It has begun [Fuyu No Kitsune]

Timer var gået.. Timer var forsvundet. Dage var gået, dage var forsvundet. Men hvor mange, det anede den spraglede Volontaire ikke. Han vidste ikke, om der var gået en enkelt dag, eller flere uger. Mødet med Illana, havde taget pusten fra den hjerteløse vandrer, og han havde ikke mere at kæmpe for, på den side, der var Illanas. Han ønskede aldeles ikke at skulle gøre hende noget ondt, overhovedet. Men mørket var langsomt trådt længere og længere ind i sindet af den spraglede hingst, der ikke længere ejede en flamme, der kæmpede for at holde ham oven vande, og sørge for, at han tog de rigtige beslutninger.

Volontaire vidste godt, at hans sind hele tiden havde ligget tættere på mørket end på lyset, men den gyldne sol, havde formået at holde ham på ret køl igennem et år eller to, men nu var hun ikke længere hans. Og det ville hun aldrig nogensinde blive. Hun havde fravalgt ham, fravalgt den sjæl han havde foræret hende; og det havde ganske vidst nok været naivt gjort fra hans side; og en sådan fejltagelse, det ville han ikke påtvinge sig selv igen. Volontaire vandre igennem øen Foehn, med et eneste mål; han ville finde skyggehingsten, den hvide hingst der en gang før havde ført ham til skyggerne, og bedt ham tage lyset fra Illana.. Den hjerteløse hingst, vidste at han aldrig ville kunne skade Illana, men han vidste også at hans sind nu kun higede i en retning. Og den retning var imod skyggerne, deres land og deres broderskab. Volontaire havde hørt en fugl synge om, at en flok var blevet startet på netop denne ø, af netop den hvide skyggehingst som han søgte. Og den spraglede hingst var ikke i tvivl om, hvad han eneste lod nu var; han skulle ind i den flok. Være en del af det broderskab. Intet andet. Hans mørke øjne var slukkede, tømt for liv og glæde, og skridtene han gik med var tunge og maskuline. Han havde i sandhed lukket af for de følelser, det tab han følte. Det var borte, ligesom hans egen sjæl var… Langsomt bevægede han sig af sted, inden han da standsede op, ikke langt fra vulkanens fod. Han tog et dybt åndedrag, inden han da af sine fulde lungers kraft, lod et rungende, hæst og hvæsende hvin forlade sin krop. Ikke kaldende, men anklagende, vredt og indædt. Et hvin, der ville kunne høres i lang afstand, et hvin, han havde haft brug for at komme med, siden han vendte ryggen til den gyldne sol, og havde kigget på hende for aller sidste gang..

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hvid, som det pureste sne, og sort, som det mørke sjælen indeholdt. Dette var skyggehingstens to farver; de to modstridende, det synes at have kæmpet en drabelig kamp, med den hvide pels som slagsmark.Hvem der havde vundet, hvilken engel der havde overtaget, var dog ikke til at tage fejl af. Den faldnes træk, Selveste djævlens, selveste Alduins magt brændte i hans årer. Ganskevist en lille potion, men nok til at han var overalt, og ingen steder på samme itd. Et væld af mørke udsprang fra hans sporer, og prydede hans gyldne hove i et evigt skærf af skygger. Således var skyggehingsten, og således ønskede han det; magtfuld, grusom, og med ét mål for øje; at lystre sin herres befalinger, at le over frygt og rædsel. En ond sjæl ville visse kalde ham, men han så nu ikke sig selv som ond, nærmere som en... Budbringer for det tabte land. For uden lys til at bebo landet, hvem skulle så frygte noget? Hvem skulle så føle rædsel? Ingen, alt ville være omgivet af mørkets mægtige sjæl, af hans herres kald.
Den skyggebeklædte hov berørte knapt undergrunden, da den hvide hingst landede fra det høje spring. Hans flanker hævede og sænkede sig med en hastighed passende for en hest i bevægelse. Skyggegrinet prægede hans hoved, og ikke mindst de svagt flødende øjne, en bekendt sjæl var dukket op på deres ø, en de havde savnet, men ligeledes set sig ganske bitter på. En ganske morsom bitterhed, for havde havde forrådt dem, draget til en anden side. Dog var skyggeræven alligevel draget imod denne, med en passende hast. Meter efter meter, gled bort under de gyldne hove, og let, elegant, som en hjort på flugt, bevægede han sig det sidste stykke ned af den stejle bjergside. Snart hvislede slangerne, skyggerne, omkring ham, og han lod sit tempo sagtnes til en rolig skridt. Den tofarvede hingst, han, som engang var blevet kaldt broder, stod nu på den selvsamme ø, søgtenu den hvides selskab. En fejltagelse, eller en mulighe? hvilken kunne det være? Hingsten virrede med hovedet, og slog en kort latter op, ved synet af de tomme øjne, og den manglende lyd af hjerteslag. Meget havde denne hingst mistet, alt for meget. Han kunne have fået mere for den pris. Men han havde valgt den forkerte sti. De hvide øjne hvilede gennemborende på den sortplettede hingst, og med en dyb fnysen, standsede skyggeræven, og afventede den hilsen der ville møde ham. Han var trods alt blevet tilkaldt, og hans brødre havde hvisket om denne brogede, om et udtrykt ønske for at møde Volin, han der herskede hestene på øen, han der var budbringeren, forbindelsen, til skyggerne, til Alduin.

Den mørkbrogede hingst, forblev stående, midt i intetheden, midt på den askebelagte ø, som igennem lang tid efterhånden havde været hans hjem, der hvor han havde plantet sine hove igennem de sidste uger og måneder. Volontaire, den hjerteløse vandre, havde end ikke tøvet, med at søge hertil ofte, trods sin dengang trodsige hensigt overfor skyggerne, da de dengang bad ham udføre en opgave, som han nægtede at udføre. Men den hjerteløse hingst, havde været igennem meget siden dengang, og meget af det ville han på sin vis ønske at have været foruden; og så alligevel ikke. For det han havde været igennem, var også det der nu havde skubbet ham i denne retning, givet ham svaret på, hvad det i virkeligheden var meningen, hans liv skulle føre til. Hvad hans lod, i dette liv var. Hans lod var, at blive broder med den hingst, der dengang havde tilbudt ham det; Fuyu, at blive hans skyggebror. Og Volontaire, den spraglede skikkelse var derfor endnu engang søgt hertil, og nu havde han også søgt Fuyu direkte.

Længe gik der ikke, før hovslag blev tydelige i Volontaires øre, og derfor blev ørene smidt kort frem i den retning de kom fra, inden de fandt deres vante plads, bagud imod den mørke man. Volontaire rettede sin muskuløse krop op, mens han betragtede den skyggehvide hingst, der kom skridtende uden at forhaste sig, for derefter at standse. Skyggerne dansede på hans krop, og var en del af hans hvide pels. Men dette skræmte ikke Volontaire. Han rykkede sin krop, i en tung bevægelse, og begav sig imod skyggehingsten, uden tøven. Da han kom ham nær nok, afgav den hjerteløse hingst et dybt nik, hilsende, inden ord kom fra ham.

,,Vær hilset, Skyggehingst. Jeg vil gå direkte til sagen..”

Sagde han med en dyb og rungende stemme, med en kortvarig pause.

,,Jeg søger dig, dem, skyggerne. Jeg ønsker at blive en del af jer, søge ind i din flok. Være din broder.”

Ordene var sagt, og det kunne ikke trækkes tilbage nu. Og det ønskede Volontaire heller ikke. Stemmen var hæs, mørk og dyb, brummende som en voldsom bas. Hans hjerte var borte, i bogstaveligste forstand, men sjælen, der var kommet tilbage ved at møde den gyldne Illana, var drevet bort, forsvundet væk, samtidig med at hendes ord var blevet sagt, at hun havde valgt en anden hingst og en anden sti. Volontaire var kun kød og blød, hjerne og muskler. Men et hjerte var der ikke mere, og heller ikke en sjæl til at føre ham i de rigtige retninger. Nej, en skyggehingst ønskede han at være, blive, forevige sig med. Den spraglede hingst havde blikket på Fuyu, men ikke i hans øjne. Selv har Volontaires øjne mørke og tomme, sjæleløse og dybe.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Ord, udtryk for fortrydelse, og dog ikke, fyldte afstanden imellem de to heste. Sorte og hvide var de begge; ganske ens, og dog med én ting der var tydelig skel. Skyggehingsten havde ikke blot én sjæl; men ganske mange. Han var skyggerne, og dog ej, var sig selv, og alligevel ikke eksisterende. Denne fremmede, og dog kendte, hingsts ord forekom skyggeræven ganske fremmede, og ikke mindst hånende. Hvor vovede han at komme tilbage, efter at have afvist den hov, han havde tilbudt ham? En dyb fnysen forlod skyggehingstens mule, og med en dyb, advarende snerren, lagde de snehvide ører sig ned langs den snehvide hals. Han snappede ud efter den tofarvede hingst, og med et arrigt hvin, satte han af fra sit ståsted, og søgte den andens srube. I korte øjeblikke ønskede han at slå denne forrædder ihjel, og dog ej.
Hvordan udfaldet end var på dette angreb, om hingstens strube lå imellem hans blottede tænder, eller den anden undveg, lod den snehvide hingst sig trække tilbage, i stedet bredte det syge smil sig på mulen, forvred dødninge arret der prægede hans strømlignede hoved.
"Du taler med tvetydige tunger, Volentaire. Jeg tilbød dig før en plads, som du afviste, og nu kommer du tilbage? Skyggerne tilgiver ikke, faldne broder, de har ingen brug for dem, der ej kan holde deres ord."

Ordene var såmænd ganske sande, og dog var der stadig muligheder med denne plettede skabning. på trods af at han havde forladt skyggerne, huskede den hvide hingst dog alligevel ord, ord der var blevet ham gentaget for længe siden, fra før hans hove havde betrådt dette forjættede land. Måske denne forræder kunne give ganske god nytte, for hjerteløs og død så han ud, men alligevel varslede en skygge over den livløse krop, med ét i sinde; at blive hvidlingen en broder. På sin vis var skyggehingsten vel rørt over at være blevet husket i de sidste momenter, men ligeledes forarget over at være blevet den sidste udvej. Men det var nu engang den vej, som den brogede skabning nu stod på. Og minsandten om han ikke søgte det, skyggerne havde villet give ham; et fællesskab. Hvidlingen løftede derpå hovedet, og snappede igen ud efter hingsten, hvorpå han gjorde omkring, og søgte bort fra den faldne broder.
"Og dog er vi alle faldne på sin vis, skygger lever trods alt i det dybe, utæmmelige begær, i synderne, i fortiden. Volentaire, hvorvidt en ny chance er din, eller du vil møde døden med Alduins ord, er mig uvidst, er os uvidst. Men hvis dit ønske er at se ham, at høre hans ord, er det min pligt at vise vejen. Hvad end han befaler, er min vej at følge, om det så fører din krop til helvede, eller iblandt os."

Det var en advarsel, og på sin vis en ganske... Barmhjertig en af slagsen. FOr skyggehingsten brød sig ganske godt om denne brogede sjæl, men var samtidig på ingen måde klar til at stå inde for hans handlinger. Hvad end herren sagde, ville blive ført til gerning. Hvis han ønskede et nyt offer, ville det blive således. Han kunn ej forhindre den brogedes død, men på sin vis, kunne han vise ham vejen, til det der kunne blive et fællesskab. Han tog ham gerne under de skyggefulde vinger, og lod den ødelagte sjæl slumre i sit mørke. Men hvorvidt denne sjæl turde tage chancen, var ikke hans at bedømme.

Den hjerteløse hingst, var udmærket klar over, at han havde søgt noget, der meget vel kunne være det sidste han ville søge. For han havde en gang takket nej, og vendt Fuyu og skyggerne ryggen. Og dette ville de formentligt ikke have glemt eller accepteret. Han var godt klar over, at han i deres øjne nok var en forræder, og udfaldet kunne få en katastrofal følge for Volontaire; for han kunne blive dræbt af dem, hvis det var det de ønskede. Sneræven, skyggehingsten, sprang frem imod den brogede Volontaire, og han hev da kroppen bagud, og knejste ned i nakken i en forsvarende bevægelse, således at Fuyu i stedet kun fik snappet ham over næseryggen, hvilket nu også gjorde ondt, men dog ville det ikke ende fatalt ud, som hvis skyggehingsten havde fået fat i hans strube. Et smil bredte sig om Fuyus mule, og den hjerteløse hingst så det skam godt, før ord da faldt fra hvidlingen. Ordene han sagde, de var sande. Han havde forrådt dem dengang, takket nej til en plads. Og dette ville han ikke modsige, for det var jo ganske vidst sandt. Han nikkede kun kort, og lod ørene vippe endnu længere bagud. Hvad udslaget af dette møde ville blive, anede han ikke. Men han fortrød ikke. Hellere gå i døden, i forsøget på at blive taget tilbage, end gå rundt som en kujon.

Flere ord faldt da fra skyggehingsten, ord som Volontaire skam opfattede ganske kraftigt. Fuyu gav ham en chance, han ville føre ham til skyggerne, Alduin, herskeren, men han kunne ikke love den hjerteløse hingst, hvilken ende dette ville få. Om han ville dø i forsøget på at komme tilbage til dem, fordi de ville nægte, eller om de ville tage imod ham, og hans krop, uden at sende ham i døden.

,,Hellere søge dem, dig og Ham, og miste livet i forsøget på at vende hjem, end at vandre omkring, som en kujon, uden mål og mening.”

Svarede den mørkbrogede hingst, med en dyb og bestemt stemme, for ordene dem mente han, inden han da drog efter skyggehingsten, med lange og rummelige skridt, tunge, men ikke ugideligt. Hans nakke var knejst op, og kæberne sammenbidte. Vejrtrækningen var kølig og rolig, for forhastet og bande, det var han aldeles ikke. Dette var hans lod; og det var nu eller aldrig. Udfaldet, måtte være et sats.. Et stort sats.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Det lod til at hingsten havde forstået konsekvensen af det han gik indtil, og stadig var fast i sin holdning. Hvidlingen fnøs kort, og lod halen svirpe igennem den let fugtige luft. mørket herskede omkring dem, men ikke et stille mørke. Flere steder luredeskikkelser iblandt de døde træer, og de skygger asken synes at kaste, lod ligeledes til at være mere end blot... Skygger. Væsner, der eksisterede i mareridt, rejste sig omkring de to sjæle, og da sænkede den hvide hingst tempoet, og holdt til sidst helt. Den brogede hingst fulgte i hans spor, og derfor ventede ham kortvarrigt på denne, afventede det tidspunkt hvor den faldne broder nåede hans side.
"En fælles dom er nedfældet, Volontaire."

Stemmen kom ikke alene fra den hvide skyggehingst der talte, og igen rettede det hvide blik imod den tidligere ven. Han fornæmmede allerede hvorledes budbringerne for den almægtige fortolkede situationen, hvad de mente var nødvendigt. Troskab. Det var hvad de forventede fra denne brogede skabning, fra alle der trådte i deres tjeneste, alle de skænkede magten og fællesskabet.
Den hvide hingst hvælvede i den muskuløse hals, og gjorde derpå omkring, for at stå over for den faldne skyggehingst.
"Du har før forrådt os, forrådt mig, Volontaire. Dette må der rådes bod på. En ung, ren sjæl, upåvirket af udefra kommende magter, endnu uvist om sin herkomst. Det nedstammer fra selv samme hingst, der stjal dit hjerte, i et forsøg på at fratage lyset dets magt. Dette føl - denne uskyldige sjæl, skal du føre til os, til vor herre.*"

Dette var den brogedes sidste chance - men der var blevet givet en. En mulighed for skyggerne at få indsigt i magten bag den mærkværdige skabning der gik under navnet Rumpelstilskin, men ikke destromindre en prøve for den brogede hingst. Endnu engang ville en uskyldig være hans mål, men denne gang søgte skyggerne ej lyset; De havde lært af denne fejltagelse. I stedet søgte de andet...
Den hvide skygge talte på vegne af sig selv, af dem selv, og ligeledes brødrenes ord. Hvis Volontaire kunne udføre denne opgave, stjæle den uskyldiges liv, fremtid, ville skyggernes vinger foldes ud over ham, skærme ham imod den skarpe, kolde lys.



* Alt efter Luckys svar på om Ekpeo må gå videre, kan det muligvis være at jeg ændrer opgaven ! Men bare skriv videre på det ^^

Den spraglede hingst, fulgte skyggeræven uden tøven. Volontaire vidste hvad han ville og hvad han ønskede. Og han havde ikke i sinde at vende rundt, eller forlade skyggerne endnu engang. Nej, han ville være en del af dem, en del af deres fællesskab, og tage imod den hov de tidligere havde rakt ham, som han havde været dum nok at frastøde. En ting, han aldrig skulle have gjort. For det havde ført ham ud i endnu et nederlag, endnu et slag. Endnu en sorg og tab. Den gyldne var ikke hans, og det ville hun aldrig nogensinde blive; for en anden havde hun valgt at gå side om side med. Og dette havde den hjerteløse vandrer nok i sidste ende også regnet med; for hvorfor ønske ham ved sin side? Han var ikke skabt til at være en beskytter, en mage og en partner. Han var skabt til et andet formål, og det formål søgte han nu.. Han standsede da hvidlingen gjorde.. Og stemmen kom nu fra ham, men også fra skyggerne omkring dem. Volontaire frygtede dem ikke, men han var heller ikke dumdristig eller ligeglad; respekt havde han for dem, og for Fuyu. En dom havde de fundet frem til nu, og Volontaire lyttede. Ville de dræbe ham, straffe ham for sit tidligere valg? Eller give ham endnu en chance. Og det blev det sidste. For Fuyu talte nu videre, fortalte om den opgave der nu ventede den spraglede hingst; et liv skulle han tage, fra et føl.
Den hjerteløse hingst nikkede da dybt, og kneb kort øjnene i, bekræftende i deres ord og deres opgave. Han havde ført dræbt, og han kunne gøre det igen; det var han ikke i tvivl om.

,,Jeg vil føre denne skabning til jer.”

Dette blev Volontaires svar, kort, men bestemt. Han ville ikke skuffe dem endnu engang. Nej, dette føl ville komme til dem, når han fandt det. En flamme voksede sig i hans indre, og nåede ud i hans mørke øjne, mens et smil veg over hans mule. Men ikke et glædens smil, mere et ondskabsfuldt smil, der viste mangt og meget; for Rumpels navn var blevet nævnt. Dette føl var efter ham. Og dette føl, skulle Volontaire nu tage fra ham, som Rumpel havde taget hans hjerte. Ak ja, karma..

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Vol skal vende tilbage til denne tråd, når han har føllet med sig, eller et andet føl.. Bare et føl *lol*

Indtil da //Out