Holde om dig, jeg vil.

Hvorfor den mørkglødede hoppe endnu lod sine hove betræde lige denne Ø var mest af alt en blanding mellem dovenskab og tilfredsstillelsen. Det havde bestemt været en lang og hård vinter hvor hun kom fra; og dette var intet mindre end fantastisk. Denne varme hede der uigennemskueligt levede sit helt eget klima, frem for den anden Ø hun havde betrådt fra start af, betog hende blot. Den nærmest tog imod hende med åbne arme.

Desuden havde det vel og mærke mon været hendes held at finde frem til at denne Ø, denne sandørken på ingen måde var gold. Hun havde betrådt denne, dog lettere tørre, eng i dagevis nu. Vandhullerne var mange og én stor sø var der da også til rådighed. Varmen var behagelig, selvom hendes pels nu og da glinsede lidt svedende, når først solen stod højest i løbet af dagen. De stålgrå øjne betragtede roligt landskabet, før hendes feminine og ædle holdning lod den slanke hals fører det fine hoved mod græsset. Hun nippede forsigtigt til det, og smilte kort over den lyse mule med den mørke plet derpå; før hun syntes at ane en skikkelse ud af øjenkrogen, i det fjerne.

[Reserveret til Caedis]

En vild fnysen forlod flammehingstens næsebor, alt imens han gjorde sig umage med ikke at lade ilden indhente hans gove, trænge op igennem de flødefarvede ben. Ganskevist var varmen i luften, men den var ligeledes, mange gange stærkere, i det rødgyldne underlag. Og langsomt gjorde den sig vej op igennem den hidsigt trampende hingsts hove, bredte sig i hans krop, og gjorde et halvhertet forsøg på at indtage den evigt glødende ild i hans indre. Forgæves. Intet kunne slukke denne, eller overdøve dens hede. Et hvin, som man oftest hørte fra en hingst på vej i dødskamp, forlod det røde bryst, og med et voldsomt skud op i luften, lod han kroppen stræke sig, før han slog ud med de guldskoede hove. Enkelte skridt tog han, før jorden modtog vægten fra hovene igen, og han skød frem i en vild, uhæmmet galop. Hvor andre var hæmmet af bekymringer over deres ben, eller deres udmattede ånderæt når de stoppede igen. Caedis havde ej nogen bekymringer af denne slgs, han løb blot, for at løbe, fordi det tiltalte den flammerøde. Og dá så han i et øjebliks opmærksomhed, en brun skikkelse der passerede ham, i hvad synes at være lynets hast. En dyb fnysen forlod hans udspilede næsebor, da han i et væld af sand hakkede bremserne i bund, og trak bagkroppen ind under sig. Ganske hurtigt, og med en krigers elegance, gjorde han omkring i to hop, og øjnede da denne anden. Tjoh, han havde set rigtigt; En hoppe stod i sandet et kort stykke fra ham. En plettet, brun skabning.

Nysgerrigheden hobede sig i den slanke hoppe, mens et vildt kreatur til en stor rød hest kom nærmest farerne fra hendes ene side. Kort skimtede hun omkring sig med de stålgrå øjne. Nej, her var ingen andre end lige de to. Ikke af hvad hun kunne skue i hvert fald. Selvom sandet aftog lydende, lød det næsten dundrende alligevel som de fyrrige skridt blev hamret i sandet. Noget sagde hende at denne fremmede ikke havde spottet hende endnu, hendes tilstedeværelse vel og mærke. Hesten nærmede sig; og sammenlignet med duft og bedømmende blikke blev hesten til en hingst, som virkede til at have kurs imod hende.

Landskabet snød dog øjet, og forbi fór denne fremmede, ikke langt foran hendes egen mule spids. Lettere forskrækket havde hun vigende, dog uden grund, sprunget let tilbage med let tilbagevendte øre. Det hele gik så stærkt, og det var kun spørgsmål om hurtige galopspring for hingsten før han hakkede bremserne i, og han snart i elegante bevægelser havde vendt omkring sig; mod hende. Stor og prægtig beskuede hun nu denne fremmede, og ikke langt fra hende, hingst. Hun vippede stille med de mørke øre, nysgerrigt; mens de stålgrå øjne kort glimtede op af forunderlig, mens hun bevidst betragtede denne hingst.

Hingstens mørke næsebor udvidede sig hæftigt, og et voldsomt fnys forlod den røde skabning, før han synes at stive, anspændt, imens han tydede hoppens duft fra omgivelserne. En kort trippen satte derpå bevægelse i det røde skind, der synes at afgive et flammende skær under solens lys. Med disse bevægelser, nærmedee han sig den trefarvede hoppe, og slog halvt kreds om hende, før hovedet sænkedes en anelse, og han igen trådte nærmere hende. De brune øjne der hvilede på hende, viste ingen tegn på eftergivenhed, blot en svag undren, over at finde denne skabning her, hvor han løb fra solens brændende skær. På trods af det sænkede tempo, synes der at være konstant bevægelse i den rødlige hingst. Den let flødefarvede hale, svævede fra den ene side til den anden, og lokkerne dansede legende om kap med hans sammefarvede man. Uden tvivl var han noget af en skønhed, ikke på den direkte unikke måde, der var bare... Noget. Måske den mægtige hingstehals, der bar hovedet med legende lethed, og dirrede let, da han strakte mulen ydeligere imod hoppens. Endnu talte han ikke, agerede blot.

Hvad der lige var ved denne fremmed, kunne den mørkglødede hoppe ikke sætte hoven på. Men en klirrende lyd fra nogle smykke lignende ting på hans venstre forben, fangede de stålgrå intense øjne. til trods for hendes vigende bevægelse før, blev hingsten nu alligevel mødt med en vis nysgerrighed og imødekommenhed. De mørke ører vippede sig frem, mens hun stille forblev stående fint samlet, i en blid holdning. Hendes øjne funklede stille af nysgerrighed og ro, alt imens hun betragtede hans store væsen, der syntes tung - men så alligevel så elegant og royal.

Han kom nærmere, og nærmere; men endnu ramte han ikke barrieren endnu. Endnu. Hun lod ham gøre sin entre, alt imens han snart stod nær hende, på grænsen faktisk. Derpå strakte hans mule sig imod hendes, og forsigtigt søgte hun hans øjne; mens hendes ører nu stille blev lagt ud til siden og antagende til at ligges i nakken. I en blid bevægelse, forskudt og parallelt overfor hans tilnærmelse af mulen, skuttede hun selv hovedet lidt og trak hovedet vigende til sig, mens hun stille vrængede på den lyse mule, alt imens hendes blik stille tog fra nysgerrig til små ængstelig.