres ønsker, men hans priser kan være fatale.”

Derpå tav den gyldne hoppe. Hun vidste at Calypso nok var så ny i landet som man kunne være, og derfor ville hun ikke blot stå og snakke i uendeligheder om de ondskabsfulde ting, der lurede i dette land der var så overvejende godt og trygt. Der var så mange eventyr at udforske her, hvis blot man åbnede sine øjne. Hun rømmede sig kort, inden hun sendte hoppen et smil.

,,Men landet er ikke fyldt med ondskab, Calypso. Landet rummer mangfoldigheder af smukke landskaber og ligeså smukke sjæle der befolker det. Lad mig sige det sådan – landet her, er ikke det jeg er født i. Men det er mit sande hjem”

Derpå nikkede hun afsluttende – hun ville ikke fortælle mere, førend den røde havde reageret på det hun allerede havde sagt. Dog havde hun på fornemmelsen, at netop denne hoppe ville blive et meget interessant selskab.

Opmærksomt vippede de mandelformede ører frem og tilbage, mens hun lyttede til den gyldne hoppes ord, samtidigt analyserede de grundigt ordene og et standpunkt blev alt i mens formet i hoppens hoved. Hun ville holde sig fra disse mørke sjæle.  Hun mimrede svagt med mulen og gjorde et kort og kontant nik for at bekræfte at hun havde forstået hoppens advarsel. De krystalblå øjne søgte atter hendes og et svagt smil tegnede sig på den blege mule. Det ville blive en omvæltning for hende, det var hun ikke i tvivl om, men heldigvis var hun en garvet vandre så mon ikke hun ville nøde at udforske dette land til punkt og prikke.  Når først foråret for alvor gjorde sit indtog ville hun kunne se mere skønhed i landet, end den gyldne hoppe der nu stod foran hende.  Hun fortalte nu selv om landet skønheder og man kunne tydeligt høre at hoppen var glad ved sit nye hjem, og dette beroligede samtidigt den røde hoppe en anelse for det gav en vished om at hun nok skulle finde den rette plads her. Hun gjorde endnu et nik da hoppen afsluttede sine ord og lod igen øjnene glide over landskabet, nu denne gang med mere nysgerrighed i blikket hvor det før havde været årvågenhed. Hun ville bestemt give sig til at vandre. 

" Det vil jeg se frem med spænding til. " 

Lød det så ganske neutralt fra den røde hoppe som dog var en smugle forventningsfuld i forhold til hvem hun mon kunne støde på i dette nye land. Den gyldne tilhørsforhold var nogenlunde kendt, men gadvide med de andre? Calypso vippede med ørerne og sendte et roligt smil til den gyldne hoppe.  Hun var en smugle tilbageholdende i hendes tilnærmelser mod den fremmede, for nye lande bar nye skikke med sig og tænkt nu hvis hendes gestus blev modtaget forkert.

Den gyldne hoppe slog Ganske let med hovedet. Den røde hoppe havde taget de ord til sig, som den gyldne havde fortalt. Hun havde nu hørt, at der både fandtes godt og ondt i landet; hørt, hvad der var hun skulle passe på, så fald hun ønskede en fredelig tilværelse i landet. Hun smilede let, den gyldne hoppe, inden hun med et ganske enkelt prust satte frem i en skridtgang, med et bydende nik til Calypso; hun ville gerne have at hun fulgte hende.

,,Desuden findes der en flok på en af øerne her. Landet består af 5 øer, og for at besøge alle, skal man ikke frygte at blive våd. Den jeg bor på hedder Leventera.”

Derpå lod hun sin hals rettes ud og blikket rettes frem. Denne ø, Enophis havde mange minder efterhånden, og især stod det nyeste klart. Den tur i bjergene hun havde måttet tage med den bjergbrogede Djange hjemsøgte hende stadig. Hun brummede kort for ikke at lade sit sind betænke alt for mange ting og lod i stedet blikket falde tilbage imod den røde hoppe.

,,Calyspo, fortæl mig lidt om dig selv. Hvor kommer du fra?”

Hun var oprigtigt nysgerrig omkring den røde hoppes liv. Det var altid fascinerende når en ny sjæl kom hertil, især fordi de alle lod til at have en ting til fælles. Alle kom de her, fordi deres tidligere liv var gået galt. De var enten forladte, på vejen til døden eller på andre måder fortabt – det var i hvert fald den teori hun havde sammensat, efter at have lyttet til efterhånden mange beretninger om, hvordan en sjæl var kommet hertil. Og hun huskede især sin egen ankomst meget, meget tydeligt. Det mareridt det havde været.

Calypso nikkede da til den gyldne hoppe og fulgte hende nu trofast. Hun stolede på at hoppen ikke ledte hende i fordærv og Calypso anså nu sig selv for at være en der godt kunne læse de fleste.  De mandelformede ører blev vippet frem og tilbage og hun mimrede let med mulen i ren opmærksomhed på de omgivelser de i langsomt tempo passerede. Hver lille detalje blev vendt i hovedet på hoppen og hun ville forhåbenligt også huske dem, dog forglemte hun ej at lytte til hoppen i det hun atter talte.  En flok? Hvilken slags flok?  Calypso så en anelse nysgerrigt på hoppen, men spurgte så ikke yderligere ind til dette. Hun var ikke typen der stillede for meget spørgsmål, for hun var jo trods alt vant til at folk kom til hen med det info hun bad om, og hun følte ikke just at hun blot kunne bede hoppen fortælle hende alt hvad hun ville vide, for hoppen var jo nok trods alt af større status her i landet.  Hun foretrak en ganske neutral mine i det Illana spurgte ind til hendes fortid, som hun var ganske bekvem med faktisk. Hun så nu derfor blot roligt på hende med de krystalblå øjne.  

" Jeg var Alpha i en større flok, indtil denne gik til i sygdom, derefter blev jeg opsnappet af en strejferhingst. Som jeg så senere hen flygtede fra, og på en eller anden måde havnede jeg her. " 

Hoppens ord var ærlige, men gik ikke i yderligere detaljer. Hun fandt det ikke nødvendigt at dvæle i fortiden. Der var ingen angre, end ikke at hun efterlod sit nyfødte føl til at dø.  Det var alt sammen en del af en større enhed. Hun så nu over på den gyldne hoppe endnu engang. 

" Hvad med dem? "  

Spørgsmål bragte somregel altid en gengældende spørgsmål til for den sociale hoppe, som dog var mest vant til at socialisere via kropssprog og soignering.  Hun trak et svagt smil og lod igen blikket glide ud omkring sine omgivelser, mens et øre var vendt opmærksomt mod hoppen og derpå afventede hendes svar. 

Den røde hoppe, spækket med de hvide aftegn fulgte hende snart. Der lå ikke nogen tvivl imellem de to sjæle, om hvor vidt den ene eller anden var et okay selskab eller ej – og det var den gyldne sjæl ganske glad for. Som regel var der så megen skepsis i hjertet hos de fremmede, at de ofte blot valgte at søge modsatte retning. Dog varslede Lyset om hendes hals, at den røde sjæl måske havde mere på hjertet end hun gav udtryk for, især i forbindelse med de ord hun sagde om hendes rejse. Illana spurgte ikke ind til det, det var ikke noget hun gjorde sig i, men vrikkede ørerne frem og nikkede let. Hun havde hørt hendes ord, og med et lille smil sænkede hun farten en anelse; for der blev spurgt ind til hende ligeså. Hun rømmede sig kort; det var meget længe siden hun havde talt om den tid hun havde haft før Andromda og den rejse hun havde måttet tage for at komme hertil. Det var en smertende tid, men glædelig; et kort øjeblik blev hun overvældet af alle de følelser der bulrede frem ved de gamle minder, men hurtigt fik hun styr på sine tanker, og dermed begyndte hun at snakke.

,,Jeg er født i en flok, hvor jeg hverken havde rang eller status. Min moder dog, var en hoppe af høj rang, en hoppe af gylden karakter men med mørke ben og man. Hun svandt hen da jeg var voksen, men endnu ganske ung og jeg fik skylden for hendes forsvinden. Jeg måtte forlade flokken og vandre på mine egne ben, indtil jeg blev mødt af Lyset, som drog mig igennem en uendelig rejse i mørket. Og først da jeg havde været der, i ja det der føltes som uendelig tid, kom jeg til dette land, som jeg værtsætter mere end noget andet.”

Hendes ord var, som den røde hoppes, oprigtige. Og ej heller gik den gyldne hoppe så dybt i detaljerne omkring sit eget liv og rejse, ganske simpelt fordi hun følte der var andre emner som den røde hoppe søgte at berøre. Hun virkede som en nysgerrig sjæl, der måske ofte havde en tendens til at skulle trække så mange informationer ud af en samtale som muligt, i stedet for detaljer, og derfor sparrede den gyldne sjæl på dem. Hun smilede dernæst og øgede tempoet en anelse igen, alt imens hun lod den røde hoppe Calypso tænke over det, som hun lige havde sagt.

Høfligt lyttede Calypso til den lyse hoppes ord og nikkede da. Hun bed ikke så meget mærke i den korte overvældelse som var over Illana, for hun var ej interesseret i at snage for meget. Hun lod i stedet ørerne fyldes med hendes blide stemme som talte oprigtige ord. Hun måtte fortælle hvad hun lystede ligesom Calypso selv havde. Hun gjorde et nik for at vise at hun havde kørt hendes ord, som hun havde fået vendt. Hun var fascineret at dette lys der synes at være landets overhoved, skaber, gud om man ville. Om hun selv en dag ville få æren af at møde det igen, og måske endda mere en ’blot’ en velkomst ville tiden vise. Det var ikke noget den røde hoppe ønskede at stræbe efter, for nu skulle hun først lige finde fodfæstet i dette nye land. Hun havde ikke nogen yderligere bemærkninger til hoppens fortid, ikke noget med at det gjorde hende ondt, for det var naturen, og den gyldne så da ud til at have klaret sig. Hun trak derfor kun et lille smil og puffede roligt til hendes skulder i takt med de stadig bevægede sig fremad i skridt.



” Forhåbenligt vil jeg værdsætte det om end ikke lige så meget som dig en skønne dag ”



Var det Calypso havde at sige, det var ikke fordi hun var kort for hovedet, nej det var venligt ment og også en smule forventningsfuldt. Hun håbede nemlig på at finde sin plads i dette land, som hun nu netop studsede over med sine krystalblå øjne.

De havde nu sat kursen, de to hopper. Ganske fredeligt side om side skridtede de nu, uden mistanker og kvaler imellem dem. Det var længe siden den gyldne hoppe havde gjort sig nogen nye bekendtskaber, og det var da rart at møde endnu en af samme køn, der hverken virkede trist eller indelukket. Illana brummede sagte, mildt som respons på hoppens ord. Hun ville skam finde landet som sit hjem, det var Illana sikker på. Derpå gengældte hun ganske blidt det puf som var blevet hende tildelt af den røde hoppe, med så mange nuancer.

,,Det er jeg sikker på du vil, Calypso. Her er noget for alle, tilegnet alle, så det er bare om at udforske det. Hvordan var det klima du kommer fra?”

Af ren nysgerrighed spurgte hun, for landet her tilbød så mange forskellige egne. Så hvis nu den røde hoppe søgte noget bestemt, var hun sikker på det fandtes i det her land; om det så var ørken, strand, bjerge eller blot frodige egne. Selv kunne Illana ikke se sig mæt af de forunderlige steder der var at finde, om end ét havde printet sig fast i hendes sind. Det ene sted i hele landet, som kun hun kendte til – nemlig der hvor Lysets kilde var.

Calypso var faldet mere til ro i den gyldne hoppes selskab. Hun kunne derfor vandre ved hendes side uden at skæve alt for meget rundt. Hun havde overladt styringen en anelse til den gyldne i det hun ikke helt selv vidste hvor hun befandt sig og om end ikke andet så havde hun brug for at slappe af, bare en smule,for for første gang i længe behøvede hun ikke længere flygte. Et afslappet suk kom fra hoppen, som nu opmærksomt vendte de røde ører med den gyldne som endnu engang talte. Et svagt smil spillede over den lyse mule og hun rømmede sig kort. 

" Lidt bakkelandskab, åbne enge og skove, det kunne være både glo hedt og iskoldt, alt efter om det var vinter eller sommer, men der var altid læ eller skygge at finde.  " 

Calypso huskede godt sygdommen der havde udryddet næsten hele flokken og taget livet af flere af hendes afkom. Lidt gik det hende på, selvom hun vidste at det var naturens gang, men det var vel ikke sjovt at miste sin familie og venner, slet ikke det der skete efterfølgende, som nok var det der i sidste ende trykkede mest af det hele. Calypso lod det dog ikke hindre hende i  at sende hoppen et mildt smil, inden de fortsatte deres vandring. Hun var en hoppe af få ord, men villig til at tale så fremt hun blev spurgt. Hun var ikke helt så god til det med at finde på nye ting at tale om. Hun var blot vant til at uddele ordrer.