New born - Djange

Var der gået dage, måneder? År? Deadly Myth vidste det faktisk ikke. Det føltes som i går, at hun stod på toppen af vulkanen ved med den sne hvide Fuyu ved sin side. Hun havde ofret en del af sig selv. Sit blod. Nu, hun var blevet belønnet. Hvad der præcis var sket med hende den dag var hun endnu ikke helt sikker på. En ting vidste hun! Hun var fri, hun var mere levende end nogen sinde før.. Hun var genfødt.
Hun husker en isende kold fornemmelse der havde spredt sig fra hendes bryst og ud til resten af kroppen. Skyggerne boede i hendes krop, i hvilket grad var endnu for hende ukendt, hun mærkede deres tilstedeværelse; hørte deres talen, deres tanker. Hun var ikke alene, aldrig ville hun blive helt alene.

Med lette skridt, trods den tungere bygning bevægede den næsten helt hvide hoppe; nu præget af et ar der løb fra hvor blodet var løbet fra. Skyggerne havde givet hende dette mørke. Ladet det ætse sig ind i hendes skin. Mærket for skyggerne. Mærket for herren; af sted hen over de åbne enge. Det var første gang i lang tid hun havde forladt vulkan øen. Det havde længe været hendes tilflugt sted, men det var på tide at vise Andromeda at hun var tilbage.
De bevægelser hoppen gik med nu vidste tydeligt at hun ikke længere flygtede. Der var ikke flere mareridt. Kun et minde tilbage, et frygtelig et. Det minde fra da hun havde vendt Djange, den let brogede, hingst ryggen. Hun havde svigtet ham. Myth havde længe fortrængt dette, men at beskue bjergende på afstand fik hende til at mindes. Hun havde et indre savn, men for for Myth var det ikke en mulighed. Han ville næppe se hende igen. Hun havde vendt ham ryggen da han ville udslette det hun brændte for, det der nu levede i hende. Det hun var en del af, det hun tjente.
Deadly Myth stoppede; de kul sorte øjne hvilede med et tomt blik imod bjergende.

Det var ikke mange tider siden han var blevet anerkendt og velsignet som vogter i landet Andromeda. Det sitrede endnu i ham, han ønskede at fortælle Athene dette! Han havde langt om længe fundet ud af bjergpasset, mens han standhaftige skridt bar han ned af den stejlere sti, som snart ville mødes med engens græs. Rankt og stolt trådte han, skridt for skridt, alt imens han dog stadig bar en vis anspændthed. Mest af alt fordi han holdte et evigt vågent øje med alt og alle. Det var dog som om han havde smidt en anelse af den anspændthed, og blot bare sig ad med en mere oppustet muskuløs fremtræden. Om han ville det eller ej, havde denne ene aften, der endte i hans nye titel, nok ændret ham en smule. Han fik ligesom lov at se nogle ting i øjnene, såvel som Illana. Endnu måtte han indrømme at han ikke som sådan havde vendt sig til sit udstyr endnu. Den ene dag irriterede det ham, og den næste havde han fuldstændig glemt alt om det. Uden egentlig som sådan ærinde, søgte han mod den åbne eng for en stund. Men dér!

Den milde duft af kanal var bestemt ikke til at tage fejl af! Han stoppede brat, førend hans forhove overhoved havde nået engens bløde underlag endnu. De krystalblå øjne søgte hurtigt og ivrigt efter lige netop denne skikkelse; før han jovist fik øje på hende! Dér stod hun, et godt stykke væk dog, fuldt ud afslørende i sin næsten hvide pels pragt, blot og så sig imod bjergende hvor han selv lige nu befandt sig foran. Følelser fyldte ham og utroligt nok var den første, glæde og gensyn! Hurtigt tvang han sig selv over i foragt og vrede, mens han hjerte bag udstyret hamrede hårdt og uvilkårligt, mens han derpå tillod sig den tjeneste blot at betragte hende lidt, på denne afstand – bare for en stund.

Den hvide, eller i hvert fald næsten helt hvide hoppe, stod helt stille. Hendes kul sorte øjne var rettet stift på en skikkelse hun kunne se bevæge sig ved bjergende. Det var ikke til at tage fejl af. Det var ham. Deadly Myths vejrtrækning blev hurtigt, meget hurtigt. Luften noget ikke helt ned i hendes lunger.
Dér; lige fremme var den hun havde i så lang tid længtes efter. Længslen spredte sig fra hendes hjerte og ud i hver en celle i kroppen. Skyggerne kunne mærke denne følelse, det griblede i hende. Om det var dem, eller om det var hendes egen krop der skælvede. Måske begge dele.
Længe stod hun nu, helt stille. Der var intet der rørte på hende; kun vinden der legede med den lyse man og hale der havde genvundet sin fulde fylde. Det samme havde resten af hendes krop. Ikke længere var hun udhungret og forfaldet. Med skyggernes hjælp havde hun rejst sig igen; med skyggernes hjælp var mareridtende fortrængt.
De kul sorte øjne hvilede på ham. Blikket var endnu tomt, for følelserne ville hun stadig ikke vise. Ikke nu. Hun anede uråd; hvad skulle hun gøre?
Med en dyb vejrtrækning to hun målrettet det første skridt. Med langsomme skridt nærmede hun sig. Hun holdt sig tilbage. For i sandheden vidste hun ikke hvad, eller hvordan. Hun vidste ikke hvordan han ville gribe det an. Selv havde hun vidst hvilken vej han gik; men han anede ikke at hun havde søgt skyggerne han havde kæmpet imod.

Skrig! Hendes hoved blev fyldt med det. Larmen og den uendelige mumlem var startet i hendes indre. For hvis han var vogter nu; var skyggerne, hendes brødre i bjergende besejret. En vrede steg sig hastigt i den næsten helt hvide hoppes sind. Skridtende blev mere faste, mere rasende. Tænderne plottede sig for en stund.. og så. Vreden forsvandt. Tempoet blev atter sænket. Færden, hans duft spredte sig til hende og næseborende dirrede let. Tydeligt blev hans let brogede skikkelse for hende; og der stoppede hun. Egentlig ville hun komme ham helt tæt, strække mulen imod ham. Se ham i de dyb blå øjne. Hun havde stoppet sig selv. Tanken om at han nu ville afvise og vende hende ryggen. Gå sin vej. Netop som hun havde gjort ved ham. Hun havde været den der havde svigtet.
Havde Myth kunne undgå det offer havde hun gjort det; i mange dage, i mange måneder havde det pint hende det hun havde gjort imod ham. Hun havde handlet egocenteret; belønningen havde været det hele værd, på en måde... Måske, måske på flere?
Med de kul sorte øjne så hun direkte på Djange. Han var nogle meter fremme; hun ventede på hans næste træk.

Hoppen stod for en stund og det samme gjorde han selv; alligevel blev det hende der tog sig af første træk. Hun trådte frem, imod ham, målrettet men alligevel tøvende. Som bad noget hende om at hun skulle nærme sig ham, men at hun inderst inde måske ikke ønskede dette. Hans øre hvilede tilbage, alt imens han maske udgjorde præcis den effekt han altid selv havde præsteret at udforme med den anspændte holdning. Han kunne knejse mere nu i nakken, og se mindst lige så truende og farlig ud. Ikke at han ønskede dette, selvom han jovist var bevidst på det når alt kom til alt. Pludselig var det som om noget tog ved hende, og et par blottede tandsæt fik en rynke på den brogedes mule. Næsten så hans egne tænder blev blottet en anelse over hendes opførsel. Samtidig slog det ham lidt overraskende at hoppen langt fra var i forfald og hunger mere. Hun syntes sund og rask, mens hendes pels havde langt mere sund glans og manen og halen mere fyldige. Han slækkede lidt på de nedlagte øre der havde presset mig dybere i hans nakke over hendes arrige scene. Hun sænkede atter farten, men fortsatte imod ham, før hun stoppede.

Hendes duft var indbydende, mens han mest af alt ønskede at være helt tæt på hende, se hende i de dybe øjne hun bar, undersøge om hun var okay. Fortælle hende om hans… men nej, det slog ham hvor ynkelig han havde opført sig i al denne tid, takket være hende. Hvordan hun, utroligt nok, havde knust ham? Han bildte sig selv ind at hun blot havde været en fremmed, en bekendt. Men det var hun jo ikke, når alt kom til alt. Minderne omkring deres møder spankulerede på tværs i hans indre, alt imens hun nu stod lige dér, foran ham. Standhaftigt og stolt lod han få skridt bærer ham nærmere hende, så der var en længde af sølle halvanden meter imellem dem nu.

”De er tilbage?”
Hæst og intenst lød hans stemme, tonløst. Mest af alt kunne denne sætning nok tolkes som en skeptisk konstatering, der egentlig bar præg af sarkasme. Men inderst inde lå det naive spørgsmål nu ak og ve lige til højre benet, for var hun kommet her, på grud af ham?

Hvorfor Myth havde valgt at søge netop her, denne ø, disse bjerge; da hun havde fattet sig. Vendet sig til sine nye tilstede værelse, Til sit nye indendistiet; var ikke et spørgsmål at hun havde savnet frodigheder eller bjergende. Det havde været en bestemt sjæl, en bestemt hun ikke havde kunne glemme. Hun måtte se ham. Opsøge ham hvis hun kunne. Nu, ja nu var han her. Lige foran hende.
Han tog stolt nogle skridt frem. Lettet åndende Myth op. Jovist var de endnu ikke tætte, og endnu var der en barrikade efter den bratte slutning fra sidst. Denne akavet stemning om at de havde valgt hver sine veje. To vidt forskellige. To der ville blive ved med at trække dem fra hinanden.

De kul sorte øjne så nærmere på den let brogede hingst. Han havde fået udstyr. Det var tydeligt at han ikke var den Djange hun den dag havde vendt ryggen i bjergende. Han var som hende; forandret. Hvem var mest? Det var næppe ham der havde forandret sig mest. Ændringer havde der dog været.
Hun så på hans krop, hans muskler der var spændte, nærmere så hun hver en krog. Sturdere hver en detalje. Svært var det at kapere for hende, at han var lige der. Hun kunne hvis hun ville røre ham, hvis hun plot anstrenge sig en smule. Hun holde det tilbage. Sin trang, sin længsel. Det var ikke nemt; for selv ville hun ham; hun ville nærmere. Skyggerne havde helt andre planer. Hun kunne høre dem, mærke dem. Hun ville dog ikke lade dem blande sig; hun ville ikke lade dem tage over.
De kul sorte øjne endte til sidst i de dyb blå af hans. Hun så betaget på dem, men endnu var hendes blik tomt. Mere tomt end nogen sinde før. Hendes før mørke brune øjne var blevet kul sorte; en del af den proces der var sket da skyggerne havde trængt ind i hende. Taget på hendes krop. Det samme som mørket der løb over hendes skuldre. Skyggerne havde sat sig i blodet, ætset sig ind i hendes skind.

"Jeg.. er tilbage."

Myth holde igen sig tilbage, hun holde mere end sig selv tilbage. For det var ikke kun hende der var tilbage. Skyggerne var med hende. Hun ville sige mere end den simple sætning. Hun ville give ham flere svar. Hun ville undskylde overfor ham. Hvor skulle hun dog begynde. Denne afstand? De stod tæt på hinanden, men alligevel var afstanden større end nogen sinde før.

"Djange."

Det var som den sande længsel langsomt voksede indefra, mens hans udefra afslappede og fattede attitude holdtes, bankede hans hjerte og følelse i ham vildfarent og ustyrligt. Han ønskede at røre hende, mens hans kolde og tomme blik derpå startede en nærmere granskning. Normalt holdte han langt fra af at granske andre sjæle, da det kunne virke så bedømmende og vurderende. Men lige med hende, med Deadly Myth, fandt han det ikke forkert – nærmere, omsorgsfuldt? Det gik derpå hurtigt op for ham at de begge havde ændret sig. Nogle sorte aftegn, nærmest som omklamrende individer der omfavnede hendes ellers næsten hvide pels. Samt hendes øjne var nu kuldsorte.

Djange kunne vel i grunden godt gætte sig frem, for efter hans eget møde med disse skygger; sin endelige kamp og prøve for denne titel og status. Den kamp der ville berøre ham resten af hans dage. De skygger som hun havde opgivet Djanges råb om hjælp for… Tragedien nagede endnu dybt hos den brogede, alt imens han mest af alt ønskede at lade blikket glide fra hende, som han havde gjort da hun havde afvist ham til at hjælpe ham. Alligevel forsøgte han at stå stærkt, og kun få rasende og blussende gnister bragede kort i hans ellers kolde og tomme krystalblå øjne der fandt hendes. Hendes ord lød, og det var tilmed svært for ham at respektere hende, og lade det ene øre glide på sned for at understrege at han lyttede. Men han gjorde det. Det var tydeligt hvordan de begge havde ændret sig, meget endda, men alligevel; var de stadig de samme.

Hun sagde hans navn, og dér opstod en svag snært af noget skrøbeligt hos den muskuløse hingst, mens hun atter så i hans øjne. Til trods for at hendes var tomme og kolde, intet var der at se, intet at søge; skete der noget. Han pustede stille ud, nærmest som blev han losset hårdt i bugen. Hivende efter vejret for et kort sekund. Hans øjne sagde intet, mens han havde lyst til at sige noget. Men han havde intet at sige, og lod derfor være. Han ønskede at røre hende, og så alligevel mente noget i ham, at hun langt fra fortjente dette – hvis blot hun havde det bare en lille smule overfor ham, som han hele tiden nok havde haft det for hende?

Det var tydeligt, selvom Djange ikke vidste meget; han var altid anspændt, der var ikke meget at læse ved ham. Dog havde den næsten helt hvide hoppe lært at læse de små signaler han sendte. De helt små; hun kunne se den ekstra anstrengelse; de rasende gnister hans øjne sendte for for sekunder. Hun forstod ham. Virkelig. Havde hun stået i hans sted; at det var ham der havde svigtet hende. Hun ville have reageret lige ledes. Måske havde hun ikke ville se ham igen hvis det havde været.
Det pinte Myth, at hun havde været nød til at skubbe sig fra ham, skabe denne afstand. Hvis blot de havde åbnet sig for hinanden. To lukket bøger er svære at lære at kende. Alligevel følte Myth hun kendte denne brogede hingst. Han var den hun kendte bedst i dette land. Den eneste hun i lang tid ville bruge tiden med. Nu var der Fuyu også, hendes broder; hendes guide. Dog var der ingen sammenligning imellem de to.

Myth træk været dybt. Det var knald eller fald. Forsigtigt næsten uden at bevæge sig rykkede den næsten hvide hoppe sin mule imod ham. Hun søgte imod ham men uden at røre. Hun ville ikke gå for langt. Hun ville ikke skubbe ham længere væk end hun allerede havde gjort. Hendes hjerte kæmpede. Hurtig slog det.

De var stille, endnu hang det i luften at hun havde sagt hans navn. Svagt havde han selv følt en form for længsel at hun udtrykte, men det kunne også være ren og skær indbildning fra sin egen længsel. Hans indre fortalte ham at nærme sig, mens fornuften bad ham tage mere afstand endnu. Dette var et svært spil, hvis det da var et spil. Nærmere en gåde, en uopklaret og svær at knække. Selv forblev han tavs, mens denne stilhed ikke var nær så rar som den de havde skabt og vedligeholdt før hen i tiden. Denne var mere anspændt, anstrengt og uforudsigelig; for hvad ville det næste være der skete? Han vidste det ærligt talt ikke. Mest af alt ville han gerne spole tiden tilbage, til den aften hvor de havde betrådt skovende side om side. Overskredet hinandens grænser og alligevel ikke bidt hovederne af hinanden.

Derpå gik det op for ham at hun nærmede sig, hun valgte næste træk. Forsøgte at løse gåden? Spille spillet? Det trak i ham for at søge hendes mule, men koldt og tilmed afvisende forblev han stående. Næsten som ignorerede han hendes træk. Kun hans blik afslørede at han fulgte hendes mørke mule der søgte hans, dog uden henblik på at røre. Hun var nær hans mule, da han ønskede at puffe den frem, bare det lille korte stykke – mærke varmen, mærke hende. Men det eneste der skete var en rynke på den lyserøde mule, skeptisk, mens et kort dæmpet fnys lød. Ikke just for at bede hende flytte sig, men understregende om at hun bestemt ikke skulle bryde sig om at nærme sig yderligere.

Selv forbavsede han sig selv, for hvad var det han lavede? Var det virkelig hans sårede følelser og fornuft der nu uvilkårligt og uacceptabelt tog over?

Det var ikke den reaktion Myth havde håbet, men den hun havde forventet. En skuffelse ramte hende; et hårdt slag i brystet og en indre smerte spændte sig i hende. Hun træk mulen mere til sig og de mørke kul sorte øjne så atter i Djanges blå. Hun forstod ham, og hun ønskede ikke at krydse hans grænser. Hun ville kunne finde på det, hvis ikke det havde været for den respekt hun nærede ham.
Det havde været for hurtigt at tage dette træk, hun vidste det nu. Ingen handlinger kunne gøres op, og hun måtte blot forsøge at tage afvisningen med løftet pande; trods smerterne i brystet. Selvom den næsten hvide hoppe ikke ejede et rigtig hjerte mere, kunne forskellen ikke mærkes. Ud over kulden. Indeni var hun frygtelig kold, men alligevel den samme. Følelserne, hvordan hjerte reagerede på det hele. Nøjagtig som før.

Stilheden slog hårdt ved dette møde. Normalt var stilheden en ting der kom til dem på en naturlig måde. Ord havde været overvurderet ved deres tidligere møder; men nu. Stilheden var smertefuld. Uvisheden, længslen; Som en rovdyr længtes efter sit bytte.
Hun måtte tage sig sammen. Hvordan? Hvordan skulle hun dog kunne forklare ham om hendes beslutninger, hans valg. Denne frihed hun har længtes efter så længe, som hun nu havde? Ak.

De tomme øjne så forsat direkte i hans blå. Betaget, var hun igen. Fanget af dette trylle bindende blik. Trods begge parters øjne var tomme og ingen følelser viste. Hvorfor var det svært for dem? Hvis Myth blot kunne vise, fortælle eller forklare det. Hendes hjerte hoppede et ekstra slag over. En varme spredte sig i hendes indre, men blev hurtig erstattet af den bidende, smertefulde prikken. Myth var såret. Det var vel normalt. Denne afvisende Djange. Hun havde dog været den første.

"Jeg kan ikke.. en undskyldning ville aldrig være nok."

Lød det mumlene med den hæse stemme, og de sorte øjne søgte imod jorden i det hun forsøgte at samle mod til sig for at tale. En indre kamp om rodede følelser og fortvivelse spændte ben for den næsten helt hvide hoppe.
Dybt træk hun vejret og løftede igen blikket og så ham direkte i øjne denne gang med mere mod.

"Det var aldrig min mening at svigte dig. Hvis blot jeg kunne forklare."

Men hvordan? Hvordan skulle hun forklare alt der var sket. Ikke længere huskede hun sin fortid, ikke længere blev hun pint af de endeløse mareridt. Hvordan skulle hun forklare hvorfor, når hun ikke kunne huske årsagen til den smerte hun havde levet i før.

Hoppen forstod med det samme; mens hun trak mulen angiveligt til sig. Hendes blik søgte dog atter hans, alt imens det selv var som om en smertefuld pinsel var påbegyndt i Djanges bryst, i samme sekund som hun havde trukket sig en anelse. Stilheden nærmest overrumplede de to sjæle, i en ubehagelig ryst han selv mest af alt ønskede at forlade. Tankerne om der sidste møde, måtte han af en eller anden grund bare ikke slippe. Han ønskede mest af alt at få lov at udtrykke den følelse af længsel der ivrigt forsøgte at bane sig vej forbi den følelse af foragt over hende, der fyldte meget hos den brogede lige nu desværre.

Dog lød hendes ord, og det ene øre gled ud på sned, lyttende. Hun undskyldte ej, nej disse ord havde langt større betydning. Hendes sorte øjne søgte jorden for en stund, før de atter søgte hans. Deri slog det den brogede, det var som om fornuften og foragten blev overrumplet af hans egne følelser, da hun atter talte. Begge øre fandt dog vej tilbagevendte og kun en splitsekundsvarighed af en gnist i de ellers tomme og kolde øjne, sås kort. Han stod, som forstenet, standhaftigt og urørligt ellers, mens en masse derpå da foregik hos ham. Han så sig atter i hendes øjne, meget direkte og tilmed stirrende så han nok mest af alt ud, før han efter et godt stykke tid først; åbnede mulen.

”Det er ikke en hemmelighed at jeg vidst havde flere følelser for Dem end jeg selv nogensinde havde forestillet mig.”
Hviskede han hæst og intenst, meget stille, mens han missede øjnene anseende, hvor derpå en rynke næsten skeptisk over sine egne ord fandt sted på hans lyserøde mule. Hans ord var dog bundærlige i den tonløse klang de havde lydt med, hvorpå disse følelser han omtalte ikke nødvendigvis omtalte forelskelse; men blot dette at holde meget af en anden sjæl.

Stilheden, den var buldrende. Larmene. Det var pine fuld. Denne stilhed var ikke en de på den måde valgte frivilligt, ikke som ved deres tidligere møder. Denne var tvunget ned over dem over hændelserne der igennem tiden var sket; sket fra den dag hun forlod ham i bjergende. Forlod ham til hans egen skæbne, svigtede ham. Det gjorde ondt at vide, og endnu mere ondt at det havde været en nødvendighed fra hendes side. Hvordan havde hun kunne hjælpe ham med at udrydde noget hun havde så kært? Det hun forgudede, det hun nu levede for. Det der pumpede blod rundt i hendes krop nu. Det, dem og de der havde givet hende friheden tilbage. Det, dem og de levede i hendes krop. De var ikke synelige udadtal, men skyggerne husede hun i sit indre. De var hendes hjerte.

Stilheden havde hun brudt, og tavsheden efterfølgende virkede uendelig. Svagt og kun et kort glimt, synes hun at opfange en gnist i Djanges blå øjne. Et lille håb blev tændt i den næsten hvide hoppe. Håbet var minimalt, hun turde ikke satse på meget. Afvisningen havde været der; denne gnist kunne være for meget at håbe på. Det kunne være et synsbedrag. Nemt kunne hun have bildt sig det selv ind fordi hun så inderligt ønskede at kunne være ham nær igen. Dybt, og langsomt fik Myth trukket været, holdt sig selv fast, for ikke igen at forsøge at nærme ham. En afvisning mere havde hun ikke brug for. Ikke lige.
Det hele var for den næsten helt hvide hoppe meget følsomt, og selvom hun var gjort fri fra sine pinsler og mareridt; var følelser ikke det hun var bedst til at udtrykke. Det kom hende ikke så naturligt. Nogen var det lige så naturligt som at trække vejret; men ikke for hende. Næppe heller for Djange. Han hvis øjne altid er kolde, og hvis tone er uden glød. Ved Djange havde man skulle se nærmere. Det havde ikke været nogen hemmelighed at der havde været en kemi imellem de to heste fra deres første møde. De havde begge gået over grænser den første aften hvor de side om side havde vandret på de smalle stier i skoven. Den afstand der var kommet imellem dem nu; på grund af de valg Myth havde taget, var fremmede. Ny. Farlig..

Og dér! Stilheden blev brudt; denne gang ikke af hende, og hvad der havde føltes som en evighed, men ikke havde været det. Djange talte.
De mandelformede øre løftede lidt på sig, lyttede. Hun slugte hvert et ord til sig. Ordende gik lige til hende; først spredte varmen sig igen. Den underlige kildende stikkende fornemmelse. Et ord ændrede det dog til kulde; smerte og prikkende. Havde..

Med en dyb vejrtrækning samlede den næsten helt hvide hoppe mere mod til sig. Det var både svært, hårdt. Det havde ikke været den genforening hun havde håbet på; mere havde hun håbet på en mere glædelig genforening. Dette var dog hvad hun havde forventet, eller værre måske. Myth havde en lyst til at lukke af; gå sin vej. Slippe for at gennemgå mere. Blot forsøge at glemme og ignorer. Hun kunne dog ikke. Hun holdt sig fast, hendes stædighed.

"Djange.. Du er den mest betydningsfulde for mig i dette land."

Det var et stort skridt! Ord som dette ville hun aldrig bruge normalt. Dette var at åbne sig en smule; blotte sig og gøre sig selv sårbar. Ikke en ting den næsten helt hvide hoppe kunne lide; og ikke noget skyggerne der havde bo i hendes indre brød sig om heller. Hun kunne mærke dem; hvordan de rykkede sig; hvordan de snakkede. Ingen var enige, konstant skænderi.
Tænderne blev igen blottet og årene trykket i nakken, men kun for en kort stund. Endnu havde hun ikke helt vendet sig til det, dem og de. I starten havde hun næsten ingen kontrol haft, men som tiden havde gået havde hun fået mere og mere styr på sig selv. Hun var mere sig selv end det, dem og de var hende. Kun få glimter var der hvor de dominerede.

De kul sorte øjne søgte Djanges blå, stadig var de tomme. Hun vidste ingen følelser. Hun ventede på hans reaktion.

Imens hans egne ord havde brudt tavsheden og den pinefulde stilhed, havde hoppen virket lyttende. De kolde og tomme sorte øjne havde end ikke ændret på sig, men hendes ellers helhedsudtryk havde. Noget vagte også en del i den brogede hingst, sådan at se liv i hende igen, ikke som den aften hvorpå hun også i sidste ende svigtede ham; frem for sine egne længsler og behov. På den anden side bebrejdede han hende ikke nær så meget som han kunne have gjort, mange dage, nætter, tider, havde gået med sorg over hende. Hvilket på en eller anden måde måtte være hans svar på at han ikke blot kunne leve videre med dette, og da slet ikke nu mens hun stod foran ham igen. En chance til, var det – det måtte det være! Det var dog som om hoppen skulle samle sig mod til at besvare ham, før hun åbnede mulen. Gensidigt udviste han selv han lyttede til hende, med det ene øre gledet på sned, mens de krystalblå øjne endnu holdte deres egentlige kontakt til hinanden. Der så koldt og tomt stødte imod hinanden.

Det var som om hans hjerte hoppede en ekstra gang, som kunne han ikke trække vejret. Som stod tiden helt akkurat stille. Han vidste ikke hvad han skulle stille op! Følelsen af frygt og glæde fyldte ham på samme tid, mens han inderligt ville ønske man kunne stoppe tiden så han kunne vandre bort, for derpå at komme tilbage til denne situation og takle den derfra. Men sådan er det ikke. Sekunderne blev flere, og han nærmest sitrede mens hans kolde og tomme øjne stirrede næsten uforstående på hende. Han missede endda øjnene en smule anseende, da han trådte over i benægtelsesfasen. Mente hun virkelig det hun sagde? Små fnys lød kortvarigt efter hinanden, hæst og en anelse utrykt, mens han fortsat dog holdte den standhaftige og stolte holdning! Han ville sige så meget nu, men alligevel var det som om han ikke… kunne? Han vidste det… End prøvede han ikke engang at åbne mulen forsøgende, det var der mildest talt ingen grund til. På den anden side vidste han at den næsten hvide havde trådt langt over hvad hun nogensinde ville gøre eller udtrykke! Han sank en klump, han skulle passe på hvad han gjorde nu. Èt forkert træk, og hun ville måske forlade ham igen. Denne gang grundet hans egen afvisning? Han vidste hvad han måtte gøre.

Det var langsomt han sænkede hovedet en anelse, så hans hals knejste mere; hvor han derpå fast besluttet trådte frem. Det var vel nu eller aldrig? Skridtende var få, og roligt forsøgte han at trække vejret, på trods af alt det der rumsterede inden i ham lige nu. Hans hjerte bankede hurtigt og da han var hende helt nær lod han sine ege øjne søge hende. Dette var det eneste han behøvede, han vidste hun ville forstå; hvordan denne agt ville sige tusinde flere ting end ord. De krystalblå øjne lod sig gnistre for et par sekunder, varmt og tilmed tilgivende, før han søgte hendes mule med sin lyserøde, der end ikke bar en eneste rynke; målrettet for at berøre hende. Alligevel stoppede han få centimeter fra hendes mule, så de kunne føle hinandens åndedrag, hun måtte be- eller afkræfte nu. Enten lade hendes mule møde hans, eller afvise.

Atter en gang, et kendetegn for de to heste, lod stilheden drive sig over dem. Den lagde sig over dem som en tung dyne. Efter Myths ord slog stilheden hurtigt ind. Det så ikke ud til den let brogede Djange havde noget at skulle sige til det. Var det virkelig det? Myth begyndte at føle en fortvivlelse. Hun var gået så langt for denne let brogede hingst; hun havde krydset sine grænser groft. Hun havde plottet sig for ham. Et sted i det indre spredte vreden sig igen; buldrede og var blot et spørgsmål om tid før det ville briste.
Denne vrede var en ny ting for Myth, normalt, førhen havde hun ikke fået vrede udbrud. Nej det var en ny ting, en ting der fulgte med. Vreden var blot tydeligere fordi skyggerne i hende vidste han var vogter. Det, dem og de vidste hvad han var. De havde deres egne planer.
Vreden hobbede sig op i hende, skuffelsen. Smerten. Kunne hun gå længere? Ville hendes forsøg have været forgæves? Ville hun miste ham helt. Den hvide hoppe var klar til at vende rundt og forsvinde..

Og så!

Det skyggehjerte der bankede i Myths bryst sprang et slag over, måske flere; for så at slå hurtigt. Djange havde taget et skridt. Et skridt blev til to. Han kom hende nær; så tæt at hun nemt ville kunne røre ved ham. Ingen anstrengelse for at strække den kompakte hals så langt som den overhoved kunne for blot at kunne puste til nogle få hår. Nej, hun skulle knap rykke på sig nu.
Dette træk betød mere for hende end hvis han havde sagt noget; Stilheden der lå over dem var pludselig ikke så frygtelig.
De kulsorte øjne mødte hans blå; der pludselig havde gnister af mere end Myth nogen sinde havde fået lov at se fra ham. Skyggehjertet pumpede hurtigt i hendes bryst, og blodet strømmede ud i hendes lemmer langt hurtigere end normalt. Det prikkede i hende, hun skælvede kort.

Hans fremstrakte mule, den var kun nogle få centimeter fra hendes spraglede mule. Hun kunne mærke hans varme onde; i forhold til hendes var den varm. Selv var hendes kold.
Forsigtigt, næsten uden at rykke på sig lagde hun sin spraglede mule imod hans lyse.

Det mest vigtige skridt var taget fra hans egen side af. Det føltes som en svær spænding af lykke og urolighed, da først hendes mule rørte hans. Hendes ånde var kold, og selvom han forestillede sig den varme mule imod hendes, var det som om den ingen temperatur havde? Iskold var den ej, men heller ej varm. Selv havde han forestillet sig at mærke hende, føle at han trængte sig ind i hende og hun ind i ham, når først deres muler endelig mødtes. Men sådan var det ikke…

Alligevel betød dette intet for Djange lige nu, berøringen og hendes respons på hans, var nok i sig selv. De var… genforenede. Han havde tilgivet hende, og hun havde genopsøgt ham, til trods for hvordan hun havde vendt ham ryggen den dag, som efterhånden var så fjern som noget kunne være. Han udgjorde dæmpet en brummen, hæst og intenst, lød den stille og en anelse sagte – frem for tonløs. Han nærmest indåndede hendes ånde, mens det kildrede og bragede i hans indre. Noget sagde ham, at dette var lykke – mens noget andet truede ham omkring at dette blot var begyndelsen på et længere varigt mareridt. Naiv kunne han måske kalde sig selv? Men han valgte at stole på det første… for han følte… lykke.

Djanges mule var varm; i forhold til hende. Myth havde en snært af kulde omkring sig hele tiden. Aldrig blev hun helt varm igen; men iskold var hun heller ikke. Det var en ting imellem. hun mærkede hans varme ånde imod sin mule; denne nærhed det bragte. Det var beroligende. I al den tid fra hun havde forladt ham, vendt ham ryggen i bjergende og til den dag hun mødte den sne hvide skygge hingst Fuyu; havde hun været komplet alene. Ingen selskab, ingen. Nu, ja nu var hun aldrig helt fuldkommen alene. Det var betrykkende; for altid var skyggerne hos hende. De var der til at guide hende hvis hun skulle vakle.

De mandelformede øre vippede lidt på sig; hun kunne ikke helt finde ud om hun ville vippe dem frem, eller og de skulle blive tilbage og konstant ente de et sted midt mellem som hvile punkt. En svag, men med et snært af varme; brummede Myth. De sorte øjne så stadig direkte ind i Djanges dyb blå øjne. Selvom hans blik var tomt og intet viste, kunne den næsten helt hvide hoppe alligevel finde det betagende. Der kom ikke denne akavede følelse af at blive ved med at have øjenkontakt. Måske var det netop fordi øjne intet sagde?
Med en smule trippende bevægelse rykkede den lyse hoppe et halv skridt nærmere den let brogede hingst. Et forsøg på at få lov at gå nærmere. Allerede nu var hun klar på at trække det tilbage hvis hun gik over hans grænser. Stadig respekterende hun ham; måske i virkeligheden mere ham end sig selv lige nu.

At være nær Djange igen, at være i han selskab gav en følelse af lykke; som var alt godt igen. At få lov at tilbringe blot lidt tid med ham igen. Hendes hjerte hamrede hårdt i hendes i bryst; dette skygge hjerte der havde erstattet det hun havde før. Det reagerede på hendes følelser, hendes tanker.
Lige nu ville den hvide hoppe, eller i hvert fald næsten helt hvide hoppe ikke have dette øjeblik til at stoppe. Hun kunne glemme den afstand hun havde sørget for var kommet imellem dem bare lige nu. Blot huske de gode minder; dem de havde få af. Deres møder havde ikke været mange, men den kemi der havde været imellem dem fik Myth til at længtes ofte efter ham. Længslen synes at løsne lidt på sig nu.
Stilheden lod være stilhed, for lige nu behøvede ingen ord. De var overvurderet; og pludselig synes stilheden ikke så larmende.

En ting havde Myth ikke skænket tanke om at opsøge ham, hvad ville konsekvenser være af denne genforening? Hvad ville der ske nu?