The shadows of a fire

En ildrød, flammende hingst, begav sig med dryppende skind langs den aksedækkede strand. Landskabet omkring ham var badet i nattens tiltagende skygger, og ildrøde farver glitrede i horrisonten, skabte et overnaturligt skær omkring ildhingsten, en glorie af ild. Det røde skind var farvet ganske mørkt, af det hav han havde krydset, men dette synes blot af fremkalde det brændende indre endnu tydligere. Sko efter sko borede sig nådesløst ned i den gråsorte aske, og hingsten fnøs tungt, hvorpå han hævede hovedet, og kastede kortvarrigt med dette, for at jage pandelokken på flugt. På trods af den tiltagende kulde, var han ikke kold, hans indre flammer var alene varme nok, i solens kommende fravær. Alligevel søgte han bort fra den voldsomme vind ved køsten, og søgte længere ind i det golde land. Her var ganske smukt, overalt glitrede den tusindfarvede aske i solens nedgående skær, og skabte ham en illusion om et land af ild. Hvor ville han gerne have set vulkanens udbrud. Men det havde været for farligt at våge sig så tæt på den glubske ild. Så tæt på, uden kontrollen til at le sammen med den, til at læbe, og brænde i dens tempo. De mørke næsebor udvidede sig kort, da han søgte varmen fra den røg-duftende jord. Her var næsten som hjemme, som de gange han selv havde brændt landet ned. Og snart ville et nyt springe frem af asken, klædt i føniksens farve.

En sandfarvede hoppe dansende let afsted over det smukke græsstykke og hendes krystal blå øjne spejdede. Hun havde været på opdagelse siden hun var kommet til dette sted og indtil videre havde hun ikke mødt noget hun ikke brød sig op. Hendes tanker legede med tankerne om måske at blive på dette smukke sted, men hun vidste så heller ikke hvordan hun skulle komme tilbage hvis hun ønskede dette. Midt i hendes tanker ramte en duft hende, den duft som havde ændret hele hendes liv. Hun havde duftet den duft inden hun var dræbt inde i laden og blevet knust under den store loft bjælke. Nu var denne duft ved hende igen og hun kunne fornemme denne duft ikke kom ret langt fra. Hun begav sig mod denne duft. Den askeklædte strand som kom foran hende, fik hendes blå øjne til at spejde rundt. Hun vidste slet ikke hvad dette var og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre her. Hun ville hjælpe naturen bekæmpe dette, men hun kunne ikke. Den kolde vind som blæste ind fra kysten badede stranden i en sky af aske, hvilket tvang hende til at begive sig op mod den jord som var væk fra stranden og her.. Her var alt goldt og øde. Dette syn var for hende på ingen måde som den smukke natur hun var vant til. Hendes blik søgte op og det eneste der var af liv på dette sted fangede også hendes opmærksomhed. Foran hende stod en hingst, rød som selveste den varme ild, som havde brændt hende. Denne hingst, levende og åndende stod ikke langt fra hende og hun kunne ikke andet end blot at betragte denne hingst, på en måde var hun frastødt af denne farve, men på den anden side, var denne hingst fængende. Hendes blå øjne forblev på denne hingst og hendes hals blev blidt knejset, da hun ikke ville forstyrre denne hingst hvis han ikke ønskede selvskab. Hendes mule blev kort løftet og et let prust forlod denne. Hendes hoved var dog en smule sænket, da hun ikke bestemte her og derfor ikke ville være for dominerende og anmassende. Hun var en høflig hoppe og der var ingen tvivl om at hun godt kunne vise den respekt der skulle til for at overleve. Mon denne hingst ville være alene?

En fremmed duft berørte hans næsebor, fremmed på de vis, at han vidste hvad denne skabning var, men ikke hvem. Med et fnys, der tydeligt klædte hans mægtige skikkelse, vendte han sig, og plantede de flammende øjne på dette nye bekendtskab. Et ganske kønt et af slagsen. Hoppen virkede splittet over mødet med ham, og derfor lod han ilden brænde en smule sagtere, så hans dominerende adfærd ikke alene, var det der styrede hans bevægelser. Ganskevist bar han stadig hoved, og holdning med samme magt udstråling, med samme maskulinitet, men stemmen han talte med, var ganske venlig.
"Godaften, hoppe."
Som altid, var ildhingstens toner i sig selv en oplevelse. Måden han benyttede på, så dybe, og smukke nuancer, stemte smukt overens med en flammes lokkende varme, og smukke dans. Karismatisk var han, og han var bevidst om det. Med denne hilsen i hu, bevægede han sig imod denne nye sjæl, nærmede sig hende, med skridt der var præget af at have hersket. Ganskevist var han en falden hersker, men hans stolhed var stadig intakt, og ikke mindst den respekt han formod at indgyde i folks sjæl. I al venskabelighed, lod han hovedets høje holdning halde en anelse, og hvælvede i stedet i den mægtige hals, da han søgte hende tættere. Helt tæt på trådte han dog ikke, i stedet holdt han sig i en respektfuld afstand, afventede en reaktion fra denne hoppe, fra den flerfarvede sjæl.

Hendes blik forblev på denne flammende sjæl. Han lod til at kunne styre flammerne omkring sig og ved hendes måde at være på, lod han til at lade dem blive mildere og hendes blå øjne søgte nu hans, de vendte mod hende og han lod sine skridt føre sig tættere på. Hun sænkede hovedet og for hende var det tydeligt at se at denne hingst var tidligere hersker. Hele hans kropsoptræden var dominerende og storslået, selv om han måske prøvede at dæmpe det en smule for hendes skyld. Hun sænkede dog hovedet og lod de blå øjne kort søge mod jorden, i et meget let buk, næsten usynligt, men for denne tidligere hersker, ville han kunne se dette. Hans stemme lød så, denne stemme var .. karakteristisk og helt sikkert en stemme som hun ville kunne huske, hvis hun en anden gang skulle møde denne hingst.

Det at han valgte at kalde hende hoppe, det havde hun intet imod – Mange hopper ville have et problem med netop ordet hoppe, selv om de var dette. Så blev dette ofte tolket som en negativ ting.
”Godaften den herre. Jeg håber ikke at jeg forstyrre dem?”
Den høflige tone i hendes stemme var intet nyt, måske for denne hingst, men denne høflighed var noget som lå dybt i hende og intet hun hav tænkt sig at smide lige med det samme. Hans store krop, blev nu rykket tættere på hende og hendes blik faldt en smule forundret på ham. De flammer som hans krop badede i, lod på ingen måde til at gøre ondt på ham og hun fik en inderlig trang til at trippe hen til ham og lade hendes mule mærke de store røde flammer.

Hendes krop bevægede sig blidt mod ham og nærmest dansende, blot så han kunne se at hun ikke frygtede at være tæt på ham, han var kommet mod hende og hun mod ham. Dette var en god fordeling. Hun stillede sig dog stadig med en meter imellem dem
”Jeg er Chera Lerona. Men er altid blevet kaldt Chera.. Hvem er denne flammende røde herre?”
De klare blå øjne faldt atter betagende på ham, før hun høfligt fik løftet sit blik tilbage mod hans.

Hingsten havde altid benøvnt tingene som det de var; hopper, hingste, og føl. Til tider faldt et tilnavn ind hist og her, når det første møde gjorde særligt indtryk på den rødglødende hest, men ellers var hans ord ganske ligetil, og let forståelige. Hvis nogen blev generet af det, måtte det være således, andres gene kunne næøppe væres hans sag. Hendes buk, på trods af at det næsten var ubemærkeligt, fik hingsten til at stemme i en tilfreds brummen, og derpå lod han hovedet søgelet på skrå, imens den kønne hoppe stemme klingede mellem dem. Forstyrrede hun ham? Næppe, han vandrede blot i egne tanker, her i vulkanens ruiner.
"På ingen vis."
Hans svar var ganske tåleligt, og selv om det kunne forekomme en anelse flabet, var det ikke ment således. Han talte blot, som det faldt ham naturligt. Som han havde villet gøre til en af sine egne hopper, dengang en flok stadig omgav ham.
"Chera. Jeg bærer navnet Caedis, søn af nattens hersker, Zotz, og tidligere behersker af ildens element. Sig mig, unge Chera, hvad bringer dig til denne aske dækkede ø? En vulkan har for nyligt lagt alt i hi for en stund, jeg forstiller mig ikke at der er meget at se?"
Hans nysgerrighed var ganske oprigtig. Selv var han her for at betragte de rester, som vulkanen havde efterladt sig, og ikke mindst beundre ødelæggelserne. Men hun. Hun kunne næppe være en som ham, en der beundrede ilden, som var det hans kæreste hoppe, vogtede over den med livet. Det ville i så fald komme ganske meget bag på den røde.