My love, my life.

Det var med stor spænding at han bevægede sig frem mod deres søn, som stadig så trygt lå og sov. Spændingen var dog også blandet med en form for nervøsitet, for tænk hvis Seyé ikke ville have noget med ham at gøre? Ahearn var godt klar over, at sønnen ikke var så gammel, så han forstod præcist hvad der foregik omkring ham, men han kunne jo stadig godt vælge, at han ikke gad have noget med Ahearn at gøre. Siden hvornår var denne store hingst begyndt at bekymre sig om sådan noget? Tjo, lige siden han havde mødt Leonora. Hun var også den eneste hest, udover Seyé, som ville se denne side af ham. Overfor alle andre havde Ahearn ikke ændret sig. Han var stadig den samme kolde og hårde hingst, når man først mødte ham. Leonora havde dog aldrig rigtig set den side af ham, og han kunne ikke forklare, hvad der var gået igennem ham første gang han havde set hende. Dér i regnen gennemblødt og kold, havde hun stået, og måske var det fordi hun havde mindet ham om ham selv, at han ikke havde opført sig så koldt som han plejede. Og da de var kommet indenfor i grotten, havde han var så fascineret af hende, så betaget af den skønhed der lå over hende, at han allerede dér havde været forgabt i hende. Det havde bare taget noget tid for ham at indse det.
Som han stod foran Seyé og førte den sorte mule ned mod ham, vågnede den lille hingst, og Ahearn blev mødt af et par funklende blå øjne – akkurat som Leonoras. Men rædslen og nysgerrigheden i de blå øjne, fik Ahearn til at se lige så chokeret på den lille hingst. Lige indtil Leonora bevægede sig om bag Seyé og pludselig nappede hun ud efter Ahearn, som forvirret tog hovedet til sig og brummede en smule misfornøjet. Hvad var nu det? Få sekunder gik der før han forstod hendes hentydning og han tog et skridt tilbage. Aldrig før havde hun opført sig sådan overfor ham, men han opfangede godt hvad hun ville, og derfor valgte han at holde afstand. De hvide ører rokerede konstant rundt, i et forsøg på at finde ud af hvad der nu skulle ske, som hun puffede til lille Seyé for at få ham op. Ahearn havde absolut ingen erfaring på dette punkt, og derfor lod han hende om at få føllet op. Hvis han begyndte at blande sig, ville det da først gå galt, og han ønskede ikke at komme på tværs af hende, især ikke når hun havde Seyé ved sin side – enhver hingst vidste, at en hoppe med føl skulle man respektere.

Det føltes som om der gik meget lang tid, hvor føllet og dens fader blot stirrede på hinanden. Seyé vidste ikke helt hvordan han skulle reagere - på trods af at han da havde mødt andre heste, men de havde alle været små! - og det gjorde det ikke ligefrem bedre at hestens mimik ændrede sig til at ligne hans egen. Sekundet efter jog hans moders sorte mule hen imod den fremmede, som trak sig tilbage med et underligt udtryk i ansigtet. Som han stadig lå der på jorden, kunne han ikke andet end følge med i hændelserne. Og ren og uvidende som han var, begyndte han at le. En lille, klukkende lyd der snart spredte sig til hele hans krop, så selv det mindste hårstrå hoppede. Det ansigtsudtryk der var gået over hingstens ansigt, havde fornøjet ham på det højeste. Han reagere stærkt på andres følelser, men havde alligevel fanget at der ikke var noget farlig ved situationen. Og med mors brummende lyde i baggrunden, følte han sig ganske rolig.

Med et lille hop rejste det grå hingsteføl sig endelig. Det gik ganske fortræffeligt, i forhold til de mange mislykkede forsøg der lå bag ham. Hans moders opfordrende puf, havde fået fut i ham. Jord og småsten sad i hans pels, men med en grynten rystede han sig så voldsomt at det føg til alle sider. Usikker på benene over den voldsomme roteren rundt, vaklede han et par skridt fremefter, men fandt hurtigt fodfæste igen. Derpå rankede han sig flot, og kniksede en smule med nakken. Hans blik var stift rettet imod den fremmede, nysgerrigt og undersøgende. Han snusede prøvende til luften, inden han trippede hen til den hvides side. Uden at bekymre sig om noget som helst, lod han søgende mulen glide op langs den fremmedes skulder og hals, hen til hovedet. Med et lille smil puffede han hilsende til den sorte mule. Sådan havde han set mor gøre. Det måtte være rigtigt!

Ahearn lignede nok mest af alt en, der ikke helt forstod hvad den sorte hoppe mente med det lille udfald, hun havde gjort sig, men efter et øjeblik forstod han. Han gav plads til deres søn, der kort efter begyndte at le. Forundret kiggede hun ned imod ham, med et nærmest nervøst blik. Sådan havde han ikke reageret før, men hurtigt var han oppe med viftende hale og rystende krop. Han fangede hurtigt balancen og snart stod den grålige lille hingst med en noget så fin holdning. Hun brummede fornøjet nu, over den yderst mandlinge attitude den lille hingst allerede havde fået. Han havde en leders holdning allerede, hvilket bestemt røret det område i hendes hjerte hvor hendes stolthed havde siddet.
Hun gjorde ikke meget nu, hvor han var kommet op, ikke andet end at iagttage de to. Seyé virkede modig nok til at undersøge hans fader nærmere, og han var klog nok til at forstå på hans moders signaler, at der ikke var noget farligt på færde. Alt imens deres mule søgte imod hinanden rykkede hun dog blikket op imod Ahearn, og det var som om hun så ham for første gang siden folingen. Uden vrede, uden forbehold så hun nu blot direkte på den hingst som hun elskede. Den hingst hun ikke kunne fungere uden, og som hun netop af de grund havde valgt tilbage i livet, efter de uger de ikke havde set hinanden. De havde været så meget igennem og dette var ’blot’ i underdreven forståelse, endnu et bump på vejen. Men ingen vej var lige og perfekt, det vidste hun. Og desuden, så ville det kun gøre dem stærkere at ikke alt gik som planen. Hvis hun havde fået det liv hun var bestemt til, ville hun ikke have haft samme følelser. Så ville hun have fået en hingst tildelt af pligt, og ikke vilje. Men her havde hun selv valgt Ahearn, og det valg ville hun stå ved uanset hvad.

Det var i ren og skær refleks, at Ahearn endte med at betragte føllet på samme måde, som det betragtede ham. Han var forundret over, at den lille skabning rent faktisk var hans søn, at han kunne kalde sig for fader. Men man skulle endelig ikke tage fejl, for han elskede det. Som Leonora nappede ud efter ham, og bag ham om træde tilbage, fløj der et noget forvirret ansigtsudtryk over ham, imens hans ører undrende rokerede rundt. Jamen dog! Først da Seyés lille, klukkende latter kom frem, rettede han begge ører stift frem igen, imens hans blik hvilede ned mod føllet. Lå det og grinte af … ham? Jamen det var da godt at han kunne bruges til ét eller andet. Årvågent hvilede hans blik konstant på føllet, da det begyndte at rejse sig op. Tænk nu hvis det faldt? Men Leonora virkede ikke til at være særlig bekymret, selvom hendes ansigtsudtryk fik et smil frem på Ahearns sorte mule, da hun hørte føllet grine. Var det ikke noget han plejede at gøre?
Åh det var en forfærdelig tanke, at han ikke havde været der siden starten af Seyés unge liv, og han hadede at han var gået glip af så meget. Men hvis Leonora ville tillade det, ville han gøre alt for at indhente den tabte tid – og forhåbentlig fik han også lov til det. Som Seyé nærmede sig, sænkede Ahearn langsomt hovedet, imens nysgerrigheden lyste ud af hans mørke øjne, og de hvide ører var rettet helt frem mod det lille føl. Som deres mule mødtes, og han puffede til Ahearn, kom et dybt og varmt prust fra ham, inden han selv puffede ganske forsigtigt tilbage. Han kunne lide at se hvor livlig den lille klump var, og prøvende nappede han blidt ud efter ham, i leg. Men hans fokus blev taget fra ham, da han mærkede Leonoras blik på sig, og han rettede de brune øjne mod hendes smukke skikkelse. Den kærlighed han følte til hende, lyste klart i hans blik, som han prøvende tog mulen frem mod hende, i et forsøg på at vise hende, at han stadig var den samme. At det stadig var hende han stod ved, og samtidig også et forsøg på at få den accept, som han sådan ønskede fra hende.

Selv hvis han prøvede, og hvis han havde haft de rette ord, så kunne den lille Seyé ikke sætte fingeren på, hvad det var der gjorde dette øjeblik så specielt. Man han kunne føle det. I hjertet. Store følelser var på spil i dag, det vidste han. Det sneg sig ind på ham med en behagelig kuldegysning og knugede ham blidt ind til sit bryst. Varme. Det var nok det ord han mest kom til at tænke på. Da den fremmede hvide hingst, så blidt puffede til ham kom han helt til at tænke på mor. Denne heste opførte sig anderledes end andre fremmede. Den var så meget mere øm overfor ham, og selvom det ikke blev sagt med ord så stod det klart at også hans mor holdt meget af den hvide.

Han smilede kækt da den hvide begyndte at nappe til ham og han udstødte et skingert lille hvin i iver. En der ville lege! Yay! Men med et stivnede han. Noget der før havde undsluppet hans nysgerrige blik, stod nu ganske klart for ham. Hestens havde et langt horn i panden. En blå farve snoede sig fra spids til bund, og helt ud i hestens ansigt. Om muligt blev føllets øjne dobbelt så store. Hvor var det sejt! Legesygt sænkede han hovedet en smule og stødte panden imod hingstens skulder. Der lå ikke den store kraft bag, men det var tydeligt at han lod som om han havde et horn selv. Det var en ting de færreste heste ville finde på - og specielt føl. Men måske lå det til ham, han der selv bar et voksende horn.

Snart var deres søn på sine ben, og ja, viste ren og skær nysgerrighed overfor Ahearn, hans fader. Det var som om den unge hingst havde fornemmet, at den hvide hingst der stod foran ham hørte til her i selskabet, ligesom hans moder gjorde det og ham selv. Hun brummede fornøjet, da hun et øjeblik fik lagt blikket imod den lille hingst, der nu forsigtigt nærmede sig sin far; heldigvis havde hendes sind i denne verden ikke påvirket det, hun havde givet videre til ham. Hun brummede sagte, nærmest i en afslappende tone, inden hun fik kigget på Ahearn igen. Han rakte nu mulen imod hende, søgende. Hun fnøs sagte og lagde kort sit hoved på skrå. Afholdende så hun på hans mule, der nu tilbød sig til hende, og kort overvejede hun om det var klogt at røre den. Hun måtte vel ligne en, der betragtede noget nyt, uvant og farligt, sådan som hun så ud, men der gik ikke længe inden han ganske overvejet og roligt lod mulen strækkes frem og røre hans. Denne gang bed hun ikke, men puffede ganske blidt og kærligt imod den. Det var godtaget, accepten var hans.
Da hun trak sit hoved til sig igen kunne hun ikke holde smilet tilbage længere. Selvom der havde været tumult for ikke længe siden, og selvom hendes liv endnu havde mange bump der skulle passeres, især i forholdet til Ahearn, kunne synet af den lille Seyé feje det hele til siden. Det lod til han havde opdaget det horn, som hans fader nu havde og med kæmpe øjne betragtede han det. Dernæst trådte han helt hen til den hvide hingst og stødte panden imod hans skulder. Hvad Seyé nok ikke vidste var, at han selv en dag ville bære et horn; det vidste Leonora godt. Men det morede hende sådan at se at han allerede kunne regne ud hvad man kunne bruge sådan en spids ting til. Hun sænkede sin lange og smidige hals en smule og strakte den frem for at nappe efter den viftende, inden hun slog hovedet tilbage med et lille, nærmest uhørligt hvin. Selvom hun havde været helt ude på sammenbrudets rand og forbi, kom hun altid tilbage til at være den ’noble og ædle’ hoppe når hun så hendes søn. Og denne hoppe kunne endda også vise sig åben nok til at opfordre til en lille leg; især nu hvor hun havde accepteret Ahearns tilstedeværelse. Så var alle rammer komplet trygge, i hvert fald for nu,

Uden tvivl var dette et stort øjeblik for dem alle tre, både individuelt men så sandelig også som den familie de i virkeligheden var. En familie som endnu ikke havde fået lov til, at nyde tiderne sammen. Nu var tiden endelig kommet og Ahearn var klar til at nyde hvert eneste øjeblik han kunne. For Seyé og Leonora fortjente kun det bedste. I så ufattelig lang tid havde han drømt om en familie, men været klar over, at det aldrig ville lykkedes for ham - for han havde ikke fortjent det. Og underligt nok så havde skæbnen alligevel besluttet sig for, at han skulle møde en hoppe som ville elske ham for den han var. Nu hvor han havde chancen, og allerede havde været ved at ødelægge det hele én gang, så skulle han absolut ikke gøre det igen. Varmen der lagde sig omkring de tre individer var næsten ubeskrivelig og inderst inde kunne de sikkert også mærke, hvor vigtigt dette øjeblik var. Det var en ny start på et nyt liv, og en start for Seyé til et liv, som forhåbentlig ville blive vidunderligt. Ahearn ønskede dem kun det bedste i verden. Snart rakte han mulen frem mod Leonora, spørgende, søgende efter hendes accept og efter noget tid, endte hun med at puffe blidt til ham. Glæden som han følte i sig var ubeskrivelig, hvilket kom frem via en dyb og kærlig brummen. Han var så lettet, at det nærmest ikke var til at beskrive. Men glæden blev kun større, da Seyé reagerede på hans blide nappen, og hvinede legesygt. Et smil lagde sig på Ahearn mule, men han blev en smule overrasket over føllets reaktion på hans horn. Det fik dog kun smilet til at blive større hos ham.
En dyb latter undslap ham, da Seyé nu puffede til ham med panden, hvilket fik Ahearn til at nappe ham legende mod det éne lår, imens et lysere hvin forlod ham. Leonora var ligledes med til at opmuntre føllet til at lege, hvilket glædede ham. Drillende puffede han endnu engang til føllet, inden han tog et lille spring til siden, for at opmuntre ham til at lege med. Livet var kommet tilbage i Ahearns ellers så mørke og dystre øjne, hvilket den strålende sol afslørede over dem. Han var lykkelig, han var hjemme og han havde tænkt sig at blive. Forhåbentlig ville den elskede sorte hoppe og finde lykken igen. Begge to skulle komme sig over tabet af datteren, men sammen skulle de nok overkomme den smerte og den vrede de følte indeni.

Med både mor og far - skønt han ikke vidste at det var hans far - til opildne til leg, så stod det klart at der ikke var nogen vej uden om. Det var nu heller ikke fordi han havde tænkt sig at ignorere opfordringen; om så den havde været der eller ej, så var han nu nok begyndt at lege alligevel! Med små hvin begyndte den unge hingst at danse trippende rundt. Selvom han endnu var meget føllet at se på, så kunne man godt se at han nærmede sig sit første år med hastige skridt. Styrken i ham var allerede markant større end for blot nogle måneder siden. Ligesom styrken, voksede nysgerrigheden og egenrådigheden også. Men aldrig søgte han længe væk, end han var sikker på at hans mor havde ro i sindet. Han var kommet sig over traumet, men oplevelsen havde lært ham ikke at handle overilet. Han tænkte grundigt over mange ting, og fandt det ganske fornøjeligt at finde frem til gode løsninger. Nogle gange lå svaret dybere end som så, det havde han skam regnet ud. Men på trods af dette, så vidste han ikke andet om denne situation end at den var vigtig. Af gode grunde kendte han ikke til voksenlivets smerte og kærlighed, men en dag ville han forstå. Men for nu, så gjaldt det leg!

Legende bed han ud efter den hvide hingst, for så at kaste mulen imod sin mors sorte flanker. Deres hoppen opildnede ham endnu mere, og snart for han af sted, som havde han en raket bagi. Benene gik som trommestikker, i det han løb rundt i en bred cirkel omkring sit legeselskab. Lykkelige små hvin forlod hans mule i farten. Hvor var det godt at mor havde fundet sådan en sej legekammerat til ham!

Det gibbede helt ind i knoglerne på den sorte hoppe. Hun lukkede helt af for tanker, og reagerede stort set kun på de impulsive inputs hun fik fra hendes søn og hendes mage nu. Ahearn reagerede ganske spontant, legende, på det puf som den lille Seyé havde sendt imod ham. Leonora rejste sig ganske lavt på bagben, inden hun med et hoppet hyl sprang frem og med enormt høje skridt sprang hun hen på ydersiden af Ahearn, hvor hun kort nappede efter ham; inden hun sprang frem i samlet, nærmest springende galop afsted lidt på afstand af de to. Seyé var begyndt at springe rundt med kvikke trin, hvilket blot blussede op under det virvar af spontane blink der strøg igennem hendes krop som små stød. Med hovedet i vejret og høje fnys drejede hun nu af, så hun havde retning hen imod dem igen. Hun var ganske enkelt helt oppe at køre; og det var så længe siden at hun havde reageret således, at det følte helt uvant. Hun stoppede så pludseligt som hun var sat i gang med de to og udsendte nok det højeste kåde fnys hun nogensinde havde gjort. Hovedet blev siddende så højt det kunne, imens hendes ører blev vrikket til alle sider – og så sprang bomben igen. Med et kæmpemæssigt buk rettet imod Ahearn, men dog så kontrolleret at det ikke ville ramme, satte hun frem igen i modsatte retning af sidst – direkte imod træerne. Hvorfor måtte kun guderne vel vide, for hun anede det ikke selv, men i hvert fald var hun i gang med sin helt egen form for leg; alt imens hun konstant holdt øje med de to der betød mest for hende i dette land; nemlig hendes mage og hendes søn.