The Pure and the Tainted

{Sawiel & Niall: 10 sider!}

Det var lyden af vand, der bragede ned fra en af klippesiderne, som sendte en bølge af iver igennem den askegrå. Hun mærkede det i alle dele af sin slanke krop, helt ud til spidsen af den hvide mule nåede den elektriske bølge som gjorde hende varm og let på én gang. For det var blevet varmere i vejret, selvom det endnu var tidligt på året, og det der før havde været is var nu kaskader af vand, brølende vand som faldt flere meter ned i et klart bassin. Vandfaldet var blevet vækket til live igen efter at have været fastfrossent i nogle måneder, hun havde ventet længe, men nu levede det. Hendes vandring fra Leventera og helt op til det nordlige Enophis havde været det hele værd, men det var det selvfølgelig altid, øen skuffede aldrig. Ikke med det vældige bjergpas hun nu stod for foden af.

Vandmasserne overdøvede al anden lyd, hun var trippet et stykke ud i vandkanten af det vældige bassin, vandet var klart, men bunden var glat. Hun var forsigtig. Men så alligevel, hun var al for optaget, munden smilede en anelse allerede og et højlydt prust i en meget lys tone undslap. Hun mindedes den sommerdag, hun første gang havde fundet frem til stedet, efter at have fulgt lyden af det brølende vand. Det var længe siden nu, hun havde ikke været andet end et fnug som legede i blomsterne på vulkanøen, drevet fra sin familie af sin egen nysgerrighed. Ariel vrikkede med de bløde ører og trippede længere ud.

word count 256

Hingstens blik gled henover det vilde, grønne landskab. Fra den bakketop han havde fundet, kunne han få et overblik over den verden, han var kommet til, og hvad han så var meget varierende. Der var skove, flodbredder og små søer, alt efter i hvilken retning han kiggede. Men det var langt fra det, der fangede hans opmærksomhed.
Han vendte sig rundt. Foran ham, ikke langt borte, strakte bjergene sig op mod himlen. De var mørke og dystre og stod i skarp kontrast til den ellers så frodige natur, der omgav ham. Netop derfor blev det hans valg af destination – men ingen der havde mødt ham, ville være overraskede.

Niall havde ikke været længe i denne verden og hans kendskab til den var ikke imponerende. Men navnet Andromeda gav gang på gang ekko i hans hoved – han kunne høre Eoths stemme, som var fyrsten stadig med ham. Et kort øjeblik var han overvældet over alt det, han havde forladt, men snart blev de stormgrå øjne atter kolde og hårde som stål. Der var ikke meget hingsten havde tilovers for nogen.

Hans skridt var lange og tempoet meget højt, da han drog igennem Andromeda. Det var let at begå sig, hvis blot han havde et mål og de høje, stejle klippeskrænter kaldte i det fjerne. Han havde ingen fornemmelse af tiden, imens han vandrede, men noterede sig blot, at bjergene kom nærmere og nærmere og at landskabet langsomt ændrede sig.
Med ét blev han hevet ud af sine egne tanker, for lyden af kaskader af brusende vand nåede ham og han spidsede opmærksomt sine ører. Jo tættere han kom, jo mere overdøvede lyden alt andet. Men alt hvad han kunne se, var en sø længere fremme, omgivet af skarpe klippesten. Vandfaldet var endnu ikke synligt for ham.

word count 295

Vandet var isnende koldt, men hun mærkede det knap nok. Èt skridt blev til flere, og snart dækkede vandet næsten alle fire, slanke ben. Vand var godt, livsgivende, støjen fra vandfaldet blev højere for hver meter hun gled tættere på. Måske ville hun svømme helt derud, måske ikke, hun ville gerne kunne se det hele. De styrtende dråber glitrede i det sene lys, solen kastede over den århundrede gamle skov, som dækkede bjergenes fod. Der var ikke mange timer til solnedgang, hun havde vandret siden daggry, men ingen træthed var at finde hos den askegrå. Hun dyppede mulen i vandet og fnøs igen. Hvor kom al vandet fra? Hun havde før vandret i bjergpasset, men aldrig fundet kilden. I stedet havde hun fundet Asira. Eller Athene. Hende med de mørke øjne, det uransaglige blik. Et mildt smil formedes på hendes mund ved tanken.

Hun ville gerne gøre det igen, bestige bjergene, søge så langt ind som muligt. Luften var tyndere deroppe, hun strakte langsomt halsen og mulen op, op for bedre at se den vilde strøm, solen som glitrede i vandet. Måske kunne hun finde Athene igen, og fortælle hende om sit møde med hendes papa, med Djange. Optaget af tanker var risikoen for at glide stor, men det skete ikke, ikke endnu. En varme var bølget frem i hende, knap så megen elektricitet, men det kunne meget hurtigt komme tilbage igen. Hun rystede iltert ravnemanken, hun måtte være frisk hvis hun skulle klare turen op under himlen. Så hun sugede energi ud af vandet, pustede fredfyldt ud og ventede lidt endnu, før hun ville forlade den klare sø.

word count 269

Niall havde uden overraskelse fundet det. Under de store, nøgne trækroner på en skovsti, hvis lange og krogede grene dækkede det meste af hans udsyn; det mørkeste sted i hans nærhed, hvor solens stråler ikke formåede at trænge igennem.
Forude så han lyset ved skovens udmunding og søen, han endnu ikke kunne danne sig et ordentligt indtryk af. Han lyttede til det brusende, kraftfulde vand, som der ikke fandtes en god forklaring på, hvis han skulle gå ud fra, hvad han kunne se. Men der ville være meget galt, hvis han ikke kunne genkende et vandfald ved lyden af det.

Den mahognibrune hingst var standset. Som var det en kamp for ham, hvorvidt han skulle bryde med mørket og træde ud mellem træerne. Ørerne pegede opmærksomt fremad, hans holdning var som altid stolt og rank. Den ravnsorte hale piskede igennem luften en enkelt gang. Det var som om at hans hans krop forsøgte at gå imod hans vilje og sætte sig selv i bevægelse. Jungleblodet flød stadig i hans årer og gjorde ham en utålmodig sjæl.
Snart var han videre. Bjergene lokkede ham til sig, for selvom han trivedes bedst i mørket, holdt han samtidig af spændingen og udfordringen, der lå i at kæmpe sig op af de høje skrænter.

Det trommende vand fyldte hans ører, som en taktfast rytme, og lyden blev højere og højere, jo mere han nærmede sig. Så forlod han endelig skoven med spændstige skridt og søen strakte sig foran ham. Det skummende, hvide vand faldt fra højderne ned langs klippesiderne og ramte med en voldsomhed, der skabte røre i den ellers blanke overflade. Men det var ikke længe hingsten lod sig fascinere. For midt i søen fangede hans blik en lille, askegrå hoppe, der syntes at være opslugt i sit eget univers.

word count 297

Midt i al larmen kom hun i tanke om dengang, en sandfarvet hoppe havde lokket hende i en af Leventeras store søer for første gang. Det var underligt hvordan det var fremmede, som havde lært hende meget af det hun vidste, og ikke nogen fra hendes familie. Hun var en del af den, men den lå fjernt fra hende. Hendes papas ansigt var det, som tegnede sig tydeligst, når hun forsøgte at genkalde sig synet af sine forældre. Deres blod løb i hendes årer, hun så gennem øjne som mindede om den store, stærke hingsts. Men hun var en fugl på vindene, altid i nye retninger. Det var altså ikke altid, at hun fandt tid til at stå stille, det var kun når der virkelig var noget, som måtte suges ind med hele hendes væsen.

Endnu et friskt prust undslap, vanddråberne fløj fra den hvide mule, og hun flyttede på de lyse hove som endnu var sikkert plantet på den glatte bund. Bjergene trak i hende, vandet havde givet hende ny energi, hun havde også fået slukket tørsten. Så Ariel fik på smidig vis vendt sig om og stirrede lige op i øjnene på en fremmed skabning nær søens bred. Brølet fra vandfaldet kvalte alle lyde, hun havde på ingen måde hørt nogen nærme sig. De ravfarvede øjne blev en anelse større af ren overraskelse, men helt bag på hende kom den andens tilstedeværelse ikke, strejfende dukkede ofte op ud af det blå. Så overraskelse slog over i forundring, hun lagde næsten ikke mærke til hvor højt op han tårnede, hendes gnistrende blik forlod ikke den fremmedes øjne. For de var ikke blå eller sorte eller grønne eller gule, de var grå. Hun åbnede munden og skulle lige til at fortælle hingsten, at hans øjne mindede hende om uvejr, men det fossende vand ville sluge hvert et ord.

word count 308

Niall, hvis blik før havde været mørkt og køligt, ændrede i det samme karakter ved en andens tilstedeværelse. Den selvsikre holdning forblev den samme, men nu lyste de stormgrå øjne med et næsten legesygt skær og antydningen af et smil formede hans mund. Han nærmede sig vandet, for en samtale var ellers umulig med det larmende vandfald så tæt på. Og han var bestemt interesseret i at tale med den fremmede
Hoppens uskyld var slående. Det lyste fra hende, rent og klart, som hun betragtede ham, og han undrede sig over, hvad der kunne gå igennem hendes hoved. Hans egne tanker faldt på Cairn, der havde været hans hjem så længe, og kvalt så mange sjæle som hendes.

Et held at hun befandt sig her.

Han trådte ud i det hvirvlende vand og fortsatte mod hende, indtil han var sikker på, at hun kunne høre ham. Det slog ham først nu, hvor lille hun var i forhold til ham, og det gjorde smilet om hans mundvige større.

”Goddag, cion.”

Tonefaldet var varmt og charmerende. Meget langt fra det kolde hjerte, der bankede i hans bryst, men alligevel var der en hvis kant i hans stemme, som var den forvrænget.

word count 183

Da hingsten flyttede på sig, lagde hun endelig mærke til resten af ham. Det slog hende hurtigt hvor høj han var, noget højere end hun, næsten ligeså høj som hendes stærke papa, som Mindraper. Men kun næsten, aldrig havde hun mødt en hingst som var højere end han. Den fremmede skilte sig dog ud på andre måder, de grå øjne kom nærmere da han trådte ud i vandet og uden tøven kom så tæt på, at hun kunne høre ham. Det var ikke alle der gjorde det, alle de fremmede hun mødte på sin vej havde hver deres foretrukne afstand, noget som den askegrå ikke helt forstod. Så hun blev kun munter, de ravgyldne øjne fulgte ham nysgerrigt, mens få vanddråber stadig dryppede fra hendes hvide mule. Blikket faldt snart på den lyserøde snip på den fremmedes mule, det var også nyt. Ubevidst tippede hun det hvide ansigt en smule på skrå.

Og så åbnede han munden. Hun kunne lige præcis høre ordene, enkle ord. Det sidste forstod hun ikke, men hun genkendte det med det samme, hun genkendte lyden, en underlig følelse bølgede igennem hende. Ariel så tavst på den fremmede i et langtrukkent øjeblik, hun var lige ved at le, men øjnene var pludselig alvorlige. Måske forbavsede. Det var en lyd hun ikke havde hørt i meget, meget lang tid. Så åbnede hun endelig munden, hun overvejede ikke engang ordene før den lyse stemme lød og øjnene igen gnistrede.

”Du taler min moders sprog. Hvordan? Sig mere.”

word count 249

Hoppens ord overraskede Niall lige så meget, som han lod til at have forbavset hende. Det var et sært sammentræf, at den første han mødte, skulle have kendskab til hans sprog. Måske var det et tegn fra Eoth, på trods af at hans skæbne var blevet, at vandre denne nye verden alene.
Da han betragtede hende mere indgående, fandt han hende ganske køn. Med det fine, hvide hoved, der hældede let til den ene side og de alvorsfulde, ravgyldne øjne., der endnu ikke havde undgået hans blik i bare et splitsekund.

”Men hvordan?”

Han gentog hende, imens latteren fandt hans stemme. Hendes alvor var underholdende, for hun var en livlig sjæl og han havde intet imod at have hendes fulde opmærksomhed. Han trådte med et spring til side i det hvirvlende vand, der gjorde hans ben tungere og det mahognibrune skind gennemvædet. Alligevel bevægede han sig med foregiven lethed. Hans blik blev drilsk, da han svarede hende og han var overbevist om, at hendes reaktion ikke ville skuffe ham.

”Hvordan går det til, at din moder kender et sprog så mørkt som mit, cion?”

word count 184

Hendes øjne forlod ikke hingsten, den høje fremmede som havde fremkaldt minder. Om ord. Om engang hvor hun ikke snakkede andet end Avas tunge, fordi hun kendte ikke andet, indtil hun mødte de mange strejfende sjæle som lærte hende deres sprog. Men hun havde været meget lille, det var ikke meget hun kunne tale af det dengang heller. Nu var det næsten borte. Så han gjorde hende vældig nysgerrig, den spøjse hingst med snippen og de grå øjne. Hun rettede ørerne frem mod ham da han igen åbnede munden og lo, der var liv i ham. Ariel opfattede aldrig noget som en fornærmelse. Et mildt smil krusede i stedet ud på hendes hvide mund ved lyden af latter.

Den askegrå gav et lyst prust fra sig da han livligt flyttede på sig igen og strakte mulen en anelse frem. Der var ingen mistænksomhed at finde hos hende, end ikke over for fremmede. For hun følte ingen frygt, det eksisterede simpelthen ikke i hende, ikke for sig selv. Og hingsten var mere end interessant, det var de fleste, men ingen fremmed havde før talt med sådan en tunge. Kun Ava gjorde. Hun trippede et par skridt frem, mod bredden, kulden mærkede hun kun lige i yderkanten af hendes askegrå skind. Men hun gik ikke fra ham, hun måtte vide meget mere. De ravfarvede øjne så mod det bragende vand et øjeblik, mens hun mindedes Ava, inden de fandt tilbage til ham.

”Det kan jeg ikke svare dig på, hingst med øjne som uvejr. Du er næppe herfra, er du?”

Hun undrede sig over hans ord om mørke, det havde fyldt hende med varme at tale som han gjorde, men han var underholdende og hun var evigt nysgerrig. Hun var slet ikke i tvivl om at han ikke var et af Andromedas børn, men han kunne heller ikke være fra samme verden som den kulsorte hoppe, hvis blod løb i den askegrås årer.

word count 321

Niall knejsede med nakken og under det mahognibrune skind hvælvede de spillende muskler. Der var ingen tvivl om, at hingsten var sig bevidst om sin skønhed, men samtidig så drillesyg, at han kunne slippe afsted med narcissismen. Man skulle tro, at der var intet i livet, som han tog oprigtigt seriøst.

”Du har fuldkommen ret, min skat, for Andromeda er ikke oprindeligt mit hjem. Jeg er fra en verden meget forskellig fra denne.”

Han undlod at nævne, at han højest havde været her i tre dage og havde så lidt kendskab til dette sted, at det praktisk talt kunne koges ned til ingenting. Måske havde hun allerede gættet det, eftersom hun aldrig havde mødt ham før. Hoppen, der så uvejret i hans øjne, og tiltalte ham, som var det hans titel. Det var et forunderligt væsen, han var stødt på, men hun var bestemt ikke kedelig.
Han trippede over mod bredden, da hun gjorde mine til at gå, for vandet var køligt, på trods af at han ikke lignede en, der lod sig mærke af det.

”Men det er i sandhed et held, at jeg er endt her, hvis jeg kan gøre mig bekendtskaber som dit."

Mente han det? Det var ikke til at bedømme med det evige, forfalskede smil, der var hans våben i alle tænkelige situationer. Hopper var farlige skabninger og han måtte ikke tage dem alvorligt, for så ville han lide samme skæbne som den mægtige Eoth, forvist fra sit rige til evig tid. På trods af hendes åbenlyse uskyld, kunne skindet bedrage. Han var et glimrende eksempel.

word count xx

Han sagde underlige ord, og det var ikke bare sproget, stemmen var også anerledes, uvant i den askegrås bløde ører. Hun havde mødt mange vidt forskellige sjæle på sin vej, lukkede og åbne, men ikke så livlig en hingst. Han kunne ikke være mange somre ældre end hun, kunne han? Hun kom ubevidst til at smile af ham igen, nu ikke på grund af latter eller ord, men af hans energi. Andromeda havde endnu ikke sat sit præg på ham. Nysgerrigheden bølgede. Og så slog hun pludselig en lys og klar latter op af hans sidste ord, mildt. Men de første greb hende alligevel mest:

”Meget forskellig?”

Hun havde svært ved at forestille sig det, men Ariel havde efterhånden set og hørt meget. Blomster gro i en hoppes man, lyn glimte over hendes farmors ryg. Mulighederne var ubegrænsede, nye mysterier viste sig hele tiden, og her stod endnu et. Hun gled let frem gennem vandet igen, da også han satte kurs mod bredden. Og tog sig lidt i sin egen nysgerrighed, hvilket udløste en mimren med mulen. Han kunne ikke have været her længe, og viden tog tid at samle i et land af strejfere.

”Næsten alle er dukket op ud af det blå her, ligesom du,”

Hendes skind dryppede af vand, da hun til sidst stod med kun hovene i søen. Kvikt rystede hun ravnemanken, den var kort, ikke så lang som de fleste hopper formåede at gro. Der var mange ting, hun ikke havde arvet fra sin moder, men styrke var en af dem, trods det milde blik. Hun tog det sidste stykke i et spring, energisk, nedkølet, men det gjorde hende kun mere frisk. Snart så de ravfarvede øjne igen åbenlyst ind i det grå med et smil.

”Bryder du dig om bjergene?”

word count 296

Den askegrå var meget nysgerrig af natur, men hingsten lod sig ikke gå på af de mange spørgsmål. Hvis samtaleemnet omhandlede ham, skulle han ikke stoppe hende og det lod til, at hun sagde, hvad der faldt hende ind. Det ville sikkert blive en let sag, at få hende til at fortælle noget mere om den verden, han var kommet til – hun var uden tvivl en social hoppe.

”Mit rige var smukkere end den sorteste nat.”

Nialls ord var melodiske og alvorsfulde, da han talte, som var det en sammensmeltning af Cairns sprog og det, hun kunne forstå. Så sagde han ikke mere. I hans hoved var det forklaring nok, for der fandtes ikke en ægte beskrivelse af, hvad der skulle opleves gennem egne øjne, og han ville end ikke prøve at retfærdiggøre sit tidligere hjems skønhed i ord. Ikke nu, på et så lyst tidspunkt af døgnet.

”Men du har ret, cion, jeg er dukket op ud af det blå. Er det en oplevelse, vi deler?”

Da han trak sig op af vandet for at nå bredden, strejfede han hoppens side i en bevægelse, der næsten kunne have været ubevidst. Men når det kom til Niall, var det ikke meget, der var overladt til tilfældet.
En indskydelse sagde ham, at hans spørgsmål ville få et klart nej til svar. Hun virkede som en, der begik sig i vante omgivelser og den sprudlende, livlige ungdom stod som en aura omkring hende. Hvis hun virkelig bar på sorgen eller savnet fra et tidligere hjem, var det ikke til at mærke på hende.

Vandet drev fra ham i små perler efter at have fulgt hende op af søen. Hans blik fjernede sig fra hende og det vandrede op mod de høje bjerge over dem, hvilket ledte ham til hendes sidste spørgsmål. Atter forsvandt alvoren fra hans stemme.

”Hvordan kan jeg ikke bryde mig om bjergene?”

word count 313

Hendes øjne gnistrede. Om det var tanken om bjergpasset, som ventede, eller om det var ham, det var ikke til at sige. Der skulle heller ikke meget til hos den askegrå, men hun var åbenlyst nysgerrig over hans tilstedeværelse. Hvad hed han? Hun havde helt glemt at præsentere sig selv, men det forekom hende sjældent vigtigt. Hun ville hellere høre om dem, om alle disse sjæle som havde lagt et helt liv bag sig, som bar rundt på minderne om en anden verden. Andromeda var hendes verden. Hun var en del af den, ét med den, hun havde tumlet rundt fra ø til ø før hun endnu kunne tale.

Det var tydeligt, at hun lyttede meget nøje til lyden af hans stemme, til ordene. Hun var bestemt ikke noget uopmærksomt selskab, detaljer opildnede hende, da også han trådte ud af den klare sø så hun, hvordan hans skind lignede skovbunden. Hvis man gravede ned under bladene, fejede dem væk, så kunne jorden både være brun og mørk. Hans rige? Den sorteste nat? Hans stemme skiftede karakter. Hun havde mærket da hans side strejfede hendes, men det syntes hun ikke, der var noget underligt i. Faktisk ville hun meget gerne tættere på, men ligenu var det ordene, som optog hende mest. Den askegrå udstødte et lyst prust, som om hun pludselig havde tilegnet sig nye kræfter efter turen i vandet.

”Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være, at være ét sted og så pludselig dukke op på et andet. Nej.. Det her er min verden, ser du, min eneste,”

Hun vrikkede med ørerne, mærkede vandet dryppe endnu, løbe over den slanke hals fra hårspidserne. Altid i bevægelse. Altid på nippet af at smil, som nu brød ud i fuld flor igen på den bløde mund.

”Nogen foretrækker Zenobias ørken, andre Chibales tætte skove. Nogen er ægte bjergheste,”

Det var selvfølgelig Thorondor, som faldt hende først ind, da hun nævnte ordet bjergheste. Den vældige hingst var noget nær perfekt bygget for bjergene. Måske vandrede han rundt deroppe, netop nu. Hendes blik var ikke veget fra hingsten med uvejrsøjnene, nu så de ravfarvede mere undersøgende ud. Han så stærk ud, stadig meget høj. Lange ben var nok ikke en fordel deroppe, men han måtte bestemt kunne klare bjergpasset. I visse mængder. Hun trippede et par skridt tættere på, uden at tænke videre over det. Bjergene havde hun allerede bestemt sig for, så trods sin brændende nysgerrighed, så var spørgsmålet, om hun måtte tage afsked med ham nu. Hendes udtryk var alligevel muntert.

”Jeg holder af alle steder, og kender nogle af stierne derop. Du kan følge med, bare du ikke skvatter.”

word count 440

Min eneste. Ordene brændte i Nialls bevidsthed og skurrede i ørerne, lidt ligesom han lod sig væmmes af kærligheden og hele dens kvalmende virkning. Men hoppen, hvis navn han endnu ikke kendte, virkede fuldkommen uanfægtet af hans tilnærmelser og af hans tilnavne. Min eneste kunne næppe have en virkelig betydning, han udelukkede det faktisk med det samme.
Alligevel undrede det ham, at hun ikke reagerede. De fleste hopper ville være faldet i svime over ham og han ville kunne aflæse deres interesse med stor lethed i deres blik og på deres kropssprog. Men når han mødte de ravgyldne øjne, var de blot en gnistrende refleksion af den nysgerrige og opmærksomme hoppe, der stod foran ham. Der var umiddelbart ingen skjulte bagtanker, og det kunne kun betyde én ting.

Hun måtte være en formidabel skuespiller. Nøjagtig som ham selv, nu hvor han besvarede hendes strålende smil med endnu et af sine egne.

”Der er meget, jeg har opgivet, for at komme hertil.”

Hans ord var overraskende nok sorgløse, da han vendte ørerne mod hende. Hun kunne ikke aflæse hadet eller vreden, der voksede i ham over det tabte Cairn, hans tabte rige. Eoths rige. Der var ingen tegn udover den piskende, ravnsorte hale, der skar gennem den tomme luft.

”Men din verden vil langsomt blive min egen, a rún. Jeg er fortrøstningsfuld med den begejstring, du sætter for dagen.”

Han besvarede hendes prust med sin egen brummen og satte i bevægelse. De havde ikke stået ved søbredden længe, men han fornemmede, at heller ikke hun havde tålmodigheden til at blive hængende. Bjergene trak i dem begge. Den lille hoppe virkede dog ikke just som en bjergvandrer med den fine, spinkle krop. Omvendt var der meget, som viljen kunne udrette. Det burde han af alle vide.

”Dit selskab sætter ikke store krav til mig, for jeg skvatter ikke.”

Niall drejede afventende hovedet mod hende. Han kunne have valgt en hvilken som helst sti at følge, men han kendte dem ikke som hun gjorde. Og han var ikke et sekund i tvivl om, at hun i sit hoved allerede havde udpeget den mest udfordrende, hun kendte til. Det var netop, hvad han søgte.

”Til gengæld er mit selskab mere krævende. Du må give mig dit navn, for selvom jeg har mange passende forslag, tvivler jeg på, at de er det rigtige.”

word count 386

For den askegrå kunne han ligeså godt have talt i gåder. Der var ikke kommet mange ord fra mulen med snippen, før hendes ansigt tippede en anelse på skrå igen. Hun betragtede ham nøje, hun sugede altid alle indtryk til sig, det var sådan den askegrå lærte alt hvad hun vidste. Det, og så at lytte. At se og høre og tage det hele ind, ikke lade noget gå tabt. Hun havde fra første øjeblik fornemmet at han kom fra et helt andet sted, han kunne ligeså godt have været lavet af et helt andet stof end hun. Mon hans skind også føltes anerledes? Hun bevægede ørerne, vandfaldet strømmede stadig ned i baggrunden, i fuld styrke. Hun havde selv et brølende vandfald indeni, et uudtømmeligt gåpåmod, men det var der sjældent nogen, der rigtig så. Hun var mystificeret over, hvad der mon var indeni ham.

Hun kunne ikke lade være med at smile af hans åbenlyse selvtillid. Det var på en eller anden måde forfriskende, alt det han sagde var underligt og underholdende. Han var fuld af alt muligt, det kunne hun se, men han gav ikke meget af det. Hun ville vide mere. Hendes nysgerrighed kunne måske virke påtrængende, men alligevel havde hun formået aldrig at krydse nogens grænser. Det var som sådan ikke fordi hun gjorde nogen anstrengelser for at lade være. Der var faktisk ikke rigtig noget, Ariel gjorde med fuldt overlæg, med større omtanke, for det hun gjorde var den hun var, og det var nok. Nok for hende i hvert fald. Og det var det eneste, som betød noget.

”Godt, for jeg kan næppe gribe dig,”

Et nyt smil, mere muntert end det sidste, selvom det egentlig ikke kun var ment i sjov. Hun troede ikke at det ville ske, at den elegante hingst ville miste jordforbindelsen helt, men hun ville da forsøge hvis det gjorde. Det var bestemt ikke fedt, som skjulte sig under det askegrå skind, selvom hun ikke så muskuløs ud på nogen måde. Men hans vægt oversteg hendes, det var der ingen tvivl om. Det ville nok se meget underholdende ud, hvis det skete, hun kunne næsten se det for sig. Hun så nysgerrigt op på ham, da han bad om hendes navn, og smilet blev ved.

”Jeg vil meget hellere høre dine forslag først, uvejrshingst.”

Og så trippede hun altså uden tøven frem, med lette skridt begyndte hun at forlade søen og det brusende vandfald. Han havde jo rent faktisk sagt ja, selvom det var noget indirekte, hvor underligt. Eller havde han? Han kunne altid få hendes navn på vejen.

word count 430