With our backs to the wall - [EMILIE]

Dagen i dag for Damian havde set usandsynlig grå og kedelig ud.. Regnen hærgede henover det meste af Andromeda, så vidt han havde set, men det gjorde ham ikke noget. Det forhindrede solen i at bryde frem, da der lagde et tykt, tykt skydække henover hele den før så blå himmel. Hvor havde den ravnsorte hingst så befundet sig hele dagen? Jo, der han befandt sig bedst jo! I skovens mørke skygger.. Han havde brugt hele dagen hvilende i skovbrynet, mens han havde betragtet de mange sølle sjæle der passerede henover engen i ny og næ.

Han havde brugt dagen på at tænke. Han var stadigvæk at fordøje det faktum at det åbenbart ikke var muligt at komme herfra uden at man havde en god grund. Damian var allerede vild med stedet her, det tiltrak ham og han havde ikke i sinde at rejse hjem men han var vred over selve faktummet at han ikke selv kunne bestemme om han ville forsvinde eller ej. Det gjorde ham vred og arrig, og den vrede blev rettet mod Andromeda eller i hvert fald styreren af landet. Han havde hørt hvisken og tisken om den såkaldte 'Vise' hingst der var kommet til Andromeda og havde besejret det onde. Tsk..
I Damians øre lød det mest af alt som en gammel vandrerhistorie, men han havde dog tænkt sig én dag at bevæge sig ud på den mørke ø Foehn. Det var Armonia, den lysebrune forårshoppe, der havde givet ham disse informationer om at derude herskede ondskaben. Noget der lød yderst tiltrækkende i den sorte hingsts øre, for selvom han ikke var decideret 'ond', så var han vild med det som det onde medbragte. Mørke og fare! Det var han selv indbegrebet af, og han hadede lyset og solen som pesten..

Den slanke krop blev rettet op efter at være sunket ned i en lidt doven posititur, og hingsten skridtede væk fra skovbrynet af. Nu hvor solen ikke var fremme, og regnen herskede så gjorde det ham intet at bevæge sig ude om dagen. Regnen slog straks til nedover hans allerede våde krop, og gjorde ham om muligt endnu mere gennemblødt men han ænsede det næsten ikke. Han gik i sine egne tanker, hans ben bar ham mekanisk frem men samtidig var hans sanser slået ud. Andet ville jo være dumt!

Dråbe efter dråbe plaskede de ned over den tætte skov. Himlen lagde sig over os som lavt liggende skyer, blev en let tåge. Forårets præg søgte ly i den tætte skov uden held og endte i stedet med at drukne i vinterens sørgelige rester.
Med det lille spinkle føl trykket godt ind i siden begav foxie sig fremad, i en kold stiv bevægelse. Skovbrynets kant lå nær... Kun den varme tanke om lidt læ fik den sorgmodige hoppe til at få fremad. En halv kvalt lyd kom fra hendes mave; det spinkle føls ben bragede sammen i en smertefuld bevægelse og med et klask lå hun på siden nede i det våde græs. Føllet, Girasole prøvede panisk at komme op men hendes kolde stive ben svigtede hende. Foxie vrinskede kort og viftede utålmodigt med hovedet. Efter to rulleture på siden fik det lille føl benene samlet under sig og rejste sig usikkert op, driv våd og udmattet fortsat det unge føl fremad mod sin mor, med en stræf af svigt i sindet.-

Åh, hvilken velsignelse det dog var at få lov til at gå ude under åben himmel, uden at solen befængte én med dets ulidelige stråler, eller at den blå himmel kvalte sig nedover én. Ja.. Uvejr var en af Damians yndlingsting og han kunne heller ikke holde et svagt, faretruende smil tilbage fra at pryde den flerfarvede mule. Ørerne vrikkede opmærksomt omkring, mens regnen dyngede nedover den ravnsortes pels og gjorde ham gennemblødt. Han følte sig tung i kroppen, hvilket nok var en af de få ulemper som der var ved vand: det satte sig i pels og hår og gjorde alting tungt. idrk!
Pludselig var der noget der brød den ellers fantastiske stilhed. Et vrinsk. Åh suk da! Kunne man ikke bare for éngangsskyld få en smule alenetid uden at skulle gemme sig langt væk! knurrede Damians tanker. Han var irriteret over at være blevet forstyrret i sin tankestrøm og han rettede sig en anelse hidsigt op. Den ravnsorte hingst blev altid pokkers irriteret i starten, og skulle lige have banket noget af vreden tilbage i jorden i de næste skridt han tog, men derefter rystede han halsen og fnøs. Okay, rolig nu Damian.
Hingsten forholdte sig dog ikke i ro, han satte i trav og med halen piskende bag ham, svirpende henover hans haser, fandt han ud af hvem det var der havde larmet. Hvilket fik ham til at sætte bremseklodserne i, så meget at han faktisk gled en smule på den glatte overflade. En moder! Ørerne blev smækket ned i nakken, og Damian holdt et fnys tilbage. Typisk.. Han blev forstyrret midt i en af sine sjældne, optimistiske stunder, og så tilmed af en moder. Ligesom den ravnsorte tænkte på at der var noget der vendte sig i ham, kom han til at tænke på endnu engang at der egentlig ikke var mange ting der behagede ham. Kun mørke og kulde, behagede ham.. Alt andet var praktisk talt bare.. bleh.

" Behøver De hjælp mylady? "

, som formiddagsunderholdning, valgte Damian at tage kontakt til moderen. Han stod i påpasselig afstand, han skulle absoLUT ikke nyde noget af at smage en af hendes hysteriske hove eller tænder. Han afskyede mødre, de var altid så overdramatiske og overbeskyttende. Bvradr!
Men føllet derimod. Det vidste tegn på at det spillede på sidste tangent - nu var den ravnsorte ikke et geni i føl, men af hvad han kunne se som den lagde og rodede hjælpeløst rundt der i det våde græs - og selvom han naturligt ikke brød sig om moderen, afholdte det ham ikke fra at skabe disse to kontakter. De kunne være nogle ganske spændende spillebrikker indeed!