Doesn't matter if it's not okay - [SIGNE]

Idrk. Forår. Det hang efterhånden den sorte hingst langt ud af halsen .. Han havde håbet på at da han trådte ind i denne anden verden, eller hvad det nu var, at sneen endnu ville ligge tykt og træerne endnu ville være nøgne, ligesom han så for sit indre blik, sekundet før han blev suget ned i dybet. Men nej, græsset var ved at gro frem og træerne begyndte at spire, og det var ærlig talt død deprimerende.
Der var flere heste end Damian lige havde regnet med på dette sted, og hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om at leve op til standarden her, måtte han snart i gang med at træne sin krop op. Endnu mere op! Med et irriteret fnys, rystede han sin krop og strakte sine lange lemmer. Dovent begav han sig ud fra skyggerne af, og søgte ned mod et af de ensomme vandhuller, hvor ingen af hestene befandt sig. Solen var ved at gå ned, og derfor var det ikke så slemt for den mørke hingst at bevæge sig ud. Han havde tilbragt dagen i skyggen, den var gået med at observere alle de andre skabninger som åbenbart også herskede på denne fremmede planet.
Han brød sig ikke om at der var så mange heste/modstandere, som betrådte denne jord. Det betød at han måtte tage sit kloge hoved på, og ikke bare bolte igennem dem som ikke var venligtsindede. Det irriterede ham grænseløst, da han altid havde været vant til at han kunne opføre sig som det passede ham, og hvis det ikke passede det selskab han var i så lod han blot monsteret få frit løb. Jo længere han holdt monsteret fanget, jo stærkere blev den! Det var ikke godt.. Med et suk, stillede han tørsten ved vandhullet eller søen, eller hvad de nu agtede at kalde det her..

" Små skabninger, kom hid.. "

Det var ikke mere end en sagte, hæs nynnen som kom fra hingsten. Hvorfor han valgte netop den sætning, og hvorfor han valgte at tale, skulle han lige betænke. Savnede han selskab? Det kunne godt tænkes. Han havde aldrig været god til at være alene i mere end et par døgn af gangen, og nu var der allerede gået to døgn hvor han kun havde haft sig selv om selskab.
Han var sikker på at hvis han nogensinde blev spærret inde, eller sat på en klode uden liv, og kun havde sig selv, at han ville blive sindssyg og psykisk ustabil i sidste ende. Han var nødt til at have selskab, nødt til at snakke med nogen, omend i hvert fald engang imellem. Derfor hævede hingsten også hovedet, lod først øjnene betragte den skærende aftensol, inden han kiggede rundt i landskabet og spændte mulen en anelse. Hans øjne var knebet let i, mens han udså sig sit kommende selskab.

Hun havde brug for at komme lidt på afstand fra de bekendtskaber hun kendte. Den gyldne hoppe, Illana, som havde været en af de to første til at bosætte sig dette land, havde her for nylig valgt en vej i livet, der havde kostet hende en meget nær sjæl – en som hun elskede. Efter denne episode, havde hun forsøgt at holde sig fra dem hun kendte, da hun skulle bruge tid på at hele sine sår, samle sit sind og dermed gå frem med oprejst pande igen. Derfor vandrede hun nu her, ganske alene, men ej med et mut udtryk, men et søgende. Hun søgte noget at beskæftige sig med, som ikke havde noget at gøre med flokken hun boede i, livet hun havde og dem hun kendte. Hun ledte efter landets mysterier, som var så mangfoldige at hun næsten fandt et nyt hver gang hun skiftede retning med blikket.
Foråret var godt på vej, varmen var rykket nærmere og generelt så den gyldne hoppe mere til solen for hver dag der gik. Det var noget der havde en opmuntrende indvirkning på hende, i og med hun levede med lyset, som hang om hendes hals om som løb i landets årer som det rene guld. Med en dæmpet prusten fremmanede hun sin kugle af Lys, der nænsomt dansede i luften over hende, 5-10 meter længere fremme. Hun havde efterhånden så stor kontrol over den, at hendes underbevidsthed kunne holde den i gang, styrer den og følge den, og derpå blev hun uden at vide det, guidet imod en ganske ny sjæl i landet.
Foran den sølvtonede hingst sås nu denne kugle af Lys der dansede for hans blik i luften. Langsomt bevægede den sig, hverken tirrende eller prøvende, men blot viste den sig, som den mystiske eksistens Lyset måske var. Illana var stoppet på afstand, ja faktisk bag hingsten for at betragte den reaktion der måtte komme fra ham; hun nød at se hvordan andre reagerede på uvante ting, især fordi det afslørede deres idéer om mystikken og fantasien. Tog de imod det, afviste det eller tilbad de det? Det gav hende ligeså også et praj om, hvor meget en fremmed sjæl, en ny sjæl som Lyset om hendes hals afslørede det var, kunne holde til i form af den magi hun faktisk kunne udvise og som hun især nød at udfolde. Den var blevet en del af hende, som hun var af den, og aldrig ville man kunne skille Illana fra Lyset mere; for de var som én, men alligevel to på samme tid.

Der var intet selskab her på denne ø til aften. Var alle gået til ro? Det kunne da ikke passe.. Der måtte være nogle nattevandrere, ligesom ham selv, Damian, som han kunne opsøge i aften. Halen svingede langsomt fra side til side, som et ur der konstant mindede ham om at tiden gik og der skete nye ting omkring ham hele tiden, ting som han måske eller måske ikke burde være en del af. Hingsten havde stadigvæk intet overblik over dette land, eller dets beboere. Men han var dog ved at komme efter det, han havde brugt mange timer allerede nu, i skyggerne på at observere væsnerne og personlighederne. Alle de individer der kom og gik til de forskellige øer. Der var dog flest på denne ø, Enophis, og det hang uden tvivl sammen med at dette var den største og mest frodige ø af dem alle. Pludselig opfangede hingsten et lys over ham, det gled langsomt henover hovedet på ham, et par meter oppe.
Hvad i... ?? Hingsten lignede et kæmpe spørgsmålstegn, for han kunne ikke rigtig tro på det han så. Han troede hans øjne narrede ham. For det han så var en kæmpe kugle lys, der pulserede og nærmest lignede én der dansede. Damian var med ét opslugt af dette nye mærkelige fund han havde fundet, eller som havde fundet ham for at være helt korrekt. Men han kunne ikke holde til at se på det ret længe, før det begyndte at svide i de mørkebrune øjne. Ak, lyset havde aldrig været en ven af den sorte hingst, og selvom det var både en mærkelig og speciel situation han var blevet sat i, ændrede det ikke på at han var nødt til at tage øjnene væk fra kuglen og gnide dem mod sit forben. Det gjorde ondt og sved.. Da var det at han opfangede en anden hests tilstedeværelse.
Han blinkede langsomt med øjnene, ørerne blev vippet bagud og det tog ikke mange sekunder før hingsten havde vendt sig rundt. Ikke i en forhastet bevægelse, for han ville for alt i verden ikke blive mistænkt for at være taget i at være uopmærksom. Det var ikke sådan reglerne gik, han var altid opmærksom og ingen vovede at tro andet. Han opfangede alt, alt hvad der blev sagt og gjort. Det var ikke hundrede procent rigtigt, men så længe han kunne få andre til at tro på det så var det egentlig også lige meget!
Gylden. Det var det første ord som kom til hans tanker, da han så hoppen foran sig. Hun var gylden. Hun var lys. Hun var.. Han mærkede den bølgende aura, slå ham som en hov imod tindingen. Var dette selve lysets gudi.. hersker, han havde mødt? Han ændrede ordet, han nægtede at kalde hende gudinde for der var intet gudeligt, intet godt over at være lysets vogter og hersker. For ham ville det være en skamplet. Men nu var han også lænket fast til skyggerne, og han ville højst sandsynligt tilbringe resten af sine dage i disse lænker. Han så intet smukt i lyset, men synes blot at det var en plage og en irritation. Derfor var det heller ingen overraskelse at hingsten først havde valgt at bevæge sig ud nu, og til trods for at han kom for et par få dage siden, var hans tilstedeværelse ikke rygtet så langt. Han vidste så heller ikke hvor meget, de andre heste, interesserede sig for nyankomne. Det virkede til at være rimelig normalt at der pludselig dumpede heste ned her.
Damian ignorerede hans stigende afsky, for denne gyldne hoppe, og trådte hende nærmere.. Blot for liiige at se lidt på hende, men han var ikke i tvivl om at inderst inde ville monsteret ikke være tilfreds med denne form for selskab. Det ville tirrer den, gøre den vred, gøre den arrig.. Meget arrig! Han fnøs roligt ud, som havde han fået noget støv fast i næsen, inden han rettede sig lidt op og svirpede med halen. Hoppen var smuk, der var ingen slinger i valsen dér. Men Damian fandt ikke hende tiltrækkkende. Det han fandt interessant, var den krystal som hoppen havde hængende omkring halsen. Som faldt blødt ned i hendes gyldne pels lige ved bringen og hvilede der, mens den lyste svagt blåligt her midt i aftenens spæde lys.

" Godaften mylady "

høflig som han var, valgte Damian at indlede en samtale. Men det varede ikke længe, før han satte i skridt igen og var henne ved hoppen. Han ikke 'braste' direkte ind i hende, til trods for han følte en lyst for det, men stoppede op og vippede ørerne afslappet frem. Han var alt andet end afslappet.. Hingsten var på vagt, og hvis ikke hans mørkebrune øjne altid var faretruende og luskede, kunne man nemt have opdaget det. Hans muskler spændtes af og til, bare en smule, men nok for det skarpe øje til at se. Det var heller ikke meningen for Damian at han ville skjule det. Det var ikke nogen dårlig ting at han ikke var afslappet, blot at han var klar på hvad som helst der nu kunne eller ville ske.
Med et nu lidt mere nysgerrigt, åbent blik i øjnene, knejsede han i nakken inden han strakte hals og stoppede sin mule ud for hoppens. Han åndede en anelse spændt ind i hendes næsebor, udspilede sine egne og hans ører roterede kort bagud for så at vippe fremad igen. Tsh, selv lugtede hun af godhed. Det var lige til at blive syg af.. Men hingsten holdt det indendøre, og sendte bare hoppen et venligt, og som altid drenget, kækt smil inden han trådte et skridt frem og strøg hende hen lige under kæbebenet. Damians måde at byde sit selskab velkomment, var aldrig at hælde til at tale med ord, men derimod at røre, føle og se hvor den anden hests grænse lå. Hvilke reaktioner de havde.. Det havde altid været spændende læring for Damian, til trods for at han havde fået sig nogle slag eller to af det.
Han valgte kort efter at trække sig tilbage, give hoppen lidt plads igen, selvom han ikke selv mente han havde været anmasende. Men man kunne aldrig vide med de hopper, de var altid lidt af et mysterium!

" Jeg ser De nyder en aftengåtur ligesom jeg. Jeg vil tage chancen og gætte på at det er Deres lille .. lysende-flyvende-tingest, deroppe? "

En dæmpet, hæs latter blev afløst fra Damians strube af, da han nikkede op i himlen til den lille lysende kugle der nu havde bevæget sig henover dem. Han måtte indrømme at han var en smule betænkelig ved hele situationen, da det jo ikke just var en vant én, han sådan var blevet placeret i..

Ganske tavst betragtede den gyldne hoppe de reaktioner, der gled over den sølvtonede hingst i det lille øjeblik det egentlig varede, førend han fik øje på hendes eksistens. Det lod til at denne ganske fremmede hingst havde en form for mistillid til det han så foran sig; men hun bebrejde ham ikke. Hun havde oplevet at mange nærede mistillid til det, der var lige foran dem – også hendes egen eksistens og kunnen. Lysets evner var også noget mange tvivlede på; for det var i og for sig en magi. Dog ikke en magi, der kunne trylle som slanges kunne, men en magi der var et udtryk for de kræfter hoppen havde. Det var ikke påtvunget og hun kunne ikke ændre på andre eksistenser med den – overhovedet. Hun lagde hovedet en smule på sned, imens et lille smil kredsede omkring hendes mule. Hun nød at se andres møde med det Lys hun skabte. Også selvom de ikke var prægede af åbenhjertethed og nysgerrighed. Hun fik en indsigt i deres sjæl allerede før hun havde mødt dem, og det var en fornøjelse.
Snart var hendes tid løbet ud; hun kunne ikke betragte ham i hemmelighed mere, for da hans krop vendte sig imod hende, var deres øjne rettet imod hinanden. Han vidste hun var der, og omvendt. Hun brummede ganske sagte, inden hun ganske galant lod sin hals sænkes en smule i en form for hilsende nik imod denne her fremmede, sølvtonede hingst.
Snart kom han hende nærmere, hvilket hun ikke havde noget imod. Hun var ikke en sjæl der afviste andres tilstedeværelse, overhovedet ikke – heller ikke selvom hun kunne fornemme en form for sindstilstand, der måske ikke var lige så åben, ærlig og varm som hendes egen. Der lå noget over hingsten, måske en form for snu skygge, som hun ikke kunne beskrive, men aldrig dømte hun en anden ud fra udseendet. Aldrig.
Hun lagde hovedet let på sned med et varmt smil, da hun hørte hans stemme. Han var ganske høflig i sin tiltale, om end det der igen lå noget over hans toneleje hun ikke kunne placere. Hun løftede hovedet en smule og lod de ravfarvede øjne ramme hans. Hun søgte ikke at se noget bestemt i de øjne hun mødte hos ham, men blot ville hun se hvor meget øjenkontakt den fremmede egentlig kunne lide.

,,Du har så ganske ret, du fremmede. Lyset der, bag dig nu, er noget jeg har fremkaldt. Det er en del af mig og en del af landet her. Du fremmede, mit navn er Illana og jeg er vogter af Lyset”

Hun præsenterede sig uden tøven for ham, også med den titel hun bar med sig. Hun skammede sig ikke over at være hvad hun var, men heller ikke pralede hun med det. Den gyldne sjæl var en ganske ydmyg en, der ikke mente at nogen var mere værd end andre, uanset hvad de måtte have af styrker og evner eller købte magier fra de onde i landet; alle var ligestillede. Alle lige meget værd, og alle skulle have sin plads i landet.

,,Og hvem er det, som jeg har æren af at møde på denne sene time? En nattevandre, gætter jeg på?”

Hendes toneleje var ganske muntert. Hun synes altid det var fascinerede at begive sig ud i, hvorfor de forskellige sjæle valgte at vandre på de sene tider. Selv holdt hun sig som regel fra det, men hun var på vej tilbage imod den flok hun tilhørte. Natten skræmte hende, for hun vidste Skyggerne lurede her; men nu hvor hun havde indfundet sig i et selskab, havde hun langt fra samme frygt for nattens ellers smukke timer. Natten var så uendelig fascinerende, og det ærgrede hende at Skyggerne endnu engang var på fri fod, klar til at ødelægge det skønne ved nætterne for den gylden sjæl atter engang.

[Lukket, kan evt. genåbnes såfremt Damian ønsker det }]