Målet snævre ind...

Den gyldne hoppe kunne fornemme hvordan Skyggerne hun jagtede med Lyset blev mere og mere frustrerede. De kunne ikke undslippe, alt imens hun blev ved med at guide Lyskuglen efter dem. Så længe de kunne isolere en eller to af gangen og få bugt på dem, så det ud til at det rent faktisk kunne lade sig gøre at få ryddet bjergene fra disse uhyrer. Til sidst lykkedes det endda også at få elemineret de to Skygger hun havde fået isoleret, i det hun lod sin Lyskugle eksplodere da de havde omringet den. Det gav et skub af adrenalin i kroppen, for det så faktisk ud til de kunne klare det så længe de arbejde sammen – men det var utroligt trættende. Hun kunne allerede nu mærke hvordan hun havde sværere ved at holde balancen, selvom hun ikke bevægede sig; det ville virkelig kræve nærmest alt hun havde at få dem helt væk. Dog så det mere og mere ud til at det lykkedes Djange at få bugt med nogen af dem, at hans bid virkelig var effektive; og samtidig havde hun adgang til noget af hans energi også. De måtte holde sig sammen, så gik det.
Snart reagerede de andre Skygger dog nærmest i had og de kastede sig over den gyldne sjæl. Skældsord, trusler og en utroligt smertende og bidende kulde skar nu igennem hendes krop og med et hvin kastede hun sig tilbage i et forsøg på at vige dem. Dog kunne hun ikke undslippe deres tag, og hun kunne fornemme hvordan de prøvede at grave sig igennem hendes pels og hud. Det gjorde så ufatteligt ondt, og eftersom hun ikke kunne nå dem med mulen, så hun ingen anden udvej end at bruge mere af den sparsomme energi. Med ét sendte hun endnu et lysskjold afsted fra hende, cirkulært dannet så det bredte sig til alle sider. Omgående slap Skyggerne og den bidende smerte som hun havde flygtet fra, men udmattelsen skyllede ind over hende. Snart måtte dette være ovre, for ellers ville hun ikke kunne holde til det – og imens hun stod med let spredte ben og kæmpede for at holde balancen, så hun at mindst tre af de resterende Skyggerne måtte lade Livet for Lyset.

Alt hændte så ufatteligt hurtigt, mens den brogede hingst alligevel bed sig mærke i scenen over hovedet på de to. Selv undslap han et mindre og næsten lydløst gisp, da skyggerne omklamrede og næsten så ud til at kvæle lyset, før han fortsatte sine bid imod de skygger der kredsede om ham, med større fokus på at fryse hans ben. Smerten bed, og i samme øjeblik som det korte splitsekund sagde Djange at Illana og han måske ikke ville klare den, eksploderede skyggerne, da lyset brød ud igennem dem!

Det var i samme øjeblik at alle skygger omkring den muskuløse hingst forsvandt, og skyen af de resterende skygger nu overrumplede Illana! De mange skældsord og nedtalende sammensværgelser fra disse skabninger, hørtes kun som mumlende hvæsende lyde for Djange, før han hurtigt reagerede med et forskrækket og direkte vredt fnys, da et skrig lød. Hans ben var kolde og det var direkte smertefuldt bare at stå på; og selvom Illana kun stod få meter fra ham, virkede distancen pludselig lang. Målrettet blev de kolde og tomme krystalblå øjne misset sammen, mens gnister af had pludselig buldrede i hans øjne, før han tog få skridt imod hende. Det var i samme øjeblik som hun atter brugte af sine kræfter, som han endnu ikke havde set meget til før denne her aften, i kampen mod skyggerne. Et skjold, i form af lys, der blændede så meget at han måtte knibe øjnene og lukke dem helt i. Lyset aftog, og det var hurtigt han fik kæmpet sig de sidste smertefulde skridt hen til hende. Hun virkede nærmest vaklende, hvilket fik den muskuløse hingst, rent instinktivt, at nærmest skubbe sig ind til hende, som en støtte. Hendes krop mod hans, skulder til skulder, og sænket hals imod hendes, nærmest så hun kunne hvile på ham.

”Jeg er her Illana.
Hviskede han, hæst og intenst, og utroligt nok på ingen måde tonløst. Nej, beskyttende. Tilmed lå der en ren klang, af ærlighed, der understøttede hans evigt mange ord det i bund og grund altid var ærlige.

Ondskabens Budbringere

De var sårede, bange og forvildede. Det Lys de så inderligt ønskede at kvæle, lod til at komme igen og igen, og hver gang en skygge forsøgte at slukke det, blev den ødelagt. De var få nu, og selvom de inderligt prøvede at bide og flå i hoppens lyse skind, der irriterede deres syn så meget, at de kunne rive deres egne øjne ud, hvis ikke de skulle bruge dem; eller hvis de faktisk havde nogen, så kunne de ikke hamle op med det Lys hun endnu engang sendte imod dem. De, der ikke døde af denne lysbølge der endnu engang jog dem bort, samlede sig som jaget vildt nær den store klippeblok der afskar dem vejen. De fortættede sig til en lille kugle alt imens de skreg og skreg. I en uendelighed synes de at skrige, som hjalp det dem. Desværre var disse få sørgelige Skygger der nu var tilbage i bjergene ikke i stand til at stå imod længere, og dermed afventede de blot den skæbne der måtte være deres. De havde mistet alt kontakt til deres hersker og brødre samt søstre, og disse skygger var ikke tilegnet en plads i landet længere. De blev ved med at fortætte sig indtil de blot var en lille sort kugle. Sårede og fordømte var de.

Hun vaklede nu. Lyset havde sendt de glubske Skygger væk, endnu engang, men deres stemmer rungede stadig i hendes ører. Hun var så bange ligenu, at hun ganske enkelt ikke kunne finde ud af at holde styr på andet end angsten, og det blandet med udmattelsen, var lige ved at få hende til at falde sammen. I det samme var det, at Djange trådte til hende. Han var der for hende, greb hende nærmest så hun undgik at falde, og ved lyden af hans stemme, ramte han hendes bevidsthed. Som strøg et piskeslag over hendes ryg rettede hun sig op med et fnys og lod sine øjne ramme hans. Og der, i det samme hun fik øjenkontakt med ham, forsvandt frygten. Han var der for hende, og hun ville være der for ham. Hendes stødvise vejrtrækning blev langsomt mere rolig, og imens hun genfandt kontrollen over sig selv, krummede Skyggerne sig sammen på afstand af dem, som havde de opgivet deres kamp nu. Djange og Illana havde sammen været dem for overlegne, men slaget var ikke helt slået endnu; der manglede det sidste stød. Og så var det at det skete. Et lys spredte sig fra kæden om hendes hals, delte sig i stråler der langsomt omfavnede de to sjæle, bugtede sig imellem dem og omkring dem. Forundret så Illana til, for dette havde hun aldrig oplevet før. De varede få sekunder inden det samlede sig ud for halskæden med fornyet kræft; for imens det havde kredset om de to sjæle, havde det smedet deres energi sammen. Og efter blot et øjeblik, eksploderede den lille kugle af Lys i et kraftigt slag, der slog imod Skyggerne med så voldsom kræft, at de med et kæmpemæssigt hvin, der gik som ekko gennem bjergenes top forsvandt. Derpå var der stille, så stille at man næsten skulle tro tiden var gået i stå. Langsomt vendte lydene dog tilbage; fugle der pippede, vinden der blæste, sten der på afstand faldt fra deres pladser – men idylliske var synet ikke, der måtte møde dem. Illana lå på det hårde underlag – det sidste stød havde taget så meget energi fra hende, at hun ikke længere kunne holde sig oprejst, og omkring dem var der sorte pletter på klippevæggen, som var Skyggerne blevet mast så hårdt imod stenen, at et billede af dem havde sat sig fast, inden de var gået i opløsning. Kort missede Illana med øjnene, inden hun udstødte og langt, anstrengt prust. De havde klaret det, overlevet det; men om hun ville komme på sine ben igen havde hun vitterligt ingen anelse om på nuværende tidspunkt.

Ondskabens Budbringere

Skyggerne blev ramt af det voldsomme Lys, der kort efter et, for normale sjæles øjne, ville være et nærmest mirakuløst syn. Lyset spredte sig om de to sjæle, forenede deres kræfter, alt imens de tilbageværende Skygger blot kunne hvæse i vildskabens rus. Det hjalp dem dog ikke meget - for kort efter blev de ramt af det stød, der for alvor gjorde det af med dem. Ganske enkelt forsvandt de, blev sprunget i stykker, revet fra hinanden og opløst i Lysets brændende og ætsende aura. Hertil kom deres død, og den efterfølgende stilhed der skulle mærke, at deres eksistens nu var borte fra bjergene og denne verden.

[Out]

Den Vise
Purity is not imposed upon us as though it were a kind of punishment, it is one of those mysterious but obvious conditions of that supernatural knowledge of ourselves in the Divine, which we speak of as faith. Impurity does not destroy this knowledge, it slays our need for it.

Et lys så rent, som intet anede, dukkede op foran Illana og Djange, der bravt havde kæmpet imod de skygger der truede med at indtage toppen af Enophis, og indkræve bjergene som deres, til mørkets herre. En kamp havde udspillet sig imellem det gode og det onde, og Den Vise, renheden, vidste at denne kamp der lige netop havde udspillet sig, blot var en begyndelse på hvad Andromedas Vogtere havde i vente. For disse kampe, kampene imellem det gode og onde, var blot lige begyndt. Lyset skinnede klart og rent, og tvang de to sjæle til at kigge andetsteds hen, for ej kunne de stirre imod Ham, Lyset, og forsøge at skabe et overblik over hans silhoutte. Lyset kærtegnede dem blidt, varmt og ømt, og langsomt lod Lyset sin varme træde igennem deres skind, og søge ind til deres indre. Her udbredte der sig en behagelig varme, der næsten kunne virke søvndøsig i nogle korte sekunder, men derefter bredte der sig en energi i både Illana og Djange, der nu langsomt men konstant lod deres kræfter komme dem til gode endnu engang; for begge var de udmattede efter denne kamp imod skyggerne, og for at komme ned at Enophis bjerge, krævede det at de begge fik deres kræfter igen; og dette var nu hvad Den Vise sørgede for. Da dette var opnået, og de atter begge ville føle sig friske, levende og fyldte, lod Den Vise sin stemme komme frem.

,,Djange, et stærkt sind du har påvist, og en styrke af stål. Men visheden har lige så været hos dig, hele vejen på denne rejse. Din opgave er fuldført, du gjorde som jeg havde påbudt dig, og det er mig en ære, at tildele dig titlen som Vogter af Andromeda. Ej er du alene om denne titel, for den deles med andre i dette land, Djange, så du vil aldrig være alene med denne opgave, denne byrde, men også denne gave. Djange, du er nu Bjergenes Vogter, det er din opgave at holde skyggerne fra bjergene, som du nu netop har gjort. Opgaven er ikke nem eller uden farer, men jeg er vis på, at opgaven vil ligge godt på dine skuldre, uden at være dig en for tung byrde. Djange, velkommen til kredsen, af Andromedas Vogtere.”

Stemmen var ren, klart og varmt, og Lyset skinnede endnu mere op, da ordene var udtalte. Derefter lod Lyset sig dæmpe en smule, men ej så meget at de ville kunne kigge direkte på det, og herefter henvendte Den Vise sig nu til Illana, den gyldne hoppe, der for længe siden var blevet tildelt Lysets Sten, og hun bar den endnu.

,,Det var det rigtige valg, jeg dengang tog Illana, Lysets Vogter. For vogtet lyset, det har du i sandhed..”

Lød det fra Ham, Renheden, Lyset, i en varm tone, rosende og fortrøstningsfuldt. Derefter lod Lyset sig falde mere tilbage, og blive mindre og mindre, for til sidst at være en lille kugle, der forsvandt ud i intetheden, og efterlod de to, Illana; Lysets Vogter, og Djange; Bjergenes Vogter, alene på Enophis bjerge, nu fyldt med ny energi og kræfter. Den Vise ville vise sig for dem engang igen, dette kunne de være sikre på; men ej hvornår.

Det var som om der langsomt formede sig et form for håb omkring enden på denne kamp, alt imens hvæs og skrig lød fra de sidste par flygtende skygger. Han havde grebet Illana, og det var som om hun havde været livet op af dette! Pludselig blev en aura af mod og tapperhed pranget over den gyldne, og hendes blik bestemt sagde alt. Selv vidste han godt at det var nu det galt! Hans hjerte bankede hårdt bag bringen, før noget utroligt skete. Lyset fra Illanas hals blussede op, før det blev større og større. Snart omgav det begge de to sjæle, hver og én, men samtidig også i en større sammenhæng, alt imens det sitrede i hele Djanges krop. Det var som om energien strømmede ud af ham, selvom han intet gjorde. Som om alle muskler spændtes, som… hjalp han Illana, tilførte sin energi til hendes?

Det var derpå at skæbnen slap op for skyggerne, da de sidste eksploderede og evige skrig hørtes for deres øre. Selv forblev hans blik tilmed lukket for at undgå at blive synderligt blendet fra det stærke lys der omsluttede dem. På den ene side føltes dette afsluttende slag i kampen som en evighed – på den anden, skete det så hurtigt og før han vidste af det, så han Illana ligge dér på jorden ved hans side. Her blev pludselig stille og koldt om dem, alt imens mærker og men fra skyggerne på væggene nær dem var at se. Det var først nu han kunne høre sit eget og hurtige åndedrag, samt mærke i vaklende ben, der næsten ikke kunne holde ham stående mere. Tilmed mistede han helt balancen da han lod sin mule søge Illanas, og forsigtigt lod ørene glide en anelse ud til siden. Hun var meget stille, hvilket bekymrede ham. Men han sagde intet, forsigtigt nippede han til hendes lyse og gyldne man, med en hæs og intens brummen, der stille afslørede hans bekymrende tanker om hende nu.

Men derpå, i samme øjeblik som han egentlig ville have ladet sig dumpe, næsten opgivende på sin udmattelse, ned ved siden af Illana, blendede et kraftigt lys op. Han var bestemt ikke i tvivl, og straks som lyset tvang han til at se væk, lod han blikket glide næsten beroligende ned over Illana. Samtidig ramte den varme og betryggende følelse ham, som det havde gjort første gang han havde truffet lyset; herren. Han følte nu også den døsige og lettere flydende bevægelse i kroppen, som gjorde alle grubler og tvivler fri, før at stemmen lød og lyset forstærkede sig. Lyttende livede han pludselig lidt op, som kunne han mærke den bratte oplagring af energi og overskud, alt imens stemmen varmede og forklarede. Det var nok kun anden gang i hele Djanges liv, samt første gang i dette land, at han rankede sig op, stolt og med begge ører rettet fuldkommen frem. Han nikkede, mekanisk jovist, men dybt og holdte den holdning. Som lod han sig velsigne, mens ordende lød, til ham, om ham fra det evige og urørlige lys.

”Af hjertet tak, Herre.”
Hæst og intenst hviskede han ordende, uden en eneste snært af tonløshed. Blot en dydig respekt og overdåd. Ordende til Illana satte også sit præg hos ham, hun havde været vogter længe. Meget længe. Rent ud sagt, et forbillede for ham selv – som vogter i Andromeda. Han vidste hvad han skulle leve op til nu, trofasthed og loyalitet overfor denne titel og hvad det indebærer. Lyset forsvandt, langsomt og dæmpende før det til sidst var en lille kugle af lys man kunne få lov at betragte, før det forsvandt ud i ingenting.

Han nåede kort at betragte Illana ved hans side før et nærmere uventet stærkt sker blussede op. Selv ville han have troet det dækkede dem begge, men det gjorde det ej. Kun Djange omsluttede det, mens det provokerede ham til at rejse sig i en heroisk positur, stejlende med en fri og løsrevet aura over sig. Før en maske kom farerne for hans blik, efterfuldt af en form for udrustning. Sugende trængte masken sig på hans hoved, før et spænde bag om ørene svang sig of spændte sig fast omsluttende, fangende – men alligevel i en ædel og velsignende form. Få splitsekunder dernæst ramte rustningen hans bryst, og lod sig omfavne sig om hans ryg og bryst, hvorpå det spændte sig ind. Omklamrende, men alligevel så beskyttende, stolt. Derpå svandt lyset og hans forhove ramte det kolde underlag på ny, nu udsmykket, velsignet; stolt og modig.

Tiden føltes som uendelig nu. Et kort øjeblik blev den gyldne hoppe sendt tilbage til minderne om den uendelig tid i mørket, som hun frygtede hun stod overfor igen; men Djange hev hende tilbage. Hun var så svagelig, at hun nærmest havde mistet kontakten til sin krop, og Lyset om hendes hals vaklede et øjeblik; som svandt det. Men så skete det lige så pludseligt som Skyggerne havde angrebet – for Lyset, det evige Lys brød frem. Øjeblikkeligt blussede Lyset om hendes hals op, beriget på ny, og allerede da Lyset ramte hendes krop, kunne hun mærke hvordan det hele vendte tilbage. Langsomt kunne hun mærke hvordan hendes muskler reagerede på hendes kontakt til dem, og kort efter løftede hun hovedet en anelse, for at støde mulen imod Djanges, der var kommet hendes nær. Hendes øjne måtte dog forholde sig sammenknebne, da det evige Lys var så klart, så skarpt, at ingen ville kunne se direkte på det. Men hun kunne se Djange, og det blik hun så varmede hende så meget, at hun ikke kunne lade værre med at smile. Noget helt særligt var blandt dem nu; båndet forstærket som var blevet bundet imellem dem på Tenga. Det var en form for kærlighed, men ikke som man ville finde mellem elskede. En kærlighed blandt venner, der ikke kunne erstattes af noget.
De varme ord som lød nu, hørte Illana og Djange begge to. Den evige stemme fik det til at sitre i kroppen på den gyldne hoppe, alt imens minder om hendes møde med denne sjæl væltede tilbage i hendes indre. Det var virkelig noget særligt der foregik lige nu, og hvert et sekund blev nydt til fulde.
Djange blev i sandhed velsignet nu. Han havde klaret den opgave han havde sat ud for at gøre, og i fællesskab have de fortrængt Skyggerne fra bjergene. De var atter sikre, men Djange’s liv var nu rettet imod at beskytte det hjem han havde mod Skyggernes tilbagevenden, og Illana kunne ikke forestille sig nogen mere egnet til det end ham.
Til slut lød ordene til Illana, og ord kunne ikke beskrive den følelse hun havde. Hun følte sig stolt, lykkelig, beriget, lettet, ja det hele på en gang. Hun havde vogtet Lyset godt; men mere end det. For hun var et med Lyset og det var et med hende. Hun smilede så bredt hun kunne, inden hun galant nikkede med det gyldne hoved. Ord nåede aldrig hendes mule, før Lyset atter var væk, og Djanges forvandling begyndte. Snart stod han foran hende, med en armor der passede til det hårde liv i bjergene, og den aura der var omkring ham, under hele denne seance var ubeskrivelig. Først til sidst rejste den gyldne hoppe sig forsigtigt og da rakte hun mulen imod ham. Oprigtig glæde var at spore i hendes øjne, såvel som i hans, og lidt efter hun berørte hans mulespids, lød hendes ord.

¤Vi gjorde det Djange. Du gjorde det.¤

Hun ønskede ham ikke tillykke med ord, for ord var ikke tilstrækkelige. Det hele kunne ses i det blik hun i dette øjeblik sendte ham, inden hun stødte panden imod hans. Her stod hun et øjeblik blot og mærkede hvordan styrken vendte tilbage til hende for alvor; og mærkede hans tilstedeværelse. I sandhed havde de sejret i aften, en sejr der ville betyde meget for dem begge.

Det var tilmed helt surrealistisk det Illana og Djange havde gået igennem nu og her, det havde bestemt bragt dem tæt, såvel som ændres deres sind. Specielt ved hendes smil over Den Vises fremtræden, havde noget rørt på sig i den brogede hingst. Det var helt umådeligt hvad de lige havde opnået og udraderet. Alligevel svandt dette ind og Den Vise drog atter videre, efter at have anerkendt Illana som vogter for hendes arbejde og mod. Dertil stod de nu der, de to sjæle – side om side. Vogtere, en for alle og alle for én. Illana, lysets vogter, med det smukke lys om sin hals. Djange, bjergendes vogter, prydet med sit amour. Deres fremtid så lys ud, især hvis de holdte sammen – såvel som med de andre vogtere rundt i landet Andromeda. Den muskuløse hingst betragtede hvordan Illana rejste sig; og afviste ej hendes mule der søgte hende. Kort glimtede gnister af gejst og liv i hans øjne, de ellers kolde og tomme krystalblå. Men kun for en kort stund, før det svandt ind igen. Han lyttede til hendes ord, og nok for første gang i Illanas liv, så hun et umådeligt kortvarigt skævt og stolt smil over den lyserøde mule, før det atter forsvandt, da han så Illana fortsat direkte i øjnene.

”Ja vi gjorde!”
Hviskede han hæst, da han selv lod sin mule kort berøre hendes gyldne. Han pustede kort ud, før han atter kort betragtede de pletter efter skyggerne på klippevæggene. Derpå indåndede han dybt denne bjergluft, som var så evigt tynd her oppe, før han roligt granskede Illana for eventuelle skader. Nu kunne de drage hjem, de havde klaret den. Sammen. Sejret.



[OUT]

Man måtte i sandhed sige, at et slag havde udkæmpet sig i de timer, de to heste havde været i bjergpasset. De to, som nu stod sammen som vogtere, havde vundet kampen, sammen var de blevet stærkere og sammen var de blevet forenet. Nu stod de efter deres møde med det evige Lys blot i hinandens ydmyge selskab, i stilheden efter Djange’s ord, indtil de sammen drog ned imod lavlandet igen. Illana vidste, at denne dag aldrig ville blive glemt. Aldrig. Og heller ikke de ting hun havde lært i disse højder; for hun havde lært ting om sig selv, som hun ikke havde kendt til før.
Da først de to nåede lavlandet igen, skiltes de. De havde dannet et bånd så nært, at hun håbede de fremover ville kunne nyde hinandens selskab på en helt anden måde end før; og måske ville hun for alvor få et blik i, hvilket følelser som den gråbrogede hingst gemte på i sit indre.

[Slut]