So Soon

{Åben!}

Fuglene sang. Blomster sprang ud, skød op igennem de stride græs og strakte sin blade ud til verden. Alt groede og levede og åndede, som havde det holdt vejret vinteren igennem og nu igen kunne trække vejret. Den askegrå var standset op for at kaste et blik rundt, hendes mule var højt hævet for at få overblik og et nysgerrigt udtryk lå i de gnistrende, ravfarvede øjne. Hun var i færd med at krydse en af Enophis’ store enge, som strakte sig helt fra den østlige kyst til skovbrynet. Det var skoven, som hun søgte imod. Ikke fordi hun foretrak skygger frem for lys, nej, Ariel nød skam det pludselige forår og den varme, der fulgte med. Solen kiggede ofte frem. Men hun ville gerne have det hele med, og også i skovene skete der forandringerne, bladene var på vej til at springe ud på de gamle trækroner og det var ikke noget, hun ville gå glip af. At se de grønne spirer på grenene var hele rejsen værd, sådan var det med den askegrå. Friskt virrede hun på den følsomme mule, hendes slanke, men stærke krop var varm og oplivet af den vandring hun havde foretaget det meste af dagen. Og engen bød på mere end det, den bød på et energisk ridt, på en springende galop – hvilket var lige hvad den askegrå havde tænkt sig at gøre. I en smidig bevægelse sprang hun frem, dansede på hovene og slog over i en flyvende galop.

word count 246

Længe havde den brogede stået og betragtet den grønne eng. Længe havde hoppen stået og set efter… ja, det vidste hun ikke helt. Bare noget? Liv? Tegn på forandring? Bare et eller andet i det ellers ensformige spirende landskab? Farer? Ja, det var vel en blanding af det hele. De brune lyse øjne gled en sidste gang over dette grønne landskab, inden at hun forsigtigt bevægede den ene hov uden fra skovens dybe tryghed, og trådte frem i den fulde synlighed. Så langt så godt, hendes ene hov var fremme.
Blikket flakkede på ny over det øde landskab, inden at hun med forsigtige trippende skridt vovede sig de sidste skridt ud og stod nu i udkanten af skoven. Hendes flakkende blik gled en sidste gang usikkert over området, inden at det i stedet afløstes af en forsigtigt smilen, samt et blidt blik. Sikker på at intet farligt kunne få fat i den ranglede hoppe på denne eng, havde hendes før nervøse træk i stedet ændret sig til det lettere uskyldige barnlige og ivrige ydre som der nu engang lå naturligt til den unge sjæl. For næppe var hun noget nær det voksne, og ville muligvis aldrig blive det.

Kåd af denne sommervarme og forår sprang hun med et pludselig udbrud af energi frem i en serie gallop og kluntede bukkespring. Sikke en fryd!

Hun var fuld af ungdommelig energi, af en brændende livsglæde som nok aldrig ville dø ud på trods af alle de mindre glædelige ting, livet havde at byde på. Og hun havde meget endnu at opleve, men den glød som brændte bag de ravfarvede øjne var urørlig. Hendes hove bevægede sig let og hurtigt over den allerede nu grønne eng, græsset spirrede og groede og voksede, ville blive tykt og frodigt, snart ville det ikke være svært at spise sig mæt. Hendes pels var allerede glat igen, vinterpelsen var faldet af og havde efterladt hende skinnende. Ariel fnøs ivrigt og slog let med det fintformede hoved, hun nød sin vilde spurt inden hun ville nå frem til skoven med dens lange skygger og fuglesang. Her var hun ganske alene, ikke et øje i nærheden, ikke hvad hun vidste af. Men det skulle snart ændre sig, for forude tegnede en lille, brun skikkelse sig.

word count 153

Jivala selv havde næppe nået at få den uldede vinterpels, før at sommerpelsen som et lyn havde taget over hendes før føllede dun pels og gjort den mere blank og... hård i det. Og næppe kunne hoppen betragtes som den mere robuste skabning, så af denne årsag ville hun måske i fremtiden heller ej få den ligeså tykke pels som mange andre ville bære i de hvide måneder. Men alt dette lå i fremtiden, og lige her og nu bekymrede hun sig om så meget andet end den. eller, bekymrede hun sig overhovedet? Tænkte hoppen overhovedet længere end det hun gjorde eller så lige her og nu? i hendes verden var der intet der hed ondskab, såvel som godhed. Der var intet der helt var sort og hvidt. Og der var heller intet der var fuldkommen fastlagt. Selv de mest kreative ideer mente hun kunne være realitiske nok til at det fandtes. Se selv det gråskimlede føl med den blå plet! hvem sagde at der ikke var flere af hans slags derude... føl med pletter i panden? og hvad med vinger? drager? alt det hun havde hørt af sin mor... alt dette ekisterede derude. Også selvom hun aldrig i sit korte liv havde set noget der kunne minde om det. for det tætteste hun var kommet på en drage, havde været et forvirret fireben.

En forkert landing hev hende ud af sine tanker, og hun faldt med et overrasket hvin forover og ned imod snuden. Let til bens var hun nu engang ikke, og de lange stænger var nu engang svære at styre fuldkommen for den bette fis - selvom hun havde haft dem i et år nu. et øjeblik lå hun sådan - med mulen begravet halvt i jorden, inden at hun med et fnys hev den op og med små grynt prøvede at få jord og græd ud af næsen og munden. ad!

Luften var stadig kølig på trods af forårets pludselig ankomst. Den var frisk i hendes næseborer, oplivende mens alle hendes lemmer blev varme af det energiske ridt. Kroppen vågnede og sendte ilterhed igennem hende, gav hendes sind en form for harmoni. Hun mærkede tydeligt hvordan hendes krop var skabt til at bevæge sig, danse, løbe, springe, og hun udnyttede det i fulde drag. I et øjeblik mærkede hun kun sin krop og så intet, hun var sunket helt ned i fornemmelsen af varmen og energi, indtil de ravgyldne øjne opfangede bevægelse forude. Det var den brune skikkelse der også så ud til at være i bevægelse, den var ikke langt fra skovbrynet. En let begejstring steg i hende, hun havde fundet selskab. Det så ud til at være en lille skabning, men der var noget bekendt ved den, selv på denne afstand. Hendes øjne blev en anelse større, mens hun hævede mulen for bedre at se, de ravnsorte man piskede efter hende. En broget skikkelse, brun og hvid… Pludselig forsvandt den i græsset. Den askegrå gav et lyst vrinsk fra sig.

word count 181

dybt seriøst og fordybet i sit arbejde med at få græssene ud af munden, opdagede hun til en start ikke det lyse vrinsk der tydeligt flængede stilheden. Næsten skeløjet virkede hoppen i sit lille arbejde, inden at hun med et sæt hævede hovedet. Først nu, var det gået op for hende at nogle faktisk var i nærheden - og det muligvis var nogle den brogede kendte! forsugtigt vrikkede hun de krøllede ører lidt frem og tilbage, inden at hun prøvende strakte hovedet så langt op som muligt i sin liggende stilling, for at finde ud af hvem det nu var der havde set hende.
En sort silhuet syntes at være længere fremme, men hoppen var endnu ikke høj nok til at kunne se om hun nu engang bare tog fejl. Længe sad hun stille og eftertænksom, inden at hendes eget noget lyse hvin fyldte luften til et modsvar imod den hun nu engang mente hun kendte. Vrikkende begyndte hoppen en anelse klodset at bevæge den slanke krop til stående stilling, inden at hun så imod der den anden havde befundet sig.

Jo, ganske rigtigt. En grå hoppe med gyldne øjne - det måtte det bare være! For hvem ellers kunne det være? i takt med at hoppeføllet blev mere og mere sikker, bredte et smil sig atter på den sorte mule. Trippende stod hoppen et øjeblik på det samme punkt, inden at hun med et fnys begyndte at trave imod hende. Hvem skulle have troet Ariel var her?

Der gik en rum tid inden hun fik svar i form af mindst ligeså lyst vrinsk som hendes eget. Og først da indså hun til sin glæde, at det var Jiva hun havde fundet. De ravgyldne øjne spejdede efter hoppeføllet mens hun dansede over engen, håbende på at den brogede sjæl ville dukke op fra græsset igen. Og det gjorde hun ganske rigtigt. Snart efter sprang en lille brun og hvid hoppe frem fra sit skjul. Ariel brummede ivrigt for sig selv, muntert mens et let smil tegnede sig om den lyse mule. Selv på denne afstand så hendes veninde ud til at have det godt. Hun gav endnu et hvin fra sig, blot af begejstring over sit fund og styrede nu i lige linje mod den brogede skikkelse. Hun var vokset, det kunne hun se, selv fra sidst hun var stødt på hende hvilket ikke var forfærdeligt længe siden. Det var ikke mange sjæle man var heldig at møde igen i Andromeda, men Jiva var en af dem, og det glædede den askegrå. De var ikke langt fra hinanden nu, den spinkle hoppe kom hende i møde.

word count 188

mange gange havde den brogede efterhånden mødt den askefarvede, og hun var efterhånden ligeså begyndt at se hende som en naturlig del af Andromedas øer. Nej, hun kunne ikke forestille sig at den glade hoppe ikke fandtes her, og tænk hvor ensomt det ville have været for den brogede? for ikke mange havde hun mødt - og hun ville næsten sige at hun havde brugt ligeså lang tid med den grå, som med hendes egen mor. hvilket i sig selv var meget hvis blot man tænkte over det. for i det første år, havde hun været utrolig meget omkring sin mors ben. Men ligespludselig var hun væk, og tomheden havde efterladt masser af tid til udforskning af øer.
Selve hoppens krop kunne efterhånden betragtes som oppe i de 2 år, og hun mente bestemt at hun snart var voksen. Men set med mere realistiske øjne, var hun nu engang bare en lille spir på vejen til et voksent liv... hvis hendes sind da overhovedet nåede at komme så langt.
Små fornøjede nys undslap den brogede, inden at hun lige fluks vraltede næsten ind i bringen på den grå. Smilende så hun op på hende, inden at hun med et hurtigt nap, hilste på hende.

"heeeeej"

kom det fra hende, og hun trippede skift3evis bagud og fremad - helt usikker på hvor hun egenlig skulle stå. eller om hun overhovedet skulle stå.

Ariel nåede lige at bremse letfodet op inden det endte i sammenstød med den brogede Jiva. Hun udstødte snart en begejstret, men alligevel mild brummen og nippede venskabeligt ud efter plagens ene øre da hun stod lige ved hendes bringe og trippede. Hun var blevet stor! Stadig uharmonisk, men den askegrå fandt hende ganske køn med sine hvide aftegn og finurlige ører. Og sikke en man hun ville få, de sorte lokker bølgede allerede omkring den spinkle hals. Den askegrå smilede varmt tilbage og slog let med sin egen sorte hale, da Jiva hilsende nappede ud.

”Så stor du er blevet, Jiva! Du er jo snart en dame.”

Smilet blev mere muntert sammen med hendes ord, i begejstring for sit fund trippede hun let et par skridt sidelæns og vippede ørerne frem mod den brogede. Hun undrede sig lidt over hvor hendes mor var blevet af, Piranja som var hvid som skyerne. Hun havde hverken fundet hovspor eller dufte efter hende, det var som om hun simpelthen var forsvundet. Og Jiva var alene. Ligesom Neytiri. Og ligesom Ariel selv havde været stort set hele sit liv.

word count 186

Den klare røst fra den askefarvede lød kort efter igennem den varme forårs luft, og hoppeføllet smilede en anelse stolt over det. Ja, stor var hun sandelig blevet mente hun selv, og snart ville hun være større! håbede hun. Hun vidste det faktisk ikke helt, men syntes hver gang hun mødte andre, var de skrumpet blot en lille smule. Så sent som igår havde hun endda prøvet at gå under en af de mange væltede træer i den store skov, men havde måtte opgive grundet sin nuværende højde.
De krøllede ører vrikkede lidt frem og tilbage for at give lidt modspil til den nappende mule, inden at hun bakkede en smule ud fra det personlige rum som ikke syntes at eksistere imellem de to sjæle. Ariel måtte have en eller anden indflydelse på den brogede, for en tand mere nærgående var hun blevet efterhånden.. hvilket ville sige at hun rent faktisk nærmede sig fremmede, istedet for bare at se en anelse tomt på dem.

"jaa... måske"

grinede hun, og kastede kort efter den sorte man over på den anden side af halsen. Længe havde hun ikke set så meget som et tegn på at hendes mor var i landet, og hun havde efterhånden opgivet et lede, og gik istedet rundt på må og få ved deres gamle steder. Hun håbede stadig på at finde hende en dag - javist! men, håb var ikke nok til at se den snehvide hoppe gå imellem stammerne, selvom hun bestemt mente at hun var her et sted! det var bare med at finde den spinkle hvide skabning.
Let trippede Jivala på stedet, inden at et spændt og ivrigt udtryk gled over hende. hurtigt gik hun igen tættere på den grå, som ville hun fortælle hende en hemmelighed.

"jeg så... en fe!"

kom det hviskende fra hende, og de brune øjne strålede kort af iver. Feer i hendes forstand, var bittesmå heste med fine guldsmede vinger der strålede i alle regnbuens farver. Og den unge hoppe med den livlige fantasi, var helt sikker på at det var en fe hun havde set inde i skoven.. bare et kort sekundt - men den havde været der! troede hun ihvertfald.

Den askegrå betragtede nysgerrigt hendes brogede veninde med de finurlige ører. Hun undrede sig over hvor hun mon havde ørerne og pelsen fra, for det var bestemt ikke fra Piranja. Hun var hvid som skyerne huskede hun, med små ører. Det måtte være fra Jivas papa, hvem end han var. En hingst i landet hun ikke havde mødt, det kunne være interessant at møde den sjæl, hoppeføllet havde sine gener fra. Et mildt smil spillede om hendes hvide mule med tanken, mens hun så stoltheden i øjnene på den brogede. Hun var bestemt vokset, snart ville hun blive en ganske smuk skabning, spinkel og speciel. Der var ikke nogen hun havde mødt som så ud som Jiva. Nysgerrigt spidsede hun ørerne da hoppeføllet kom tættere på og sænkede stemmen til en hvisken, hvilket fik den askegrå til at sænke mulen en anelse så hun bedre kunne høre. Ikke at hun behøvede sænke den meget, så høj var den brogede snart blevet.

Hendes ord fik den askegrås øjne til at gnistre af munterhed.

”En fe? Virkelig? Hvor?”

Det milde smil var større nu, blikket stadig nysgerrigt, for hun overvejede ikke engang om den brogedes påstand var sand eller ej. Havde hun set en fe måtte det være sådan, Ariel ville hellere end gerne høre om hendes oplevelse. Der skete mange underlige ting i Andromeda. Hun vrikkede med sine bløde ører og nippede venskabeligt ud efter hoppens spinkle skulder, hun ville høre mere.

word count 241

Jivala havde vel lidt forventet den stille hovedrøsten, og et ”forstående” smil. Sådan havde den sidste voksne reageret da hun fortalte om den lille lysende bevingede skabning inde i skoven… som om at hun ikke troede på hende, og bare nikkede en smule for ikke at gøre hende ked af det. Men lige meget hvor barnlig af sind den brogede hoppe så end virkede at være, ændrede det ikke på at hun ikke var dum. Hun forstod sig udmærket på kropsprog, og forstod mere end man ville tro. Hendes fatteevne var ikke svækket – nej tværtimod. Det hun bare ikke forstod, var hvorfor andre ikke kunne stole på det hun sagde, eller det de ikke selv forstod. Der var flere der mente man skulle se det før man troede det. Det hele skulle bevises.. men hvorfor? Jivala troede på det hun hørte, for hun stolede jo på at det var sandheden. Hvorfor skulle man lyve for hende, eller for andre? Hun troede på de lande hendes mor havde fortalt om – selvom hun aldrig havde været der. Hun stolede på at der fandtes heste med vinger, selvom hun aldrig havde set en. Og inderst inde ønskede den brogede vel selv en del at være en hest med vinger. Ønskede at være en man troede på.

Med et ivrigt hvin trippede den brogede nogle fjedrende skridt tilbage, snurrede en omgang inden at hun sprang frem imod Ariel igen. Ja, sprang næsten ind i hende.

”inde i skoven!”

Kom det lyst fra hende, og hun hævede kort forparten i et halvt stejl. Feen var der. Den kunne ikke li fremmede, men hvis man sad stille nok kom den frem.

”den lignede en sommerfugl… men den lyste!”

[Out ^^]