Misty mountains cold.

På afstand så den grålige skikkelse nu engang rolig ud. Alene, men rolig.. Men hvis du nu engang tog skridtende tættere på, ville de lægge mærke til de usikre skridt, ørene der lå nede ved nakken og hvordan hoppen syntes at krybe sammen imellem de store sten. Og hvis du var så heldig at få et glimt af de blå øjne, ville du opdage hvordan disse flakkede ud til siderne. Blottet følte hoppen sig, det var tydeligt. Men selv hvis hun følte sig usikker – så usikker ud skulle man ikke tage fejl. Ej frygtede hun noget så simpelt som selskab. Nej, hun var overvældet over de sanseindtryk der i dette øjeblik bombede hoppen, og hvordan hun var endt her. For dette var ikke hendes land, så at sige. Og selv den modigste og mest ukuelige hest der en dag vågnede op i et helt fremmed land samt en fremmed krop ville også føle denne snigende klamrende frygt. Frygt for hvad der var sket med hende.


En dunk klapren vidnede om hoppen tilstedeværelse imellem de høje vægge, og kort kastede hoppen et blik opad. Disse bjerge.. hun kendte dem ikke. De var som et fremmed folk for hende. Med et fnys stoppede hun op, og vendte i stedet blikket imod de skove der var til at se bagved bjergene langt fremme. Hoppen havde forvildet sig ind i et af bjergets mange dale. Gemt bagved pandelokken betragtede de blå øjne det fremmede landskab, inden at hun tog nogle skridt til. Hvorhen, vidste hun ikke. Men fremad måtte hun dog komme.

Stilfærdigt. Roligt. Begge var ord der faldt perfekt på måden, den brede hingst bar sig frem. Han var ingen bjergged, så han passede ej ind her i bjergene, fordi han kunne springe fra hver enkelt lille afsats til den næste. Nej, han kendte bjergene, følte sig hjemme i dem, fordi det var her han havde gået hele sit liv. Vel og mærket havde han gået i andre bjerge end lige dem her, men bjerge var bjerge: han følte sig ikke skræmt af at se verden mindre under sig. Han følte sig ikke frem på de smalle stier, men gik blot som vidste han præcist hvilke steder der kunne bærer ham og hvilke, som ikke kunne. I teorien vidste han også dette, fordi han kendte tegnene. Han kunne aldrig vide sig helt sikker, men følte stadig nok tiltro til sin oplæring, til siden viden, til at lægge hele sit liv i dens kyndige hænder.

Under ham blev vinterlandskabet blot mindre og mindre. Størstedelen af landet var stadig dækket i sneens hvide klæder, men han nægtede at tro, at det også gjaldt den forbandede ørkenø. Han skulle aldrig derhen igen i hvert fald: sandet var forfærdeligt, men heden var ulidelig. Nej. Han følte sig hjemme blandt klipper, en middel temperatur og regn. Regn var himlens gave en gang i mellem, selvom han udemærket godt vidste, at størstedelen af Andromedas beboere hadede den som pesten.

Egentligt havde hingsten intet i sinde. Han havde ikke nogen at vende tilbage til længere; ikke at han rigtigt havde haft det, men han havde fundet en ældre hoppe tidligt på vinteren. Hun havde været så konfus at han nægtede at forlade hende alene. Hun var gået bort midt på vinteren, da han ikke længere kunne bede hende om at spise. Hvis han ikke vidste bedre, ville han tro at hun ignorerede ham, men selv dem som ignorerer en, reagere på det man gør. Hun havde ikke gjort noget som helst, udover at stirre tomt ud i luften. Stakkels sjæl...

Med et fangede hans blik noget hvidt mellem klipperne. Ikke at sneen ikke også faldt heroppe, men det var ikke hvidt på den måde som sne var. Det var... bare anderledes. Hingsten stoppede og bakkede et par skridt, for så at lægge hovedet på skrå og iagttage det, som havde fanget hans øje. En hoppe. Et øjeblik stod han blot der, før han så lod en forsigtig, lavmældt brummen lyde. Han ønskede ej at overraske hende, men klipper kan være lunefulde.

Den klaprende lyd forsatte, da det hårde underlig var det eneste hun bevægede sig på for nu. Tænkende så at sige, og tavs. Hvis hun fandt det muligt ville hun nok også have slettet lyden af hende over stenene, men det var nu engang ikke noget hun kunne. Til hendes store ærgrelse.. Kort sænkede hun hovedet imod den stenede jord, og puffede forsigtigt til en lille sten der havde placeret sig på hendes ”sti”. Af hvilke grunde? Det vidste hun ikke. Måske havde hoppen bare brug for at føle noget jordnært oven på alt dette. Måske havde hun brug for at vide, at hun ikke ligefrem var landet i det mange ville kalde et mareridt. Stenen trillede som forventet nogle få centimeter, for derefter at stå stille igen. ude i stand til at flytte sig, eller komme andre steder hen før den næste person eller ting valgte at skubbe denne sten af sted. Med et fnys hævede hun det tunge hoved. Ligesom stenen, var hun bundet til denne jord i dette øjeblik. Bundet til en krop der ikke ville slippe sit tag i hende.

En mild brummen afbrød den stilhed der havde hersket siden hoppen stoppede sin gang, og hurtigt vendte hoppens hoved imod denne. Øjnene søgte med en tilbageholdt nysgerrighed efter hvem der nu end måtte se hende, eller have fundet hende her i bjergene.



En hingst.. Kort sagt, en meget robust hingst var det hun fik øje på. Med en lys farve, samt fletninger.. og på trods af dette så han langt fra feminin ud, som mange ville forvente af en hest med fletninger. Hoppen tog sig selv i at give ham et sigende blik, inden at hun vendte fronten imod ham og hævede hovedet en anelse. Væk var usikkerheden fra da hun havde vandret alene, og frem stod hoppen med en kølig værdighed over sig. En reserveret holdning bar hun til dels, men dog ikke en direkte afvisende over for denne fremmede sjæl. For nysgerrigheden fandtes skam. Skjult ligesom meget af de blå øjne. Han var trods alt det første væsen hoppen havde mødt i denne verden, men ligheden med hende fandtes skam. Forstås som i at de begge var heste.

Ørene vippede en smule fremad, for derefter at vende sig neutralt til siden idet at hun selv svarede tilbage med en dæmpet brummen. Dybere end ventet, men stadig en hoppes røst. For hendes vedkommende var det første gang hun hørte sin egen stemme, men nok om det. Afventende så hun på ham, for at finde ud af hvordan dette lands beboer var eller kunne være.

Der var noget skræmmende bekendt over den lille hoppe på klippernes flade under ham, samtidigt med at hun virkede som en væsen fra en komplet anden verden. Kalahe. Det var der ligheden skulle findes. Var det ikke fordi hoppen bar helt andre aftegn, en lidt lyseret lød og mest af alt generelt bare var anderledes i udseendet, kunne han have forvekslet hende for at være den sky, lille hoppe, som han kendte i Maern. For et øjeblik var det næsten fristende at lade som om hoppen var Kalahe, om end blot for en kort stund, en tanken blev kort skubbet bort. Det var forkert, meget forkert, at tvinge et andet billede, end det sande, nedover nogen. Derfor gjorde han det heller ikke, men kæmpede sig hurtigt og uden de store problemer forbi grænsen der var mellem den fremmede hoppe og den han engang havde kendt. På trods af de mange ligheder, vel og mærke.

Hendes brummen nåede ham, og ligesom hende afvej den fra de fleste hoppers. Hvor de fleste havde en lys, næsten soprano tone, fandt hendes en mørkere tone, men ej helt en tenor. Det glædede ham faktisk og ørerne blev trykket en smule frem, afventende som ville hun hilse ham velkommen tilbage til Maern, men ak, ingenting. Han havde også forlængst opgivet den drøm, men stadig levede et lille, mikroskopisk håb i hans indrer. Det kunne jo være... hvad nu hvis...! Men nej; Maern var tabt for ham, tvunget bort i hans død.

Thorondor skiftede sin vægt fra det ene forben til den anden i en kort stund, før han trådte et skridt fremad og så ned langs klippevæggen, som forbandt stedet hvor hun stod, med stien han fulgte. En kort, tænkende brummen fyldte luften, før han rystede sit hoved. Det kunne nok godt gå, at gøre det. At glide ned langs klippevæggen, præcis som han havde gjort dengang han først var kommet her. Dengang han havde mødt Illana, den Gyldne, og hendes... "lys". Et øjeblik, lagde han vægten bagud, som ville han ikke tage turen ned, inden han så bare gjorde det. Sprang ud i det kunne man ikke kalde det, men med en rolig selvsikkerhed, lod han sine forhove glide, før baghovene fulgte trop.

Med et dæmpet 'bump' ramte hans forhove klippen. Et øjeblik blev brugt på at stabilisere sig selv, før han trådte fremad, blot med forbenene, så hans baghove også kunne få plads. Stilfærdigt rystede han sig, som var det en ganske normal ting for ham, hvilket det i teorien også var. Roligt blev de brune øjne vendt tilbage på den grå hoppe, efter at have forladt hende for tiden det havde taget at komme ned til hende.

,,Goddag."

 
  Morgana.

"Where are we going now?"

---

---

Længe kunne de 2 heste nok have stået og betragtet hinanden, hvis ikke den ene af dem var skredet til handling. Og hvis loddet at skulle tage kontakt til den anden var faldet på hoppen… ja, så havde de kunne stå sådanne til tørsten eller sulten skilte dem ad.
Hoppens blålige øjne fulgte hver en bevægelse – hver en reaktion hos hingsten idet at han syntes at blive til dels overrasket, til dels glad over at se hende.. Og det kunne hun oprigtig talt nu engang ikke forstå, idet at hun bestemt mente at hun aldrig i hele sin lange eksistens havde mødt denne sjæl – eller blot strejfet ham. Dog måtte hun overrasket vippe øerene en anelse fremad, idet at hun med en nysgerrig og overrasket mine opfangede at hingsten valgte at glide ned af disse skrænter. Kunne man det? Tydeligvis ja. De store hove banede uden problemer vejen ned til den mindre hoppe, og hun overvejede kort at bakke nogle skridt for at finde en afstand imellem dem, hvis nu han endte med at glide længere end ventet. Dog havde hingsten en selvsikkerhed over sig man næppe skulle fejlbedømme, og hun blev stående da hun ventede at han vidste hvad han gjorde.

Hingsten nåede bunden, og hun nikkede kort anerkendende for sig selv. Dette trick havde hun ganske vidst aldrig set nogle bruge før, men ja – landet her var fuld af overraskelser. Og det var dets indbyggere i den grad også.
En dyb stemme var det der fik hoppens ører til at vippe lyttende frem, og et svagt neutralt smil tegnede sig om hendes mule i en hilsende gestus, nu hvor han havde taget turen ned til hende. Dette var en stemme Morgana kunne bruge længe på at lytte til… behagelig var den.

”Goddag”

Kom det kortfattet fra hende, og hun kastede kort pandelokken væk fra øjnene, for at betragte denne sjæl uden et slør til at skygge over ham. Hvordan hun skulle beskrive ham udseende mæssigt vidste hun nu ikke, og lod derfor blot værd. Hun havde på trods af alt, levet længe nok til at vide at synet kunne bedrage noget så grusomt.
Hoppen selv bar de mere kølige og neutrale farver, der sagtens kunne afspejle hendes lettere tilbagetrukne kølige holdning. Men dog var der noget der gik imod det fulde billede af stille afvigelse . Og det var de tindrende lyseblå øjne der holdt en dæmpet nysgerrighed i sig. en nysgerrighed der blot var vokset idet at hingsten havde fundet vejen ned til hende, og uden tvivl ville vokse jo længere tid hun befandt sig i dette selskab. Så helt fejl skulle man ikke tage, for hoppen ville nu engang gerne sige mere, men vidste blot ikke hvad. Derfor tav hun.

---

---

"Heaven or Hell?"