Målet snævre ind...

De klirrende hove på det hårde underlag, ville afsløre dem selv på lang afstand. Udover deres hovtrin, var der kun deres åndedrag at høre; mens den kolde luft i denne højde af bjergende, ikke undlod at lave dampskyer stige til vejrs fra de to mule. Den muskuløse hingst gik anspændt, stolt og rankt ved den gyldnes side. De krystalblå tomme og kolde øjne spejdede flaksende og hurtigt omkring, til hver og en krop, side, klippe. Mørket havde lagt sig over landet, og han vidste at skyggerne snart ville vise sig. De var højt oppe, som Herren havde beskrevet at skyggerne ville kunne findes. Djange svor dog alligevel at han havde fornemmet og måske endda fået et glimt af dem andre steder i bjergpasset, mens han i al denne tid havde gjort at for at undgå lige dette område. Han skævede til Illana, mens hans øjne var dybt kolde og tomme, selvom hun af alle nok ville vide hvilken frygt der nok egentlig lå hos ham lige nu. Såvel som der gjorde hos Illana – måske ikke nær så stor, men frygten… var det, bestemt.



[Reserveret til Illana]

Vinden strøg let omkring den gyldne hoppe, mens de på denne forårs dag havde krydset store dele af øen, for at nå til bjergene. Luften var dog koldere nu, i takt med de havde bevæget sig længere og længere op i bjergenes domæner, men den var ikke så kølig at den var ubehagelig.
De gik side om side, alt imens det hårde underlag under dem afgav lyde for hvert skridt de tog. Det var svært at bevæge sig uhørt igennem bjergene, for den nærmest metalliske og alligevel dunkle lyd som deres hove efterlod, forplantede sig igennem bjergenes gange som ekkoer. Den gyldne havde draget sine tanker herom, men der var ingen anden mulighed for at bevæge sig heroppe; og hun kendte ikke til de luner og labyrinter som der ventede dem; hun fulgte blindt Djange uden at sætte tvivl til hans evner til at finde rundt i dette område, som trods alt var hans hjem. Det hjem som han skulle beskytte.
På deres vej havde de endnu ikke stødt på nogen af disse Skygger, men Lyset og Illana fornemmede efterhånden at de var nærmere. Lyset fik en sær bleg glød over sig, og kuldegysninger gled over den gyldne hoppe fra tid til anden. Frygten sad i sandhed yderst i hendes pels nu, hvor de nærmede sig det mål der skulle være skæbnesvangert for dem begge.

Det var bestemt ingen hemmelighed at den brogede virkelig frygtede dette, nu mere end nogensinde før. Nok grundet at oplevelsen omtrent ville blive til virkelighed, inden længe. I selskab med denne gyldne hoppe, der efterhånden stod ham nærmere end han nogensinde havde haft villet håbe på. Lige siden første gang han havde set hende udsmykket med dette lys, havde dette haft en stor faktor af hans opmærksomhed på hende. Han både nød og funderede stadig over hvordan det kunne lyse, hvorfor det lyste, samt det fascinerende ved de mange milliarder af kombinationer hos lyset der lå. Det var blegt nu, alt imens Illana på ingen måde så særlig bekvem ud heller. De nærmere sig, det vidste Djange. Rent geografisk, vidste han at de var meget tæt på nu, alt imens kun stjernerne på den klare mørke himmel lyste op, ud over Illanas lys. De krystalblå øjne så tomme og kolde ud, mens de spejdede frem, noget sagde ham at de snart ville dukke op, ud af ingenting! De var trods af alt ved at trænge ind på det område, som skyggerne var i færd med at overtage. Han pustede stille ud, og skævede derpå kort atter til Illana, før han satte fokusset frem ad.

Stigningen var stejl, og underlaget uforudsigeligt. Dog havde Illana efterhånden fået blot en lille smule erfaring for at vandre i disse omgivelser; endda med Djange som guide. Det var hende ingen stor hindring nu, om end hun skulle være varsom. Uventede ting kunne komme ud af det blå, når som helst.
Alt imens de to sjæle udførte deres klatretur, hang Lyset i en kugle over dem, vogtede dem, lyste for dem. Men ligeså afslørede den, som hendes halskæde gjorde det, når de var ved enden. Og med et skete det. Én skygge kom farende i vildskab og for direkte imod Lysets kugle i et forsøg på at kvæle den. Det lykkedes ikke, og med et smæld skreg den ene Skygge op og for til himmels, for da nærmest at eksplodere. Det var alment kendt at Skyggerne måtte vige for Lyset – og efter den oplevelse den gyldne hoppe havde haft med Taia, den brune hoppe, hvis krop havde været besat af de glubske Skygger, havde den gyldne sjæl en anelse om hvad hun gik ind til. Hun vidste, at det var muligt, især hvis de ikke havde tilhold i en andens krop, hvilket hun inderligt håbede de ikke havde. Med ét lod Illana sit blik sendes direkte imod Djange. De var her, og ingen længe ville flere skygger komme imod dem. Det var vist.

,,Uanset hvad, Djange.. Uanset hvad”

Mere sagde hun ikke. For hun vidste, at det var nok. Uanset hvad der skete, ville hun gøre hvad hun kunne for at hjælpe ham, og hun vidste det samme ville gælde omvendt. Hun puffede kort til hans hals, inden hun måtte vende blikket og sin koncentration fremad. Hendes kugle af dansende Lys flakkede et øjeblik, men fandt sin skikkelse og form igen efter hun havde lagt energi i den. Hun var klar. Han var klar. Men ville det være nok?

Det var som om en spænding omkring dem steg, alt imens lyset over dem både afslørede, men samtidig holdte en form for tryghed over dem. Sådan følte den brogede hingst lyset, alt imens han kort skævede atter til Illana. Han ville mest af alt ikke give udtryk for sin frygt, men alligevel afslørede han den vel selv, mere eller mindre ved hele tiden at skæve til den gyldne hoppe. Det var med ét at Djange fór sammen, og nærmest røg ned i knæ, da en skygge hurtigt overgreb lyset. Ørerne røg fluks i nakken alt imens han hjerte straks slog panisk. Det hele gik så hurtigt og med et skrig, og en forvrænget form af skikkelser over dem, var det som om en eksplosion lød da skygge forsvandt ud i mørket. Kort efter, hørte han Illanas stemme. Havde han ikke stadig holdt den standhaftige og anspændte holdning, havde hans ben dirret af ren rædsel, over dette nu var virkeligt. De var, kort sagt nu, ved the point of no return; og det vidste de begge. Illanas ord hjalp ikkepå denne rædsel, men samtidig gav den alligevel en form for tryghed da hun først berørte ham hals.

”Uanset hvad Illana.”
Svarede han, hæst og nærmest hviskende, mens hans tonløse stemme der dirrede en anelse, afslørede hans tilstand. Dog forblev øjnene kolde og tomme mens han så frem, det var nu; og det kunne komme hvert et sekund det skulle være, det vidste han. Men han var klar, det var han; og det var Illana også. Det vidste han bare.

Ondskabens Budbringere

De mange, de få; dele af den ene og alene almægtige Skygge, søn af Alduin, brødre og søstre.
En lille gruppe af disse evigt ondskabsfulde Skygger havde på en eller anden måde fået adgang til bjergene på Enophis, hvor de i nogen tid nu havde rumsteret i netop dette område af de kæmpemæssige bjerge. Så langt fra deres herre, deres brøde og søstre, var de trængt op i en krog, desperate for at sætte sig fast på alt der kunne bære dem fra øen og tilbage til deres hjem. Deres kræfter her var svækkede, for intet var der at tage næring fra. Ingen frygt, ingen angst at suge kræfter fra – men deres, hans fortvivlelse skulle vare kort endnu. En afstikker fra den lille gruppe havde fundet to sjæle, og inden den måtte give op for livet, havde den sunget sin sang til fællesskabet. De vidste de kom. Men det var ikke to sjæle som var lette at sluge og fortærer, for den ene bar Lyset. Den hoppe deres søster og brødre, som havde taget bo i den plante som den brogede Taia havde taget havde mødt netop denne sjæl og vidste hvad hun kunne. Med skrig og hvin samlede de sig dog, til den største skikkelse de kunne tage. Derpå vandrede en blålilla Skyggehingst nu afsted imod Djange og Illana, imens den hvæsede og spruttede. Direkte aggressiv var den; og ikke flirtende, lokkende og manipulerende. I desperate situationer så Skyggerne ingen anden udvej en at ty til kamp.

De var for alvor i knibe nu. Der var ingen vej udenom, ingen vej tilbage – for nu havde Skyggerne opdaget dem. Den ene, der var kommet i forkøbet for den ulmende Skyggehingst, havde dog mistet livet til de kræfter, som Lyset besad, men hun vidste ikke hvor langt hendes kræfter ville række, når nu de mødte den egentlige samling af udyr der havde taget boplads heroppe. I hendes bryst bankende hendes hjerte med en sådan hast, at hun var bange for at det ville springe ud af hendes bug inden længe; men det forblev derinde og pumpede adrenalin rundt i hendes blodårer, der forstærkede alle følelser hun følte – ligenu mest af alt frygten. Det var så tiltalende at vende om og prøve at tage flugten, og med et kort, nærmest panisk stop var hun lige ved; men hendes fornuft og mod slog endelig til. Djange havde hvilet ved hendes ord og berøring, og det var nu tid til at hun stod ved hendes egne ord. Snart stod hun frontalt imod denne Skyggehingst der kom imod dem, med røde øjne der i sandhed borede sig ind i hendes sjæl. Et frygteligt syn hun aldrig ville glemme.
Selvom hun kunne, og nok ville have gjort det af ren refleks, hvis hun havde været alene, så afholdt hun sine kræfter lidt endnu. Hun ville først se, hvad denne gruppe af skygger egentlig var i stand til, førend hun viste sine sande kræfter. Kunne hun blæse dem væk med ét kraftigt slag ville hun gøre det; men at forsøge og det så ikke var tilstrækkeligt, ville være underskriften på deres død. Hun vidste Djange ikke havde andet end hans muskler til at bekæmpe dem med, og det ville ikke kunne gavne dem meget, hvis hendes egne kræfter slap op. Hun måtte vente til det rette tidspunkt, og det var ikke nu.

Det var som om virkeligheden standsede alt i Djange, da først en faretruende og ildegal skikkelse kom imod dem. En hestelignende skikkelse, i form af mørke og næsten lilla skygger, med blodrøde øjne der borede sig ind i dem. Det var som om hans hjerte skippede et slag eller to, før det hurtigt pumpede. Hvert og et sekund gik hurtigt, alt imens han end ikke ænsede Illana et blik, af ren og sker fokus på denne skyggehest. Hans vejrtrækning var hurtig, mens det endnu dirrede i ham over det skrig han havde hørt, før en hesteskikkelse var dannet. Dog tog noget ved han muskuløse hingsten, måske ansvar?..

Udfordrende strakte Djange den lyserøde mule frem, i en rynket form, hvorpå tænderne var blottet – før at hårdt og højt truende fnys, i form af en hvilsende og hvæsende lyd lød imod denne skikkelse der endnu kom nærmere. Ørerne lå dybt i nakken, og hurtigt trak han hovedet til sig, for at beskytte sin strube i en større sammenfatning af en anspændt og oppustet holdning, før han lod begge forben kort løftes for at blive banket hårdt i det hårde underlag. Han var klar, klar på kamp, og med skyggerne som nu havde taget ham som mål, og ikke Illana lige for nu, måtte han være klar.

Ondskabens Budbringere

Normalt ville de mange, de gå, den ene og alene sørge for at indlede en samtale med de sjæle de, han nu engang havde mødt. Som regel ønskede Skyggerne at hverve folk til deres kredse, suge liv fra dem, næring fra dem eller lokke dem i fordærv. Denne gang var det dog ikke muligt, for de to der var vandret til den lille gruppes gemmested, havde mødt Lyset, der i sin tid havde spærret deres hersker, den mægtige Alduin inde i vulkanens mund. Skyggerne nærede det største had der fandtes til denne sjæl der havde ofret sin krop og sit liv i kampen, og dermed havde vundet. Og derfor nærede de netop samme had til de to sjæle der nu havde troppet op, og hvis formål var ganske klart. De søgte at jage dem bort. Med en hvæsen, så ond og dybdegående de kunne, strøg de med ét frem, gruppen bredte sig i to og søgte imod hver af de to heste. Der var ingen tid til høfligheder og hvad de ellers kunne finde på. Nej, det var kamp, direkte og hadefuld kamp. De hvirvlede straks rundt om de to heste for at fryse dem, prøve at holde dem på stedet så de kunne få slukket Lyset om halsen på hoppen og derefter suge sig fast på hingsten. Om det ville lykkedes dem, var dog ikke vidst – men Skyggerne tænkte slet ikke. De reagerede bare, og netop dette gjorde dem i dette sekund uhyrligt farlige.

Den gyldne hoppe, hvis krop var spændt til bristepunktet, veg ikke blikket fra den lurvede Skyggehingst, hvis ondskabsfuldhed ikke kunne betvivles. Hun havde én gang mødt Skyggerne, og denne ene gang havde været nok til at skræmme hende fra vid og sans. Nu stod hun her igen. Hun dirrede, det gjorde hun og det havde hun opgivet at skjule. Det ville kræve for megen koncentration, som hun skulle bruge på at mønstre sine kræfter i dette slag, man vel nok kunne kalde det.
Med ét, kort efter Djange’s ord, brød Skyggehingsten op i to mindre grupper. Den ene strøg imod Illana selv, den anden imod Djange – og nu var det tid, til at benytte sig af de kræfter hun havde. I mens Skyggerne kølede luften omkring hende og forsøgte at fryse hendes ben i låst stilling, samlede hun den energi hun havde og lod derpå et lysskjold spredes fra hendes indre og ud. I stedet for et, der kun dækkede hendes front, var dette cirkulært, således at det også ville indlemme Djange når først det havde bredt sig nok. Og da det slap hendes krop, strøg det til alle sider med en rasende fart og kræft. Skyggerne omkring dem måtte vige tilbage, for ikke at eksplodere som den første der havde taget kampen med Lyset alene; og det gav det et pusterum til at samle både tanker og kræfter, til at tage imod det tilbageslag de ville få, når Lyset havde lagt sig igen; for mere end få sekunder varede det ikke.

De faretruende lyde denne hestelignende skygge kunne formå at udsende, spredte, kort og mildt sagt, en uhyrlig ubehag i den brogede hingsts krop. Dog varede dette kort, før det gik op for Djange hvad der skete. Det hele gik så hurtigt, og før han vidste af det havde skyggen slået sig ud i to mindre grupper der nu hver især kredsede om de to sjæle der ellers stod tæt. Det var i ren og sker refleks at han ivrigt og iltert bed og sparkede ud, mens det samtidig føltes som om hans ben blev koldere og mindre svarende på hans egne kommandoer.

Dér var det at et lyd blændede ham og et form for skjold gjorde at alle skyggerne tog afstand. Han åbnede øjnene, dog missende, mens han først nu forstod at det var Illana. Hendes lys. Hvilke kræfter hun egentlig besad. Det eneste der lød fra ham, var et fnys. Nærmest overvældet, men kort. Han vidste godt dette nok kunne ville vare sekunder før de ville angribe på ny. Hvilket fik ham til at træde hurtige skridt hen til Illana, nær hende. De stod næsten flanke mod flanke – noget sagde ham bare at de ville være langt stærkere sammen, frem for skilt ad. De krystalblå, kolde og tomme øjne drog så til vejrs i mørket, da han derpå søgte disse iltre og hidsige skygger, der nok ville farer hurtigt tilbage – lige så som de var flygtet for lyset.

Ondskabens Budbringere

Med ét skreg de ondskabsfulde Skygger af ren og skær smerte, da Lyset blev sendt imod dem. Det lys som de virkelig hadede og som de ønskede at slukke af al magt! De hvæsede og skreg, for tilbage og andre kæmpede så bravt imod denne væg af lys der blev sendt imod dem, at enkelte måtte lade livet. De blev forbrændt, forsvandt fordi de ikke havde noget holdpunkt, og med små eksplosioner røg de første. Smerten som de følte, følte alle Skygger, og pludselig trak de sig sammen til en tæt kugle. Det bedste forsvar de havde, var at være tæt og angribe pludseligt. Imens havde de to heste stillet sig sammen, hvilket fik dem til at rase og sprutte endnu mere af vrede, for nu var det sværere at ramme hingsten, som var den svagteste i forhold til det som Skyggerne kunne. Med ét samlede de sig næsten som en stråle og skød sig ind imellem Illana og Djange, i et forsøg på at skille dem ad. De satsede virkelig alt de havde, disse to, disse måske kun 20 Skygger, der havde mistet fodfæstet fra deres oprindelige gruppe, og nu var de virkelig ynkelige. De rev og bed alt hvad de kunne i de to, imens deres kulde spredte sig om deres ben. Hvis bare de kunne fryse dem, var det ikke sikkert de to heste kunne flytte sig.
Igen kastede de sig over Djange, men få af dem var allerede revet i stykker af de bid hingsten havde sendt imod dem. De var så drænede for energi, at de faktisk blev påvirket af den fysiske smerte hingsten pådrog dem, så de gjorde hvad de kunne for at holde sig fra hans mule, imens de grådigt prøvede at fryse dem ned.

Alt imens hendes Lys havde skubbet Skyggerne på afstand, kom den brogede Djange hende nærmere. Det var netop det hun havde brug for, for egentlig kunne en andens energi hjælpe hende. Hvis den anden ønskede det, kunne den pågældende låne hende energi, i den forstand at Lyset trak fra hans kræfter også, og så kunne samle det i den slagkræft som Illana udsendte med sit Lys og energi. Så da Djange kom hende nær, brugte hun de to sekunder de havde, inden Skyggerne atter slog igen, til at indvie ham i planen.

¤Djange, bliv nær mig. Og hvis du kan, så åben dit sind for mig. Lyset kan bruge begge vores energier, og sammenlagt er det stærkere, end det jeg alene kan præstere¤

Mere nåede hun ikke at udveksle med den brogede hingst, inden Skyggerne for som en kile imellem dem. Hun drog et kort og smertefuldt hyl, da Skyggerne nærmest med tænder rev og bed i hendes flanke. Heldigvis var de endnu ikke stærke nok til faktisk at bide hul, men de var så glubske som intet andet, og med stædighed ville de måske lykkedes. Dog havde de to heste til sammen et forsvar, som forhåbentlig ville kunne give dem et skub mere tilbage, få bugt med nogle enkelte, så de snart ville være ganske gå tilbage. Illana lod sin nakke hvælves, inden hun fremmanede sin lyskugle over hendes hoved, som hun med det samme sendte med rasende hast imod Skyggerne. Her bredte den sig ud, og sendte lys på en to eller tre af de bæster der angreb dem, som straks veg i skræk. De andre måtte hun udholde smerten fra, og den kulde der langsom frøs hendes ben. Med sin kugle af Lys kunne hun holde disse to skygger hun havde drevet fra flokken i ave, ja måske få bugt med dem hvis Lyset kom tæt nok på. Alt imens håbede hun på Djange kunne holde stand; det så faktisk ud som om hans bid kunne skade dem. Så måske!

Det var direkte rædsel der vagte i den ellers standhaftige brogede hingst. Skrigende var mange, såvel som de kuldegysende hvæs! Eksplosioner opstod nu endnu, som helt i starten da Illanas lys havde sprunget en enkelt skygge i luften, i den ellers frembrusende og hidsige færd. Skyggerne over dem samlede sig straks efter dette, mens Djange dog kortvarigt følte et form for forspring for skyggerne ved at stå nær Illana. Det var hurtigt det ene øre var gledet ud til siden imod hende, da hun talte. End ikke et blik havde han nået at unde hende, før skyggerne fór imod dem, som en kile imellem dem, for at skille dem ad. Der lød et hyl fra Illana, mens et hvæsende og iltert vrinsk fra Djange i ren smerte. Men han forstod… forstod hvad hun havde sagt; hvisket…

Der skete så meget på kort tid, og få skygger blev drevet bort af Illanas lys, men den muskuløse hingst selv i et nærmest rasende forsøg selv bekæmpede skyggerne omkring ham. Det nærmest bed i hans ben, af ren og sker kulde, mens vreden boblede i hingsten, over at høre Illana lide… Kæmpe for sit lys… sit liv.

Der lød smæld fra de sammenklappende tandsæt, alt imens han hakkede uvilkårligt ud efter mange skygger der kredsede omkring ham. Noget fik ham til at tro at dette virkede, alt imens han havde til mål at søge Illanas side igen – så snart dette var muligt!

Ondskabens Budbringere

Det sved og det stak, imens den brogede hingst bed i dem. Hvorfor skadede det dem, ham? Uforstående blev Skyggerne om end mere bidske, selvom de mistede deres kræfter. De var ikke mange, og havde været afskåret fra deres hovedstamme længe; som var de visnet langsomt i bjergene. Men de kunne stadig kæmpe ufatteligt meget, og imens den brogede hingst bed, satte de sig og kølede hans ben. De valgte at fokusere på ham, fordi den gyldne hoppe ikke gjorde noget – men så skete det. En kugle af lys brød frem og fik jagtet et par af de få brødre bort! Nej, det måtte ikke ske!
Som jaget vildt skreg de to Skygger der nu var isoleret, og panisk prøvede de at flygte fra denne kugle af Lys. Uanset hvor de bugtede sig hen, fulgte det dog efter, og til sidst besluttede de to, uafhængigt af gruppen på ganske få Skygger nu, at gå til angreb i panik. De for på Lyset, forsøgte at omklamre det, og i første øjekast så det faktisk ud til at lykkedes for dem. Indtil Lyskuglen eksploderede. Imens den gjorde det, skød stråler af lys igennem den kappe de havde dækket om det, og med en kort beskrivelse, blev Skyggerne revet i stykker, og dermed gik de i opløsning. Væk var de.
De rasterende Skyggerne trak sig nu sammen og slog alt ind de kunne på den gyldne hoppe. Den trussel hun var, skulle de have elemineret nu! Hun skulle ikke finde på flere af disse finurligheder, for da ville deres kamp være færdig før den var begyndt. Dermed forsvandt alt presset fra den brogede hingst Djange, og Skyggerne forsøget alt de kunne, at fryse hoppens krop ned, men de kunne ikke dække meget. De hvæsede, talte ned til hende, truede hende og bed alt de kunne. Kun ridser fik de lavet i hendes skind, men det fik dem blot til at forsøge endnu mere. Hvis bare de kunne få hul!