My love, my life.

Ydmyget, ødelagt og knust. Det var hvad den hvide hingst havde været det sidste lange stykke tid. Han var skyld i, at hans elskede datter var blevet taget fra Leonora. Han var skyld i, at de var knust og ødelagte, fordi han havde været så stupid, så han havde taget imod aftalen af den sleske hingst. Modet havde ikke været der hos ham, til at fortælle det til hans elskede mage, og det var så usselt af ham. Hvordan han havde kunne gøre det, det vidste han virkelig ikke, for hun skulle have vidst det inden de overhovedet kom så langt. Men han havde været så bange for at miste hende, så han ikke havde turde sige det. Tænk nu, hvis den éne hoppe som gjorde hans liv så godt, ville vende ham ryggen fordi han havde dummet sig? Det ville Ahearn ikke kunne holde til. Så han havde været en kujon og havde lukket munden omkring det. Men smerten i hans indre var ikke til at tage fejl af - han hadede sig selv for at gøre det. Hadede at han var skyld i Leonoras sorg og smerte. Det eneste han ønskede var at give hende glæde, at give hende det bedste. Men det var ikke lykkedes ham, istedet var han skyld i, at hun nok nægtede at se på ham igen. Åh hvor havde han dog været dum! Selvom hans eget liv havde været et helvede, så var han klar til at kæmpe for dette, kæmpe for den éne hoppe han ville være sammen med - hvis hun stadig ville have ham.

Slukøret kom han gående på den store ø. De sorte hove ramte hårdt og tungt på den stadig lidt frosne jord, imens de hvide baghove blev slæbt efter ham. Der var ingen stolthed at se hos ham, ikke som der havde været førhen i tiden. De hvide ører hang ud til siden, uden overhovedet at bevæge sig rundt, uden at holde øje med lydende omkring ham. Ahearn var ikke noget smukt syn denne dag, ikke som han engang havde været. Førhen strålede stoltheden og autoriteten ud af ham, men hvad var der dog at være stolt af nu? Intet. Et nærmest opgivende prust undslap ham, og den sorte hale slog en enkelt gang bag ham, inden han stoppede op. Øjnene skimmede kort over landskabet på den eng han befandt sig. Hvor mon hun var henne? Ville han kunne finde hende igen? Han havde ikke set Leonora siden dén dag, og derfor havde han heller ikke set sin søn. Og det gjorde ondt på ham, for han ønskede at være en del af den familie, ønskede at se sin søn vokse op. Samtidig kunne han også godt forstå det, hvis Leonora ikke ønskede at han skulle være en del af dem mere. Ahearn ville acceptere det fuldt ud, selvom det ville knuse ham.

Seyé sov under den sorte krop, der hvilende stod med hovedet bøjet mod bringen. Leonora, den sorte hoppe med de stjerneglimtende aftegn havde søgt bjergenes ø, mens frosten havde tilladt at de kunne krydse det åbne hav. Hvorfor vidste hun ikke – men inderst inde havde hun både søgt og flygtet fra en bestemt sjæl. Siden den dag Seyé og hans tvilling var blevet født. En dag der smertede hende konstant; men mest af alt om natten. Hvis hendes søn havde kunnet holde til det, havde hun trukket ham gennem alle de mørke timer for at flygte fra drømmene, der jagtede hende som vildt.
Den lille grå hingst, med den blå plet i panden sov uforstyrret. Selvom hans mor, der kun lige med nød og næppe berørte søvnen, havde været angst og anspændt, havde den lille hingst ikke taget det på sig, men havde udviklet sig med lynets hast. Nok var han kun få uger gammel, men allerede klar på livets eventyr; og havde taget sit første. Hun havde kun lige fundet ham, efter han havde vandret rundt på egne ben, og nu havde hun bragt ham her for at få lidt fred. Måske.
Det hun ikke vidste, var at netop den hingst, som havde været skyld i dette og samtidig var den hun ikke kunne undvære, havde fundet dem. Hun lagde først mærke til det efter noget tid, for en skrabende lyd fyldte hendes ører. Med ét hævede hun hovedet i et sådan pludseligt ryk, at selv den lille Seyé reagerede på det, men hurtigt faldt han til ro igen. Hun fnøs sagte, inden hendes isblå øjne fik øje på ham. Ahearn, den hvide; men ødelagt så han ud. Som om nogen havde tævet ham indefra og ud; men den første tanker der ramte Leonora, var ikke glæde over at se ham, eller medlidenhed fordi han så ud til at lide, nej. Det var frygt. Frygt for at der måske fulgte en slange i hans hæle der ville tage hendes sidste søn, ende hans liv og ødelægge hende for altid.
Den eneste grund til, at hun endnu stod oprejst og havde formået at klare de uger der var gået, var netop Seyé. Hendes instinkter råbte med så stor kraft, at hun reagerede på dem og havde kunnet skubbe sorgen lidt på afstand, så den ikke ville æde hende op, men allerede nu, bare ved synet af ham, ulmede det hele igen. Sorgen kom snigende som en glubsk tiger, klar til at springe på hende. Spørgsmålet var bare, om hendes sind var hurtigt nok til at komme væk. Hun tænkte, det gjorde hun. Skulle hun flygte nu med Seyé, eller blive? Til sidst valgte hun at blive stående, for en anden tanke havde ramt hende. Uden Ahearn, var hun intet. Og aldrig nogensinde ville hun kunne leve et helt liv uden ham; og det var grundlaget for, at hun nu stod stille med blikket fængslet imod ham. Klar, anspændt, afventende på det stormvejr der nok snart ville fylde himlen over dem.

Om et overhovedet var muligt, at hade sig selv mere end han gjorde? Det vidste han ikke, men Ahearn havde nået bunden og nu kunne han bare ikke komme længere. Han havde gjort det dummeste i sit liv, og aldrig ville han tilgive sig selv for det. Aldrig. Hoppen som han elskede, måtte hade ham. Den søn som han ønskede at lære at kende, ville også hade ham, når han engang fik sandheden at vide. For selvom det var nemmere at skjule det for ham, så ville Ahearn aldrig gøre det igen. Lektien havde han lært, og derfor måtte tiden en dag også komme, hvor historien om tvillingesøsteren måtte komme frem. Lige siden den aften, havde Ahearns tanker kørt rundt i den samme bane, gang på gang. Ville det have været bedre, hvis han havde fået sit første føl med en anden hoppe? Ville det have gjort livet nemmere for dem? Men det ville jo også have knust Leonora. Og hvad nu hvis han havde fortalt hende det, inden de fik føl sammen? Ja, så havde hun været forberedt, men smerten ville stadig være den samme - især hvis de kun havde fået ét føl. Uanset hvor ondt det så end måtte lyde, så var det på en måde meget godt, at Leonora havde fået tvillinger. For selvom hendes smerte var ufattelig stor, så ville den nok være endnu større, hvis hun ikke havde haft deres søn.
En søn som Ahearn ikke engang kendte navnet på. Uanset hvor Ahearn havde været de sidste par uger, havde de grå skyer fulgt hingsten. Faretruende havde de hængt over ham, blot ventende på at kunne slippe den regn som havde samlet sig. Men han var så tom indeni, at der endnu intet var kommet. Men som han kom gående på engen, var der en bevægelse der fangede hans blik. Langsomt lod han det fokusere frem for sig, og han stivnede. For dér, længere fremme, stod den eneste sjæl som han ønskede sig, og ved hendes side lå deres søn. Usikkert kørte de hvide ører frem og tilbage. Hvordan ville hun reagere? Hun lignede én der var klar til at jage ham langt væk, så hvad skulle han gøre? Prøvende tog han et par skridt frem imod hende, med ørerne ud til siden og hovedet lå lavt. En regndråbe ramte hans mule, og han rettede blikket op mod de grå skyer. Opgivende sukkede han. Seriøst? Nu, af alle tidspunkter, så var det nu det valgte at komme? Men han kunne ikke styre det og snart faldt flere regndråber. Et hæst og lavt brum forlod ham, alt imens de mørke øjne konstant hvilede på hende. Var det slut? Havde hun besluttet sig for, at hun ikke ønskede ham længere? Et par meter fra hende stoppede han op, alt imens den store hvide krop, afslørede den usikkerhed der lå i ham.

Skyerne omkring den sorte hoppe blev langsommere mere og mere grå. De var ulmende, som sindet i hendes indre, der truede med at slippe den sorg fri der havde været undertrykt i uger. Den sorg, som sammen med den tidligere ødelæggelse hun havde oplevet, da hun havde mistet sin moder, var blevet til en ganske kraftfuld slaghammer, der nu havde taget tilløb til at komme fri; og netop fordi hun mærkede dette, tog hun nu et valg som man måske ikke havde forudset. Ahearn havde set hende, og hun havde mærket hvordan pulsen sprang afsted i nervøsistet over det, der nu skulle ske. Men uanset hvad kunne hun ikke lade det gå ud over Seyé, der fredeligt sov, og derfor imødekom hun Ahearns tilnærmelse, ved uden tøven at tage skridtene imod ham. De måtte ikke forstyrre den sovende hingst.
Dog var det ikke velvilje der var at spore i hendes blik og krop, men en form for fortvivlelse, angst, modvilje og sorg. Under det, var et streg af lettelse, for hun havde faktisk frygtet at miste ham helt, langt mere end at se ham, og hvis blot Ahearn så ordenligt på hende, ville han også selv se det.
Hun stoppede først da der kun var få meter imellem dem og dermed langt hen til Seyé. Han var tryg, der hvor han var, og det gav ét punkt i hendes sind ro. Hun kunne dermed koncentrere sig om dette forestående møde, eller hvad man nu skulle kalde det. Da hun stod stille, veg hele hendes vægt kort bagud, som ville hun rejse sig i et stejl, men det blev ikke til så meget andet, end et tegn på uro under hendes plettede skind.
Hun sagde ikke noget, alt imens hendes krop langsomt blev fugtig af den regn der dryppede fra skyerne over dem. Et tegn på den stemning der herskede i det indre af hingsten hun elskede; et tegn på den aftale der havde kostet dem en datter – en aftale som hun ligenu hadede mere end noget andet i hele verden. Hun stod der, delvist vigende og delvist nærmest markerende overfor ham, frustreret og urolig. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle tackle det hele, hvis hun overhovedet kunne. Ja, måske ville det indre vinde og hun ville bryde sammen. Men det måtte ikke ske – for hun skulle passe på Seyé, den lille hingst, og derfor måtte hun vinde dette slag hun havde med sig selv, og den hvide hingst samtidig.

Smerten i Ahearns sind blev kun større og større, som hans blik nu hvilede på den smukke sorte hoppe, med aftegn som stjernerne. Hun lyste op, selvom han tydeligt kunne se, at hun også kæmpede med sine indre dæmoner. Dæmoner som han var skyld i, og han vidste det. Egentlig havde den hvide hingst forventet, at hun ville blive stående eller jagte ham langt væk, men hvad hun nu gjorde kom helt bag på ham. For Leonora valgte at gå ham i møde, hvor hans blik nu låste sig fast på det lille føl, som trygt lå og sov. Det kendte ej til den smerte begge forældre følte, vidste ikke hvad han havde mistet og hvad han havde været udsat for i starten af sit liv. Men smerten i Leonora og Ahearns øjne, afslørede det ganske tydeligt. De led begge to, og det gjorde det absolut ikke bedre, at de ikke kunne støtte hinanden igennem dette. Ahearn havde frygtet at opsøge hende, for han vidste at hun måtte hade ham og det han havde budt hende. Alligevel havde hun så meget godhed i sig, at hun gik ham i møde og få meter fra hinanden stoppede de begge to op. Tvivlende hævede han hovedet en anelse, da hun lignede én der ville rejse sig i et stejl når som helst, men det skete ikke, og igen søgte de mørke øjne mod føllets skikkelse. Hans søn.
En søn som han endnu ikke havde rørt eller set ordenligt, men selvom alt i ham skreg efter at komme derhen, blev han stående. Uden tvivl skulle de begge to løse det her først, inden han overhovedet kunne nærme sig føllet. Et føl som han end ikke kendte navnet på - mon hun overhovedet havde givet det et navn? I lang tid stod han blot og betragtede hende, for hvad skulle han sige? Hvor skulle han starte? Regnen blev ved med at dale ned over dem, langsomt men sikkert. Endnu var hans sind ikke klar til at lade det hele komme frem til overfladen, og især ikke når han stod så tæt på hende. Han kunne ikke selv styre vejret, og tænk nu hvis det endte med at ramme hende? Så var der blot endnu en ting som han ikke kunne tilgive sig selv for. Efter lang tid fik han dog endelig samlet tankerne. "Leonora," lød det lavt og prøvende fra ham. Men hvad skulle han eller sige? At han var ked af det? Det var jo ikke nok, det kunne ikke gøre det okay igen, det kunne ikke give hende deres datter tilbage. At han havde været dum? Ja, det vidste hun jo også godt. Han kunne virkelig intet sige som ville gøre det hele okay igen, og ét eller andet sted ventede han egentlig bare på den skideballe der ventede ham. En skideballe som han ville acceptere - for han havde fortjent den.

Det føltes som en evighed mens hun stod der, vigende frem og tilbage. Hvordan dette nogensinde skulle ende godt, kunne hun slet ikke forudse, hun kunne kun håbe på at et mirakel ville ske. Hun veg blikket fra ham, fordi det smertede hende. Smertede hende at beskue ham, for han så ligesom hende, forvirret og såret ud. Og alt imens dryppede regnen over dem stadigt mere og mere tiltagende. Et kort minde drog hende tilbage i tiden. Til den tid, minutterne før hun mødte den hvide hingst første gang. Han havde overtalt hende til at flytte sig fra de isnende regn, der havde frosset hendes led, kølet hende helt ind til knoglerne. Den stolte hingst hun havde mødt den anden, var ikke at syne nu. Og det smertede hende, ligeså meget som det smertede hende at han havde byttet deres datters liv for magi. Den magi der nu fik det til at regne på hende.
Da først hun vendte tilbage, fra det minde slog hun blikket op. Hans stemme fik det til at dirre ufatteligt i hendes krop, så meget at hun faktisk veg et par skridt tilbage. Det var så svært at holde styr på det hele nu. Så svært ikke at lade sorgen vælte frem og bryde sammen. Og det kunne ses i det blik, der nu hvilede på den hvide hingst.
Hun åbnede sin mule, men intet kom ud. Ingen lyd, ingen ord, for hun var nu så langt ude på kanten, at hun end ikke vidste hvad hun skulle sige. Skulle hun skælde ham ud? True ham? Fortælle ham hendes følelser om det valg han havde taget?
Hun stod, nok et helt minut blot forstenet, inden hun da fik styr over sin stemme.

,,Ahearn”

Èt ord forlod hendes mule, med en sådan betoning, at det sagde det hele. I hans navn, som hun nu udtalte, lå vreden, sorgen, lettelsen, frustrationen. Det hele. Hun vidste, at lange sætninger af ord, råb og skælden ikke ville hjælpe dem. Derpå så hun blot så stift hun formåede det i hans øjne, nærmest pillede pelsen, skindet, musklerne af ham. Og dette var nok noget af det mest ondskabsfulde den sorte hoppe nogensinde have gjort, men samtidig var det ben nødvendigt. Hun var nødsaget til at vise den vrede hun havde, straffe ham på sin vis for det han havde gjort, men straffen var fair i hendes hoved.
Da hun flyttede blikket, fik hun styr over sine ben, og med dirrende bevægelser skridtede hun forbi ham. Hun ville lægge større afstand til sønnen, inden stormen for alvor brød løs med ord. Da hun passerede ham, gav hun ham hverken berøring eller blik, men så blot stift frem. Det ville blive hårdt, men nødvendigt det de skulle til nu. Absolut nødvendigt.

På ét eller andet punkt ville Ahearn ønske, at han ikke behøvede at gå igennem dette. At han ikke skulle stå ansigt til ansigt med hendes smerte og sorg. Men han blev nødt til det, det var vigtigt for det var ikke bare hvem som helst han stod overfor. Leonora betød alt for denne hvide hingst, og han ville kæmpe for hende til evig tid. Selv hvis hun valgte at gå fra ham, selv hvis hun mente at han ikke længere var god nok til hende. Aldrig ville han lade hende i stikken og ej heller deres søn. For disse to sjæle betød alt for ham og han ville altid være klar til, at støtte hende. I lang tid stod de to heste blot og betragtede hinanden, delte den smerte der lå i dem, selvom de ikke sagde noget. Det var jo ganske tydeligt at se, at de begge led på samme måde. Prøvende fik han fremstammet hendes navn, selvom han var forberedt på at bakke langt væk fra hende, hvis hun havde tænkt sig at gå amok på ham. Ingen andre heste kunne få denne behandling fra Ahearn, ingen andre ville han bøje sig for og udvise denne form for sorg. Der kom dog ingen reaktion fra hende, andet end at hun åbnede munden, men der kom ingen lyd fra hende. Ikke før efter et minut, hvor hans navn endelig lød fra hende, og det var fyldt med alle de følelser der lå i hendes sind. Bare hendes stemme var nok til, at han tippede ørerne bagud og så væk fra hende, for han kunne mærke hendes blik. Kunne mærke hendes vrede der var rettet mod ham, og kun ham. Ahearn var klar til at tage skylden for det, men det ville ikke blive nemt. Som han skulle til at sige noget til hende, begyndte hun at gå forbi ham, uden så meget som at sende ham ét eneste blik. Nærmest opgivende sukkede han, inden han vendte den sølle krop og fulgte efter hende. Efter de havde gået kort tid, stoppede han op og valgte at nu var tiden inde til at snakke til hende.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller sige, for at vise dig hvor ufattelig ked af det jeg er. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke fortryder min handling, men han snød mig for det jeg fik. Det er ikke uden grund at jeg tog imod den aftale, og på det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg ville få dig. Men da jeg så din glæde, kunne jeg ikke bære at skulle knuse dig og jeg trak mig. Jeg var en kujon, og jeg kan ikke undskylde nok gange, Leonora. Jeg kan intet gøre for at give dig hende tilbage."

Med de ord slog han blikket i jorden og ventede. Ventede på hendes reaktion og måske endda det udbrud af vrede der ville komme fra hende. Han var klar til det. Denne yndige hoppe havde altid været retfærdig og fattet, havde altid behandlet ham med respekt og forståelse. Og så kunne han ikke give hende det samme, når det virkelig var betydningsfuldt. Men hvad skulle han sige? Han havde været så bange for at miste hende, så han havde dummet sig.

De havde nu lagt afstand til det sovende føl; de havde nu valgt scenen for det scenarie der skulle spilles nu. Så snart hun havde passeret den hvide hingst, havde han valgt at følge med. Hun så ikke hvordan hans krop talte, men hun kunne forestille sig, at det ikke ligefrem var engagement der havde strålet fra hans krop, der før havde udtryk nogenlunde det samme som hendes. De var begge svækket, sårede og frustrerede, men de måtte gå vejen sammen, om end det måtte gøre ondt.
Vandet der dryppede for oven var snart ved at trænge igennem hendes pels, så hendes hud nedenunder blev kølet. Det var ubehageligt, men det tog hun sig ikke umiddelbart af nu. Der var langt vigtigere ting der krævede hendes opmærksomhed.
I det øjeblik hun hørte hans stemme, som nåede hendes ører før hun havde vendt sig, stivnede hun. Derpå drejede hun om sig selv med hurtige og nærmest angste bevægelser, der kunne ligne dem hun benyttede sig af, inden hun lærte hingsten at kende. Dengang hun får alvor var ødelagt. Som var hun blevet jagtet, var hendes puls steget og alt imens han talte, så hun med en blanding af følelser på ham. Han forklarede sig og hun lyttede. Hun lyttede så intenst, at man skulle tro det gjaldt hendes liv. Det gjorde det vel også, for hendes liv afhang af den fælles skæbne de to havde. Hun fnøs sagte inden hun veg hovedet lidt fra side til side, som stod hun overfor den giftige slange der havde taget hendes moders liv, og overvejede hvordan hun skulle tackle den. Nervøs, kold, fugtig.
Og dog, så gav de ord han udtalte en form for ro. Han var ked af det. Det var det, hun bed sig mest mærke i, og selvom hun havde lyst til at komme med ord, fra det sind hun havde under det ødelagte; det vise og retfærdige sind, så kunne hun ikke. Hun havde selv lavet en aftale med denne slange, og dengang hun havde sagt ja, havde hun været ligeglad med prisen. Om det havde kostet hende et afkom, ville hun have gjort alt hun kunne, for at sørge for hendes moder fik fred. Og dén følelse, fik hende til at føle en form for skyld over at være sur på ham. Hun var dog i øjeblikket ikke til at nå, for i og med hun havde fået hul på de tanker der var i hendes indre, brød det hele for alvor ud. Hun langede afvisende ud efter ham, trak hovedet til sig og veg siden til med et nærmest dirrende fnys; og derpå begyndte hendes sider at vibrere, som var hun på grænsen til det komplette sammenbrud. Og det var hun i sandhed også, for tårerne begyndte at trille, stille og roligt, imens hendes krop skiftevist spændte helt op og slap taget. Hun sprang skridt frem, veg tilbage igen og rykkede rundt som var hun spærret inde i en boks hun paniske prøvede at komme ud fra, imens hendes sind gav op og gav los. Hun hylede op, beklagende, på det tidspunkt ligeglad med om det ville vække Seyé, for han var undertrykt ligenu i hendes tanker. Der var ikke plads til andet, end den gruopvækkende rædsel der skar sig vej gennem hendes krop – og som først flere minutter efter havde efterladt hende skælvende, med bagparten imod den hvide hingst og hovedet imod jorden. Hendes ben truede med at give efter under hendes vægt, og kun med nød og næppe blev hun stående på jorden. Tårerne trillede fortsat, og mens hun stod dér, hviskede hun navnet for sig selv. Det navn hun havde givet det hoppeføl, der var blevet taget fra hende.

¤Mirah¤

Og dette var et vigtigt øjeblik. Så sårbar som hun var dér, gav hun slip. Slip på det faktum, at hun aldrig ville se det sorte hoppeføl igen. Hun accepterede det, og netop det var essentielt. Det havde naget hende så meget, men hun havde ikke kunnet udtrykke det før nu.
Denne handling, denne panik og eftergiven efterfølgende, havde gjort noget ved hoppen. Hun stod nu, så sårbar og åben som aldrig før, og hvis Ahearn spillede sine kort rigtigt, ville han netop nu kunne indtage hendes side igen. For hendes hjerte kunne ikke uden ham, om selvom hun ville ønske hun kunne bebrejde ham den hændelse der var sket, vidste hun at hun ikke kunne. De havde begge taget et forkert valg i livet og betalt konsekvenserne herfor – og nu måtte deres liv blot gå fremad. Men blot sammen.

Det var ikke med hingstens gode vilje, at han fulgte efter hende, for han var godt klar over, at de nu skulle igennem noget af en kamp. Mange andre hingste ville nok blot have vendt hende ryggen og aldrig have set sig tilbage, men sådan var Ahearn ganske enkelt bare ikke. Eller jo, mod alle andre end Leonora. Hun var så speciel for ham, at det nærmest ikke kunne beskrives, og derfor valgte han også at vende den hvide krop og følge efter hende. Men han var også godt klar over, at det nok var ham selv der skulle starte med at sige noget. Så det gjorde han, og han prøvede virkelig på at forklare sig så godt som han overhovedet kunne. Det var dog yderst svært, for han vidste ikke hvor han skulle starte eller slutte. Vidste ikke hvor meget han kunne fortælle hende, før hun fik nok af at høre på ham, men det var så vigtigt for ham at understrege, at han virkelig var ked af det han havde budt hende. Som Ahearn blev færdig med forklaringen, betragtede han hende afventende, men den reaktion der kom fra hende, havde han slet ikke regnet med. Forskrækket trådte han et skridt tilbage, imens han usikkert lagde ørerne i nakken. Ikke truende eller vredt, men ganske enkelt fordi han ikke vidste, hvad han skulle gøre eller sige. Det var tydeligt at se, at Leonoras sind var splittet, og han ønskede blot at han kunne lindre hendes smerte. Ærlig talt så skræmte det ham, at se hende reagere på den måde, og det gjorde ondt at se hendes stærke side blive nedbrudt. Og det var hans skyld, kun hans skyld. Hvordan kunne han have gjort det mod hende?! Han havde knust hende og han kunne ikke gå tilbage i tiden, for at ændre på alt det der var sket. Det eneste han kunne gøre var, at være der for hende.
Da hun havde stået i lidt tid, med rumpen til ham, hørte han hendes mumlen og det løb koldt igennem hans krop. Var det navnet på føllet? Navnet på deres datter? I et par sekunder stod han og betragtede hende, tvivlende over hvad han skulle gøre eller sige. Men det var som om, at han bare ikke kunne holde sig væk fra han. Så forsigtigt bevægede han sig hen til hende og lagde halsen over hendes, imens en svag og beroligende brummen forlod ham.

"Jeg er så ked af det."

Med blide strøg lod han mulen kærtegne hende. Måske hun ikke ville acceptere dette, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Det eneste han kunne hende, var hans nærvær og den kærlighed han havde til hende. Ahearn ville gøre alt for denne skønne hoppe. Han var klar til at gå gennem ild og vand for hende - og det håbede han at hun vidste.

Mens hun stod med bagparten vendt imod ham, hverken hørte eller så hun hvad der skete omkring hende. Ganske enkelt havde hun lukket ned for alt der foregik. Hun fornemmede ingenting, men stod blot med øjnene knebet i, imens hun for alvor gav slip på Mirah, det hoppeføl der aldrig fik lov at leve. Og hun vidste, at det var sidste gang hun ville nævne hende ved navn. Hun sukkede dybt, næsten opgivende, inden hun kort nærmest dinglede en anelse, fordi hendes balance var så udmattet, men da trådte han til hende. Ahearn, den hvide, og med hans vægt kunne hun da stå, uden at vakle. Der lod hun de isblå øjne søge hans, og der så hun det. Hun så det før hun hørte hans ord, den oprigtighed der lå i hans indre. Aldrig ville nogen a dem begå samme fejl, det var sikkert – og naturen havde altid sin gang. Om det var en ulv, sygdom eller andre faktorer, overlevede ikke alle føl der blev født, og sådan ville det altid være. Derfor nyttede det ikke noget for hende at spekulere på, om Mirah kunne have overlevet, men derimod måtte hun tænke på at få Seyé til at overleve. Hvilket indtil videre gik godt.
Med en sagte, øm og nærmest tavs brummen bed hun ham i mulen. Ikke hårdt, men markerende og samtidig accepterende. Hun søgte ikke længere af straffe ham, men hendes indre følelser havde fået hende til at bide, i stedet for at nippe eller puffe. Det rasede stadig i hendes indre og det ville det gøre længe, men hun havde nu accepteret ham ved hendes side igen, og så måtte puslespillet blive lagt på ny.
Der gik en lille stund, inden hun da fik fremsagt de første ord, der skulle samle dem. Hun forenede så at sige familien, ved at give sønnens navn til kende. Og hun vidste, at denne søn ville gøre dem begge umådeligt stolte, ingen tvivl herom.

,,Han hedder Seyé. Og han vil skimle, ligesom du. Desuden tror jeg han har arvet mere end en ting fra dig”

Sagde hun, inden hun med en form for afsky og glæde puffede imod hans lange horn. Det symboliserede så meget hun ikke brød sig om, men på den anden side, det gjorde hendes egne blå mærker også. Og dem havde hun lært at holde af – og med tiden ville hun føle det samme om hans horn og magi. Derpå trak hun vejret så dybt, at hun næsten holdt det inden hun slap det ud igen. Selvom det rasede i hendes indre stadig, havde hun fået hold på det der foregik omkring dem, og nu var de sammen igen. Om end der nok skulle komme lidt udbrud engang imellem, så var det værste overstået, i hvert fald fra hendes side af.

Det eneste Ahearn kunne gøre var, at håbe på at hun en dag ville tilgive hende. Og indtil den dag ville finde sted, måtte han kæmpe for hende hvert eneste sekund. Om han så var villig til at gøre det? Ja, i dén grad. Som han gik hen til hende og støttede hende, håbede han så inderligt på, at hun ikke ville afvise ham, men at hun derimod ville byde ham velkommen igen. For dagene uden hende havde gjort det klart for Ahearn, at han ikke kunne fungere uden hende. Det var ganske enkelt bare ikke muligt for ham. Leonora var alt han havde drømt om, og stadig drømte om. Uden hende var han intet, og én eller anden dag skulle han nok formå at få det sagt til hende. Indtil da håbede han bare at hun vidste, at han havde det på den måde. Tøvende var han i sit sind, da hans mule strøg over hendes bløde pels, indtil hun vendte sig om og bed ham i mulen. En smule overrasket brummede han, som ørerne flakkede forvirret rundt, men det var intet ondt bid. For han mærkede samtidig også hendes accept af ham igen. Hvis hun virkelig ikke ønskede ham i nærheden af hende, så skulle hun nok flytte ham - det var han godt klar over.
Meget ville hun finde sig i, men når det blev for meget var hun en bestemt hoppe, som ikke tøvede med at gøre det ganske klart, at nu var det nok. Lettelsen skyllede igennem hans krop, idet hun ikke trak sig væk fra ham, og ikke tvang ham væk. Tilgav hun ham? Nu måtte hun endelig ikke tage fejl, for han kunne godt mærke, at vreden i hendes sind endnu ikke var væk. Men så længe hun bare accepterede ham i nærheden af hende, var han lykkelig. Glæden strømmede igennem Ahearn som hun nu afslørede navnet på den søn, som stadig lå og sov så trygt et stykke fra dem. Seyé. Og som om det ikke var nok, så fortalte hun også, at han både ville blive skimmel, men at han også ville arve hornet.

"Seyé. Det er et flot navn du har fundet ham. Selvom jeg er ganske sikker på, at han har arvet mere fra dig end hvad du lige går og tror."

På en måde var det en smule underligt, at stå og snakke med hende igen, men samtidig var det en skøn forløsning for hans sind. Og magien tøvede ikke med at afsløre dette, da regnen stoppede og istedet kom solens stråler langsomt frem imellem de grå skyer. Strålerne som så tydeligt symboliserede det håb, som var ved at nå frem hos Ahearn igen. For hos hende var han så tryg, hos hende kunne han se fremad igen og håbe på det bedste.

Over hende begyndte det at lysne. En reaktion fra Ahearns indre, over det der nu skete. Man kunne vel sige, at hun valgte den lette løsning nu, og bare acceptere ham. Også selvom det måske ikke var den løsning, hun ville have valgt førhen. Førhen ville hun have været mere stædig, mere opsat på at finde den mest fair sti for begge parter, men nu skulle det bare overståes; og man kunne vel sige nu, at den første bølgetop var passeret. Hvor meget der ville komme fremadrettet, var hun ikke sikker på, men det skulle nok ske at hendes sind brød ud igen, på grund af det der nu var sket. I hvert fald vidste hun, at deres forhold langt fra var redt ud nu, men de havde fundet en pauseknap for strabadserne nu, måske fordi ingen af dem havde kræfterne til at få det hele redt ud.
Hun fnøs en anelse udmattet, da Ahearn begyndte at tale. Han virkede vel glad for de ord hun havde sagt, men ligesom han, følte hun selv en form for underlig fornemmelse i maven, af at snakke med ham igen. Som var det akavet, og alligevel ikke. Hun hævede hovedet en smule og så et kort øjeblik imod hans blik, for at lede efter de følelser der var derinde, men hun stoppede sig selv. Ikke mere nu, det var for hårdt.

,,Det tror jeg du har ret i. Men han er modig og hurtig til at lære”

Sagde hun dæmpet, men fuld af en pludselig moderlig stolthed. Hun var så stolt over ham, at det skinnede igennem nu, selvom det hele lige havde raset omkring hende. Det var nok et ganske komisk syn at beskue, hvordan hun pludselig kunne live op – og kort tid efter traf hun beslutningen om at føre ham tilbage til deres søn. Hun vendte rundt, uden afvisende attitude og satte imod den sovende hingst. Hun ville ikke vække ham nu, men hun var sikker på at Ahearn snart ville møde deres søn i vågen tilstand, og opleve hvor livlig og energisk han var.

Lettelsen i Ahearn var ikke til at tage fejl af, det det lige så stille begyndte at lysne over dem. Man kunne sige at denne form for magi var både god og dårlig for ham. Leonora havde i hvert fald nemmere ved at finde ud af, hvad han følte og hvordan han havde det. Om han nogensinde ville få kontrol over det? Det tvivlede han ærlig talt på, for han anede slet ikke hvordan det foregik. Han havde prøvet på at fokusere på de følelser han havde. Prøvede på at finde frem til lige netop dét, der fik magien til at vokse i ham. Men hver gang han var ved at få fat i det, forsvandt det fra ham med det samme, hvilket var ganske ulideligt. Han ønskede intet andet end at kunne styre det, så de blev fri for at blive gennemkolde, fordi det pludselig regnede over dem. Eller en sandstorm dannede sig omkring ham, fordi han var så sur og arrig. Ahearn kunne jo hverken finde ud af hvad der var op og ned, når han gik i sådan en sky af sand og jord. Det var ulideligt. Men han blev bare nødt til at affinde sig med det, for han kunne ikke gå tilbage i tiden og ændre det, selvom han så inderligt ønskede det. For så ville de stadig have deres datter. Til trods for at Leonora valgte at acceptere ham lige nu, så vidste han godt at han ikke var helt tilgivet, og der ville sikkert komme flere raseriudbrud fra hende - men dem ville han tage imod. Han fortjente dem, efter det han havde budt hende. Det eneste han ønskede for denne prægtige hoppe var, at hun var lykkelig, og når han ikke kunne give hende det, føltes det som om han blev ædt op indefra. Det var en ulidelig tanke og følelse, som gjorde ham nærmest helt magtesløs. Men hun var hos ham nu, og forhåbentlig ville hun igen kunne finde fred i sit sind, for der var ikke noget han hellere ville give hende - fred, ro og lykke.
Interesseret lyttede han, da hun fortalte om Seyé og de egenskaber han besad, hvilket fik et smil kom den sorte mule. Det glædede ham at høre, at han var lærenem og modig, for takket være det ville han have langt nemmere ved et overleve, end hvis han var en forskræmt lille hingst, som ikke turde gå nogle steder. Uanset hvordan han var, så ville Ahearn holde af ham og beskytte ham. Man ville nok ikke tro det, når man første mødte Ahearn, men han vægtede familien højt, når han endelig havde én, og det var altafgørende for ham, at Seyé ikke blev presset som han selv havde været det. For det havde ødelagt det meste af hans liv - indtil han havde fundet Leonora. Ja, han havde lært af de ting han havde gjort, men han ville ønske at han havde lært det på en helt anden måde.

"Akkurat som du."

Som Leonora valgte at vende sig om, med et kropssprog som bød ham velkommen, valgte han at følge efter hende, ganske forsigtigt. Var det nu? Skulle han endelig langt om længe møde den søn, som han havde drømt om siden han så ham komme til verden? Spændingen steg i den hvide hingst, i takt med at de nærmede sig det sovende lille føl. Et par meter derfra stoppede han op, hvor de hvide ører nysgerrigt blev rykket helt frem. Forsigtigt nærmede han sig, den sort mule tæt mod jorden, og stadig med ørerne tippet så langt frem som de overhovedet kunne komme. I et par sekunder skulle man nærmest tro, at han var et føl som skulle til at opleve noget helt nyt. Men sådan føltes det også for ham indeni. Føl havde han aldrig rigtig været god til, men Seyé ønskede han at lære at kende, ønskede at give ham alt hvad han fortjente. Man kunne dog ikke bebrejde ham for at være forsigtig, og et lille prust undslap ham også, da han var helt henne ved føllet. Hans søn. Så smuk han var, som han lå krøllet sammen i en lille klump, og en stolthed spredte sig i Ahearn, da han så den lille blå plet i føllets pande - hvor hornet engang skulle side. Ja det var i sandhed hans søn. Skyerne over dem forsvandt og lod solens klare stråle ramme dem og varme dem - et tydeligt tegn på den lykke han følte i sit indre.

Sandt at sige, så havde den unge hingst ikke meget viden omkring hvad der udspillede sig omkring ham. Hverken nu eller før i hans unge liv. De første timer kunne han ganske simpelt ikke huske. Det var først for ganske nylig han var begyndt at udvikle en hukommelse, der ikke kun lod ham huske på de allervigtigste ting; bliv ved mors flanker, drik mælk, sov. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, at han ikke var specielt mærket af hændelserne eller sin moders sorgfulde sind senere hen. Hans liv havde været præget af de mest basale behov, og der havde ikke været brug for andet. Han havde tryghed, føde og ly. Han havde sin mor. Stor og stærk var hun. Når hun var der, så følte han ingen frygt. Og hvorfor skulle han? Den sorte hoppe ville beskytte ham med sit liv. Han vidste det inden i, skønt han ikke forstod hendes ord når hun sagde det. Og når han så på hende, følte han kærligheden blomstre i sit unge hjerte. Hun var den der betød mest for ham. Og det var hende der fyldte hans drømme. Når han sov ved hendes side fyldte hun ham med ro og varme. Mor skulle nok passe på, også i drømmenes land. At der kunne findes en ”far” derude også – det vidste han simpelthen ikke.

I sine lykkelige drømme, mærkede han kun svagt at hans mor forlod ham. Men det var nok. Der gik kun ganske få minutter før søvnen forlod ham, og tvang ham til at glide op imod overfladen. Hans tryghed var forsvundet, og hans instinkter fortalte ham nu at noget nærmede sig. Ubevidst opfangede hans krop signalerne fra den heste der nærmede sig. Og det var ikke mor. Fredeligt lå han endnu nogle øjeblikke, men han sov ikke længere dybt. Han svævede i den yderste søvn, hvor man praktisk taget er vågen. Så mærkede han en varm ånde imod sig, og han slog øjnene op. Isblå øjne mødte brune. Brune? Hans moder havde blå øjne, ligesom han selv. Og pelsen. Pelsen på denne hest var hvid. Et udtryk af rædsel og nysgerrighed lagde sig over hans ansigt. For hesten så ikke skræmmende ud. Den kropssprog var venligt og roligt, og der, bag den fremmede der stod mor. Hun så ikke skræmt ud. Hvem var det dog?

De to sjæle nærmede sig nu i fællesskab imod den søn de havde til fælles. Ahearn havde ikke sagt nej, da hun havde diskret inviteret ham til at følge hende derhen, så han kunne beskue det afkom han havde været med til at skabe.
Da de nåede den sovende Seyé, registrerede han først ikke meget, men da Ahearn var trådt hen og havde sænket mulen imod deres søn, vågnede han langsomt. Snart løftede det lille hoved sig, og de blå øjne han havde beskuede nu Ahearn med et nærmest årvågent blik, som inderst inde morede den sorte hoppe en smule. Hun udstødte nogle små lyde, for at forsikre den lille hingst i at hun var der, imens de to undersøgte hinanden. Først efter nogle minutter trådte Leonora frem, passerede Ahearn og placerede sig bag Seyé, således at han befandt sig i midten af den lille familie; og midtpunktet var han i sandhed også. Han var deres.
Hun sænkede sin sorte mule en smule og kærtegnede ham over ryggen, som samtidig var en opfordring til at få ham op og stå. Det endnu kun få uger gamle føl var dog habil på sine ben, det vidste hun, så hun så ingen grund til at han skulle blive liggende, nu hvor han havde sovet i flere timer. Hendes kærtegn endte med et blidt lille puf, inden hun trak hovedet op og lod mulen stryge frem mod Ahearn, hvor hun både puffede og nappede imod den. Måske for at bede ham give plads til sønnens bevægelser, der nogle gange godt kunne blive en smule voldsomme. De krumspring hun havde set ham lave havde ikke været små, overhovedet ikke. Hun udsendte også en meget sær lyd, som Ahearn nok ikke havde hørt før. Den var kærlig, men kommanderende, for som moder skubbede hun altid rundt med andre, så det gavnede føllet mest. Hun ville ikke have Ahearn lyttede sig mere, men han skulle ikke tættere på, før den lille stod sikkert på alle 4 ben.