Anyone out here? [Seyé]

Den buskskin agtige farvet hoppe kom let gående hen over engen. Hendes øre var fremme og de brune øjne så rundt. Savana gik i sin egen verden. Hun var ikke rigtig til stede på nogen måde, og det skete tit. Hun kunne godt lide at lukke sig lidt ind i hendes egen verden. Det var rart, og her havde hun nogle hun brød sig om. Det var i det hele taget meget få heste, som Savana brød sig om. Hun havde det meget fra hendes mor. Det var nok ikke det bedste ar arve, men Savana havde ikke som sådan noget i mod det. Sådan var hun bare. Hun lagde meget mærke i andres førstehåndsindtryk, og det var også det der viste om hun havde lyst til at fortsætte mødet med den fremmede hest, eller om hun ville gå. Og de sidste heste hun havde mødt, de havde ikke haft det bedste førstehåndsindtryk, det var der vidst ingen tvivl om! For efter at hun havde mødt dem, der var hun en smule mere irriteret og knap så åben.
Savana var kun 1-2 år, men allerede nu havde hun en stor personlighed, og den viste allerede nu hvordan hun ville blive. Det sidste lange tid alene havde virkelig sat skub i det, og det havde sat sig mere og mere fast i sig selv. Ensomheden havde gjort det. Nu var hun mere klar til at møde andre, hun håbede da at hun var mere klar til det nu.
Hun mimrede med den røde mule og lod et vrinsk lyde. Mon der var nogle herude? Nogle som hun ville kunne lide? Savana kunne godt tvivle en lille smule.

Man kunne ikke ligefrem sige at han var voksen, og man kunne heller ikke sige at han følte sig sådan, men den unge Seyé havde alligevel mere mod på livet end mange andre på hans alder. Han havde oplevet en hel del allerede, og nogle ting havde præget ham i det ubevidste. Andre var mere tydelige og bevidste, og de stammede fra hans forældre. Men han havde også selv meget at byde på, og på trods af sin unge alder, så byggede han en personlighed op, sten for sten, som sikkert markerede hvilken hingst han skulle blive en gang. Allerede nu havde han taget manererne til sig, og det stolte og noble sindelag. En stor portion hingst var der også i ham, selvom det var knap så tydeligt endnu.

Som han nærmede sig dagen hvor han blev åring, var han begyndt at strejfe mere igen. Ikke alt for langt, men langt nok til at han måske ikke altid var i syne. I dag havde han ladet sig lokke af solens stråler, og det friske pust af en mild forårsvind. For en gangs skyld var himlen blå, og hvem kunne måske modstå at gå en tur i et så dejligt vejr? Med ét hørte han et vrinsk. Det var fremmede for ham, ikke ét han kendte. Med det samme lyste han op i et smil. Han nød selskabet for andre, og havde endnu ikke lært, at nogle kunne havde det modsat. Han svarede med en skingert, let føllet vrinsk, der dog alligevel bar præg af at han var et hingsteføl. Med lette trin satte han frem i trav, for at finde den der kaldte.