Post by Ariel on Jun 28, 2014 9:24:52 GMT 1
Der gik ikke længe før skyerne over dem spredtes. Snefnuggene dalede ikke længere ned mod jorden, hun mærkede fredfyldt hvordan de sidste smeltede på hendes musegrå ryg. Alligevel var det hoppens betagelse af nattehimlen som optog hende mest, den askegrå lagde ikke skjul på at hun betragtede Rana mens hoppen sendte lange blikke op mod stjernerne. Som drømte hun sig væk. Et mildt smil gled over Ariels mund. Hun havde selv drømt sig væk i omgivelserne mange gange. Der havde jo for det meste kun været hende selv og naturen.
Hun standsede et øjeblik mens hun overvejede. Der var ikke rigtig nogen ord at sætte på den sprudlende vulkan på Foehn, var der? Den askegrå smilede i stedet varmt som afslutning. Rana ville få det at se med sine egne himmelblå øjne. Det levende bjerg. Endnu et af Andromedas mange mysterier som blot ventede på at blive løst. Hun spidsede yderligere ørerne da hoppen spurgte til hendes familie. Det var overraskende at hoppen tog sig tid til at bekymre sig om den askegrå, når det var Rana som lige havde mistet sin gamle verden og nok også hendes familie. Hvis hun havde haft nogen.
Hun så nysgerrigt på den røde. Hendes verden lød så anerledes fra denne. Hvordan mon hendes familie havde været? Den askegrå havde selv et lidt underligt forhold til det med familie. Hun følte sig mere som datter af landet end datter af Ava og Mind.
”Det kommer du til, hvis du bevæger dig ud til askeøen. Der er ikke meget liv at finde, men ildbjerget –”
Hun standsede et øjeblik mens hun overvejede. Der var ikke rigtig nogen ord at sætte på den sprudlende vulkan på Foehn, var der? Den askegrå smilede i stedet varmt som afslutning. Rana ville få det at se med sine egne himmelblå øjne. Det levende bjerg. Endnu et af Andromedas mange mysterier som blot ventede på at blive løst. Hun spidsede yderligere ørerne da hoppen spurgte til hendes familie. Det var overraskende at hoppen tog sig tid til at bekymre sig om den askegrå, når det var Rana som lige havde mistet sin gamle verden og nok også hendes familie. Hvis hun havde haft nogen.
”Min historie er en smule indviklet. Hele Andromeda er mit hjem, ser du, men min flok hører til på Leventera. Øen syd for denne. Det er en flok af strejfere jeg ikke kender. Jeg blev adskilt fra min familie som helt ung,”
Hun så nysgerrigt på den røde. Hendes verden lød så anerledes fra denne. Hvordan mon hendes familie havde været? Den askegrå havde selv et lidt underligt forhold til det med familie. Hun følte sig mere som datter af landet end datter af Ava og Mind.
”Men jeg er skam aldrig alene.”
word count 213
