New born - Djange

Langsomt omsluttede stilheden dem, mens ikke engang små levende organismer som vindens blæs og insekters færden i græsset under dem, var at høre for den muskuløse Vogters øre. Hendes temperaturløse mule, mod hans varme; og alligevel var det som om en tryghed og u bekymrende følelse fyldte hans krop inden fra og ud. Hendes sorte øjne var helt igennem intetsigende, mens han nærmest spejlede sine øjne ligeså intet sigende krystalblå øjne i dem. Minderne blussede op i hans tanker, alt mens han nærmest ønskede at komme hende endnu nærmere. Som om dette ikke var nok?

Det forblev dog kun en tanke, før den næsten hvide hoppe foran ham små trippede i én bevægelse der blev til en tilnærmelse. Han veg dog ikke mulen og pustede langsomt ud med næseborende i hendes, mens han langsomt indsnusede hendes duft atter. Den blide duft af kanel, udgjorde minderne næsten til realiteter, hvorpå han lod stemningen fører ham. Måske var han for let, naiv? Han sådan havde tilgivet hende så let. Noget knugede dog i ham, fortalte og insisterede på at dette bestemt var det rigtige. Det var i samme øjeblik som han trak mulen let til sig, og lod den forsigtigt føres op langs siden af hendes hoved, før den mødte hendes kæbe; som han forsigtigt fortsatte over. Helt kærtegnene blev hans bevægelse, da den videre søgte hendes hals videre og han nu snart stod i forholdsvis strakt hals, før han i en naturlig og glidende bevægelse tog et skridt nærmere hende, mens hans mule havde søgt under hendes langt mere fyldige man, frem for sidst, hvor han stille pustede sin varme ånde ud, med mulen dybt begravet i hendes hvide pels her på hendes hals under hendes man.

Det var tydeligt at den brogede hingst ikke tænkte lige nu. Nej han handlede, lod sit hjerte føre ham og hans ønsker, behov.

Hans ånde var varm, hun kunne mærke den imod sin mule, imod hendes næsebor når han udåndende. Aldrig havde Myth været nogen så nær fysisk; hun havde i mange år holdt en afstand til alle. Holdt alle på afstand. Sat blokader op, så længe havde hun været lukket og afskåret sig selv fra andres nærhed. At være blottet og sårbar lå ikke til en følelse den næsten hvide hoppe kunne lide. Sårbarheden kunne bryde en ned; knække en, som hun en gang havde været. Minderne om smerterne, pinslerne om mareridtende lå stadig i hende. Hun kunne huske det; men ikke hvorfor. Det der havde plaget hende i så mange år var fortrængt. Alligevel var der en urolighed over at stå blottet- selv for denne hingst. Selv for Djange hun hold så meget af. Selvom uroligheden var der, var følelsen af at ville nærmere, stå helt tæt mod ham og røre ham, der stadig.
Der kom ingen afvisning fra Djange da hun havde nærmet sig ydeligere, det havde været et minimal skridt, men hvor var grænserne nu? De havde rykket sig. For blot kort tid siden havde han veget fra hendes forsøg på at række ud imod ham, og nu: Ja nu stod han ved hende. Så tæt.

Hans mule gled hen af siden på hendes ansigt, mod hendes kæbe. Det sitrede let i det hvide skind. Et lille gys løb igennem hende; Behageligt. Sitren forsat da hans mule gled over hendes hals, under den fyldige man. Tættere kom han. Vejrtrækningen blev hurtigere, mere uregelmæssig hos Myth.
Forsigtigt lod hun mulen søge i mod den let brogede hals. Nærheden de netop havde begivet sig ud i var ny for hende; fremmede. Hun kunne lide følelsen; og stille slappede hun en anelse mere af i musklerne. Hun lod dem dog ikke svække helt. Paraderne var klar til at stå med det samme igen.

Det var ikke ligefrem så den næsten hvide hoppe frøs i alle sine led, blev stiv og kold. Men spændte, gjorde hun da. Selv undlod han sine kolde og tomme krystalblå øjne at se i hendes; mens hans hoved nu også havde passeret hendes. Hans mule var begravet, og han kunne have svoret at føle en vis varme her i hendes pels, mod hendes skind op imod hans tyndhudede mule. Det havde sitret i hendes skind, alt imens hendes vejrtrækning havde reguleret sig, både den ene og anden vej. Selv forholdte hans vejrtrækning sig langsom og dyb, tilmed lydløs – alt imens hans hjerte hamrede hårdt og uvilkårligt på højtryk i hans bryst. Næsten ubehageligt føltes det, selvom han nød denne spænding. Uvidenheden omkring hvad der ville ske nu? Hvad hans hjerte ville bede ham om, eller hvad den næsten hvide hoppe nu ville foretage sig af træk. Det nagede ham en smule, og han svor sig selv at han i disse sekunder havde ladet alle tanker udeblive. Men skrækken for at hun måske ville afvise, at hun ville stoppe dette og forlade ham, endnu engang; vagte i ham. Nærmest truende, som en lille tilbagevendende stemme, der kom igen med forskelligt længde mellemrum.

Han stoppede kort, med at trække vejret. Nærmest holdte det, for nogle sekunder; mens han lukkede øjnene. Først da kunne han slippe, og det var som om hans holdning stille slækkede på sig? At halsen hvælvede mere, i en blødere og mere knejset bue og hele hans samlede stilling, slap stedviste opspændinger. Det var i samme sekund han stille udgjorde en brummen, hæs og intens; dæmpet. Før forsigtigt nippede til hendes skind, hvor han endnu havde mulen placeret. Forsigtigt, som var hun lavet af det fineste og dyrebarer glas. Ej måtte hun gå i stykker; og da slet ikke på grund af ham.

En kuldegysning løb hen over det blege skind, en behagelig en af slagens. Denne nærhed, denne kontakt. Det gøs hende. Noget sagde hende at det var forbudt, farligt og dumt. Det skreg i hende om blot at hugge tænderne i ham; vende sig og løbe væk. Hun blev dog hold fast, sin lyst sin begær, hun ikke ikke forlade ham. Hun ikke ikke vende sig væk og blot gå. Hun havde længtes så længe efter at se ham igen, være i hans nærhed. Nu var hun her, og endnu tættere end hun kunne have turde håbe på.
De mandelformede øre svækkede lidt i den konstante anstrengelse af at finde ud af hvor de skulle befinde sig. Om de skulle være vendt ned i nakken eller vippet frem imod den let brogede hingst. De havde fundet sig en plads et sted i midten. Af og til vendte det ene sig imod Djange, blot for at lytte. Lytte til hans vejrtrækning, hans hjertes banken. Stilheden gjorde det muligt at høre det hurtige og hårde slag i hans bryst.
Stille, med en helt rolig og langsom bevægelse lod den næsten hvide hoppe den spraglede mule følge hans hals ned imod hans bringe. Alle bevægelser foregik så langsomt for hende, forsigtigt. Frygten for at gå for langt, tage et skridt for tæt på og en afvisning ville falde: Det hobede sig op i hende.

Pludselig synes det som at løsne sig op for Djange, som slappede han mere af. Slækkede på den højt knejste hals. Hun mærkede de små nip fra ham imod hendes skind. Igen gøs det, igen sitrede hun. Den spraglede mule lod hun glide over hans hans skulder og forsigtig pustede hun til ham, for at stille nippe igen. Hele tiden rørte hendes mule ham, som var hun bange for at hvis hun slap, ville han flytte sig. Bakke et skridt væk. Hun kunne lige nu stå sådan her til evig, tid hvis det betød han ikke ville flytte sig.
Skyggehjertet i hendes bryst synes ikke at ville slappe af, konstant arbejdede det på højtryk, hun kunne lige frem mærke hvordan blodet blev pumpet rundt.
Myth ville sige så meget, men ingen ord kom til hende. Intet, det var tømt for alt, som var hun blevet slået ud.

Det var tilmed overraskende hvordan han bemærkede; og nu kunne føle hendes berøring imod ham. Hvordan hun søgte hendes mørke og spraglede mule, ned langs hans hals. Over hans pels, berørende under hans skind sågar; og stille sitrede hans skind, men ej af ubehag. Langsomt blev utrygheden om hendes mulige afvisning kvalt, gradvist og yderst langsomt og fortrængende. Hendes mule berørte videre omkring hans skulder og atter sitrede hans skind en anelse. Han pustede kort ud, næsten sagte bag den tonløse lyd der ellers fulgte, alt mens hans hjerte atter bankede på højtryk. Først nu varierede hans egen vejrtrækning mellem nogle korte og lidt hurtige indåndinger, til helt at holde vejret. Sådanne gik det egentlig på skift, for han yderst forsigtigt lod sin mule føres i små cirkulerende bevægelser, som på ingen måde var at tage fejl af når man snakkede og dyb og ærlig kærtegn. Stille førtes hans mule således i denne bevægelse forsigtigt over hendes pels; skind, mod hendes skulder.

Atter lød en kort brummen, nærmest spørgende denne gang? Bekymringerne omkring om hun var okay? Ved denne situation, såvel som hele den sammenvæltende situation. Hvordan hun havde haft det, hvordan hun troede hun ville få det. Meget omfattende var denne bekymrende og hæse, spørgende brummen fra hans strube; der end ikke tilbageholdte hans igangværende nussen. Nej, kort sagt ønskede han bare at den næsten hvide hoppe, som det viste sig at han jo holdt så meget af, var okay?...

Det var en underlig følelse, så ny, så fremmede. Hvad der foregik i den næsten hvide hoppe var et spørgsmål hun ikke selv ville kunne svare på. Alt kom væltende. Følelser hun næppe kunne håndtere, det gik op og ned inde i hende. Hendes sind havde fået en tur i en kasuel. Behag var dog det der strømmede mest til hende. Trykhed, spænding. Sammen med det fulgte frygten også.
Det var egentlig sjovt hvordan hun kunne opsøge skyggerne, tage det hele med løftet pande. Ofre sig selv, eller en del af sig selv uden frygt, men at stå her, nær Djange skabte en frygt. Frygten for konsekvenserne, frygten for sårbarheden. Frygten for hans afvisninger. Hun kunne ikke skubbe den væk, den ville gnave i hende. Måske forevigt?

En svag brummen slap fra den næsten helt hvide hoppe imens han nussede hendes skind. End kunne den hvide hoppe, eller i hvert fals næsten hvide hoppe, ikke huske hvornår hun sidst havde haft denne nærhed med en anden. Hvornår hun sidst havde været nogen nær, hvis det overhoved forkom nogensinde at være sket for hende.
Let lod hun sin mule køre langsomt og op ad hans hals, op til hans man. Med udstrakt hals hvilede i hendes mule ved hans man, tæt på hans øre.
Det ene øre blev vippet let på sned da hans bekymrende brummen lød for hendes øre. Let nussede hun ham i nakken, en måde hun kunne fortælle ham det hele var okay. Det hele var okay.

"Jeg har savnet dig," lød den let hæse stemme i en svag hvisken. Myth var okay, nu var hun. Det var som om her med ham, efter skyggernes indtag i hende. Hendes verden var okay. Alt var som det skulle være lige nu.

Nærheden; og så endda med lige hende, forekom ham behagelig, betryggende, tilfredsstillende. Han måtte indrømme at denne nærhed ikke var fremmed for ham mere, ikke så fremmed som han selv ønskede den skulle være. Inden kan var ankommet til landet her, havde hans uskyld omkring berøring i det hele taget været komplet uberørt. Men nu, tiden med hans tidligere mage, den lille sorte Silent Liberty, hans førstefødte datter Athene, den evige flirt der vel og mærke havde været blusset op i hans sørgelige tid efter tabet af både den lille sorte og derpå kontakten til den næsten hvide hoppe; samt den nærhed han havde oplevet med Illana et par gange nu, hvoraf den sidste bestemt havde været nødvendig også for hans egen og hendes overlevelse, i kampen mod skyggerne. Så at sige, at berøring var fremmed for ham, måtte være en løgn. Alligevel buldrede enorme eksplosioner og forvirrede følelse omkring inden i ham, da det endnu virkede grænseoverskridende. Specielt og overdådigt. Det var langt fra noget han lod alle gøre, så vel som han ikke selv gik og lod sig den ulejlighed at berøre nogen han ikke følte sig nær nok med, på den ene eller anden måde. Men her stod de; og kildrende følte han det som en masse små insekter løb langs ned af hans ryg, da hun førte sin mule opad i en glidende bevægelse over hans hals. Det sitrede let i ham, og han stoppede for en stund med sit nusseri, før det genoptog ligeså stille og skrøbeligt kærtegnene. Hans ører vendte endnu bagud, men langt mere afslappet nu, som kunne han påbegynde at nyde alt dette. Det var dog i grunden svært, de få grubler omkring bare den konstante kontrast mellem dem og deres to vidt forskellige valg. Vogter, som skyggehest.

Det glibbede dog i den muskuløse hingst, da han helt stoppede med mulens cirkulære bevægelser over hendes skind, da han lyttede til hende brummen. Han vinklede hovedet en anelse, uden at slippe mulens berøring med hendes pels på skulderen, og lod derpå de krystalblå øjne skæve imod hendes sorte. Han pustede stille ud, mens hans øjne rettere betragtede og hvilede imod hendes sorte, frem for at stirre. Til trods for de endnu så kolde og tomme ud. Dette varede endnu ikke ved, for hendes ord udgjorde noget stort i den brogede hingst! En smertefuld eksplosion, der helt igennem fik ham til at trække en lille anelse på det ene bagben. Tilmed ubevidst og da kun så den ene hov løftede sig lige over græsset for at sætte sig igen. Trækningen syntes af smerte, alt imens det slog ham at denne følelse, denne eksplosion der udrettede iver og længsel hos ham, som individ, som sjæl; måtte betyde!... Han spærrede tilmed i samme øjeblik de kolde og tomme øjne en anelse mere op, mens de atter hvilede i hendes sorte hvorpå gnister af varme og liv pludselig var at se for hoppen, hvis hun da ønskede at se! Djange vidste udmærket hvad hans krop fortalte ham, og hendes ord var bare, surrealistiske. Hvordan kunne han tillade sig at opnå dette, kærligheden. Mere end blot én gang, ægte kærlighed. Var det virkelig muligt?

”Siden du forlod mig i grotten i bjergende, har jeg ikke kunne tænke på andet end dig.”
Hæs og intens fremsagde han disse ord efter sin reaktion, og endnu med få gnister i de ellers kolde og tomme øjne, der end ikke slap kontakten. Tonløse var ordende derpå, men hviskende; hvilket derpå gav dem en svag underkant af dyb ærlighed – til trods for Djange aldrig sagde noget i hele sit liv, han ikke mente til fulde. Derpå erklærede han nu underbevidst også sin nærhed for denne hoppe, for han var pludselig ikke Des med hende, med Dus.

”Jeg har aldrig sluppet dig Deadly Myth.”
Forsikrede han til slut; han håbede blot hun forstod.

Følelser, og mange af dem vendte sig rundt inde i Myths indre. Eksplosioner af fremmede følelser den næsten hvide hoppe end ikke kendte, velkendte var der også i blandt. Der skete mange ting i den stilhed der lå så trykt om dem lige nu. Blot for kort tid siden havde der været mellemrum imellem dem hvor svigt og sorg var hvad der havde fyldt mest i hende. Nu var det hele mere tumulter, små hop og kramper i maven, eller sådan føltes det. En følelse af at være syg ramte hende, men det var ikke sådan. Hun følte sig ikke utilpas, tvært imod.
Forsættende nussede Myth den let brogede hingst. Hun nød at kunne få lov at røre ham. For første gang sådan rigtig. Længslen synes at slippe jo tættere hun kunne få lov at være ham. Den længsel hun har haft i så lang tid synes at falme. Smerten og sorgen ved at have været nød til at vende ham ryggen synes at lægge sig. Det var næsten som intet var hent. Men også kun næsten.
Inden i, i hendes hoved, i hendes indre. Der blev der skændes, der blev råbt, men der blev også argumenteret, dem og de, alle. De snakkede. De lagde planer, enige var stemmerne ikke. Der var delte meninger om denne situation, delte meninger om de følelse de kunne mærke i Myth.


En pludselig reaktion fra Djanges side fik den næsten hvide hoppe til at reagere. Hun træk sin mule til sig og skævede mod det lidt løftede bagben. Hvad skete der? Hvorfor. Afviste han hende igen?
Pludselig skete et tankemylder af frustationer i den tid Djanges bagben havde løftet sig og til det blev sat igen på jorden.
Den næsten hvide hoppe søgte hans øjne, de dyb blå øjne hun længe havde blot kunne se ind i, uden at flytte blikke. Blive helt væk, trods der intet havde være at se. Dette blik der mødte hende da hun så i hans blå øjne var noget. En gnist af varme og liv strålede i hans blik, og mere end nogen sinde før blev den næsten helt hvide hoppe helt fortabt i den let brogede hingsts øjne.
De mandelformede øre der var af refleks røget ned i nakken slækkede på sig, og langsomt vippet frem imod Djange. End kunne hendes øjne ikke vise meget, de var tomme. De kul sorte øjne var helt blanke. Skyggerne havde forvandlet de brune øjne til sorte pupil løse tomme øjne. Alligevel synes en svag glød at kunne skimtes i det kulsorte blik.
Hans ord fik hendes hjerte til at slå en ekstra gang, det var stort. For heller ej havde hendes tanker stoppet hende i at tænke på ham. Han havde været med i hende hele vejen. Havde det kunne være anderledes havde hun aldrig ofret det bånd der var imellem de to heste for at få det godt. Aldrig. Det var dog den eneste mulighed hun var blevet sat op. Han havde ikke givet hende et andet valg. Heller ej havde hun givet ham et.

"Jeg slap heller aldrig dig."

Hendes ord blev kun en hvisken, men det var højt nok. Han kunne høre hende, og det var det eneste der behøvede. Havde han kunne læse hendes tanker havde det såmænd heller aldrig blevet til ord. Forsigtigt søgte hun igen hans mule med sin egen spraglede.

Den nære kontakt de to sjæle formåede at skabe nu, var én den muskuløse hingst ville bide sig selv i halen på, ikke havde været opstået før. Ikke i sådanne en grad i hvert fald. Nærheden af både at kunne mærke hende fysisk; samt mentalt, ved den dybe kontakt der var imellem hans krystalblå øjne og hendes kuldsorte. Til trods for hedes sorte var blanke, livløse og døde at se i; eller rettere på. For ej kunne han se i dem. Han trak vejret langsomt, mens bed sig mærke i alle de små detaljer, for han elskede at betragte denne næsten hvide hoppe, på må og få. Det var da hans ord havde lydt, at han nu først følte sig rigtig nær med hende, og noget overraskende skete. Hendes øre gled frem?

Noget han måtte erkende bestemt var en sjældenhed hos hende, såvel som det var hos ham! Det sitrede i ham og dirrede kort kildrende i hans krop, næsten usynligt, før han lod sig overgive – så at sige. Overgivelse var nok en forkert betegnelse, for han gjorde det af tillid, for at vise sin loyalitet, for at lytte; oprigtigt lytte. Han havde lyst til at lytte, til alt hvad han hun havde at sige! Når som helst, hvor som helst…

Derpå, var det i en langsomt bevægelse at hans øre nærmest i en presset situation, som var det svært for ham, gled frem. Undervejs var de, mens hun talte; og først ved hendes sidste hviskende ord, var det som om de fandt sig til rette. Det var i samme sekund et næsten sørgmodigt og skrøbeligt udtryk kom til syne hos den muskuløse, store brogede hingst. Hans kolde og tomme øjne slap ikke hendes, og atter slog en dæmpet gnist sig i de krystalblå øjne, over de ord hun lige havde sagt. Eksplosioner, følelser og andre virvar af koncepter buldrede vildt i ham. Følelsen af lykke og sejr fyldte ham, samtidig med glæde og underdanighed. På bunden følte han sig velsignet og æret, over at han med denne hoppe kunne have noget så specielt; og så gengældt! Mange grublende tanker bag afvisning, svigt blev svedt ud i en vild hastighed, før han atter ignorerede lidt af de mange tanker han altid bar på, da hun syntes at søge ham. Den skæve stilling han stod i, gjorde det svært; så med et enkelt roligt skridt bagud, udgjorde det at de atter stod med hovederne i tæt nærhed til hinanden. Han undslap stille en hæs og en anelse hingstet brummen, mens det nok var hende ikke var synderligt svært at se hvilken lykke hun udgjorde for ham. For om han ville det eller ej, så kendte hun ham. Det gjorde hun…

Endnu var situationen en kende naiv; for begge parter, med al den mistro de egentlig havde til hinanden, men alligevel lod de følelserne løbe af med dem. Smukt; men et held… et held som næppe mange har lov at benytte sig af. Der var stille han søgte sin mule omfavnende imod hendes, med den brummende lyd der dæmpet nærmest understregede at han ville passe på hende; for alt hun havde sagt under dette møde, havde han hørt. Noteret, taget til sig; og ville næppe glemme. Deri valgte han, at stole på det. Blindt.

Kærlighed gør blind, om så at sige. Måske var det rigtigt. Det svækkede synet, det svækkede hendes dømmekraft. Alt ved denne genforening var naiv, dumdristigt og egoistisk. Fra begge partner. De begge havde selv valgt deres stier, at tjene en højre sag. Myth havde valgt at tjene den mørke herre, den herre der havde skabt Andromeda i første omgang, ham der var den oprindelige hersker i dette land. Myth havde valgt at gå af de mørke stier, imens havde Djange taget den modsatte retning. Denne der havde overtaget Andromeda, spærret hendes, deres herre inde.
Det var ikke mening at hverken Djange eller Myth skulle komme godt ud af det med hinanden mere, næppe var det ment at de skulle finde hinanden på den måde de havde gjort. Alt dette de nu gjorde var imod deres valg. Dette var forbudt. Myth kunne høre det i hendes indre. Hun kunne mærke dem. Høre dem og alle. Alligevel ignorerede hun det. Hun ville ikke slippe denne hingst hun stod ved nu. Før havde hun stået på sidelinjen, været tilbage holdt og svigtet ham da han behøvede hende mest. Ikke igen. Konsekvenserne undlod hun at se, måske kunne hun ikke se dem nu. Selvom en ting vidste hun var et faktum. En af dem måtte stå imod et svært valg én dag.


Så meget nyt skete, så meget nyt fik hun at se fra den let brogede hingsts side. Hans blik der udgav flere gnister end han havde ladet hende se nogen sinde før, men nu også hans øre. De slækkede, som hendes havde gjort, fa nakken, rejste sig og vendte sig fremad.
Meget svagt, næsten som gjorde det ondt på hoppen så det ud, i det den ene mundvige begyndte at vende sig op i et svagt smil.

Mens deres hoveder, muler atter var nære mod hinanden, kunne den brogede hingst atter mærke hendes åndedrag. Den kulde der stille drog fra hendes mule, i takt medhans egen varme ånde. Hvad der skete med de to, kunne kun skæbnen bestemme; fremtiden. Om de som sådan havde noget valg, eller alt dette bare var bestemt til at være; ville Djange ikke fastslå. Endnu engang lod han sig ulejligheden at nyde; og hans holdning der havde ændret på sig gjorde ham bestemt skrøbelig! Havde hun ikke stået ham så nært, havde hun end ikke set det.

Det rørte dog på sig, og det var uden blegnede miner at han betragtede hvordan en optakt til et smil var at syne hos hoppen på hendes spraglede mule. Tænk, at disse to lukkede bøger, så kort tid efter så lang en distance imellem hinanden, kunne lade sig åbne sig, tilmed i takt med hinanden. Side for side, fik de lov hver især at bladre, beundre og fortolke. Det var en sjov følelse af stolthed og tilfredsstillelse der fyldte hingsten ved hendes endnu kun pågribende smil. Næsten som var dette et bevis på hvor tætte de egentlig var; og ville være… blive? Han håbede dette, inderligt endda, at hun ønskede at bruge ham som han ville ønske at bruge hende. Holde af ham, som han holdte af og ville holde af hende. Beskytte ham, som han allerede svor han ville beskytte hende. Det var langsomt han og derpå også meget kortvarigt, i form af få splitsekunder, at et skævt smil var at synes ved den ene lyserøde mundvig. Roligt søgte hans mule på ny hendes, for at berøre og kærtegne. Tiden stod stille for ham, og han ønskede den ville vare ved således, for dette tidsrum, denne situation, var og er i grunden en gave, en gave der bør nydes. En gave han ønskede skulle vare ved, til evig tid om ikke andet. Han følte lykken, med hende nær ham.

I sandhed burde det vel ikke være så svært at åbne sig op, sige hvad man mener, føler. Eller blot at vise det. Hvor netop følelser forekom så svært for den næsten hvide hoppe var ikke helt vist. Det var en form for beskyttelse, men for hende havde det også været meget overflødig.. ind til nu. Stadig var det svært, og det forekom ikke Myth at åbne sig op, vise sine følelser eller for den sags skyld at tale om det. Hendes tidligere holdning overflødeles af dette havde alligevel båret hende her til. Her hvor hun stod denne let brogede hingst Djange, hun havde kær, helt nær. Ingen afstand, og langsomt smuldrede de faste tunge murer den næsten helt hvide hoppe havde brugt mange år på at bygge op.

Med Djanges lyse mule imod hendes spraglede stod de nu igen. Mærke hinandens ånde, hans varm imod hendes kølige skind der ikke synes at stige eller falde i temperaturen. Den forblev bare neutral. Hendes næsebor viprede let ved duften af Djanges ånde.
De kulsorte øjne søgte atter en gang de dybblå øjne den let brogede hingst havde. Som krystaller, funklende selvom de så tit var kolde og tomme. Det betød ikke noget for hende på den måde. Gnisten han lod hende se af og til var nok. Det var øjenkontakten, den bindende øjenkontakt de havde haft fra første møde. Selvom ingen havde sagt noget, elle vist en følelse ved deres første møde, heller rigtig var det sket meget ved de forrige. Alligevel kunne Myth længe se i hans øjne, blot kigge. Se dybt men uden at finde noget.
Med en let bevægelse strøg hun sin mule op af hans næseryg, og lod den langsomt glide ned igen imod hans mule. En svag brummen, en lyd af tilpashed slap fra hoppen, der alt i alt var helt tilpas.
Hun havde fået den ro hun så længe havde ønsket, hungret efter. Sammetid havde hun fået lov at komme denne hingst væk, hun ikke havde kunne slippe på noget tidspunkt. Ikke en gang da hun havde søgt skyggerne, ofret sit blod og blevet til en af dem, en af de. En del af fællesskabet. Næppe ville hun slippe denne hingst igen.

Stilheden svang sig i fine lydløse symfonier omkring dem, nærmest omfavnende om de to sjæle, der så nært stod hinanden. Fysisk som psykisk lige nu. Hun søgte hans øjne, og han lod hende. Hans krystalblå øjne hvilede i hendes, og atter var de kolde og tomme. Men alligevel ikke som sådan afvisende, for de viste intet. Det var kort efter hendes spraglede mule nu hævede sig. Ikke at han som sådan havde i sinde omkring hvad hun var i færd med, men alligevel lod han af uvilkårligt refleks sit eget hoved sænkes; dog ikke meget. Hvorfor han gjorde det, overraskede ham selv? Mon dette var et tegn på en dybere tillid og forståelse, som han som sådan ikke selv havde haft udforsket synderligt endda. End ikke med sin tidligere mage… Han mærkede hendes spraglede mule glide op langs hans næseryg og ned igen, kort; men alligevel rørte det meget på ham. Han havde lukket sine øjne i, i samme sekund; mens ørerne forsigtigt havde vendt bagud igen og forblev der nu. Ikke fordi han overhoved brød deres kontakt.

Det forundrede ham en smule, og de kolde og tomme øjne åbnedes atter. Han havde mærket hendes mule meget nært, men det var som om en vigende smerte havde ramt ham under masken da hun havde rørt. Det havde følt langt anerledens med denne maske, end hvis han ingen havde haft på. Han så hende dybt i de sorte og blanke øjne, meget direkte, selvom hans forblev kolde og tomme. Hvordan mon hun havde følt, at røre hans udstyr? Samtidig havde følelsen også mindet ham om hvad det var han lavede, og så med én som hende. At hun var en hest af skyggerne nu, hans fjender, betød dog intet i hans øjne, for hvad hun betød for ham inderst inde. Dog medtog det ham en anelse og hans øjne gled fra hendes, til de mørke aftegn hun nu bar. Næsten så det ud som om de bevægede sig? Men om de nu også gjorde det, eller det blot var ren indbildning fra hans side, ville han ikke rode mere rundt i.

Derpå lod han blikket søge hendes igen, med et kærtegnende puf imod hendes spraglede mule. Så forsigtigt, som ville hun gå i stykker hvis han havde puffet ukontrolleret…

Nysgerrigheden drog ham dog, og med en hæs brummen, trådte ham frem for at nærme sig, med en kort gnist af liv i hans øjne, sendt imod hendes. Næsten trippende blev hans skridt, hingstede for en kort stund, med den hvælvede hals, der bar hans helhedsudtryk med langt mere overskud, overlegenhed og ædelhed. Snart stod han atter meget nærmere hende igen. Hans hjerte bankede, mens nysgerrigheden tirrede ham; og stemmer i hans hovede advarede ham også forsøgte at skræmme ham. Derpå lod han dog målrettet, men langsomt den lyserøde mule strækkes imod hendes skulder, for at berører disse sorte aftegn…

Djanges maske havde været underlig ru at røre, hendes mule havde gledet over de glatte skinnede guld knopper der på. En lille rynke havde fundet sig vej frem på hendes spraglede mule. Det var underligt, masken han bar. Den skjulte det meste af hans ansigt, men hun, dem, de vidste hvor den stammede fra. De vidste hvad den symboliserede. Myth ville ikke kunne holde det hemmeligt for nogen af dem, de var en del af hende, som hun var en del af dem. De var én, men som mange. Hvad hun så, så de, hvad hun tænkte hørte de, hvad hun huskede, huskede de. De vidste det hele. Det var en fare i sig selv at udsatte den let brogede hingst for, at lade ham komme hende nær, at lade hende komme ham nær. Hun ville ikke svigte hans tillid, men heller ej skyggerenes, sine brødre, ej sine herre. Splittet.

Nærmere kom han igen, hans blik lå i hendes, hendes i hans. Det blå imod det sorte, tomme var de begges øjne; alligevel synes det hele at sige så meget, selvom intet blev sagt. Hverken med blikkende, men ej heller med ord. Stilheden fik blot lov at omfavne dem i deres trykke zone. Et enkel gnist var dog at spotte i Djanges blå øjne, og fik den næsten helt hvide hoppes hjerte til at slå en ekstra gang. Han virkede trippende, han ville noget. Med hans målrettet retning imod hendes skulder vidste hun hvad. Som hun havde mærket hans maske, rørt hans symbol, gjorde han ligeledes. Hvad der på afstand lignede aftegn, ville Djange nu snart opdage var ar. Sorte ar, sat af af skyggerne, ætset ind i hendes skind ned de steder hvor blodet havde løbet.

Spændingen steg i den muskuløse hingst krop, mens nydelse omkring hans næsten hvide hoppes individ og nærvær ved hans krop fyldte ham. De krystalblå øjne sagde absolut intet i deres kulde og tomhed, mens han kun kom nærmere og nærmere det han nu ønskede at udforske. Roligt og forsigtigt havde hans lyserøde mule søgt disse sorte aftegn, der tilmed så rillede ud varierede ud over hendes krops skind. Det var næsten som om de var dybere end selve hendes pels; og så alligevel højere hævede end hendes så og sige skind under pelsen. Næsten chokeret slog det den brogede hingst at disse var ar, da først hans mule rørte disse ru, men alligevel glatte massive ar! Hans øjne havde spærret sig reagerende mere op, seende, overrasket måske; mens hans øre havde trykket sig kort i nakken over denne overraskelse. Han forholdte sin mule stille, på arrende, før han nærmest i væmmelse alligevel tvang sig selv til at stryge arret under hans mule, et kort stykke.

Langsomt hævede han mulen over hendes skind, arret; men kun få centimeter derover. Hun ville stadig kunne mærke hans ånde over hendes ar og pels deromkring, grundet hans endnu nærhed. Han forholdte sig i ro, mens det buldrede langsomt op af vrede i hans krop. Som havde han fået denne åbenbaring omkring hvad hun egentlig var nu… Hvad hun rummede, og hvad disse ar symboliserede. De grumme billeder, han alligevel ikke kunne fremkalde, grundet mangel for egentlig forestilling af dette, gruede i ham. Hvordan hun havde fået disse ar; smerten nærmest gengav sig i ham. Mens han godt vidste det langt fra havde været i samme grad som hun havde oplevet. Næsten kvalmende følte han en fornemmelse løbe omkring ham i kroppen, mens han stillede missede de krystalblå øjne vredt sammen; og mulen diskret slog en skeptisk rynke af væmmelse. Bare ud fra hvad han kunne gætte og forestille sig til, havde været sket… I samme øjeblik udgjorde han et hæst og derpå meget dæmpet fnys, som hun sikkert ville have mærket over sin skulder omkring arret, før han fast besluttet trådte disse skridt tilbage igen og nu stod med sin mule imod hende, front mod front.

De krystalblå øjne var kolde og tomme, mens de alligevel søgte hendes. Sårbarheden fyldte ham, sammen med en underlig og ikke før følt sorg, der buldrede tilmed smertefuldt i hans bryst; hvilket udgjorde en kort grimasse af en rynket mule, sammenknebne øjne og pressede øre i nakken. I samme sekunder søgte hans øjne kort ned, mod jorden; før grimassen løjede af og han atter genoptog deres øjenkontakt. Stille sank han en klump, før et langvarigt og meget dæmpet lød i en vejrtrækning. Langsomt strakte han den lyserøde mule frem, for blidt at berøre hendes; mens hans blik kort glippede en kærlig gnist.

”Jeg vil finde dig på Foehn. Vent på mig… og lov mig du ikke mister troen på mig.”
Hans ord var hæse og intense, tonløse; men så alligevel med en næsten skjult snært af en bøn. Derpå trak han sig tilbage, for at nikke menisk aftagende, dybt og ædelt så det ud; før han vente omkring på de halvfems grader, før han i målrettet og ret så bragende skridt galoperede fra hende; tilbage mod bjergpasset.



[OUT]