New Roads

Den skimlede Altaïr havde endelig fundet en form for ro i sindet. Hans elskede, den brune Taia, som han for noget tid siden havde mistet og fundet igen, havde han tilbragt utroligt meget tid med. Bare det at have været i nærheden af hende, visheden om hun var okay, havde helet nogen af den tvivl til verdenen omkring ham, som han havde næret de sidste måneder. Nej, nu så tingene endelig ud til at blive gode igen – og nu vandrede han ud af en ukendt sti alene. Det var længe siden han havde nydt blot at vandre omkring for sig selv, fordi hans sind havde været bekymret, optaget. Nu var det frit igen og kunne drømme, tænke og udfolde sig igen. Han nød det i fulde drag, det var sikkert; og nu hvor han havde sat hovene på øen Leventera, som han ikke havde set længe, havde han valgt en tilfældig retning han ikke kendte til.
Over ham var det tydeligt at træerne var i gang med forberedelserne til det nye forår, som snart ville være over dem. Det hele tegnede til at vågne op fra dvalen som vinteren havde lagt over landet med sin egen skønhed, og var klar til at iklæde landet med grønne farver.
Altaïr var en ganske særlig sjæl. Det var vidst og kendt af en del nu, for den skimlede hingst havde set mange sjæle i landet; og det slog ham faktisk, at meget få havde han set mere end en gang. Med en lidt undrende brummen godtgjorde han for sig selv, at han endnu havde bevidstheden i gang med at holde kursen, mens sindet vandrede ud af de forskellige sidespor, men pludselig alarmerede bevidstheden om ham noget. Nogen var i nærheden – spørgsmålet var bare, hvem?

New Roads

Træerne var så småt begyndt at få en grønlig farve. Ingen blade endnu. Men det kunne ikke vare længe før de så småt begyndte at vokse frem. Det var næsten som om græsset allerede var blevet mere saftigt og solen havde i den grad fundet vejen frem. De sidste par dage havde den varmet hendes sorte ryg og pels, og hun havde da også fået sig en lille lur i ny og næ. Nu var det på tide at strække benene - men ikke alene. Den lille Nymfe ville hun stadig ikke lade ude af syne. Hun kunne måske hav spurgt om Leo ville være børnepasser for en dag og så lige få sovet ud og brugt musklerne ordentligt. Hun ville ikke kunne acceptere at musklerne ville svinde bort hvis hun ikke fik dem brugt, og hun var ikke vant til at stå stille i længere tid af gangen. Ikke efter den lange søgen på den 'fortabte' datter. 

De lange ben blev strukket ud i en energisk trav, selvom hun sørgede for ikke at komme for langt væk fra Nymfen. Farten gjorde dog godt og vækkede en energi i kroppen på Ava. Det føltes skønt - det kunne hun ikke komme udenom. En duft af fremmed og alligevel ikke fremmed ramte hoppens næsebor, og hun sænkede farten til trippende trav og til sidst endte hun med at stå helt stille. Mindraper var det ikke. Leonora var det heller ikke. Den brogede Brêgo var det slet ikke. Og hingsten fra flokken som Ava endnu ikke havde snakket med, men kun set på afstand, var det i hvert fald slet ikke. Det ene sorte øre vrikkede frem og tilbage nogle gange mens de blå øjne fulgte Nymfen meget nøje. Hun skulle være helt sikker på den lille hoppe var i sikkerhed. Hende frem for alt andet. Ava begav sig dog fremad igen mens hun holdt øje med omgivelserne, og slap en lille hæs lyd som ikke helt var et vrinsk.

words: 328 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Fart! Farten var så umådelig fantastisk. Hver eneste gang den lille Nymphadora kom op i fart, gik et sus igennem kroppen på hende, der fik hende til at ville løbe endnu hurtigere. Hele tiden hurtigere; men aldrig væk fra mor.
Denne gang havde hendes mor sluttet sig til legen, og nu hvor den lille sjæl var begyndt at lægge mærke til detaljerne omkring hende, så hun en glæde i hendes mors krop, som hun ikke havde set længe. Som var hun vågnet på en ny måde. Hendes ben var vågnet, ja sådan var det! Med en oprigtig fornøjelse, hoppede og sprang den lille sjæl i muntre badutspring alt imens hendes mor strøg derud af i trav. Sommetider sprintede hun op foran i så hurtig galop hun kunne, men så snart hun var foran igen, lod hun sit tempo falde og en masse buk komme frem.
Legen, som Nymphadora anså den som, måtte for hendes skyld gerne have fortsat hele dagen. Hun nød sådan at lege med sin mor, og hun var også begyndt at opfordre direkte til forskellige typer af leg med sin mor; fangeleg, nappeleg. Hoppeleg. Alverdens lege; men noget forhindrede hende i at fortsætte denne dag, for pludselig fik hendes mor færten af noget. Det var ikke legende trav herefter, men måske mere en undersøgende trav, og øjeblikkeligt holdt den lille sjæl inde med sine buk og fandt pænt tilbage til sin mors side; dog kunne hun ikke lade være med at nappe hende bedende på skulderen. Bare lidt mere?
- Det var slet ikke gået op for den lille hoppe, at der var en anden i nærheden. Slet ikke; men det skulle hun snart finde ud af.

Den ukendte hest, som havde vækket Altaïr fra sine tanker, der ellers kunne have spredt sig i det uendelige, var endnu ikke synlig for ham. Han havde dog en idé om hvor den befandt sig henne, for som altid var hans sanser vidt åbne. Syn, hørelse, lugtesans, følesans, alle spillede de sammen om at lokalisere den fremmede, og snart var han på vej. Det lod også til at den ukendte sjæl havde sanset ham, og snart hørte han en lyd han ikke helt kunne placere. En form for hæs lyd, som var det på vej til at blive et vrinsk, men blev stoppet på halvvejen. Han stoppede et øjeblik, hævede den muskelfyldte hals og vippede ørerne frem imens han lyttede. Og der, længere fremme, dukkede hun pludseligt op. Den blåsorte Ava, som han havde mødt så lang tid forinden, ja en af de første han havde mødt siden han var kommet hertil, vandrede nu længere fremme. Hun var dog ikke alene, for ved hendes side spankulerede et lille føl afsted ved hendes side. Fascineret, nysgerrigt hævede han hovedet en tak mere inden han udstødte en næsten lydløs kalden, imod de to sjæle. Det glædede ham inderligt at se hende igen, især i selskab med et føl. Føl var små vidundere i hans verden, tomme kar der kunne fyldes og havde en ufattelig fantasi. Snart gentog han den kaldende lyd, imens han satte i en noget spændstig skridt imod dem. Han havde sidst set Ava i grotten, hvor en del af landets beboere havde søgt ly for natten; her iblandt den ældste datter Ava havde. Nu stod hun som mor igen, givet liv til endnu et lille mirakel. Det glædede ham vel, for han havde en idé om at den blåsorte hoppe var en rigtig god moder. Det ville han i hvert fald spå hende til at være. Derfor var det med glæde i sindet at han satte imod dem nu, noget så spændt på at høre hvordan den blåsorte hoppe havde haft det siden de havde snakket sammen sidst, sådan for alvor.

New Roads

En næsten lydløs kalden kunne høres. Så utydelig at Ava ikke vidste om hun rent faktisk havde hørt den eller ej. Der var mange ting der rodede rundt i hendes hoved - og havde gjort det i længere tid, og det havde ikke på noget som helst tidspunkt givet hende nogen form for ro. Det måtte være grunden til hendes lidt mere spinkle bygning nu - end da hun først var kommet til landet. Alt fedtet var brugt på at holde sig varm gennem vinteren - og de søvnløse og rastløse nætter havde givet hende flere muskler. Mere markante muskler -  for det skulle bare løbes væk. Som regel kørte hun dog bare på til hun blev træt nok.

Da den kaldende lyd igen lød, men endnu højre var hun næsten sikker på det var henvendt til hende. Og det lød også bekendt. Det måtte være en hun kendte. Hvem ellers ville kalde? Fremmede måske, men på en helt anden måde. Sådan en..... Jeg er fortabt måde eller en, hvor er alle andre henne måde. Den lille hoppe hævede hovedet en anelse og satte automatisk farten en smule op, mens hun med små brummende lyde skyndede lidt på Nymfen. Nu var hun i hvert fald sikker på der ikke var nogen farlige i nærheden. Så havde hun vel spottet dem - eller også havde den anden sjæl givet udtryk for det. Langsomt blev farten sat mere og mere op, og de ellers normalt lidt hidsige skridt blev mere dansende. Hovedet lod hun dog stadig være oppe, og hun nøjedes med at holde sig i traven. Hun skulle være sikker på nymfen var med. De blå øjne søgte også mod hende af og til - for at holde øje med hende. Den fremmede, som ikke var en fremmed, kunne måske alligevel betegnes som en fremmed, men alligevel ikke en fremmed. Hun vidste jo ikke så meget om ham. Ikke andet, end at han havde et drømmende sind og var den skimlede vandrer. Intet navn. Ingen baggrund. Intet andet - og alligevel følte hun sig altid tryg og godt tilpas i hans selskab. Det var en som Nymfen i hvert fald også måtte møde.

words: 362 | Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Den lille hoppe, som ellers havde haft travlt med at lytte i vildens sky efter den fremmede lyd som havde ramt hendes ører, så vel som hendes moders, blev nu pludselig klar over at de skulle se at komme afsted. Hendes moders lyde ændrede sig snart til nogle af mere skyndende karakter, hvilket fik den lille Nymfe til at oppe sig på benene. Hun strøg frem i noget der nok mindede om en form for pasgang, inden hun fik ramt takten til trav og så hoppede hun ellers lystigt afsted. Hendes mors gangarter blev også meget hurtigt mere energiske, sådan som hun kun gjorde når de legede; og derfor troede den spæde at leg var det de nu skulle. Næsten øjeblikkeligt glemte hun alt om den anden hest i nærheden som havde givet lyd fra sig, og som hun så nysgerrigt havde lyttet efter og kastede sig nu frem i muntre buk. Åh, leg var noget den lille sjæl elskede, og aldrig kunne få nok af, så hun udnyttede gerne hver en lejlighed til det.
Derfor fortsatte hun sine muntre hop uden nogen hensigt om at stoppe lige med det samme; selvom de snart ville rende ind i den skimlede hingst der stod længere fremme.

Altaïr, som den drømmevandre han nu engang var, havde allerede sat sit tankespind på plads, for at gøre plads til den blåsorte Ava og hendes afkom, nu de var på vej. Snart efter at Ava havde sat kursen, sprang det lille føl afsted i muntre hop, hvilket fik den skimlede hingst til at trække på smilebåndet. Liv og ungdom var to meget fascinerende ting, og hvis der var noget han holdt af at være i nærheden af, så var det egentlig føl. Deres fantasi rakte så meget længere end de voksendes, med få undtagelser. Han brummede sagt for sig selv, inden han med ganske majestætisk holdning øgede sit tempo til samlet trav. Ava så også ud til at live op, alt imens de kom hinanden tættere; denne gestus vidste Altaïr ikke hvordan han skulle tolke endnu, men han valgte at se ganske positivt på det. Han havde før set hvor tærrende det kunne være på hopper at opfostre føl, og nu var Ava skam ikke den største i landet, så hun havde ikke så meget at tage af, når føllet krævede maden.
Den skimlede hingst fortsatte sin samlede trav, indtil de var under 10 meter fra hinanden. Her sænkede han farten for til sidst at stoppe i en samlet parade. Normalt ville han ikke tøve med at gå tættere på, men i dette tilfælde ville han lade dem komme til ham, da han hverken ville virke truende overfor Ava eller hendes datter. Hopper med føl havde som regel andre private zoner, end hopper der ikke havde føl ved deres side.

New Roads

Energien fra den lille Nymfe, smittede en anelse af på den sorte hoppe. Hendes energiske buk fik Ava til at kaste nogle gange med hovedet, og selv lave nogle hop fremad af og til. Hun var trods alt ikke meget gammel selv. Hun kunne stadig slå sig løs i leg, hvis andre var med på den idé.

Selvom Altaïr stoppede op på god afstand, standsede den sorte hoppe ikke op. Hun sænkede højest farten efterhånden som hun kom tættere på, for ikke at ramme den skimlede hingst med et brag. Hun var trods alt ikke ude på at rende ham ned, som hun kunne have fundet på da hun var yngre. Hun brummede ganske dæmpet til det lille føl, for at angive at det var her de skulle stoppe. Ava fortsatte de sidste meter i skridt og strøg med det samme mulen hen over den skimlede hals, som en hilsen. Han var trods alt en af de få hun stolede blindt på. Hun stolede lige så meget på ham, som hun stolede på Leonora og Mindraper.

"Goddag, du som drømmer"

Hun hilste ham i en mild tone, og trådte et halvt skridt bagud, for at lade de blå øjne falde på Nymfen. Hun skulle trods alt stadig holdes øje med. Hun vidste godt hvordan hun selv kunne have fundet på at vandre væk, og selvom Nymfen altid havde holdt sig tæt på, så lå det stadig i hende, at hun måtte holde øje med det lille føl. Det var trods alt gået galt med Ariel. 

Tag: Altaïr, Midnight's Nymphadora

Glæden boblede ganske enkelt under skindet på den lille hoppe, imens hun endnu mere kådt sprang afsted, nu hvor hendes mor havde slået sig til legen også. Det var bare så sjovt når hendes mor gad være med, hvilket hun heldigvis gjorde tit.
Alt imens legen stod på, nærmede de sig en skimmel hingst som stod stille. Nymfen fik nu snart øje på ham, og med øjne der var spilet helt op, satte hun sig næsten på rumpen af forskrækkelse. Hvor kom han fra? Havde han været der hele tiden?
Hendes mor fortsatte dog ufortrødent og der gik ikke mange øjeblikke før den lille sjæl var oppe og på vej imod den skimlede, ligesom som mor. Ørerne var vendt helt frem og et lidt årvågent udtryk var gledet over den lille sjæl, imens de kom nærmere. Hendes mor fortsatte faktisk helt hen og rørte ved denne hingst, ligesom hun havde gjort det med hendes egen far. Hun huskede tydeligt sin far; spraglet i mange farver, mere end den grå her og større.
Hendes mor havde fortalte hende hvor hun skulle stoppe, men allerede inden havde hun slået bremserne i, for at nærme sig mere forsigtigt. Hun begyndte helt instinktivt at gumle da hun nåede sin mors flanke, for hun ville vise overfor den grå at hun ikke var farlig. Denne refleks var hun ikke vokset fra endnu, men det skulle nok komme. Hun duttede sin mor ganske forsigtigt i siden, for at fortælle hende at hun ikke vidste hvad hun nu skulle gøre. Skulle hun sige hej? Gemme sig under maven, selvom hun snart var for stor til det?

Den skimlede hingst Altaïr, som kun én kendte navnet på, stod ganske forundret og betragtede hvordan den blåsorte hoppe bare kom ham nærmere og nærmere. Et smil fandt hurtigt vej til hans mule – for at hun havde så stor tillid til ham, at hun kom ham så nær med et føl der endnu ikke havde rundet det første halve år, var noget af en overraskelse. Jovist, han betvivlede ikke at han havde et bånd med den blåsorte hoppe. Faktisk ville han selv mene at han havde et ret specielt bånd til hende. Hun var så anderledes end andre. Hun var modig, fritsindet og havde turde følge ham i hans tankegang og udvide sin egen. Det var en præstation ikke mange andre havde klaret, og derfor følte han sig nok tættere med denne hoppe end som mange andre.
Han brummede hingstet og umådelig glædeligt da den blåsorte hoppe kom helt hen og strøg ham over halsen. Det tog ham ikke lang tid at gengælde denne gestus; en han ikke havde forventet. Hun havde ingen problemer med at lade ham komme tæt på den datter hun havde ved sin side, hvilket han var meget taknemmelig for.
Da han havde trukket hovedet tilbage og hun ligeså, mødte hans mørkeblå øjne hendes, der strålede i nærmest krystalklare farver. Et blik han aldrig ville glemme.

,,Goddag melady. Jeg må sandelig sige at det er godt at se dig”

Hans ord var oprigtige som de altid var. Altaïr var ikke typen der fortalte løgne. Det kunne ske at han undlod dele af sandheden, men aldrig fortælle noget usandt, aldrig. Han slog kort med hovedet inden han gav et nik fra sig. Han nød altid at være i hendes selskab, for hun var nok den ven han aldrig havde fundet før nu.
Kort efter lagde han blikket ned imod den lille sjæl, som nok så ganske forvirret ud. Hans smil forblev på hans mule imens han betragtede hende; hun havde store ligheder med den sorte Ava, men spøjse aftegn på hendes ben. Stammede de fra faderen?

New Roads

Det gav et lille spjæt i den sorte hoppe, da føllet duttede til hende. Det kildede og var ikke noget hun havde forventet fra den lille af. Hun trak mulen væk fra den skimlede hingst, hun endnu ikke kendte navnet på, for i stedet at lade mulen søge mod den lille med en kærlig, moderlig brummen. Der skete jo ikke noget. Og den skimlede hingst stolede hun lige så meget på, som et familiemedlem. Han var vel som en onkel - bare ikke blodsbeslægtet med hende. 

"Kom og sig hej, Nymfe"

Det var ikke alle hun ville lade det lille føl hilse på, og heller ikke alle der ville få lov at komme i nærheden af hende. Men der var stadig nogle stykker de manglede at kigge forbi. Hun nippede ganske blidt til føllets små totter af pandelok, før hun igen rettede opmærksomheden mod hingsten.

"Nyeste medlem af familien..... Midnight's Nymphadora. I familie med Midnight Myth"

Hun regnede i hvert fald med de fleste vidste hvem hun var. Hun var trods alt meget rundt omkring - og bestemt ikke en af de sjæle man sådan bare lige glemte. Det var næsten en umulighed med de sære aftegn, hvide øjne og gnisterne. Hun ville næsten tro, at hvis man glemte hende, skulle man nok få et zap bagi så man ikke gjorde det en gang til.

Den spæde Nymphadora, hvis nysgerrighed efterhånden havde erstattet trangen til at gemme sig, havde nu fået sin mors opmærksomhed da hun spørgende havde duttet hende I siden. Det virkede som om den fremmede var god nok, siden hendes moder ikke havde lagt ører, snerret, slået med hovedet på den vrede måde eller gjorde andre negative udfald. Hun virkede derimod glad for at se denne. Var han en ven? Han var i hvert fald ikke far. Da hendes mor så på hende, hørte hun den klare og familiære stemme. Hendes moder sagde ord til hende, nogle hun forstod andre hun måtte gætte sig til – men kort efter trådte hun frem. Forsigtigt og følende med den lille mule strakt frem, imens kroppen tøvende fulgte med. Det så egentlig ret sjovt ud, for det lignede lidt hun udførte strækøvelser på vejen, fordi hendes bagben så sent fulgte efter forparten. Men hellere have for meget afstand end for lidt, for tænk nu man skulle løbe! Den buskede hale svingede meget ivrigt omkring hende, imens hun nærmede sig. Åh det var spændende det her. Til sidst, lige inden hun var nær nok til faktisk at kunne nå den grå hingst, trak hun overlæben op i en flehmen. Sådan stod hun et stykke tid med sine ører nok så uskyldigt vendt skråt bagud; for hun var bestemt ikke farlig. Hun synes bare han luftede så spøjst.

Den skimlede hingst forholdt sig ganske stille, da den sorte hoppe Ava bad sin dater komme nærmere. Det var umådeligt spændende for den skimlede drømmevandre at overvære dette – for det var faktisk kun få gange i hans liv at han havde haft kontakt til føl af denne størrelse. Så små, så fine. Så uspolerede.
At Ava tidligere havde mistet et føl, som havde valgt at vandre ud på egne ben alt for tidligt, sagde intet om hendes moderlige egenskaber. For nogle ville måske mene hun var en dårlig moder, sådan at miste føllet, men det kunne ske for alle og enhver. Men nu hvor hun stod der, side om side med den lille, kunne han se hvor meget hun holdt af det. Han brummede dæmpet da det nye føl blev præsenteret for ham. Midnights Nymphadora. Han rynkede mulen en smule; hverken undrende eller negativt. Blot forsigtigt, som respons på den flehmen det lille føl havde gang i – inden hans øjne mødte de lyse blå som Ava besad. Han vidste godt hvem denne tordenhoppe var. Han lod sin lange og velansatte hals løftes lidt, inden han rakte mulen imod den sorte hoppe for at puffe hende let på mulen.

,,Hun slægter sig meget på efter dig, melady. Hun syner stærk, men elegant og jeg kan se hun allerede har modet på sin side.”

Sagde han med den drømmeagtige stemme som kun han besad. Han smilede da oprigtigt og bredt, inden han lod sin mule føres langsomt ned imod den lille sjæl. Han ville ikke bevæge sig for hastigt og risikere at han skræmte hende på afstand, nu hvor hun havde samlet modet til at komme frem fra sin moders mave.

New Roads

Det var ikke mange spor der var tilbage af den lille hoppe der i sin tid var kommet til landet. Hun havde ændret sig til det ugenkendelige. Få ville måske stadig kunne genkende den lille hoppe - hvis de havde været der under hendes lille rejse mod det mere bitre og indelukkede. Nu hvor hun stod sammen med den skimlede hingst igen, var det som om den lille glade hoppe var tilbage igen - dog stadig ikke så glad som hun engang var - ikke lige så nysgerrig som da hun var kommet hertil - og en smule mere voksen. 

Den sorte hoppe betragtede føllet komme nærmere med et mildt blik, og et smil. Et smil der til en forskel nåede helt op til øjnene. Ikke et af den påklistrede slags, men et oprigtigt smil. Glæde. Det var lige før man kunne sige at Nymfen var det bedste der var sket i hendes liv - indtil videre. Der var intet der kunne måle sig med det endnu. Hun tvivlede på noget nogensinde ville komme til at få lige så stor betydning. Hendes opmærksomhed gled dog tilbage på den skimlede hingst, stadig smilende. "Hun ligner mig mere end Ariel. Hun har sin mors nysgerrighed, sin mors blå øjne, Lidt af sin fars spraglede aftegn, og sin egen forsigtighed"

Ava havde aldrig selv været den forsigtige. Hun havde heller aldrig været lige så lydig som Nymfen var det. Lige på det punkt måttehun nok indrømme at Ariel lignede hende ret godt. Hun var glad for Nymfen ikke lignede hende lige på det punkt. Det havde trods alt ikke været særlig nemt - og den sorte hoppe havde næppe klaret endnu en gang at være en fiasko som mor. Det havde i hvert fald ikke taget modet fra hende. Skulle muligheden være der for endnu et føl, så ville hun i hvert fald ikke afslå den. Hendes mor ville have været stolt hvis hun så hende lige nu i dette øjeblik. Det var hun ret så sikker på. Hendes far sikkert også, selvom det aldrig var til at læse hans tanker eller meninger. Han bar altid det samme neutrale udtryk, med en vis form for autoritet, der gjorde man ikke bare spurgte ind til det. Men hun vidste han ville være stolt over at se hvad hans datter var blevet til. Det lille ulydige føl hun engang havde været - var langt om længe blevet mere ansvarlig og voksen.

"Du render stadig rundt alene?" Det var både en konstatering, men også en slags spørgsmål. Hun kunne sagtens forestille sig den skimlede hingst vandre rundt til evig tid helt alene. Samtidig kunne hun også sagtens forestille sig at der var nogle hopper der nok ville følge ham. Og hingste. Måske endda et lille føl eller to.

words: 462

Det lille føl havde nærmet sig den skimle mere og mere, men med en meget naturlig tilbageholdenhed. Hun skulle ikke fare frem, ikke give udtryk for noget hun ikke var og slet, slet ikke provokere den store skimle. Hun havde nu lagt sin overlæbe ned fra hendes flehmen og rettet hovedet en anelse op. Hendes ører blev langsomt vippet fremad igen, inden hendes øjne nærmest lyste op. Hingstens stemme var nu meget rart, og mor lød så glad når hun snakkede med ham – slet ikke ligesom da hun snakkede med den gråbrogede. Nej, det her var så meget anderledes og det smittede i den grad af på den lille hoppe. Hun havde også godt af at lære at omgås andre på en positiv måde end kun hendes mor og far, som var de eneste hun endnu havde haft det ’godt’ med.
Mor snakkede igen, men Nymfen hørte ikke rigtig efter. Hun troede heller ikke det var henvendt til hende, for det lød ikke sådan – så hun havde kreeret en anden idé i sit hoved. Hun ville fange en af de sære lyse pletter på den grå’s skind. Hun trådte ét skridt frem og rakte mulen så langt frem hun overhovedet kunne formå og spidsede læberne som en anden tapir, inden hun tumlede frem og duttede mulen lige ind på bringen af den skimle hingst! Da først det gik op for hende hvad hun havde lavet, fór hun bagud igen og stødte rumpen lige ind mellem mors forben. Puha! Hun stirrede helt febrilsk frem på den skimle, men han så ikke sur ud. Var det okay? Derpå lagde hun ørerne lidt lyttende bagud efter mors stemme og prøvede at kigge op på hende, hvilket resulterede i at hun nærmest prøvede at vride hovedet om på ryggen af sig selv. Havde hun nu begået en fejl?