Never to leave again | Maja

Nogle ville nok påstå at den brogede hingst havde opholdt sig alt for længe på Foehn. Det kunne ikke være sundt, det måtte være skadeligt. For legeme såvel som sjæl. Hvordan kunne man da leve på en ø der var dækket af aske, så langt øjet rakte? Uden et sikkert sted at hvile sig om natten, kunne man da umuligt hvile ud og samle kræfter her. Med de hviskende stemmer og truende skygger, måtte man da aldrig kunne overlade et eneste øjeblik til tilfældighederne. Og med heden bølgede i luften som var det ånden fra et kæmpemæssigt dyr, fik det aldrig nogen ende. Varmen var kvælende, altopslugende. Her var alt destruktivt og farveløst. Om man så ledte, ville man ikke finde en grøn plet her, ikke så nær vulkanen. Enhver der vovede sig herhen, enhver med den rette tankegang, ville med det samme fornemme den ubehagelige aura der hvilede over stedet. De ville vende på stedet, og gå. De ville forlade den ø der nu, mere end nogensinde før, stank giftigt af svovldampe - og lod derpå alle vide at noget rørte på sig. Det voksede. Det higede efter luft.

Alligevel, så var det her man fandt ham, sorteflammen, hingsten der gik under navnet Ayin. På dette sted havde han levet i mere end ét måneskifte. Snarere tre eller fire. Tiden var ikke et fast koncept for ham længere. Han var fanget her, fanget af sig selv og draget af det mørke der hvilede over vulkanen. Han havde set den hvide skygge, han havde set ham med egne øjne. Her! Her kunne han få den styrke og magt som han brændte sådan efter. Hver gang hans tanker bar ham ind på drømme om velsignelser, evner og rigdomme, mærkede han den sorte flamme i hans bryst blusse op. Den sved pinefuldt, men det var en smerte han var blevet vandt til - den fortalte ham, at hans sorte begær levede, men også at han selv gjorde. Det var hans arv, den sorte flamme. Den var som et levende væsen inde i ham. Den havde sine egne meninger, og dem bestemte af og til hvad den syntes Ayin måtte gøre. Mildt og lokkende hviskede den til ham; "Se, her kan du få dit hjertes ønsker opfyldt. Hvad drømmer du dog ikke mest om? Lyv ikke, for jeg kan se det! Du ønsker magt og styrke, storhed og utømmelig vildskab. Du er som din far, Ayin, og du ved det så ganske udemærket."

Selvfølgelig var denne stemme ikke andet end ham selv. Hans tvedelte sind trak ham i to retninger - det var som når andre ikke ved om de vil spise eller drikker først, når de sultet og tørstet i lang tid. Men der vil altid være noget, der vejer mest. Vand. I Ayins tilfælde, begær, sort begær der så langt fra drejede sig om det kødlige. Nej, hans iskolde, stikkende blå øjne var fæstnet mod et andet mål. Det var et mål der lå dybt i hans blodlinje at forsøge at opnå. Det var ganske simpelt: magt. Og her kunne han få det. Det var han sikker på. Uanset prisen, så var han villig til betale den.
Da han først ankom til Andromeda havde han været en forvirret, ganske naiv ung sjæl. Det var han stadig - men mørket havde draget, og påvirket ham. Og i sin isolation havde han ikke haft nogen til modsige sig, og ingen til at dele tanker og overvejelser med. Han tørstede trods alt mere end han sultede, og således havde det mørke i ham fået overtaget.

Langsomt bevægede den grå skabning sig afsted, på den ø, som hun efterhånden havde stiftet bekendtskab med et par gange efterhånden. Men det var blevet til mere og mere, i den seneste tid. Asira, hed den grå skabning, som bevægede sig af sted med så lydløse bevægelser, som det var hende muligt. Hun ønskede ikke unødvendigt selskab, fra fremmede sjæle, hun ikke før havde mødt. Og samtidig ønskede hun brændende at en eller anden igen ville finde hendes selskab okay, og ikke som værende en belastning. Men den grå skabning vidste godt, at ikke mange brød sig om hendes selskab eller eksistens; og hun bebrejdede dem som sådan ikke.

Asiras opvækst, havde ikke været nogen just positiv oplevelse, for hverken hende, og sikkert heller ikke for hendes forældre. Den grå hoppe havde allerede været alene, efter den første uges tid, og på den måde havde hun lært at klare sig selv, på den helt hårde måde. Ensomhed, stædighed og en smule held, havde nok været det der havde båret Asira frem, og gjort at hun stadig var i live; i hvert fald i bogstaveligste forstand. For hendes hjerte bankede endnu, og blodet pumpede stadig rundt i hendes spinkle krop.
Men hvilket liv hun havde, det ønskede hun end ikke selv at tænke på..

Den grå skabning havde mistet alt hun havde kært, på ganske kort tid. Seth, den sorte hingst, som hun i starten hadede inderligt og indædt, var endt med at være en af de få, som Asira inderligt holdte af. Han havde givet hende hendes datter, under tvang, og Asira vidste hun burde hade ham for det; men det var ikke sket. Nu var de begge væk; og asira havde dermed mistet de to, hun holdte allermest af, i Andromeda. Hun havde intet tilbage mere, og det var hun godt klar over. Et svirp forlod hendes bagpart, med den sorte hale, mens hendes øre lå bagud imod hendes man, dog bevægede de sig stadig lyttende rundt, efter fremmedes lyde. Og der kom nogle få.. Hun virrede med sit lyse hoved, inden hun brat stoppede op midt i det øde område på Foehn; for længere fremme kunne hun skimte en skikkelse, en silhouette af en hest, hun ikke havde opdaget før nu, og end ikke lugtet. Asira virrede endnu engang med hovedet, inden hun jokkede nogle skridt bagud, for derefter at knejse nakken voldsomt, og så stå helt stille; for måske havde han ikke opfattet hende, og derefter ville hun kunne forlade hans radius.

(Du vil få et svar hurtigst muligt! :3 Bare sig til hvis du hellere vil stoppe tråden ^^')

Bare svar når du kan og får lyst
ingen grund til at stoppe efter kun to svar (: